Nogen siger heldigvis; andre beklager, at den spanske regering i samarbejde med lokalregeringerne afsætter flere penge til sikkerhed på Caminoen
Den spanske regering har nu afsat 56 millioner Euro eller 420 millioner kr. over de næste fem år for at gøre sikkerheden for pilgrimme på vej til Santiago bedre. I samarbejde med lokalregeringer, de frivillige på herbergerne og andre, der følger pilgrimmene tæt, vil regeringen prøver at sikre, at det første mord på Caminoen i nyere tid på den amerikanske pilgrims Denise Thiem i april i år, bliver det eneste; ligesom den usikkerhed og utryghed, det har givet nogle pilgrimme - især engelsktalende kvindelige - skal minimeres.Udover en mere massiv tilstedeværelse af politi langs - først og fremmest Camino Frances, er der opråb til herberger og andre pilgrimssteder langs Caminoen om at være ekstra opmærksomme på mistænkelig adfærd. I katedralen i Santiago de Compostella er de ligeledes begyndt at sikre mod eventuel terror, idet færre døre er åbne og alle pilgrimme skal gå ind af nordporten, når de ankommer til Santiago.
Min kommentar: Ja hvad skal man sige til det. Det er svært at protestere, selvom denne redaktør mener, at det tager ikke så lidt af pilgrimsoplevelsen, hvis den skal foregå under politibeskyttelse. Der dør årligt op mod 12 pilgrimme på Caminoen, enkelte i ulykker, flere af sygdomme (primært hjerteproblemer), og så i 2015 har der været et mord. Det første siden det blev in at gå pilgrimsvandring igen i midten af 1980erne. I år ventes det endelige pilgrimstal at passerer 250.000 - altså en kvart million. Det er farligere at gå i skole i USA, selvom samtlige skoler der er sikret med bevæbnede vagter, hegn og meget mere. Der har de seneste to år været tilfælde med tiggere, halv- og helkriminelle besøgende fra Rumænien; men hvor i de vestlige EU-lande har man ikke oplevet det. Jeg gik tre dage på Camino Frances i maj i år, som afslutning på via Tolosana, der går fra Arles til Puente la Reina på Camino Frances. Og der var rigtig mange pilgrimme foran på stien i hundredevis, og bag ved det samme. Herbergerne var fyldt - det samme var f.eks den store pilgrimskirke i Los Arcos til pilgrimsmesse om aftenen, og diverse fortorvcafeer og restauranter udenfor. Der var pilgrimme overalt. Det var en meget stor oplevelse at se alle de forventningsfulde, trætte men også glade mennesker. Helt anderledes end den intimitet, der var på Camino Frances for år tilbage. En god men anderledes erfaring.
Med så mange mennesker kan det ikke undgås, at der sker mere - også af ubehagelig art på Caminoen. Antallet af amerikanske pilgrimme er steget med næsten 20 % i 2015 siden den amerikanske pilgrim Denise Thiem blev efterlyst, og flere engelsksprogede pilgrimshjemmesider siden har haft fokus på, hvor farlig Caminoen er, og hvor lidt spansk politi gør. Nu er morderen heldigvis fundet, og nu må man - ikke glemme denne meget ulykke hændelse, men - se at komme i gang med de opløftende og berigende dele af pilgrimslivet igen. Derfor tillader jeg mig at spørge. Er pilgrimslivet det samme med og uden politi langs stien. Jeg synes det ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar