Camino Inglés - den korteste camino

Beretninger fra tyske hjemmesider melder, at der nu er herberger og pile hele vejen på Camino Ingles.
Jeg har ikke selv gået Camino Inglés, som i middelalderen blev brugt af dem, der sejlede til Galicien, gik i land i Coruna eller Ferrol, og derfra gik de ca 100 km til Santiago de Compostella .I middelalderen var det primært englændere, der tog denne vej, deraf navnet. I dag går pilgrimsruten fra Ferrol og tager kun fire dage, så den kan klares på en miniferie eller en forlænget weekend. Herbergerne skulle i følge nedenstående tyske beretning af en af forfatterne bag outdoor guiderne være helt i top. I 2014 gik 7.194 i alt på denne camino.
Jeg bringer her det tyske indlæg, der er sakset fra http://www.jakobus-info.de/ , som jeg tidligere har anbefalet, som et rigtigt godt sted at hente informationer om diverse pilgrimsruter.
Liebe Pilgerfreunde,
ich bin gerade zurück vom Camino Ingles und möchte kurz meine Erlebnisse schildern und ein paar Tipps geben. Also kurz gesagt: Wer "Pilgeranfänger" ist oder nur eben eine Woche Zeit hat, wer die Einsamkeit in typisch traditioneller galicischer Landschaft sucht und in Pilgerherbergen nicht ganz auf Luxus verzichten will, der ist auf dem Ingles goldrichtig! Alles das hab ich gesucht und hier gefunden. Hinzu kam, dass ich absolut ideales Wanderwetter (18-22°C) und ab den ersten Tag an eine ganz nette Pilgerbegleiterin aus Slowenien hatte.
Die vier Herbergen in Xubia, Pontedeume, Betanzos und Bruma sind top, sowohl von der Ausstattung als auch Service und Sauberkeit. Da wir vielleicht von Ferrol aus nur etwa 8 Pilger waren, hatte wir bis auf Bruma diese Herbergen auch fast für uns alleine. Entsprechend ruhig war es auch auf den Wegen. Wir haben uns eigentlich fast nur immer selbst überholt. Die jeweiligen Etappen waren unterschiedlich schwer und auch mal weniger angenehm (oft noch weite Strecken auf, wenn auch wenig befahrenen, Landstraßen). Eine Herausforderung (die erfahrenen Pilger mögen jetzt lächeln) ist die Etappe von Betanzos nach Hospital de Bruma über 27 km und zwei richtig langen Anstiegen. Dafür gab es hier aber auch eine tolle Überraschung: In Presedo hatte erst vor 3 Wochen eine neue Bar aufgemacht, die sich ganz den Pilgern annehmen möchte. Mit schöner Innengestaltung und sehr netten Personal. UND ich durfte als erster Pilger in das nagelneue Gästebuch schreiben.
In Sigüero sind wir im relativ großen Hotel Miras im Zentrum nur zu dritt gewesen. Hatten hier allerdings ein Zimmer zur Straße hin und konnten wegen des Lärms kaum schlafen.
Der krönende Abschluss für mich war diesmal (ausnahmsweise) nicht die Pilgermesse in der Kathedrale von SdC, sondern das Pilgeressen im Parador. Ist echt zu empfehlen, man muss nur früh, mittags oder abends unter den ersten Zehn sein.
Jedenfalls war dieser Pilgerweg trotz der kurzen Zeit und der weiten Entfernung von Mecklenburg aus eine absolut tolles und jederzeit zu emfehlendes Erlebnis.
Schöne Grüße
Reinhard

I går fredag, den 29. maj, kom der 1.379 pilgrimme ind til Santiago

I hele maj 2014 - altså for et år siden - kom der 27.354 pilgrimme til Santiago. Det er endnu for tidligt for mig at sige om rekorden fra i fjor bliver slået i maj i år, da jeg ikke har fulgt pilgrimskontorets hjemmeside dagligt, fordi jeg selv har været på pilgrimsvandring; men det er en kendsgerning, at der stadig er pilgrimme overalt på Camino Frances.

Her over et billede taget for forholdsvis få dage siden på den mindre "trafikkerede" Via Aragonés.

En by på Caminoen

Flere byer langs Camino Frances er grundlagt af pilgrimme i middelalderen og har en særlig historie at fortælle.
Når pilgrimmene i tusindvis i disse dage kæmper sig afsted på Camino Frances går de i fodsporerne efter pilgrimme gennem over 1000 år. Byer som f.eks.Villa Franca, Hospital de Orbigo, Ponferrada og mange andre bærer tydeligt præg af, at det er pilgrimsruten, der har skabt byerne. Det er sjældent at Pilgrimmene har overskud efter en lang dags vandring til at gå på opdagelse i de mange pilgrimsbyer, der i disse dage summer af pilgrimsliv på torve og cafeer langs ruten.
Men tager du lidt kortere etaper - bare en gang imellem - kan der måske blive kræfter til at gå på opdagelse i f.eks. en fantastisk by som Estalla, eller som den hedder på baskisk Lizarra.
Byen er grundlagt i 1090, netop da pilgrimsstrømmen fra Frankrig var taget til år for år - de dengang - seneste 100 år. Mauerne var stadig ved magten i det meste af det nuværende Spanien, og kristne konger fandt det nødvendigt at sikre pilgrimsvejen til Santiago ved anlæg af byer med stærke forsvarsværker. Dertil kom broer over floderne, hospitaler til overnatning for pilgrimme, samt kirker til messer og anden åndelig føde. Alt findes i Estella.

I dag kan man beundre flere meget flotte romanske kirker - ikke mindst San Pedro de la Rúa, der også har en klostergård, der er et besøg værd, ligesom byen har et imponerende slot, Palacio de los Reyes de Navarra, der i dag er indrettet til museum.  .På toppen af byen finder man en kopi af Notre Dame de le Puy, der her meget naturligt hedder Nuestra Senora del Puy. Madonastatuen er formentlig oprindelig lavet franske pilgrimme, der slog sig ned i byen. Der lå først en barokkirke på toppen til at huse Vor Frue af le Puy, men i 18-tallet blev den afløst af en stjerneformet kirke, der nok er mere interessant end egentlig smuk. Uanset hvordan, er det fascinerende, at Le Puy 800-900 km mod nord og i dag Frankrigs pilgrimsby nr. 1, idet tusindvis af pilgrimme hvert år starter deres tur til Santiago, netop herfra, er forbundet med en by på den anden side af Pyrenæerne takket være caminoen. Begge byer skylder Sankt Jakob deres nuværende udsende og specielle historie.

Øverst et billede af byen set fra toppen ved Notre Dame le Puy. Dernæst et billede af den fantastiske klostergård bag San Pedro. Og endelig nederst et billede af madonastatuen, som kan ses i en større størrelse i le Puy.

28.467 pilgrimme i Spanien hjulpet på vej i 2014

Netværket af frivillige, der hjælper pilgrimme i "nød" har haft rigeligt at se til.
Alt fra små skader på ben og fødder til uvejr i bjergene har ført til en række hjælpeaktioner, hvor pilgrimme i Spanien på vej til Santiago har nydt godt af det store korps af frivillige med forskellige opgaver fra sundhedspersonale til dem, der kører i bjergene for at hjælpe pilgrimme i dårligt vejr, eller andre, der på den ene aller anden måde hjælper pilgrimme.
Der har i alt i 2014 været 2.701 udrykninger, ligesom mange pilgrimme har kunnet hente hjælp på "pilgrimsskadestuer" eller andre pilgrimskontorer, når de har haft behov. Grupperne af frivillige har lavet statistik og er kommet frem til, at 28.467 pilgrimme har søgt hjælp i 2014, hvor der i alt kom over 237.000 pilgrimme ind til Santiago. Det er altså mere end hver 10 pilgrim, der har haft brug for hjælp.
Der har været ekstra ryk ud i vintermånederne, hvor mange pilgrimme har været undsat på grund af dårlig vejr. På særligt udsatte steder tager de frivillige selv på inspektion for at se, om der er hjælp behov. Det foregår som regel på cykel.
I beretninger står der ligeledes, at enkelte pilgrimme har ringet og bedt om hjælp, fordi de var faret vild. Det kan selvfølgelig ske, selvom de fleste pilgrimmes erfaring går på, at der er så mange gule pile overalt, så det nærmest er umuligt at gå væk fra stien uden at være advaret.

Her et mindemærke for en pilgrim, der ikke klarede det. Der dør hvert år pilgrimme på vej til Santiago. Det sker - men sjældent - ind i mellem i en ulykke. De fleste dør af sygdom.

Rygsæktransport, taxi og bus - er det pilgrimsvandring ?

Debatten om, hvem der er "rigtige" pilgrimme florerer i perioder på stort set alle pilgrimsforaer i Europa. Her i foråret har der været en lang livlig debat på en af Tysklands mest læste pilgrimshjemmesider: http://www.jakobus-info.de/
I år vil formentlig mindst 1/4 million pilgrimme melde sig på pilgrinmskontoret i Santiago og bede om et compostela - bevis på pilgrimsfærden. Men er de pilgrimme alle sammen. Langs Camino Frances, hvor langt de fleste pilgrimme går, er antallet af reklamer for taxi'er steget kraftigt i de senere år, og her i denne måned så jeg en ny variant: Bar-Bus 200  meter ! med en pil ud af Caminoen, på en strækning, hvor det lige havde gået lidt opad.
Og det er da også en kendsgerning, at der er kø af pilgrimme ved busstoppestederne om morgenen - alle steder i retning mod Santiago. Nogen haltende på grund af vabler, andre fordi de ikke lige føler sig i form den dag.
Jeg tror afgjort, at der er mange "selvbedragere" på jakobsvejene, som bilder sig selv og andre ind, at de går til Santiago. For nogle år siden oplevede jeg på Via de la Plata, hvordan en (meget stor) håndfuld pilgrimme, hver morgen tog bus eller taxi til få kilometer før næste herberg, og jeg hørte endda et ægtepar fra Hanover sidde på en fortorvscafe i Santiago efter ankomsten og prale med, at de havde gået 1.000 kilometer på 31 dage fra Sevilla til Santiago uden at fortælle, at de havde taget størstedelen af turen i bus og taxi. De stoppede først deres enetaler om egne bedrifter overfor tre trætte, men lykkelige yngre tyske piger, der havde gået fra Burgos, da de fik øje på mig, som personligt havde set dem både ved stoppestedet og flere gange i

taxi. Hvorfor ? Jeg har ikke svaret, men ærligt talt. Kan det undre, at Caminoen tiltrækker alle typer, når det nu er blevet så populært, og at der årligt er omkring 250.000 på stien alene i Spanien. Dertil kommer alle dem, der går i først og fremmest Frankrig, men også andre steder.
De fleste pilgrimme går. I april kom der 17.722 (det er 450 flere end i april 2014) ind til Santiago - altså langt over 500 om dagen i gennemsnit. Og så mange står der altså ikke ved stoppestederne hver dag. Der var en lille smule flere mænd end kvinder. 56 % var mellem 30 og 60 år, 15 % over 60 år, og over 1/3 oplyste, at de gik af religiøse grunde. Hvis antallet af pilgrimme fortsætter med at stige, vil der også blive mere run på busser og taxi.
Jeg skal medgive, at det er surt at gå i regn en hel dag; vide med sig selv, at man var en af de første, der gik ud af herberget om morgenen; for efter 30 kilometer at komme frem til et herberg, hvor der kun er overkøjer og koldt vand i bruseren eller i værste fald fuldt besat af bl.a. dem, som gik ud efter en selv, og som nu sidder friske og veludhvilede og drikker øl, fordi det meste af turen har foregået i bus eller taxi.

Debatten vil nok fortsætte i det uendelige. Men når jeg går i den lange uendelige slange/kø af pilgrimme på vej til Santiago, kan jeg konstatere, at mange tusind mennesker på Caminoen kaster sig ud i en søgen mod nye mål, som måske giver den enkelte en ny højere mening med tilværelsen. Ja, og når jeg ser det; glæder jeg mig.
På pilgrimsstierne i Frankrig ser man stort set ingen pilgrimme, som tager taxi eller bus. De fleste går for at gå, og de fleste slutter turen før eller ved grænsen til Spanien. Dernæst kan man de fleste steder bestille overnatning i forvejen, og det betyder, at jagten på en seng ikke er så intens som i Spanien. Pilgrimmene giver sig rigtig god tid i løbet af dagen og ankommer som regel sent til overnatningsstedet.
Da regnen en dag - på en af mine pilgrimsvandringer i Frankrig - væltede ned, og stien var så mudret, at den syntes ufremkommelig, besluttede jeg mig for at gå af en mindre asfaltvej i stedet. Jeg vil ikke sige, at franske Carmen var forarget, men hun kiggede på mig, da jeg vendte om og gik en anden vej, og sagde: JEG tager stien !, og da jeg var knapt 3 kilometer fra næste by, stod vandet ned i endnu større mængder. En sød yngre kvinde stoppede bilen og sagde: Vil De ikke med ?
Nej tak, svarede jeg tappert. Men fortrød senere, da regnen fortsatte, og der var over 5 kilometer til byen og ikke knapt 3, som jeg troede. Bon Courage, sagde den søde chauffør, og rullede vinduet op igen. Merci, svarede jeg og marcherede videre i regnen.

Kirkeliv på franske pilgrimsruter

Der er færre åbne kirker, men trods det mange imødekommende ordensfolk langs de franske jakobsveje, Chemin Saint Jacques.
Camino Frances, den franske rute i Nordspanien, går igennem mange pilgrimsbyer, hvor der er messe næsten hver aften, mange steder med pilgrimsvelsignelse. Ligesom menigheder holder landsbyerkirker og kapeller åbne i løbet af dagen til glæde for de pilgrimme, der gerne vil aflægge et visit.
Sådan er det ikke på de franske "caminoer", selvom man med lidt held har mulighed for at deltage i messer, tidebønner eller rosenkransandagter i gennemsnit hver anden dag på de to mest benyttede pilgrimsstier, Le Puy-ruten til Saint Jean Pied de Port og Arles-ruten til Somportpasset.
Der findes også meget gæstefrie klostre undervejs, ligesom der - især på Le Puy-ruten - findes aktive lægfolk, som driver herberger - nogle af dem i egne hjem.
Jeg har her taget eksempler på tre - meget uens - klostre ud, hvor man - efter min opfattelse - har en særlig atmosfære til glæde for pilgrimmene. De tre klostre er meget forskellige. Et med plads til 100 pilgrimme, et andet med 50 munke og få pilgrimme, og igen et minikloster, der kun synes til for pilgrimme.

1) Le Puy-ruten:  Sainte-Fey de Conques er det officielle navn på klostret med munke af den for mange danskere ukendte orden, præmonstrantesere. Navn efter det første kloster Prémontré i Nordfrankrig. De 7 munke og de utallige frivillige tager hver dag mod op til 100 pilgrimme, som indlogeres i store sovesale, der er tilbud om deltagelse i munkenes Vesper, aftenbøn ( der ofte foregår på flere sprog), samt fællespisning både aften og morgen. Klostret ligger i fantastisk kulise af en midleralderby - vel nok Frankrigs mest velbevarede, der da også bruges i et hav af film, der skal foregå i middelalderen. Conques ligger som den 9. eller 10. etape efter Le Puy ( og er endestation for en del franske pilgrimme ).  Stemningen i klostret er noget helt for sig. De frivillige tager sig af al det praktiske, mens munkene "underholder" og taler med pilgrimme. De må have et særligt gen, siden de hver dag kan tage hjerteligt imod nye mennesker og sende dem glade afsted igen næste morgen. Det er muligt (hvis der er plads) at købe dobbeltværelse for en nat, men det koster lidt ekstra.
Der er andre klostre på ruten og ordensfolk på ruten, der er et besøg værd. Jeg kan bl.a. nævne barmhjertelighedssøstrene i Moissac og Carmelitersøstrene i Figeac.

2) Arles-ruten: Benediktinerklostret l'abbaye Saint-Benoit d'Calcat i Dourgne ca 3 etaper før Toulouse. Ærgerligt, at der ligger to beneddektinerklostre - et nonne og munkeklostre - få kilometer fra hinanden. Vi måtte vælge. Da vi nærmede os klostret kom en venlig mand ud af sit hus og gav min medpilgrim blomster. Vi faldt i snak, og han fortalte begejstret om den særlige atmosfære i det kæmpestore munkekloster med over 50 munke.

Da vi kom ind i klostergården blev vi mødt af en meget gammel munk, der fortalte om klostret, og videre oplyste, at han nu boede på sygeafddelingen, hvorefter at han tilkaldte portnermunken, der ligeledes gav sig god tid og spurgte til vores pilgrimsgang, før han tilkaldte gæstemunken, der indlogerede os i et tomandsværelse med eget bad og toilet, samt rent sengetøj, håndklæder o.s.v. Han viste os vaskemaskine og tørretromler til fri afbenyttelse og indbød til at deltage i vesper, aftensmad, morgenbøn og morgenmad. Hvis vi kunne, måtte vi meget gerne betale - for det hele - 20 Euro pr. næse.
Munkene sang som et bedre operakor, udviste en gæstfrihed langt ud over det normale og skabte i det hele taget en fremragende atmosfære. Manden, der havde givet min medpilgrim blomster, havde helt ret. Der var fantastisk vesper, meget velsmagende vegetaraftensmad med god vin, morgenbøn og morgenmad, før vi drog videre med alle velsignelser til vores videre færd. En fantastisk oplevelse. Vi var kun 5 pilgrimme den nat i klostret.

3) Arles-ruten: Notre Dame de Sarrance. Et kloster, der slet ikke ligner de andre, selvom det også er en præmonestrans, der residerer i Sarrance, der ligger som næstsidste overnatning inden Col de Somport. Her tog unge mænd, frivillige, imod. I klostret er der een munk, den meget karismatiske frère Pierre, der har en særlig evne til at være utroligt nærværende. Hans aftenmesse med en munk (ham selv), samt en pensioneret italiensk-fransk præst, der synes, at bo der, som medcelebrant, var en inderlig oplevelse, hvor hver enkelt pilgrim følte, at han talte netop til dem. Bagefter var der fællespisning og meget munter pilgrims snak. Alt sammen til nærmest symbolsk betaling.

v

I Frankrig er mange kirker på landet desværre - ligesom i Danmark - lukkede. Og selv om der står et telefonnummer, som man kan ringe til, hvis man gerne vil ind i kirken, er det de færreste, der benytter sig af det. I  byerne er stort set alle kirker åbne, men der er som regel kun hverdagsaftenmesse i en af dem. Flere steder giver præsten pilgrimsvelsignelse, når han ser pilgrimme i kirken.

Lidt om Via Tolosana ( + Camino Aragones), ialt ca 950 km

Gr. 653, Via Tolosana går fra Arles i Frankrig til Puente la Reina i Spanien.  De 800 km på den franske side af grænsen, hvor rutens mest almindelige navn er Chemin Arles, og de ca 150 km. i Spanien , Camino Aragones.
Jeg har gået denne jakobsvej i april-maj 2015 og har lagt denne beskrivelse under Europæiske Pilgrimsveje.

Her under en kort beskrivelse af ruten:

Jeg har ikke det nøjagtige antal pilgrimme, der går denne rute, men det er langt færre end på en anden fransk pilgrimsvej, Via Podensis/Le Puy-ruten.  Da jeg fik mit pilgrimspas i Katedralen i Arles fortalte personalet, at  antallet af pilgrimme steg stødt, men langsom år for år. Til messen i Katedralen om aftenen så vi (to danskere) kun en anden pilgrim, og på det første overnatningssted efter Arles, der hedder Saint -Gilles, sov vi  7 pilgrimme ( og det viste sig at være et højt antal). Vi sov alene på herberger flere gange undervejs. Først efter Toulouse tog pilgrimstrafikken til for at stige stødt indtil vi ramte Camino Frances i Obanos, hvor det var lidt af et "kulturchok", at der var pilgrimme overalt.

Chemin Ales er meget afvekslende. Ved Arles går man af diger gennem det øverste af Rhone - Carmague-deltaet med frugtbare marker under vandstandsniveauet  i Petit Rhone, som man følger. Dernæst går turen gennem kæmpebyen Montpellier, hvor samtlige guides foreslår, at man tager bussen ud og ind af byen, fordi det 1) er svært at finde rundt, og 2) ruten ikke er særlig spændende - tværtimod. Selve Centrum har mange seværdigheder og - for pilgrimme - ikke mindst en spændende katedral, hvor de kender alt til pilgrimme og er meget hjælpsomme, giver stempel og fortæller om kirken.

Herefter går turen - rigtig meget op og ned - gennem den sydligste del af Centralmassivet med udsigt til både Pyrenæerne og Middelhavet. Flot men anstrengende. Stierne er tit meget smalle og kan - især i og efter regnvejr - være vanskelig passable, men de er stort set overalt meget vel afmærkede. Jo, jeg fik våde tæer.

Turen gennem Toulouse kan klares langs kanaler ( ikke officiel rute, men foreslås af flere guides). Herefter kommer der langt flere pilgrimme, inden det omkring Lescar ( ved Pau) går rigtig løs. Stigningerne tager langsom til (op og ned, men mest op) og efter den meget smukke by, Oloron-Sainte-Marie,  går det for alvor opad mod Col de Somport af meget afvekslende stier med vandfald, bøgeskove og sne på toppen af bjergene. 

De sidste få meter op til toppen foregik for vores vedkommende i strålende sol og med sne på stien. Der er flere overnatninger op af bjergene, der stiger mindre brat end ved Saint Jean Pied de Port/ Col de Leopeder (1437 meter) . Til gengæld skal man længere op, nemlig til 1640 meter. Turen op, der tog tre dage, var for de pilgrimme (jeg mødte eller fulgtes med) og jeg selv, en meget stor oplevelse. På toppen er der en bar og et udendørskapel med en Jakobsstatue. 

Begge blev flittig besøgt og brugt den halve til hele time, vi nød "sejren" , inden vi i rask trav gik 5-6 kilometer ned af bjerget til 1192 meters højde for at overnatte. Stien er meget forskellig på hver side af grænsen. I Frankrig meget frodig med skove. I Spanien mere gold.

På toppen skifter ruten navn til Camino Aragones, hvor man følger floden Aragones det meste af vejen, landskabet er mere kendt (nordspansk).  Der er - i modsætning til i Frankrig - aftenmesser stort set hver aften, og der er kommet flere spanske pilgrimme til, så man overnatter  8-10 pilgrimme på de samme herberger.

Der er enkelte, men til gengæld fantastiske klostre på den franske side, der modtager pilgrimme, som konger. Nogle byer har stadig en (meget) gammel præst, som er meget imødekommende, når han ser pilgrimme ved aftenmessen.

