Må vandrestavene komme med op i kabinen i flyet ? Både ja og nej.
Antallet af læsere her på siden stiger kraftigt i disse dage, og der er igen begyndt at dukke praktiske spørgsmål op. Hvordan træner du (læs i går), og må teleskopstokkene komme med op i kabinen i flyet ?.
For nogle år siden spurgte jeg sikkerhedstjenesten i Kastrup lufthavn, om det var tilladt at have teleskopstokke med i flyet, men fik ikke noget brugbart svar. Vi skal se dem først, lød svaret. Så man kan altså risikere i den i forvejen tumultagtige sikkerhedstjek i Kastrup med parfumestank, og nogen gange alt anden end venlige sikkerhedsfolk, at skulle retur med stokkene for at skrive dem ind. Så jeg har aldrig forsøgt, men kommer stokken ned i selve rygsækken, før jeg skriver rygsækken ind som bagage. Jeg kan af debatten på nettet se, at pilgrimme, der tager fra f.eks. Schweiz ikke har nogen problemer med at have stokke med i flyet, men de skriver samtidig, at de ikke må have stokke med fra lufthavnen i Santiago. Fælles normer er der altså ikke. Det samme gælder vandrestøvler, som mange pilgrimme har på i flyet. Nogle steder skal de af og gennem et særligt sikkerhedstjek. Andre steder må man beholde dem på, når man går igennem. Så der findes altså ingen faste regler, som jeg kan henvise til. Svaret på spørgsmålet er altså lige så dårligt, som det du - formentlig - får, hvis du spørger i Lufthavnen i Kastrup.
Da det sker (også flere gange for undertegnede), at bagagen ikke dukker op på båndet i ankomstlufthavnen, er det selvfølgelig altid med en vis spænding, at man står der og venter. I fjor gik jeg Via Tolosana Compostella fra Arles til Logrono med fly fra Kastrup til Geneve og derfra videre med tog til Arles. Togpladsen var bestilt hjemmefra, og jeg havde det ikke særlig godt, da rygsækken ikke dukkede op på båndet. Jeg søgte overalt i ankomstområdet, og heldigvis bag en pille lå den smidt i en møgbunke - alt andet end ren. Jeg har prøvet noget lignende før. Min teori er, at de forholdsvis lette rygsække bliver smidt øverst på bagagevognen, der fragter kufferter fra flyet, og at de falder af undervejs, og at de derfor kan dukke drivvåde op eller med tydelig spor af at have været en tur i asfalten. Derfor ville jeg ikke være ked af, hvis rygsækken med stokke kunne gå med i kabinen.
De seneste dage er der i øvrigt begyndt at komme flere pilgrimme dagligt ind til Santiago end i de tre vintermåneder, fredag 127, lørdag 142 og i går søndag 134, og jeg kan af diverse pilgrimsfora se, at mange begynder deres tur ultimo marts - primo april. En af de helt store forårsruter dette forår (ved siden af Camino Frances og Camino Portugues) tyder på at blive den lille 4-5 dages rute, Camino Ingles, der går næsten direkte fra Nordkysten i Galicien til Santiago.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar