Jeg ved godt, at jeg har omtalt Via Bayonne før - senest den 14. i denne måned, men jeg kan se af min blok-statistik, at der er rimelig stor efterspørgsel på omtale af alternative pilgrimsveje. I går omtalte jeg Via de la Plata, som var den eneste af stort set samtlige pilgrimsveje, der havde en lille nedgang i antallet af pilgrimme i 2014. Her har læserinteressen allerede været rimelig høj, derfor denne mere detaljerede gemmengang af Camino Bayonne med et par link nederst.
Hvilken vej skal man vælge ?
I 2014 gik 70.000 pilgrimme over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port, flere sluttede sig til i både Roncesvalles og Pamplona, og hvis man ser på antallet af vintergrimme denne vinter, der har gået og lige nu går på Camino Frances, har det formentlig aldrig været højere - heller ikke i middelalderen. I onsdags kom der 115 pilgrimme ind til Santiago. Jeg tør godt forudsige allerede nu, at 2015 bliver et endnu større pilgrimsår end 2014, som var rekord på næsten alle måder.
Set i det lys, vil der være nogen pilgrimme, der ser sig om efter andre ruter end Camino Francés. Jeg skal dog selv være den sidste til at fraråde nogen at gå over Pyrenæerne ved Rolandspasset. Jeg har taget turen fra over netop her fire gange; i sol, regn, storm og en enkelt gang i blandet vejr. Jeg synes hver gang, at det er en fantastisk tur, men det er der mange pilgrimsveje, der er, og derfor denne ekstra artikel om en næsten helt ny og dog meget gammel pilgrimsvej, nemlig Via Bayonne, der støder sammen med Camino Francés allerede i Burgos. Der er ca 300 km fra Bayonne til Burgos.
Via de Bayonne/ Camino Bayonne starter i Bayonne. Den følges det første lille stykke med Camino del Norte - deler sig uden for Irun for at følge byerne/etaperne: Hernani, Tolosa, Zegama, Salvatierra, Vitoria, La Puebla de Arganzón, Miranda de Ebro, Pancorbo, Briviesca, Monasterio de Rodilla og herfra til Burgos.
For ti år siden var der ikke mange, der havde hørt om Camino Bayonne, men det har indbyggerne i den lille by på denne pilgrimsvej, Miranda, lavet om på. I 2003 satte nogle santiagopilgrimme, der bor i Miranda sig sammen for at etablere/reetablere den middelalderlige pilgrimsvej gennem netop deres by.
Og Via Bayonne har en interesant historie. Da vejene til Apostlen Jakobs Grav for alvor begyndte at blive etableret i 900 tallet, var det langt mere farligt at bevæge sig rundt på pilgrimsstierne ind i dag.
På Camino del Norte begyndte normanerne at hærge kysterne i 1.000 tallet, og på vejen fra Rolandspasset var mauerne/muslimerne på spil og gjorde vejene usikre. Derfor opstod der en vis samling om Camino Bayonne, der havde sin storhedstid fra ca. år 1.000 til ca. år 1.300, hvor den i flere perioder var den vigtigste forbindelse for pilgrimmene mellem Frankrig og Spanien. Derefter tog først fremmest vejen over Pyrenæerne ved Rolandspasset over, og Camino Bayonne gik mere eller mindre i glemmebogen.
Men det har 180 borgere i den lille by Miranda lavet om på. De satte sig for at reetablere stien, der nu går for at være bedre afmærket end Camino Francés. Der er maximun 20 km mellem hvert herberg, og der er et meget stort antal camino-venner langs hele ruten til at servicere pilgrimmene.
Jeg har ledt og ledt på nettet efter en trykt guide til denne (i vor tid) nye pilgrimsrute, men jeg har ikke kunnet finde nogen, hverken på spansk, fransk eller noget andet sprog. Til gengæld har pilgrimsvennerne lavet en hjemmeside, http://www.caminosantiagoviadebayona.com /, hvor etaper, herberger og alle andre services langs ruten er tegnet/ skrevet ind, så det er muligt at lave sin egen guide. En anden hjemmeside http://www.todocaminosantiago.com/da/via-de-bayona/ forsøger sig endda på dansk med lidt oplysning om ruten.
Og ind til videre er der forholdsvis få pilgrimme på denne jakobsvej, selv om antallet har været svagt stigende de senere år, hvor der på flere pilgrimsfora er "snak" om den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar