Der er to pilgrimsruter fra Sydfrankrig over Pyrenæerne med Santiago de Compostela som mål. Og alternativet til den mest benyttede er faktisk ret fantastisk at gå.
I disse dage er der for alvor gang i pilgrimsplanlægningen og de første pilgrimme er måske allerede på vej til Frankrig, Spanien eller Portugal for at gå af en jakobsvej til Santiago. Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago er stadig langt den mest populære og for mange danske pilgrimme er turen over Pyrenæerne (helst af Napoleonsruten) til Roncesvalles nærmest en selvfølgelighed. (Denne rutes praktiske udfordringer er beskrevet i går her på siden). Og Napoleonsruten over Col Leopoder, som jeg selv har nydt af gå af flere gange, er også fantastisk flot, men der er en anden rute, som ikke har så stor bevågenhed, og som sagtens kan måle sig med turen fra Saint Jean Pied de Port. Her tænker jeg på pilgrimsruten over Somport-passet.
Ruten, Camino Aragones, går fra toppen af Somportpasset til Obanas (Puente la Reina), hvorefter den smelter sammen med Camino Frances resten af vejen til Santiago. Hvor pilgrimsstien fra Saint Jean Pied de Port til Puente la Reina i de fleste guides er sat til 4 etaper (selvom mange bruger 5, fordi de overnatter i Orison eller Hunto lidt oppe i Pyrenæerne) er turen fra Somport til Obanas/Puente la Reina sat til 6 etaper. Hvis man dertil lægger, at det er helt fantastisk at bruge 3 dage på at gå op til Somportpasset fra den smukke sydfranske by Oloron Sainte Marie, skal man altså beregne 4 til 5 dage mere end af Napoleonsruten fra Saint Jean Pied de Port. Men jeg synes afgjort, at turen af Camino Aragones er det hele værd.
I de allerseneste få år er der blevet stadig mere pres på overnatningsstederne mellem Saint Jean Pied de Port og Puente la Reina i den helt store højsæson slut april/ start maj og igen slut august/ langt ind i september. Nogle pilgrimme har svært ved at nyde turen fordi "kampen for en seng" psykisk kommer til at fylde alt for meget. Derfor vil jeg her lige beskrive alternativet.
De tre etaper fra Oloron Sainte Marie til toppen af Somportpasset ( 1.632 meter ) går gennem bøgeskove med høje klippeformationer langs siderne. Det meste regn falder på nordsiden af Pyrenæerne og det bærer stien meget præg af. Man passerer små bække flere steder. Stien er smal med ikke svær at gå. Ingen steder med rigtig højdeskræk. Der er overnatning på vejen op bl.a. hos den meget karasmatiske munk, broder Pierre i klostret i Sarrance.
Efter Col du Somport skifter landskabet og bjergene stil. Der er enkelte store vandfald, men ellers er naturen langt mere gold, og spanierne har - som vanlig -gjort meget ud af stien med sikre træbroer over vandløbene og brede stier. De fleste pilgrimme passerer toppen efter en pause, der har et lille udendørs kapel, samt en bar med mulighed for overnatning. Herfra går det pænt stejlt nedad mod Canfranc-Estacion (ca 7 km fra toppen), hvor der er flere overnatningsmuligheder. Ruten fortsætter gennem et flot bjerglandskab og små bjergbyer (nogle desværre ruinbyer) langs floden Aragones, der har givet ruten navn. Der er rimelige dagsetapeter og flere overnatningsmuligheder undervejs, før man kort inden Obanas passerer den helt fantastiske kirke Sante Maria de Eunate. Og i Obanas "går det så bananas" med pilgrimme her, der og alle vegne.
Hvis man har yderligere to til tre dage, kan man starte sin pilgrimstur i Frankrigs i dag kendteste kristne Mariavalfartssted, Lourdes, hvor der går en pilgrimssti på 2 til 3 dagsetaper til den smukke middelalderby Oloron Sainte Marie, hvorefter opturen i Pyrenæerne starter.
Jeg gik ruten over Somportpasset (helt fra Arles af Via Tolusana) i maj 2015 og fandt den helt fantastisk. Jeg skal tilføje, at jeg passerede vinterens sidste snedriver på toppen af Somportpasset i strålende sol, hvor bjergene tog sig overdådige ud.
Her en pilgrim få hundrede meter før toppen på den franske side af grænsen. Og nedenunder igen et vandfald få kilometer nede af stien efter grænsen til Spanien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar