Der findes hævemuligheder langs de fleste Caminoer/pilgrimsveje i Spanien, Frankrig, Tyskland og Italien, men du skal ikke regne med at overnatningtssteder,barer m.m.vil lade dig betale med kreditkort.
Hvor mange kontanter skal jeg have med på Caminoen ? Kan jeg betale med mastercard/visakort undervejs ?, lyder spørgsmålene. Jeg har svaret på disse spørgsmål før, og der er reelt ikke sket væsentlige ændringer (fremskridt) de seneste mange år - alt efter hvilket land du går pilgrimsvandring i, dog med en undtagelse. Der er blevet flere hæveautomater undervejs.
1) I Spanien og Portugal, og på landet i Frankrig ser de helst kontanter. Flere steder i Tyskland, ligeledes på landet, er det eneste kort der accepteres deres eget tyske bankkort, mens mastercard og visakort ikke accepteres. I det hele taget virker det som om, at det meste af Europa er langt bag efter Skandinavien, når det gælder brug af betalingskort. Så svaret er meget enkelt: Du kan ikke undvære kontanter.
2) Hvor mange kontanter skal jeg så anbefale ? Og her bliver jeg dig svar skyldig, for det afhænger helt af hver enkelts forbrug og tryghedsbehov. Tidligere var det nødvendigt at have rigtig mange kontanter med i Spanien, fordi mulighederne for at hæve undervejs, var begrænsede - hvilket det stadig er nogle steder i f.eks. Portugal. Men langs Camino Frances, Camino del Norte og Camino Portugues's spanske del er der rigtig mange hæveautomater, desværre ofte til "ågerkurser".
Lever du forholdsvis spartansk uden dyre resturanter og bor på billigste herberger, kan du i Spanien og Portugal sagtens komme ned på et forbrug under 30 euro pr. dag. I Frankrig (hvor mad og overnatning generelt er af højere standard) noget mere, mindst 40 euro pr. dag, og i Tyskland, hvor der stort set ikke findes herberger, skal du regne med forholdsvis dyr overnatning (efter spanske/portugisiske forhold) , mellem 75 og 90 euro pr.nat for to i dobbeltværelse med undtagelse af de få steder, hvor der findes et herberg, samt en forholdsvis højere pris, hvis du går alene og har enkeltværelse. Her kan du heller ikke altid regne med at kunne bruge et internationalt betalingskort i de små byer, hvor prisen på værelset er lavest. Jo dyrere værelse - des større mulighed.
Her et foto fra juli i år af et dobbeltværelse på den tyske pilgrimsvej, Route Bonifatius, der kostede 89 Euro. Her kunne der betales med mastercard. Men boede vi "billigt" på pension f.eks. 65 euro, blev der krævet kontanter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar