Pilgrimmes - alt andet end noble - tøjstil bemærkes stort set ikke undervejs på Caminoerne i Spanien.
Kan man gå i kirke i korte pilgrimsbukser, lyder spørgsmålet. Og svaret er: Ja, stort set over alt. I langt de fleste kirker i Spanien vil man dog normalt se menigheden i deres fineste tøj til messer i kirkerne, specielt om søndagen, men når det gælder pilgrimme, har jeg aldrig hørt klager eller set menigheden sende himmelvendte øjne til hinanden, fordi pilgrimme kom i korte bukser eller drivvådt beskidt tøj ind i kirken. Tværtimod modtages man som pilgrim normalt meget positivt af den faste menighed.
Personlig har jeg vandrerbukser, hvor det nederste stykke på begge ben kan tages af, og jeg går selv dagligt i kirke undervejs på en Camino i korte bukser, både med og uden rygsæk. Jeg er aldrig blevet mødt med krav om anden påklædning eller misbilligende blikke, og hvis det en gang skulle ske, må jeg forholde mig til det. Tværtimod har jeg gennem årerne set en ændring hos mine spanske medpilgrimme. For år tilbage tog de - stort set - altid - lange bukser på til messer eller på besøg i kirker. Nu virker det som om at alle pilgrimme bærer den "samme uniform" uanset nationalitet. Og her er korte bukser oftest normen for såvel mænd som kvinder.
Her ved siden af et billede fra en aftenpilgrimsmesse i Los Arcos fra 2015, hvor der er pilgrimme med både korte og lange bukser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar