På et kursus op til weekenden for frivillige pilgrimshjælpere i Santiago de Compostella blev der gjort op med historien om Røgelseskaret .
Mange pilgrimme har hørt historien, og nogen mener endda at have læst den: Kæmperøgelseskaret, Botafumeiro, i katedralen i Santiago de Compostella, blev sat op i middelalderen for at dulme stanken fra de mange pilgrimme, der for nogens vedkommende havde gået tusindvis af kilometer uden at blive vasket. Men historien holder ikke stik.
Der har de seneste dage været holdt et større kursus i Santiago med dekanen i katedralen, Segundo Pérez, som initiativtager, hvor de mange frivillige har hørt om pilgrimsvandringens historie, samt drøftet hvordan man bedst tager imod de mange pilgrimme, der nu kommer efter opblomstringen af pilgrimsvandringen de seneste 25 år.
De frivillige blev også sat ind i katedralens historie, og her aflivede professor Jose Carro myten om røgelseskaret som et middel mod pilgrimsstank. Der stank overalt i middelalderen, man havde trods rimelig velstand, ikke samme hygiejne som idag. For at imødegå stanken var der stillet braserillos (en slags bækken) op flere steder i kirken med brændene røgelse tilsat aroma.
Det store røgelseskar, Botafumeiro, blev alene brugt til liturgiske formål i forbindelse med de mange messer, og myten om at fjerne pilgrimslugten har intet på sig.
( Her et billede af Botafumeiro i brug. Den er ikke i brug hver dag, og der skal mindst 6-7 mand til at betjene den. Den bruges normalt ved afslutningen af messerne fredag aften, samt på særlige helligdage - eller hvis nogen vil betale Botafumeiro-mandskabet for at sætte den i gang)
Katedralen var fra starten et meget yndet tilholdssted for både pilgrimme og faste beboere, og det kunne i middelalderen ind imellem udarte til højrøstede festligheder, når kirken stod åben om natten, selvom det egentlige formål hermed var at skabe plads til de bedene. Festlighederne blev klerakiet for meget, så i 1549 begyndte man at lukke dørene til Katedralen ved solnedgang - og det har holdt sig til i dag, hvor katedralen - undtaget særlige festdage - har lukket om natten.
Kurset drejede sig selvfølgelig også om meget andet. Ideen er at give de ankomne pilgrimme et bredt tilbud om rådgivning, oplysning og praktisk hjælp, når det nye store pilgrimsmodtagelsescenter åbnes - formentlig en gang i juni i år.
I går, lørdag, kom 16 pilgrimme ind til Santiago.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar