Pilgrimsgruppe i Spanien vil lave oplysningskampagner til unge om Pilgrimsvandring.
Den spanske pilgrimsgruppe ‘El Espíritu de Santi’, der driver et herberg på Camino Sanabres, der er en forlængelse/det sidste stykke af Via de la Plata, mener, at pilgrimslivet i for stor udstrækning er ukendt for børn og helt unge. På deres eget herberg i Tabare, der i 2015 havde over 4.000 overnattende pilgrimme, havde 60 % passeret de 50 år. Det har fået gruppen til at lave et oplysningsprogram til skolerne i Spanien, hvor de ikke lægger skjul på, at de gerne ser så mange af de unge spaniere som muligt senere i livet tage rygsækken på og gå af jakobsvejene/Camino de Santiago. ‘El Espíritu de Santi’ er nu gået i samarbejde med flere skoler for at oplyse leverne om pilgrimsruterne nu og i middelalderen, og her er der også materiale om de andre store pilgrimsruter bl.a. til Rom og Jerusalem.
Ser man på den samlede statistik fra Pilgrimskontoret i Santiago virker det umiddelbart ikke som om, at det kun er ældre, der går på pilgrimsvandring i Spanien. Der er ikke en opdeling i alder kombineret med nationalitet, men en samlet opgørelse for alle pilgrimme, og her kan man se, at 28½ % er under 30 år, 55 % mellem 30 år og 60 år, mens 16½ % er over 60 år. Det betyder faktisk, at næsten 75.000 pilgrimme i 2015 var under 30 år, mens næsten 45.000 pilgrimme havde passeret de 60 år. Der er altså mange både unge og gamle pilgrimme med overvægt at unge under 30 år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar