Oktober - blev som ventet - nok en rekordmåned med over 10 % stigning i antallet af pilgrimme, der gik ind til Santiago.
Det er især ikke spaniere, der er årsag til, at de på pilgrimskontoret i Santiago stort set hver eneste måned kan melde om nok en rekordmåned. I oktober i år gik 28.232 pilgrimme ind til Santiago - i oktober i 2015 var der 25.574 Santiago-pilgrimme, så det bliver altså en stigning på godt 10 % i forhold til i fjor. Samlet bliver 2016 også en rekordmåned. Hele 2015s samlede antal pilgrimme på 262.515 blev passeret allerede den 22. oktober, så selvom stigningen i år næppe bliver på samlet 10 %, er der totalt set stadig flere og flere pilgrimme på stierne i Spanien.
Og spanierne må for alvor vænne sig til at være i mindretal som pilgrimme på de spanske pilgrimsveje. I oktober var under 1/3 eller lige knapt 31 % spaniere, mens godt 69 % kom fra 168 forskellige nationer.
Set over hele 2016 er der ikke ændret væsentligt ved de seneste år tendens til fordeling af pilgrimme hen over året. Der kommer allerflest pilgrimme ind til Santiago i juni, juli og august med op mod 60.000 pilgrimme pr. måned, men om sommeren går pilgrimmene langt kortere end i foråret og efteråret. Langt de fleste sommerpilgrimme starter deres pilgrimsfærd ca 100 til 120 km før Santiago fra alle retninger. Det er primært spaniere, der går om sommeren - ofte i grupper: menigheder, kirkelige ungdomsforeninger eller grupper af familie og venner. Om foråret og efteråret går der langt flere individuelle pilgrimme, og det store flertal er fra ikke-spanske lande - primært Europa og USA. I Saint Jean Pied de Port og i Roncesvalles på begge sider af Pyrenæerne melder herbergerne om højsæson fra medio april til medio maj, samt fra slut august til slut september - start oktober. Så på de første 600 km af Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago er der langt flere pilgrimme i foråret og efteråret end om sommeren. I november, december, januar og februar er der stadig en del pilgrimme, men langt færre. I går kom der 569 pilgrimme ind til Santiago. Mange af dem er startet i Saint Jean Pied de Port omkring 1. oktober.
Der har i år været en tendens til, at stadig flere pilgrimme foretrækker at gå af andre ruter end Camino Frances. Her i oktober havde næsten 68 % af de pilgrimme, der kom ind til Santiago, dog valgt den franske rute. Mere om valg af ruter og motiver for at gå i de kommende dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar