Nu ældre af år - jo mere træning for at undgå skader
Jeg har for nylig haft to henvendelser fra to - ikke helt unge damer, der skal gå henholdsvis Camino Francés og Camino del Norte her i foråret. Hvordan med træning, højdekurver m.m.
Sagt med det samme. Jeg er hverken læge, fysioterapeut eller noget andet professionelt, der har med krop og ben at gøre. Mine råd stammer alene fra mig selv, og de mange pilgrimme jeg har mødt på pilgrimsstierne gennem mange år. Og jeg har desværre set nogen pilgrimme gå helt eller delvist ned med skader. Nu yngre des større chancer for at blive skaderne kvit igen.
Skal du ud på en længere tur 700 til 800 km eller mere, har jeg følgende råd:
a) Begyndt med at gå hver dag mindst fem uger før, og i starten mindst en time til halvanden i træk og øg det efterhånden til to til tre timer (10 til 15 km daglig). Gå f.eks. til arbejde. Har du langt, så tag tog/bus noget af vejen og gå resten. HVER DAG - også når det regner. Brug de støvler du skal gå pilgrimsvandring i - mindst to uger, før du skal afsted. Se om sidder rigtigt, mærk efter den mindste ømhed. Hvis du har trænet godt op til en weekend, er det en god ide i weekenden at tage 25 - 30 km. Og får du bare den mindste røde plet med ømhed på fødderne, kan det være en begyndende vabel. Prøv om sokkerne sidder rigtigt, sæt eventuelt lidt sportstape på det ømme sted. Er det helt galt, har du forkerte sko/støvler på.
b) Når du starter pilgrimsfærden, skal du ikke forsøge at følge med de unge mennesker, der næsten løber afsted, som om de aldrig har lavet andet. De fleste af de unge klare det, men mange får vabler eller skader efter få dage. Vablerne viser sig næsten altid på 3. til 5. dagen. Så det er hele den første uge, at du skal være ekstra opmærksom, samt lægge tempo og længde, så det passere netop dig.
Jeg skal nok holde mig fra for mange skrækhistorier, men her får I en.
Jeg havde en - Caminoven , der havde passeret 70 år, der på 4. dagen af en pilgrimsfærd begyndte at blive øm under den ene fod. Ingen sporttape, ingen aflastningspuder: Nej jeg er stolt af mine fødder, sagde han. Huden under foden sprang. En sød sygeplejeske lappede ham sammen, og han fik et par meget hårde dage, før det gik rigtig godt igen. Han gennemførte, men det havde gået ham noget lettere, hvis hen havde erkendt, at han ikke var i 30erne og derfor lettere fik skader.
c) Sportstape er et rigtigt godt forebyggende middel. Køb det hjemmefra, da det ofte er svært at få undervejs. Opstår der ømhed på fødderne, så beskyt stedet med sportstape. Jeg ved godt, at tape ødelægger sokkerne, men her kan du sagtens købe nye undervejs.
d) Et andet problem, der opstår ofte, er slid, tenderende til sår mellem lilletåen og den næste tå. Her kan man købe små mini-puder og sætte imellem de to tæer. Jeg mødte for år siden en kvindelig læge, som fik problemet. Jeg gav hende en af mine puder, løb fra hende og mødte hende igen i Santiago, da jeg kom fra Finisterre. Jeg fik mange behagelige kys og kram, for puderne havde hjulpet med det samme, og hun mente ikke, at hun havde kunnet gennemføre uden. Hun reddede i øvrigt et ældre pilgrims liv, da han fik hjerteproblemer undervejs og hun holdt ham i live til hjerteambulancen kom. Men det er anden historie. Eksemplet viser dog, at selv en effektiv læge ikke behøver at have kendskab til, hvad der sker med fødderne, når de går 25-30 km om dagen op og ned af bjerge med fra 6- til 14 kilo på ryggen 4-5 uger i træk.
f) Og så en advarsel mod vand. Dine støvler SKAL holdes tørre, brug regnbukser, der når ned over kanten, så der ikke løber vand i støvlen langs benet, eller køb manchetter, der går ud over kanten af støvlen. Og hvis det blæser kan vandet godt nogen gange gå ind under de populære ponchoer, som mange bruger. Jeg foretrækker selv regnbukser med lynlås i benene, så de kan tages på uden at støvlerne skal af. Ofte skal fødderne beskyttes hurtigt, hvis det pludselig regner. Jeg ved godt, at hver pilgrim finder sine egne systemer, men jeg har aldrig set en pilgrim, der ikke forsøgte sig med et eller andet. Våde fødder er næsten altid identisk med vabler.
G) Jeg har et personlige problem, som kun få pilgrimme slås med. Asfalt. De dage, hvor pilgrimsvejen går mange kilometer på asfalt, har mine fødder og knæ det ikke særlig godt. Her har jeg fundet på et par "hjælpemidler". Hver gang der ligger løse blade, sand, grus eller andet på vejen, går jeg der. Er der en rabat i siden forsøger jeg altid om den kan bruges. Jeg "springer " næsten fra tue til tur i forsøget på at undgå asfalt. Og jeg tager hellere en længere opvej uden asfaldt end mange kilometer i træk på en cykelsti eller langs en kørevej. Desværre er mange venlige borgmestre - set med mine øjne - flere steder begyndt at asfaltere stierne af hensyn til pilgrimmene, så de ikke skal gå i mudder i regnvejr.
Og så til den gode historie: Når du har gået en uge eller to uden vabler, kommer du i topform og kan klare næsten alt. Også selv om du er blevet lidt grå i toppen. De fleste skader kommer næsten altid i uge 1 med en undtagelse, manglende beskyttelse af fødder i regnvejr.
Har du andre ideer til denne praktiske gennemgang eller direkte uenig med mig, er du mere end velkommen til både at skrive til mig eller sende en direkte kommentar i kommentarfeltet lige under dette indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar