fredag den 16. marts 2018

Vigtigt info for Camino Portugues

Broen ved Matosinhos-metrostationen uden for Porto på Camino Portugues er midlertidig spærret.
Mange pilgrimme tager metroen fra Oporto til Matosinhos og starter pilgrimsvandringen af såvel kystruten som centralruten af Camino Portugues ved at gå over broen ved Metrostationen og følge afmærkningen mod Santiago der. Nu har vi her på www.jakobsvejen.dk fået oplyst, at broen ved Metroen er midlertidig lukket på grund af reparation.(Broklapperne er oppe). Det oplyses ikke, hvornår broen åbner igen. Men der skulle i den mellemliggende tid, mens broen er lukket, gå en gratis-bus med jævne mellemrum. Bussen stopper ca 80 meter til højre for broen, kører en omvej uden om og sætter pilgrimme af på kystvejen mod Angeiras tæt på pilgrimsstien langs havet.
Da jeg senest gik Camino Portugues (fra Fatima nord for Lissabon) i foråret 2016 gik jeg ud af Oporto centrum langs havnen (uden afmærkning) helt ud til Matosinhos, hvor afmærkningen starter. Den direkte vej til/af centralruten gennem byen passerer et alt andet end spændende industriområde, så turen rundt om havnen, videre over broen ved Matosinhos og hele den første (og måske anden) dag langs havet, er omvejen værd. Men nu skal man indtil videre med en bus forbi broen.
Hvis du vil være helt sikker på ruten: Spørg efter på turistkontoret inde i selve Porto. Det ligger klods op af Katedralen, som de fleste pilgrimme alligevel aflægger et besøg inden turen går mod nord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar