Spanske hjemmesider og aviser melder om snemasser i Pyrenæerne og store vanskeligheder for pilgrimme.
En gruppe - primært sydkoreanske pilgrimme - kom i går rimelig forkomne og kolde til Roncesvalles i Pyrenæerne efter at have forladt Saint Jean Pied de Port i et kraftigt snevejr. Pilgrimmene oplyser, at de ikke har set eller hørt vejrudsigterne. Andre pilgrimme, der havde orienteret sig, har - i følge samme medier - besluttet at blive i Saint Jean Pied de Port til snevejret har lagt sig. Til alt held er alle pilgrimmene gået over Valcarlos, så der var mulighed for hjælp, samt bebyggelse, hvor pilgrimmene kunne søge ly. To pilgrimme nåede ikke frem inden mørkets frembud, men havde fået hjælp undevejs.
I tidligere år, hvor det formelt om vinteren - hvis vejret tillod det - stadig var tilladt at gå direkte over bjergene af den såkaldte Napoleonsrute, var det langt farligere for især sydkoreanerne, der åbenbart har sværere ved at orientere sig om vejrforholdene langs Camino Frances.
Af de meldinger, der kommer fra diverse medier om pilgrimsvandring, tyder det på, at langt de fleste vinterpilgrimme undersøger vejrudsigten, før de drager af, men der sker altså stadig pilgrims-dødsfald i Pyrenæerne med jævne mellemrum. Årsagen er næsten altid, at pilgrimmene har startet meget sent fra Saint Jean Pied de Port; ikke taget hensyn til en dårlig vejrudsigt eller ikke været klar over, at bjergvandring kræver, at man informere sig inden opstigningen, ligesom nogle pilgrimme har forklaret efter helikopterredninger, at de forsøgte at finde en smutvej i bjergene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar