Billedet herover er hentet på en tysk hjemmeside og viser, hvordan der så ud i Pyrenæerne på jakobsvejen efter Saint Jean Pied de Port ved det lille valfartskapel ved Ibanetapasset i torsdags, den 22. januar. Pilgrimmene har måttet gå af alternativruten over Pyrenæerne via Valcarlos, fordi Napoleonsruten er lukket på grund af sne. Det er simpelthen livsfarligt at gå Napoleonsvejen lige nu. Men sneen har altså ikke stoppet de tre pilgrimme på billedet, som bare har valgt den anden vej. Den ser nu heller ikke let ud.
I øvrigt vil jeg anbefale, at eventuelt andre vinterpilgrimme, der tager den hårde tur af Napoleonsruten (hvis den er åben) - går en anden vej det sidste lille stykke ned til Roncesvalles efter det højeste punkt, Col de Leopoerde ( 1430 meter ), hvor man få meter efter drejer skarp til højre af en afmærket sti/ jordvej, hvor der kan køre skov-biler. Herefter går de mod valfartskapellet ved Ibanetapasset (billedet) og herfra videre til klostret i Roncesvalles. Nedstigningen fra Leopoerde af den traditionelle sti (næsten 500 meters fald til ca 950 meters højde) er ualmindelig stejl, og i regn og sne vil den være enten mudret eller glat (eller begge dele), og jeg har set flere pilgrimme mudret helt til efter at være kørt på numsen et længere stykke. Det er svært at blive ren bagefter. Vejen uden om er lidt længere, men lettere at gå. Her er kun de sidste et til til to hundrede meter ned lidt stejl, og de er til at klare - også i regnvejr uden at glide.
Se i øvrigt Vinter-jakobsvejen fra torsdag, den 15. januar. Og så kan jeg oplyse, at der i går søndag, den 25. januar kom 42 pilgrimme ind til Santiago. Vinterpilgrimme er ikke længere noget særsyn på Jakobsvejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar