tirsdag den 24. marts 2015

Flere arbejder i gang på Camino del Norte

Stien mellem Markina-Xemein og Gernika-Lumo før Bilbaoe skal sættes i stand, men først til efteråret.
Der har længe været problemer med kvaliteten af både sti og afmærkning på dette stykke, ca 25 kilometer gennem bjergrigt område med mange smukke udsigter over havet undervejs. Stien går langs - flere steder- mudrede flodlejer, samt skovområder uden rigtige pause steder. Den lokale forening af jakobsvejsvenner, los Amigos del Camino de Santiago , har lavet et interimistisk herberg i en gymnastiksal i  Allende Salazar, ligesom der er problemer langs motorvejen og andre veje langs stien.
Man skal være opmærksom på de både kraftige stigninger og fald undervejs, og ikke mindst problemerne i regnvejr. Her er det virkelig nyttigt med vandrestokke.
Men nu har lokalregeringen afsat over 4 millioner kroner til at sætte stien i stand. Arbejdet går dog først i gang i september - eller måske lidt senere, så de der har planer om at gå netop her i denne sæson, må være forberedt på at stien - selvom der er meget smukt - er lidt vanskelig at passere. Der er dog flere herberger undervejs med forholdsvis få kilometer imellem, det gælder både Markina-Xemein og Gernika-Lumo, og ikke mindst i klostreret, Monostario de Zenarussa (Coligiata de Ziortza)  kun 6-7 kilometer kilometer fra Markina-Xemein, der bestemt er et besøg værd. Her er det også muligt at overnatte, hvor munkene invitere på simpel aftensmad (alt er donativo), dog er der vist stadig kun 9 sengepladser i det noget lidt slidte soverum.

Gernika som er næste stop efter klosteret behøver næppe megen præsentation. Stedet er mest kendt for Picassos maleri af fascisternes/tyske flys terrorbombning af byen under den spanske borgerkrig, den 26. april 1937, som var en forfærdelig optakt til det der skulle blive hverdag over store dele af verden få år efter. Byen er i dag genopbygget. Pilgrimsherberget ligger et pænt stykke uden for byen, men der er private overnatningsmuligheder i selve byen.


Et andet sted på Nordruten, 3-4 dagsetaper senere, hos præsten Ernesto Bustio i Guemes, er der stadig uenighed om hvor stien skal gå lige før den større by Santander, idet lokale myndigheder vil føre stien et godt stykke uden om Guemes, hvor Ernesto Bustio har et fantastisk - og meget populært - herberg i en større gård. Her har venner af Nordruten lavet deres egen forening, Defensa del Espirítu del Camino ( forsvar for Caminoens ånd), der kæmper for at bevare stien, hvor den er.
Du kan læse mere om præsten Ernesto Bustio og hans herberg på Camino del Norte her på siden i et indlæg fra den 24. januar i år.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar