Ja, I kan få jeres egen køjeseng ( over og underkøje), men der er faktisk herberg, der giver jer dobbeltværelse !
Er der særlige forhold for ægtepar på Caminoen ?, lyder dagens spørgsmål. Og det er lidt fristende at svare, at ægtepar som regel kan få lov til at dele en køjeseng (over- og underkøje), men - undskyld til jer der går alene - vi ( min medpilgrim og jeg ) har faktisk flere gange fået positiv særbehandling undervejs. Nedenstående svar gælder pilgrimsvandring i Spanien ( og Portugal). I Frankrig er det ofte en blanding af sovesale og enkelt/dobbeltværelser, I Tyskland og Østrig har vi sovet på små sovesale, men primært på eget værelse ( og prisen var derefter). Men tilbage til pilgrimsvandring i Spanien: Hvis man som ægtepar gerne vil have eget værelse med dobbeltseng hver nat, er det sikreste at bestille på en hostal, Pension eller lignende f.eks. Casa Rural, hvilket naturligt nok er noget dyrere end en seng på et herberg. På langt de fleste albergue de perigrinos (herberg) er der alene sovesale af forskellig størrelse og dog...
Vi (min medpilgrim og jeg) bor både på helt traditionelle herberg (alberge de perigrinos) såvel kommunale, som private og ikke mindst kirkelige (klostre, menighedsfællesskaber, pilgrimsvenner eller lignende). Ideen er, at vi lever mere i pilgrimsfællesskabet på de traditionelle herberg, og når vi så trænger til at være os selv, tjekker vi ind på en pension eller hostal. Men vi har de senere år oplevet en positiv særbehandling flere gange undervejs - måske også fordi vi er blevet mere grå i toppen.
Er I gift, lyder spørgsmålet, når vi er ankommet til et albergue. Da svaret er Ja, bliver vi så indlogeret på eget værelse ( nogen gange med eget toilet, de fleste gange med fælles gang bad- og toilet). På private herberg er der som oftest en højere overnatningspris, men på de rent idealistiske herberg oftest ikke. Her på vores netop afsluttede tur, Via de la Plata, var det faktisk mere end hver anden nat, at vi kunne lukke døren om natten efter os og være alene, nogen gange dog med "papvægge " imellem os og de andre pilgrimme. Men trods det, følte vi os rigtig mange gange undervejs priviligerede i forhold til vores medpilgrimme.
Her et "dobbeltværelse" i det fri på herberget, Albergue parroquial Santa María, hos præsten Don Blas i Fuenterroble de Salvatierra, og så er dette værelse( lille hus) oven i købet opkaldt efter en norsk helgen, la Casa de San Olav.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar