Der er i øjeblikket et massivt politiopbud langs Camino Frances efter Astorga.
Mange pilgrimsfora - dog mest engelsksprogede - er i øjeblikket fyldt af bekymrede indlæg fra pilgrimme og eventuelt pilgrimme in spe. Er det sikkert at gå Caminoen ?, lyder spørgsmålet gang på gang. Diskussionerne har taget til igen efter, at mordet på den 41. årige pilgrim Denise Thiem, der pludselig forsvandt fra pilgrimsruten den 5. april i år, er opklaret. Amerikanske pilgrimme har opfordret til buskørsel på strækningen efter Astorga, mens det spanske politi har sat ind med massiv tilstedeværelse langs denne del af ruten.
De mange bekymringer tyder dog ikke på en nedgang i antallet af pilgrimme for årstiden. I går, onsdag, kom der 1.229 pilgrimme ind til Santiago, og antallet af amerikanere er langt større end i fjor. I de nu over 5 måneder efter Denise Thiems forsvinden er antallet af amerikanske pilgrimme steget med ca 1/5 i forhold til samme periode i fjor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar