464 danskere gik til Apostlen Jakobs grav i juli.
Det blev til en lille stigning i det samlede antal pilgrimme, der gik til Santiago i juli i år i forhold til 2015, viser den første opgørelse fra pilgrimskontoret i Santiago gengivet i el Correo Galego. Og danske pilgrimme har med 464 ankomne pilgrimme i juli været med til at fastholde den fortsatte stigning i det samlede antal pilgrimme, der går på Jakobsvejene til Santiago de Compostela.
Det samlede tal for juli blev på 45.545, hvilket er under 1.000 mere end i juli i fjor, hvor der ankom 44.818 pilgrimme til Santiago og bad om et Compostella. Det er den laveste procentvise stigning i antallet af pilgrimme i juli i mange år, og det kunne være fristende at spørge: Er pilgrimstrenden toppet ?
Lægger vi de første 7 måneder af i år sammen og sammenligner med de samme syv måneder i 2015 er stigningen i procent noget større. I 2015 blev det i de syv måneder til 137.393 ankomne pilgrimme, mens der i år i de samme måneder blev talt 146.660.
De seneste år er antallet af pilgrimme steget langt mere eksplosivt med en stigning fra 10 % og opad stort set hvert år.
Antallet af ikke spanske pilgrimme stiger fortsat pænt, og der er to mindre overraskelser for juli. Den ene er nævnt, nemlig de mange danske pilgrimme. Den anden; at antallet af pilgrimme fra USA er større end antallet fra Tyskland. Her en grafik fra el Correo Galego.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar