Antallet af pilgrimme, der går fra Saint Jean Pied de Port, er IKKE fordel over hele sommersæsonen. Her starter langt fleste i april/maj og september/oktober.
I de seneste år har der i slut april/start maj og igen i slut september/start oktober været meldt om manglende senge/problemer med at finde overnatning i begyndelse af Camino Frances udmiddelbart efter Saint Jean Pied de Port til Burgos. Altså på den første trediedel af Camino Frances. Hvorefter der er så mange herberger, pensioner, hoteller med mere, at problemet synes mindre. Og ser man på statistikken fra Santiago tyder det på, at det netop er omkring de to månedskifter april/maj og september/oktober, at der er Rush Hour. Hvis man opgør det samlede antal pilgrimme, der kommer til Santiago med tallene for de pilgrimme, der begynder deres tur i Saint Jean Pied de Port, er der nemlig logik i det. Det skyldes, at mange pilgrimme specielt i sommermånederne starter deres pilgrimsfærd langt senere på ruten, nemlig i Sarria (ca 120 km før Santiago) og Tui (105 km før Santiago).
Her tallene fra i år, MEN bemærk at der er en forskydning i afgang og ankomst. Det tager normalt fra 28 dage til 35 dage at gå fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Marts: 5.176 ankomne pilgrimme til Santiago, heraf havde 293 begyndt i Saint Jean Pied de Port, hvoraf ca halvdelen altså må være begyndt i februar. April: 26.928 ankomne, heraf 1.602 fra S.J.P.d P.; Maj: 35.345 ankomne, heraf 5.200 fra S.J.P.d P. Juni: 41.620, heraf 6.097 fra S.J.P.d P., Juli: 47.470 ankomne, heraf 4.160 fra S.J.P.d P., August: 57.679 ankomne, heraf 3.919 fra S.J.P.d P..
Der er altså ankommet langt flest pilgrimme, der har begyndt deres pilgrimsfærd i Saint Jean Pied de Port i maj og juni, og de har altså stemplet ind på pilgrimskontoret lige på den anden side af Pyrenæerne i april-maj. Dertil kommer de pilgrimme, der er begyndt deres pilgrimsfærd før Saint jean Pied de Port, primært i Le Puy i Frankrig, men også mange andre steder fra.
Så begynder man sin pilgrimsvandring i april/maj eller i september/oktober af Camino Frances i Saint Jean Pied de Port, hvad mange danske pilgrimme iøvrigt gør, så må man forvente lidt problemer med sengepladser. Jeg ved dog, at herberger og pilgrimsforeninger langs ruten gør meget for at sikre alle pilgrimme - om ikke en seng, så en madras. Så har du bestilt din billet og er på vej til Saint Jean Pied de Port, ønsker jeg dig Buen Camino. Udvis lidt tålmodighed og du skal nok få en seng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar