Camino Aragones er et rigtig godt alternativ til Saint Jean Pied de Port, men antallet af pilgrimme på ruten er nu skrumpet voldsomt.
For nu 2½ år siden gik undertegnede fra Arles i Provence/Sydfrankrig over Toulouse og Oleron Saint Maria videre over Pyrenæerne ved Somportpasset og derfra af Camino Aragones til "sammenløbet" med Camino Frances tæt på Puente la Reina. Det var efter - min opfattelse - en fantastisk tur. Nu læser jeg på den spanske hjemmeside Heraldo, at der er sket et mere end drastisk fald i antallet af pilgrimme, der ankommer til Santiago med afgang i eller gennemgang af Camino Aragones. Camino Aragones følger floden Aragona, og stien går fra toppen af Pyrenæerne på grænsen mellem Frankrig og Spanien i 1640 meters højde. I 2010 valgte 1.115 pilgrimme at begynde deres pilgrimsfærd til Santiago på Camino Aragones - altså ved Somportpasset. I 2014 var der 517 og her ultimo oktober var det foreløbig samlede antal for 2017 - 49 pilgrimme. Artiklen har - af gode grunde - ingen tal på, hvor mange pilgrimme, der er gået af Camino Aragones uden at fortsætte til Santiago, men et fald fra over 1.000 pilgrimme til under 50 ankomne pilgrimme fra den rute er temmelig meget. Og hvis ikke der kommer flere vil herberger og anden pilgrimsservice langs ruten naturligt nok lukke ned. Du kan læse hele artiklen her: http://www.heraldo.es/noticias/aragon/2017/10/26/camino-peligro-1204010-300.html
Jeg går netop med planer/ideer om, at min forårstur skal gå fra Toulouse over Lourdes til Oleron Saint Marie op af Pyrenæerne til Somportpasset og af Camino Aragones til Obanos og derfra til Pamplona (ialt formentlig ca 500 km), så jeg er begyndt at lede lidt på nettet efter informationer om, hvordan ruten ser ud nu, ligesom det er rart at vide lidt om det sving jeg gerne vil tage over Lourdes.
Herunder lidt fotos fra 2015 fra pilgrimsruten over Somportpasset. Det er en ualmindelig flot naturrute med bøgeskove, vand ( lidt rigeligt måske) op af bjergene i Frankrig og næsten gold natur når passet og grænsen til Spanien passeres. Der var - da jeg gik for 2½ år siden - rigelig med pilgrimme til at skabe pilgrimsliv, ligesom kirkerne generelt var åbne undervejs og flere steder med aftenmesser endda med særlig fokus på pilgrimslivet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar