Mange martspilgrimme

I den forgange weekend (fredag, lørdag, søndag og mandag først på eftermiddagen til kl. 14,14) kom der 1022 pilgrimme ind til Santiago. Det tal skal ses i forhold til, at der hele marts i fjor, 2014, blev optalt 3.150 pilgrimme på pilgrimskontoret i Santiago. Det endelig tal for hele marts i år, får jeg først i løbet af onsdagen eller skærtorsdag, men et foreløbigt skøn viser, at der bliver trængsel på først og fremmest Camino Frances i år. Det er - som jeg har været inde på før - den øgede interesse for pilgrimsvandring i først og fremmest Sydkorea, men også USA, der er årsag til det stigende antal pilgrimme, samtidig med at pilgrimsinteressen i Europa ikke synes på retur.
Det særlige ved stigningen i antallet af vinterpilgrimme i denne sæson, december, januar og februar, er den forholdsvis kolde vinter og den megen sne - både i Pyrenæerne og i bjergene omkring O Cebreio, der har gjort det meget vanskeligt at gå denne vinter, uden at det har holdt pilgrimmene væk - snarere tværtimod.

Det er nu muligt at gå fra middelhavet til Santiago - ialt ca 1175 km.

Via de la Plata kan forlænges med Via Augusta, så turen starter ved havet i Cadiz ikke så langt fra Gibraltar.
Tallet for pilgrimme, der vælger at gå Via de la Plata, er i modsætning til de øvrige jakobsveje i Spanien ikke vokset eksplosivt de seneste fire år, hvor der har gået mellem 8.000 og 9.000 hvert år - i fjor faldt tallet en smule.  Men antallet er rigeligt til at skabe rigtigt pilgrimsliv.  Da jeg gik turen i foråret 2012 oplevede jeg end dog dage, hvor herbergerne blev helt fyldte.
Men nu slår nogle af de spanske pilgrimsforeninger til lyd for, at pilgrimmene kan starte turen i Cadiz af Via Augusta - nok en gammel romersk landevej, og passerer byerne Puerto Real, Jerez, El Cuervo, Las Cabezas, Utrera, Alcala de Guadaira inden man går ind i Sevilla, der er den normale start på Via de la Plata, på dansk mere kendt som sølvruten.
Ruten Via de la Plata er på ca 1.000 km, og man skal beregne ca 5 uger til turen, dertil kommer så de yderligere 175 km af Via Augusta, så 6 uger vil de fleste nok skulle bruge på denne pilgrimsfærd. Via de la Plata deler sig ved Zamora, hvor det er muligt at fortsætte den "officielle" vej til Astorga, og derefter følge den franske rute, Camino Frances, til Santiago eller tage turen direkte vest, norvest fra Zamora af Via Sanabres over Orense til Santiago. Længdemæssigt er der ingen forskel.
Via Augusta og Via de la Plata udmærker sig ved det næsten uendelige antal spor af romertid fra før både kristendom, muslimsk, og igen atter det kristent kulturgrundlag blev dominerende i Spanien. Via de la Plata var sammen med Via Augusta den gamle hurtigrute fra nord til syd,og byerne langs er fyldt med med bygninger, viadukter, triumfbuer, rester af poststationer og meget mere fra romertiden.  På flere - også lange strækninger - går pilgrimsvejen direkte på gamle romersk stenbelægning. jævnfør nedenstående billede:

Stien her går i fuldstændig øde landskab, hvor forhistoriske udgravninger ligger som en slags kæmpe ruinby langs siderne. Da jeg gik der, bemærkede jeg dog, at der var lagt an til at lave et stort frilandsmuseum her, hvor billedet er taget, men  jeg har ikke hørt noget om, hvor langt de planer er kommet.

Jeg har ikke selv gået Via Augusta,  - kun Via de la Plata fra Sevilla og hele vejen op til Via Sanabres  og derfra videre til Santiago - men Via Augusta skulle nu være afmærket, ligesom der er etableret overnatning, mest herberger langs hele ruten. Du kan læse mere om dette ekstrastykke på det her link: http://www.caminosantiago.org/cpperegrino/caminos/caminover.asp?CaminoId=49

Prominent pilgrimsbesøg i Santiago

I disse dage har Santiago besøg af en flok særlige pilgrimme, der gik jakobsvejen fra Saint Jean Pied de Port.
I 1986, da antallet af årlige pilgrimme på Camino Francés ( med undtagelse af såkaldte hellige år) stadig var under 1.000, mødtes en mindre gruppe pilgrimme med rygsæk tilfældigt på jakobsvejen/caminoen mod Santiago. For en af pilgrimmene blev oplevelsen så stor, at han midtvejs på ruten besluttede at droppe sit borgerlige arbejde og forsøge at ernære sig som forfatter. Allerede i begyndelse af 1987 kom den første bog, Pilgrimmen, som blev startskudet til de hundredeogtundsindvis af pilgrimme, man nu årligt kan tælle på ikke bare Camino Francés, men på et hav af genopdagede pilgrimsveje i en stor del af Europa. De går på Jakobsveje i Italien, Østrig, Schweiz, Tyskland, Frankrig, Belgien og Portugal i store tal, og flere andre steder er de begyndt.
Jeg taler om den nu snart 69 årige brasilianske forfatter, Paulo Coelho, der i forbindelse med sit ophold i disse dage i Santiago, har givet interview til flere lokale aviser. Han fortæller, at den "pilgrimsfamilie" som han fik på Caminoen i 1986 har mødtes hvert år siden til gensynstræf et eller andet sted i verden, og at han oprindelig gik Caminoen, fordi han havde talt med sin mor om det på hendes dødsleje, og at han på Caminoen blev overbevist om, at han levede et helt forkert liv, og at han ville forsøger sig som fuldtidsforfatter. Derfor bogen Pilgrimmen, hvori han fortæller, hvordan pilgrimsvandringen ændrede hans liv. Bogen er udkommet i millionoplag på et utal af sprog - også dansk. Siden har millioner fra hele den vestlige (kristne) verden forsøgt at gøre ham kunsten efter, og i de seneste år ( 2011) efter en - åbenbart lige så skelsættende - bog i Sydkorea, er koreanske pilgrimme begyndt at følge efter.
I interviewet fortæller han også (Hvad i øvrigt ikke fremgik af den første bogudgivelsen i 1987), at han aldrig gennemførte, men kun nåede til Leon/eller O Ceobreio ( jeg synes stadig, at det er lidt uklart, hvor langt han egentlig nåede), men at selve vandringen de første ca 2/3 af ruten var så fantastisk en oplevelse, at det ændrede alt.
Selv hørte jeg første gang om bogen og Caminoen i februar 1988, hvor jeg gik fra kloster til kloster på Athos ( En græsk munkerepublik i det nordlige Grækenland med delvis selvstyre ), hvor min medpilgrim midt på en svedig opstigning sagde: Mærkeligt at vi går her, når der findes en veletableret over 1000 år gammel katolsk pilgrimsvej i Nordspanien. Det har - for mit vedkommende - siden ført til tusindvis af kilometer med rygsæk på diverse jakobsveje i flere europæiske lande.
I disse dage fejres Paulo Coelho i Santiago Compostela, som en helt, og han kan også med god grund stille sig bag det motto, der har bredt sig overalt, siden at genoptagelsen af den middelalderlige pilgrimsvandring er begyndt: "Vejen er målet".

Nu vælter pilgrimmene ind til Santiago

Man kniber sig selv i armen, I går fredag, den 27. marts, kom der 583 pilgrimme ind til Santiago. Jeg tror allerede nu, at jeg vil konstatere, at 2015 bliver nok en rekordår for pilgrimsvandring på jakobsvejene til Santiago, og at der bliver virkelig trængsel på Camino Francés i maj, juni, juli, august og september. Og at såvel katolske som kommunale herberger langs pilgrimsvejene, der næppe er færdige med den sidste udvidelse/ombygning, godt kan begynde at tænke i mange flere pilgrimme. Jeg tvivler på, at der bliver over 300.000 pilgrimme på jakobsvejene ind til santiago de Compostela i år, men med så stort et antal pilgrimme allerede i marts, vil det ikke overraske mig. Det nye langt større pilgrimscenter i selve Santiago, som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen, er først klar langt senere på sommeren, så lige nu er der kø foran pilgrimscentret ved Katedralen det meste af dagen. Det er i øvrigt en rigtig hyggelig kø med glade mennesker. Herunder et billede med ankomne pilgrimme fra  oktober 2012, hvor der kom færre pilgrimme ind om dagen.

Spanske og franske redningsfolk prøver nye veje for at nå nye pilgrimme.

Over 3.000 sydkoreanske pilgrimme ventes at passerer Pyrenæerne i år, og flere af dem ved ikke, hvor farlig Pyrenæerne. kan være. Derfor har den Sydkoreanske ambassade sat vagter ud.
I 2014 gik 2.585 sydkoreanske pilgrimme over Pyrenæerne ved Rolandspasset fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles. I januar og februar i år, hvor sneen lå tykt og stierne i Pyrenæerne i flere dage var lukket, fordi det simpelthen var livsfarligt at passere, gik 157 sydkoreanske pilgrimme over. På de lukkede dage mødte politiet op og sendte dem af den alternative vej over Valcarlos, men trods det måtte redningsfolk nogen gange rykke ud for at hente forkomne pilgrimme.
Problemet er, at mange sydkoreanske pilgrimme har et meget begrænset engelsk ordforråd og ikke taler hverken spansk elller fransk. De går efter deres egne trykte sydkoreanske pilgrimsguide og har svært ved at forstå advarselsskiltene i Pyrenæerne. Det har nu fået myndighederne på begge sider af grænsen til at gå i samarbejde med den Sydkoreanske ambassade i Spanien, der har stået for en desideret vagttjeneste - ikke bare i Pyrenæerne, men også i bjergene ved O Cebreio på grænsen til Galicien, hvor vejret også har været rimeligt ekstremt denne vinter. Og det har hjulpet, lyder meldingen. I februar gik langt de fleste sydkoreanske pilgrimme af de alternative og mere farbare ruter, og redningsfolkene kunne blive væk.
Jeg skrev i går lidt om den katolske bølge i Sydkorea, idet Sydkorea de seneste 50 år er gået fra et land med meget få katolikker til i dag over 10 procent. Men det alene har ikke skabt pilgrimsstrømmen.
I 2011 skrev den sydkoreanske forfatter,Kim Hyo Sun sin første af nu tre pilgrimsbøger om sin færd til Santiago de Compostela. Bøgerne er trykt i over 100.000 eksemplarer og har sat gang i unge mennesker, der vil gå samme vej som ham. Næsten alle Sydkoreanske pilgrimme er under 35 år, der er er stort set lige antal kvinder og mænd, der går. Og de mange sydkoreanere har ført til den pudsige opgørelse i statistikken over pilgrimme for de første to måneder af dette år, at de seneste 25 års topscorere efter Spanien,  nemlig Tyskland, Italien og Frankrig har haft færre pilgrimme.
Betydningen af særlige bøger ( og i Danmark TV med Bertelsen og Caminoen) er jeg overbevidst om, at man ikke skal undervurdere. Da den brasilianske bestseller forfatter Paulo Coehlo i midten af 1980erne fik udgivet sin pilgrimsbog på alle vesteuropæiske sprog eksploderede antallet af pilgrimme, og de der gik, kunne alle referere til samme bog. Pilgrimsvandringen ændrede mit liv, skrev Coehlo, som jeg for nylig så omtalt i en spansk avis med et nyt tilnavn, idet han stod omtalt som Paulo Coehlo Pilgrim. Og nu er det så blevet sydkoreanernes tur til at mærke glæden og - hvem ved - måske en fordybelse og tro på noget højere end mennesket selv. Det giver så nogle udfordringer, idet jeg kan læse mig til, at den Sydkoreanske ambassade er begyndt at lave oplysning om den påklædning og det udstyr, det kræver at gå i bjerge - ikke mindst i snevejr.

"Annyong" Denne koreanske hilsen høres nu overalt på den franske rute.

Næsten 4.000 sydkoreanere på jakobsvejen i Spanien i 2014 og der bliver formentlig endnu flere i år.
Og herunder mit bud på, hvorfor så mange Sydkoreanere går jakobsvej i  Spanien

Antallet af Sydkoreanere på jakobsvejene har forlængst overhalet antallet af danskere, og der findes i dag flere guider om den franske rute i Spanien på sydkoreansk, hvilket betyder, at man kan møde sydkoreanere på pilgrimsruterne, der kun taler  - meget mangefuldt engelsk - og ellers ikke meget andet end deres modersmål. Her i vinter har Sydkoreanere på flere herberger været i overtal, og et forsigtigt bud kunne være, at der vil være over 5.000 Sydkoreanere, der i år tager turen - mindst fra Saint Jean Pied de Port og til Santiago. Det hele begyndten i 2011, hvor antallet af sydkoreanere pludselig steg eksplosivt.
Men det er ikke alene i Spanien, at man ser sydkoreanske pilgrimme. I foråret i fjor var jeg en aften sammen med en enlig sydkoreanere på Le Puy-ruten, der troligt havde kastet sig ud i eventyret og gik fra Geneve og med Santiago som mål ( ca 2.100 km), selvom hans muligheder for kommunikation med andre pilgrimme var meget begrænset. Herunder et billede af ham ( jeg kan desværre ikke huske hans navn). Han sidder til venstre for vores værtinde, Anna, i et herberg den franske by Moissac. Jeg håber, at han kan ses, selvom billedet er lidt lille her på siden.

Sydkorea var oprindelig et buddhistisk land, men i dag bekender næsten halvdelen af landet sig til ateisme og flertallet af resten til kristendommen. Der er stadig flest protestanter, men den katolske kirke har de seneste næsten 50 år haft meget stor vækst. Den katolske vækst begyndte for alvor i 70erne under den nuværende, demokratisk valgte, præsident Park Geun-hye's far, Park Chung-hye , der som præsident var leder af et militærdiktatur, der slog hårdt ned på alle i oppositionen, der ofte blev betegnet som kommunister. Som jeg personligt så det , ofte fordi unge mennesker ønskede almindelig vestligt demokrati, hvilket var nok til at styret var efter dem. Jeg besøgte selv Sydkorea - på grund af arbejde - i denne periode og fik blandt andet en samtale med den daværende katolske kardinal i landet, Kim Sou-Hwan (02 juli de 1922 - 16 februar 2009), der var stærk modstander af militærdiktaturet, og derfor højt respekteret af mange unge demokratiforkæmpere. I perioden ( 1975 til 1985) var der en strøm af konvertiter til den katolske kirke, og jeg spurgte kardinal Kim om mange af de nye katolikker kom til kirken - ikke på grund af tro, men for at få hans og den katolske kirkes beskyttelse mod diktaturets forfølgelse af demokratiforkæmpere, fordi det var anskeligre for styret at kalde katolikker for kommunister. Han svarede, at han ikke kunne se ind i hjertet på de unge mennesker, men at alle var velkomne i Den katolske Kirke.
Hvis jeg har forstået det ret - ud fra mine godt nok meget sporadiske samtaler med sydkoreaner på jakobsvejen -, er det børnene til de unge mennesker fra 1970erne og 1980ernes bølge af nye kristne katolikker i Sydkorea, der nu går på pilgrimsvandring til Sankt Jakobs grav.
Men et er, at der er mange katolikker i Sydkorea, det er der også andre steder med en lavere pilgrimsrate. I Sydkorea blev pilgrimstrenden - som i Vesteuropa -  for alvor sat i gang af en bog, men det må jeg skrive om en anden gang.

Træning op til forårets pilgrimsfærd !

Nu ældre af år - jo mere træning for at undgå skader
Jeg har for nylig haft to henvendelser fra to - ikke helt unge damer, der skal gå henholdsvis Camino Francés og Camino del Norte her i foråret. Hvordan med træning, højdekurver m.m.
Sagt med det samme. Jeg er hverken læge, fysioterapeut eller noget andet professionelt, der har med krop og ben at gøre. Mine råd stammer alene fra mig selv, og de mange pilgrimme jeg har mødt på pilgrimsstierne gennem mange år. Og jeg har desværre set nogen pilgrimme gå helt eller delvist ned med skader. Nu yngre des større chancer for at blive skaderne kvit igen.
Skal du ud på en længere tur 700 til 800 km eller mere, har jeg følgende råd:
a) Begyndt med at gå hver dag mindst fem uger før, og i starten mindst en time til halvanden i træk og øg det efterhånden til to til tre timer (10 til 15 km daglig). Gå f.eks. til arbejde. Har du langt, så tag tog/bus noget af vejen og gå resten. HVER DAG - også når det regner. Brug de støvler du skal gå pilgrimsvandring i - mindst to uger, før du skal afsted. Se om sidder rigtigt, mærk efter den mindste ømhed. Hvis du har trænet godt op til en weekend, er det en god ide i weekenden at tage 25 - 30 km. Og får du bare den mindste røde plet med ømhed på fødderne, kan det være en begyndende vabel. Prøv om sokkerne sidder rigtigt, sæt eventuelt lidt sportstape på det ømme sted. Er det helt galt, har du forkerte sko/støvler på.
b) Når du starter pilgrimsfærden, skal du ikke forsøge at følge med de unge mennesker, der næsten løber afsted, som om de aldrig har lavet andet. De fleste af de unge klare det, men mange får vabler eller skader efter få dage. Vablerne viser sig næsten altid på 3. til 5. dagen. Så det er hele den første uge, at du skal være ekstra opmærksom, samt lægge tempo og længde, så det passere netop dig.
Jeg skal nok holde mig fra for mange skrækhistorier, men her får I en.
Jeg havde en - Caminoven , der havde passeret 70 år, der på 4. dagen af en pilgrimsfærd begyndte at blive øm under den ene fod. Ingen sporttape, ingen aflastningspuder: Nej jeg er stolt af mine fødder, sagde han. Huden under foden sprang. En sød sygeplejeske lappede ham sammen, og han fik et par meget hårde dage, før det gik rigtig godt igen. Han gennemførte, men det havde gået ham noget lettere, hvis hen havde erkendt, at han ikke var i 30erne og derfor lettere fik skader.
c) Sportstape er et rigtigt godt forebyggende middel. Køb det hjemmefra, da det ofte er svært at få undervejs. Opstår der ømhed på fødderne, så beskyt stedet med sportstape. Jeg ved godt, at tape ødelægger sokkerne, men her kan du sagtens købe nye undervejs.
d) Et andet problem, der opstår ofte, er slid, tenderende til sår mellem lilletåen og den næste tå. Her kan man købe små mini-puder og sætte imellem de to tæer. Jeg mødte for år siden en kvindelig læge, som fik problemet. Jeg gav hende en af mine puder, løb fra hende og mødte hende igen i Santiago, da jeg kom fra Finisterre. Jeg fik mange behagelige kys og kram, for puderne havde hjulpet med det samme, og hun mente ikke, at hun havde kunnet gennemføre uden. Hun reddede i øvrigt et ældre pilgrims liv, da han fik hjerteproblemer undervejs og hun holdt ham i live til hjerteambulancen kom. Men det er anden historie. Eksemplet viser dog, at selv en effektiv læge ikke behøver at have kendskab til, hvad der sker med fødderne, når de går 25-30 km om dagen op og ned af bjerge med fra 6- til 14 kilo på ryggen 4-5 uger i træk.
f) Og så en advarsel mod vand. Dine støvler SKAL holdes tørre, brug regnbukser, der når ned over kanten, så der ikke løber vand i støvlen langs benet, eller køb manchetter, der går ud over kanten af støvlen. Og hvis det blæser kan vandet godt nogen gange gå ind under de populære ponchoer, som mange bruger. Jeg foretrækker selv regnbukser med lynlås i benene, så de kan tages på uden at støvlerne skal af. Ofte skal fødderne beskyttes hurtigt, hvis det pludselig regner. Jeg ved godt, at hver pilgrim finder sine egne systemer, men jeg har aldrig set en pilgrim, der ikke forsøgte sig med et eller andet. Våde fødder er næsten altid identisk med vabler.
G) Jeg har et personlige problem, som kun få pilgrimme slås med. Asfalt. De dage, hvor pilgrimsvejen går mange kilometer på asfalt, har mine fødder og knæ det ikke særlig godt. Her har jeg fundet på et par "hjælpemidler". Hver gang der ligger løse blade, sand, grus eller andet på vejen, går jeg der. Er der en rabat i siden forsøger jeg altid om den kan bruges. Jeg "springer " næsten fra tue til tur i forsøget på at undgå asfalt. Og jeg tager hellere en længere opvej uden asfaldt end mange kilometer i træk på en cykelsti eller langs en kørevej. Desværre er mange venlige borgmestre - set med mine øjne - flere steder begyndt at asfaltere stierne af hensyn til pilgrimmene, så de ikke skal gå i mudder i regnvejr.
Og så til den gode historie: Når du har gået en uge eller to uden vabler, kommer du i topform og kan klare næsten alt. Også selv om du er blevet lidt grå i toppen. De fleste skader kommer næsten altid i uge 1 med en undtagelse, manglende beskyttelse af fødder i regnvejr.
Har du andre ideer til denne praktiske gennemgang eller direkte uenig med mig, er du mere end velkommen til både at skrive til mig eller sende en direkte kommentar i kommentarfeltet lige under dette indlæg.

Muligheder for kristent fællesskab på jakobsvejen !

Hvor kan man se, om der er messe eller andre kirkelige tilbud på Caminoen ?

Det er muligt at tilrettelægge sin pilgrimsvandring - først og fremmest i Spanien, men også delvis i Frankrig og Portugal, så der er mulighed for at deltage i messer/vesper eller lignende, om ikke hver aften, så mindst hver anden dag/aften på vandringen.

De fleste pilgrimme kender de specielle pilgrimsmesser i Roncesvalles og i Katedralen i Santiago de Compostela, hvor stort set alle pilgrimme deltager uanset motiv for pilgrimsvandringen. Men der er mange andre muligheder undervejs, nogle steder desiderede pilgrimsmesser, de fleste steder er messen for den lokale menighed, hvor pilgrimene er velkomne, og i mange klostre gøres der noget specielt ud af pilgrimme med en særlig vesper, pilgrimsvelsignelser o.lignende.

Jeg har for et par dage siden i omtalt pilgrimsmessene i Los Arcos. Det kunne lige så godt være i Viana eller flere andre byer på den franske rute i Spanien.

Herunder vil jeg give et par link til hjemmesider, hvor du kan få alle oplysninger på tilbud i Spanien. De er desværre alene spansksproget, men skulle ikke være så svære at forstå. Du kan tillige se, hvilke herberger der drives af lokale menigheder, klostre eller andre kristne organisationer.

Først en meget general oversigt for flere forskellige tilbud til pilgrimme, der går af religiøse grunde:

 http://www.acogidacristianaenelcamino.es/

Dernæst en liste over gudstejenester/ messer https://www.google.com/maps/d/viewer?mid=zcf5zDxSIzv4.kExF_twLHLRg&msa=0&ll=41.079351,-4.592285&spn=9.453676

Klik på kortet og du skulle få besked.

Eller her http://www.misas.org/ - enten indtaste stednavne, eller søg på kort http://www.misas.org/mapa

I Frankrig udgiver en katolsk lægmandsgruppe årligt et lille hefte, som har en række oplysninger. Heftet begrænser sig dog primært til Via Podienses også kendt som Le Puy - ruten (GR65). Her har en række frivillige lavet små herberger i egne hjem, hvor alt er "donativo", det vil sige, at enhver betaler efter evne og lyst. Dernæst oplyser det lille hefte om klostre, kirker og menigheder, samt pilgrimsforenninger, der undervejs på pilgrimsruten står til rådighed for pilgrimmene med forskellige tilbud, herunder overnatning. Pjecen kan fås i den lille butik bagerst i Katedralen i Le Puy, hvor det ligeledes er muligt at købe pilgrimspas, diverse pilgrimsguide m.m. Udgiverne af det særlige hefte om kristne tilbud( og de små overnatningssteder undervejs) er meget inspireret af det økumeniske kloster i Taize ikke så langt fra Macon, der hver sommer tiltrækker tusindvis af unge fra hele Europa.
Da jeg kan se, at denne artikel stadig ofte læses, vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg den 2. oktober 2018, se http://www.jakobsvejen.dk/2018/10/klostre-langs-camino-frances.html har forsøgt at lave en liste med klostre og kristne herberger undervejs på Camino Frances.

I går mandag, den 24. marts kom der 220 pilgrimme ind til Santiago.

Flere arbejder i gang på Camino del Norte

Stien mellem Markina-Xemein og Gernika-Lumo før Bilbaoe skal sættes i stand, men først til efteråret.
Der har længe været problemer med kvaliteten af både sti og afmærkning på dette stykke, ca 25 kilometer gennem bjergrigt område med mange smukke udsigter over havet undervejs. Stien går langs - flere steder- mudrede flodlejer, samt skovområder uden rigtige pause steder. Den lokale forening af jakobsvejsvenner, los Amigos del Camino de Santiago , har lavet et interimistisk herberg i en gymnastiksal i  Allende Salazar, ligesom der er problemer langs motorvejen og andre veje langs stien.
Man skal være opmærksom på de både kraftige stigninger og fald undervejs, og ikke mindst problemerne i regnvejr. Her er det virkelig nyttigt med vandrestokke.
Men nu har lokalregeringen afsat over 4 millioner kroner til at sætte stien i stand. Arbejdet går dog først i gang i september - eller måske lidt senere, så de der har planer om at gå netop her i denne sæson, må være forberedt på at stien - selvom der er meget smukt - er lidt vanskelig at passere. Der er dog flere herberger undervejs med forholdsvis få kilometer imellem, det gælder både Markina-Xemein og Gernika-Lumo, og ikke mindst i klostreret, Monostario de Zenarussa (Coligiata de Ziortza)  kun 6-7 kilometer kilometer fra Markina-Xemein, der bestemt er et besøg værd. Her er det også muligt at overnatte, hvor munkene invitere på simpel aftensmad (alt er donativo), dog er der vist stadig kun 9 sengepladser i det noget lidt slidte soverum.

Gernika som er næste stop efter klosteret behøver næppe megen præsentation. Stedet er mest kendt for Picassos maleri af fascisternes/tyske flys terrorbombning af byen under den spanske borgerkrig, den 26. april 1937, som var en forfærdelig optakt til det der skulle blive hverdag over store dele af verden få år efter. Byen er i dag genopbygget. Pilgrimsherberget ligger et pænt stykke uden for byen, men der er private overnatningsmuligheder i selve byen.

Et andet sted på Nordruten, 3-4 dagsetaper senere, hos præsten Ernesto Bustio i Guemes, er der stadig uenighed om hvor stien skal gå lige før den større by Santander, idet lokale myndigheder vil føre stien et godt stykke uden om Guemes, hvor Ernesto Bustio har et fantastisk - og meget populært - herberg i en større gård. Her har venner af Nordruten lavet deres egen forening, Defensa del Espirítu del Camino ( forsvar for Caminoens ånd), der kæmper for at bevare stien, hvor den er.
Du kan læse mere om præsten Ernesto Bustio og hans herberg på Camino del Norte her på siden i et indlæg fra den 24. januar i år.

I går søndag, den 22.marts, kom  211 pilgrimme ind til Santiago

Kirkerne på Caminoen holdes åbne alle dage efter påskesøndag

Flere forårspilgrimme var i fjor, 2014, kede af, at de ind imellem kom til en lukket kirkedør.

Der er nu indgået en aftale mellem kirkerne og flere af de lokale myndigheder om, at kirkerne også får økonomisk hjælp til at holde åben i ugerne lige efter påske, hvor det traditionelt er ferietid i Spanien. I fjor måtte nogle kirker lukke, fordi såvel ansatte som frivillige var bortrejst, og det har flere pilgrimme været kede af. 

Nu har flere turistorganisationer blandet sig i sagen og bedt det offentlige om hjælp til at holde kirkerne åbne. Det har nu ført til aftaler langs jakobsvejene i Nordspanien, hvor menighederne og det offentlige deler udgifter til de ekstramedarbejdere, der er brug for, så kirkerne kan være åbne hele dagen og helst hver dag, når den spanske påsketid starter, hvilket er efter påskesøndag. Langt de fleste kirker vil - som sædvanlig - være åbne det meste af tiden i den stille uge fra Palmesøndag til Påskesøndag.

Studerende udgør hovedparten af vinterpilgrimmene.

Men det er også arbejdsløse, pensionister, præster og husmødre, der går i de kolde måneder.
Jeg har tidligere her på siden gjort rede for, at det primært var unge mennesker, der gik på pilgrimsvandring til Santiago i de tre vintermåneder, og at de fleste gik af kulturelle/spirituelle årsager, mens kun ca 1/3 gik af religiøse grunde. Ligesom der er færre spaniere end ikke-spaniere på stien om vinteren, rekordmange dette år fra Korea, men dog flest fra diverse EU-lande, især Italien, Portugal, Tyskland og Frankrig
Nu har jeg modtaget tal for hvilke erhverv/beskæftigelse, som pilgrimmene opgiver, når de kommer til Santiago for at modtage deres Compostela, og det bekræfter udsagnet om, at vinterpilgrimsvandring er primært for unge.
Over 40 procent af pilgrimmene er nemlig studerende, hvilket ikke er så overraskende; mere overraskende er det måske, at hele 8½ procent er lærere/undervisere, mens kun godt 3 procent er pensionister. Nonner/søstre og præster udgjorde næsten 1 procent, arbejdsløse 2 procent, dem der skrev, at de var kunstnere udgjorde næsten 1½ procent, husmødre over 1 procent, mens resten fordelte sig på en række erhverv fra tjenestemænd, landmænd, fiskere/sømænd, ansatte, teknikere, liberale erhverv, samt 8 direktører.

Nu strømmer pilgrimmene til. I går kom der 160 pilgrimme ind til Santiago. Jeg tror, at jeg allerede nu jeg kan sige, at marts med 100 procents sikkerhed slår ny rekord.

Om de tyske "pilgrimsstamborde"

Der findes et utal af tyske "Pilgerstammtisch", hvor pilgrimme enten mødes i menighedshuse eller på værtshuse.
I forbindelse med vores forsøg på at lave et pilgrimstræf for både garvede pilgrimme og eventuelt nye pilgrimme her i landet har vi ikke lagt skjul på, at ideen er hentet i Tyskland, hvor der findes et hav af månedlige/ugentlige pilgrimstræf under fællesbetegnelsen "Pilgerstammtisch". Når jeg tænker på, hvor forskellig, jeg tit føler, at mentaliteten er i Nord- og Sydtyskland, er det påfaldende så ens, disse Stammtisch er, med nogle enkelte forskelligheder. I nord har arrangementet som regel rod i en evangelisk/luthersk kirke ofte bærende navnet Sankt Jakob. I syd er det ofte en katolsk menighed, der står bag arrangementet, men her også med en kirke bærende navnet Sankt Jakob. Og så er de i øvrigt ofte enige om at servere "Pilgerwasser" (Rot u. Weiss). Har du lyst til at gøre forsøget her i landet, kan du læse vores invitation på denne side i artiklen under denne her: Pilgrimstræf på Frederiksberg.

Her 2 (ret forskellige) eksempler på sådanne pilgrimstræf.
"PILGERSTAMMTISCH"
Montag, 2. März , 18:30 Uhr
Jakobushaus, Jakobstrasse 143
Die Deutsche St. Jakobus-Gesellschaft, Aachen,
veranstaltet gemeinsam mit der Pfarre St. Jakob in
der Regel am 1. Montag im Monat im Jakobushaus
einen „Pilgerstammtisch“. Thema im März: Ingrid
Mohren „Auf dem Jakobsweg in Südtirol“. Neben
einem inhaltlichen Teil ist der Stammtisch als Austausch
und Begegnungsmöglichkeit für Menschen,
die bereits gepilgert sind oder pilgern möchten und
weitere Interessierte gedacht. Eine Anmeldung ist
nicht erforderlich. Besonders herzlich willkommen
sind natürlich Pilger, die sich auf ihrem Weg nach
Santiago de Compostela am Stammtischabend in
Aachen aufhalten.

Pilger Treffen 2015

 Sonntag, 22. März 2015 (Kraichgau Pilger Treffen) 74252 Massenbachhausen, Wickenhäuser Str. 7, Evangelisches Gemeindezentrum

 9.30  Ökumenischer Gottesdienst im Ev. Gemeindehaus

 anschliessend Pilgerweg: Wegkreuze als Ausdruck der Volksfrömmigkeit

 14.00  Mittagessen im Ev. Gemeindehaus

 16.00  Ende des Pilgertreffens

 Anmeldung bis 10. März 2015 bei Hans Lauerer,  kraichgaupilger@gmx.net  oder  07262 6961

 Samstag, 25. Juli 2015 – Jakobus-Tag (10. KraichgauPilger Treffen)

 Treffen um 8.20 am Bahnhof in 75031 Eppingen (Fahrt mit S 5 nach Sinsheim) oder um 8.50 am Hbf in 74889 Sinsheim

 Pilgerweg 1. Teil: Sinsheim, Jakobskirche – Sinsheim-Dühren, Nikolauskirche

 10.30  Ökumenischer Gottesdienst in der Dührener Nikolauskirche mit besonderer Musik

 12.00  Mittagessen im Ev. Gemeindehaus Dühren

 Pilgerweg 2. Teil: Waldangelloch – Michaelskapelle – Eichelberg, Jakobuskirche – Eppingen-Elsenz

 18.00  Rückfahrt Elsenz – Eppingen mit Bus

På en af mine tyske favorit hjemmesider om pilgrimsvandringer, kan man se en oversigt af denne måneds pilgrimstræf i Tyskland, hvis nogen skulle have lyst til at være med, kan de læse mere her:
http://www.jakobus-info.de/jakobuspilger/plan02.htm

Nu er foråret for alvor sat ind på jakobsvejene. I går kom der 148 pilgrimme ind til Santiago, og det daglige antal vil afgjort vokse de kommende måneder. 

Pilgrimstræf på Frederiksberg

Vi mødes fredag, den 10. april kl. 17.00

I vores store naboland Tyskland er der stort set overalt i landet med jævne mellemrum pilgrimstræf, hvor pilgrimmene mødes for helt uformelt at snakke om pilgrimslivet, give hinanden gode ideer eller hjælpe nye pilgrimme på vej på deres første færd. Mange steder  indleder man disse pilgrimstræf med en messe eller gudstjeneste.

Hvorfor ikke prøve om en sådan ide kunne slå igennem hos os.  Det prøver vi nu, idet vi er nogle få pilgrimme, der er blevet enige om, at mødes til fredagsmesse i Sankt Mariæ Kirke, Jens Jessensvej på Frederiksberg, fredag den 10 april kl. 17.00.  Kirken er også klosterkirke for Liobasøstrene, der har været så venlige at stille et lokale til rådighed for os, så vi kan holde et møde bagefter. Os, der har taget initiativet, laver lidt mad og sørger for drikkevarer.

Vi vil dog meget gerne have en ide om, hvor mange vi bliver, så vi ikke kommer til at købe enten for lidt eller for meget ind. Derfor vil vi gerne bede eventuelt interesserede om at tilmelde sig til mailadressen her på bloggen: jakobsvejen@gmail.com.

Vi vil gerne understrege, at alle interesserede er velkommen - uanset om du er garvet pilgrim eller bare drømmer og tage rygsækken på og tage afsted, og derfor først vil orientere dig lidt.

Los Arcos på den franske rute byder på nyrestaureret Herberg

Byen har i forvejen et meget velfungerende Østrigs Herberg, ligesom pilgrimesserne er noget helt for sig.

Det store kommunale herberg i Los Arcos på Camino Francés har brugt vinterpausen til en renovering af det noget nedslidte herberg, der især bar præg af fugt. Nu er taget i orden, alt indvendigt nymalet og klar til en ny sæson. Det er den lokale pilgrimsforening, La Asociación de Amigos del Camino de Santiago de Los Arcos, der har stået for restaureringen, og den belgiske pilgrimsforening fortsætter med at drive selve herberget med frivillig arbejdskraft hele sæsonen.
Los Arcos ligger godt for de fleste pilgrimme 13 kilometer nede efter opstigningen til Villamayor, der ikke er så godt forsynet med herberger. I Los Arcos findes der flere overnatningsmuligheder bl.a. også et både hyggeligt og veludstyret Østrigs herberg, ligeledes med frivillig arbejdskraft fra den Østrigeske pilgrimsforening.
Og så kan Los Arcos byde på noget specielt for de pilgrimme, der går pilgrimsvandring med et kristen/religiøst formål. Los Arcos har i årtier budt på en pilgrimsmesse hver eneste aften i den meget flotte Mariakirke, hvor ikke bare pilgrimme, men også en stor del af menigheden deltager og udviser en gæstfrihed ud over det normale. Det er en af de dage, hvor man efter samvær med menigheden efter messen, kan stille sig selv spørgsmålet: Hvem er de egentlige pilgrimme ? Os der får en på opleveren eller de borgere (her i Los Arcos), der hver eneste aften stiller op til pilgrimsmmesse, og bagefter deler små rosenkranse, Johannsesevangeliet på forskellige sprog, samt en lille forfriskning ud til pilgrimmene. Herunder et billede fra aftenmessen i los Arcos

Helligt år i den katolske kirke i 2016 med tradition for kirkevandring i Rom.

Barmhjertighedens år, kalder pave Frans, 2016. Det skulle dog ikke betyde, at den "hellige" port i katedralen i Santiago åbnes. Det sker efter planen først i 2021. 

Pave Frans har i forbindelse med to-årsdagen for sit valg til pave (biskop af Rom) udnævnt 2016 til et særligt helligt år, der skal gå fra 8. december i år til Krist Konges fest den 20. november 2016.
Pave Frans er først og fremmest blevet kendt, som de fattiges pave, og derfor er temaet for dette særlige års bøn i kirken, da også: Guds barmhjertighed. Det indgår også i hans valgsprog, som pave, der lyder: ”miserando atque eligendo” (Hav barmhjertighed og vælg) - underforstået, vælg at handle til gavn for dine medmennesker.

Traditionen med helligt år er hentet i jødedommen, idet der i det gamle Israel blev udråbt helligt år hvert 50. år. I den katolske kirke blev det dog først indført i år 1300 og siden 1475 har der været tradition for at gøre hvert 25. år til et helligt år med et fast tema.

I alt har der været 26 hellige år i Kirkens historie – det sidste ekstraordinært hellige år blev proklameret af den hellige pave Johannes Paul II i 1983.

I Rom er der i hellige år tradition for valfart ( nogen kalder det pilgrimsvandring) til syv kirker i Rom og omegn.

Jeg har gået turen, og meget af den foregår på befærdede veje. Den er på ca 25 kilometer og kan godt gåes på en dag. De syv kirker er Peterskirken, Sankt Paulus uden for murerne, San Sebastian ved katakomberne, Laterankirken, Santa Croce i Jerusalem, San Lorenzo uden for murerne og Santa Maria Maggoiore. Under pave Johannes Poul den anden blev kirken San Sebastian ved Katakomberne erstatet af Mariakirken i Divino Amore, der ligger et stykke længere uden for Rom, og det gør turen noget længere. Det var præsten Philip Neri, der i 1552 begyndte med valfartsvandringen mellem de 7 kirker for at forny kristendommen i en tid, hvor paverne var mere interesseret i at bygge paladser end at tjene kirken og de kristne på samme måde som den nuværende pave. Philip Neri (1515 - 1595), der er helgenkåret, har i øvrigt sin egen kirke i Rom, Chiesa Nuova, som ligger på Via del Governo Vecchio lige ud til Corso Vittorio Emanuelle. 

Alle kirkerne er dog noget særligt (hver for sig) og et besøg værd.

Og så til Santiago de Compostella og de pilgrimme, der næste år går til Jakobs grav. Det hellige år i den katolske kirke betyder ikke, at den hellige port i Katedralen i Santiago åbnes. Det sker, når man isorleret i Santiago fejrer helligt år, nemlig hver gang Sankt Jakobsdag, den 25. juli falder på en søndag, og det er næste gang - i følge kalenderen - i 2021. Men da Pave Frans på rekordtid er blevet en mere end almindelig populær pave, ville det ikke undre, hvis præsterne i Santiago katedralen beslutter at åbne den hellige port. Hvem ved ?

Caminoen/Jakobsvejen giver bedre økonomi til yderområder.

Alene i Leon-regionen lægger pilgrimmene over 100 millioner kroner om året.
Under overskriften "El Camino" -  Europas længste gade, har der i den forgangne uge været en konference i Santiago, der blandt drejede sig om Caminoens økonomiske betydning for Nordspanien. På baggrund af et studie over økonomien langs Caminoen i Regionen Leon på den franske rute i 2013, kunne det konstateres, at pilgrimmene det år lagde over 12 millioner Euro, svarende til ca 90 millioner kroner. I 2014 er der gået væsentlig flere pilgrimme gennem Leon - regionen, så alt tyder på, at der er alene i den region er tale om en pilgrimsomsætning på over 100 millioner kroner.
Det kunne være spændende at se et tal for pilgrimsvandringen i hele Spanien, men i de lokalaviser, hvor jeg har sakset denne historie, er der ikke oplyst nogle tal. Samtidig viser det sig, at det især er yderområder, de små landsbyer, der har glæde af pilgrimmene. Et herberg i landsbyen er med til at holde den i gang med både barer, butikker og andre services. der måske ellers ikke kunne overleve.
En af borgmestrene i regionen, Victorina Alonso, manede dog til besindighed. "El Camino de Santiago er den største gade i Europa,"sagde han, men det er den kun i kraft af den gæstfrihed og venlighed, vi som naboer til Jakobsvejen yder pilgrimmene. Det er langt vigtigere end traditionelle turismefremstød.
Og det kan jeg selvfølgelig kun give ham ret i.  Her under et billede fra en landsby på Camino del Norte (efterår 2012).

 

Antallet af forårpilgrimme vokser stødt

Der er rigtig mange pilgrimme på Camino Francés i disse dage.
Her i marts er der begyndt at komme rigtig mange pilgrimme ind til Santiago efter en vinter med flere pilgrimme end tidligere, og det endda på trods af sne og meget vanskelige stier ikke bare- som sædvanlig - i Pyrenæerne, mens også i Galicien, hvor politiet endda måtte undsætte forkomne pilgrimme i bjergene ved O Cebreio.
I denne weekend er der kommet 376 pilgrimme ind til Santiago. Det skal ses i forhold til, at der i marts i fjor kom 3.150 pilgrimme ind på hele måneden.  Det tyder allerede nu på, at marts i år slår nok en rekord.
Der er stadig koreanere og amerikanere (USA), der antalsmæssigt er i stor stigning på pilgrimsvejene til Santiago.

Kunstudstilling i Santiago om pilgrimsliv gennem over 1.000 år.

Museo Centro Gaias i Santiago laver særudstilling i hele pilgrimssæsonen, marts til september.
Forleden blev en "pilgrim" eskorteret af politi fra lufthavnen i Santiago de Compostella til Museet Centro Gaias i Santiago. Og det er ikke en hvilken som helst pilgrim, men et billede af den tyske kunster, Albrecht Dürer (1471-1528) af apostelen Jakob, der bliver en af hovedartaktionerne i en særudstilling  det næste halve års tid.

Billedet er udlånt fra sin sædvanlige plads i Firenze i Italien for sammen med en række andre kunstværker at beskrive pilgrimslivet igennem over 1.000 år. Under overskriften: Jeg går, vil udstillingen forsøge at vise - både de mange motiver, der igennem tiderne har været for at gå til Santiago, samt vise de meget forskellige perioder, hvor pilgrimsvandring har været populært i Europa.
Direktøren for musset,  María García Alén, siger, at udstillingen gerne skulle vise, den refleksion, som alle pilgrimme gennemlever på deres vandring mod Santiago.
Museet er i sig selv et besøg værd. Meget moderne og anderledes i sin arkitektur end andre tilsvarende museer.

Pilgrimsvenner fra hele verden holder sommermøde i Santiago

Der findes nu over 300 pilgrimsforeninger verden over.
Den galiciliske Lokalregering har inviteret alle pilgrimsforeninger verden over til at deltage i et seminar i Santiago de Compostella om pilgrimsvandring. Mødet finder sted i dagene, den 4. til den 6. juni i år, og det er første gang, at myndighederne i Santiago forsøger at samle alle pilgrimsforeningerne. Der er sendt invitationer ud til over 300 foreninger verden over, og foreningerne har hjemsted i følgende lande: Argentina, Australien, Østrig, Belgien, Brasilien, Canada, Colombia, Sydkorea, Kroatien, Danmark, Spanien, USA, Finland, Frankrig, Holland, Ungarn, Irland, Italien, Japan, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Puerto Rico, Storbritannien, Tjekkiet, Schweiz og Uruguay.
På konferencen skal de bl.a. drøfte forskning, bevarelse og renovering af Caminoen, gæstfrihed for pilgrimme, samt kommunikation og information om pilgrimsvandring.

Mere om væggelus

Franskmændene gør virkelig noget på jakobsvejen gennem Frankrig
Jeg har siden mit indlæg i går om kampen mod væggelus nok en gang fået øjnene op for, hvor meget franskmændene har sat i værk. Der laves informationhjemmesider om, hvad hver enkelt pilgrim selv kan gøre, se f.eks. her: http://www.clako-punaises.com/fr/plan-du-site
og der laves små oplysningsfilm til pilgrimmene her før pilgrimssæsonen for alvor sætter ind, se f.eks. her: http://www.clako-punaises.com/fr/actus/videos-et-radio/84-des-precautions-sur-le-chemin-de-st-jacques-de-compostelle-2
Jeg håber, at jeg med disse link kan hjælpe eventuelle pilgrimme, der er bekymret for væggelus, yderligere på vej. Her de pjecer, som uddeles overalt på overnatningssteder for pilgrimme i Frankrig.

Væggelus på Caminon

Kan man gøre noget mod væggelus ? Det har tidligere været et større problem på pilgrimsvejene, end det er i øjeblikket.
Problemet med væggelus på herbergerne på jakobsvejene syntes at have toppet for få år siden, hvor der først og fremmest i Frankrig, men også i Spanien blev gjort en del for at slå de små kræ ihjel.
Jeg har - heldigvis - aldrig selv været bidt af væggelus, ligesom det indtil nu er lykkedes mig aldrig at få skidtet med hjem, og inden jeg længere nede oplyser interesserede om de forsøg på forholdsregler, som jeg selv har taget, vil jeg fortælle et par Camino historier med egne oplevelser.
I 2011 mødte jeg danske Eva på vejen fra Santiago til Finistere. Eva havde gået Via de la Plata. Jeg havde selv taget Camino Francés.  Eva havde mødt andre pilgrimme plaget af væggeslus undervejs. Jeg havde ikke set noget. Vel ankommet til Finistere var Eva flyttet på hotel, og endda et bedre et af slagsen, var gået til frisør og følte sig atter smuk og feminin efter lang tid  med rygsæk og sovesale. Jeg mødte Eva dagen efter på gaden lige før hjemturen via Santiago skulle begynde. Hun var bidt af væggelus i hovedet og på arme og hænder. Hvorfor netop nu sidste nat? Ingen kender svaret.
I Efteråret 2012 på Camino del Norte var problemet med væggelus tættere på også at ramme mig. En sen eftermiddag fik jeg følgende meddelelse, da jeg ankom til et herberg (Portugalete uden for Bilbao): Lukket på grund af væggelus. Det kostede flere kilometer baglæns og retur igen næste morgen.
Dagen efter på ruten i Castro Uridiales var der rigtig god pilgrimsstemning med en meget venlig hospitaleros. Herberget blev mere end fyldt. Hospitaleros'en sagde ja til alle, så gulve og selv spisebordet i køkkenet blev belagt med soveposer. Næste morgen var en tysk kvindelig pilgrim nærmest ædt op af væggeslus, og hun havde fået sin pilgrimsvandring ødelagt for mange dage. Hun var meget medtaget. Jeg slap selv helt fri.
Og hvad gør jeg så for at undgå væggelus:
1) Jeg kigger efter under madrassen, når jeg ankommer: Er der små sorte æg ? ( Jeg har aldrig set nogen, men har besluttet mig for at gå videre eller lede efter en anden seng langt væk, hvis de er der). Jeg stiller aldrig min rygsæk på sengen, tæpper eller andet af stof, kun på stole eller fliser. Jeg fjerner løse tæpper og lignende fra sengen ved ankomst, og så lægger jeg mit medbragte silkelagen under soveposen i håb om, at eventuelt kryb ikke passerer. Jeg har ikke spray med. Jeg ved, at de kan købes via nettet i Frankrig, hvor der gøres meget i kampen mod væggelus, bl.a. på denne hjemmeside:  http://www.pelemmaus.com/     ligesom der kan læses mere om væggelusbekæmpelse på denne franske hjemmeside:  http://www.chemin-compostelle.info/sante/punaises-de-lit-pelerinage-compostelle.php
Hvis du skal gå i Frankrig vil du opleve, at værter og værtinder er meget optaget af forebyggelse. Du skal straks ved ankomsten til herbergerne stille rygsækken i en plastikpose, hvor i der sprøjtes et eller andet, som væggelus ikke bryder sig om.
2) Når jeg kommer hjem har jeg et fast program for at sikre, at eventuelt uopdagede væggelus eller æg ikke kommer indenfor. Rygsækken tømmes i det fri foran gadedøren. Alt tøj kommes i plastikposer og herfra direkte i vaskemaskine. Den tomme rygsæk ryger ligeledes i en plastikpose, der lukkes tæt, før den ryger i fryseren i 3 døgn. Væggelus skulle i følge samme franske hjemmeside dø af vask og af ophold på og under minus 16 grader.

Endelig nyt herberg i Melide

I de senere år har det nogen gange været svært at finde en ledig seng i "Blækspruttebyen".
Mange pilgrimme vælger at gå forbi  (eller rettere igennem) Melide, der kun ligger ca. 55 kilometer før Santiago på den franske rute, Camino Francés bl.a. fordi herbergsforholdene ikke har været særligt gode. Byen ligger godt for mit vandretempo, så jeg har efterhånden boet der nogle gange, men kun en gang på herberg - de andre gange på billige værelser.
Byen har meget at byde på. Her skal fremhæves to ting: En smuk og stemningsfuld middelalderkirke med pilgrimsmesse hver aften, samt ikke mindst, Spaniens - måske - bedste blæksprutte restauranter.
Derfor vil mange erfaren pilgrimme se frem til, at byens borgmester og lokalregeringen i Galicien nu er på vej med et nyt herberg i en historisk bygning på en central plads i midten af den gamle bydel.
Det forlyder ikke af lokalaviserne, hvornår herberget vil være klar. I 2007 blev der indgået en lignende aftale. Her blev der indkøbt to bygninger - den ene skulle bruges til Herberg, den andet til pilgrimscenter, turistkontor m.m., men det blev ikke til noget, så denne gang kan pilgrimmene håbe, at der sker noget.
Og her nok en gammelmandshistorie om mine egne oplevelser,(som man kan springe over hvis man vil )- startende med mit råd til pilgrimme, der endnu ikke har smagt blæksprutter i Melide. Prøv det. ! Senest jeg kom til Melide i 2011 havde uret passeret  16.00.
Jeg havde gået fra Portomarin, en tur på over 40 kilometer. Blæksprutterestauranterne var reelt lukket ned og ville først åbne om aftenen, når jeg for længst burde ligge i min seng efter aftenmessen. Jeg mødte straks ved ankomsten op på mit favoritsted ( jeg havde kun været der 2 gange før) og talte for min syge bedstemor. Personalet var ved at gøre rent og gøre klar til deres egen middagsmad, der ikke bestod af blæksprutter, men af salat. (Blæksprutter feder, bedyrede de søde damer mig)
Jo, den søde dame syntes at kunne lide min udtalelse om, at det var umuligt for en pilgrim at passere Melide uden at have smagt hendes blæksprutter. Hun ville se efter, om der var en portion tilbage. Det gik. Så her sad jeg ved nabobordet til personalet og konverserede med dem, bagerst sad to piger, der ikke gjorde mine til at forlade den lukkede restaurant, mens de søde damer blev ved med at komme blækspruttter på mit bræt (tallerken), hvilken eftermiddag. Jeg kunne knapt kravle til messe inden jeg hoppede i soveposen.
Herunder et billede af undertegnede (taget af min søde værtinde)

og jo, jeg drak også hele flasken med perlende frisk hvidvin, og når jeg tænker på det, var det måske en ide at tage Camino Primitivo i efteråret og gå over Melide. Hvem ved ?

Katolske kvinder på pilgrimsvandring til Rom

Den schweiziske katolske organisation "Für eine Kirche mit den Frauen" tager på fælles pilgrimstur til Rom af via Francigiana.
Mange kvinder føler sig fremmede i vores kirke, de føler sig ikke taget alvorligt eller føler sig uvelkomne, fordi de er for lidt involveret i ansvarlige organer, og er alt for langt fra beslutningsprocessen. Disse bekymringer - for kvindens stilling i kirken - vil vi bære på toppen af vore rygsække.
Sådan - i min oversættelse - beskriver en gruppe schweiziske kvinder i organisationen  "Für eine Kirche mit den Frauen" deres begrundelse for at lave en fælles pilgrimsvandring af den gamle middelalderlige pilgrimsvej til Rom, Via Francigiana  i maj og juni 2016. Turen er på godt 1.100 km, så to måneder er tid nok til at alle - bare i nogenlunde form - kan følge med. Og man må sige, at kvinderne er ude i god tid med planlægningen, hvilket også giver kvinder andre steder fra mulighed for at tilslutte sig pilgrimsvandringen.
Pilgrimsvandringen starter i Sankt Gallen, den 2. maj 2016, på Den hellige Wiborada.s festdag. Hun er Sankt Gallens første helgen. Det er planen, at kvinderne skal ankomme til Rom den 2. juli, hvor de regner med at få et møde med pave Franz.
Pilgrim(inderne) vil bringe Pave Franz vores længsel og sorg, vores glæde og vores spørgsmål.
Via Francigiane er de seneste år blevet afmærket hele vejen fra Schweiz til Rom. I middelalderen gik ruten fra Canterbury gennem Frankrig til Rom (deraf navnet), og den var en vigtig forbindelse for pilgrimme - ikke alene til Rom, men også for de pilgrimme, der gik videre til Jerusalem i de perioder, hvor det var muligt.
I 2013 udkom Rother Wanderführer: Via Francigena: Von Lausanne nach Rom. 52 Etappen. Mit GPS-Daten (Den kan anbefales herfra jakobsvejen.dk) og på hjemmesiden: http://www.viefrancigene.org/en/  (engelsksproget)
kan eventuelt interesserede danske pilgrimme læse mere om, hvordan det er at gå til Rom i nutiden.
Hvis danske katolikker skulle have lyst til at gå med deres medsøstre til Rom i 2016, kan de læse mere om det schweiziske initiativ på denne hjemmeside; http://www.kirche-mit.ch/de/das-projekt.html  eller på denne hjemmeside: http://www.pilgern.ch/jakobsweg_aktuell.htm .

Ny guide til Via de la Plata, Sølvruten fra Sevilla

Amigos del Camino de Santiago de Sevilla, der specielt har taget sig af Via de la Plata, har nu opdateret deres 4 år gamle guide med alle nye overnatningssteder, ændringer af stien m.m., så det skulle gøre det nemmere for pilgrimme på Sølvruten denne sommer. Guiden er oversat til engelsk og fransk. Guiden koster (inklusive porto) 17 euro, men kan også købes i Sevilla for 12,50.: Se dette link:http://www.viaplata.org/index.php/es/guia-del-camino/guia-nueva
Jeg må tilstå, at jeg ikke kender guiden, og derfor ikke er i stand til at lave en anmeldelse af den.

Jeg foretrækker,(som jeg vist snart har skrevet alt for mange gange her på siden), Rother Wanderführer, men Rothers guide for Via de la Plata er ikke opdateret siden 2011. Den koster (til Europa) 15,40 Euro. Se dette link:http://www.rother.de/rother%20wanderf%FChrer-via%20de%20la%20plata-4333.htm
Til gengæld mener jeg ikke, at Rothers (lidt gamle guide kan stå alene), her vil jeg anbefale en - efter min mening - rigtig god hjemmesideguide, når det gælder Via de la Plata. Den kan findes på denne link: http://caminodesantiago.consumer.es/los-caminos-de-santiago/via-de-la-plata/, her fastholder de dog, at Via de la Plata går til Astorga, og derfra videre af Camino Francés til Santiago, ønsker man at gå over Tabara og Ourense, skal dette link suppleres med Camino Sanabrés, der findes på dette link: http://caminodesantiago.consumer.es/los-caminos-de-santiago/sanabres/

Pauser på Caminoen/Jakobsvejen - måske på et kloster

Er det en god ide med en pausedag undervejs på en fire-femugers tur. Meningerne er delte.
Det er muligt at holde pausedage i et kloster undervejs.
For de, der kan læse tysk, foregår der i disse dage en interessant debat på et af de tyske pilgrimsfora. Hvor er det godt at holde pause ? Skal jeg overhovedet holde en pause undervejs på en 800 til 1.000 kilometers pilgrimstur?
Jeg har tit selv haft ideen om at lave en pausedag, men det er aldrig rigtig blevet til noget. Jeg har det med at indhente en dag eller etape, som så kan bruges til en pause- eller en sygedag, men den er sjældent i brug. Jeg bliver så rastløs, hvis jeg ikke går. Jeg har hørt noget lignende fra andre pilgrimme. Det er svært med pausedage. Benene kan ikke lide det. Jeg kender dog også - godt nok kun få eksempler på pilgrimme, der har overskud til at gå på museer eller andre turistattraktioner undervejs, så det er altså individuelt. Du kan læse mere om den tyske debat på denne side:http://pilgerforum.de/forum/index.php/topic,13804.0.html
Skulle jeg holde en pause, ville jeg nok have mest lyst til at bo nogle dage på et kloster undervejs, hvor de har en fast dagsrytme med tidebønner, man som pilgrim kan få lov til at deltage i.
I flere klostre på nogle af Jakobsvejene er det muligt at bestille to overnatninger i forvejen. Nogle steder tager de pilgrimme, der kun sover en nat, ind på store sovesale, mens pilgrimme, der ønsker en pause, kan flytte ind i selve klostret og leve et "munke-liv". (Det gælder f.eks. det spansktalende Hospedería Monasterio de Oseira, Padres Cistercienses  på Camino Sanabrés - sidste del af Via de la Plata). Jeg vil dog her lige fortælle lidt om et særsyn på den mest "trafikkerede" Jakobsvej med tysktalende ( og vist nok også engelsk) talende munke i Rabanal på Camino Frances. Klostret tager kun imod pilgrimme, der overnatter mindst to nætter. Det lille mini kloster er beboet af spanske og tyske benediktinere, som er udlånt tre måneder af gangen til dette lille kloster, for at give pilgrimmene et åndeligt tilbud. De er naboer til det legendariske, Albergue Gaucelmo , der drives af engelske pilgrimsvenner, og der er tidebønner og messe for alle pilgrimme dagligt. Klostret er genåbnet for forholdsvis få år siden - alene med "gæstemunke" - med det ene formål at holde messer og tidebønner åbent for pilgrimme, samt give et tilbud om et par dages pause i et kloster til pilgrimme, der søger netop det. Det er beboet af munke, men giver plads til pilgrimme af begge køn.
Er du interesseret kan du læse mere om mulighederne for en pause hos munkene i Rabanal på deres egen hjemmeside, der findes i en spansk, tysk og engelsk udgave på dette link
http://www.monteirago.org/monasterio 

Vinterpilgrimsvejen uden om O Cebreiro bliver officiel

Ny vinterpilgrimsforening vil sikre den nye vintersti til Santiago

Jeg har skrevet en del om vinterpilgrimme her på bloggen, og det hænger selvfølgelig sammen med, at antallet af vinterpilgrimme denne vinter - nok en gang - har slået alle rekorder i antal. Her hvor foråret så små er begyndt at vise sig, kom der 55 pilgrimme ind til Santiago i går, og i de tre vintermåneder er det blevet til 4.635 pilgrimme, hvilket er næsten lige så mange som antallet af pilgrimme i hele 1990.

Nok en pilgrimsforening i Spanien, Amigos del Camiño de Inverno de Valdeorras y la Ribeira, vil nu kæmpe for, at vinterstien uden om O Cebreiro på Camino Francés bliver bedre afmærket og officielt anererkendt af lokalregeringen i Galicien.

Ideen med vinterstien, som der skulle have gået 1.217 af denne vinter, er at pilgrimmene kan slippe for turen om bjergene ved O Cebreiro og i stedet følge floderne i en bue uden om. Men som talene ovenfor viser, er det altså under 1/3 af årets pilgrimme, der har fulgt den nye vintervej.

Og vinteren har da også budt på historier i lokalaviserne i Galicien, om pilgrimme der blev så forkomne, at de måtte undsættes af politiet, ligesom pilgrimshjemmesider har berettet om problemer med den nye vintervej uden om, der skulle være dårlig afmærket og så mudret, at den var svært tilgængelig.

Endelig har der været problemer langt før på Camino Francés, nemlig i Pyrenæerne, hvor fransk og spansk politi simpelthen flere gange har haft lukket den traditionelle Napoleons rute, så pilgrimmene har måttet gå over Valcarlos. Den traditionelle rute var i lange perioder direkte livsfarlig.

Så har du planer om at gå pilgrimsvandring næste vinter, kræver det nok lidt mere research end en sommertur. Og husk, at turen over Pyrenæerne kræver ALTID - uanset årstid, at man før opstigningen lige går forbi pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port og sikrer sig, at alt er ok. 

Og her til opmuntring

et morgenbillede fra en tur - sent april - over Pyrenæerne 

Via Tolosana - en af de franske jakobsveje. Og lidt om at gå i Frankrig

Man møder kun få eller ingen danske pilgrimme i Frankrig. Jeg er selv en af de få danskere, der går i Frankrig, og jeg har aldrig mødt en landsmand. Jeg vil derfor her forsøge at oplyse om mulighederne for pilgrimsoplevelser på Chemin Saint Jaques. Det sker med mig selv som eksempel, idet jeg netop nu har kastet mig ud i planlægningen af min pilgrimstur i 2015.

I Frankrig er der rimelig med pilgrimstrafik på tre hovedruter til Santiago, der alle kaldes Chemin de Saint Jaques, men derud over har hvert sit navn. Derudover er der et utal af andre Saint Jaques-veje, som jeg ikke kommer ind på her.
De tre hoved jakobsveje er 1) Via Podensis, der går fra Le Puy en Velay til Saint Jean Pied de Port , 2) Via Lemovicensis ,Vezelay - Saint Jean Pied de Port, og  3) Via Tolosana, fra  Arles til  Puente la Reina i Spanien - alle tre jakobsveje rammer Camino Frances.
Hvis du allerede har prøvet de spanske pilgrimsveje - måske endda flere gange, er Chemin de Saint Jaques i Frankrig en mulighed. Alle ruterne er godt afmærket, der er op til flere guides på flere af ruterne, der er herberger og andre overnatningsmuligheder, ligesom du givet vil møde andre pilgrimme på din vej. Det er gennemsnitligt lidt dyrere end i Spanien.
Denne artikel kommer til at handle om en af dem, Arles-ruten, men er du mere interesseret i den mest benyttede af de tre, nemlig Le Puy-ruten, kan du læse mere på denne blog under siden, Europæiske Pilgrimsveje. Le Puy ruten er en af de flotteste pilgrimsveje, jeg nogensiden har gået.
Jeg vil i denne og formentlig flere artikler bruge Arles-ruten til at svare på et spørgsmål, jeg ofte får:
Hvordan forbereder du en pilgrimsvandring? Jeg har nemlig besluttet, at gøre Via Tolosana til min store forårstur i år. Jeg har ikke gået i den del af Frankrig før, så alt er nyt.
Via Tolosana går fra Arles over byerne Montpellier, Castres, Toulouse (som i middelalderen gav ruten navn), Auch, kanten af Pau , Oloron Sainte Marie, videre direkte syd på over Pyrenæerne ved Col de Somport (Somportpasset 1.632 meter oppe) ind i Spanien og nedad igen til Jaca og derfra videre til  Puente la Reina, hvor den rammer den franske rute, Camino Francés, hvor jeg - på denne her tur - vil stå af jakobsvejen mod Santiago og i stedet gå "baglæns" et lille stykke af Camino Francés mod Pamplona for at tage derfra hjem derfra.
Jeg vil først på selve pilgrimsvandringen tage stilling til om jeg vil tage "variant-vejen" over et af de helst store Maria valfartssteder i Frankrig, Lourdes. Turen fra Arles til Puente la Reina er i alt på ca. 950 km, hvor af de 750 er på den franske side.

Planlægningen foregår i flere parallelle spor samtidig:

a) Flyvebilletterne er bestilt - både ude og hjem. Jeg har afsat 37 dage til det hele. 35 til at gå og en dag i hver ende til transport. Det giver 28 km i gennemsnit i 34 dage, idet jeg skal bruge en dag til at gå fra Puente la Reina til Pamplona, hvor min bus går mod Madrid.
Jeg flyver med SAS, København-Geneve, og tager straks herfra tog til Arles, hvor jeg er fremme i Arles ved 17-tiden. Dagen efter begynder jeg at gå.
Hjemtransporten foregår via Pamplona. Jeg tager en tidlig morgenbus fra Pamplona til Madrid Lufthavn, herfra går der en eftermiddagsmaskine hjem til København med Air Berlin via Berlin.
( Pris: SAS-billet: 399 kr., TGV-tog i Frankrig med pladsbillet: 31 Euro. Og hjem igen: Bus til Madrid Lufthavn, 31,5 Euro, Airberlin:  680 kr., ialt under 1.500 danske kroner i samlet transport ud og hjem inklusive bagage, der på grund af vandrestok skal afleveres ved check in. Der er altså ingen ekstraregning nogen steder på ud og hjemvejen .
Valgene af transport er foregået ud fra et hav af kriterier, men her kan nævnes to: Jeg flyver ikke med Ryan Air eller lignende selskaber, og så vil jeg helst undgå overnatninger undervejs på turen ud og hjem.
b) Jeg bestiller kun en overnatning i forvejen. Den første nat i Arles bliver reserveret hjemmefra. Resten afhænger (for mit vedkommende) af dagsform, vejr og vind - og ikke mindst overnatningssted. Jeg vil helst overnatte, hvor der er mulighed for en aftenmesse, vesper eller andet kristent fællesskab. På franske jakobsveje er det muligt at reservere en seng i forvejen - i modsætning til i Spanien. Når først benene kører, som de skal, reserverer jeg ofte en seng samme morgen eller dagen før. Systemet med reservation har både fordele og ulemper.
I Spanien oplever man ofte, at pilgrimmene farer afsted af frygt for ikke at få en seng. Nogen går i panik og tager taxa. Det undgår man i Frankrig, hvor pilgrimme tit bruger hele dagen på at gå. De har god tid til pauser, besøg af kirker og andet undervejs.
Omvendt skal man planlægge så meget, hvis der skal reserveres i forvejen. Den ubekymrethed, der skulle være en del af pilgrimslivet, ændres af daglig planlægning og der bliver ikke plads til impulsivitet. Hvad nu, hvis benene ikke vil en dag, eller byen man ender i, måske ikke lige var sagen, og hvad, hvis der netop den dag er 5 kilometer mere i benene. Så føler jeg mig bundet af reservationen og må blive, hvor jeg nu er, sådan er det bare. Altså både fordele og ulemper.
Så for mit vedkommen kun en reservation i forvejen, nemlig til første nat. Jeg har altid fået en seng at sove i, nogle enkelte gange har der været optaget første sted, jeg forsøgte mig, men så var der plads det næste. Kun en gang måtte jeg tage 14 kilometer ekstra oven i de 32, jeg havde gået. Den dag var jeg også næsten helt færdig.
c) Udstyret gås igennem, og jeg skifter ud, når det er bydende nødvendigt. I år er det blevet til et par nye vandrebukser og et par nye regnbukser. Rygsækken, der kunne trænge til udskiftning, får en tur til. Jeg køber nye støvlet til hver tur, og jeg går dem til hjemmefra - mindst 100 km på længere dagture flere dage i træk, så jeg kan mærke om alt er, som det skal. Fødderne skal holdes i orden på en tur.
Pakningen ligger stadig et stykke ude i fremtiden, men når jeg har min pakkeliste klar, har jeg ingen problemer med at offentligøre den her på bloggen.

d) Der indkøbes guider. I Frankrig er Miam,miam,dodo et must. Her står alt om overnatning, vandposter, ja samtlige services langs hele ruten. Men kortmaterialet og vejbeskrivelsen er - efter min mening - ikke tilstrækkelig. Her foretrækker jeg - enten de store fremrangende franske GR-guider. (de er bare så forbistrede tunge ), eller de rigtig gode Rother Wanderführer, men de har desværre IKKE lavet en guide for min næste tur, Via Tolosana, så på Arles-ruten skal man ty til konkurenten Outdoor, der efter min mening ikke er nær så god. Altså - det har ikke været nogle lette valg, men jeg er endt med Outdoor og Miam,Miam,dodo. Begge bøger er bestilt hjem via henholdsvis en boghandler i Tyskland og en boghandler i Frankrig, lidt besværligt, men sådan plejer jeg at gøre.

f) Nu er det blevet tiden, hvor jeg følger diskussioner om netop Arles ruten på diverse pilgrimsfora, primært via en fransk og en tysk hjemmeside. Det virker som om, at der ikke er mange engelsk-talende, der finder ruten interessant. På pilgrimsfora er der ofte pilgrimme, der har gået ruten, som fortæller om deres oplevelser. Det giver mulighed for at få den ind under huden, samt tage stilling til, om man kan bruge de råd, de heldigvis gerne deler ud af.
g) Fysisk går jeg ligeledes i træning. Jeg går længere og længere strækninger daglig, og jeg vælger at gå til mine daglige gøremål i stedet for at tage cyklen, bussen eller bilen. En måned før jeg skal afsted sættes den daglige træning mere i system. Jeg føler, at jeg skal træne mere op til en tur i dag, end jeg skulle for 20 år siden. Jo ældre, jo mere træning.
Fortsættelse følger......., når tiden nærmer sig.

Caminoen uden rygsæk

Det bliver mere og mere populært med rygsæktransport på jakobsvejene.
Jeg har på denne blok før været inden på spørgsmålet om rygsæktransport, og jeg kan nu se på mange europæsiske hjemmesider, hvor næste sæson for alvor melder sig, at mange nye pilgrimme spørger om, hvorvidt der findes en sådan tjeneste; ligesom som jeg ofte, specielt når holder jeg pilgrimsforedrag, hører det samme spørgsmål; Kan man få transporteret sin rygsæk?
Jeg har altid selv båret min rygsæk - med undtagelse af en etape på den franske, nemlig fra Villafranca til toppen af O Cebreiro, hvor den legendariske Jato, der sammen med sin familie, ejer det første herberg i Villafranca, Ave Fenix, hver morgen kører rygsække op på bjerget og lægger dem på et værtshus på toppen.  Han tager kun et symbolsk beløb for det, som han ovenikøbet bruger på en eller anden indsats for pilgrimme. Hvor længe familien Jato, der har drevet deres selvbyggede herberg i over 25 år, fortsætter, er ikke til at vide.
Derudover har jeg konstateret, at en del - også danske rejsearrangører - laver færdige pilgrims-vandre-pakker, hvor de sørger for flybilletter, overnatning (ofte på hotel/hostel) og bagagetransport, endda nogen gange med guide, så pilgrimmene kun skal gå; ofte i en gruppe med andre.
Men her i foråret slår Det spanske Postvæsen (efter en forsøgsperiode i fjor) til lyd for en anden mulighed "Mi mochila con Correos" (Min rygsæk med posten").  Man kan hver dag ringe til 606 61 83 41 eller via e-mail: mimochila@correos.com., hvorefter postvæsnet henter rygsækken - også på de traditionelle herberger, og bringer dem videre til næste etape-stop.
Der skulle også findes et andet selskab, der yder en lignende service "Paq Mochila" (pak rygsækken), men her har jeg ikke foretaget nogen research.
NB. Man skal dog være opmærksom på, at nogle herberger (specielt dem med donativo; altså uden fast pris) kan finde på at afvise pilgrimme med rygsæktransport, fordi deres mission er, at de skal stå til rådighed for de pilgrimme, der kun har ( eller kun bruger) få euro om dagen på deres pilgrgimsfærd. Et eksempel: Albergue Gaucelmo i Rabanal, der drives af de engelske Sankt Jakobsvenner, og er et af de ældste og legendariske igangværende herberger. Her afviser de folk med bagetransport, men der er 3 andre herberger i byen, hvor man så kan bo. Med andre ord på de mere  "historiske" herberger, kan der blive problemer.
Postvæsnet yder en service mere, som kan være aktuelt for flere pilgrimme. Send din overskydende bagage til Santiago og få den udleveret, når du kommer frem. Det spanske postvæsner reklamere for, at der er 2.400 posthuse på Caminoen, og at de står til rådighed med denne service.
Og til slut nok en gang.Jeg har ikke selv prøvet rygsæktransport ( og regner heller ikke med, at det bliver aktuelt foreløbig), så alle oplysningerne om transport er hentet via nettet.

Unge Kriminelle og Caminoen

Unge franske kriminelle får et bedre liv efter pilgrimsvandring til Santiago de Compostella.

Den franske forfatter og journalist Bernard Ollivier har netop (midt i februar) udgivet en bog ( på fransk), hvor han gennemgår 14 franske kriminelle unges mulighed for et nyt liv ved at gå 2.000 kilometer af Jakobsvejen/ Caminoen/ le Chemin de Saint Jacques. 

Efter at Bernard Ollivier selv gik Jakobsvejen til Santiago i 1998 blev han initiativtager til en forening, der skulle hjælpe unge kriminelle på vej efter fængslet ( eller også som alternativ til en fængselstraf ) ved at gå - sammen med andre (eller under opsyn) - til Santiago. Siden har over 100 unge lovovertrædere deltaget i projektet, og resultaterne er i følge Bernard Ollivier helt enestående.

Resultaterne er - i følge bogen - hver at notere sig. 63% af dem kommer tilbage med et projekt og et mere positivt syn på, hvilke muligheder netop de har for et liv uden kriminalitet. 

Projektet burde kunne bruges i  Frankrigs ungsdomsretspleje, der netop nu står foran en reformering, mener forfatteren.

Bernard Ollivier er født i 1938 og grundlægger af organisationen: Association de Réinsertion des Jeunes par la Marche. 

Bernhard Ollivier mener dog, at det franske samfund skal sikre sig, at de unge har noget at vende tilbage til:

Notre travail, ajoute-t-il, ne sera achevé que lorsque nous pourrons leur offrir, au retour, une structure d’accueil et l’encadrement nécessaire.

                                 (Bogen titel kan vel bedst oversættes med: Gå til fods og få et liv)

Min kommentar: Jeg har tidligere læst om lignende belgiske erfaringer, hvor tilbagefaldelsesprocenten for unge kriminelle, der havde været på pilgrimsvandring til Santiago de Compostella var væsentlig lavere end for andre unge kriminelle. Måske var det værd at overveje noget lignende i dansk kriminalforsorg.

Interesserede kan læse mere om : La marche, une véritable alternative à la prison på denne pilgrimshjemmeside: http://www.pelerin.com/

Og her et billede fra bogen: Un jeune et une accompagnatrice sur l'un des chemins de Saint-Jacques, en Espagne

Caminoen og troldmanden fra Oz

Den amerikanske pilgrimsfilm The Way fra 2010 er fortsat stort diskussionemne på nettet.
Antallet af amerikanere på Camino Frances er de seneste år steget eksplosivt, og en stor del af dem, der går, fortæller, at de er blevet inspireret til at gå på grund af filmen the Way fra 2010 med Martin Sheen i hovedrollen.
På flere pilgrimsfora er filmen blevet diskuteret livligt, og her for nylig læste jeg en ny udlægning af filmens handling, som jeg har lyst til at gengive her på siden. Forfatteren til indlægget navngiver sig Cat Boddy og beskriver sig selv som veteranpilgrim:
                     
                           "The Way" is a remake of the 1939 movie, The Wizard of Oz.

1. 
   
   

   Tom is the new Dorothy, transported by a storm of emotions to a mystical faraway kingdom. There Tom begins a journey (on the Yellow Brick Road) to find his way back to the love and understanding that he once shared with his son, and to find acceptance of his sons passing.
   Along the way, Tom meets a Dutchman, who has lost the love and respect of his family and friends, and ultimately his self respect, and is now walking on the YBR to find the courage to be himself.
   Next on the way, Tom meets a woman who has lost all love for others, and truly for herself. She walks the YBR to find the love for herself, and thereby to forgive herself.
   The scarecrow needed a brain, and so does the Irish writer. A man who knows the story is within him, but cannot find it (even when well oiled with wine and self pity).
   The four pilgrims must constantly battle the wicked witch, Fear. For Fear is the only thing that can destroy them all.
   When they overcome the witch and her harpies, they arrive at Oz (Santiago) each hoping to be given the secrets to make their dreams come true.
   What they find at the end of the Road is that everything they desired, acceptance, love, forgiveness, feeling, understandings, were within them all the time. And that only Fear can hide these things from the true searcher.
   
   Fade Out.
   The End

   Du kan selv læse mere om diskussionen på https://www.caminodesantiago.me/community/threads/that-movie.31344/ 

Vinterpilgrimmene er primært unge under 30 år

Allerede i aftes havde pilgrimskontoret de detaljerede oplysninger om februar-pilgrimmene klar.
I går skrev jeg lidt om det stadig voksende antal vinterpilgrimme, og på et enkelt punkt gættede jeg helt forkert angående februar-statistikken.  De tre gennemgående træk for alle tre vintermåneder holder dog.
1) Det er primært yngre mennesker, der går.  Over halvdelen af de pilgrimme, der kom til Santiago i februar er under 30 år, og kun nogle få procent har passeret 60 år.
2) Under 1/3 går af religiøse grunde.
3)  der er forholdsvis langt flere mænd end kvinder, selvom kønsfordelingen ikke har været helt så mandig i februar, som I de to foregående måneder. I februar var 62 % mænd ( I januar næsten 65 % mænd).
Og så til mit fejlskøn: Nationaliteten på pilgrimmene. Tendensen med rigtig mange amerikanere (USA), som vi så i december og januar holdt ikke helt i februar, hvor "kun" 43 af månedens 1549 kom fra USA. 667 (43 %) var spaniere og 877 (57 % )ikke-spaniere. Og blandt ikke-spaniere ser toplisten for februar sådan ud:
Portugisere 233, sydkoreanere 146, irlændere 80, tyskere 54, Italienere 49, amerikanere (USA) 43, brasilianere  26, og  kinesere 21. Jeg har ikke tal for antallet af danskere.

Antallet af vinterpilgrimme er steget igen denne vinter

4.635 pilgrimme har gået til Santiago i de seneste tre måneder. Især koreanere og amerikanere. Nye amerikanske rejsebureauer tilbyder luksuspilgrimsvandring.

Det blev heller ikke i vinteren 2014/15, at pilgrimstrenden begyndte at vige efter de seneste 25 års konstante stigning i pilgrimsflokken på vej til Santiago. I december, januar og februar er der kommet 4.635 pilgrimme ind til Santiago. I går gik der 41 pilgrimme ind til Santiago, og det giver et samlet gennemsnit på over 50 pilgrimme om dagen i månederne december, januar og februar. I den seneste vinter 2013/14 gik der 3.535 pilgrimme til Santiago, så der er altså tale om en stigning på ikke mindre end 30 procent - altså næsten 1/3 flere pilgrimme denne vinter. Og man skal bemærke, at der har været ualmindelig meget sne på jakobsvejene over bjergene. Politiet har endda - hvad jeg også tidligere har skrevet om her på siden - måttet undsætte forkomne pilgrimme.
Jeg har endnu ikke tal for fordelingen af pilgrimmene, hverken på alder, nationalitet eller køn, men jeg har kunnet se på nettet, at der i modsætning til sommerhalvåret er langt flere mænd end kvinder, der går om vinteren, og at vi denne vinter har set langt flere amerikanere (USA) og sydkoreanere end nogensinde før. De to nationaliteter alene vil formentlig tegne sig for over 1/3 del af vinter-pilgrimmene med en andel på mellem 30 og 40 procent eller mere end 500 pr. vintermåned i gennemsnit.
De mange amerikanere på Camino Francés har allerede ført til nye forretningsmæssige tiltag, idet nogle amrikanekere er begyndt at lave pilgrimsrejsebureauer, der allerede denne sommer vil arrangere pilgrimsvandringer med rygsæktransport, overnatning på bedre hoteller, samt hvad de selv kalder gourmetmad.
Mónica Rooney Riestra gik i juli 2012 de sidste 150 kilometer af Camino Francés efter at have set filmen the Way fra 2010, og nu i 2015 håber hun på at sende mange hundrede amerikanere afsted gennem sit nyoprettede selskab Adiante Travel. Hvis du vil se lidt om, hvordan pilgrimslivet også kan forme sig for en amerikaner, kan du læse mere på denne sidehttp://adiantetravel.com/
Min kommentar: Jeg tror, at denne udvikling, der primært er kommet på Camino Francés, vil betyde, at mange pilgrimme i de nærmeste år vil vælge andre ruter til Santiago i håb om, at der her er bevaret noget af den "Camino-ånd", som satte hele den nutidige pilgrimstrend i gang i en form, der tiltalte et bestemt segment - i første omgang kristne og andre åndeligt søgende. Læser man debatten på de mange fora, kan man tydelig se, at mange føler, at "Caminoen" har forandret sig i mere kommerciel retning.
Ser man på motiverne hos årets vinterpilgrimme, er det da også  (for december og januar) under 1/3, der går af religiøse grunde. Antallet af sportpilgrimme og "turigrinos" som Spanierne kalder "luksus- og taxipilgrimmene" stiger stort - ikke mindst på Camino Francés.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg selv skal mene. Jeg synes, at pilgrimsvejene skal være for alle, og i middelalderen var der formentlig også ridende pilgrimme med tjenestefolk, der på mange måder ligner dem, som det nystiftede amerikanske firma Adiente Travel, forsøger at få som kunder. Og jeg ser hellere pilgrimme, der toner rent flag - når det gælder luksus - end "turigrinos", der tager taxa/bus fra herberg til herberg, tager alle underkøjerne, (så 80 årige Juan fra Bilbao uden mange penge på lommen bliver henvist til en overkøje), bruger al det varme vand og i det hele taget "besætter" herbergerne og dets faciliteter allerede kl. 12.00 uden at give plads - både i overført og bogstavelig betydning - til gående pilgrimme, der ankommer våde og trætte hen på eftermiddagen.