Der SKAL både gives pilgrimsvelsignelse og snakkes.  Jeg har andre steder lavet indlæg om at gå i Frankrig. Jeg vil prøve at opdatere disse indlæg og lægge dem et mere permanent sted. Pilgrimslivet er forskellig før og efter Pyrenæerne. Jeg holder meget af begge oplevelser. MEN skal jeg give Arles-ruten karakter, så vil min anbefaling være:
Først Le Puy, derefter Arles. Le Puy vil for mig stadig være nr. 1 i Frankrig.

Hvad koster det at gå Caminoen ?

Det kan stadig med sparsommelighed lade sig gøre for under 30 Euro om dagen, men de fleste bruger mere.
Hvad koster det at gå Caminoen ? er et spørgsmål, som jeg ofte får. Og svaret er svært at svare præcist på, men er man meget sparsommelig og ikke kommer ud for uheld undervejs, kan det efter min vurdering stadig lade sig gøre at gå i Spanien - herunder på Camino Frances - for under 30 Euro om dagen.
I Spanien og Portugal kan man som regel finde overnatning til under 10 euro i snit pr. nat. Her i 2015 ligger prisen på  mellem 5 og når det går højt 8 Euro euro på fleste kommunale- og kirkelige herberger, ligesom nogle få steder stadig er "donativo" - det vil sige, at man lægger det, man synes, i en bøsse ved udgangen. En pilgrimsmiddag koster i omegnen af 10 euro, og så kommer der lidt udgifter på til kaffe og andet undervejs. Jeg vil tro, at man stadig kan klare det for under 30 euro om dagen, hvis man vil. I Frankrig, Tyskland, Østrig og Italien er det noget dyrere, med Italien som langt det dyreste sted at gå. Jeg kan her oplyse, at jeg altid drikker vand fra hanen eller diverse kilder og vandposter undervejs, så jeg bruger IKKE penge på vand, som jeg ved at andre gør.
Her et eksempel på samlet forbrug på 35 dages vandring + to dages transport til og fra, ialt 37 dage fra april-maj 2015, hvor jeg gik fra Arles i Frankrig til Logrono i Spanien ( 25 dage i Frankrig og 10 i Spanien)
På ruten har jeg i alt brugt 1591 Euro, det giver 43 Euro pr. dag incl. alt - også nye sokker. I Frankrig har jeg boet på en kombination af billige kommunale/kirkelige herberger, hvor jeg nogen gange selv har lavet mad, samt på private herberger/bondegårde med halvpension til en normalpris på 30-35 Euro for seng, aftensmad og morgenmad ( På kirkelige herberger helt ned til 20-25 Euro). Jeg har sovet nogle nætter på hotel, hvilket straks hæver gennemsnitprisen væsentligt. Havde jeg boet på herberg hver nat, ville beløbet være lavere. Et dobbeltværelse på hotel kommer let op på 60-70 Euro. Dertil kommer spisning. Så en hotel-dag er langt over gennemsnittet.
I Spanien har jeg boet på både herberger og mindre hoteller. En af "fritidsfornøjelserne" for undertegnede ved at gå i Frankrig er de "civiliserede middage" med fire -fem retter mad, herunder et rigt udvalg af lokale oste. Derfor det - for en pilgrim - forholdsvis høje beløb. Det kan gøres billigere uden at jeg tør sætte tal på.
Transport: SAS-billet, København - Geneve: 399 kr. , tog Geneve - Arles: 234,75 kr, (31,30 Euro) - Retur: Hurtigbus, Pamplona - Madrid Lufthavn 120 kr. (16 Euro), Air Berlin: Madrid-Berlin - København: 684 kr. - Transport i alt til og fra Jakobsvejen: 1.437,75 kr. Det giver en samlet pris for 37 dages pilgrimsfærd på lidt under 13.400 kr for en person. Jeg har ikke medregnet udgifter til nyt udstyr, som jeg skal supplere hver gang jeg skal afsted, ligesom hver tur kræver nye støvler.
(Informationerne i denne artikel kan også læses under Praktiske Oplysninger her på bloggen, så de er nemmere at finde. Her har jeg også lagt min seneste pakkeliste ind.)
Her et billede af fællesspisning på Herberget i Ares på Camino Aragones i Nordspanien, hvor der stadig er "Donativo".

Engelsk oldemor på Caminoen

Et tilfælde lærte engelske Edna Moody, at der er noget som hedder "Compostela"
En pilgrimsvandring er fyldt af mange gode bekendtskaber, og nogle gange fører det endda til langvarige venskaber, hvor den fælles interesse for pilgrimsvandring kan være drivkraften.  De mennesker, som hjælper pilgrimmene undervejs, herbergbestyrer eller andre, brænder sig tit fast hukommelsen på grund af hjertelighed og hjælpsomhed. Dagens hovedperson her på siden hører til sidstnævnte kategori, og hun har en ualmindelig historie at fortælle.
Edna - ja vi kom fornavn - var mangeårig pubejer lidt uden for Manchester, mor, bedstemor og oldemor, beskæftiget med hårdt arbejde døgnet rundt. Da hun for 9 år siden følte sig lidt udbrændt, kom der en mand forbi og ville købe hendes pub. Hvorfor ikke tænkte hun, men hvad så ? Der skal ske noget helt nyt. I et tilfældigt blad så hun, at en gammel fransk nedlagt landevejskro i en lille flække, L'Isle-de-Noé, ca 25-30 km uden for Auch var til salg. Hvorfor ikke. Beslutningen blev truffet, selvom Edna aldrig havde sat sine ben i Frankrig og ikke kunne et ord fransk. Hun flyttede ind - i den alt anden end modernisere bygning - og opgav hurtigt at lave kro igen. Men to år efter bankede det en regnfuld forårsaften på døren. En italiener med rygsæk spurgte, om Edna kendte pilgrimsherberger  eller anden overnatning i landsbyen. Pilgrimsherberg, hvad er det ?, men der var da stadig 8 værelser med gamle senge ovenpå den meget store krostue, der i dag var både køkken, stue og opholdsrum for hende selv. Du kan da sove her, sagde den ældre kone til den italienske pilgrim, som fortalte hende, at han var på vej til Compostela.
Compostela, Hvad er det ? Aldrig hørt om det før, men efter en kort forklaring, fandt hun på noget nyt. Hun ville tage mod pilgrimme og give dem mad og husly. Og det har Edna, så gjort siden 2008.
Og hun er en festlig dame. Jeg blev modtaget med kaffe og pandekager, da jeg for nogle uger siden bankede på. Hun har kun tomands- og enmandsværelser, så hver pilgrim eller pilgrimspar kan få sit eget. Der serveres aperitif, fransk inspireret mad (lidt har jeg jo lært, selv om mit franske sprog ikke er helt godt) og rødvin ad libitum med en lille skarp efter maden. Ja,fortiden fornægter sig ikke. Pris for værelse, bad, samt alle mad og drikkevarer incl morgenmad, 30 Euro pr. næse.
Det er vel nok afslappenede at have pilgrimme. De dukker først op hen ad eftermiddagen og senest ved 21,30 tiden er alle sammen gået i seng. Og om morgenen er de allesammen ude af døren længe før kl. 8. Sådan var det ikke på pub'en. Der skulle jeg arbejde fra tidlig morgen til langt ud på natten. Og pilgrimme, ja de  har næsten alle sammen - også - gode historier at fortælle. Jeg nyder at være pilgrimsvært.
Jeg mangler at fortælle, at hun i første omgang navngav sit pilgrimshus Gite Chez les Moody Blues. Det passede jo meget godt til en Pub, men ....., så efter kort tid fandt hun ud af, at Chez Edna nok passede bedre til et pilgrimsherberg.
Det giver vel sig selv, at vi 6 pilgrimme ( 3 franskmænd, 1 amerikaner, samt 2 danskere), der sov samme nat hos Edna, fik et ualmindeligt fornøjeligt og underholdende ophold.
Det er Edna, der sidder for bordenden:

En anden start på den franske rute, Camino Frances

Kun få pilgrimme vælger Somportpasset i stedet for Napoleonsruten ved Saint Jean Pied de Port.
Hvis du har prøvet at gå over Pyrenæerne ved Saint Jean Pied de Port af Napoleonsruten til Roncesvalles var det måske en ide for dig at prøve den anden tur over, nemlig slutningen af via Tolosana og videre af Camino Aragones.  Der er væsentlig færre, der går den vej over, men nok til at der er rigtigt pilgrimsliv på ruten.
Via Tolosana ( som jeg vil skrive mere om i den kommende tid) begynder egentlig i Arles, derfra videre over Montpellier, Touluse, Auch, kanten af Pau til Oloron Sainte Marie og videre direkte syd -over Pyrenæerne. Da de færreste har to måneder til en pilgrimsfærd, kan man f.eks. starte i Lescar (den gamle katedral by, der i dag reelt er en forstad til Pau) eller i Oloron Sainte Marie. Man kan få pilgrimspas på turistkontoret i Lescar, der også står for herberget. Fra Lescar er der 4 etaper til toppen af Somportpasset, og man kan med fordel overnatte i Oloron Saint Marie (splinternyt herberg, der drives af pilgrimsvenner), Sarrance ( i et lille kloster, måske ikke så rent, men med en fantastisk stemning og en meget karismatisk frére Pierre som vært, sammen med unge frivillige), og dernæst i et - lidt sterilt - men nyt kommunalt herberg i Urdos.
Turen op gennem Pyrenæerne er naturmæssigt helt anderledes end turen til Rolandspasset (Roncesvalles/Orreaga). På den franske side går det opad gennem frodige bøgeskove, man passerer et utal af små bække og lidt større vandløb (smeltesne), mens naturen er langt mere gold på den spanske side, men ligeledes med vandfald og flotte scener. Da jeg gik over i første halvdel af maj foregik det i flot solskin, og på den sidste del med sne langs stien og en enkelt sted til sidst gennem et stykke på ca 30-40 meter med sne på selve stien.
En del pilgrimme (stadig ikke mange) begynder deres tur på toppen af selve passet, der kan nås med bus - fra Frankrig gennem en tunnel til Spanien og op, og fra den spanske side med bus hele vejen. Det betyder, at pilgrimstallet stiger, når man når toppen, men der er rigelige med herberger og anden overnatning hele vejen. Jeg boede ikke på et eneste fyldt herberg, før jeg ramte Camino Frances lidt før Puente la Reina.  På den spanske side er der ca 6 etaper, før man møder pilgrimsstrømmen i Obanos umiddelbart før Puente la Reina.
På den franske side går man mest på - ikke spor farlige - men smalle bjergerstier. Nogle steder skal man hoppe en del for at komme tørskoet over vandløb. På den spanske side er stien på spansk vis sat i stand med trapper ned af stejle skrænter, pilgrimsgangbroer over vandløb, gelænder på smalle steder o.s.v. Spanierne gør meget ud af deres pilgrims-caminoer. Stien er på begge sider godt afmærket. To steder på den franske side er der dog særlige forhold, så får du lyst til at tage turen, så send mig en mail, så skal jeg nok forklare nærmere.
Her under lidt billeder fra begge sider af grænsen.

Og i går, fredag kom der 1.257 pilgrimme ind til Santiago, så der er ikke noget at sige til - som jeg skrev i går - at man ser pilgrimme alle steder langs Caminoen i hele Nordspanien.

Pilgrimme alle steder

Uanset, hvor man er langs Camino Frances lige nu, er der pilgrimme at se - overalt.

Jeg har aldrig set så mange pilgrimme som nu, sagde en bagerkone i den lille by, Lorca, mellem Puente la Reina og Estalla her forleden morgen. Og der er også pilgrimme så langt øjet rækker, når man bevæger sig ud på "caminoen" i disse dage. I går kom der 1004 pilgrimme ind til Santiago, og det virker da også som om, at der er mellem 500 og 1.000 pilgrimme på hver eneste etape fra Saint Jean Pied de Port til Santiago netop nu. Pilgrimstoget bevæger sig fra tidlig morgen til et stykke ud på eftermiddagen i en nærmest uendelig lang række, for om aftenen at blive afløst af bytorve, fortorvscafeer, græsplæner ved herberger fyldt med pilgrimme - mange af dem med tæer og fødder pakket ind i sportstape, compeed eller hvad det nu er.

Er det bare for meget, som nogen synes at mene, når man læser debatterne på diverse pilgrimshjemmesider. 

Sagt med det samme. Denne artikels forfatter synes det ikke. Det er bare noget andet. Jeg har de seneste fem uger gået - først på Arles ruten, dernæst videre af Camino Aragones for at ramme den franske i Obanos. Oplevelserne er meget forskelig, men jeg synes stadig, at mødet med Pilgrimshavet i Obanos er en urtrolig positiv oplevelse. Jeg prøvede det samme i fjor efter 800 km. på Le Puy ruten, hvor "Pilgrimsbomben" kom i Saint Jean Pied de Port. 

Der er overalt fyldte herberger, fyldte cafeer og man skal nærmest sige DYT for at komme frem på stien. Ja, men langt de fleste pilgrimme er søde, hjælpsomme og positive overfor det hele. Jeg synes, at man skal glæde sig over, hvor flot det er, at så mange mennesker forsøger at finde en mening med tilværelsen. Her under lidt billeder, der viser, hvordan der ser ud på den franske her i maj. Øverst et billedet fra aftenmessen i Los Arcos for et par dage siden, hvor næsten 100 pilgrimme var til aftenmesse og velsignelse.

Jeg vender de nærmeste dage tilbage med artikler om at gå i Frankrig, den helt fantastiske tur over Somport-passet og Camino Aragones.

Den galiciske regering vil give alle overnatningssteder karkterer

Ideen er, at hvert herberg skal tildeles et antal stjerner, der viser standarden.
Den galiciske lokal regering er gået i gang med at registrere og bedømme alle herberger i regionen. Dekretet omfatter også hoteller, lejlighedshoteller, badehoteller og moteller, der gennem et nyt registreringsystem skal have stjerner efter standard. Men det helt nye er, at alle herberger, der ligger op til 3 km fra Jakobsvejene skal indrulles i det nye system. Om det også gælder kirkelige, og non-profit herberger, kan jeg ikke læse af artiklen, der omtaler herbergerne som Los albergues Turísticos. Det kunne virke som om "dekretetet", (som det hedder på spansk) alene gælder privatdrevne herberger.
Det ligger fast, at hele ordningen skal være på plads og brugbar for pilgrimmene fra næste sommer.

Botafumeiro

Jeg har skrevet flere historier om kæmperøgelseskaret i Santiago, Botafumeiro. Denne historie er primært skrevet, fordi det gav anledning til at bringe dette fantastisk billede. 

Den nuværende Botafumeiro er ikke så gammel som man tror. Den er lavet i 1851 og afløste en Botafumeiro fra 1604, hvor den remskive, der bærer den nuværende Botafumeiro også er fra. Men de første kæmperøgelseskar er meget ældre. Man ved ikke præcist, hvor gammel, men den første blev hængt op Katedralen i Santiago en gang i 1100-tallet. Den skulle symbolisere pilgrimmenes bøn, og røgelsen skulle bortjage plager og epidemier sammen med helgeners forbøn. Brugen af røgelse er en af de symboler, som den nye kristne kirke i Oldtiden tog med fra jødedommen, og med et citat fra Davids samler, at "bønnen bør nå Gud som denne røgelse gør det" blev røgelsen også symbol på sammenhængen mellem Det gamle og Det nye Testamente.
I Santiago bliver Botafumeiro i dag brugt i slutningen af messen - efter velsignelsen, og er i dag en turistattraktion i sig selv. Billedet ovenover med traditionelle kirkegængere, pilgrimme og turister er en meget sigende illustration af selve oplevelsen "at sidde under Botafumeiro, når han svinger".
Jeg kender desværre ikke navnet på fotografen. Billedet er fundet på nettet.

Live billeder fra Katedralen og O Cebreiro

Er du på vej af den franske rute Camino Frances kan du smugkigge via op til flere Webcams undervejs. Herunder et par link.
Der er en hovedrenovering til mange millioner kroner af den store vestfacade af Katedralen, der ofte danner baggrund for netop ankomne pilgrimmes vigtige selfie i Santiago. Du kan se arbejdet med restaureringen, samt følge omgivelserne foran katedralen på denne adresse http://www.crtvg.es/crtvg/camaras-web/praza-do-obradoiro  Hvis du hellere vil "en tur ind i Katedralen"; følge messen eller se det store røgelseskar i sving, kan du se med her:  http://www.crtvg.es/crtvg/camaras-web/catedral-nave-lateral         Og på toppen af O Cebreiro, hvor landevej og sti mødes, er der også sat et webcam op. Det burde kunne rammes via denne hjemmeside:  http://www.crtvg.es/crtvg/camaras-web/o-cebreiro   Men selvfølgelig slår det aldrig oplevelsen af at være der selv - med rygsæk og stav.

Camino Frances har uvurderlig betydning for turismen i Nordspannien

I en ny undersøgelse slås det fast, at pilgrimmene trækker mange ikke-pilgrims-turister til.
Med turisttallene for 2014 som grundlag  har regionerne i Nordspanien lavet en undersøgelse af , hvad den mest benyttede af de mange pilgrimsruter i Spanien, Camino Frances betyder for turismen. Og det er næppe nogen nyhed, at antallet af pilgrimme stiger hvert år, hvilke de pilgrimme, der i disse dage bevæger sig på stien mellem Saint Jean Pied de Port og Santiago de Compostella kan konstatere. I år vil et sted mellem 170.000 og 180.00 formentlig gå netop denne vej.
Men det er ikke alene på pilgrimsherbergerne at sengene fyldes op, og der må bygges til for at skaffe plads til alle. Hoteller, restauranter og andre turistmål nyder også godt af de mange pilgrimme, idet mange kommer - ikke for at gå - men for at se på dem, der går og se de kirker og turistmål, som ligger ved Jakobsvejen.
Burgos havde i fjor en stigning i antallet af hotelovernatninger på 17,1 procent, en af nabobyerne, lidt uden for selve pilgrimsruten Palencia kunnne melde om en stigning på 22 procent. Hvilket begge steder er en større stigning end antallet af pilgrimme beretter til. I alt meldte de samlet om 561.000 overnatninger.
I Santiago de Compostella  selv udgør pilgrimmene en stor del af "gæsteovernatningerne i byen", idet 3 ud af 4 overnattende udlændinge var pilgrimme. Flest fra Italien, Tyskland, Frankrig og Storbritanien. Samlet gik over 237.000 af de forskellige pilgrimsruter til Santiago i 2014, og langt de fleste overnattede mindst en nat i byen.
Tidligere undersøgelser i de aller seneste år har vist, at i mange udkantområder er pilgrimmene blevet nærmest uundværlige for lokalområdet. Det store antal pilgrimme, der passerer de små landsbyer dagligt er med til at holde barer, købmænd og andre servicefag i gang, ligesom der flere steder etableres nye barer og laves nye private herberger.

Meget flot fransk pilgrimsbilledserie på nettet

Den franske fotograf Jean-Pierre Musialowski har gået et næsten utal af Jakobsveje.
Jeg ved godt, at der findes rigtig mange gode hjemmesider om pilgrimsvandring til Santiago de Compostella, og det er urtoligt så mange gode oplysninger, man kan finde om netop den rute, man er ved at planlægge at gå. Jeg har flere gange her på siden henvist til diverse pilgrimsforeningshjemmesider, hvor der tit kan hentes megen nyttig praktisk viden inden en ny tur.
Den side jeg her henviser til, er lidt anderledes. Den franske fotograf Jean-Pierre Musialowski går med øjet og hjertet. Han skiver spirituelle tekster og bruger kameraet flittigt, når han går. Det synes jeg, at der er kommet noget rigtig godt ud af.
Men prøv selv at se på hans hjemmeside http://marcheurs.blog.pelerin.info/ og de par billeder herunder, som viser lidt af hans kunnen

Ny pilgrimsrute i Frankrig til minde om Urban den 5.

Den nye pilgrimsrute går fra  Nasbinals (Lozère) til Avignon (Vaucluse) - ialt ca 325 km. Ruten har fået navnet  Chemin Urban V og går gennem Aubrac, de Causses og Cévennes.
Det er en fransk pilgrim, der efter en tur til Santiago, i 2009 fik ideen til at lave den nye pilgrimsvej i forbindelse med 700 året for Pave Urban den 5.s fødsel i 1310. Pave Urban, den 5. var benedektinermunk og blev den 6. pave efter, at pavestolen var flyttet fra Rom til Avignon i Frankrig. Han blev utrolig populær blandt folket, fordi han - formentlig i modsætning til tidligere jagt- og madglade paver - levede et almindelig munkeliv som benedektiner, hvilket ikke behagede datidens magthavere i Frankrig, men som senere betød, at han er den eneste af de franske paver, der er salig/helligkåret.
Han reformerede, som mange både før og efter ham, munkevæsnet fra en - efter hans smag - for verdslig livsstil til de mere oprindelige klosterdyder. Han er historisk mest kendt for sit forsøg på, at forene øst- og vestkirken, hvilket i følge ny historiefortolkning var langt tættere på under hans ledelse end hidtil antaget. Han var pave i 8 år fra 1362 til 70.
Den nye Chemin Urban udgår fra Nasbinal midt på jakobsvejen, Chemin de Saint Jaques, fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port - ikke så langt fra Le Puy. Ruten begynder i det meget naturskønne Aubrac. Ruten har udgangspunkt i klostret Le Monastier-Pin-Moriès, hvor Urban blev præsteviet, og med endemål i Avignon, hvor han virkede som Pave. Planlæggerne af ruten mener, at Pave V må have gået netop denne vej.
Her et billede

hentet på en fransk pilgrimshjemmeside:

Det er endnu begrænset, hvad jeg har fundet om denne forholdsvis korte rute (15-17 dage), men jeg vender tilbage, når jeg ved mere. Jeg har læst om ruten på en af franske spirituelle/kristne pilgrimshjemmesider, og du kan læse mere, samt se en lille film om ruten på dette link:
http://www.pelerin.com/Compostelle-et-autres-chemins/Sur-les-traces-du-pape-Urbain-V, samt læse mere om det praktiske ved ruten via pilgrimsvejens egen hjemmeside: http://www.randonnee-urbain-v.com/ Her tilbyder de også praktisk hjælp, oplyser om e mail, samt telefonnumre.
Ruten følge de vigtigste steder for begivenheder i pavens liv, siger John Paul Peytavin, der initiativtager til denne nye pilgrimsvej: Le Monastier-Pin-Moriès, hvor han blev præsteviet; Mende, hvor han byggede katedralen; Quezac og Bédouès, hvor han grundlagde et kollegium; Grizac, hvor han blev født; Saint-Germain-de-Calberte, hvor han skabte den første Studium, og grundlade seminariet, og selvfølgelig Avignon, hvor han virkere som pave.