Flere herberger på både den portuguiske og den engelske rute
De største procentvise stigninger i antallet af pilgrimme var i 2014 ubetinget den lille Camino Inglés ( Den engelske jakobsvej) og Camino Portogués (Den portugisiske jakobsvej), men også Camino del Norte og flere af de andre forholdsvis lidt benyttede pilgrimsveje i Spanien har haft flere pilgrimme i 2014 end tidligere med den mere krævende Via de La Plata (1.000 km.) som undtagelsen. Camino Portugués er steget fra 29.550 til 35.491 - en stigning på over 20 procent, mens Camino Inglés er steget med hele 63 procent til 7.194.
Det tyder på, at mange pilgrimme har valgt specifikt en af jakobsvejene med færre pilgrimme - enten fordi de allerede har gået Camino Francés, eller fordi nye pilgrimme synes, at der er for mange på Den franske Jakobsvej (161.993 i 2014).
Den megen trafik på de mindre ruter får nu grupper af pilgrimsvenner til at lave flere herberger, så alle pilgrimme kan finde en seng til rimelige penge hver nat.
Som et eksempel på en af disse mange nye herberger vil jeg her nævne menigheden i Santa Ana i sognet Mos ca en etape syd for Pontevedra på Camino Portugues. Pilgrimsvennerne kalder sig: Santa Ana, Naboer til pilgrimsvejen: la Asociación de Vecinos Santa Ana. Der findes i forvejen et herberg ikke så langt der fra, Santa Baia, men der er nu for lidt plads til de mange nye pilgrimme på Camino Porgués; derfor det nye initiativ.
Det nye herberg har 16 sengepladser fordelt på 8 køjer, og vil i følge formanden for la Asociación de Vecinos Santa Ana, José Manuel Pousada, få alle faciliteter, samt en lille cafe. Arbejdet med restaureringen af en smuk gamle bygning er gået i gang, og det er planlagt, at det nye herberg kan åbne - alene med frivillig arbejdskraft - allerede i næste måned. Der er ikke sat dato på.
Dette er langt fra det eneste eksempel. På både den engelske (Fra Ferrol på den spanske Nordkyst til Santiago med kun 4 etapeter) og den porguiske jakobsvej, der begynder i Lissabon, men hvor de fleste starter i Porto ( ca 235 km), er der lige nu stor aktivitet for at skaffe flere sengepladser til pilgrimme i den kommende sæson.
I går, søndag, ankom 35 pilgrimme til Santiago.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar