To røverier på henholdsvis Camino del Norte og Camino Portugues har fået spansk politi op på mærkerne langs pilgrimsvejene.
Der har det desværre været to meget ubehagelige episoder langs pilgrimsruterne i Spanien/Portugal i denne sæson. Den første lidt tidligere på året på Camino Portugues kun en halv etape før Porto, hvor et yngre pilgrimspar blev direkte i overfaldet af to yngre mænd. Den unge mand forsvarede sig og gik til modangreb, men valgte at betale røverne penge, da han frygtede for sin kærestes helbred. Jeg har ikke hørt, om det portugisiske politi skulle have fået fat i gerningsmændene, og det tolker jeg - indtil videre - som om, at det ikke er lykkedes.
Den anden episode er af nyere dato og er også alvorlig (26. juni). Røveriforsøget skete mellem Baamonde og Miraz ca 90 km før Santiago og knapt 50 km før Camino del Norte møder Camino Frances ved Arzua. En kvindelig pilgrim blev truet med pistol, begyndte at skrige, smed rygsækken og løb væk, fik fat i en anden pilgrim, kom tilbage til stedet, hvor rygsækken stadig lå der. Her tyder det desværre heller ikke på, at politiet har fået fat i gerningsmanden. Til gengæld fortæller andre pilgrimme - via nettet - at de siden har passeret dette sted uden problemer.
Spanske og Portugisiske aviser har - så vidt undertegnede er informeret - ikke haft artikler om hændelserne. Til gengæld kan man i flere spanske aviser læse, at politiet denne sommer er massivt til stede langs Camino'erne i Spanien. Jeg var selv forbavset i foråret på Via de la Plata over jævnligt at møde politibiler de mest mærkelige steder, hvor politiet bare vinkede venligt til mig.
De tilsammen fire involverede pilgrimme i de to episoder har senere oplyst via nettet, at de er fortsat til Santiago og endda videre til Fistera uden problemer. De to episoder i år skal - hvor ubehagelige de end er - ses i forhold til, at der formentlig kommer 300.000 pilgrimme ind til Santiago i år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar