Tyske hjemmesider melder om nye væggelusproblemer på Camino del Norte.
Portrait de la punaise. Portræt af en væggelus, hedder overskriften på et pilgrimsseminar i Toulouse i Sydfrankrig den 3. november i år. I 2011 var der en del væggeslus på de franske jakobsveje, Chemin de Saint Jacques, men siden har franskmændene gjort meget for at bekæmpe dem, og de seneste to år, hvor denne artikels forfatter har gået over 1.500 km i Frankrig, har der ikke været tegn på væggelus et eneste sted. Næsten samtlige herberg har et anti-væggelus-program, som alle pilgrimme skal igennem, når de ankommer; sprøjtning af rygsække m.m. Det kan altså lade sig gøre at bekæmpe disse blodsugere. Men franske pilgrimsvenner fortsætter altså deres kamp imod dem.I Spanien er der gjort meget på den mest benyttede pilgrimsvej, Camino Frances, men - især tyske - pilgrimshjemmesider- har her i efteråret skrevet om problemer på først og fremmest Camino del Norte, men også Via de la Plata. Da jeg gik Camino del Norte i efteråret 2012 var det et rimelig stort problem. Et herberg - hvor jeg ville have sovet - havde lukket på grund af væggelus. Og på Herberget i Casto-Urdiales fik en tysk kvinde sin pilgrimstur ødelagt, fordi hun om morgenen, hvor jeg også havde sovet der, kunne fremvise ansigt, arme og krop fuldstændig gennembidt af væggelus. Jeg ved ikke, om jeg er så sur en gammel mand, at væggelus ikke gider æde, eller jeg bare har været heldig, men hos undertegnede var der ingen spor af væggelus.
Jeg har et par råd, som jeg har hørt fra andre om væggelus, som jeg her vil give videre, afsluttende med en fransk hjemmeside, der har gode ideer til bekæmpelse.
1) Når jeg ankommer til et herberg - og eventuelt fatter mistanke - ser jeg efter under madrassen, hvor jeg skal sove. Er der små sorte æg, er der også væggelus, og så er det ikke et sted at sove. 2) Ser alt ok ud, bruger jeg et silkelagen mellem sovepose og madras, ligesom 3) jeg sommetider sprøjter madrassen med anti-væggelus-spray, der kan købes på stort set alle pilgrimsruter. 4) Rygsækken stilles ikke på sengen, men helst på en stol, idet kloge hoveder har fortalt mig, at det minimere muligheden for at få væggelus med på den videre færd. 5) Når jeg vender hjem til Danmark stiller jeg rygsækken udenfor, tømmer den der og lægger alt tøj i sorte plastikposer og derfra direkte videre i vaskemaskine. Rygsækken lægges også i en plastikpose og derfra videre i dybfryseren, hvor den er i 3 døgn. Det skulle slå eventuelle væggelus ihjel.
Du kan hente mange gode råd på denne franske hjemmeside: http://www.chemindecompostelle.com/punaisesdelit/index.html
Og mange - især tyske pilgrimshjemmesider - skriver jævnligt om problemer med "Wanzen" , ligesom de advarer andre pilgrimme om de herberger, hvor de har stødt på dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar