Det er ikke allehjemmesider, der er lige opdaterede når det gælder aktuelle herbergslister. og det kan være et problem.
Hvor finder jeg de bedste herbergslister ? , lyder spørgsmålet. Og når det gælder Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago er svaret ikke så svært, idet rigtig mange hjemmesider har gode og aktuelle herbergslister. Begynder du oven i købet i Saint Jean Pied de Port, kan du på pilgrimskontoret få udleveret en opdateret herbergsliste, som ikke vejer mange gram. Skal du gå i Frankrig er det også rimeligt nemt. Du køber Miam, Miam, DoDo (spise, spise, sove, sove), der udgives hvert eller hvert andet år - alt efter hvilken rute du går, og i Miam ,Miam, DoDo finder du stort set alt, hvad du skal bruge, ligesom det er muligt i Frankrig at bestille plads langt de fleste steder i forvejen, hvilket betyder, at du i løbet af formiddagen kan ringe til herberg(erne) i den by, du agter at overnatte i og reservere en seng.
Det er derimod mere usikkert, hvis du skal på en af de andre spanske ruter end Camino Frances. Her er herbergslister ikke altid opdaterede, og den rute som jeg p.t. går på, Via de la Plata, går for at være rigtig dårlig, når det gælder informationer om herberger, ligesom man kan risikere- i følge pilgrimsmeldinger på internettet - at herberg, der står på listen er lukket.
Jeg har tidligere anbefalet den spanske hjemmeside http://www.caminosantiago.org/cpperegrino/comun/inicio.asp , men har netop konstateret, at herbergslisten, når det gælder Via de la Plata ikke er opdateret. På deres liste står f.eks. herberget i Embalse de Alcántara, der stadig. Jeg har netop kontrolleret denne information, og det viser sig at herberget er lukket i 2015 og i følge herbergets egen hjemmeside er det stadig lukket. Embalse de Alcántara er ingen by, men kun en sø med et hus, nemlig herberget, og herberget ligger bogstaveligt talt i end of nowhere ca 32 km efter Caceres og næsten 12 km før næste by Canaveral. Så det er ikke særlig sjovt at dukke op der efter en lang vandredag og konstatere, at der er 12 km til en seng, kro, butik - ja alt.
Derfor anbefaler jeg pt. den spanske hjemmeside www.gronze.com eller måske endnu bedre den anden spanske hjemmeside http://caminodesantiago.consumer.es, og den normalt velinformere spanske hjemmeside http://www.mundicamino.com/. Det lyder lidt besværligt, men prøv at krydstjekke, hvis du skal gå en af de ruter ( f.eks. Via de la Plata), hvor der er langt mellem herbergene, og der kun er få af dem. Jeg vil denne tur jævnligt ringe i forvejen for at sikre mig, at der er et herberg åbent inden jeg tager 30-35 km af de ofte øde områder langs Via de la Plata.
Her stien umiddelbart før Embalse de Alcántara (foto 2012), hvor herberget desværre er lukket. Det er et meget smukt og øde landskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar