Hvis du vil gå fra Saint Jean Pied de Port i vinter, skal du tage turen over Valcarslos.
I vinteren 2014/15 var der langt flere vinterpilgrimme end tidligere, der begyndte deres tur i Saint Jean Pied de Port. I november i fjor gik der i gennemsnit 10 over ved Leopoder-toppen (Napoleonsruten) daglig, i december-januar-februar lidt færre, men nok til at rekord mange skulle hentes forkomne ned af hjælpemandskaber på begge sider af grænsen - i flere tilfælde med helikopter. Derfor har myndighederne besluttet at lukke ruten i vintermånederne. Det betyder, at det fra på søndag er forbudt at gå denne vej over indtil 1. april, hvor Napoleonsruten åbner igen. Det er stadig muligt at gå Pyrenæerne over ved grænsebyen Valcarlos, hvor der går en mindre asfalt bilvej parallelt med stien det meste af vejen. Så de der vil, kan gå om vinteren. Langt senere på ruten før O Cebreio er det muligt at skifte til en lidt mindre anstrengende Camino, der hedder Vinter Caminoen, Camino Inverno, som nu skulle være helt veletableret. Men her er der stadig frit valg.
Man skal endvidere være opmærksom på, at flere - især private - herberger lukker 1. november. Men der skulle være herberger åbne nok langs hele Camino Frances til, at de, der har mod på at gå om vinteren, kan finde en seng hver nat.
Og i de seneste dage er antallet af pilgrimme, der når Santiago faldet drastisk i går kom der således kun 373 pilgrimme ind. Men 373 pilgrimm på stien dagligt er altså stadig mange pilgrimme.
lørdag den 31. oktober 2015
fredag den 30. oktober 2015
Donativo herberger på Camino del Norte går sammen
De ni herberger på Camino del Norte, der stadig ikke har nogen fast pris på overnatning, prøver at fastholde "Donativo".
Stadig flere af de herberger, der ikke skal give overskud, men bare løbe rundt med frivillig arbejdskraft, er begyndt at tage en fast lille betaling for overnatning. Det er blevet svært for dem at administrere frivillighedsprincippet, hvor den enkelte pilgrim ved udgangen lægger et beløb i bøssen efter behag. For år tilbage var der rigtig mange Donativo-herberg langs pilgrimsruterne - især den franske, Camino Frances. Men i takt med det stigende antal af pilgrimme, den mere slidtage og flere pilgrimme, der slet ikke har lagt i bøssen, er det ligesom ideen med Donativo-ideen har fået det svært. Nogen steder langs Camino Frances står de fast på denne ide, mest kendt er steder som f.eks. det menighedsdrevne herberg i kirketårnet i Granon, franciskanerlægbrødrene i Tosantos og det engelsk drevne herberg i Rabanal, men der er mange andre eksempler.
Flere herberg har også været udsat for pres udefra, idet hoteller og private herberger mener, at det er unfair konkurrence, at nogle private - oftest katolske - grupper fastholder gæstfrihed for pilgrimme, som det centrale, hvilket betyder, at pilgrimme først søger hen til Donativo-hergerne, der af mange opfattes som helt gratis. Det og problemer med økonomien har fået flere herberg - også non-prifit - til at ændre principperne, så de nu tager en beskeden fast betaling. Nogle kæmper stadig imod denne udvikling, og på Camino del Norte er ni herberger nu gået sammen for at hjælpe hinandenm, udveklse ideer og erfaringer. Det gælder 9 Donativo-herberger i O Bisonte de Maariz, de la Cabaña del Abuelo Peuto en Cantabria, el albergue de La Santa Cruz de Cantabria, Aves de Paso de Penduelles, Casa Belén de Cuerres, La Llamarga, La Ferrería de Amandi, El Reposo del Andayón, el albergue a donativo de Cadavedo og Bodenaya. De har besluttet sig for et årligt møde, hvor de vil drøfte fælles problemer. De understreger i en fælles erklæring, at de opfatter sig som et tilbud , et supplement til restauranter og andre "professionelle" langs Camino del Norte og ikke en konkurrent til dem, som skal leve af det.
Stadig flere af de herberger, der ikke skal give overskud, men bare løbe rundt med frivillig arbejdskraft, er begyndt at tage en fast lille betaling for overnatning. Det er blevet svært for dem at administrere frivillighedsprincippet, hvor den enkelte pilgrim ved udgangen lægger et beløb i bøssen efter behag. For år tilbage var der rigtig mange Donativo-herberg langs pilgrimsruterne - især den franske, Camino Frances. Men i takt med det stigende antal af pilgrimme, den mere slidtage og flere pilgrimme, der slet ikke har lagt i bøssen, er det ligesom ideen med Donativo-ideen har fået det svært. Nogen steder langs Camino Frances står de fast på denne ide, mest kendt er steder som f.eks. det menighedsdrevne herberg i kirketårnet i Granon, franciskanerlægbrødrene i Tosantos og det engelsk drevne herberg i Rabanal, men der er mange andre eksempler.
Flere herberg har også været udsat for pres udefra, idet hoteller og private herberger mener, at det er unfair konkurrence, at nogle private - oftest katolske - grupper fastholder gæstfrihed for pilgrimme, som det centrale, hvilket betyder, at pilgrimme først søger hen til Donativo-hergerne, der af mange opfattes som helt gratis. Det og problemer med økonomien har fået flere herberg - også non-prifit - til at ændre principperne, så de nu tager en beskeden fast betaling. Nogle kæmper stadig imod denne udvikling, og på Camino del Norte er ni herberger nu gået sammen for at hjælpe hinandenm, udveklse ideer og erfaringer. Det gælder 9 Donativo-herberger i O Bisonte de Maariz, de la Cabaña del Abuelo Peuto en Cantabria, el albergue de La Santa Cruz de Cantabria, Aves de Paso de Penduelles, Casa Belén de Cuerres, La Llamarga, La Ferrería de Amandi, El Reposo del Andayón, el albergue a donativo de Cadavedo og Bodenaya. De har besluttet sig for et årligt møde, hvor de vil drøfte fælles problemer. De understreger i en fælles erklæring, at de opfatter sig som et tilbud , et supplement til restauranter og andre "professionelle" langs Camino del Norte og ikke en konkurrent til dem, som skal leve af det.
torsdag den 29. oktober 2015
En hjælper på Caminoen
b>Den britiske veteranpilgrim, David, drager hvert år afsted i en bil langs Camino Frances i flere uger for at hjælpe de pilgrimme, der får fysiske problemer undervejs.
Hvis man et par gange i de senere år har gået hele eller dele af Camino Frances, der går fra Saint Jean Pied de Port til Santiago, kan man ikke undgå at observere de pilgrimme, der allerede efter kort tid har problemer med rygsæk, vabler eller overanstrengelse, fordi de lagde for hårdt ud. En britisk gruppe, der kalder sig "The Society of Pilgrim Friars", og som ikke lægger skjul på deres kristne tilgang til livet, drager hvert år afsted på Caminoen - ikke til fods, men i bil for at hjælpe de mange pilgrimme, der får problemer undervejs. Hvis man vil læse mere om dem, kan de findes på denne hjemmeside: http://pilgrimfriars.org/
Netop hjemvendt fra 7 uger med førstehjælp langs Camino Frances har lægfranciskaneren, David, lavet denne rapport over nogle eksempler på pilgrimsskader, som kommende pilgrimme i et stort omfang kan undgå, hvis de bærer sig rigtigt ad. David giver selv en del eksempler. Det er blandt andet værd at bemærke, at han advarer imod Compeed. En advarsel jeg stort set kan tilslutte mig. Jeg har set en del pilgrimme, der har sat Compeed på - både punkterede og ikke punkterede vabler, hvor det er gået galt. Compeeden har i visse tilfælde flået et stort stykke hud af med et åbent sår til følge, som det er blevet mere end vanskeligt at fortsætte med at gå camino/pilgrimsvandring.
Her Davids rapport, som jeg har hentet på en engelsksproget hjemmeside:
Hi. I am recently back from doing seven weeks first aid. I am usually alone and having the comradeship, help, and support from JennyH94 really enhanced the whole experience for me (especially her wildly irreverent sense of humour that matches mine!). We met many injured pilgrims; Puenta La Reina was a great stop, being just a few days from St Jean, with many pilgrims beginning to fail there - at times the first aid would go on for over four hours non-stop, with Jenny using the torch on her phone as we worked into the late evening.
Anyway ... I have some thoughts about some of the problems I/we met with. These are personal opinions from repeated observation and hands-on experience in the field. Your thoughts may differ from mine but I am not trying to force my point of view, only offering it.
Boots - most foot problems were blisters and mainly to do with the wrong size or ill-fitting boots, as well as ignoring hotspots until it was too late. Boots were frequently laced too tightly and/or were too small. I know this is gender specific but I would say that over 90% of those whose boots were too small were women .. now, I don’t know if this was to do with women wanting their feet to look the right size, or inexperience, but again and again frontally located blisters were women with the wrong size/width boots.
I rearranged the lacing on many boots .... loosening the front section of the laces, with my fist stuffed inside the boot to spread it out, from the front to the third eyelets and then tying a half knot, at those eyelets, and then showing them how to put them on. Kick the heel right back into the boots, tie up firmly so that the rear of the boot is held firmly with the foot, and, with the half hitches at those mid eyelets, the front of the boot never tightens up but stays more open, allowing the toes to move freely.
We also found that many would lace up tight in the morning and leave their boots untouched until they finished walking at the end of the day, ignoring the increasing pain - some did not even know that their feet became larger during the day. One should stop at least every two hours, take the boots and socks off and have a break, then put the socks back on alternate feet (so that seam pressure points are moved) - for many this was the end of their daily discomfort or pain.
Blisters - rascally things! we met pilgrims who were in denial, just hobbling along in pain with terrible blisters and doing nothing about them. We found those who had self-treated poorly and made their situation worse; those who had drained their blister and left cotton thread in there to wick away liquid and then left them uncovered. This is a terrible idea unless you know exactly what you are doing. That sweaty environment inside the socks is a perfect petrie dish for microbes to breed and many had become infected.
There are two points of view here - cover and allow to heal, and drain and cover and allow to heal. Here is the thing. A blister is a burn under the surface of the skin. The body produces the fluid as a cushion but walking on it every day forces the liquid, with each step, to press against the outer edges of the blister under the surface skin - which widens it every day .. the blister gets bigger and bigger.
So I drain them - always. They have to be drained. I use a scalpel to make two tiny V shaped cuts that allows the blister to be completely drained. I then spray antiseptic (to get into all crevices and inside the cut sections) and cover with fabric plasters that have sticky all the way round the edge. I then sometimes fabric plaster on top of that to give more cushioning (I give the pilgrim back-up plasters to keep them going until they get to a pharmacy).
This treatment works well, almost instant pain relief. Why fabric plasters? Because I find that waterproof ones are never sticky enough and they allow the wound to sweat beneath them - so I always use fabric, which sticks well and breathes.
What we found, again and again, were pilgrims who had stuck Compeeds over a growing blister. The Compeed sealed all the way round, the constant pressure of each step enlarged the blister and they ended up in considerable pressure pain - and there was no way I could get the Compeed off without the strong possibility of further harm.
I no longer use Compeeds now, will never use them again. Although I met pilgrims who had self-treated with them and had no problems, our view - remember, we were only seeing the feet of those who came to us for help - is that they cause too many problems. We met pilgrims who hadn’t put them on properly .. dirt had got in, the blister had burst, and they were getting infected.
A Swedish woman: - we had met her before and met her again "purely by chance" on the Camino, another one of those extraordinary Camino ‘coincidences’ - we met her as she was about to walk up onto the Meseta. She was feeling a little dizzy and had put it down to lack of water or the heat. She then said she had a blister problem. The moment I looked at it I said she had to go to hospital. It took us the rest of the afternoon to find a casualty dept (in a small town about 20 miles away).
Her problem was that she had put a Compeed onto a heel blister. The blister had grown over the days of walking until it burst and forced an edge of the Compeed open. Dirt got in and it became infected - what did she do? Just kept walking. When we saw her she had blood poisoning, her ankle had already started to swell. Had we not found her she may have died of that blood poisoning somewhere, going to bed with “just a little fever” and waking up dead. The doctor cleaned it all up, gave her horse-pill sized antibiotics and told her that her Camino was over, she had to go home. The doctor then took me aside and said we had to keep an eye on her overnight and that if she became more ill we must take her to an emergency dept immediately, she was really concerned for her. We did that but she started to become better and the next afternoon we drove her way over to Pamplona and put her on a train home.
This is what had us instantly throw her in the car in search of a doctor.
Knees and shin splints - well, you all know the answer here - stop walking! We met with many of these but also discovered a method of lessening the problem. Try this. Stand up straight and become aware of all the muscles at the front of your legs, right down to the ankles. Now, with your arms hanging down turn your elbows out slightly and then lean your upper body a little forward from the waist up. You will instantly feel all of those front muscles go into tension. This is what happens when you put your pack on - before you have even taken a step! So, you have to stand and walk as if you are not wearing a pack, you have to stand relaxed and straight - then you won’t put all those muscles under stress. Also, we found some with these problems used big striding steps - this causes too much flexing and more stress. We showed pilgrims how to walk with half length steps, standing as if they weren’t carrying a pack, and they felt better instantly. Problems were also caused by a pilgrim keeping up with someone who walks a little faster than what their body is comfortable with - never do this. Bad enough with friends but if it is your husband/wife who won’t slow down for you then stuff a custard pie into their face and walk alone at your own speed!
The Camino is not a smooth trail, the surface is wildly uneven in places and that constant attempt by the knees to maintain balance causes many ligament problems. Again; walk as if not wearing a pack and walk at half length - or even less - steps. A pole for stability is a boon, so much better to be a tripod than a biped (kangaroos know this).
Once the problem is there it is difficult to treat. Ice, anti-inflammatory gel and pills (if one can take them without harm), rest, raising the limb; deep but gentle thumb massage into the tendons and ligaments - all these help recovery but they have to be allied with taking a day or two off. A knee brace helps ligaments from over-stretching but one shouldn’t wear one all the time as it allows the muscles to weaken. Take them off when not walking - ideally one should only wear them on rough terrain, ascents and descents, and take them off afterwards when back on ‘normal’ surfaces.
Shoulders - so many pilgrims with madly heavy packs of course but also badly fitted rucksacks! Not their fault I think. Their first walking adventure and no fitting help from the shop where they bought their pack. Not much to say here, except, go on You tube and see how to fit a pack - there should be at least a finger width between the shoulder straps and the shoulders - then Hey Presto! no more shoulder problems!
So - just a few thoughts, a little rambling from home ... I will be back out there next Autumn with Jenny, and possibly next Spring too alone. If you are interested in helping others then please do take a first aid course and carry a larger than normal kit with you - and if you are ‘religious’ and it is of interest to you please do visit my website www.pilgrimfriars.org (and perhaps also my www.donoharm.co.uk) - the whole mission is based upon the command given by Jesus/Yeshua at the end of the story of the Good Samaritan “Then go, Ye, and do likewise".
You know, this first aid, it isn’t just about putting dressings on. Many pilgrims are suffering internally and cover it with laughter and jolliness, but inside, if you look, you can see their pain, the anguish they are going through - one has to look at them, one has to see them; it is an integral part of the first aid mission. You might be amazed at how many apparently confident pilgrims burst into tears when you start helping them - it is, after all, about love.
Buen Camino
Hvis man et par gange i de senere år har gået hele eller dele af Camino Frances, der går fra Saint Jean Pied de Port til Santiago, kan man ikke undgå at observere de pilgrimme, der allerede efter kort tid har problemer med rygsæk, vabler eller overanstrengelse, fordi de lagde for hårdt ud. En britisk gruppe, der kalder sig "The Society of Pilgrim Friars", og som ikke lægger skjul på deres kristne tilgang til livet, drager hvert år afsted på Caminoen - ikke til fods, men i bil for at hjælpe de mange pilgrimme, der får problemer undervejs. Hvis man vil læse mere om dem, kan de findes på denne hjemmeside: http://pilgrimfriars.org/
Netop hjemvendt fra 7 uger med førstehjælp langs Camino Frances har lægfranciskaneren, David, lavet denne rapport over nogle eksempler på pilgrimsskader, som kommende pilgrimme i et stort omfang kan undgå, hvis de bærer sig rigtigt ad. David giver selv en del eksempler. Det er blandt andet værd at bemærke, at han advarer imod Compeed. En advarsel jeg stort set kan tilslutte mig. Jeg har set en del pilgrimme, der har sat Compeed på - både punkterede og ikke punkterede vabler, hvor det er gået galt. Compeeden har i visse tilfælde flået et stort stykke hud af med et åbent sår til følge, som det er blevet mere end vanskeligt at fortsætte med at gå camino/pilgrimsvandring.
Her Davids rapport, som jeg har hentet på en engelsksproget hjemmeside:
Hi. I am recently back from doing seven weeks first aid. I am usually alone and having the comradeship, help, and support from JennyH94 really enhanced the whole experience for me (especially her wildly irreverent sense of humour that matches mine!). We met many injured pilgrims; Puenta La Reina was a great stop, being just a few days from St Jean, with many pilgrims beginning to fail there - at times the first aid would go on for over four hours non-stop, with Jenny using the torch on her phone as we worked into the late evening.
Anyway ... I have some thoughts about some of the problems I/we met with. These are personal opinions from repeated observation and hands-on experience in the field. Your thoughts may differ from mine but I am not trying to force my point of view, only offering it.
Boots - most foot problems were blisters and mainly to do with the wrong size or ill-fitting boots, as well as ignoring hotspots until it was too late. Boots were frequently laced too tightly and/or were too small. I know this is gender specific but I would say that over 90% of those whose boots were too small were women .. now, I don’t know if this was to do with women wanting their feet to look the right size, or inexperience, but again and again frontally located blisters were women with the wrong size/width boots.
I rearranged the lacing on many boots .... loosening the front section of the laces, with my fist stuffed inside the boot to spread it out, from the front to the third eyelets and then tying a half knot, at those eyelets, and then showing them how to put them on. Kick the heel right back into the boots, tie up firmly so that the rear of the boot is held firmly with the foot, and, with the half hitches at those mid eyelets, the front of the boot never tightens up but stays more open, allowing the toes to move freely.
We also found that many would lace up tight in the morning and leave their boots untouched until they finished walking at the end of the day, ignoring the increasing pain - some did not even know that their feet became larger during the day. One should stop at least every two hours, take the boots and socks off and have a break, then put the socks back on alternate feet (so that seam pressure points are moved) - for many this was the end of their daily discomfort or pain.
Blisters - rascally things! we met pilgrims who were in denial, just hobbling along in pain with terrible blisters and doing nothing about them. We found those who had self-treated poorly and made their situation worse; those who had drained their blister and left cotton thread in there to wick away liquid and then left them uncovered. This is a terrible idea unless you know exactly what you are doing. That sweaty environment inside the socks is a perfect petrie dish for microbes to breed and many had become infected.
There are two points of view here - cover and allow to heal, and drain and cover and allow to heal. Here is the thing. A blister is a burn under the surface of the skin. The body produces the fluid as a cushion but walking on it every day forces the liquid, with each step, to press against the outer edges of the blister under the surface skin - which widens it every day .. the blister gets bigger and bigger.
So I drain them - always. They have to be drained. I use a scalpel to make two tiny V shaped cuts that allows the blister to be completely drained. I then spray antiseptic (to get into all crevices and inside the cut sections) and cover with fabric plasters that have sticky all the way round the edge. I then sometimes fabric plaster on top of that to give more cushioning (I give the pilgrim back-up plasters to keep them going until they get to a pharmacy).
This treatment works well, almost instant pain relief. Why fabric plasters? Because I find that waterproof ones are never sticky enough and they allow the wound to sweat beneath them - so I always use fabric, which sticks well and breathes.
What we found, again and again, were pilgrims who had stuck Compeeds over a growing blister. The Compeed sealed all the way round, the constant pressure of each step enlarged the blister and they ended up in considerable pressure pain - and there was no way I could get the Compeed off without the strong possibility of further harm.
I no longer use Compeeds now, will never use them again. Although I met pilgrims who had self-treated with them and had no problems, our view - remember, we were only seeing the feet of those who came to us for help - is that they cause too many problems. We met pilgrims who hadn’t put them on properly .. dirt had got in, the blister had burst, and they were getting infected.
A Swedish woman: - we had met her before and met her again "purely by chance" on the Camino, another one of those extraordinary Camino ‘coincidences’ - we met her as she was about to walk up onto the Meseta. She was feeling a little dizzy and had put it down to lack of water or the heat. She then said she had a blister problem. The moment I looked at it I said she had to go to hospital. It took us the rest of the afternoon to find a casualty dept (in a small town about 20 miles away).
Her problem was that she had put a Compeed onto a heel blister. The blister had grown over the days of walking until it burst and forced an edge of the Compeed open. Dirt got in and it became infected - what did she do? Just kept walking. When we saw her she had blood poisoning, her ankle had already started to swell. Had we not found her she may have died of that blood poisoning somewhere, going to bed with “just a little fever” and waking up dead. The doctor cleaned it all up, gave her horse-pill sized antibiotics and told her that her Camino was over, she had to go home. The doctor then took me aside and said we had to keep an eye on her overnight and that if she became more ill we must take her to an emergency dept immediately, she was really concerned for her. We did that but she started to become better and the next afternoon we drove her way over to Pamplona and put her on a train home.
This is what had us instantly throw her in the car in search of a doctor.
Knees and shin splints - well, you all know the answer here - stop walking! We met with many of these but also discovered a method of lessening the problem. Try this. Stand up straight and become aware of all the muscles at the front of your legs, right down to the ankles. Now, with your arms hanging down turn your elbows out slightly and then lean your upper body a little forward from the waist up. You will instantly feel all of those front muscles go into tension. This is what happens when you put your pack on - before you have even taken a step! So, you have to stand and walk as if you are not wearing a pack, you have to stand relaxed and straight - then you won’t put all those muscles under stress. Also, we found some with these problems used big striding steps - this causes too much flexing and more stress. We showed pilgrims how to walk with half length steps, standing as if they weren’t carrying a pack, and they felt better instantly. Problems were also caused by a pilgrim keeping up with someone who walks a little faster than what their body is comfortable with - never do this. Bad enough with friends but if it is your husband/wife who won’t slow down for you then stuff a custard pie into their face and walk alone at your own speed!
The Camino is not a smooth trail, the surface is wildly uneven in places and that constant attempt by the knees to maintain balance causes many ligament problems. Again; walk as if not wearing a pack and walk at half length - or even less - steps. A pole for stability is a boon, so much better to be a tripod than a biped (kangaroos know this).
Once the problem is there it is difficult to treat. Ice, anti-inflammatory gel and pills (if one can take them without harm), rest, raising the limb; deep but gentle thumb massage into the tendons and ligaments - all these help recovery but they have to be allied with taking a day or two off. A knee brace helps ligaments from over-stretching but one shouldn’t wear one all the time as it allows the muscles to weaken. Take them off when not walking - ideally one should only wear them on rough terrain, ascents and descents, and take them off afterwards when back on ‘normal’ surfaces.
Shoulders - so many pilgrims with madly heavy packs of course but also badly fitted rucksacks! Not their fault I think. Their first walking adventure and no fitting help from the shop where they bought their pack. Not much to say here, except, go on You tube and see how to fit a pack - there should be at least a finger width between the shoulder straps and the shoulders - then Hey Presto! no more shoulder problems!
So - just a few thoughts, a little rambling from home ... I will be back out there next Autumn with Jenny, and possibly next Spring too alone. If you are interested in helping others then please do take a first aid course and carry a larger than normal kit with you - and if you are ‘religious’ and it is of interest to you please do visit my website www.pilgrimfriars.org (and perhaps also my www.donoharm.co.uk) - the whole mission is based upon the command given by Jesus/Yeshua at the end of the story of the Good Samaritan “Then go, Ye, and do likewise".
You know, this first aid, it isn’t just about putting dressings on. Many pilgrims are suffering internally and cover it with laughter and jolliness, but inside, if you look, you can see their pain, the anguish they are going through - one has to look at them, one has to see them; it is an integral part of the first aid mission. You might be amazed at how many apparently confident pilgrims burst into tears when you start helping them - it is, after all, about love.
Buen Camino
onsdag den 28. oktober 2015
Nyt dansk pilgrimspas på vej
Nyt pilgrimsforum ønsker Nordens apostel, Sankt Ansgar på nyt danske pilgrimspas / Credential, der kan bruges på pilrgimsvandringer til Santiago.
Tidsmæssigt falder pilgrimsvejen til Santiago og munken Ansgars første missionsrejser til Danmark meget godt sammen. Ansgar ( år 801 til 865) rejste første gang på missionsrejse mod nord i slutningen af 820erne, nogenlunde samtidig med at de første pilgrimme begyndte at gå til den nyfundne Jakobsgrav midt i de galiciske bjerge, hvor Santiago i dag ligger. Der gik dog endnu mange år, før danske pilgrimme begyndte at følge pilgrimsstrømmene mod syd til Jerusalem, Rom og Santiago. I middelalderen gik i tusindvis af pilgrimme på kryds og tværs i Europa til flere forskellige helgensteder.
En nutidig gruppe Santiagopilgrimme mødtes tidligere i oktober til pilgrimstræf i Sankt Vilhelm Kirke i Hillerød, og her blev spørgsmålet om et nyt dansk pilgrimspas (Credidential) rejst. Passet skulle have den kalolske domkirke i København, Sankt Ansgar, som udsteder. En efterfølgende henvendelse til den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, har nu ført til, at denne ide er ved at blive til virkelighed. I første omgang vil det blive pas fra katedralen i Santiago, der vil blive brugt med et stempel fra Sankt Ansgar i. Hvis efterspørgslen bliver stor nok, kan det komme på tale at trykke helt nye danske pas, der også vil kunne bruges på andre pilgrimsruter, der kræver Credidential til bl.a. overnatningssteder undervejs, som f.eks. Via Francigiane til Rom.
Der går endnu et stykke tid, før de nye pas vil kunne købes, men det er ideen, at de senest skal ligge klar, når pilgrimssæsonen for alvor går i gang igen til foråret. Pilgrimspas/ Credential bruges som bevis for pilgrimsfærd, såvel undervejs til Santiago, hvor mange af non-profit overnatningsstederne kun vil have pilgrimme med Credential boende, ligesom de stempler, der dagligt sættes i passene i kirker, katedraler og på overnatningssteder undervejs er beviset for, at pilgrimme har gået mindst de sidste 100 km før Santiago, som det kræves, hvis man skal have et Compostella - et bevis for gennemført pilgrimsfærd i Katedralen i Santiago.
Pilgrimstræffet i Hillerød er det andet træf, som en gruppe pilgrimme med katolsk baggrund har arrangeret, og der blev aftalt et nyt træf. Det næste bliver i Sankt Mariæ kirke på Frederiksberg fredag, den 1. april næste år. Ved det seneste træf var overskriften "Min første Camino", hvor garvede pilgrimme fortalte om det at gå for første gang. Deltagere i træffet var en pæn blanding af både kommende- og erfarne pilgrimme.
Tidsmæssigt falder pilgrimsvejen til Santiago og munken Ansgars første missionsrejser til Danmark meget godt sammen. Ansgar ( år 801 til 865) rejste første gang på missionsrejse mod nord i slutningen af 820erne, nogenlunde samtidig med at de første pilgrimme begyndte at gå til den nyfundne Jakobsgrav midt i de galiciske bjerge, hvor Santiago i dag ligger. Der gik dog endnu mange år, før danske pilgrimme begyndte at følge pilgrimsstrømmene mod syd til Jerusalem, Rom og Santiago. I middelalderen gik i tusindvis af pilgrimme på kryds og tværs i Europa til flere forskellige helgensteder.
En nutidig gruppe Santiagopilgrimme mødtes tidligere i oktober til pilgrimstræf i Sankt Vilhelm Kirke i Hillerød, og her blev spørgsmålet om et nyt dansk pilgrimspas (Credidential) rejst. Passet skulle have den kalolske domkirke i København, Sankt Ansgar, som udsteder. En efterfølgende henvendelse til den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, har nu ført til, at denne ide er ved at blive til virkelighed. I første omgang vil det blive pas fra katedralen i Santiago, der vil blive brugt med et stempel fra Sankt Ansgar i. Hvis efterspørgslen bliver stor nok, kan det komme på tale at trykke helt nye danske pas, der også vil kunne bruges på andre pilgrimsruter, der kræver Credidential til bl.a. overnatningssteder undervejs, som f.eks. Via Francigiane til Rom.
Der går endnu et stykke tid, før de nye pas vil kunne købes, men det er ideen, at de senest skal ligge klar, når pilgrimssæsonen for alvor går i gang igen til foråret. Pilgrimspas/ Credential bruges som bevis for pilgrimsfærd, såvel undervejs til Santiago, hvor mange af non-profit overnatningsstederne kun vil have pilgrimme med Credential boende, ligesom de stempler, der dagligt sættes i passene i kirker, katedraler og på overnatningssteder undervejs er beviset for, at pilgrimme har gået mindst de sidste 100 km før Santiago, som det kræves, hvis man skal have et Compostella - et bevis for gennemført pilgrimsfærd i Katedralen i Santiago.
Pilgrimstræffet i Hillerød er det andet træf, som en gruppe pilgrimme med katolsk baggrund har arrangeret, og der blev aftalt et nyt træf. Det næste bliver i Sankt Mariæ kirke på Frederiksberg fredag, den 1. april næste år. Ved det seneste træf var overskriften "Min første Camino", hvor garvede pilgrimme fortalte om det at gå for første gang. Deltagere i træffet var en pæn blanding af både kommende- og erfarne pilgrimme.
tirsdag den 27. oktober 2015
At gå i Martin Sheens fodspor
Den amerikanske film The Way har fået en hel del amerikanere og andre engelsktalende til at tage rygsækken på og gå fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Her en beretning om en storm "Tormentas", der får en - ikke amerikansk, men australsk - pilgrim til at tage på "dyrt hotel" i Leon og bo som Martin Sheen og hans "pilgrimsfamilie" gjorde en nat undervejs i filmen.
Historien er både morsom og lærerig, og da australske Gerard Careay ikke har noget imod at dele denne lidt pinlige oplevelse fra sin pilgrimsfærd her i oktober med andre, får I den her.
Well I couldn't say I hadn't been warned.
The Tormentas.
I'd read about them in Jack Hitt's book "Off The Road. A Modern-Day Walk Down the Pilgrim's Route into Spain."
Jack got caught by one as he crossed the meseta.
Suddenly the clouds boiled above. Rain pelted down. Lightning bolts crashed to the ground around him.
I'd also seen a weather presenter on Spanish TV addressing a weather map of northern Spain.
He pointed at a small black cloud with yellow zig-zag lightning bolts on it.
"Tormentas!" he said meaningfully, nodding his head.
It sure hit me unexpectedly.
The wind and water was accompanied by a high pitched howl. It lashed at me powerfully. I was quickly drenched by the freezing water. I stumbled. My feet went out from under me and down I crashed. I sat dizzy and disorientated, freezing in the mist and the lashing water.
"We are going to stay at the Hotel Paris in Leon," she'd said. "Looking forward to that. A little luxury for a change. It's a bit exy but you get the use of the spa facilities."
Women, they like that spa deal don't they?
Relaxing in a fizzy hot tub with perhaps a glass of wine.
Boring, I reckon. Whatever, to each, his or her own.
Ok if you're there with your lovely I suppose, but it is a long time since I've been that lucky.
Seems to be quite well known amongst female pilgrims does the Hotel Paris in Leon. I'd walked past it in on my way up that main street that leads to the Cathedral.
Anyway, while I'm up for a treat after the trek across the Meseta, the Hotel Paris is not really my thing.
Looking back what I probably should have done is utilise that kind of money for perhaps a treat at the Leon Parador. I'd been told that you were able to book the room that Tom had taken. The one in the movie 'The Way', where Tom, Joost, Jack and Sarah had, after all their inter-personal differences, happily celebrated their new found pilgrim family friendship.
That would be fun eh?
But now, here I am in Leon, in my room at the Hotel Boccalino, thoroughly confused.
Initially I was thoroughly impressed.
30 Euros for a 3rd floor modernish twin bedded room on my own, with an ensuite bathroom. Room to spread out and relax, a window over the city, a warm breeze billowing the curtains in, a good hand basin for the laundry, and just outside, a place I could hang my washing in the warm sunshine.
Perfecto! This'll do me. What more could you need for a treat after an albergue every night since Burgos? And I’m only five minutes from the Cathedral and my pilgrim mates are gathering here for dinner tonight at the Boccalino’s restaurant. And the Boccalino is just across a plaza from the 'must see' Basilica of San Isidoro.
First things first. Empty the pack across the spare bed, strip off my clothes, grab my toiletry bag, and off for a shower. Big fluffy hotel towels. That's what I call luxury.
It was then I became confused.
Now I know I’m technologically challenged type of guy, but I thought I could at least handle a shower. But then I’m a lever type of guy. The more you pull it out the more flow you get. Twist it one way and it gets hotter, to the other cooler. All very simple, right?
There I am, standing in the nuddy in the shower, confronted by a one piece spa type shower. A plastic wall covered with chrome pointy jets aiming at me from all directions. I have an uneasy feeling. I especially don’t like the look of those jets than pointy up from down below.
Apart from that it had a bewildering operating system, with no instructions.
I guess the best thing is just to fiddle with the buttons until you figure it out.
It was then the Tormentas struck!
So cold it took my breath away. So strong up my derriere it made me jump and thereby loose my footing. Sat me on my butt on the tiled floor.
I could feel that I'd wrenched a hip muscle. This necessitated that I must first struggle to my hands and knees, then crawl outside the shower where I could utilise the handbasin to haul myself upright.
The water had by now migrated out into the bathroom proper. The floor was awash and water was about to flow into the bedroom. I forced myself back into the blizzard and beat furiously on the control panel. But it was some time before I got the flow stopped.
I didn’t want to look, but I had to.
There was a waterfall flowing out into the bedroom proper. The tide was advancing steadily across the carpeted floor. It was already under the first bed.
I grabbed the towels and jammed them across the bathroom doorway.
Bugger. Should've saved a couple of the towels to use on the bedroom floor.
The tide continued it's progress.
Being a hotel keeper in a previous life I knew the water would be seeking a drainage route under the carpet.
When the water stopped advancing I knew it had found one.
It wouldn't be long before the guest in the room directly below started raising hell.
I'd better get down and advise the front desk quick smart.
I quickly pulled on a t-shirt and shorts and hobbled to the lift.
"Disaster! Flood! Muchos Agua! Muchos Agua!" I'm waving my arms and yelling at the receptionist.
The emergency services soon arrived with buckets and mops and a wet and dry vacuum cleaner.
The hotel manager then appeared to oversee the clean up.
I sat forlornly on the only available bed.
He stood and regarded my cold, wet, bedraggled appearance.
"What was the cause of this?" he asked sternly.
I was going to give him a tune up about the lack of operating instructions but I bit my tongue.
"The Tormentas," I replied instead, "Beware the Tormentas!"
Being a bit wobbly I had to use my pacer poles to get to the Boccalino restaurant that evening.
Then I had to shamefacedly relate to my pilgrim mates how my injury had come about.
"You poor dear," said Julie, "here, have a glass of vino tinto and I'll tell you a story that might brighten you up a bit."
She took a sip of her wine then commenced.
"Yesterday," she said, "I was approaching a hotel with a patio out the front.
Lounging there was a pilgrim couple I'd seen a few days ago.
They were enjoying a late afternoon drink.
As I approached I heard the lady speak."
“I love you so much,” she said, “that I don't know how I could ever live without you.”
“Is that right?” replied the husband. “Is that you or the wine talking?”
“It's me,” she replied, “talking to the wine.”
Regards
Gerard
PS
Brighten me up? How would that brighten me up?
Anyway, I don't know whether I believe that story.
The women at the table sure enjoyed it tho.
Giggling and cackling and laughing their heads off they were.
Historien er både morsom og lærerig, og da australske Gerard Careay ikke har noget imod at dele denne lidt pinlige oplevelse fra sin pilgrimsfærd her i oktober med andre, får I den her.
Well I couldn't say I hadn't been warned.
The Tormentas.
I'd read about them in Jack Hitt's book "Off The Road. A Modern-Day Walk Down the Pilgrim's Route into Spain."
Jack got caught by one as he crossed the meseta.
Suddenly the clouds boiled above. Rain pelted down. Lightning bolts crashed to the ground around him.
I'd also seen a weather presenter on Spanish TV addressing a weather map of northern Spain.
He pointed at a small black cloud with yellow zig-zag lightning bolts on it.
"Tormentas!" he said meaningfully, nodding his head.
It sure hit me unexpectedly.
The wind and water was accompanied by a high pitched howl. It lashed at me powerfully. I was quickly drenched by the freezing water. I stumbled. My feet went out from under me and down I crashed. I sat dizzy and disorientated, freezing in the mist and the lashing water.
"We are going to stay at the Hotel Paris in Leon," she'd said. "Looking forward to that. A little luxury for a change. It's a bit exy but you get the use of the spa facilities."
Women, they like that spa deal don't they?
Relaxing in a fizzy hot tub with perhaps a glass of wine.
Boring, I reckon. Whatever, to each, his or her own.
Ok if you're there with your lovely I suppose, but it is a long time since I've been that lucky.
Seems to be quite well known amongst female pilgrims does the Hotel Paris in Leon. I'd walked past it in on my way up that main street that leads to the Cathedral.
Anyway, while I'm up for a treat after the trek across the Meseta, the Hotel Paris is not really my thing.
Looking back what I probably should have done is utilise that kind of money for perhaps a treat at the Leon Parador. I'd been told that you were able to book the room that Tom had taken. The one in the movie 'The Way', where Tom, Joost, Jack and Sarah had, after all their inter-personal differences, happily celebrated their new found pilgrim family friendship.
That would be fun eh?
But now, here I am in Leon, in my room at the Hotel Boccalino, thoroughly confused.
Initially I was thoroughly impressed.
30 Euros for a 3rd floor modernish twin bedded room on my own, with an ensuite bathroom. Room to spread out and relax, a window over the city, a warm breeze billowing the curtains in, a good hand basin for the laundry, and just outside, a place I could hang my washing in the warm sunshine.
Perfecto! This'll do me. What more could you need for a treat after an albergue every night since Burgos? And I’m only five minutes from the Cathedral and my pilgrim mates are gathering here for dinner tonight at the Boccalino’s restaurant. And the Boccalino is just across a plaza from the 'must see' Basilica of San Isidoro.
First things first. Empty the pack across the spare bed, strip off my clothes, grab my toiletry bag, and off for a shower. Big fluffy hotel towels. That's what I call luxury.
It was then I became confused.
Now I know I’m technologically challenged type of guy, but I thought I could at least handle a shower. But then I’m a lever type of guy. The more you pull it out the more flow you get. Twist it one way and it gets hotter, to the other cooler. All very simple, right?
There I am, standing in the nuddy in the shower, confronted by a one piece spa type shower. A plastic wall covered with chrome pointy jets aiming at me from all directions. I have an uneasy feeling. I especially don’t like the look of those jets than pointy up from down below.
Apart from that it had a bewildering operating system, with no instructions.
I guess the best thing is just to fiddle with the buttons until you figure it out.
It was then the Tormentas struck!
So cold it took my breath away. So strong up my derriere it made me jump and thereby loose my footing. Sat me on my butt on the tiled floor.
I could feel that I'd wrenched a hip muscle. This necessitated that I must first struggle to my hands and knees, then crawl outside the shower where I could utilise the handbasin to haul myself upright.
The water had by now migrated out into the bathroom proper. The floor was awash and water was about to flow into the bedroom. I forced myself back into the blizzard and beat furiously on the control panel. But it was some time before I got the flow stopped.
I didn’t want to look, but I had to.
There was a waterfall flowing out into the bedroom proper. The tide was advancing steadily across the carpeted floor. It was already under the first bed.
I grabbed the towels and jammed them across the bathroom doorway.
Bugger. Should've saved a couple of the towels to use on the bedroom floor.
The tide continued it's progress.
Being a hotel keeper in a previous life I knew the water would be seeking a drainage route under the carpet.
When the water stopped advancing I knew it had found one.
It wouldn't be long before the guest in the room directly below started raising hell.
I'd better get down and advise the front desk quick smart.
I quickly pulled on a t-shirt and shorts and hobbled to the lift.
"Disaster! Flood! Muchos Agua! Muchos Agua!" I'm waving my arms and yelling at the receptionist.
The emergency services soon arrived with buckets and mops and a wet and dry vacuum cleaner.
The hotel manager then appeared to oversee the clean up.
I sat forlornly on the only available bed.
He stood and regarded my cold, wet, bedraggled appearance.
"What was the cause of this?" he asked sternly.
I was going to give him a tune up about the lack of operating instructions but I bit my tongue.
"The Tormentas," I replied instead, "Beware the Tormentas!"
Being a bit wobbly I had to use my pacer poles to get to the Boccalino restaurant that evening.
Then I had to shamefacedly relate to my pilgrim mates how my injury had come about.
"You poor dear," said Julie, "here, have a glass of vino tinto and I'll tell you a story that might brighten you up a bit."
She took a sip of her wine then commenced.
"Yesterday," she said, "I was approaching a hotel with a patio out the front.
Lounging there was a pilgrim couple I'd seen a few days ago.
They were enjoying a late afternoon drink.
As I approached I heard the lady speak."
“I love you so much,” she said, “that I don't know how I could ever live without you.”
“Is that right?” replied the husband. “Is that you or the wine talking?”
“It's me,” she replied, “talking to the wine.”
Regards
Gerard
PS
Brighten me up? How would that brighten me up?
Anyway, I don't know whether I believe that story.
The women at the table sure enjoyed it tho.
Giggling and cackling and laughing their heads off they were.
mandag den 26. oktober 2015
Penge på Caminoen
De fleste herberger og billige overnatningssteder kræver kontanter.
Kan man betale med Kreditkort på Caminoen, lyder et spørgsmål. Og svaret er: For det meste nej. Men det afhænger af, hvor man bor undervejs, og hvilke restauranter man besøger. Nu dyrere overnatning og spisning, jo større chance er der for, at man kan bruge kreditkort. På den franske rute, Camino Frances er der masser af hæveautomater undervejs, så det er ikke nødvendigt at have kontanter med til hele pilgrimsfærden hjemmefra. Man skal være opmærksom på, at de mange steder kun vil acceptere Mastercard og Visa. Nogle - først og fremmest amerikanere - oplever problemer med deres kreditkort, fordi man enten ikke kender dem eller ikke vil acceptere dem. Men da langt de fleste danskere bruger Master og Visa er det næppe problemet.
Hvis man bor på herberger hele vejen og spiser så billigt som muligt, kan det stadig lade sig gøre at gå Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago for under 30 Euro om dagen. Her er transport til og fra ikke medregnet.
Jeg har tidligere skrevet om risikoen for tyveri, og her har jeg intet nyt at tilføje. Jeg har hørt om tyveri, aldrig selv oplevet det, men det er selvfølgelig en risiko, der stiger i takt med, at der bliver stadig flere og flere pilgrimme.
Kan man betale med Kreditkort på Caminoen, lyder et spørgsmål. Og svaret er: For det meste nej. Men det afhænger af, hvor man bor undervejs, og hvilke restauranter man besøger. Nu dyrere overnatning og spisning, jo større chance er der for, at man kan bruge kreditkort. På den franske rute, Camino Frances er der masser af hæveautomater undervejs, så det er ikke nødvendigt at have kontanter med til hele pilgrimsfærden hjemmefra. Man skal være opmærksom på, at de mange steder kun vil acceptere Mastercard og Visa. Nogle - først og fremmest amerikanere - oplever problemer med deres kreditkort, fordi man enten ikke kender dem eller ikke vil acceptere dem. Men da langt de fleste danskere bruger Master og Visa er det næppe problemet.
Hvis man bor på herberger hele vejen og spiser så billigt som muligt, kan det stadig lade sig gøre at gå Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago for under 30 Euro om dagen. Her er transport til og fra ikke medregnet.
Jeg har tidligere skrevet om risikoen for tyveri, og her har jeg intet nyt at tilføje. Jeg har hørt om tyveri, aldrig selv oplevet det, men det er selvfølgelig en risiko, der stiger i takt med, at der bliver stadig flere og flere pilgrimme.
søndag den 25. oktober 2015
Nu åbner det nye pilgrimscenter i Santiago
En af de nærmeste dage er det slut med at hente Compostella i Rua de Vilar.
Over 2.000 nye pilgrimme dagligt i juli og august har presset det gamle pilgrimscenter i Rua de Vilar meget tæt på Katedralen i Santiago til bristepunktet.Køerne denne sommer har virket uendelige på de mange, der ville have Compostella. Derfor satte Katedralen allerede tidligt på året en stor renovation af et gammelt "alderdomshjem" lidt længere fra Katedralen, men dog i den gamle bydel i gang, og nu meldes indretningen så færdig, at det nye center åbner en af de allernærmeste dage. Det ligger i Rua Carretas, der vel bedst kan oversættes med Barmhjertighedsgaden.
Det nye center kommer - ud over selve pilgrimskontoret . til at være centrum for en masse forskellige aktiviteter samtidig. Der bliver vaskeri, bibliotek, kapel, turistkontor med mulighed for at købe hjemrejsebilletter, opholdsrum, samt diverse mødelokaler og kontorer for pilgrimsforeninger, samt mødesteder for forskellige sproggrupper.
Lige nu er det meste af Rua Carretas (jævnfør billedet) også under istandsættelse, men i følge spanske pilgrimshjemmesider skulle det hele være klar en af de kommende dage.
Over 2.000 nye pilgrimme dagligt i juli og august har presset det gamle pilgrimscenter i Rua de Vilar meget tæt på Katedralen i Santiago til bristepunktet.Køerne denne sommer har virket uendelige på de mange, der ville have Compostella. Derfor satte Katedralen allerede tidligt på året en stor renovation af et gammelt "alderdomshjem" lidt længere fra Katedralen, men dog i den gamle bydel i gang, og nu meldes indretningen så færdig, at det nye center åbner en af de allernærmeste dage. Det ligger i Rua Carretas, der vel bedst kan oversættes med Barmhjertighedsgaden.
Lige nu er det meste af Rua Carretas (jævnfør billedet) også under istandsættelse, men i følge spanske pilgrimshjemmesider skulle det hele være klar en af de kommende dage.
lørdag den 24. oktober 2015
Om at gå pilgrimsvandring om vinteren
Flere vinterpilgrimme deler deres erfaringer via nettet.
Hvordan er det at gå Camino om vinteren ? , lyder et spørgsmål. Er det overhovedet muligt ? Ja, hvis man er sej nok. Nogle stier bliver det dog frarådet at benytte sig af f.eks. Camino Primitivo, ligesom Napoleonsruten over Pyrenæerne ved Saint Jean Pied de Port lukker mellem 1. november og 1. april, så man i stedet skal bruge stien over Valcarlos. Der er ligeledes lavet en ny vinter-camino i Galicien, så man undgår turen over O Cebreio, hvor sneen om vinteren kan ligge ret højt. Det kan dog på mange strækninger være ret så ensomt at gå om vinteren, ligesom en del herberger er lukket. På flere hjemmesider deler vinterpilgrimme gerne ud af deres erfaringer. Her har jeg fundet to tyske, som er meget forskellige i deres formuleringer, men som skriver det samme, nemlig at det er koldt, men muligt, selvom mange barer har lukket.
Den første, som jeg har sakset og bringer her, nævner også De canariske øer. Her er der ikke koldt om vinteren, på flere af øerne er der udmærkede vandrestier, men det har intet med pilgrimsvandring at gøre, her er der snare tale om smukke naturstier i usædvanlige omgivelser i et behageligt klima - afgjort en god oplevelse, men ingen Camino.
Men her første indlæg:
Hallo,
aufgrund beruflicher Zwänge bin ich oft im Nordwinter Dezember / Januar in Spanien unterwegs gewesen. U. a. ganze Via de la Plata, Camino Sanabres, quer durch Mallorca, Canaren etc.
Vor allem auf der Via waren viele Herbergen geschlossen, sehr oft war nur durch diverse Anrufe (Englisch war nie möglich...), in die Albergue municipal zu kommen. Meistens waren die Heizungen und teils auch Wasser abgestellt, manche hatten gar keine Heizung, die meisten kleine elektrische. Temperaturen so zwischen 5 bis 15 Grad.
Um unabhängig zu sein, ist bei mir immer ein Zelt etc. dabei.
Trotz einiger Unannehmlichkeiten im Winter, schätze ich auch die Vorteile:
- kein "Kampf und Gerenne" um Herbergsplätze, keine Reservierungen nötig.
- meistens aussergewöhnliche Begegnungen sowohl mit Einheimischen als auch mit den wenigen Mitpilgern, denn "normal" ist da ja niemand unterwegs.
- oft günstigere Nebensaisonpreise
- Touristische Attraktionen ohne Touristen
- kaum Probleme mit diversem Krabbelgetier, Bettwanzen nehmen z.B. ab ca. 8 Grad keine Nahrung mehr auf
- mehr Wasserquellen
- keine Hitzeschlappheit, kein Schwitzen
- Kühlschrank ist immer dabei
um mal ein paar zu nennen.
Og her en anden måde at udtrykke sig på fra en kvindelig pilgrim, der har gået den sidste ca 1/3 af Camino Frances, der tager 9-10 dage. hun oplyser bla., at der i Leon udleveres en liste med de herberger, der har åbent om vinteren:
Gruß!
Ich bin letzten Winter über Weihnachten von Leon nach Santiago gepilgert. In Leon in der Herberge bekam ich ein Verzeichnis von den Herben die offen sind. Super. Beim Gehen hatte ich nie kalt, aber in den meisten Herbergen war es schon kalt. Oft hatte es eine Heizung, aber in den riesigen Räumen spürte ich kaum etwas von der Wärme. Aber keine Angst man erfriert nicht. Guter warmer Schlafsack kann ich nur empfehlen.
Die Dörfer sind teilweise ausgestorben und es hat fast keine offene Bars wo man ein wenig ausruhen könnte.
Es ist ein gutes Erlebnis.
Viel Freude! Ich würde nochmals gehen
Hvordan er det at gå Camino om vinteren ? , lyder et spørgsmål. Er det overhovedet muligt ? Ja, hvis man er sej nok. Nogle stier bliver det dog frarådet at benytte sig af f.eks. Camino Primitivo, ligesom Napoleonsruten over Pyrenæerne ved Saint Jean Pied de Port lukker mellem 1. november og 1. april, så man i stedet skal bruge stien over Valcarlos. Der er ligeledes lavet en ny vinter-camino i Galicien, så man undgår turen over O Cebreio, hvor sneen om vinteren kan ligge ret højt. Det kan dog på mange strækninger være ret så ensomt at gå om vinteren, ligesom en del herberger er lukket. På flere hjemmesider deler vinterpilgrimme gerne ud af deres erfaringer. Her har jeg fundet to tyske, som er meget forskellige i deres formuleringer, men som skriver det samme, nemlig at det er koldt, men muligt, selvom mange barer har lukket.
Den første, som jeg har sakset og bringer her, nævner også De canariske øer. Her er der ikke koldt om vinteren, på flere af øerne er der udmærkede vandrestier, men det har intet med pilgrimsvandring at gøre, her er der snare tale om smukke naturstier i usædvanlige omgivelser i et behageligt klima - afgjort en god oplevelse, men ingen Camino.
Men her første indlæg:
Hallo,
aufgrund beruflicher Zwänge bin ich oft im Nordwinter Dezember / Januar in Spanien unterwegs gewesen. U. a. ganze Via de la Plata, Camino Sanabres, quer durch Mallorca, Canaren etc.
Vor allem auf der Via waren viele Herbergen geschlossen, sehr oft war nur durch diverse Anrufe (Englisch war nie möglich...), in die Albergue municipal zu kommen. Meistens waren die Heizungen und teils auch Wasser abgestellt, manche hatten gar keine Heizung, die meisten kleine elektrische. Temperaturen so zwischen 5 bis 15 Grad.
Um unabhängig zu sein, ist bei mir immer ein Zelt etc. dabei.
Trotz einiger Unannehmlichkeiten im Winter, schätze ich auch die Vorteile:
- kein "Kampf und Gerenne" um Herbergsplätze, keine Reservierungen nötig.
- meistens aussergewöhnliche Begegnungen sowohl mit Einheimischen als auch mit den wenigen Mitpilgern, denn "normal" ist da ja niemand unterwegs.
- oft günstigere Nebensaisonpreise
- Touristische Attraktionen ohne Touristen
- kaum Probleme mit diversem Krabbelgetier, Bettwanzen nehmen z.B. ab ca. 8 Grad keine Nahrung mehr auf
- mehr Wasserquellen
- keine Hitzeschlappheit, kein Schwitzen
- Kühlschrank ist immer dabei
um mal ein paar zu nennen.
Og her en anden måde at udtrykke sig på fra en kvindelig pilgrim, der har gået den sidste ca 1/3 af Camino Frances, der tager 9-10 dage. hun oplyser bla., at der i Leon udleveres en liste med de herberger, der har åbent om vinteren:
Gruß!
Ich bin letzten Winter über Weihnachten von Leon nach Santiago gepilgert. In Leon in der Herberge bekam ich ein Verzeichnis von den Herben die offen sind. Super. Beim Gehen hatte ich nie kalt, aber in den meisten Herbergen war es schon kalt. Oft hatte es eine Heizung, aber in den riesigen Räumen spürte ich kaum etwas von der Wärme. Aber keine Angst man erfriert nicht. Guter warmer Schlafsack kann ich nur empfehlen.
Die Dörfer sind teilweise ausgestorben und es hat fast keine offene Bars wo man ein wenig ausruhen könnte.
Es ist ein gutes Erlebnis.
Viel Freude! Ich würde nochmals gehen
fredag den 23. oktober 2015
Når det er svært at stoppe med at gå på Caminoen !
Pilgrimmen David fra Sydengland. Begyndte sin pilgrimsvandring i Geneve i Schweitz i april og tog den slagne vej indtil Leon. Gik derfra stik nord mod Camino del Norte for at gå syd på igen af Camino Primitivo. hvor han så tog de sidste to dage - tre dage af Camino Frances til Santiago. Efter lidt betænkningstid og en kort pause videre til Finesterre (Verdens ende). Men David kunne stadig ikke stoppe, så han begyndte at gå baglæns mod Leon. Han har selv beregnet, at det blev over 3.000 km. Havde han i stedet valgt at gå den slagne vej til Santiago helt hjemmefra, var det ikke blevet længere og fra København ikke al verden længere. Herunder hans egen beretning.
Hi everybody! I have recently got back from my first camino, and it was a bit of a long one.
I set off from Geneva on Easter Sunday April 6th and finished in Leon on September 26th. I walked 3044Km (1,800 miles) and it took me 173 days, over five months. I walked to Santiago twice and Leon three times.
The route I took was as follows:
Geneva to Le Puy (via Gebennensis)
Le Puy to SJPdP (Via Podiensis)
SJPdP to Leon (Camino Frances)
Leon to Oviedo (Camino San Salvador)
Oviedo to Santiago (Camino Primitivo plus Frances from Melide)
Then I started off to Finisterre but got as far as Negreira when I decided not to finish. I wasn’t ready to end my camino at this point for certain reasons. My finish point was always Finisterre and if I got there I knew it was over. So I caught an over-night bus back to SJPdP.
From there I walked SJPdP to Santiago and Finisterre (Camino Frances)
Back in Santiago again I found transport back home really expensive, and the ferry wasn’t for another six days. So I set off again and did Santiago to Leon (backwards – very interesting), arriving September the 26th. Travel home to England was cheaper from Leon and I managed to get a coach back to the UK for 80 Euros.
Personally I had the best experience of my life. I walked the first month and a half alone, and can honestly say I met myself for the first time. I walked with many beautiful people from around the world and had various camino families that inspired me so much.
I believe that it does not matter how long or how far you walk. I even enjoyed the last 100Km from Sarria and met many wonderful people walking from there. The most important thing is to just walk with open eyes and heart.
Bon Chemin - Buen Camino
David from Brighton, England
Hi everybody! I have recently got back from my first camino, and it was a bit of a long one.
I set off from Geneva on Easter Sunday April 6th and finished in Leon on September 26th. I walked 3044Km (1,800 miles) and it took me 173 days, over five months. I walked to Santiago twice and Leon three times.
The route I took was as follows:
Geneva to Le Puy (via Gebennensis)
Le Puy to SJPdP (Via Podiensis)
SJPdP to Leon (Camino Frances)
Leon to Oviedo (Camino San Salvador)
Oviedo to Santiago (Camino Primitivo plus Frances from Melide)
Then I started off to Finisterre but got as far as Negreira when I decided not to finish. I wasn’t ready to end my camino at this point for certain reasons. My finish point was always Finisterre and if I got there I knew it was over. So I caught an over-night bus back to SJPdP.
From there I walked SJPdP to Santiago and Finisterre (Camino Frances)
Back in Santiago again I found transport back home really expensive, and the ferry wasn’t for another six days. So I set off again and did Santiago to Leon (backwards – very interesting), arriving September the 26th. Travel home to England was cheaper from Leon and I managed to get a coach back to the UK for 80 Euros.
Personally I had the best experience of my life. I walked the first month and a half alone, and can honestly say I met myself for the first time. I walked with many beautiful people from around the world and had various camino families that inspired me so much.
I believe that it does not matter how long or how far you walk. I even enjoyed the last 100Km from Sarria and met many wonderful people walking from there. The most important thing is to just walk with open eyes and heart.
Bon Chemin - Buen Camino
David from Brighton, England
torsdag den 22. oktober 2015
Færre pilgrimme i oktober
Lige nu er antallet af daglige pilgrimme, der ankommer til Santiago under 1.000
Hvornår skal man gå, hvis der ikke skal være alt for mange pilgrimme på Camino Frances, lyder et af spørgsmålene tit. Igen i år er antallet af pilgrimme, der kommer ind til Santiago faldet drastisk i løbet af oktober, så der f.eks. i går "kun" kom 643 ind, hvor der i den varmeste højsæson i juli-august dagligt ankom omkring 2.000 pilgrimme . I den anden ende af ruten,i Saint Jean Pied de Port, sker der et meget drastisk fald fra ca 9.000 i hele september (ca 300 i gennemsnit daglig) til ca 3.000 (gennemsnitlig 100) i oktober. Så alt i alt: Ønsker man at gå på stien inden vinteren sætter ind - men helst ikke med for mange medpilgrimme, er midt/slut september til midt/slut oktober ikke noget dårligt bud. Og vejret., Ja det bliver formentlig både regn, halv kolde dage og sol, men ingen sne. Her til morgen er vejret f.eks på toppen af O Cebreio rigtig flot med sol og 7 grader, og i løbet af dagen nærmer temperaturen sig 16 grader.
En del herberger lukker ned i vinterhalvåret, men de fleste først fra omkring 1. november, hvor Napoleonsruten over Pyrenæerne også lukkes, så vinterpilgrimmene i stedet må gå over Valcarlos.
Og det samlede antal Santiago-pilgrimme vil i år formentlig passerer en kvart million, og dermed være ny rekord. Intet tyder lige nu på, at pilgrimstrenden har toppet og er på vej ned - tværtimod.
Hvornår skal man gå, hvis der ikke skal være alt for mange pilgrimme på Camino Frances, lyder et af spørgsmålene tit. Igen i år er antallet af pilgrimme, der kommer ind til Santiago faldet drastisk i løbet af oktober, så der f.eks. i går "kun" kom 643 ind, hvor der i den varmeste højsæson i juli-august dagligt ankom omkring 2.000 pilgrimme . I den anden ende af ruten,i Saint Jean Pied de Port, sker der et meget drastisk fald fra ca 9.000 i hele september (ca 300 i gennemsnit daglig) til ca 3.000 (gennemsnitlig 100) i oktober. Så alt i alt: Ønsker man at gå på stien inden vinteren sætter ind - men helst ikke med for mange medpilgrimme, er midt/slut september til midt/slut oktober ikke noget dårligt bud. Og vejret., Ja det bliver formentlig både regn, halv kolde dage og sol, men ingen sne. Her til morgen er vejret f.eks på toppen af O Cebreio rigtig flot med sol og 7 grader, og i løbet af dagen nærmer temperaturen sig 16 grader.
En del herberger lukker ned i vinterhalvåret, men de fleste først fra omkring 1. november, hvor Napoleonsruten over Pyrenæerne også lukkes, så vinterpilgrimmene i stedet må gå over Valcarlos.
Og det samlede antal Santiago-pilgrimme vil i år formentlig passerer en kvart million, og dermed være ny rekord. Intet tyder lige nu på, at pilgrimstrenden har toppet og er på vej ned - tværtimod.
onsdag den 21. oktober 2015
Engelsk guide til vintercaminoen
Camino de invierno, eller på dansk vintercaminoen, er en afstikker fra Camino Frances og går over byerne Ponferrada - Puente de Domingo Flórez - A Rúa - Quiroga- Monforte de Lemos - Chantada - Rodeiro - Laxe, hvor den rammer Camino Sanabres, der er en fortsættelse af Via de la Plata. En del af vinterpilgrimmene i 2014/15 brugte ruten, fordi der lå så meget sne på toppen af O Cebreio og vejen derfra over bjergene, at det var mere sikkert at gå en anden vej.
Her i sommer kom der så en guide på spansk, som skulle gøre det nemmere at gå denne rute, ligesom pilgrimsvenner af vintercaminoen vil rette op på de klager der tidligere har været over dårlig afmærkning på dele af rute. Pilgrimsvennerne mener, at vintercaminoen kan bruges hele året som et alternativ til Camino Frances.
Nu meddeler forlaget, at en engelsk udgave af guiden er på vej, og at den pt. ligger til gennemlæsning før den går i trykken.
Indtil da en netadresse til den spanske guide: http://www.caminodeinvierno.com/content/gu%C3%AD-del-camino-de-invierno-santiago-por-aida-men%C3%A9ndez-lorenzo
Nu meddeler forlaget, at en engelsk udgave af guiden er på vej, og at den pt. ligger til gennemlæsning før den går i trykken.
Indtil da en netadresse til den spanske guide: http://www.caminodeinvierno.com/content/gu%C3%AD-del-camino-de-invierno-santiago-por-aida-men%C3%A9ndez-lorenzo
tirsdag den 20. oktober 2015
Tysk pilgrimskvinde giver gode råd til andre pilgrimme
Det er mest mænd, der skriver pilgrimsbøger og laver hjemmesider om pilgrimsvandring. Men der er undtagelser.
Den tyske pilgrim, Andrea Ilchmann, har gået flere jakobsveje - også i Tyskland. Hun deler gerne ud af sine erfaringer og oplevelser på pilgrimsstierne både på sin hjemmeside og de bøger, som hun har udgivet om de forskellige caminoer/jakobsveje. Hun har gode råd til kampen mod både vabler, væggelus og fodsvamp. Her finder I hendes meget farverige hjemmeside: http://andrea-ilchmann.jimdo.com/
Den tyske pilgrim, Andrea Ilchmann, har gået flere jakobsveje - også i Tyskland. Hun deler gerne ud af sine erfaringer og oplevelser på pilgrimsstierne både på sin hjemmeside og de bøger, som hun har udgivet om de forskellige caminoer/jakobsveje. Hun har gode råd til kampen mod både vabler, væggelus og fodsvamp. Her finder I hendes meget farverige hjemmeside: http://andrea-ilchmann.jimdo.com/
mandag den 19. oktober 2015
Roma copia el Camino de Santiago
Rom kopiere Camino Santiago, hedder det ikke uden en hvis stolthed på den store spanske hjemmeside Mundicamino.
I 2001 gik 34 italienske kommuner og en række pilgrimsforeninger i Italien sammen for at arbejde for en udbredelse og forbedring af den middelalderlige pilgrimsrute fra Canterbury i Sydengland til Rom, kendt som Via Francigiane. Rutens første kendte pilgrimme gik til Rom i slutningen af 500-tallet, men først i 700-tallet efter den muslimske indtagelse af Jerusalem blev Rom for alvor et selvstændigt pilgrimsmål, før den tid var det først og fremmest Jerusalem, som pilgrimme tog til - primært med skib. I forbindelse med, at Pave Frans har udråbt et helligt år, der begynder nu den 8. december og varer det meste af 2016, gør initiativtagerne bag Via Francigiane sig store anstrengelser for at få denne pilgrimsrute gjort så klar, at nogle af de mange millioner kristne, der ventes til Rom i forbindelse med det hellige år, vælger at gå et stykke af Via Francigiane. Der findes i dag herberger og andre overnatningsmuligheder langs hele ruten fra Schweitz til Rom, ligesom den skulle være godt afmærket det meste af vejen. Endnu mangler der dog afmærkning og sikre gå-veje det sidste stykke gennem Rom til Vatikanet, men det arbejdes der på netop i disse dage.
Disse bestræbelser har fået den spanske pilgrimshjemmeside Mundicamino til ikke uden en vis stolhed at proklamere: Roma copia el Camino de Santiago eller på dansk: Rom kopiere Jakobsvejen.
I 2014 begyndte antallet af pilgrimme på Via Francigiane for alvor at stige i det op mod 25.000 brugte ruten. De italienske pilgrimsforeninger venter flere til næste år, så op mod 50.000 af de 33 millioner kristne, der ventes til Rom i Barmhjertighedens år, vil gå det hele eller et stykke af Via Francigiane. Holder det stik vil det for alvor give denne pilgrimsrute et skub, da det svarer til antallet af pilgrimme der årligt gik til Santiago for ca 20 siden. I 2015 vil 250.000 pilgrimme komme ind til Santiago. En hel del af dem er så opløftede ovenpå deres pilgrimsfærd, at Via Francigiane kunne trække mange af dem.
Det tyske forlag "Rother Wanderführer", der laver nogle af de mest benyttede og - efter denne hjemmeside redaktørs mening - nok pt. de bedste pilgrimsguider, har lavet en udmærket pilgrimsguide til Via Francigiane med startpunkt i Lauzanne i Schweitz til Peterskirken, ialt ca 1.000 km.
Og så kan jeg ikke dy mig for at citere Mundicamino (bagefter får I teksten i min - måske ikke helt korrekte - oversættelse): Los miles de peregrinos que llegan cada año a pie a Santiago de Compostela han hecho del Camino la ruta de peregrinaje más importante de Europa, pero no es la única. Aunque menos conocida, la Vía Francígena que lleva a Roma es la otra gran calzada que durante la Edad Media componía el único sistema de carreteras del continente y que unía las tres ciudades de peregrinación de cristianismo, Jerusalén, Roma y Santiago.
"De tusindvis af pilgrimme, der hvert år vælger at gå af Caminoen til Santiago de Compostella har valgt den vigtigste af alle pilgrimsruter, men ikke den eneste. Via Francigiane, der går til Rom, var en anden vigtig pilgrimsvej i middelalderen, hvor den forbandt Jerusalem - Rom og Santiago med hinanden."
Ja så vidt. Mundicamino. Man kan af italienske hjemmesider se, at Toscana pt. gør meget ud af afmærkning af Via Francigiane og oplysning om ruten, ligesom det ventes, at en hel del pilgrimme i det kommende år vil tage de sidste godt 100 km fra Vitterbo til Vaticanet.
I 2001 gik 34 italienske kommuner og en række pilgrimsforeninger i Italien sammen for at arbejde for en udbredelse og forbedring af den middelalderlige pilgrimsrute fra Canterbury i Sydengland til Rom, kendt som Via Francigiane. Rutens første kendte pilgrimme gik til Rom i slutningen af 500-tallet, men først i 700-tallet efter den muslimske indtagelse af Jerusalem blev Rom for alvor et selvstændigt pilgrimsmål, før den tid var det først og fremmest Jerusalem, som pilgrimme tog til - primært med skib. I forbindelse med, at Pave Frans har udråbt et helligt år, der begynder nu den 8. december og varer det meste af 2016, gør initiativtagerne bag Via Francigiane sig store anstrengelser for at få denne pilgrimsrute gjort så klar, at nogle af de mange millioner kristne, der ventes til Rom i forbindelse med det hellige år, vælger at gå et stykke af Via Francigiane. Der findes i dag herberger og andre overnatningsmuligheder langs hele ruten fra Schweitz til Rom, ligesom den skulle være godt afmærket det meste af vejen. Endnu mangler der dog afmærkning og sikre gå-veje det sidste stykke gennem Rom til Vatikanet, men det arbejdes der på netop i disse dage.
I 2014 begyndte antallet af pilgrimme på Via Francigiane for alvor at stige i det op mod 25.000 brugte ruten. De italienske pilgrimsforeninger venter flere til næste år, så op mod 50.000 af de 33 millioner kristne, der ventes til Rom i Barmhjertighedens år, vil gå det hele eller et stykke af Via Francigiane. Holder det stik vil det for alvor give denne pilgrimsrute et skub, da det svarer til antallet af pilgrimme der årligt gik til Santiago for ca 20 siden. I 2015 vil 250.000 pilgrimme komme ind til Santiago. En hel del af dem er så opløftede ovenpå deres pilgrimsfærd, at Via Francigiane kunne trække mange af dem.
Det tyske forlag "Rother Wanderführer", der laver nogle af de mest benyttede og - efter denne hjemmeside redaktørs mening - nok pt. de bedste pilgrimsguider, har lavet en udmærket pilgrimsguide til Via Francigiane med startpunkt i Lauzanne i Schweitz til Peterskirken, ialt ca 1.000 km.
Og så kan jeg ikke dy mig for at citere Mundicamino (bagefter får I teksten i min - måske ikke helt korrekte - oversættelse): Los miles de peregrinos que llegan cada año a pie a Santiago de Compostela han hecho del Camino la ruta de peregrinaje más importante de Europa, pero no es la única. Aunque menos conocida, la Vía Francígena que lleva a Roma es la otra gran calzada que durante la Edad Media componía el único sistema de carreteras del continente y que unía las tres ciudades de peregrinación de cristianismo, Jerusalén, Roma y Santiago.
"De tusindvis af pilgrimme, der hvert år vælger at gå af Caminoen til Santiago de Compostella har valgt den vigtigste af alle pilgrimsruter, men ikke den eneste. Via Francigiane, der går til Rom, var en anden vigtig pilgrimsvej i middelalderen, hvor den forbandt Jerusalem - Rom og Santiago med hinanden."
Ja så vidt. Mundicamino. Man kan af italienske hjemmesider se, at Toscana pt. gør meget ud af afmærkning af Via Francigiane og oplysning om ruten, ligesom det ventes, at en hel del pilgrimme i det kommende år vil tage de sidste godt 100 km fra Vitterbo til Vaticanet.
søndag den 18. oktober 2015
Film fra Refugio Gaucelmo i Rabanal
Amerikanske Elisabeth Brandt har været frivillig på et af de ældste herberg på Camino Frances i sommer og har her i oktober offentliggjort en lille film om livet på et pilgrimsherberg.
Refugio Gaucelmo er lidt af en institution på Caminoen. Herberget har været drevet de seneste 30 år som et donativo-herberg (d.v.s. uden fast betaling. Den enkelte pilgrim bestemmer selv, hvor meget de vil lægge). I dag er det den engelske pilgrimsfgorening, der står for herberget, som i mange år var det eneste herberg mellem Astorga og Jernkorset, hvor alle pilgrimme lægger en sten inden de nærmer sig den større by Ponferrada og Galicien. Der bor kun 30-40 mennesker helårs i Rabanal, der i dag rummer tre herberger, et par restauranter og en lille købmand. Og først men ikke mindst et Benedektinerkloster og en stemningsnigsfuld pilgrimskirke fra middelalderen. I den film, som jeg nedenfor giver et link til, får man desværre ikke så meget at vide om kirken og munkene. Herberget, der har en varm og meget gæstfri atmosfære, fylder stort set hele filmen. Så her lidt om klostret, der kun har nogle få fastboende munke,- men antallet af munke øges i sommerhalvåret, hvor tyske benediktinere fra kæmpeklostret i Münsterschwarzach i Bayern flytter ind. De tyske munke er på udgang fra moderklostret tre måneder af gangen for at tage sig specielt af de pilgrimme, der passerer Rabanal. Der er messer og tidebønner dagligt, ligesom det er muligt for pilgrimme af begge køn af overnatte i klostret og deltage i munkenes liv, hvis de bliver mindst to nætter - en slags retræte midt i pilgrimsvandringen mod Santiago.
Men her filmen, som altså først og fremmest viser livet i Refugio Gaucelmo, hvor pilgrimmene på rigtig engelsk vis modtages med the og engelsk kage om eftermiddagen, og hvor de hver morgen tilbydes morgenmad, før turen går videre. Refugiet modtager kun pilgrimme, der selv bærer bagagen og ikke tager bus eller tog. Cyklister modtages først efter kl. 17.00, hvis der stadig er plads, hvilket der næppe er efter kl. 17.00 i sommerhalvåret.
Elisabeths Brandts film kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=9eFq2rUdGqo&feature=youtu.be
Refugio Gaucelmo er lidt af en institution på Caminoen. Herberget har været drevet de seneste 30 år som et donativo-herberg (d.v.s. uden fast betaling. Den enkelte pilgrim bestemmer selv, hvor meget de vil lægge). I dag er det den engelske pilgrimsfgorening, der står for herberget, som i mange år var det eneste herberg mellem Astorga og Jernkorset, hvor alle pilgrimme lægger en sten inden de nærmer sig den større by Ponferrada og Galicien. Der bor kun 30-40 mennesker helårs i Rabanal, der i dag rummer tre herberger, et par restauranter og en lille købmand. Og først men ikke mindst et Benedektinerkloster og en stemningsnigsfuld pilgrimskirke fra middelalderen. I den film, som jeg nedenfor giver et link til, får man desværre ikke så meget at vide om kirken og munkene. Herberget, der har en varm og meget gæstfri atmosfære, fylder stort set hele filmen. Så her lidt om klostret, der kun har nogle få fastboende munke,- men antallet af munke øges i sommerhalvåret, hvor tyske benediktinere fra kæmpeklostret i Münsterschwarzach i Bayern flytter ind. De tyske munke er på udgang fra moderklostret tre måneder af gangen for at tage sig specielt af de pilgrimme, der passerer Rabanal. Der er messer og tidebønner dagligt, ligesom det er muligt for pilgrimme af begge køn af overnatte i klostret og deltage i munkenes liv, hvis de bliver mindst to nætter - en slags retræte midt i pilgrimsvandringen mod Santiago.
Men her filmen, som altså først og fremmest viser livet i Refugio Gaucelmo, hvor pilgrimmene på rigtig engelsk vis modtages med the og engelsk kage om eftermiddagen, og hvor de hver morgen tilbydes morgenmad, før turen går videre. Refugiet modtager kun pilgrimme, der selv bærer bagagen og ikke tager bus eller tog. Cyklister modtages først efter kl. 17.00, hvis der stadig er plads, hvilket der næppe er efter kl. 17.00 i sommerhalvåret.
Elisabeths Brandts film kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=9eFq2rUdGqo&feature=youtu.be
lørdag den 17. oktober 2015
Portræt af en væggelus
Tyske hjemmesider melder om nye væggelusproblemer på Camino del Norte.
Portrait de la punaise. Portræt af en væggelus, hedder overskriften på et pilgrimsseminar i Toulouse i Sydfrankrig den 3. november i år. I 2011 var der en del væggeslus på de franske jakobsveje, Chemin de Saint Jacques, men siden har franskmændene gjort meget for at bekæmpe dem, og de seneste to år, hvor denne artikels forfatter har gået over 1.500 km i Frankrig, har der ikke været tegn på væggelus et eneste sted. Næsten samtlige herberg har et anti-væggelus-program, som alle pilgrimme skal igennem, når de ankommer; sprøjtning af rygsække m.m. Det kan altså lade sig gøre at bekæmpe disse blodsugere. Men franske pilgrimsvenner fortsætter altså deres kamp imod dem.
I Spanien er der gjort meget på den mest benyttede pilgrimsvej, Camino Frances, men - især tyske - pilgrimshjemmesider- har her i efteråret skrevet om problemer på først og fremmest Camino del Norte, men også Via de la Plata. Da jeg gik Camino del Norte i efteråret 2012 var det et rimelig stort problem. Et herberg - hvor jeg ville have sovet - havde lukket på grund af væggelus. Og på Herberget i Casto-Urdiales fik en tysk kvinde sin pilgrimstur ødelagt, fordi hun om morgenen, hvor jeg også havde sovet der, kunne fremvise ansigt, arme og krop fuldstændig gennembidt af væggelus. Jeg ved ikke, om jeg er så sur en gammel mand, at væggelus ikke gider æde, eller jeg bare har været heldig, men hos undertegnede var der ingen spor af væggelus.
Jeg har et par råd, som jeg har hørt fra andre om væggelus, som jeg her vil give videre, afsluttende med en fransk hjemmeside, der har gode ideer til bekæmpelse.
1) Når jeg ankommer til et herberg - og eventuelt fatter mistanke - ser jeg efter under madrassen, hvor jeg skal sove. Er der små sorte æg, er der også væggelus, og så er det ikke et sted at sove. 2) Ser alt ok ud, bruger jeg et silkelagen mellem sovepose og madras, ligesom 3) jeg sommetider sprøjter madrassen med anti-væggelus-spray, der kan købes på stort set alle pilgrimsruter. 4) Rygsækken stilles ikke på sengen, men helst på en stol, idet kloge hoveder har fortalt mig, at det minimere muligheden for at få væggelus med på den videre færd. 5) Når jeg vender hjem til Danmark stiller jeg rygsækken udenfor, tømmer den der og lægger alt tøj i sorte plastikposer og derfra direkte videre i vaskemaskine. Rygsækken lægges også i en plastikpose og derfra videre i dybfryseren, hvor den er i 3 døgn. Det skulle slå eventuelle væggelus ihjel.
Du kan hente mange gode råd på denne franske hjemmeside: http://www.chemindecompostelle.com/punaisesdelit/index.html
Og mange - især tyske pilgrimshjemmesider - skriver jævnligt om problemer med "Wanzen" , ligesom de advarer andre pilgrimme om de herberger, hvor de har stødt på dem.
Portrait de la punaise. Portræt af en væggelus, hedder overskriften på et pilgrimsseminar i Toulouse i Sydfrankrig den 3. november i år. I 2011 var der en del væggeslus på de franske jakobsveje, Chemin de Saint Jacques, men siden har franskmændene gjort meget for at bekæmpe dem, og de seneste to år, hvor denne artikels forfatter har gået over 1.500 km i Frankrig, har der ikke været tegn på væggelus et eneste sted. Næsten samtlige herberg har et anti-væggelus-program, som alle pilgrimme skal igennem, når de ankommer; sprøjtning af rygsække m.m. Det kan altså lade sig gøre at bekæmpe disse blodsugere. Men franske pilgrimsvenner fortsætter altså deres kamp imod dem.
Jeg har et par råd, som jeg har hørt fra andre om væggelus, som jeg her vil give videre, afsluttende med en fransk hjemmeside, der har gode ideer til bekæmpelse.
1) Når jeg ankommer til et herberg - og eventuelt fatter mistanke - ser jeg efter under madrassen, hvor jeg skal sove. Er der små sorte æg, er der også væggelus, og så er det ikke et sted at sove. 2) Ser alt ok ud, bruger jeg et silkelagen mellem sovepose og madras, ligesom 3) jeg sommetider sprøjter madrassen med anti-væggelus-spray, der kan købes på stort set alle pilgrimsruter. 4) Rygsækken stilles ikke på sengen, men helst på en stol, idet kloge hoveder har fortalt mig, at det minimere muligheden for at få væggelus med på den videre færd. 5) Når jeg vender hjem til Danmark stiller jeg rygsækken udenfor, tømmer den der og lægger alt tøj i sorte plastikposer og derfra direkte videre i vaskemaskine. Rygsækken lægges også i en plastikpose og derfra videre i dybfryseren, hvor den er i 3 døgn. Det skulle slå eventuelle væggelus ihjel.
Du kan hente mange gode råd på denne franske hjemmeside: http://www.chemindecompostelle.com/punaisesdelit/index.html
Og mange - især tyske pilgrimshjemmesider - skriver jævnligt om problemer med "Wanzen" , ligesom de advarer andre pilgrimme om de herberger, hvor de har stødt på dem.
fredag den 16. oktober 2015
Mere politi langs Caminoen
Nogen siger heldigvis; andre beklager, at den spanske regering i samarbejde med lokalregeringerne afsætter flere penge til sikkerhed på Caminoen
Den spanske regering har nu afsat 56 millioner Euro eller 420 millioner kr. over de næste fem år for at gøre sikkerheden for pilgrimme på vej til Santiago bedre. I samarbejde med lokalregeringer, de frivillige på herbergerne og andre, der følger pilgrimmene tæt, vil regeringen prøver at sikre, at det første mord på Caminoen i nyere tid på den amerikanske pilgrims Denise Thiem i april i år, bliver det eneste; ligesom den usikkerhed og utryghed, det har givet nogle pilgrimme - især engelsktalende kvindelige - skal minimeres.
Udover en mere massiv tilstedeværelse af politi langs - først og fremmest Camino Frances, er der opråb til herberger og andre pilgrimssteder langs Caminoen om at være ekstra opmærksomme på mistænkelig adfærd. I katedralen i Santiago de Compostella er de ligeledes begyndt at sikre mod eventuel terror, idet færre døre er åbne og alle pilgrimme skal gå ind af nordporten, når de ankommer til Santiago.
Min kommentar: Ja hvad skal man sige til det. Det er svært at protestere, selvom denne redaktør mener, at det tager ikke så lidt af pilgrimsoplevelsen, hvis den skal foregå under politibeskyttelse. Der dør årligt op mod 12 pilgrimme på Caminoen, enkelte i ulykker, flere af sygdomme (primært hjerteproblemer), og så i 2015 har der været et mord. Det første siden det blev in at gå pilgrimsvandring igen i midten af 1980erne. I år ventes det endelige pilgrimstal at passerer 250.000 - altså en kvart million. Det er farligere at gå i skole i USA, selvom samtlige skoler der er sikret med bevæbnede vagter, hegn og meget mere. Der har de seneste to år været tilfælde med tiggere, halv- og helkriminelle besøgende fra Rumænien; men hvor i de vestlige EU-lande har man ikke oplevet det. Jeg gik tre dage på Camino Frances i maj i år, som afslutning på via Tolosana, der går fra Arles til Puente la Reina på Camino Frances. Og der var rigtig mange pilgrimme foran på stien i hundredevis, og bag ved det samme. Herbergerne var fyldt - det samme var f.eks den store pilgrimskirke i Los Arcos til pilgrimsmesse om aftenen, og diverse fortorvcafeer og restauranter udenfor. Der var pilgrimme overalt. Det var en meget stor oplevelse at se alle de forventningsfulde, trætte men også glade mennesker. Helt anderledes end den intimitet, der var på Camino Frances for år tilbage. En god men anderledes erfaring.
Med så mange mennesker kan det ikke undgås, at der sker mere - også af ubehagelig art på Caminoen. Antallet af amerikanske pilgrimme er steget med næsten 20 % i 2015 siden den amerikanske pilgrim Denise Thiem blev efterlyst, og flere engelsksprogede pilgrimshjemmesider siden har haft fokus på, hvor farlig Caminoen er, og hvor lidt spansk politi gør. Nu er morderen heldigvis fundet, og nu må man - ikke glemme denne meget ulykke hændelse, men - se at komme i gang med de opløftende og berigende dele af pilgrimslivet igen. Derfor tillader jeg mig at spørge. Er pilgrimslivet det samme med og uden politi langs stien. Jeg synes det ikke.
Den spanske regering har nu afsat 56 millioner Euro eller 420 millioner kr. over de næste fem år for at gøre sikkerheden for pilgrimme på vej til Santiago bedre. I samarbejde med lokalregeringer, de frivillige på herbergerne og andre, der følger pilgrimmene tæt, vil regeringen prøver at sikre, at det første mord på Caminoen i nyere tid på den amerikanske pilgrims Denise Thiem i april i år, bliver det eneste; ligesom den usikkerhed og utryghed, det har givet nogle pilgrimme - især engelsktalende kvindelige - skal minimeres.
Min kommentar: Ja hvad skal man sige til det. Det er svært at protestere, selvom denne redaktør mener, at det tager ikke så lidt af pilgrimsoplevelsen, hvis den skal foregå under politibeskyttelse. Der dør årligt op mod 12 pilgrimme på Caminoen, enkelte i ulykker, flere af sygdomme (primært hjerteproblemer), og så i 2015 har der været et mord. Det første siden det blev in at gå pilgrimsvandring igen i midten af 1980erne. I år ventes det endelige pilgrimstal at passerer 250.000 - altså en kvart million. Det er farligere at gå i skole i USA, selvom samtlige skoler der er sikret med bevæbnede vagter, hegn og meget mere. Der har de seneste to år været tilfælde med tiggere, halv- og helkriminelle besøgende fra Rumænien; men hvor i de vestlige EU-lande har man ikke oplevet det. Jeg gik tre dage på Camino Frances i maj i år, som afslutning på via Tolosana, der går fra Arles til Puente la Reina på Camino Frances. Og der var rigtig mange pilgrimme foran på stien i hundredevis, og bag ved det samme. Herbergerne var fyldt - det samme var f.eks den store pilgrimskirke i Los Arcos til pilgrimsmesse om aftenen, og diverse fortorvcafeer og restauranter udenfor. Der var pilgrimme overalt. Det var en meget stor oplevelse at se alle de forventningsfulde, trætte men også glade mennesker. Helt anderledes end den intimitet, der var på Camino Frances for år tilbage. En god men anderledes erfaring.
Med så mange mennesker kan det ikke undgås, at der sker mere - også af ubehagelig art på Caminoen. Antallet af amerikanske pilgrimme er steget med næsten 20 % i 2015 siden den amerikanske pilgrim Denise Thiem blev efterlyst, og flere engelsksprogede pilgrimshjemmesider siden har haft fokus på, hvor farlig Caminoen er, og hvor lidt spansk politi gør. Nu er morderen heldigvis fundet, og nu må man - ikke glemme denne meget ulykke hændelse, men - se at komme i gang med de opløftende og berigende dele af pilgrimslivet igen. Derfor tillader jeg mig at spørge. Er pilgrimslivet det samme med og uden politi langs stien. Jeg synes det ikke.
torsdag den 15. oktober 2015
"To engle på Caminoen"
Nok en fortælling om to - godt nok meget forskellige - hospitaleros, præsten don Blas og franskmanden Hugues.
I slutningen af april 2012 var jeg efter 2 uger på Via de la Plata nået til den mindre by, Fuenterroble de Salvatierra, to dagsetaper før Salamanca. Det pisssede ned, og det var vidunderligt at komme i tørvejr tidlig eftermiddag i et næsten tomt herberg. Ingen hospitaleros kun - på det tidspunkt - et par andre pilgrimme, der også lige var ankommet. Efter at have fundet en seng fandt jeg værten. Han stod på hovedet i toiletterne med børste, spand og sæbe - ikke noget rart arbejde. Han hilste hjerteligt på mig, og jeg spurgte om jeg måtte tage et billede af ham i arbejde. Nej lød svaret, men gerne på sovesalen. Hvilket jeg gjorde. Der skulle tydeligt ikke tages billeder af ham, hvor han stod i "møg og lort".
Herberget var slidt, men stemningen var fantastisk. Stort - lidt rodet - køkken, hvor vi pilgrimme senere lavede fælles aftensmad. Der var pilgrimmemesse i en kirke lidt der fra, og hvem stod bag alteret. Min lokums-hospitaleros, præsten don Blas. Han holdt en ualmindelig smuk, stemningsfuld, men også belærende messe, hvor han fortalte pilgrimmene, at de godt kunne tage mere hensyn til hinanden undervejs.
Næsten morgen lavede don Blas morgenmad til hele flokken (14 pilgrimme) inden vi en og en gik ud i regnen. En anden frivillig hospitaleros fortalte mig, at don Blas havde valgt selv at stå for 4 opgaver med pilgrimmene. 1)rensning af lokummer, 2) tilberedning af morgenmad,3) pilgrimsmesse med Sankt Jakobsvelsignelse, samt 4) åndelig vejledning til de pilgrimme, der bad om det.
Denne morgen smagte kaffen og det nyristede gamle brød med syltetøj ekstra godt. I øvrigt var der ingen fast pris for overnatning, morgenmad og anden service. Der stod en bøsse i den smalle indgangsentre, hvor pilgrimmene hver især kunne lægge, hvad de syntes.
Den anden hospitaleros-oplevelse, som jeg har valgt at fortælle om i denne omgang, er fra begyndelsen af maj 2014 på Via Podiensis, der går fra le Puy syd for Lyon til Saint Jean Pied de Port tæt Pyrenæerne og grænsen til Spanien, og derfra videre af Camino Frances til Santiago. I den lille smukke by Lectoure (syd for Moissac) lå herberget på 1. sal i præstegården. Også denne dag havde det regnet, og jeg havde fået våde støvler. I indgangsdøren blev jeg mødt af hospitaleros Hugues med stor cigar i munden. Han var oprindelig fra Marokko, men indvandret til Marseille, hvor han havde levet hele sit voksenliv. Da børnene var voksne tog han Chemin de Saint Jacques, og nu tog han så hvert år 2 uger fri fra arbejde for at tage til Lectoure og tage sig af pilgrimme. Først blev jeg kysset på begge kinder. Da jeg havde smidt støvlerne, tog han min rygsæk og bar den ovenpå til sovesalen og anviste mig en seng. Da jeg efter badet kom nedenunder, havde han taget de våde såler ud af støvlerne, hængt dem til tørre, propret gamle aviser ned i støvlerne og stillet dem i nærheden af et varmeapparat. Om aftenenen var der, efter Vesper med sognepræsten i et kloster nede i byen, fællessamling i den gamle middelalderlige spisesal med aperitif efterfulgt af "civilseret midddag" (5 retter incl. ost) med diverse vine og en lille skarp til sidst. Maden blev lavet af Hugues med-hospitaleros - en tidligere restauratør fra Marseille,Daniel, som nu var for gammel til at gå Compostela og derfor syntes at ham og vennen Hugues skulle tage sig af pilgrimme 14 dage hvert år. Under hele opholdet hyggede de to gamle mænd om os (7 pilgrimme) og gjorde alt for, at vi skulle føle os hjemme. Næste morgen var der frisklavet kaffe med varm mælk, nybagte croissants og baguette. Solen var lille stået op, da vi pilgrimme - nu i tørre varme støvler - gik ned af bakken/bjerget, hvor kirke og præstegård knejsede på toppen midt i den lille middelalderby, og Hugues kunne gå i gang med at gøre rent efter os.
I slutningen af april 2012 var jeg efter 2 uger på Via de la Plata nået til den mindre by, Fuenterroble de Salvatierra, to dagsetaper før Salamanca. Det pisssede ned, og det var vidunderligt at komme i tørvejr tidlig eftermiddag i et næsten tomt herberg. Ingen hospitaleros kun - på det tidspunkt - et par andre pilgrimme, der også lige var ankommet. Efter at have fundet en seng fandt jeg værten. Han stod på hovedet i toiletterne med børste, spand og sæbe - ikke noget rart arbejde. Han hilste hjerteligt på mig, og jeg spurgte om jeg måtte tage et billede af ham i arbejde. Nej lød svaret, men gerne på sovesalen. Hvilket jeg gjorde. Der skulle tydeligt ikke tages billeder af ham, hvor han stod i "møg og lort".
Næsten morgen lavede don Blas morgenmad til hele flokken (14 pilgrimme) inden vi en og en gik ud i regnen. En anden frivillig hospitaleros fortalte mig, at don Blas havde valgt selv at stå for 4 opgaver med pilgrimmene. 1)rensning af lokummer, 2) tilberedning af morgenmad,3) pilgrimsmesse med Sankt Jakobsvelsignelse, samt 4) åndelig vejledning til de pilgrimme, der bad om det.
Denne morgen smagte kaffen og det nyristede gamle brød med syltetøj ekstra godt. I øvrigt var der ingen fast pris for overnatning, morgenmad og anden service. Der stod en bøsse i den smalle indgangsentre, hvor pilgrimmene hver især kunne lægge, hvad de syntes.
Den anden hospitaleros-oplevelse, som jeg har valgt at fortælle om i denne omgang, er fra begyndelsen af maj 2014 på Via Podiensis, der går fra le Puy syd for Lyon til Saint Jean Pied de Port tæt Pyrenæerne og grænsen til Spanien, og derfra videre af Camino Frances til Santiago. I den lille smukke by Lectoure (syd for Moissac) lå herberget på 1. sal i præstegården. Også denne dag havde det regnet, og jeg havde fået våde støvler. I indgangsdøren blev jeg mødt af hospitaleros Hugues med stor cigar i munden. Han var oprindelig fra Marokko, men indvandret til Marseille, hvor han havde levet hele sit voksenliv. Da børnene var voksne tog han Chemin de Saint Jacques, og nu tog han så hvert år 2 uger fri fra arbejde for at tage til Lectoure og tage sig af pilgrimme. Først blev jeg kysset på begge kinder. Da jeg havde smidt støvlerne, tog han min rygsæk og bar den ovenpå til sovesalen og anviste mig en seng. Da jeg efter badet kom nedenunder, havde han taget de våde såler ud af støvlerne, hængt dem til tørre, propret gamle aviser ned i støvlerne og stillet dem i nærheden af et varmeapparat. Om aftenenen var der, efter Vesper med sognepræsten i et kloster nede i byen, fællessamling i den gamle middelalderlige spisesal med aperitif efterfulgt af "civilseret midddag" (5 retter incl. ost) med diverse vine og en lille skarp til sidst. Maden blev lavet af Hugues med-hospitaleros - en tidligere restauratør fra Marseille,Daniel, som nu var for gammel til at gå Compostela og derfor syntes at ham og vennen Hugues skulle tage sig af pilgrimme 14 dage hvert år. Under hele opholdet hyggede de to gamle mænd om os (7 pilgrimme) og gjorde alt for, at vi skulle føle os hjemme. Næste morgen var der frisklavet kaffe med varm mælk, nybagte croissants og baguette. Solen var lille stået op, da vi pilgrimme - nu i tørre varme støvler - gik ned af bakken/bjerget, hvor kirke og præstegård knejsede på toppen midt i den lille middelalderby, og Hugues kunne gå i gang med at gøre rent efter os.
onsdag den 14. oktober 2015
Ny fransk bog flytter fokus fra pilgrim til hospitaleros
Hvem er de egentlige pilgrimme. Dem der går eller dem, der baner vejen for de gående ?
En kvart million pilgrimme kommer i år til Santiago i Spanien. I Frankrig kan antallet af pilgrimme, der går på Chemin de Saint Jaques tælles i tusindvis og i lande som Østrig og Tyskland, er der ligeledes tusindvis af pilgrimme på diverse Jakobswege. På alle pilgrimsruterne har pilgrimmene brug for overnatning, forplejning og anden hjælp.
I tusindvis af frivillige i hele Europa hjælper pilgrimmene på vej. I en ny fransk bog, er det undtagelsesvis ikke pilgrimmene, der er i centrum; men to af disse frivillige. Præsten Sébastien Ihidoy og hospitalerosen Louis Janin (billedet) har i over 30 år taget sig af pilgrimme, der gik/går på Chemin de Saint Jaques i Frankrig. Det hele begyndte i starten af 80erne, da en pilgrim en sen aften bankede på pater Sébastien Ihidoy's dør og bad om husly.
Deres historie, samt andre fortællinger om "Hjælpsomheden langs Caminoen" er der kommet en hel bog ud af. De to mænd har fortalt deres historie til den den franske journalist Marianne Rigaux. Det er en pilgrimsbog - om ikke bare at tro, men også om at leve sin kristendom med og uden rygsæk. De to hovedpersoner har mange tanker om den nye pilgrimstrend og vigtigheden af at hjælpe komplet fremmede mennesker på deres vej gennem livet.
Du kan læse mere om bogen og de to gæstfrie - nu meget gamle mænd på disse hjemmesider: http://www.pelerin.com/Compostelle-et-autres-chemins/L-hospitalite-sur-les-chemins-de-pelerinage/Preserver-le-sens-de-l-hospitalite ------ og her: http://www.le-passeur-editeur.com/les-livres/spiritualit%C3%A9/l-hospitalit%C3%A9-sur-les-chemins-de-compostelle/
En kvart million pilgrimme kommer i år til Santiago i Spanien. I Frankrig kan antallet af pilgrimme, der går på Chemin de Saint Jaques tælles i tusindvis og i lande som Østrig og Tyskland, er der ligeledes tusindvis af pilgrimme på diverse Jakobswege. På alle pilgrimsruterne har pilgrimmene brug for overnatning, forplejning og anden hjælp.
Deres historie, samt andre fortællinger om "Hjælpsomheden langs Caminoen" er der kommet en hel bog ud af. De to mænd har fortalt deres historie til den den franske journalist Marianne Rigaux. Det er en pilgrimsbog - om ikke bare at tro, men også om at leve sin kristendom med og uden rygsæk. De to hovedpersoner har mange tanker om den nye pilgrimstrend og vigtigheden af at hjælpe komplet fremmede mennesker på deres vej gennem livet.
tirsdag den 13. oktober 2015
Vinter Caminoen meldes nu klar til brug
Den nye rute går fra Ponferrada til santiago uden om O Cebreio og Melide.
Igennem de seneste år har en af Spaniens - utallige - pilgrimsforeninger arbejdet på at lave en ny pilgrimsrute, der går uden om den store stigning op til O Cebreio. Ruten har været brugt nogle år - især om vinteren, og nu har den så fået det offficielle stempel. Ruten går over byerne Ponferrada - Puente de Domingo Flórez - A Rúa - Quiroga- Monforte de Lemos - Chantada - Rodeiro - Laxe, hvor den rammer Camino Sanabres, der er en fortsættelse af Via de la Plata. Her kommer man igennem den større by Orense og passerer floden Ulla på vejen til Santiago.
Jeg har kun gået Camino Sanabres og kan derfor ikke skrive så meget om den nye Camino de Invierno, men der er mange nyttige oplysninger at hente på internettet. Ruten har fået sin egen spanske hjemmeside, der kan ses på denne adresse: http://caminodeinvierno.com/
Seneste vinter gik en del pilgrimme af denne rute for at undgå sneen omkring O Cebreio, men der var en del klager på diverse hjemmesider over dårlig afmærkning og løse hunde. I og med at denne nye jakobsvej/Camino nu er blevet formelt enerkendt, kan det være, at myndigheder og pilgrimsforeninger er ved at få styr på ruten.
Igennem de seneste år har en af Spaniens - utallige - pilgrimsforeninger arbejdet på at lave en ny pilgrimsrute, der går uden om den store stigning op til O Cebreio. Ruten har været brugt nogle år - især om vinteren, og nu har den så fået det offficielle stempel. Ruten går over byerne Ponferrada - Puente de Domingo Flórez - A Rúa - Quiroga- Monforte de Lemos - Chantada - Rodeiro - Laxe, hvor den rammer Camino Sanabres, der er en fortsættelse af Via de la Plata. Her kommer man igennem den større by Orense og passerer floden Ulla på vejen til Santiago.
Seneste vinter gik en del pilgrimme af denne rute for at undgå sneen omkring O Cebreio, men der var en del klager på diverse hjemmesider over dårlig afmærkning og løse hunde. I og med at denne nye jakobsvej/Camino nu er blevet formelt enerkendt, kan det være, at myndigheder og pilgrimsforeninger er ved at få styr på ruten.
mandag den 12. oktober 2015
Alle aldersgrupper går Caminoen
Man kan møde stort set lige mange mænd og kvinder og en pæn spredning på alder på Caminoen.
Er der flest unge eller gamle på Caminoen?, lyder et spørgsmål, og svaret er let. Der er stort set lige mange af hver.
I 2014 kom 237.886 pilgrimme til Santiago. Af dem var 54 % mænd og 46 % kvinder. 28,3 % - altså en lille overvægt - var under 30 år, 55,4 % mellem 30 og 60 år, mens 16,3 var over 60 år.
Sammenligner vi to måneder, september 2014 med september 2015, er fordelingen på alder fuldstændig identisk, selvom antallet af pilgrimme steg med næsten 3.000 fra 34.458 til 37.432 fra september 2014 til september 2015. I september begge år var 22 % under 30 år, 56 % mellem 30 og 60 år, mens 22 % var over 60 år. Der er dog sket en lille ændring i fordelingen på køn, idet 52 % var mænd i september 2014 mod "kun" 50,6 % mænd i september 2015 eller sagt på en anden måde. I september i år var der reelt lige mange kvinder og mænd, der valgte at blive pilgrimme.
Er der flest unge eller gamle på Caminoen?, lyder et spørgsmål, og svaret er let. Der er stort set lige mange af hver.
I 2014 kom 237.886 pilgrimme til Santiago. Af dem var 54 % mænd og 46 % kvinder. 28,3 % - altså en lille overvægt - var under 30 år, 55,4 % mellem 30 og 60 år, mens 16,3 var over 60 år.
Sammenligner vi to måneder, september 2014 med september 2015, er fordelingen på alder fuldstændig identisk, selvom antallet af pilgrimme steg med næsten 3.000 fra 34.458 til 37.432 fra september 2014 til september 2015. I september begge år var 22 % under 30 år, 56 % mellem 30 og 60 år, mens 22 % var over 60 år. Der er dog sket en lille ændring i fordelingen på køn, idet 52 % var mænd i september 2014 mod "kun" 50,6 % mænd i september 2015 eller sagt på en anden måde. I september i år var der reelt lige mange kvinder og mænd, der valgte at blive pilgrimme.
søndag den 11. oktober 2015
"Eventyrernes klub "
Der er mange grunde til at gå pilgrimsvandring. Her en amerikaner, der ønsker at opleve så mange eventyr som mulig, og som efter bjergbestigning og andre prøvelser, i 2015 har valgt at gå Camino Frances og lave en film om det: "The end of the World". Der er utroligt mange flotte billeder fra den franske rute. Filmen kan ses her: https://www.caminodesantiago.me/community/threads/to-the-end-of-the-world-my-camino-film-and-blog.36640/
fredag den 9. oktober 2015
Stadig mange pilgrimme
Fredag, den 9. oktober kom der 1.445 pilgrimme ind til Santiago. Alt tyder på, at der i samtlige måneder i år vil være flere pilgrimme end i fjor. Der bliver stadig flere og flere jakobspilgrimme.
Det bliver spændende at se, om den store succes for jakobsvejene i Spanien vil have en afsmittende effekt på Via Francigiane, pilgrimsvejen til Rom, når det Hellige år i den katolske kirke begynder i november.
Det bliver spændende at se, om den store succes for jakobsvejene i Spanien vil have en afsmittende effekt på Via Francigiane, pilgrimsvejen til Rom, når det Hellige år i den katolske kirke begynder i november.
torsdag den 8. oktober 2015
Bedste herberg, bedste guide, bedste rygsæk
Engelsk forfatter har lavet sin egen liste med alt det bedste fra Camino Frances.
Du kan læse mere på hans blog, som du finder her:
http://stephen-marriott.squarespace.com/blog/the-top-three-hostels-on-the-camino-de-santiago4102015?logout=true
Du kan læse mere på hans blog, som du finder her:
http://stephen-marriott.squarespace.com/blog/the-top-three-hostels-on-the-camino-de-santiago4102015?logout=true
onsdag den 7. oktober 2015
Næsten 230.000 pilgrimme de første 9 måneder af 2015
Det er allerede nu helt sikkert, at der samlet set kommer flere pilgrimme til Santiago i år i forhold til i fjor.
De første ni månedfer af i år er der kommet 229.568 pilgrimme til Santiago. Det skal ses i forhold til, at der hele 2014 blev uddelt 237.385 compostela'er (bevis for pilgrimsfærd til Sankt Jakob). Her de første dage af oktober er pilgrimsstømmen halveret i forhold til sommermånederne, men der kommer stadig op mod 1.000 pilgrimme ind daglig. I fjor blev det til 22.718 pilgrimme i oktober - et antal der givet overgås i år. Det betyder, at det samlede antal pilgrimme i 2015 formentlig kommer til at ligge over en kvart million pilgrimme. Knapt halvdelen af dem, der går er spaniere - flest fra Madrid. Ikke-spanierne udgør altså over 50 % med lande som Tyskland, Italien, Frankrig og Portugal i top. I de allerseneste år er især amerikanere og sydkoreanere begyndt at gå til Santiago i større antal, og mordet på en amerikansk pilgrim i april i år lidt uden for Astorga synes ikke at have mindsket amerikanernes lyst til at gå Caminoen / The Way. De seneste måneder har antallet af pilgrimme fra USA været ca 1/5 del højere end i samme måneder i fjor.
En del amerikanske pilgrimme tog oven i købet en ekstratur til Santiago for deltage i den requiem messe (mindegudstjeneste) som nylig blev læst og sunget i Katedralen i Santiago. Det er første gang i nyere tid, at en pilgrim er blevet myrdet på Caminoen. (Gerningsmanden er fængslet og venter på sin dom). Her ved siden af et billede fra requiem messen i Katedralen, hvor amerikanske pilgrimme blev indbudt til at sidde forrest, ligesom en stor del af messen foregik på engelsk.
Herunder en graf hentet fra en schweizisk pilgrimshjemmeside, som meget godt illustrerer den udvikling, der har været i antallet af pilgrimme de seneste snart 25 år fra nogle få tusinde om året til omkring en kvart million. De år hvor graffen næsten støder på loftet er de såkaldt hellige år, hvor Sankt Jakobs dag falder på en søndag, og hvor især mange spaniere vælger at gå til Santiago for at deltage i de mange festmesser. Antallet af pilgrimme, der primært går af religiøse grunde, er de seneste år faldet procentvis, men steget i antal. De seneste 4 år har ca halvdelen af alle pilgrimme angivet, at de går primært af religiøse grunde.
De første ni månedfer af i år er der kommet 229.568 pilgrimme til Santiago. Det skal ses i forhold til, at der hele 2014 blev uddelt 237.385 compostela'er (bevis for pilgrimsfærd til Sankt Jakob). Her de første dage af oktober er pilgrimsstømmen halveret i forhold til sommermånederne, men der kommer stadig op mod 1.000 pilgrimme ind daglig. I fjor blev det til 22.718 pilgrimme i oktober - et antal der givet overgås i år. Det betyder, at det samlede antal pilgrimme i 2015 formentlig kommer til at ligge over en kvart million pilgrimme. Knapt halvdelen af dem, der går er spaniere - flest fra Madrid. Ikke-spanierne udgør altså over 50 % med lande som Tyskland, Italien, Frankrig og Portugal i top. I de allerseneste år er især amerikanere og sydkoreanere begyndt at gå til Santiago i større antal, og mordet på en amerikansk pilgrim i april i år lidt uden for Astorga synes ikke at have mindsket amerikanernes lyst til at gå Caminoen / The Way. De seneste måneder har antallet af pilgrimme fra USA været ca 1/5 del højere end i samme måneder i fjor.
Herunder en graf hentet fra en schweizisk pilgrimshjemmeside, som meget godt illustrerer den udvikling, der har været i antallet af pilgrimme de seneste snart 25 år fra nogle få tusinde om året til omkring en kvart million. De år hvor graffen næsten støder på loftet er de såkaldt hellige år, hvor Sankt Jakobs dag falder på en søndag, og hvor især mange spaniere vælger at gå til Santiago for at deltage i de mange festmesser. Antallet af pilgrimme, der primært går af religiøse grunde, er de seneste år faldet procentvis, men steget i antal. De seneste 4 år har ca halvdelen af alle pilgrimme angivet, at de går primært af religiøse grunde.
tirsdag den 6. oktober 2015
Om at gå i bjerge
Napoleonsruten fra Saint Jean Pied de Port lukker 1. november, hvorefter Camino Frances indtil 1. april går via Valcarlos. Men uanset hvilken års tid man går i bjergene, kan vejret drille. Jeg har fundet denne franske "brugsanvisning" på turen af Napoleonsruten over Col de Bentarte og Col de Lepoeder (samt de øvrige bjergstier på den samlede Jakobsvej fra Le Puy i Midtfrankrig til Santiago), som I kan læse nederst i denne artikel. Rådene kan skæres ned til følgende: a) Undersøg vejrudsigten før du går. Er der udsigt til tåge, sne eller uvejr, så lad hver at gå eller vælg en alternativ rute (Valcarlos). b) Gå aldrig alene. Hold dig i en gruppe med andre pilgrimme c) Vend om, hvis vejret pludselig ændrer sig. Selv mindre snebyger kan lægge sig i driver, så du ikke kan se stien og de farlige kløfter. Og d) Husk altid nok drikkevand. 
Redaktøren af denne side har gået over Pyrenæerne ved Saint Jean Pied de Port 4 gange og 1 gang ved Somport-passet. Jeg har gået i sol, regn, blæst og en gang ( i Somportpasset ) i strålende sol med fuldstændig ufarlige rester af sne på toppen. En enkelt gang har jeg valgt at tage turen over Valcarlos. Jeg foretrækker afgjort Napoleonsruten fremfor Valcarlos-ruten. Turen over Col de Lepoeder med vilde heste ( måske flot sol) og fantastiske udsigter herunder ned på klostret i Rolandspasset er noget helt for sig. Det hører dog med til historien, at der i vinteren 2014/15 var 70 redningsaktioner på Napoleonsruten - flere gange med helikopter og hunde efter pilgrimme. Her under får I de meget poetisk formulerede advarsler, som den franske pilgrim Jean Louis Cazamea har skrevet. Med billeder fra Napoleonsruten i Pyrenæerne i flot vejr taget af undertegnede. 
LES DANGERS DE LA MONTAGNE
Qu’il veuille traverser les plateaux de l’Aubrac, franchir les Pyrénées, déposer sa pierre à la Cruz de Hierro, ou monter au Cebreiro, le pèlerin de Saint Jacques sera confronté à la montagne. De graves incidents récents nous incitent à rappeller les plus grands dangers propres à ce milieu et à publier quelques conseils pour en minimiser les effêts.
Les dangers de la montagne
Tout le monde vous le dira : marcher en montagne, c’est comme marcher en plaine.
Sauf que... Sauf que si vous vous promenez en montagne, les chemins empruntés seront bordés de ravins et non de petits fossés.Vous serez donc obligés de faire très attention à l’endroit exact où vous allez poser vos pieds et vous savez qu’il est difficile de surveiller deux choses à la fois : le chemin que l’on doit suivre et la pointe de ses chaussures.Dans les passages délicats il n’est plus permis de penser à autre chose qu’à la marche.
Sauf qu’en montagne les côtes sont à la fois plus longues et plus raides. Rares sont les temps morts ou les petits replats qui permettent de reprendre son souffle. La respiration est haletante, la vue se brouille un peu, juste au moment où il faut être particulièrement attentif à ne pas trébucher.
Sauf que si vous vous égarez en montagne vous ne trouverez pas un village ou une ferme accueillante au détour de chaque sentier. De longues heures peuvent être nécessaires pour rejoindre la vallée dans de bonnes conditions. Attention plus soutenue, effort plus intense et de plus longue durée, navigation plus difficile : il n’y a vraiement pas de quoi effrayer le pèlerin expérimenté que vous êtes.
Tous les pèlerins expérimentés vous le diront : pérégriner en montagne, c’est à peine un peu plus difficile que de pérégriner en plaine.
Sauf que... Sauf que quand il fait beau, le soleil est à la fois plus brillant et plus chaud qu’en plaine.Gare aux coups de soleil et aux ophtalmies qui vous donnent le regard attachant du lapin atteint de myxomatose.
Sauf que quand il fait froid en plaine, il fait 8 degrés de moins à 1000 mètres plus haut.
Sauf que le petit vent frais que vous appréciez en plaine se transforme en tempête, traverse tous vos vêtements, arrache les chapeaux, retourne les parapluies et relève les ponchos pardessus la tête.
Sauf que la petite pluie se transforme en averse violente (ou en neige s’il fait froid) Soleil plus chaud, ou froid plus intense, ou vent plus fort, ou pluie plus dense : il n’y a pas encore de quoi effrayer le montagnard expérimenté que vous êtes
Tous les montagnards expérimentés vous le diront : traverser les montagnes c’est comme traverser les plaines sauf que...
Sauf qu’en montagne une complication arrive rarement seule et que les grandes difficultés commencent quand plusieurs désagréments se produisent en même temps et conjuguent leurs effêts.
Voici quelques exemples de ces combinaisons fréquentes :
Le soleil et le vent : le sentiment de fraicheur procuré par la petite brise qui vous pousse vers les sommets cache les brulures causées par le soleil et vous incite à négliger vos protections habituelles (crème solaire et vêtements).Vous ne sentez pas le danger.De la même façon vous ne voyez pas le danger quand un léger voile de nuages vous cache la vue du soleil. Soleil et vent, soleil et vent et voile de nuages que de belles brûlures en perspective !
Le froid et le vent : le vent augmente de façon trés sensible les effets du froid. On estime par exemple que la déperdition de chaleur quand il fait zéro degré avec un vent de 20 km à l’heure est équivalente à celle subie par moins dix degrés sans vent
La neige et les nuages : dans certaines conditions d’éclairage, par temps couvert, il devient très difficile de voir le relief et vous naviguez dans un monde brumeux, sans horizon (jour blanc). Pour peu qu’il s’y ajoute un peu de vent, les fausses sensations que vous éprouvez sont telles que vous tombez même à l’arrêt car vous êtes incapable de tenir votre corps à la verticale. Imaginez ce qui peut advenir si vous êtes égaré dans ces conditions
La neige et le vent : Le vent peut transformer une chute de neige anodine en galère.La répartition de la neige peut être très irrégulière et créer des congères. Vous ne verrez plus ni la signalisation horizontale ni vos propres traces (sur les quelles vous comptiez pour faire demi tour) car elles seront immédiatement effacées. Les sentiers et même les routes peuvent disparaitre. De plus la progression déja pénible en montagne va neccesiter un surcroit de dépense d’énergie que vous ne pourrez pas fournir car vous étiez déja à la limite de vos forces. D’où épuisement et moindre resistance au froid ... et le cycle des ennuis s’accélère qui conduit à la catastrophe.
Soleil, vent, pluie, neige, grêle, basses températures, fatigue, ravins, visibilité, sans oublier la foudre, l’expérience prouve que tous ces éléments se combinent entr’eux et que le resultat n’ est jamais à votre avantage
Je pense qu’il y a ci-dessus de quoi non pas effrayer, (ce n’est pas le but de cet article) mais faire prendre conscience des dangers de la montagne. Le respect de quelques conseils doit permettre de les affronter sans trop de dommages.
Les premières recommandations concernent ceux qui s’occupent des chemins et des pèlerins. Elles sont déja appliquées mais il n’est peut être pas inutile de les rappeller :
Assurer pour les étapes de montagne un balisage particulièrement soigné, visible par tous temps, diffficile à recouvrir par la neige.
Prévoir, chaque fois que possible, un itinéraire alternatif qui passe à une altitude moins élevée donc moins souvent et moins longtemps enneigé
Informer des difficultés de la montagne, surtout quand le temps est mauvais. Insister en cas de besoin
Orienter les pèlerins vers les voies alternatives. Si cela n’est pas suffisant pour éviter les problèmes, leur recommander les routes déneigées empruntées par les voitures. Si cela ne suffit toujours pas, leur conseiller de différer leur départ.
En ce qui concerne les pèlerins, les conseils sont également très simples :
Se renseigner sur place et surtout suivre les recommandations que l’on vous donne
Préparer l’étape avec plus de soin que d’habitude. Noter en particulier les points d’eau et les abris possibles.
Prévoir une alimentation adaptée aux efforts très importants et de longue durée.
Ne pas présumer de ses forces. La montagne en hiver est un milieu hostile réservé à des marcheurs en bonne condition physique, bien entrainés et bien équipés.
Prévenir votre lieu de destination de l’heure de votre départ, de l’itinéraire que vous voulez suivre et de l’heure estimée de votre arrivée. Ce sont ces éléments qui serviront de base à d’éventuelles recherches
Partir tôt. Les journées sont courtes en hiver et si vous êtes retardés par un problème vous serez content de disposer de quelques heures de lumière du jour pour le régler
Ne jamais partir seul .Essayer de constituer un groupe homogène
Ne jamais hésiter à faire demi tour. Savoir oublier les contraintes d’un programme sérré. Ce que vous ne ferez pas cette année vous pourrez le faire à une autre occasion.
Ne jamais s’écarter volontairement de la route prévue. C’est par là qu’arriveront les secours.
Comme vous le voyez, il s’agit de conseils très simples, que vous devez suivre même s’ils vont à l’encontre de vos habitudes et de l’esprit de liberté du chemin. C’est, en montagne, le prix à payer pour arriver à bon port.
Rappelez vous, vous êtes parti en pèlerinage pour aller jusqu’ à Saint Jacques, pas pour mourir en cours de route.
Qu’il veuille traverser les plateaux de l’Aubrac, franchir les Pyrénées, déposer sa pierre à la Cruz de Hierro, ou monter au Cebreiro, le pèlerin de Saint Jacques sera confronté à la montagne. De graves incidents récents nous incitent à rappeller les plus grands dangers propres à ce milieu et à publier quelques conseils pour en minimiser les effêts.
Les dangers de la montagne
Tout le monde vous le dira : marcher en montagne, c’est comme marcher en plaine.
Sauf que... Sauf que si vous vous promenez en montagne, les chemins empruntés seront bordés de ravins et non de petits fossés.Vous serez donc obligés de faire très attention à l’endroit exact où vous allez poser vos pieds et vous savez qu’il est difficile de surveiller deux choses à la fois : le chemin que l’on doit suivre et la pointe de ses chaussures.Dans les passages délicats il n’est plus permis de penser à autre chose qu’à la marche.
Sauf qu’en montagne les côtes sont à la fois plus longues et plus raides. Rares sont les temps morts ou les petits replats qui permettent de reprendre son souffle. La respiration est haletante, la vue se brouille un peu, juste au moment où il faut être particulièrement attentif à ne pas trébucher.
Sauf que si vous vous égarez en montagne vous ne trouverez pas un village ou une ferme accueillante au détour de chaque sentier. De longues heures peuvent être nécessaires pour rejoindre la vallée dans de bonnes conditions. Attention plus soutenue, effort plus intense et de plus longue durée, navigation plus difficile : il n’y a vraiement pas de quoi effrayer le pèlerin expérimenté que vous êtes.
Tous les pèlerins expérimentés vous le diront : pérégriner en montagne, c’est à peine un peu plus difficile que de pérégriner en plaine.
Sauf que... Sauf que quand il fait beau, le soleil est à la fois plus brillant et plus chaud qu’en plaine.Gare aux coups de soleil et aux ophtalmies qui vous donnent le regard attachant du lapin atteint de myxomatose.
Sauf que quand il fait froid en plaine, il fait 8 degrés de moins à 1000 mètres plus haut.
Sauf que le petit vent frais que vous appréciez en plaine se transforme en tempête, traverse tous vos vêtements, arrache les chapeaux, retourne les parapluies et relève les ponchos pardessus la tête.
Sauf que la petite pluie se transforme en averse violente (ou en neige s’il fait froid) Soleil plus chaud, ou froid plus intense, ou vent plus fort, ou pluie plus dense : il n’y a pas encore de quoi effrayer le montagnard expérimenté que vous êtes
Tous les montagnards expérimentés vous le diront : traverser les montagnes c’est comme traverser les plaines sauf que...
Sauf qu’en montagne une complication arrive rarement seule et que les grandes difficultés commencent quand plusieurs désagréments se produisent en même temps et conjuguent leurs effêts.
Voici quelques exemples de ces combinaisons fréquentes :
Le soleil et le vent : le sentiment de fraicheur procuré par la petite brise qui vous pousse vers les sommets cache les brulures causées par le soleil et vous incite à négliger vos protections habituelles (crème solaire et vêtements).Vous ne sentez pas le danger.De la même façon vous ne voyez pas le danger quand un léger voile de nuages vous cache la vue du soleil. Soleil et vent, soleil et vent et voile de nuages que de belles brûlures en perspective !
Le froid et le vent : le vent augmente de façon trés sensible les effets du froid. On estime par exemple que la déperdition de chaleur quand il fait zéro degré avec un vent de 20 km à l’heure est équivalente à celle subie par moins dix degrés sans vent
La neige et les nuages : dans certaines conditions d’éclairage, par temps couvert, il devient très difficile de voir le relief et vous naviguez dans un monde brumeux, sans horizon (jour blanc). Pour peu qu’il s’y ajoute un peu de vent, les fausses sensations que vous éprouvez sont telles que vous tombez même à l’arrêt car vous êtes incapable de tenir votre corps à la verticale. Imaginez ce qui peut advenir si vous êtes égaré dans ces conditions
La neige et le vent : Le vent peut transformer une chute de neige anodine en galère.La répartition de la neige peut être très irrégulière et créer des congères. Vous ne verrez plus ni la signalisation horizontale ni vos propres traces (sur les quelles vous comptiez pour faire demi tour) car elles seront immédiatement effacées. Les sentiers et même les routes peuvent disparaitre. De plus la progression déja pénible en montagne va neccesiter un surcroit de dépense d’énergie que vous ne pourrez pas fournir car vous étiez déja à la limite de vos forces. D’où épuisement et moindre resistance au froid ... et le cycle des ennuis s’accélère qui conduit à la catastrophe.
Soleil, vent, pluie, neige, grêle, basses températures, fatigue, ravins, visibilité, sans oublier la foudre, l’expérience prouve que tous ces éléments se combinent entr’eux et que le resultat n’ est jamais à votre avantage
Je pense qu’il y a ci-dessus de quoi non pas effrayer, (ce n’est pas le but de cet article) mais faire prendre conscience des dangers de la montagne. Le respect de quelques conseils doit permettre de les affronter sans trop de dommages.
Les premières recommandations concernent ceux qui s’occupent des chemins et des pèlerins. Elles sont déja appliquées mais il n’est peut être pas inutile de les rappeller :
Assurer pour les étapes de montagne un balisage particulièrement soigné, visible par tous temps, diffficile à recouvrir par la neige.
Prévoir, chaque fois que possible, un itinéraire alternatif qui passe à une altitude moins élevée donc moins souvent et moins longtemps enneigé
Informer des difficultés de la montagne, surtout quand le temps est mauvais. Insister en cas de besoin
Orienter les pèlerins vers les voies alternatives. Si cela n’est pas suffisant pour éviter les problèmes, leur recommander les routes déneigées empruntées par les voitures. Si cela ne suffit toujours pas, leur conseiller de différer leur départ.
En ce qui concerne les pèlerins, les conseils sont également très simples :
Se renseigner sur place et surtout suivre les recommandations que l’on vous donne
Préparer l’étape avec plus de soin que d’habitude. Noter en particulier les points d’eau et les abris possibles.
Prévoir une alimentation adaptée aux efforts très importants et de longue durée.
Ne pas présumer de ses forces. La montagne en hiver est un milieu hostile réservé à des marcheurs en bonne condition physique, bien entrainés et bien équipés.
Prévenir votre lieu de destination de l’heure de votre départ, de l’itinéraire que vous voulez suivre et de l’heure estimée de votre arrivée. Ce sont ces éléments qui serviront de base à d’éventuelles recherches
Partir tôt. Les journées sont courtes en hiver et si vous êtes retardés par un problème vous serez content de disposer de quelques heures de lumière du jour pour le régler
Ne jamais partir seul .Essayer de constituer un groupe homogène
Ne jamais hésiter à faire demi tour. Savoir oublier les contraintes d’un programme sérré. Ce que vous ne ferez pas cette année vous pourrez le faire à une autre occasion.
Ne jamais s’écarter volontairement de la route prévue. C’est par là qu’arriveront les secours.
Comme vous le voyez, il s’agit de conseils très simples, que vous devez suivre même s’ils vont à l’encontre de vos habitudes et de l’esprit de liberté du chemin. C’est, en montagne, le prix à payer pour arriver à bon port.
Rappelez vous, vous êtes parti en pèlerinage pour aller jusqu’ à Saint Jacques, pas pour mourir en cours de route.
søndag den 4. oktober 2015
Pilgrimstræf på torsdag
En mindre gruppe pilgrimme - både nye og garvede - mødes i Sankt Vilhelm Kirke i Hillerød.
"Min første Camino" er hovedtemaet, når nogle pilgrimme har sat hinanden stævne ved en pilgrimsmesse i Sankt Vilhelm Kirke på torsdag, den 8. oktober kl. 17.00 med efterfølgende samvær i menighedssalen. Arrangementet er åbent for alle - både dem, der har været på pilgrimsvandring og dem, der har et ønske om en gang at gøre det. Ideen til Pilgrimstræffet er hentet i Tyskland, hvor såvel garvede som kommende pilgrimme i mange byer jævnligt sætter hinanden stævne ved pilgrimstræf, hvor de udveksler erfaringer om de forskellige pilgrimruter, samt hjælper kommende pilgrimme på vej med egne erfaringer.
Det første pilgrimstræf af denne type i Københavnsområdet fandt sted i Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg i foråret, hvor 12 pilgrimme mødtes, og det var her, det blev besluttet at prøve at lave et tilsvarende arrangement i efteråret i Hillerød.
Der vil blive arrangeret lidt mad og drikkevarer i forbindelse med mødet. Derfor vil initiativtagerne gerne have tilmeldinger til postkassen på denne blog jakobsvejen@gmail.com
"Min første Camino" er hovedtemaet, når nogle pilgrimme har sat hinanden stævne ved en pilgrimsmesse i Sankt Vilhelm Kirke på torsdag, den 8. oktober kl. 17.00 med efterfølgende samvær i menighedssalen. Arrangementet er åbent for alle - både dem, der har været på pilgrimsvandring og dem, der har et ønske om en gang at gøre det. Ideen til Pilgrimstræffet er hentet i Tyskland, hvor såvel garvede som kommende pilgrimme i mange byer jævnligt sætter hinanden stævne ved pilgrimstræf, hvor de udveksler erfaringer om de forskellige pilgrimruter, samt hjælper kommende pilgrimme på vej med egne erfaringer.
Det første pilgrimstræf af denne type i Københavnsområdet fandt sted i Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg i foråret, hvor 12 pilgrimme mødtes, og det var her, det blev besluttet at prøve at lave et tilsvarende arrangement i efteråret i Hillerød.
Der vil blive arrangeret lidt mad og drikkevarer i forbindelse med mødet. Derfor vil initiativtagerne gerne have tilmeldinger til postkassen på denne blog jakobsvejen@gmail.com
lørdag den 3. oktober 2015
Saint Jean Pied de port har 6 måneders "højsæson"
Mens antallet af pilgrimme, der ankommer til Santiago de Compostela, er langt højest i juli og august, er antallet af pilgrimme, der går fra Saint Jean Pied de Port mere jævnt fordelt over hele sommerhalvåret.
Hvornår skal jeg gå Caminoen ? Jeg vil helst gå, når der ikke er alt for mange pilgrimme på ruten, lyder det ofte. Hvis man vælger at gå den franske rute, Camino Frances, fra Saint Jean Pied de Port, er der ikke den store forskel de første mange etaper i månederne april - september. Men jo mere man nærmer sig Santiago des flere pilgrimme støder til. I Saint Jean Pied de Port derimod falder pilgrimsantallet først væsentligt i oktober. På pilgrimskontoret i santiago de Compostella tæller de op, hvor mange pilgrimme der har gået mindst de sidste 100 km før Santiago og derfor beder om et Compostela ved ankomsten som tegn på vel overstået pilgrimsfærd.
De fleste pilgrimme går mere end de 100 km. Og ser man på statistikken kan man se, at ca 30 procent (på årsbasis), at de pilgrimme, der går den franske rute, har valgt at starte i Saint Jean Pied de Port. Men i de to sommermåneder, juli og august, har rigtig mange spaniere ferie, og de vælger ofte at starte efter Saint jean Pied de Port. Derfor den store forskel på antallet, der kommer til Santiago og antallet, der begynder i Saint Jean Pied de Port. Dernæst skal man være opmærksom på, at ca 1/3 af alle pilgrimme, der kommer til Santiago har valgt at gå nogle af de andre ruter, Camino Portugues, Camino del Norte o.s.v. På grafen her til højre kan man se, hvor mange pilgrimme, der besøger pilgrimskontoret i Saint Jean Ped de Port hen over året, her den seneste statistik fra 2014.
Hvornår skal jeg gå Caminoen ? Jeg vil helst gå, når der ikke er alt for mange pilgrimme på ruten, lyder det ofte. Hvis man vælger at gå den franske rute, Camino Frances, fra Saint Jean Pied de Port, er der ikke den store forskel de første mange etaper i månederne april - september. Men jo mere man nærmer sig Santiago des flere pilgrimme støder til. I Saint Jean Pied de Port derimod falder pilgrimsantallet først væsentligt i oktober. På pilgrimskontoret i santiago de Compostella tæller de op, hvor mange pilgrimme der har gået mindst de sidste 100 km før Santiago og derfor beder om et Compostela ved ankomsten som tegn på vel overstået pilgrimsfærd.
fredag den 2. oktober 2015
September blev nok en rekordmåned for antallet af pilgrimme.
37.432 eller 10 procent flere pilgrimme end i samme måned i fjor kom ind til Santiago.
Der var i september i år næsten lige mange af hver køn - 50,6 procent mænd og 49,4 procent kvinder. 22 Procent var over 60 år, ligeledes 22 procent under 30 år, mens resten 56 procent var mellem 30 og 60 år. Og motivet for at gå: 54 procent siger, at de er gået til Santiago af en blanding af kulturelle-religiøse grunde, 38 procent siger, at de primært går af religiøse årsager, mens 8 procent oplyser, at de alene går af kulturelle grunde. 41 procent af septembers pilgrimme er spaniere, mens resten - 59 procent - kommer fra et utal af lande. Tyskland er tilbage på førstepladsen med 3.212 pilgrimme efterfulgt af Italien, USA, Portugal og Frankrig. Antallet af danskere har jeg ikke endnu. Og i valget af ruter (Caminoer) er der heller ingen overraskelser. Den franske rute, Camino Frances, tegner sig for 2/3 af alle pilgrimme, derefter kommer Camino Portugues, Camino del Norte, Camino Primitivo, den engelske rute efterfulgt af Via de la Plata med 968 pilgrimme eller 2,6 procent af denne måneds pilgrimme.
Vi skal frem til år 1999 og år 2000, før det årlige antal pilgrimme oversteg 30.000. Tilbage i 80erne gik der sjældent over 2.000 pilgrimme til Santiago på en enkelt måned. Og nu efter en sommer med rekord mange pilgrimme fortsætter stigningen, så det allerede nu med nogenlunde sikkerhed kan siges, at omkring en kvart million pilgrimme vil have gået til Santiago i 2015, når nytårsklokken slår.
I går, torsdag den 1. oktober, kom 1.023 pilgrimme ind til Santiago. Så selv om sommermåneders "rush hour" er overstået, er der stadig rigtig mange pilgrimme på jakobsvejene i Spanien.
Der var i september i år næsten lige mange af hver køn - 50,6 procent mænd og 49,4 procent kvinder. 22 Procent var over 60 år, ligeledes 22 procent under 30 år, mens resten 56 procent var mellem 30 og 60 år. Og motivet for at gå: 54 procent siger, at de er gået til Santiago af en blanding af kulturelle-religiøse grunde, 38 procent siger, at de primært går af religiøse årsager, mens 8 procent oplyser, at de alene går af kulturelle grunde. 41 procent af septembers pilgrimme er spaniere, mens resten - 59 procent - kommer fra et utal af lande. Tyskland er tilbage på førstepladsen med 3.212 pilgrimme efterfulgt af Italien, USA, Portugal og Frankrig. Antallet af danskere har jeg ikke endnu. Og i valget af ruter (Caminoer) er der heller ingen overraskelser. Den franske rute, Camino Frances, tegner sig for 2/3 af alle pilgrimme, derefter kommer Camino Portugues, Camino del Norte, Camino Primitivo, den engelske rute efterfulgt af Via de la Plata med 968 pilgrimme eller 2,6 procent af denne måneds pilgrimme.
Vi skal frem til år 1999 og år 2000, før det årlige antal pilgrimme oversteg 30.000. Tilbage i 80erne gik der sjældent over 2.000 pilgrimme til Santiago på en enkelt måned. Og nu efter en sommer med rekord mange pilgrimme fortsætter stigningen, så det allerede nu med nogenlunde sikkerhed kan siges, at omkring en kvart million pilgrimme vil have gået til Santiago i 2015, når nytårsklokken slår.
I går, torsdag den 1. oktober, kom 1.023 pilgrimme ind til Santiago. Så selv om sommermåneders "rush hour" er overstået, er der stadig rigtig mange pilgrimme på jakobsvejene i Spanien.
torsdag den 1. oktober 2015
Stor anlagt pilgrimsseminar i Santiago
Under overskriften Fair Way tales der om fremtidens pilgrimsvandringer fra den 15. til den 18. oktober.
Der er nu åben for tilmelding til de tre dages pilgrimseminar i Santiago de Compostela, hvor et af hovedformålene er at drøfte, hvordan man kan bevare/skabe en spirituel pilgrimsrute, samtidig med at antallet af pilgrimme nu er på en kvart million om året. Seminariet har også til formål at hjælpe den hastigt voksende turistindustri langs pilgrimsvejene til at skabe de rigtige rammer for pilgrimmene. Du kan se programmet for de tre dages seminar her. http://www.fairwaysantiago.com/programa .Det er ikke gratis at deltage. Det koster fra 3 Euro til 181 Euro, alt efter hvilke dele af messelignende kæmpearrangement, som man eventuelt ønsker at deltage i. Det er muligt at bestille overnatning via seminariets hjemmeside. http://www.fairwaysantiago.com/portada
Abonner på:
Opslag (Atom)