Igen i februar i år er der i forhold til i fjor sket en stigning i antallet af pilgrimme, der går til Santiago.
Nordspanien og ikke mindst Galicien har haft et alt andet end pilgrimsvenligt vejr i februar i år. Det har stort set styrtregnet hele måneden, pilgrimsstierne har stået under vand og en ubehagelig kold vind har fået pilgrimmene til at fryse både dag og nat. Nemt har det ikke været.
Derfor skal denne hjemmesides redaktør ikke lægge skjul på, at det er med forundring, at jeg kan se af Katedralens netop offentliggjort månedsstatistik , at februar 2016 blev nok en rekord. 1.721 pilgrimme er gået til Santiago i februar 2016 mod 1.544 i i februar 2015. Det er en stigning på næsten 11½ %.
Det skal dog bemærkes, at der er kæmpe forskel på antallet af pilgrimme hen over året. I de tre sommermåneder i fjor kom der i runde tal, henholdsvis 35.000, 45.000 og 55.000 pilgrimme ind til Santiago. Så det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed, om der i 2016 er lagt op til nok en stor pilgrimsrekord, selvom både januar og februar har budt på flere pilgrimme end året før. Der langt fra januar/februars godt 3.000 pilgrimme til over 262.000 pilgrimme på et helt år, som i 2015.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar