Den hedder "Camino de Invierno" - Vintercaminoen, som bl.a. turistorganisationerne har satset en del på som alternativ til den ordinære Camino Francés over de galiciske bjerge til Santiago. Jeg har ikke selv gået ruten, men under indtryk af spørgsmålet, som jeg besvarede her på siden for to dage siden, har jeg lavet lidt research på diverse spanske hjemmesider. Vinter-Caminoen er lavet, således at pilgrimmene slipper for den lidt hårde opstigning til O Cebreio, der kan være lidt vanskelig at gå på grund af sne. Vinterruten støder efter fem-seks dage sammen med Via de la Plata fra Sevilla, så man går ind i Santiago fra syd.
Ønsker man at gå Vinterruten, følges Camino Francés til Ponferrada, hvorefter man drejer af fra den "rigtige" camino og går mod Puente de Domingo, fortsætte mod A Rua, Quiroga, Monforte de Lemos , Chantada, Rodeiro og Laxe, hvor man støder ind i Via de la Platas sidste del mod Santiago, kaldet Camino Sanabras. Den sidste del af ruten på Sanabras til Santiago har jeg gået, som afslutning på Via de la Plata jakobsvejen. Den går over den smukke, men større by Orense og videre over Ponte Ulla til Santiago. Der er en del mindre op og nedstigninger, og der er rigelig med traditionelle herberger. Hvorvidt herbergerne har åbne om vinteren, må man selv slå efter på nettet. Den nye vinterrute skulle være afmærket hele vejen.
Vintercaminoen følger i starten primært floden Sil, og det er den samme vej, hvor romerne gik ind i Galicien for over 2.000 år siden, hvor maurerne senere fulgte efter i deres angreb på det kristne Nordspanien, og hvor Napoleon, ligeledes med våben i hånd, gik ind. Der er enkelte gamle pilgrimsklostre på ruten, der i et vist omfang følger en gammel romervej. Men man går så glip af noget andet ved ikke at gå i en direkte linie over O Cebreio. Følger man den traditionelle Camino Francés over bjergkarmen ind til Galicien kommer man lige efter grænsestenen til O Cebreio, som pilgrimmene i middelalderen gik over, fordi der her var sket et under, netop en vinterdag, hvor en præst en søndag læste messe på toppen og en enkelt bonde havde trodset vejret og kravlet op på toppen for at gå til søndagsmesse. Hvad vil du i det her vejr her, så vigtigt er det ikke at få lidt brød og vin, skulle præsten have sagt til bonden, da han stod midt i nadvermysteriet, hvorefter brødet skulle være forvandlet rent bogstaveligt til kød. Kirken er der stadig og der bor stadig præster på stedet, der holder daglige pilgrimsmesser. Turen over bjergene er fantastisk smuk.
Den traditionelle rute går videre over klostret Samos, som for danskere er kendt fra "Bertelsen på Caminoen", der havde hele to afsnit fra netop dette kloster, der vist nok er Spaniens ældste kloster. Der er stadig benediktinermunke i klostret, og de har de senere år haft en del tilgang, så der er tidebønner og rigtig klosterliv.
Men med den nye vinterrute er der altså mulighed for at vælge: Vil man over bjergene eller langs floden. Ruten langs floden er noget længere end bjergturen.
I går begyndte pilgrimsantallet igen at stige, der kom 42 ind til Santiago.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar