I Frankrig er der rimelig med pilgrimstrafik på tre hovedruter til Santiago, der alle kaldes Chemin de Saint Jaques, men derud over har hvert sit navn. Derudover er der et utal af andre Saint Jaques-veje, som jeg ikke kommer ind på her.
De tre hoved jakobsveje er 1) Via Podensis, der går fra Le Puy en Velay til Saint Jean Pied de Port , 2) Via Lemovicensis ,Vezelay - Saint Jean Pied de Port, og 3) Via Tolosana, fra Arles til Puente la Reina i Spanien - alle tre jakobsveje rammer Camino Frances.
Hvis du allerede har prøvet de spanske pilgrimsveje - måske endda flere gange, er Chemin de Saint Jaques i Frankrig en mulighed. Alle ruterne er godt afmærket, der er op til flere guides på flere af ruterne, der er herberger og andre overnatningsmuligheder, ligesom du givet vil møde andre pilgrimme på din vej. Det er gennemsnitligt lidt dyrere end i Spanien.
Denne artikel kommer til at handle om en af dem, Arles-ruten, men er du mere interesseret i den mest benyttede af de tre, nemlig Le Puy-ruten, kan du læse mere på denne blog under siden, Europæiske Pilgrimsveje. Le Puy ruten er en af de flotteste pilgrimsveje, jeg nogensiden har gået.
Jeg vil i denne og formentlig flere artikler bruge Arles-ruten til at svare på et spørgsmål, jeg ofte får:
Hvordan forbereder du en pilgrimsvandring? Jeg har nemlig besluttet, at gøre Via Tolosana til min store forårstur i år. Jeg har ikke gået i den del af Frankrig før, så alt er nyt.
Via Tolosana går fra Arles over byerne Montpellier, Castres, Toulouse (som i middelalderen gav ruten navn), Auch, kanten af Pau , Oloron Sainte Marie, videre direkte syd på over Pyrenæerne ved Col de Somport (Somportpasset 1.632 meter oppe) ind i Spanien og nedad igen til Jaca og derfra videre til Puente la Reina, hvor den rammer den franske rute, Camino Francés, hvor jeg - på denne her tur - vil stå af jakobsvejen mod Santiago og i stedet gå "baglæns" et lille stykke af Camino Francés mod Pamplona for at tage derfra hjem derfra.
Jeg vil først på selve pilgrimsvandringen tage stilling til om jeg vil tage "variant-vejen" over et af de helst store Maria valfartssteder i Frankrig, Lourdes. Turen fra Arles til Puente la Reina er i alt på ca. 950 km, hvor af de 750 er på den franske side.
Planlægningen foregår i flere parallelle spor samtidig:
a) Flyvebilletterne er bestilt - både ude og hjem. Jeg har afsat 37 dage til det hele. 35 til at gå og en dag i hver ende til transport. Det giver 28 km i gennemsnit i 34 dage, idet jeg skal bruge en dag til at gå fra Puente la Reina til Pamplona, hvor min bus går mod Madrid.
Jeg flyver med SAS, København-Geneve, og tager straks herfra tog til Arles, hvor jeg er fremme i Arles ved 17-tiden. Dagen efter begynder jeg at gå.
Hjemtransporten foregår via Pamplona. Jeg tager en tidlig morgenbus fra Pamplona til Madrid Lufthavn, herfra går der en eftermiddagsmaskine hjem til København med Air Berlin via Berlin.
( Pris: SAS-billet: 399 kr., TGV-tog i Frankrig med pladsbillet: 31 Euro. Og hjem igen: Bus til Madrid Lufthavn, 31,5 Euro, Airberlin: 680 kr., ialt under 1.500 danske kroner i samlet transport ud og hjem inklusive bagage, der på grund af vandrestok skal afleveres ved check in. Der er altså ingen ekstraregning nogen steder på ud og hjemvejen .
Valgene af transport er foregået ud fra et hav af kriterier, men her kan nævnes to: Jeg flyver ikke med Ryan Air eller lignende selskaber, og så vil jeg helst undgå overnatninger undervejs på turen ud og hjem.
b) Jeg bestiller kun en overnatning i forvejen. Den første nat i Arles bliver reserveret hjemmefra. Resten afhænger (for mit vedkommende) af dagsform, vejr og vind - og ikke mindst overnatningssted. Jeg vil helst overnatte, hvor der er mulighed for en aftenmesse, vesper eller andet kristent fællesskab. På franske jakobsveje er det muligt at reservere en seng i forvejen - i modsætning til i Spanien. Når først benene kører, som de skal, reserverer jeg ofte en seng samme morgen eller dagen før. Systemet med reservation har både fordele og ulemper.
I Spanien oplever man ofte, at pilgrimmene farer afsted af frygt for ikke at få en seng. Nogen går i panik og tager taxa. Det undgår man i Frankrig, hvor pilgrimme tit bruger hele dagen på at gå. De har god tid til pauser, besøg af kirker og andet undervejs.
Omvendt skal man planlægge så meget, hvis der skal reserveres i forvejen. Den ubekymrethed, der skulle være en del af pilgrimslivet, ændres af daglig planlægning og der bliver ikke plads til impulsivitet. Hvad nu, hvis benene ikke vil en dag, eller byen man ender i, måske ikke lige var sagen, og hvad, hvis der netop den dag er 5 kilometer mere i benene. Så føler jeg mig bundet af reservationen og må blive, hvor jeg nu er, sådan er det bare. Altså både fordele og ulemper.
Så for mit vedkommen kun en reservation i forvejen, nemlig til første nat. Jeg har altid fået en seng at sove i, nogle enkelte gange har der været optaget første sted, jeg forsøgte mig, men så var der plads det næste. Kun en gang måtte jeg tage 14 kilometer ekstra oven i de 32, jeg havde gået. Den dag var jeg også næsten helt færdig.
c) Udstyret gås igennem, og jeg skifter ud, når det er bydende nødvendigt. I år er det blevet til et par nye vandrebukser og et par nye regnbukser. Rygsækken, der kunne trænge til udskiftning, får en tur til. Jeg køber nye støvlet til hver tur, og jeg går dem til hjemmefra - mindst 100 km på længere dagture flere dage i træk, så jeg kan mærke om alt er, som det skal. Fødderne skal holdes i orden på en tur.
Pakningen ligger stadig et stykke ude i fremtiden, men når jeg har min pakkeliste klar, har jeg ingen problemer med at offentligøre den her på bloggen.
d) Der indkøbes guider. I Frankrig er Miam,miam,dodo et must. Her står alt om overnatning, vandposter, ja samtlige services langs hele ruten. Men kortmaterialet og vejbeskrivelsen er - efter min mening - ikke tilstrækkelig. Her foretrækker jeg - enten de store fremrangende franske GR-guider. (de er bare så forbistrede tunge ), eller de rigtig gode Rother Wanderführer, men de har desværre IKKE lavet en guide for min næste tur, Via Tolosana, så på Arles-ruten skal man ty til konkurenten Outdoor, der efter min mening ikke er nær så god. Altså - det har ikke været nogle lette valg, men jeg er endt med Outdoor og Miam,Miam,dodo. Begge bøger er bestilt hjem via henholdsvis en boghandler i Tyskland og en boghandler i Frankrig, lidt besværligt, men sådan plejer jeg at gøre.
f) Nu er det blevet tiden, hvor jeg følger diskussioner om netop Arles ruten på diverse pilgrimsfora, primært via en fransk og en tysk hjemmeside. Det virker som om, at der ikke er mange engelsk-talende, der finder ruten interessant. På pilgrimsfora er der ofte pilgrimme, der har gået ruten, som fortæller om deres oplevelser. Det giver mulighed for at få den ind under huden, samt tage stilling til, om man kan bruge de råd, de heldigvis gerne deler ud af.g) Fysisk går jeg ligeledes i træning. Jeg går længere og længere strækninger daglig, og jeg vælger at gå til mine daglige gøremål i stedet for at tage cyklen, bussen eller bilen. En måned før jeg skal afsted sættes den daglige træning mere i system. Jeg føler, at jeg skal træne mere op til en tur i dag, end jeg skulle for 20 år siden. Jo ældre, jo mere træning.
Fortsættelse følger......., når tiden nærmer sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar