"To engle på Caminoen"

Nok en fortælling om to - godt nok meget forskellige - hospitaleros, præsten don Blas og franskmanden Hugues.
I slutningen af april 2012 var jeg efter 2 uger på Via de la Plata nået til den mindre by, Fuenterroble de Salvatierra, to dagsetaper før Salamanca. Det pisssede ned, og det var vidunderligt at komme i tørvejr tidlig eftermiddag i et næsten tomt herberg. Ingen hospitaleros kun - på det tidspunkt - et par andre pilgrimme, der også lige var ankommet. Efter at have fundet en seng fandt jeg værten. Han stod på hovedet i toiletterne med børste, spand og sæbe - ikke noget rart arbejde. Han hilste hjerteligt på mig, og jeg spurgte om jeg måtte tage et billede af ham i arbejde. Nej lød svaret, men gerne på sovesalen. Hvilket jeg gjorde. Der skulle tydeligt ikke tages billeder af ham, hvor han stod i "møg og lort".

Herberget var slidt, men stemningen var fantastisk. Stort - lidt rodet - køkken, hvor vi pilgrimme senere lavede fælles aftensmad. Der var pilgrimmemesse i en kirke lidt der fra, og hvem stod bag alteret. Min lokums-hospitaleros, præsten don Blas. Han holdt en ualmindelig smuk, stemningsfuld, men også belærende messe, hvor han fortalte pilgrimmene, at de godt kunne tage mere hensyn til hinanden undervejs.
Næsten morgen lavede don Blas morgenmad til hele flokken (14 pilgrimme) inden vi en og en gik ud i regnen. En anden frivillig hospitaleros fortalte mig, at don Blas havde valgt selv at stå for 4 opgaver med pilgrimmene. 1)rensning af lokummer, 2) tilberedning af morgenmad,3) pilgrimsmesse med Sankt Jakobsvelsignelse, samt 4) åndelig vejledning til de pilgrimme, der bad om det.
Denne morgen smagte kaffen og det nyristede gamle brød med syltetøj ekstra godt. I øvrigt var der ingen fast pris for overnatning, morgenmad og anden service. Der stod en bøsse i den smalle indgangsentre, hvor pilgrimmene hver især kunne lægge, hvad de syntes.
Den anden hospitaleros-oplevelse, som jeg har valgt at fortælle om i denne omgang, er fra begyndelsen af maj 2014 på Via Podiensis, der går fra le Puy syd for Lyon til Saint Jean Pied de Port tæt Pyrenæerne og grænsen til Spanien, og derfra videre af Camino Frances til Santiago. I den lille smukke by Lectoure (syd for Moissac) lå herberget på 1. sal i præstegården. Også denne dag havde det regnet, og jeg havde fået våde støvler. I indgangsdøren blev jeg mødt af hospitaleros Hugues med stor cigar i munden. Han var oprindelig fra Marokko, men indvandret til Marseille, hvor han havde levet hele sit voksenliv. Da børnene var voksne tog han Chemin de Saint Jacques, og nu tog han så hvert år 2 uger fri fra arbejde for at tage til Lectoure og tage sig af pilgrimme. Først blev jeg kysset på begge kinder. Da jeg havde smidt støvlerne, tog han min rygsæk og bar den ovenpå til sovesalen og anviste mig en seng. Da jeg efter badet kom nedenunder, havde han taget de våde såler ud af støvlerne, hængt dem til tørre, propret gamle aviser ned i støvlerne og stillet dem i nærheden af et varmeapparat. Om aftenenen var der, efter Vesper med sognepræsten i et kloster nede i byen, fællessamling i den gamle middelalderlige spisesal med aperitif efterfulgt af "civilseret midddag" (5 retter incl. ost) med diverse vine og en lille skarp til sidst. Maden blev lavet af Hugues med-hospitaleros - en tidligere restauratør fra Marseille,Daniel, som nu var for gammel til at gå Compostela og derfor syntes at ham og vennen Hugues skulle tage sig af pilgrimme 14 dage hvert år. Under hele opholdet hyggede de to gamle mænd om os (7 pilgrimme) og gjorde alt for, at vi skulle føle os hjemme. Næste morgen var der frisklavet kaffe med varm mælk, nybagte croissants og baguette. Solen var lille stået op, da vi pilgrimme - nu i tørre varme støvler - gik ned af bakken/bjerget, hvor kirke og præstegård knejsede på toppen midt i den lille middelalderby, og Hugues kunne gå i gang med at gøre rent efter os.