Der bliver flere og flere, der går Camino Frances fra november til april. Men vinter-pilgrimsvandring er noget helt andet end i sommerhalvåret.
I år nærmer det samlede antal pilgrimme på Camino Frances sig 175.000, og der vil formentlig i hele 2017 være tæt på 70.000, der har taget en tur på Camino Portugues. Den store stigning i antallet af pilgrimme har betydet en "udvidelse" af sæsonen, så flere og flere pilgrimme går om vinteren.
I øjeblikket er der ekstra trafik på pilgrimshjemmesiderne - også her på www.jakobsvejen.dk , hvilket viser at mange er i gang med at forberede efterårets - og måske vinterens pilgrimsgrimsvandring. Et af spørgsmålene lyder: Hvor mange herberg er åbne om vinteren ? Og svaret er, at rigtig mange herberg lukker, men at man sagtens kan finde overnatning hele vejen fra Saint Jean Pied de Port til Santiago, men at det kræver lidt mere "planlægning" undervejs.
1) Napoleonsruten over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles lukker 1. november og åbner først igen 1. april. Her er ingen herberg åbne, og hvis man trods lukningen alligevel tager denne rute, er det ikke alene mere farligt om vinteren, man skal også regne med at skulle betale et kæmpe beløb, hvis man via mobilen tilkalder hjælp og skal hentes ned af redningsmandskab.
Derfor anbefaler jeg, at man i stedet tager alternativ-ruten over Valcarlos, hvor der er både overnatning og andre services.
2) En del - især private herberg (altså dem der lever af at tage mod pilgrimme) lukker om vinteren.
Her vil jeg anbefale to hjemmesider, som hjælp.
Den ene har specialiseret sig i at lave en vinterherbergsliste, og da de lukkede ned for i år (i april 2017) skrev de på hjemmesiden, at de ville være tilbage her senest i november. Hjemmesiden hedder fakltisk også Vinterherbergssiden. Du kan finde den her: http://www.aprinca.com/alberguesinvierno
Den anden hjemmeside er min pt. favorithjemmeside, når det gælder herberg, privatværelser, pensioner, hoteller m.m. langs Caminoerne i Spanien, nemlig www.gronze.com , som altid er værd at gæste, når der skal findes overnatning.
Jeg vil dog anbefale, når man går om vinteren (uanset hvad der står på ovenstående hjemmesider), at man lige ringer til det herberg (pension el.lign), hvor man vil overnbatte for at sikre sig, at der er åbent. Det er formentlig tids nok om morgenen - eller aftenen før - når dagens etape ligger nogenlunde fast.
Der er langt mere åbent på Camino Frances om vinteren end tidligere. I fjor gik der flere pilgrimme på Camino Frances i vintermånederne end i sommerhalvåret for 30 år siden. Men vinterpilgrimsvandring kræver mere end overnatningssteder. Der kan være sne, kulde og dårligt vejr, så tænk både på andet tøj og varm sovepose, samt tænk i alterative ruter over bjerge, hvis vejret kræver det. Caminio Primitivo KAN IKKE anbefales om vinteren.
mandag den 31. juli 2017
lørdag den 29. juli 2017
8 dage på Bonifatius-Route
Tyskland er et helt anderledes pilgrimsland end Spanien, Portugal og Frankrig. Her min praktiske pilgrimsdagbog for 8 dages vandring i Hessen i juli 2017.
Jeg har før gået pilgrimsvadring i Tyskland (og Østrig), men det tager alligevel en dag eller to at vænne sig til den helt anderledes form for pilgrimsfærd, der er etableret uden for Spanien, Portugal og Frankrig, der var de første lande til at reetablere eller genbefolke de allerede eksisterende pilgrimsruter. Bonefatius-Routen i Tyskland går fra Mainz til Fulda af en ca 190 km lang rute. Da kørervejen kun er ca 140 km, fortæller alene pilgrimvejens længde, at ruten går zig-zag eller i store buer gennem byer og landskab. Bonefatius-routen er tydelig lavet med inspiration fra pilgrimsruterne i Spanien i begyndelse af dette årtusind, men har aldrig fået den store succes, selvom der hvert år er flere pilgrimme på ruten. Bonifatius er Tysklands Apostel, kristnede store dele Midttyskland i en over 50 årig periode i 700 tallet inden han som 80 årig blev myrdet af hedninger. Efter sin død ved det nuværende Mainz bar kristne ham til Fulda, hvor han stadig ligger begravet. Pilgrimsruten er etableret i starten af 2000-tallet forbi en række Bonifatius-kirker/kappeller og andre kristne symboler. Den oprindelige rute for ligfærdet kendes ikke præcist. Da jeg fra midt i juli i år gik turen sammen med min yndlingspilgrim mødte vi kun 2 andre gående pilgrimme undervejs, og de gik oven i købet den modsatte vej af os, så det blev kun til et kort møde.
Ruten er rimelig godt afmærket, men langt fra så godt som i Spanien og Frankrig. Vi måtte flere gange ty til det fremrangende kort, som vi havde fået i Domkirken i Mainz, hvor vi ikke bare hentede vores vandrepas, men på alle måder blev flot serviceret. Kortet hjalp os hver gang afmærkningen manglede, var mangelfuld eller, når vi gik fra ruten for at finde overnatning. Kortet er fra 2009, men stadig meget brugbart. Guiden: Outdoor: Bonifatius-Route er fra 2010 ( og ikke udgivet siden) er også brugbar, men når det gælder overnatning og andre serviceoplysninger (butikker, spisteder m.m.) helt forældet. Trods det gik det faktisk rigtig godt; selvom vi brugte lidt tid på at finde overnatning et par gange, var det ikke noget stort problem.
Ruten begynder i det katolske Mainz, hvor kirkerne var åbne og med daglige messer/gudstjenester, men gennem de mange evangeliske byer/landsbyer på de første 4-5 etaper var kirkerne primært lukkede med få undtagelser.
Det er væsentlig dyrere at gå i Tyskland end i Spanien, Portugal eller Frankrig. Vi havde et døgnforbrug på ca 110 Euro for to personer i dobbeltværelse- og vi var på intet tidspunkt ekstravagante - tværtimod spiste vi ofte kold mad (brød/ost) indkøbt undervejs. Går man alene skal man regne med at bruge mere end halvdelen af 110 euro pr. døgn.
Her den praktiske dagbog:
Dag 1) Tog fra København til Mainz (heldagstur). Overnatning på parfumeret hotel i Mainz uden internet 75 Euro.
Dag 2)(Mainz - Bad Weilbach 19,5 km). Morgenmesse i Katedralen, hvor en meget imødekommende Frau Riel, efter telefonisk henvendelse få dage før, havde lagt både pilgrimspas, stort geografisk pilgrimskort, samt en noget ufuldstændig overnatningsliste til os i sakristiet, hvor vi blev modtaget meget venligt og hjælpsomt. Vi gik ud af byen ved 8,30 tiden og begyndte turen langs Rhinen, hvor vi fik morgenkaffe og brød med ost til en rimelig pris efter få kilometer på en campingplads, hvor vi mødte en del ferie-cyklister, der var på tur langs Rhinen med bifloder. Landskabet var præget af en blanding af landbrug (vinmarker) og by, idet Mainz og Franfurt nærmest er vokset sammen. Vi snakkede en del med motionister og andre, der benyttede de samme stier som os. Vi passerede flere kapeller, flotte herregårde (slotte) undervejs. I Bad Weilbach havde begge hoteller lukket. Den første uden for byen ville - måske - åbne kl. 17.00. det andet var lukket ned for weekenden, men efter at have ringet på ,fik vi et dobbelt værelse uden morgenmad eller anden form for service, pris 75 Euro. Vi spiste tysk mad på en lokal Gasthaus, der var ejet af indere. Kirken (katolsk) var åben med mulighed for stempel af pas.
Dag 3) (Bad Weilbach - Niederursel 29,4 km ) Stadig gennem vinmarker og lidt andet landbrug, samt et utal af forstæder til Frankfurt, der står med sine høje huse tæt på ruten. Turen går nord om Frankfurt og lufthavnen, hvis aktivitet hele tiden høres og ses. Der er - trods det - mange flotte udsigtspunkter undervejs, samt hyggelige "rigtig tyske landsbyer" med bindingsværkshuse midt i storby-sceneriet. Ruten snor sig (ulogisk) på skift mellem nord og syd, så man synes, at man pludselig kigger ned på en sti, man forlængst har passeret. Vi havde en ide om at overnatte i Eshborn efter 24 km, men ingen overnatning direkte på ruten, og ingen svar på telefonomrigninger til eventuelle overnatngssteder uden for ruten, fik os til at fortsætte til Niederursel (yderligere 5,3 km), der lå som en 1700-1800-tals landsby omgæret af højhuse (Frankfurt) på alle sider. Hotellet, Der Hof, havde udsolgt alle 10 værelser, men en venlig dame i receptionen trykte en privat "Zimmerfrei"-liste ud til os, og efter en rundringning fik vi husly hos Susanne ( 45 euro). Vi spiste "moderne" tysk på en in-restaurant. Den mere traditionelle tyske restaurant i byen havde lukket om mandagen.
Dag 4) (Niederursel - Klein-Karben 18,3 km + små 4 km uden for ruten rundt i Gross-Karben på udkig efter overnatning). Landskabet stadig det samme med Franfurt tæt på, ligesom ruten ofte passerer S-togsstationer med jævnlig afgang ind til Frankfurt. Stadig mange kapeller, kirker og andre Bonifatius mærkesteder. I et højhuskvarter passerer vi gennem en park, hvor en kilde springer lyststigt omgivet af bl.a. en Bonifatius statue.
Kilden skulle være begyndt at springe, da ligtoget for over 1260 år siden passerede her. Vi drikker vand af kilden og fylder vore vandflasker, da en tysk motionist advarer os. Det er IKKE drikkevand, siger han. Vandet er koldt og friskt, så vi drikker glade videre, og der sker os intet. I det hele taget undrer det os, at tyskere, ligesom mange danskere, i stor udstrækning køber drikkevand i stedet for at tage det udmærkede vand fra hanen. I Klein-Karben måtte vi nok en gang sande, at "udkant-Tyskland" også eksisterer. Byens Gasthaus åbnede - måske - kl 17.00. Trods opringninger til mobiltelefon og tryk på dørklokke på privatboligen fik vi ingen klarhed. Kl 15.00 gik vi på jagt i "nabobyerne". I Gross-Karben ca 2,5 km fra ruten fandt vi en moderne lille by med hotel ( 88 Euro for et dobbeltværelse med morgenmad og en sød servitrice, der så den anden vej, da vi tog lidt ekstra-pålæg med til frokosten). Vi var lidt træt af snitsel og spiste kold aftensmad på værelset, der også fik trukket snore i alle retninger til vasketøjet.
Dag 5 (Klein-Karben-Kloster Engelthal 28,3 km + 2 km tilbage til ruten) Det blev ugens længste etape. Landskabet begyndte at ændres, byer og vinmarker blev afløst af mere landlige omgivelser med æbleplantager, samt mindre stier gennem småskove. Ruten - der overordnet set går fra vest mod øst - springer stadig i alle retninger, så går man syd på et stykke, for pludselig at gå mod nord. Et besøg ved et Bonifatius kors fik ruten til at gå nærmest i ring, så en to kilometervej i lige linje blev mere end fordoblet, men ok. Det er en pilgrimsrute, og vi går lidt grinende og undrer os, da vi endelig ser Bonefatius-korset, Derefter går ruten af små lidt våde stier i skoven på grund af nattens kraftige regnskyld, der i øvrigt blev værre undervejs.
Og pludselig står vi foran kloster Engelthal, hvor vi har meldt vores ankomst hos Benediktenerinderne på forhånd. Vi bliver modtaget flot af sr. Anna og siden af Sr. Maria Magdelena. Klostret ligner mest af alt et rokokopalads med en kirke med barokudsmykning. Vi bliver inviteret til at deltage i både vesper og komplet, og spiser aftensmad med bl.a. en Jesuiterpræst, der er blevet præsteviet af en nu afdød dansk biskop. Vi føler os hjemme. (63 Euro i alt for overnatning i dobbeltværelse, aftensmad og morgenmad).
Dag 6) (Kloster Engelthal - Ortenberg, der ligger uden for Ruten ialt ca 27 km) Ruten går gennem lidt fugtige skovområder (våde sko og lidt fugtige tæer) og danser igen lidt lystigt nord og syd for at vise nye landsbyer og kirker frem, der desværre ofte er lukkede.
Vi bliver reddet fra en pludselig kort og meget kraftig regnbyge af et fugletårn med tag (tak for det). Kort tid efter skinner solen og det bliver meget varmt,og støvlerne hurtig tørre, og vi går på af en højderyg, som vi dog forlader for at finde overnatning "nede af bjerget" i Ortenberg. 2-3 km fra stien, næppe inde i byen bliver vi mødt af et kæmpeskilt: Pension, hvor en ældre sød værtinde, Frau Schlözer, tager imod. Jo hun har plads, 69 Euro med morgenmad, mulighed for tøjvask med tørring under tag. Gratis kaffe samt en hyggelig have at sidde i. Ortenberg er en flot by med bymur, slot i toppen af byen med evangelisk kirke, små krogede gader og bindingsværk. Vi spiser udmærket tysk mad på en lille Gasthaus hos et hyggeligt ældre ægtepar. Stedet lukker formentlig, når de ikke kan mere. Vi konstaterede, at Tysklad - med års forsinkelse - er begyndt at lukke ned i landsbyerne, ligesom her i Skandinavien. Men her og nu nød vi fortiden, mens en by som Ortenberg stadig har Pension (Zimmer frei) og gammeldags kro.
Dag 7) ( Ortenberg- Burkhards ca 25 km inkl. 2 km op af bjerget tilbage til ruten). Pyha opturen tilbage til højderyggen, hvor ruten går af en middelaldervej, der flere steder er mere mudret sti end vej, giver både lukkede skove og flotte udsigter. Nu er æbleplantagerne erstattet af kornmarker, der trods stråforkorter flere steder er slået ned af nætter med kraftig regn. Mange flotte små landsbyer har lukkede butikker og lukkede kroer. Vi møder grønsagsbilen og bagerbilen, der har afløst de fysiske butikker. Enkelte steder åbner Gasthaus'et dog kl. 17.00. Nogle af de små landsbyer har sommerturister. I Burkhardt er der to hoteller og to mindre gårde med sommerudlejningsboliger. Vi spørger den første og bedste i byen, der desværre har udsolgt. Men dørtelefonen får byens store Gasthaus til at lukke os ind ved 15-tiden, selvom stedet først åbner kl. 17.00. Vi får et dobbelt værelse med morgenmad til 75 Euro. Byen har ingen butikker. Vi går en runde i byen, hvor kirkerne er lukkede, og hvor det er en nærliggende badesø, der trækker sommergæsterne til. Vi spiser typisk tysk, men undtagelsesvis veltillavet mad.
Dag 8) (Burkhards - Blankenau ca 23 km ) Skove, små byer uden nævneværdige butikker, lukkede kroer og smukke store kirker præger dagens etape.
Et sted, hvor en enkelt lille butik med lidt af hvert stadig holder ud, taler vi med præstekonen. Kirken - en middelalderbygning - er åben, og præstekonen fortæller, at alle i dag kører til de lidt større byer med Lidl, Aldi m.m for at handle, og at det er et gennemgående træk for hele Hessen. De små landsbyer mister liv. Selv skal hun over at handle i de tre landsbynabobyers eneste butik. For år tilbage lukkede butikkerne, i fjor den sidste åbne gasthaus, de gamle køber mad hos bagerbilen, grøntsagsbilen o.s.v., men hvor længe går det. Vi kender historien andre steder fra, mens vi går forbi de velholdte huse og haver. Vi fortsætter gennem landsbrugslandskabet, hvor gårdene ligger i byerne, og der i modsætning til i Danmark stadig nogle steder går køer på markerne. Vi har ringet til Blankenau i forvejen, hvor vi for første og eneste gang skal bo på pilgrimsherberg. Vi har forsøgt en gang før på ruten, men det havde lukket. En sød bestyrer, Andrea Weber, står på vejen foran sit hus, da vi kommer ind i byen. Herberget ligger overfor kirken. En fire-sengs-stue med køkken og to toiletter/badeværelser. Ren luksus til 17 euro pr. næse inkl. gratis kaffe/the. MEN Blankenau har ingen kro eller butik, så maden bestilles i et tyrkisk pizzaria i nabobyen, der bringer ud pr. bud. Vi er igen i katolsk område, hvor statuer, kapeller og anden religiøse symboler tydeligt viser, at vi har passeret "konfessionsgrænsen". Præsten tager os med i bil til nabobyen, hvor han holder aftenmesse. Vi føler os meget velkommen, og Frau Weber oplyser, at hun har pilgrimsgæster mindst en gang om ugen i sæsonen, og at det er nok til at stedet foreløbig kører videre (Tak for det). En enkelt gang har hun måttet lægge madrasser ud for at få plads til alle.
Dag 9 og 10) Vi går næste dag til Fulda ( ca 23 km) gennem skove, passerer små valfartssteder med kirker og kroer. Nu har alt åbent. I en af valfartskirkerne (Kleinheiligkreuz) kun ca 15 km før Fulda kan pilgrimme overnatte i et siderum, hvis de bestiller plads i forvejen. Vi følges hele dagen med Jakobsvejen (Vogelberg-ruten), og vejen/stien er perfekt afmærket med både muslingeskal og Bonifatius-sýmbol. Vi passerer bl.a. Sankt Jakobskirche undervejs, hvor der er søndagsmesse. ligesom vi kommer ind i kirken. En ualmindelig smuk kirke. Og så når vi målet, Katedralen i Fulda, hvor Bonitifatius ligger begravet i krypten. I Fulda er der nok af overnatningsmuligheder, men vi har fået lov til at bo to nætter hos Benediktinerinderne, der har et kloster lige midt i byen. (Pris Spende/Donativo) Fulda er stort set en barokby med en væsentlig undtagelse, Sankt Michaels Kirche, der er Tysklands ældste kirke, Romansk og noget helt særligt. Vi bliver en hel dag ekstra i byen og ser så meget som muligt - trods silende regn det meste af tiden. Vi følger desuden tidebønner og messer hos vore værtinder.
11 dag) Tog Fulda - København.
Jeg har før gået pilgrimsvadring i Tyskland (og Østrig), men det tager alligevel en dag eller to at vænne sig til den helt anderledes form for pilgrimsfærd, der er etableret uden for Spanien, Portugal og Frankrig, der var de første lande til at reetablere eller genbefolke de allerede eksisterende pilgrimsruter. Bonefatius-Routen i Tyskland går fra Mainz til Fulda af en ca 190 km lang rute. Da kørervejen kun er ca 140 km, fortæller alene pilgrimvejens længde, at ruten går zig-zag eller i store buer gennem byer og landskab. Bonefatius-routen er tydelig lavet med inspiration fra pilgrimsruterne i Spanien i begyndelse af dette årtusind, men har aldrig fået den store succes, selvom der hvert år er flere pilgrimme på ruten. Bonifatius er Tysklands Apostel, kristnede store dele Midttyskland i en over 50 årig periode i 700 tallet inden han som 80 årig blev myrdet af hedninger. Efter sin død ved det nuværende Mainz bar kristne ham til Fulda, hvor han stadig ligger begravet. Pilgrimsruten er etableret i starten af 2000-tallet forbi en række Bonifatius-kirker/kappeller og andre kristne symboler. Den oprindelige rute for ligfærdet kendes ikke præcist. Da jeg fra midt i juli i år gik turen sammen med min yndlingspilgrim mødte vi kun 2 andre gående pilgrimme undervejs, og de gik oven i købet den modsatte vej af os, så det blev kun til et kort møde.
Ruten er rimelig godt afmærket, men langt fra så godt som i Spanien og Frankrig. Vi måtte flere gange ty til det fremrangende kort, som vi havde fået i Domkirken i Mainz, hvor vi ikke bare hentede vores vandrepas, men på alle måder blev flot serviceret. Kortet hjalp os hver gang afmærkningen manglede, var mangelfuld eller, når vi gik fra ruten for at finde overnatning. Kortet er fra 2009, men stadig meget brugbart. Guiden: Outdoor: Bonifatius-Route er fra 2010 ( og ikke udgivet siden) er også brugbar, men når det gælder overnatning og andre serviceoplysninger (butikker, spisteder m.m.) helt forældet. Trods det gik det faktisk rigtig godt; selvom vi brugte lidt tid på at finde overnatning et par gange, var det ikke noget stort problem.
Ruten begynder i det katolske Mainz, hvor kirkerne var åbne og med daglige messer/gudstjenester, men gennem de mange evangeliske byer/landsbyer på de første 4-5 etaper var kirkerne primært lukkede med få undtagelser.
Det er væsentlig dyrere at gå i Tyskland end i Spanien, Portugal eller Frankrig. Vi havde et døgnforbrug på ca 110 Euro for to personer i dobbeltværelse- og vi var på intet tidspunkt ekstravagante - tværtimod spiste vi ofte kold mad (brød/ost) indkøbt undervejs. Går man alene skal man regne med at bruge mere end halvdelen af 110 euro pr. døgn.
Her den praktiske dagbog:
Dag 1) Tog fra København til Mainz (heldagstur). Overnatning på parfumeret hotel i Mainz uden internet 75 Euro.
Dag 2)(Mainz - Bad Weilbach 19,5 km). Morgenmesse i Katedralen, hvor en meget imødekommende Frau Riel, efter telefonisk henvendelse få dage før, havde lagt både pilgrimspas, stort geografisk pilgrimskort, samt en noget ufuldstændig overnatningsliste til os i sakristiet, hvor vi blev modtaget meget venligt og hjælpsomt. Vi gik ud af byen ved 8,30 tiden og begyndte turen langs Rhinen, hvor vi fik morgenkaffe og brød med ost til en rimelig pris efter få kilometer på en campingplads, hvor vi mødte en del ferie-cyklister, der var på tur langs Rhinen med bifloder. Landskabet var præget af en blanding af landbrug (vinmarker) og by, idet Mainz og Franfurt nærmest er vokset sammen. Vi snakkede en del med motionister og andre, der benyttede de samme stier som os. Vi passerede flere kapeller, flotte herregårde (slotte) undervejs. I Bad Weilbach havde begge hoteller lukket. Den første uden for byen ville - måske - åbne kl. 17.00. det andet var lukket ned for weekenden, men efter at have ringet på ,fik vi et dobbelt værelse uden morgenmad eller anden form for service, pris 75 Euro. Vi spiste tysk mad på en lokal Gasthaus, der var ejet af indere. Kirken (katolsk) var åben med mulighed for stempel af pas.
Dag 3) (Bad Weilbach - Niederursel 29,4 km ) Stadig gennem vinmarker og lidt andet landbrug, samt et utal af forstæder til Frankfurt, der står med sine høje huse tæt på ruten. Turen går nord om Frankfurt og lufthavnen, hvis aktivitet hele tiden høres og ses. Der er - trods det - mange flotte udsigtspunkter undervejs, samt hyggelige "rigtig tyske landsbyer" med bindingsværkshuse midt i storby-sceneriet. Ruten snor sig (ulogisk) på skift mellem nord og syd, så man synes, at man pludselig kigger ned på en sti, man forlængst har passeret. Vi havde en ide om at overnatte i Eshborn efter 24 km, men ingen overnatning direkte på ruten, og ingen svar på telefonomrigninger til eventuelle overnatngssteder uden for ruten, fik os til at fortsætte til Niederursel (yderligere 5,3 km), der lå som en 1700-1800-tals landsby omgæret af højhuse (Frankfurt) på alle sider. Hotellet, Der Hof, havde udsolgt alle 10 værelser, men en venlig dame i receptionen trykte en privat "Zimmerfrei"-liste ud til os, og efter en rundringning fik vi husly hos Susanne ( 45 euro). Vi spiste "moderne" tysk på en in-restaurant. Den mere traditionelle tyske restaurant i byen havde lukket om mandagen.
Dag 4) (Niederursel - Klein-Karben 18,3 km + små 4 km uden for ruten rundt i Gross-Karben på udkig efter overnatning). Landskabet stadig det samme med Franfurt tæt på, ligesom ruten ofte passerer S-togsstationer med jævnlig afgang ind til Frankfurt. Stadig mange kapeller, kirker og andre Bonifatius mærkesteder. I et højhuskvarter passerer vi gennem en park, hvor en kilde springer lyststigt omgivet af bl.a. en Bonifatius statue.
Dag 5 (Klein-Karben-Kloster Engelthal 28,3 km + 2 km tilbage til ruten) Det blev ugens længste etape. Landskabet begyndte at ændres, byer og vinmarker blev afløst af mere landlige omgivelser med æbleplantager, samt mindre stier gennem småskove. Ruten - der overordnet set går fra vest mod øst - springer stadig i alle retninger, så går man syd på et stykke, for pludselig at gå mod nord. Et besøg ved et Bonifatius kors fik ruten til at gå nærmest i ring, så en to kilometervej i lige linje blev mere end fordoblet, men ok. Det er en pilgrimsrute, og vi går lidt grinende og undrer os, da vi endelig ser Bonefatius-korset, Derefter går ruten af små lidt våde stier i skoven på grund af nattens kraftige regnskyld, der i øvrigt blev værre undervejs.
Og pludselig står vi foran kloster Engelthal, hvor vi har meldt vores ankomst hos Benediktenerinderne på forhånd. Vi bliver modtaget flot af sr. Anna og siden af Sr. Maria Magdelena. Klostret ligner mest af alt et rokokopalads med en kirke med barokudsmykning. Vi bliver inviteret til at deltage i både vesper og komplet, og spiser aftensmad med bl.a. en Jesuiterpræst, der er blevet præsteviet af en nu afdød dansk biskop. Vi føler os hjemme. (63 Euro i alt for overnatning i dobbeltværelse, aftensmad og morgenmad).
Dag 6) (Kloster Engelthal - Ortenberg, der ligger uden for Ruten ialt ca 27 km) Ruten går gennem lidt fugtige skovområder (våde sko og lidt fugtige tæer) og danser igen lidt lystigt nord og syd for at vise nye landsbyer og kirker frem, der desværre ofte er lukkede.
Vi bliver reddet fra en pludselig kort og meget kraftig regnbyge af et fugletårn med tag (tak for det). Kort tid efter skinner solen og det bliver meget varmt,og støvlerne hurtig tørre, og vi går på af en højderyg, som vi dog forlader for at finde overnatning "nede af bjerget" i Ortenberg. 2-3 km fra stien, næppe inde i byen bliver vi mødt af et kæmpeskilt: Pension, hvor en ældre sød værtinde, Frau Schlözer, tager imod. Jo hun har plads, 69 Euro med morgenmad, mulighed for tøjvask med tørring under tag. Gratis kaffe samt en hyggelig have at sidde i. Ortenberg er en flot by med bymur, slot i toppen af byen med evangelisk kirke, små krogede gader og bindingsværk. Vi spiser udmærket tysk mad på en lille Gasthaus hos et hyggeligt ældre ægtepar. Stedet lukker formentlig, når de ikke kan mere. Vi konstaterede, at Tysklad - med års forsinkelse - er begyndt at lukke ned i landsbyerne, ligesom her i Skandinavien. Men her og nu nød vi fortiden, mens en by som Ortenberg stadig har Pension (Zimmer frei) og gammeldags kro.
Dag 7) ( Ortenberg- Burkhards ca 25 km inkl. 2 km op af bjerget tilbage til ruten). Pyha opturen tilbage til højderyggen, hvor ruten går af en middelaldervej, der flere steder er mere mudret sti end vej, giver både lukkede skove og flotte udsigter. Nu er æbleplantagerne erstattet af kornmarker, der trods stråforkorter flere steder er slået ned af nætter med kraftig regn. Mange flotte små landsbyer har lukkede butikker og lukkede kroer. Vi møder grønsagsbilen og bagerbilen, der har afløst de fysiske butikker. Enkelte steder åbner Gasthaus'et dog kl. 17.00. Nogle af de små landsbyer har sommerturister. I Burkhardt er der to hoteller og to mindre gårde med sommerudlejningsboliger. Vi spørger den første og bedste i byen, der desværre har udsolgt. Men dørtelefonen får byens store Gasthaus til at lukke os ind ved 15-tiden, selvom stedet først åbner kl. 17.00. Vi får et dobbelt værelse med morgenmad til 75 Euro. Byen har ingen butikker. Vi går en runde i byen, hvor kirkerne er lukkede, og hvor det er en nærliggende badesø, der trækker sommergæsterne til. Vi spiser typisk tysk, men undtagelsesvis veltillavet mad.
Dag 8) (Burkhards - Blankenau ca 23 km ) Skove, små byer uden nævneværdige butikker, lukkede kroer og smukke store kirker præger dagens etape.
Dag 9 og 10) Vi går næste dag til Fulda ( ca 23 km) gennem skove, passerer små valfartssteder med kirker og kroer. Nu har alt åbent. I en af valfartskirkerne (Kleinheiligkreuz) kun ca 15 km før Fulda kan pilgrimme overnatte i et siderum, hvis de bestiller plads i forvejen. Vi følges hele dagen med Jakobsvejen (Vogelberg-ruten), og vejen/stien er perfekt afmærket med både muslingeskal og Bonifatius-sýmbol. Vi passerer bl.a. Sankt Jakobskirche undervejs, hvor der er søndagsmesse. ligesom vi kommer ind i kirken. En ualmindelig smuk kirke. Og så når vi målet, Katedralen i Fulda, hvor Bonitifatius ligger begravet i krypten. I Fulda er der nok af overnatningsmuligheder, men vi har fået lov til at bo to nætter hos Benediktinerinderne, der har et kloster lige midt i byen. (Pris Spende/Donativo) Fulda er stort set en barokby med en væsentlig undtagelse, Sankt Michaels Kirche, der er Tysklands ældste kirke, Romansk og noget helt særligt. Vi bliver en hel dag ekstra i byen og ser så meget som muligt - trods silende regn det meste af tiden. Vi følger desuden tidebønner og messer hos vore værtinder.
11 dag) Tog Fulda - København.
torsdag den 27. juli 2017
Live-Camino-blog i amerikansk avis
Amerikanske Kelly Osborne-Rozgonyi er pt på Camino Frances. Og det skriver hun næsten dagligt om i Tampabay Times, en avis der udkommer i Florida i USA.
Amerikanerne har de seneste år været mere og mere taltstærkt til stede på pilgrimsvejene i Spanien - dog primært Camnino Frances, der af nogle pilgrimme har fået tilnavnet "Camino Americano". Det var filmen "The Way", der satte den nordamerikanske interesse for pilgrimsvandring i gang. Sydamerikanerne havde gået "Camino" i årevis. Nu fortæller den 30 årige lærer fra St Petersburg i Florida dagligt om sin pilgrimsfærd fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. I skrivende stund nærmer hun sig Ponferrada. Det er lidt underligt for en europæer (specielt vesteuropæer), at det er så bemærkelsesværdigt i USA, at en kvinde går sådan en tur alene. Er det ikke lidt farligt ?, synes amerikanerne at spørge.Du kan følge hendes daglige blog på Tampabay Times hjemmeside på denne adresse: http://www.tampabay.com/features/travel/on-the-camino-de-santiago-a-tampa-bay-woman-chronicles-her-500-mile-walk/2329437
Amerikanerne har de seneste år været mere og mere taltstærkt til stede på pilgrimsvejene i Spanien - dog primært Camnino Frances, der af nogle pilgrimme har fået tilnavnet "Camino Americano". Det var filmen "The Way", der satte den nordamerikanske interesse for pilgrimsvandring i gang. Sydamerikanerne havde gået "Camino" i årevis. Nu fortæller den 30 årige lærer fra St Petersburg i Florida dagligt om sin pilgrimsfærd fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. I skrivende stund nærmer hun sig Ponferrada. Det er lidt underligt for en europæer (specielt vesteuropæer), at det er så bemærkelsesværdigt i USA, at en kvinde går sådan en tur alene. Er det ikke lidt farligt ?, synes amerikanerne at spørge.Du kan følge hendes daglige blog på Tampabay Times hjemmeside på denne adresse: http://www.tampabay.com/features/travel/on-the-camino-de-santiago-a-tampa-bay-woman-chronicles-her-500-mile-walk/2329437
onsdag den 26. juli 2017
Bonifatius-Route - en anderledes pilgrimsvandring
Pilgrimsruten til minde om Tysklands Apostel går fra Mainz til Fulda og er på ca 190 km. En foreløbig beskrivelse af pilgrimsvandring af Bonifatius' ligfærd.
Det er helt anderledes at gå pilgrimsvandring i Tyskland end i Spanien, Portugal eller Frankrig. Der er et utal af Jakobsveje, og enkelte andre pilgrimsruter. En af de kendteste er Die Bonifatius-Route. Bonifatius er Tysklands Apostel ( Ligesom Ansgar er Nordens ). Han nåede fra år 716 til 754 at oprette flere kristne menigheder og klostre i det centrale Tyskland, inden han blev myrdet af hedninger i en alder af 86 år. Hans lig blev båret fra Mainz til Fulda ( en strækning på under 150 km), og Bonitifatius Route blev med tydelig forlæg af jakobsvejene i Spanien anlagt som nutidig pilgrimssti på få år efter år 2000. Stien går i Zig-Zig rundt om mange kirker og mindre landsbyer, så den i udstrækning er tæt på 190 km. - altså langt længere end landevejen.
Den er afmærket rimelig godt, ligesom der er mulighed for overnatning langs ruten eller i nærheden af ruten. Jeg tog turen med min medpilgrim i juli 2017 og brugte 8 dage eller et gennemsnit på under 25 km. daglig., Hertil kommer dog, at vi to gange undervejs måtte uden for ruten, ca 2 km hver vej, for at finde overnatning.
Jeg vil en af de nærmeste dage lave en egentlig dagsberetning fra 8 dage på Bonifatius-Route, men her lidt hovedkonklusioner.
Ruten er afvekslende fra Mainz via Frankfurts mange nordlige forstæder, gennem vinmarker, senere æbletræer og i slutningen gennem skove og kornmærker inden Fulda er nået. Afmærkningen er ikke lige så god som i Spanien eller Frankrig, men langt bedre end det jeg har oplevet på Jakobsveje i Østrig. Ruten er på korte stræk identisk med Jakobsvejen gennem Vogelberg. Overnatning foregik for vores vedkommende på små hoteller( pension), to gange på et kloster og kun en gang på et "pilgrimsherberg". Der eksisterer reelt ikke pilgrimsherberger langs ruten, men enkelte steder er det muligt at overnatte billigt. Vi mødte kun to andre pilgrimme på hele ruten, og de gik i modsat retning af os. Ruten er dog kendt af naboer, og vi havde en del social kontakt med folk langs ruten, samt på Kloster Engelthal, hvor de jævnligt modtog pilgrimme. Det samme gjaldt på det eneste "herberg", hvor vi overnattede ved siden af præsteboligen i Blankenau.
Det er væsentlig dyrere at gå i Tyskland end i Spanien. Vores gennemsnitpris for 2 personer var på næsten 110 Euro tilsammmen pr. døgn. Dertil kommer togbillet fra København til Mainz og retur fra Fulda til København. Hvis man går alene er det noget dyrere, da vi boede på dobbeltværelse.
Konklusion: Ruten er afgjort værd at gå, men helt anderledes end andre pilgrimsruter. Der findes reelt ikke pilgrimsliv undervejs, men andre former for social kontakt, samt klosterfællesskab. På "herberget" i Blankennau oplyste en meget imødekommende bestyrer, at hun her i sæsonen havde overnattende pilgrimme mindst en gang ugentlig. Det er dog nok en forudsætning at kunne lidt tysk for at få noget ud af fællesskaber på ruten. Personligt vil jeg ligeledes anbefale, at man går ruten sammen med mindst en anden. Især på første halvdel af ruten, samt gennem flere af de mindre byer, er et kort nødvendigt. Vi fik et fremragende kort med hele pilgrimsruten indtegnet på informationskontoret ved Domkirken i Mainz, hvor vi også købte vores pilgrimspas. Outdoor har lavet en trykt guide, der dog er fra 2010, men sammen med anden information er den stadig brugbar
Det er helt anderledes at gå pilgrimsvandring i Tyskland end i Spanien, Portugal eller Frankrig. Der er et utal af Jakobsveje, og enkelte andre pilgrimsruter. En af de kendteste er Die Bonifatius-Route. Bonifatius er Tysklands Apostel ( Ligesom Ansgar er Nordens ). Han nåede fra år 716 til 754 at oprette flere kristne menigheder og klostre i det centrale Tyskland, inden han blev myrdet af hedninger i en alder af 86 år. Hans lig blev båret fra Mainz til Fulda ( en strækning på under 150 km), og Bonitifatius Route blev med tydelig forlæg af jakobsvejene i Spanien anlagt som nutidig pilgrimssti på få år efter år 2000. Stien går i Zig-Zig rundt om mange kirker og mindre landsbyer, så den i udstrækning er tæt på 190 km. - altså langt længere end landevejen.
Den er afmærket rimelig godt, ligesom der er mulighed for overnatning langs ruten eller i nærheden af ruten. Jeg tog turen med min medpilgrim i juli 2017 og brugte 8 dage eller et gennemsnit på under 25 km. daglig., Hertil kommer dog, at vi to gange undervejs måtte uden for ruten, ca 2 km hver vej, for at finde overnatning.
Jeg vil en af de nærmeste dage lave en egentlig dagsberetning fra 8 dage på Bonifatius-Route, men her lidt hovedkonklusioner.
Ruten er afvekslende fra Mainz via Frankfurts mange nordlige forstæder, gennem vinmarker, senere æbletræer og i slutningen gennem skove og kornmærker inden Fulda er nået. Afmærkningen er ikke lige så god som i Spanien eller Frankrig, men langt bedre end det jeg har oplevet på Jakobsveje i Østrig. Ruten er på korte stræk identisk med Jakobsvejen gennem Vogelberg. Overnatning foregik for vores vedkommende på små hoteller( pension), to gange på et kloster og kun en gang på et "pilgrimsherberg". Der eksisterer reelt ikke pilgrimsherberger langs ruten, men enkelte steder er det muligt at overnatte billigt. Vi mødte kun to andre pilgrimme på hele ruten, og de gik i modsat retning af os. Ruten er dog kendt af naboer, og vi havde en del social kontakt med folk langs ruten, samt på Kloster Engelthal, hvor de jævnligt modtog pilgrimme. Det samme gjaldt på det eneste "herberg", hvor vi overnattede ved siden af præsteboligen i Blankenau.
Det er væsentlig dyrere at gå i Tyskland end i Spanien. Vores gennemsnitpris for 2 personer var på næsten 110 Euro tilsammmen pr. døgn. Dertil kommer togbillet fra København til Mainz og retur fra Fulda til København. Hvis man går alene er det noget dyrere, da vi boede på dobbeltværelse.
Konklusion: Ruten er afgjort værd at gå, men helt anderledes end andre pilgrimsruter. Der findes reelt ikke pilgrimsliv undervejs, men andre former for social kontakt, samt klosterfællesskab. På "herberget" i Blankennau oplyste en meget imødekommende bestyrer, at hun her i sæsonen havde overnattende pilgrimme mindst en gang ugentlig. Det er dog nok en forudsætning at kunne lidt tysk for at få noget ud af fællesskaber på ruten. Personligt vil jeg ligeledes anbefale, at man går ruten sammen med mindst en anden. Især på første halvdel af ruten, samt gennem flere af de mindre byer, er et kort nødvendigt. Vi fik et fremragende kort med hele pilgrimsruten indtegnet på informationskontoret ved Domkirken i Mainz, hvor vi også købte vores pilgrimspas. Outdoor har lavet en trykt guide, der dog er fra 2010, men sammen med anden information er den stadig brugbar
søndag den 23. juli 2017
Ruta de la Lana - nok en alternativ rute
Med over 170.000 pilgrimme årligt på Camino Frances er efterspørgslen på "alternetive" jakobsveje i Spanien steget.
Ruta de la Lana er nok en alternativ rute fra syd til nord. Ruten går fra Alicante til Burgos ( ca 670 km) og derfra af Camino Frances fra Burgos til Santiago ( ca 500 km. ) Ruten er altså, hvios man tager hele turen til Santiago. en af de længere. Nu har tyske Gertraud Altendorfer lavet en hel hjemmeside om ruten, hvor det også er muligt at stille spørgsmål. Hun har gået ruten denne sommer, og hendes hjemmeside om turen er meget detaljeret og oplysende: https://gertrudisaltendorferrutadelalana.wordpress.com/
Ruta de la Lana er nok en alternativ rute fra syd til nord. Ruten går fra Alicante til Burgos ( ca 670 km) og derfra af Camino Frances fra Burgos til Santiago ( ca 500 km. ) Ruten er altså, hvios man tager hele turen til Santiago. en af de længere. Nu har tyske Gertraud Altendorfer lavet en hel hjemmeside om ruten, hvor det også er muligt at stille spørgsmål. Hun har gået ruten denne sommer, og hendes hjemmeside om turen er meget detaljeret og oplysende: https://gertrudisaltendorferrutadelalana.wordpress.com/
fredag den 21. juli 2017
Mere politi langs Caminoen
To røverier på henholdsvis Camino del Norte og Camino Portugues har fået spansk politi op på mærkerne langs pilgrimsvejene.
Der har det desværre været to meget ubehagelige episoder langs pilgrimsruterne i Spanien/Portugal i denne sæson. Den første lidt tidligere på året på Camino Portugues kun en halv etape før Porto, hvor et yngre pilgrimspar blev direkte i overfaldet af to yngre mænd. Den unge mand forsvarede sig og gik til modangreb, men valgte at betale røverne penge, da han frygtede for sin kærestes helbred. Jeg har ikke hørt, om det portugisiske politi skulle have fået fat i gerningsmændene, og det tolker jeg - indtil videre - som om, at det ikke er lykkedes.
Den anden episode er af nyere dato og er også alvorlig (26. juni). Røveriforsøget skete mellem Baamonde og Miraz ca 90 km før Santiago og knapt 50 km før Camino del Norte møder Camino Frances ved Arzua. En kvindelig pilgrim blev truet med pistol, begyndte at skrige, smed rygsækken og løb væk, fik fat i en anden pilgrim, kom tilbage til stedet, hvor rygsækken stadig lå der. Her tyder det desværre heller ikke på, at politiet har fået fat i gerningsmanden. Til gengæld fortæller andre pilgrimme - via nettet - at de siden har passeret dette sted uden problemer.
Spanske og Portugisiske aviser har - så vidt undertegnede er informeret - ikke haft artikler om hændelserne. Til gengæld kan man i flere spanske aviser læse, at politiet denne sommer er massivt til stede langs Camino'erne i Spanien. Jeg var selv forbavset i foråret på Via de la Plata over jævnligt at møde politibiler de mest mærkelige steder, hvor politiet bare vinkede venligt til mig.
De tilsammen fire involverede pilgrimme i de to episoder har senere oplyst via nettet, at de er fortsat til Santiago og endda videre til Fistera uden problemer. De to episoder i år skal - hvor ubehagelige de end er - ses i forhold til, at der formentlig kommer 300.000 pilgrimme ind til Santiago i år.
Der har det desværre været to meget ubehagelige episoder langs pilgrimsruterne i Spanien/Portugal i denne sæson. Den første lidt tidligere på året på Camino Portugues kun en halv etape før Porto, hvor et yngre pilgrimspar blev direkte i overfaldet af to yngre mænd. Den unge mand forsvarede sig og gik til modangreb, men valgte at betale røverne penge, da han frygtede for sin kærestes helbred. Jeg har ikke hørt, om det portugisiske politi skulle have fået fat i gerningsmændene, og det tolker jeg - indtil videre - som om, at det ikke er lykkedes.
Den anden episode er af nyere dato og er også alvorlig (26. juni). Røveriforsøget skete mellem Baamonde og Miraz ca 90 km før Santiago og knapt 50 km før Camino del Norte møder Camino Frances ved Arzua. En kvindelig pilgrim blev truet med pistol, begyndte at skrige, smed rygsækken og løb væk, fik fat i en anden pilgrim, kom tilbage til stedet, hvor rygsækken stadig lå der. Her tyder det desværre heller ikke på, at politiet har fået fat i gerningsmanden. Til gengæld fortæller andre pilgrimme - via nettet - at de siden har passeret dette sted uden problemer.
Spanske og Portugisiske aviser har - så vidt undertegnede er informeret - ikke haft artikler om hændelserne. Til gengæld kan man i flere spanske aviser læse, at politiet denne sommer er massivt til stede langs Camino'erne i Spanien. Jeg var selv forbavset i foråret på Via de la Plata over jævnligt at møde politibiler de mest mærkelige steder, hvor politiet bare vinkede venligt til mig.
De tilsammen fire involverede pilgrimme i de to episoder har senere oplyst via nettet, at de er fortsat til Santiago og endda videre til Fistera uden problemer. De to episoder i år skal - hvor ubehagelige de end er - ses i forhold til, at der formentlig kommer 300.000 pilgrimme ind til Santiago i år.
onsdag den 19. juli 2017
Camino Mozárabe kan blive næste store rute
Den næsten 1.300 km lange jakobsvej fra Middelhavet til Santiago får mere og mere omtale på nettet af pilgrimme, der har taget turen.
Camino Mozárabe er en af de pilgrimsruter, der blev brugt mindst i middelalderen. Ruten begynder ved Middelhavet ved Malaga rammer efter ca 600 km Via de la Plata ved Merida, hvorefter den følger Via de la Plata resten af vejen til Santiago. Ruten har fået navn efter de daværende muslimske herskeres navn for kristne, der udgjorde "den laveste klasse" i samfundet, men som trods det i flere perioder, når de muslimske herskere følte sig sikre i deres magtpositioner, fik lov til at gå til Santiago. Deraf navnet på ruten. Nu som i middelalderen var den langt mest benyttede rute til Santiago, Camino Frances, hvor store grupper af europæere - først og fremmest franskmænd, men også bl.a. danskere, bevægede sig til Sankt Jakobs grav.
Nu forsøger nogen at gøre Camino Mozárabe til et alternativ eller andet valg som pilgrimsrute, og det er først og fremmest garvede pilgrimme, der går på ruten. Der er kommet langt flere overnatningssteder langs ruten, men som på Via de la Plata er der flere steder langt mellem herbergerne, og ruten er rimelig anstrengende, men også flot og i følge dem, der har prøvet, noget helt særligt.
Nu har en af pilgrimsveteranerne, under pilgrimsnavnet Magwood, lavet en times film om sin tur fra Middelhav til Atlanten. Turen gik fra Malaga til Fisterra, var på 1.365 km og tog 52 dage. Du kan se filmen på denne adresse:
https://www.youtube.com/watch?v=6TKMxFiGZY0
Camino Mozárabe er en af de pilgrimsruter, der blev brugt mindst i middelalderen. Ruten begynder ved Middelhavet ved Malaga rammer efter ca 600 km Via de la Plata ved Merida, hvorefter den følger Via de la Plata resten af vejen til Santiago. Ruten har fået navn efter de daværende muslimske herskeres navn for kristne, der udgjorde "den laveste klasse" i samfundet, men som trods det i flere perioder, når de muslimske herskere følte sig sikre i deres magtpositioner, fik lov til at gå til Santiago. Deraf navnet på ruten. Nu som i middelalderen var den langt mest benyttede rute til Santiago, Camino Frances, hvor store grupper af europæere - først og fremmest franskmænd, men også bl.a. danskere, bevægede sig til Sankt Jakobs grav.
Nu forsøger nogen at gøre Camino Mozárabe til et alternativ eller andet valg som pilgrimsrute, og det er først og fremmest garvede pilgrimme, der går på ruten. Der er kommet langt flere overnatningssteder langs ruten, men som på Via de la Plata er der flere steder langt mellem herbergerne, og ruten er rimelig anstrengende, men også flot og i følge dem, der har prøvet, noget helt særligt.
Nu har en af pilgrimsveteranerne, under pilgrimsnavnet Magwood, lavet en times film om sin tur fra Middelhav til Atlanten. Turen gik fra Malaga til Fisterra, var på 1.365 km og tog 52 dage. Du kan se filmen på denne adresse:
https://www.youtube.com/watch?v=6TKMxFiGZY0
mandag den 17. juli 2017
Tysk pilgrim død på Via de la Plata
En 65 årig tysk pilgrim er formentlig død af varme/hedeslag i Cerro del Calvario på 3.etape af Via de la Plata.
De nærmere omstændigheder i forbindelse med en ældre tysk pilgrims pludselig død midt på 3. etape af Via de la Plata efter Sevilla tæt på Almadén de la Plata her i juli undersøges stadig. Men de foreløbige undersøgelser tyder på, at pilgrimmen er død af af hedeslag - men trods det undersøges sagen stadig af det spanske politi. Varmegraderne omkring Sevilla har været nærmest ekstreme i længere tid.
Der dør pilgrimmene på pilgrimsvejene i Spanien hvert eneste år, og i år er ingen undtagelse. Langt de fleste som følge af sygdom ( dårligt hjerte primært), få ved ulykker bl.a. i bjergene eller på landevejen, og der er i vor tid sket et mord. Det skete påskedag i 2015 på Camino Frances, hvor en 41 årig kvindelig pilgrim blev myrdet på stien mellem Astorga og Rabanal. Morderen er i øvrigt dømt for rovmord og kommer til at sidde i fængslet det meste af sit liv.
Men her i forbindelse med det seneste dødsfald (den 65 årige tysker), kan det ikke siges for tit. Husk vand; Er det varmt, masser af vand; Og er der - som på Via de la Plata - langt mellem byer/barer og huse, så mange liter vand.
De nærmere omstændigheder i forbindelse med en ældre tysk pilgrims pludselig død midt på 3. etape af Via de la Plata efter Sevilla tæt på Almadén de la Plata her i juli undersøges stadig. Men de foreløbige undersøgelser tyder på, at pilgrimmen er død af af hedeslag - men trods det undersøges sagen stadig af det spanske politi. Varmegraderne omkring Sevilla har været nærmest ekstreme i længere tid.
Der dør pilgrimmene på pilgrimsvejene i Spanien hvert eneste år, og i år er ingen undtagelse. Langt de fleste som følge af sygdom ( dårligt hjerte primært), få ved ulykker bl.a. i bjergene eller på landevejen, og der er i vor tid sket et mord. Det skete påskedag i 2015 på Camino Frances, hvor en 41 årig kvindelig pilgrim blev myrdet på stien mellem Astorga og Rabanal. Morderen er i øvrigt dømt for rovmord og kommer til at sidde i fængslet det meste af sit liv.
Men her i forbindelse med det seneste dødsfald (den 65 årige tysker), kan det ikke siges for tit. Husk vand; Er det varmt, masser af vand; Og er der - som på Via de la Plata - langt mellem byer/barer og huse, så mange liter vand.
lørdag den 15. juli 2017
Momentvise busstrejker i Santiago
Er du i Santiago eller på vej dertil. Er det værd at undersøge om busserne kører.
Galicien har haft en del busstrejker her i sommer, og det ser ikke ud til at være slut. Der er flere gange varslet strejker, der - her i seneste omgang - er kommer momentvis siden 11. juli. Det er muligt at følge med på avisen la Voz de Galicia's hjemmeside, som du kan se her: http://www.lavozdegalicia.es/noticia/galicia/2017/07/12/suspendida-huelga-transporte-galicia/00031499888492949540671.htm
Busstrejken betyder at taxi'erne har svært ved at følge med, og strejken berører både busserne til og fra Fisterre/Muxia, samt lufthavnsbusserne. Det er muligt at gå til lufthavnen på 2-3 timer.
Her et billede hentet netop fra la Voz de Galicia's hjemmeside, der viser ventende busrejsende.
Galicien har haft en del busstrejker her i sommer, og det ser ikke ud til at være slut. Der er flere gange varslet strejker, der - her i seneste omgang - er kommer momentvis siden 11. juli. Det er muligt at følge med på avisen la Voz de Galicia's hjemmeside, som du kan se her: http://www.lavozdegalicia.es/noticia/galicia/2017/07/12/suspendida-huelga-transporte-galicia/00031499888492949540671.htm
Busstrejken betyder at taxi'erne har svært ved at følge med, og strejken berører både busserne til og fra Fisterre/Muxia, samt lufthavnsbusserne. Det er muligt at gå til lufthavnen på 2-3 timer.
onsdag den 12. juli 2017
Gamle mænd i underbukser
Via de la Plata er en anderledes rute end de andre "Camino'er" i Spanien.
Aldrig har jeg set så mange gamle mænd i underbukser, siger en ung fransk kvindelig pilgrim efter at have gået Via de la Plata. Bekrivelsen er efter undertegnede opfattelse helt korrekt (jeg er selv en af de gamle mænd), og den unge franske piges indtryk af Via de la Plata er kun en af de ti punkter om Via de la Plata, som Irske Kevin, der har gået en hel del pilgrimsvandring, har på sin hjemmeside: http://www.thesenioradventurer.com/ ; beskrevet i ti punkter, om hvordan han synes, at Via de la Plata adskiller sig fra Camino Frances.
Du kan læse de ti punkter herunder om lidt, men et par enkelte tilføjelser vil jeg give. a) Jeg fik ikke vabler på Via de la Plata. Jeg vil ikke påstå, at man altid kan undgå vabler, og at det er pilgrimmens egen skyld, hvis vablerne kommer. Vi pilgrimme er meget forskellige rent fysisk, og nogen kan bare ikke undgå vabler. Men vi/jeg/du/I kan gøre meget for at undgå vabler, hvilket jeg har skrevet om tidligere her på siden. b) Jeg er fuldstændig enig i, at Via de la Plata er en af de fysisk mest krævende ruter i Spanien. Det skyldes IKKE, at det går op og ned, for det gør det ikke nævneværdigt de første 500-600 km. Men det skyldes primært de lange afstande mellem overnatning, barer og rastesteder. Der findes kun meget få steder med bænke eller anden rastemulighed undervejs. C) Herberg er lukket trods meddelelser om det modsatte, hold dig hele tiden underrettet via www.gronze.com , og ring hellere en gang for meget i forvejen til herberger/anden overnatning for at sikre dig, at stedet er åben, og der også er en seng, når du når frem.
Her i de ti punkter fra Kevins hjemmeside:
1. LONGER: Via de la Plata (VDLP) is 1000 kilometers vs. 790 kilometers on Camino Frances.
2. LESS INFRASTRUCTURE: Fairly often you have to walk 15-30k with no Cafe or tienda(shop) to stop for food and drink. Also there are stretches where you have to walk as far as 30k to get to the next Alberguefor a bed.
3. LESS FLEXIBILITY REQUIRING MORE PLANNING: On Frances you can just wake up and pack your gear and start walking. You are never far from a cafe or albergue. On VDLP because of Point 2. you really need to do some planning before you start each day.
4. MORE INTIMATE: If you find Frances too crowded you will like VDLP as you can walk 30k and see as little as 4-5 people but rarely more than 10-12 in a day. Of course this will depend on the time of year you go and your speed. You usually know most of the people at the Albergue each night. I began 10 May and entered Santiago 22 June.
( Her et af mine foto fra en hyggelig aften undervejs hos præsten don Blas, der forstår at lave en rigtig god pilgrimsstemning.)
5. VDLP IS MOSTLY OLD MEN: It is rare to meet people under 40 and very rare to meet anyone under 25. I did befriend a 30 year old French girl who I ran into several times including at the end in Muxia and we were both laughing in tears as she told me she was so tired of the old men walking around the albergue’s in only their underpants. When I realized I was one of those old men I laughed even harder.
6. VDLP IS MORE OF A LONG DISTANCE WALK: This may be a very personal comment but I talked to others who agreed that the VDLP is more of a long distance walk. It did not feel as spiritual as Frances. Between Seville and Salamanca, the first half, it seemed like a walk through Roman history with all the bridges and the theatre and aqueduct of Merida and of course the great archway at Caparra. That said, after you veered west at Granja de Moreruela and especially in Galicia the Camino feel was stronger.
7. VERY FEW FIRST TIME PILGRIMS: The VDLP is long and difficult and not well known so there are very few first time peregrino's. Consequently there is less intimate discussion around your reasons for being here. The talk is more serious centered around your previous Camino experiences.
8. VDLP IS LESS FUN: It’s longer and more grueling with the lack of infrastructure. But there seems to be less fun. I suppose the lack of diversity and high percentage of old men has something to do with that. Although it got better in the second half.
9. HAS A DIFFERENT FEEL WALKING INTO SANTIAGO: While still emotional, I felt more relief than anything else coming into Santiago.
10. COMPLETING VDLP FELT LIKE MORE OF AN ACHIEVEMENT THAN FRANCES: I found walking Frances fun and a great experience and had no physical issues. VDLP was long, difficult, and seemed to never end. Admittedly, I had blister problems on the VDLP and none on Frances.
Aldrig har jeg set så mange gamle mænd i underbukser, siger en ung fransk kvindelig pilgrim efter at have gået Via de la Plata. Bekrivelsen er efter undertegnede opfattelse helt korrekt (jeg er selv en af de gamle mænd), og den unge franske piges indtryk af Via de la Plata er kun en af de ti punkter om Via de la Plata, som Irske Kevin, der har gået en hel del pilgrimsvandring, har på sin hjemmeside: http://www.thesenioradventurer.com/ ; beskrevet i ti punkter, om hvordan han synes, at Via de la Plata adskiller sig fra Camino Frances.
Du kan læse de ti punkter herunder om lidt, men et par enkelte tilføjelser vil jeg give. a) Jeg fik ikke vabler på Via de la Plata. Jeg vil ikke påstå, at man altid kan undgå vabler, og at det er pilgrimmens egen skyld, hvis vablerne kommer. Vi pilgrimme er meget forskellige rent fysisk, og nogen kan bare ikke undgå vabler. Men vi/jeg/du/I kan gøre meget for at undgå vabler, hvilket jeg har skrevet om tidligere her på siden. b) Jeg er fuldstændig enig i, at Via de la Plata er en af de fysisk mest krævende ruter i Spanien. Det skyldes IKKE, at det går op og ned, for det gør det ikke nævneværdigt de første 500-600 km. Men det skyldes primært de lange afstande mellem overnatning, barer og rastesteder. Der findes kun meget få steder med bænke eller anden rastemulighed undervejs. C) Herberg er lukket trods meddelelser om det modsatte, hold dig hele tiden underrettet via www.gronze.com , og ring hellere en gang for meget i forvejen til herberger/anden overnatning for at sikre dig, at stedet er åben, og der også er en seng, når du når frem.
Her i de ti punkter fra Kevins hjemmeside:
1. LONGER: Via de la Plata (VDLP) is 1000 kilometers vs. 790 kilometers on Camino Frances.
2. LESS INFRASTRUCTURE: Fairly often you have to walk 15-30k with no Cafe or tienda(shop) to stop for food and drink. Also there are stretches where you have to walk as far as 30k to get to the next Alberguefor a bed.
3. LESS FLEXIBILITY REQUIRING MORE PLANNING: On Frances you can just wake up and pack your gear and start walking. You are never far from a cafe or albergue. On VDLP because of Point 2. you really need to do some planning before you start each day.
4. MORE INTIMATE: If you find Frances too crowded you will like VDLP as you can walk 30k and see as little as 4-5 people but rarely more than 10-12 in a day. Of course this will depend on the time of year you go and your speed. You usually know most of the people at the Albergue each night. I began 10 May and entered Santiago 22 June.
5. VDLP IS MOSTLY OLD MEN: It is rare to meet people under 40 and very rare to meet anyone under 25. I did befriend a 30 year old French girl who I ran into several times including at the end in Muxia and we were both laughing in tears as she told me she was so tired of the old men walking around the albergue’s in only their underpants. When I realized I was one of those old men I laughed even harder.
6. VDLP IS MORE OF A LONG DISTANCE WALK: This may be a very personal comment but I talked to others who agreed that the VDLP is more of a long distance walk. It did not feel as spiritual as Frances. Between Seville and Salamanca, the first half, it seemed like a walk through Roman history with all the bridges and the theatre and aqueduct of Merida and of course the great archway at Caparra. That said, after you veered west at Granja de Moreruela and especially in Galicia the Camino feel was stronger.
7. VERY FEW FIRST TIME PILGRIMS: The VDLP is long and difficult and not well known so there are very few first time peregrino's. Consequently there is less intimate discussion around your reasons for being here. The talk is more serious centered around your previous Camino experiences.
8. VDLP IS LESS FUN: It’s longer and more grueling with the lack of infrastructure. But there seems to be less fun. I suppose the lack of diversity and high percentage of old men has something to do with that. Although it got better in the second half.
9. HAS A DIFFERENT FEEL WALKING INTO SANTIAGO: While still emotional, I felt more relief than anything else coming into Santiago.
10. COMPLETING VDLP FELT LIKE MORE OF AN ACHIEVEMENT THAN FRANCES: I found walking Frances fun and a great experience and had no physical issues. VDLP was long, difficult, and seemed to never end. Admittedly, I had blister problems on the VDLP and none on Frances.
tirsdag den 11. juli 2017
Vinter-camino er også en mulighed !
Flere og flere - ofte erfaren pilgrimme - er begyndt at tage Camino Frances om vinteren. Her en beretning fra engelske Bob, der som 40 årig manglede noget i livet og stillede sig selv spørgsmålet: Hvad ville du gøre hvis du vandt i lotteriet. Han tog konsekvensen, solgte hvad han ejede og gik fra Saint Jean Pied de Port til Fisterre på 33 dage. For Bob ( der kun opgiver sit fornavn på nettet) blev pilgrimsvandringen en form for terapi. Han oplyser, at han lider af depressioner, men at han kan bekæmpe det med bl.a. pilgrimsvandring. Vintercaminoen begyndte han i januar i år. Nu har han lavet en hjemmeside om sin tur med masser af vinterfotos. Det er ikke en praktisk vejledning i at gå Caminoen om vinteren, men snarere en meget personlig beretning. Du kan se netadressen nederst i denne artikel. I bunden af Bobs hjemmeside er der nogle flotte, men meget specielle vinterbilleder fra Caminoen. Bemærk, at du ikke kan bruge eller kopierer dem uden tilladelse, da Bob ønsker at bevare sin copyright.
https://www.asecondlife.co.uk/blog/in-search-of-suffering
https://www.asecondlife.co.uk/blog/in-search-of-suffering
søndag den 9. juli 2017
De gule piles succes !
De gule pile - som tegn på pilgrimsvandring - har gået deres sejrsgang over hele Europa. Manden bag pilene er for længst død.
I 1984 fik præsten Elías Valiña i O Cebreiro; der ligger ca 167 km før Santiago, en ide, som det nærmest må have været umuligt for ham at forstå rækkeviden af. I begyndelsen af 1980erne var enkelte franske pilgrimme begyndt at gå fra Le Puy i Frankrig til Santiago, og sammen med de få spanske pilgrimme, der gik om året, blev det i starten af 1980erne ikke til mere end et par tusinde pilgrimme årligt. De franske pilgrimme overnattede i klostret i O Cebreiro og fortalte Elías Valiña om, hvor svært de havde ved at finde vej i Spanien. Fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port på kanten af Pyrenæerne var stien (GR 65- som pilgrimsruten i Frankrig hed på det tidspunkt) afmærket hele vejen, men når pilgrimmene kom ind i Spanien, måtte de hele tiden spørge om vej på et sprog de ikke kunne, nemlig spansk.
Vi maler gule pile hele vejen fra klostret i Roncesvalles til Santiago, foreslog Elías Valiña en gruppe yngre spanske pilgrimme, der heller ikke syntes, at det var særlig nemt at finde vej på Camino Santiago (Jakobsvejen). Og så begyndte de at lave gule pile. Først i Galicien fra O Cebreiro til Santiago og i løbet af få år var hele Jakobsvejen (Caminoen, som den i dag kaldes her i landet) fra Pyrenæerne til Santiago plastret til med gule pile. I 1989 - samme år som præsten Elías Valiña døde - fulgte 5.760 pilgrimme de gule pile til Santiago. Og i år vil antallet af pilgrimme, der går til Santiago formentlig passerer 300.000, samtidig med, at der er malet gule pile på kryds og tværs i hele Spanien, der nu har over 30 jakobsveje, som hvert år befolkes af rygbærende pilgrimme i et antal, der overgår al fantasi. I resten af Europa findes pilgrimsstier med gule pile eller Jakobsvejens officielle vartegn, muslingeskallen, og her i nord, hvor pilgrimsvandring blev forbudt efter reformationen som værende ugudelig og kættersk, går i hundredevis af pilgrimme hver sommer rundt mellem vore middelalderkirker i større grupper med en folkekirkepræst i front, ligesom over 2.000 danske pilgrimme nu årligt tager turen over Pyrenæerne til Santiago.
Her en pil på den østrigske jakobsvej, hvor afmærkningen også tydelig har træk fra don Elías Valiña i O Cebreiro.
I 1984 fik præsten Elías Valiña i O Cebreiro; der ligger ca 167 km før Santiago, en ide, som det nærmest må have været umuligt for ham at forstå rækkeviden af. I begyndelsen af 1980erne var enkelte franske pilgrimme begyndt at gå fra Le Puy i Frankrig til Santiago, og sammen med de få spanske pilgrimme, der gik om året, blev det i starten af 1980erne ikke til mere end et par tusinde pilgrimme årligt. De franske pilgrimme overnattede i klostret i O Cebreiro og fortalte Elías Valiña om, hvor svært de havde ved at finde vej i Spanien. Fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port på kanten af Pyrenæerne var stien (GR 65- som pilgrimsruten i Frankrig hed på det tidspunkt) afmærket hele vejen, men når pilgrimmene kom ind i Spanien, måtte de hele tiden spørge om vej på et sprog de ikke kunne, nemlig spansk.
Vi maler gule pile hele vejen fra klostret i Roncesvalles til Santiago, foreslog Elías Valiña en gruppe yngre spanske pilgrimme, der heller ikke syntes, at det var særlig nemt at finde vej på Camino Santiago (Jakobsvejen). Og så begyndte de at lave gule pile. Først i Galicien fra O Cebreiro til Santiago og i løbet af få år var hele Jakobsvejen (Caminoen, som den i dag kaldes her i landet) fra Pyrenæerne til Santiago plastret til med gule pile. I 1989 - samme år som præsten Elías Valiña døde - fulgte 5.760 pilgrimme de gule pile til Santiago. Og i år vil antallet af pilgrimme, der går til Santiago formentlig passerer 300.000, samtidig med, at der er malet gule pile på kryds og tværs i hele Spanien, der nu har over 30 jakobsveje, som hvert år befolkes af rygbærende pilgrimme i et antal, der overgår al fantasi. I resten af Europa findes pilgrimsstier med gule pile eller Jakobsvejens officielle vartegn, muslingeskallen, og her i nord, hvor pilgrimsvandring blev forbudt efter reformationen som værende ugudelig og kættersk, går i hundredevis af pilgrimme hver sommer rundt mellem vore middelalderkirker i større grupper med en folkekirkepræst i front, ligesom over 2.000 danske pilgrimme nu årligt tager turen over Pyrenæerne til Santiago.
lørdag den 8. juli 2017
Er pilgrimsstierne blevet for overfyldte ?
Over 300.000 Santiagopilgrimme i år ? Det første halvår af 2017 gav en stigning på over 10% i antallet af pilgrimme i forhold til i fjor.
Var det ikke meget bedre at gå pilgrimsvandring for 10 - 20 år siden ? I dag er der da alt for mange på Caminoen, lyder det ofte, når undertegnede holder foredrag om pilgrimsvandring. Og meget er forandret de seneste 20 år, men er det dårligere nu? Det afhænger af, hvordan man ser på det. Mere herom senere i dette indlæg.
For det er, da rigtigt, at der i disse dage er pilgrimme overalt i Santiago, og meget tyder på, at det endelige antal Santiagopilgrimme i år vil overstige 300.000. For 25 år siden ( i 1992 ) kom der 9.764 rygsækpilgrimme ind til Santiago på et helt år. Og den gang synes man, at nu havde den middelalderlige pilgrimsvandring til helgeners grave fået en stor renæssance. Her i juli svarer de 9.764 stort set til antallet på 4-5 dage.
I første halvår af 2017 er det blevet til ialt 112.202. Det er en stigning på over 11 % i forhold til samme periode i fjor, hvor der kom 101.050 pilgrimme ind. Juli og August er månederne med langt flest Santiagopilgrimme, I fjor kom der i juli/august ialt næsten 100.000 pilgrimme ind til Santiago, og da september/oktober også har rigtig mange pilgrimme tegner alt til, at rekorden på næsten 278.000 pilgrimme i fjor vil blive slået i år. Altså fortsat ny rekord hvert år.
Var alt så ikke meget bedre på pilgrimsstierne i gamle dage - altså for 20 år siden?. Mit svar er: At alt var anderledes. Bedre? Det vil jeg ikke sige.
For 20 år siden i 1997 kom der godt 25.000 pilgrimme ind til Santiago på et helt år. Næsten alle gik af Camino Frances, og næsten 16.000 af dem kom ind i juli/august. Næsten alle juli/augustpilgrimme var spaniere og begyndte deres tur i Sarria - altså kun ca 120 km fra Santiago. Der var mere end rigelig plads på stien. Jeg var selv på stien hele maj fra Saint Jean Pied de Port, og begejstring er et mildt ord for mine oplevelser. Jeg er og var meget glad for at gå pilgrimsvandring. For 20 år siden var der langt mellem herbergerne - flere dage - meget langt. Der var ikke hospitaleros alle steder, man gik bare ind i et - nogen gange tomt - herberg og slog sig ned. Rengøringen var tit så som så. Jeg husker et sted, hvor to franske (ældre kvinder) begyndte at gøre hovedrent ved ankomsten. Der var nærmest ulækkert. Mænd og kvinder badede normalt i samme rum - også på klostre og i kirkelige herberger. Og en stor del af de pilgrimme man mødte første dag, blev ens faste "sovekammerater" næsten hver nat. Man gik i kirke sammen, spiste sammen og indgik i det hele taget i et fællesskab på tværs af nationalitet, alder og køn. Nogle af dem blev nære venner, hvor kontakten er holdt vedlige mange år efter. Jo, det var stort.
Men som sagt; der var langt mellem herbergerne, så afstanden bestemte reelt hvor lang hver dagsetape var. Det var hårdt for mange, især ældre pilgrimme havde svært ved at gå over 30 km på en dag. Der var dage, hvor den første bar viste sig over middag, og morgenkaffen forblev en drøm. Og det lykkedes faktisk nogen af mine medpilgrimme at fare grundigt vild. Jeg husker en aften lige før Burgos, hvor spanske Augustin først ankom efter mørkets frembrud efter en uønsket lang dag væk fra stien.
I dag er det nærmest umuligt at fare vild, servicen langs caminoerne er i top - naturligvis bedst på de mest benyttede ruter. Dette forår tog jeg et gensyn med Via de la Plata fra Sevilla til Salamanca. Der var enkelte dagsetaper på ca 40 km., og her var der også mange genganger-pilgrimme, jeg boede med stort set dagligt. Enkelte steder var herberget lukket uden varsel, og man skulle i det hele taget være mere om sig end på Camino Frances. Via de la Plata er tæt på at ligne en rute, som for 15-20 år siden.
Jeg synes, at der er både ulemper og fordele for den enkelte ved at være på en meget besøgt pilgrimsrute. Der er flere på den "overfyldte" rute, der irriterer en, men der er også større mulighed for at lave rigtig gode fællesskaber, idet der næsten altid vil være nogen, man svinger med. Og så glæder jeg mig i almindelighed over, at pilgrimstrenden vokser og vokser, Jeg hører til dem, der mener, at middelalderen ikke var så sort endda, og at vi kan lære noget af at gå i middelalderpilgrimmens fodspor om tålmodighed, fællesskab, afhængighed af andre mennesker, hjælpsomhed og måske også få en større forståelse for kristendommen, som den udfolder sig i Europa i dag.
fredag den 7. juli 2017
Husk at checke vejret før Pyrenæerne
Det er sommer og der er "formentlig" ingen fare ved at gå over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Men.......
Nogle spørgsmål til Jakobsvejen går igen. Hvis jeg i september starter i Saint Jean Pied de Port, er der så problemer med at tage Napoleonsruten ?. Nej normalt er der på denne årstid ingen fare ud over de normale udfordringer ved at gå i bjerge og tage Napoleonsruten, der går fra Saint Jean Pied de Port over Col Leopoder til Roncesvalles. Det er en smuk rute - ialt ca 25 km, men som dansker skal man lige være opmærksom på den meget kraftige stigning fra 137 meter til 1430 meter, samt vejret, der kan være en udfordring i højderne - også i sommerhalvåret. Derfor følgende forslag: 1) Tjek vejret på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port inden du går op, og 2) Tænk på, om det ikke ville være en gode ide at overnatte i Orisson ca 8 km oppe af ruten i ca 800 meters højde.( Er det optaget, kan man tage Honto, der ligger i ca 500 meters højde, men før Orisson. ) Det er muligt at bestille plads i forvejen, hvilket anbefales, da man ellers risikerer, at komme til et fuldt optaget herberg.
Og til orientering her et meget lille resume af de seneste rapporter fra redningsmandskabet (De lokale brandværn), der de senere år, hvor tusindvis af pilgrimme passerer Pyrenæerne hvert år, har fået alt for meget at lave.
37 pilgrimme blev reddet efter nødopkald i vinteren 2016/17 (november til marts) på pilgrimsrurten mellem Saint-Jean-Pied-de-Port og Roncesvalles. Det er 8 udrykninger mere end i vinteren 2015/16, men langt færre end i tidligere år, hvor stien over Leopoder stadig var åben om vinteren. Nu lukkes stien fra 1. november til 1. april, så pilgrimmene i stedet skal gå af alternativruten via Valcarlos. Trods lukningen døde en spansk, erfaren pilgrim den 7. november i 2016. Han faldt i en gletscherspalte, mens en medpilgrim blev reddet i sidste øjeblik. Så sent som den 18. maj blev 3 meget forkomne pilgrimme hentet ned efter en ændring i vejret. En blev fundet bevidstløs; En anden med brækket kæbe; Mens den tredje var ved at dø af tørst, men alle 3 overlevede. Vejret var gået fra 20 grader til snefald, tåge og frostgrader. Så tjek vejret før du går op.
Antallet af redningsaktioner er faldet drastisk siden vinterlukningen af Napoleonsruten blev indført - første år 2015/16. I samme periode er antallet pilgrimme fortsat med at stige eksplosivt.
Nogle spørgsmål til Jakobsvejen går igen. Hvis jeg i september starter i Saint Jean Pied de Port, er der så problemer med at tage Napoleonsruten ?. Nej normalt er der på denne årstid ingen fare ud over de normale udfordringer ved at gå i bjerge og tage Napoleonsruten, der går fra Saint Jean Pied de Port over Col Leopoder til Roncesvalles. Det er en smuk rute - ialt ca 25 km, men som dansker skal man lige være opmærksom på den meget kraftige stigning fra 137 meter til 1430 meter, samt vejret, der kan være en udfordring i højderne - også i sommerhalvåret. Derfor følgende forslag: 1) Tjek vejret på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port inden du går op, og 2) Tænk på, om det ikke ville være en gode ide at overnatte i Orisson ca 8 km oppe af ruten i ca 800 meters højde.( Er det optaget, kan man tage Honto, der ligger i ca 500 meters højde, men før Orisson. ) Det er muligt at bestille plads i forvejen, hvilket anbefales, da man ellers risikerer, at komme til et fuldt optaget herberg.
Og til orientering her et meget lille resume af de seneste rapporter fra redningsmandskabet (De lokale brandværn), der de senere år, hvor tusindvis af pilgrimme passerer Pyrenæerne hvert år, har fået alt for meget at lave.
37 pilgrimme blev reddet efter nødopkald i vinteren 2016/17 (november til marts) på pilgrimsrurten mellem Saint-Jean-Pied-de-Port og Roncesvalles. Det er 8 udrykninger mere end i vinteren 2015/16, men langt færre end i tidligere år, hvor stien over Leopoder stadig var åben om vinteren. Nu lukkes stien fra 1. november til 1. april, så pilgrimmene i stedet skal gå af alternativruten via Valcarlos. Trods lukningen døde en spansk, erfaren pilgrim den 7. november i 2016. Han faldt i en gletscherspalte, mens en medpilgrim blev reddet i sidste øjeblik. Så sent som den 18. maj blev 3 meget forkomne pilgrimme hentet ned efter en ændring i vejret. En blev fundet bevidstløs; En anden med brækket kæbe; Mens den tredje var ved at dø af tørst, men alle 3 overlevede. Vejret var gået fra 20 grader til snefald, tåge og frostgrader. Så tjek vejret før du går op.
Antallet af redningsaktioner er faldet drastisk siden vinterlukningen af Napoleonsruten blev indført - første år 2015/16. I samme periode er antallet pilgrimme fortsat med at stige eksplosivt.
torsdag den 6. juli 2017
Korte bukser i kirkerne ?
Pilgrimmes - alt andet end noble - tøjstil bemærkes stort set ikke undervejs på Caminoerne i Spanien.
Kan man gå i kirke i korte pilgrimsbukser, lyder spørgsmålet. Og svaret er: Ja, stort set over alt. I langt de fleste kirker i Spanien vil man dog normalt se menigheden i deres fineste tøj til messer i kirkerne, specielt om søndagen, men når det gælder pilgrimme, har jeg aldrig hørt klager eller set menigheden sende himmelvendte øjne til hinanden, fordi pilgrimme kom i korte bukser eller drivvådt beskidt tøj ind i kirken. Tværtimod modtages man som pilgrim normalt meget positivt af den faste menighed.
Personlig har jeg vandrerbukser, hvor det nederste stykke på begge ben kan tages af, og jeg går selv dagligt i kirke undervejs på en Camino i korte bukser, både med og uden rygsæk. Jeg er aldrig blevet mødt med krav om anden påklædning eller misbilligende blikke, og hvis det en gang skulle ske, må jeg forholde mig til det. Tværtimod har jeg gennem årerne set en ændring hos mine spanske medpilgrimme. For år tilbage tog de - stort set - altid - lange bukser på til messer eller på besøg i kirker. Nu virker det som om at alle pilgrimme bærer den "samme uniform" uanset nationalitet. Og her er korte bukser oftest normen for såvel mænd som kvinder.
Her ved siden af et billede fra en aftenpilgrimsmesse i Los Arcos fra 2015, hvor der er pilgrimme med både korte og lange bukser.
Kan man gå i kirke i korte pilgrimsbukser, lyder spørgsmålet. Og svaret er: Ja, stort set over alt. I langt de fleste kirker i Spanien vil man dog normalt se menigheden i deres fineste tøj til messer i kirkerne, specielt om søndagen, men når det gælder pilgrimme, har jeg aldrig hørt klager eller set menigheden sende himmelvendte øjne til hinanden, fordi pilgrimme kom i korte bukser eller drivvådt beskidt tøj ind i kirken. Tværtimod modtages man som pilgrim normalt meget positivt af den faste menighed.
Personlig har jeg vandrerbukser, hvor det nederste stykke på begge ben kan tages af, og jeg går selv dagligt i kirke undervejs på en Camino i korte bukser, både med og uden rygsæk. Jeg er aldrig blevet mødt med krav om anden påklædning eller misbilligende blikke, og hvis det en gang skulle ske, må jeg forholde mig til det. Tværtimod har jeg gennem årerne set en ændring hos mine spanske medpilgrimme. For år tilbage tog de - stort set - altid - lange bukser på til messer eller på besøg i kirker. Nu virker det som om at alle pilgrimme bærer den "samme uniform" uanset nationalitet. Og her er korte bukser oftest normen for såvel mænd som kvinder.
onsdag den 5. juli 2017
Pilgrimme vælger de alternative ruter
Stigningstakten på Camino Frances er væsentlig mindre end på de andre pilgrimruter i Spanien.
Det ser ud til, at mange pilgrimme nu vælger at gå nogle af de andre reetablerede jakobsveje i Spanien som alternativ til Camino Frances. I juni i år, hvor der ankom over 41.000 pilgrimme til Santiago, kan man se at det samlede antal pilgrimme på Camino Frances (Saint Jean Pied de Port til Santiago) kun er steget forholdsvis lidt, mens de øvrige ruter stiger procentvis meget mere. Her antallet for både juni i år og juni 2016: Camino Frances 26.206/25.615 (+ 591); Camino Portugues 7.428/6.908 (+ 520); Camino del Norte 2.323/2.268 (+ 55); Camino Primitivo 1.929/1.604 (+ 325); Via de la Plata 1.179/1.287(- 108); Camino Ingles 1.280/1.176 (+ 104); Camino de Invierno 145/27(+ 118); andre caminoer(herunder den relativ nye portugiske kystrute ) 311/185 (+126). Der kan være fejl i opgørelsen af nogen af ruterne, idet det hævdes at en del af de optalte pilgrimme på Camino Portugues reelt har gået af kystruten, og det siges også af nogle pilgrimforeninger, at flere fra Camino de Invierno opgøres under Via de la Plata. Men tallene giver ihvertfald et fingerpeg om, hvor mange andre pilgrimme, du vil møde på de forskellige ruter.
Det ser ud til, at mange pilgrimme nu vælger at gå nogle af de andre reetablerede jakobsveje i Spanien som alternativ til Camino Frances. I juni i år, hvor der ankom over 41.000 pilgrimme til Santiago, kan man se at det samlede antal pilgrimme på Camino Frances (Saint Jean Pied de Port til Santiago) kun er steget forholdsvis lidt, mens de øvrige ruter stiger procentvis meget mere. Her antallet for både juni i år og juni 2016: Camino Frances 26.206/25.615 (+ 591); Camino Portugues 7.428/6.908 (+ 520); Camino del Norte 2.323/2.268 (+ 55); Camino Primitivo 1.929/1.604 (+ 325); Via de la Plata 1.179/1.287(- 108); Camino Ingles 1.280/1.176 (+ 104); Camino de Invierno 145/27(+ 118); andre caminoer(herunder den relativ nye portugiske kystrute ) 311/185 (+126). Der kan være fejl i opgørelsen af nogen af ruterne, idet det hævdes at en del af de optalte pilgrimme på Camino Portugues reelt har gået af kystruten, og det siges også af nogle pilgrimforeninger, at flere fra Camino de Invierno opgøres under Via de la Plata. Men tallene giver ihvertfald et fingerpeg om, hvor mange andre pilgrimme, du vil møde på de forskellige ruter.
mandag den 3. juli 2017
Næsten 2/3 af jakobspilgrimmene er ikke-spanske
Det er efterhånden mere almindeligt at høre engelsk/amerikansk på Caminoerne i Spanien end spansk. I Juni kom tæt på 2 ud af hver 3 pilgrimme fra lande uden for Spanien.
På pilgrimskontoret i Santiago opgør de dagligt nationaliteten på de pilgrimme, der ankommer til katedralen. For bare få år siden udgjorde spanierne selv over halvdelen af alle Santiagopilgrimme, men i takt med at pilgrimsvandring er blevet et fænomen overalt i den kristne verden, samt i lande som Japan og Sydkorea er andelen af ikke-spaniere bare steget og steget. Her tallene fra juni, som er opgjort af pilgrimkontoret i Santiago. Jeg har endnu ikke modtaget opgørelsen for antallet af danske pilgrimme: Spaniere: 14.187; Ikke-spaniere 24.883 fordelt på følgende nationer: Italien 3.751 (15,07%); Tyskland 3.310 (13,30%); USA 3.193 (12,83%); Portugal 2.158 (8,67%);Frankrig 1.745 (7,01%); UK 960 (3,86%); Irland 959 (3,85%); Australien 797 (3,20%), resten hedder indtil videre bare etc., men tallene kommer på et tidspunkt.
På pilgrimskontoret i Santiago opgør de dagligt nationaliteten på de pilgrimme, der ankommer til katedralen. For bare få år siden udgjorde spanierne selv over halvdelen af alle Santiagopilgrimme, men i takt med at pilgrimsvandring er blevet et fænomen overalt i den kristne verden, samt i lande som Japan og Sydkorea er andelen af ikke-spaniere bare steget og steget. Her tallene fra juni, som er opgjort af pilgrimkontoret i Santiago. Jeg har endnu ikke modtaget opgørelsen for antallet af danske pilgrimme: Spaniere: 14.187; Ikke-spaniere 24.883 fordelt på følgende nationer: Italien 3.751 (15,07%); Tyskland 3.310 (13,30%); USA 3.193 (12,83%); Portugal 2.158 (8,67%);Frankrig 1.745 (7,01%); UK 960 (3,86%); Irland 959 (3,85%); Australien 797 (3,20%), resten hedder indtil videre bare etc., men tallene kommer på et tidspunkt.
søndag den 2. juli 2017
Juni gav nok en pilgrims-rekord
Der blev uddelt 41.620 compostela'er i Santiago i juni til stort set lige mange mænd og kvinder.
Hvor længe kan antallet af pilgrimme i Spanien bare stige og stige, spørger man sig selv, efter at pilgrimkontoret har offentliggjort antallet af uddelte compostelaer for juni 2017. Der er i alt kommet 41.620 pilgrimme ind til Santiago i juni. Det er 2.550 mere end i juni 2016, og det giver en stigning på 6,5 %. Fordelingen på køn kan næsten ikke være mere lige nu med 20.542 (49,36%) kvinder og 21.078 (50,64%) mænd. 91 % af de ankomne pilgrimme var til fods, og 9 % på cykel.
Og begrundelsen for at gå pilgrimvandring ligner tidligere opgørelser: Religiøse 19.250 (46,25%), en kombination af religiøse og kulturelle grunde 18.905 (45,42%), anden begrundelse (alene kulturel, sport etc.) 3.465 (8,33%).
Aldersfordelingen ligner også noget, vi har set før:Under 30 år 9.227 peregrinos (22,17%); Mellem 30 og 60 son 22.421 (53,87%); Over 60 år 9.972 peregrinos (23,96%). For bare 25 år siden (1992) kom der 625 pilgrimme ind til Santiago i juni; og for 20 år siden (1997), da undertegnede selv var imellem dem der fik et compostela i juni , blev det til 2.297. Og der var over dobbelt så mange af hankøn som af hunkøn. Der er sandelig sket noget siden.
Hvor længe kan antallet af pilgrimme i Spanien bare stige og stige, spørger man sig selv, efter at pilgrimkontoret har offentliggjort antallet af uddelte compostelaer for juni 2017. Der er i alt kommet 41.620 pilgrimme ind til Santiago i juni. Det er 2.550 mere end i juni 2016, og det giver en stigning på 6,5 %. Fordelingen på køn kan næsten ikke være mere lige nu med 20.542 (49,36%) kvinder og 21.078 (50,64%) mænd. 91 % af de ankomne pilgrimme var til fods, og 9 % på cykel.
Og begrundelsen for at gå pilgrimvandring ligner tidligere opgørelser: Religiøse 19.250 (46,25%), en kombination af religiøse og kulturelle grunde 18.905 (45,42%), anden begrundelse (alene kulturel, sport etc.) 3.465 (8,33%).
Aldersfordelingen ligner også noget, vi har set før:Under 30 år 9.227 peregrinos (22,17%); Mellem 30 og 60 son 22.421 (53,87%); Over 60 år 9.972 peregrinos (23,96%). For bare 25 år siden (1992) kom der 625 pilgrimme ind til Santiago i juni; og for 20 år siden (1997), da undertegnede selv var imellem dem der fik et compostela i juni , blev det til 2.297. Og der var over dobbelt så mange af hankøn som af hunkøn. Der er sandelig sket noget siden.
Abonner på:
Opslag (Atom)