mandag den 30. april 2018

Via Francigena - den italienske pilgrimsvej

Via Francigena er europas ældste pilgrimsrute, der er nu reetableret, smuk, kulturel og religiøs, men også langt dyrere at gå end pilgrimsruter i Spanien, Portugal og Frankrig.
Via Francigena, der går fra Canterbury i England - gennem Frankrig, Schweiz, Nord- og Midt-italien - og til Rom er oprindelig en romersk vej, der i 500-tallet sagde goddag til de første pilgrimme, der ville besøge apostlene Peters og Pouls grave i Rom, men som for alvor blev et tilløbsstykke i 700-tallet og frem. I vor tids bølge af reetableringer af kristne pilgrimsruter i Europa er Via Francigena fra Schweiz til Rom blevet afmærket, ligesom der er opstået pilgrimsforeninger langs ruten, der hjælper pilgrimme på vej. Ruten har slet ikke fået samme gennembrud som pilgrimsruter i Spanien, Portugal og Frankrig, hvilket kan skyldes det væsentlig højere prisniveau, ligesom det åbenbart stadigt kniber for Lazio-regionen, hvor Rom ligger, at få ordentlig styr på afmærkning. Flere pilgrimme beskriver, at det er den dårligst afmærkede del af ruten. Jeg har gået et stykke af den og kunne godt finde vej.
Der er herberger og klostre langs ruten, hvor det er muligt at overnatte til - efter italiensk forhold - meget rimelige priser. Flere kirkelige overnatningssteder har oven i købet donativo - altså ingen fast pris (man bestemmer selv, hvad man vil lægge i bøtten) Der er ikke nær så mange hjemmesider at få hjælp fra som i Spanien, men den officielle hjemmeside: http://www.viefrancigene.org/en/ hjælper meget på vej, sammen med http://pilgrimstorome.org.uk/. Der er også hjælp at hente på en engelsksproget hjemmeside og pilgrimsforum med hjemsted i Santiago, nemlig https://www.viafrancigena.me/ , hvor trafikken alene viser, at ruten ikke er nær så benyttet som pilgrimsruterne i Spanien, Frankrig og Portugal.
Der findes flere trykte guides. Og - som sædvanlig herfra - kan den tyske Rother Wanderführer anbefales. Dernæst har jeg fundet en dansk hjemmeside med en dagbog fra Via Francigena
http://www.gubsi.dk/vandreture/vandring-paa-via-francigena , men "forfatterne" har alene boet på hoteller og ikke brugt herberger, klostre, menighedshuse o. lign. overnatningssteder. Endelig er jeg blevet oplyst om, at der findes facebook-grupper på både italiensk: https://www.facebook.com/groups/1532376317014068/ og engelsk: https://www.facebook.com/groups/19899007360/ , men da jeg ikke selv er på facebook, har jeg ikke nogen mulighed for at oplyse mere end linket.
Jeg har kun selv gået sporadisk på Via Francigena - altså ikke et større afsnit eller hele ruten. Jeg har brugt Rother Wanderführer, som jeg fandt meget anvendelig.
NB: Hvis du vil bo på kirkelige herberger af den ene eller anden art, er det en rigtig god ide med et pilgrimspas, der kan købes via den officielle hjemmeside.
NB, NB: Jeg har ikke selv gået pilgrimsvandring i Schweiz, men flere meldinger fra nogen af dem, der har, lyder: Det er ekstremt dyrt.

lørdag den 28. april 2018

Ny Jakobsvej i Sydfrankrig

Overalt i Europa "genopdages" gamle pilgrimsstier. For dem, der kan lide at gå i Frankrig er der nu også La Voie du Piémont Pyrénéen, der forbindder Arles-ruten med Lourdes og Saint Jean Pied de Port.
Det er faktisk det spanske pilgrimsblad La Revista "El Espíritu de Santi" (nummer 47), der udgives af herberget i Tabara på Camino Sanabres, der har en større artikel om jakobsvejen/caminoen La Chemin du Piémont Pyrénéen, hvor jeg første gang fik kendskab til denne middelalderrute. Da jeg selv har en ide om en gang at gå jakobsvej/camino via det "kun" 160 årige valfarts- og pilgrimsmål i Lourdes i Sydfrankrig, har jeg set, at man kan sammensætte forskellige vandrestier fra Via Tolosana til Lourdes og videre retur til Chemin Saint Jacques. Men i La Revista "El Espíritu de Santi nr 47 har de en større artikel om denne middelalderlige camino (jakobsvej til Santiago), som på spansk hedder Camino de Santiago de Piedemonte-Pirineos. Ruten gik oprindelig ud fra Arle-ruten (Via Tolosana) ved Montpellier, og den blev i perioder benyttet af pilgrimme, der gik fra Italien til Santiago de Compostella eller den modsatte vej mod Peters og Paulus' grave i Rom.
Ruten blev dog ikke nær så populær som Via Tolosana, der i dag er fuld reetableret med, afmærkning, samt pilgrimsovernatning langs hele ruten og pilgrimspas, der udstedes af katedralen i Arles. Den nu reetablerede rute, La Chemin du Piémont Pyrénéen, har som Via Tolosana to forskellige udgaver/afmærkninger; en gr.-rute med rød-hvid afmærkning, samt en pilgrimsafmærkning med gule klistermærker. Ruterne følges stort set ad, dog således at pilgrimsafmærkningen oftest er lidt kortere, går mere af asfalt og ikke mindst passerer kirkerne undervejs, mens Gr-ruten gerne går en lang omvej for at undgå asfalt, samt gennem mere natur. Det samme er/var iøvrigt tilfældet på Arles-ruten, hvor der, da jeg gik den i 2015, oftest hørtes historier om, at pilgrimsfolket og naturfolket ødelagde hinandens afmærkning. Jeg husker mødet med en vred "naturmand", der ville have os til at gå igennem en skov af GR og ikke følge pilgrimsvejen gennem en landsby med kirke og kro. Vi valgte kirken og kroen.
Chemin du Piémont Pyrénéen begynder reelt i vores tid - ikke i Montpellier, men - i Narbonne og passerer Carcassone, Mirepoix, Pamiers, Saint-Lizier, Saint-Bertrand de Comminges, Lourdes, Oloron-Ste-Marie, hvor man kan vælge at tage den 60 kilometer længerere og meget smukke tur over Somportpasset og Pyrenæerne til la Reina og Camino Frances eller turen over Saint Jean Pied de Port og Rolandspasset. I middelalderen var Rolandspasset langt den mest benyttede overgang.
Der er lavet en del guides på fransk, som du kan finde her: http://vppyr.free.fr/vpp-index-partir.php?theme=topos . Og du kan finde artiklen i "El Espíritu de Santi" (nummer 47) her: https://tuvozdigital.com/index.php/buen-camino/revista/5935-la-revista-el-espiritu-de-santi-n-47

torsdag den 26. april 2018

Usædvanlig rejse til Camino Ingles

Det er lidt mærkeligt at starte en pilgrimsfærd til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostella og tage bussen derfra. Men hvis man har lyst til at gå Camino Ingles, er der ikke så mange andre muligheder. Camino Ingles er den meget korte jakobsvej (knapt 120 km) direkte Nordsyd fra Ferol til Santiago. Pilgrimsruten blev i middelalderen brugt af pilgrimme, der tog den farefulde færd med skib fra England og Irland til Galiciens nordkyst for at gå derfra til Sankt Jakobs grav. Ruten er blevet reetableret for forholdsvis få år siden, og i 2017 gik 11.321 ind i Santiago af den vej, så ruten er blevet populær - formentlig på grund af sin længde - i løbet af rekord tid. Der går flere end fra nord af Camino Ingles end ind fra Syd af Via de la Plata/Camino Sanabres.
Med mindre man vil søge skibslejlighed til startbyen Ferrol, som middelalderens pilgrimme, er det nemmest at tage fly til enten LCG (La Coruna Lufthavn), der er tættest på Ferrol eller til SCQ (Santiago de Compostela lufthavn) og tage bussen derfra. Ruten er med på www.gronze.com , hvor både etapeforslag og alle overnatningsmulighederne er at finde.

tirsdag den 24. april 2018

Hitliste for pilgrimsfilm

Tysk hjemmeside har lavet en liste med "de vigtigste" pilgrimsfilm gennem de senere år.
Der findes et utal af hjemmesider om pilgrimsvandring, hvor der er masser af information og ikke mindst oplevelser på pilgrimvejene. Nu har den tyske Buen-Camino-Club lavet en liste med de mange spillefilm, der er lavet i forskellige lande som en del af hele pilgrimstrenden. Du kan se denne hitliste på hjemmesiden her: http://jakobsweg-lebensweg.de/jakobsweg-filme/

søndag den 22. april 2018

Fra Lourdes til Saint Jean Pied de Port

Der er pilgrimsvej fra Oloron Saint Marie til både turen over Somportpasset, samt direkte til Camino Frances over Rolandspasset (Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles.)
Jeg vil gerne begynde min pilgrimsvej i Lourdes. Er det muligt at fortsætte derfra til Saint Jean Pied de Port og gå Caminoen ? lyder spørgsmålet. Svaret er Ja. Hvis man begynder sin pilgrimsvandring i Lourdes går man først til Oloron-Sainte-Marie af den franske vandrerure GR78 (Voie des Piémonts) ( ialt ca 70 km) her etapeforslag på 3 dage:
1) Lourdes til Lestelle-Bétharram (i alt 16 km)
Ruten går gennem Rieulhes (8km) og Saint-Pé-de-Bigorre (2km)
Der er pilgrimsovernatning på Accueil Notre Dame
2) Lestelle-Bétharram til Arudy (27km)
Pilgrimsti gennem Asson (7km), Brugge (5.5km), Mifaget (3km) og Sainte-Colome (8.5km)
Arudy er en omvej uden for ruten, men her er der et menighedsherberg.
3) Arudy til Oloron-Sainte-Marie (26.5km)
Du går gennem Buzy (7.5 km), Ogeu-les-Bains (4 km) og Ferme Bordes (3,5 km)
Glimrende herberg i Oloron på Le Relais du Bastet.
Herfra er der to muligheder mod Camino Frances. Jeg har kun gået den ene, nemlig over Somportpasset, som jeg varmt kan anbefale. Over Somportpasset går ruten af Camino Aragones for senere at nå Camino Frances ved Puente la Reina ca 700 km før Santiago. Men da der spørges til vejen mod Saint Jean Pied de Port har jeg fundet informationerne frem til denne rute, hvor af jeg kun selv har gået de sidste ca 12 km af GR65.
Der er ialt 87 km fra Oloron-Sainte-Marie til Saint Jean Pied de Port ( 3 eller 4 dage); Og de kan deles på denne måde med en lidt lang etape midtvejs.
1) Oloron-Sainte-Marie til l'Hopital-Saint-Blaise (23,5 km)
Ruten går gennem Moumour (5.5km), Orin (5km), Aren (3.5km) og Préchacq-Josbaig (1,5km)
Her kan man, hvis man vil gå direkte vest om ramme GR-65 ( Le Puy-Ruten), i Navarrenx og så følge den 87 km til Saint Jean Pied de Port.
Men fortsætter man den direkte vej er der pilgrimsherberg i l'Hopital-Saint-Blaise i Gite Pelerin
2) Meget lang etape: L'Hopital-Saint-Blaise til Saint-Just-Ibarre (40 km)
Men med mange pausesteder undervejs. Etapen går gennem Capdepont (5.5km), Algare (5.5km), Mauléon-Licharre (6.5km), Garindein (3km), Landrania (4.5km), Ordiarp (2km), Orgambidea (2km) og Evhartsia )
Pilgrimsovernatning mulig i Gite Etxezaharreta. det er muligt at dele etapen i to, idet der også er overnatning i Mauléon-Licharre efter 17,5 km.
3) Saint-Just-Ibarre til Saint-Jean-Pied-de-Port (23.5km)
Her går du til Plazagaina (1,5 km), Ibarolle (2,5 km) og rammer GR-65 , som du følger det sidste (11,5 km) via Saint-Jean-le-Vieux, der ligger få kilometer før Saint Jean Pied de Port.
Her et foto af en pilgrim, der går ind i Saint Jean Pied de Port af GR65. Samme port som middelalderpilgrimmene passerede, når de på deres vej fra størstedelen af Europa endelig nåede Pyrenæerne.

onsdag den 18. april 2018

Overnatning i Tui på Camino Portugues

Camino Portugues er blevet et reelt alternativ til Camino Frances, og fra Tui er herbergerne ofte temmelig fyldte.
Camino Portugues med sine "kun" ca 235 km fra Porto og "kun" ca 115 km fra Tui har i dag - sådan føles det - lige så meget trængsel som Camino Frances. I fjor (2018) kom 180.738 ind til Santiago af Camino Frances Der kom 59.235 af Camino Portugues, hvoraf 22.335 begyndte turen i Porto , mens 20.139 gik fra Tui. Og ser man på de øvrige startbyer i statistikken fra pilgrimskontoret i Santiago er der en tydelig tendens til, at pilgrimme på Camino Portugues går væsentlig færre kilometer for at nå Santiago end pilgrimmene af Camino Frances. Det betyder, at fornemmelsen af fyldte pilgrimsstier og herberger er stort set den samme på de to ruter. Derfor følgende råd til dem, der begynder deres pilgrimsfærd i Tui ca 115 km før Santiago, og som er grænseby til Portugal. Det billigste og største herberg i byen, Albergue de peregrinos de Tui med plads til 36 pilgrimme tager kun imod pilgrimme, der har gået mindst en etape fra Portugal. Dette står højt og tydeligt på døren ind til herberget: En temporada alta tienen priporidad los peregrinos que llegan desde Portugal.
Der findes 4 andre herberger i byen - alle private til ca 12 Euro for en seng (altså dobbelt pris af det officielle herberg, som ligger i det tidligere menighedshus). I alle private herberger kan du booke en seng i forvejen, hvilket jeg kun kan anbefale, hvis du har Tui som startby.
Jeg har selv, den ene af de to gange, jeg har gået Camino Portugues set en meget skrap spansk herbergsmutter i Albergue de peregrinos de Tui smide en større gruppe spanske pilgrimme ud, fordi de ikke kunne fremvise pilgrimspas med stempler fra Portugal. Og her blev der ikke gjort forskel på spaniere og - ikke spaniere. Jeg havde mange stempler i passet og blev budt varmt velkommen. De afviste spaniere var rimelig forbavsede: Sådan er det ikke i Sarria på Camino Frances ca 110 km før Santiago. Lige lidt hjalp det. De måtte på et af det for dem "dyre herberger" for at finde en seng.
Her et foto fra den sidste portugisiske by, Valenca do Minho, på Camino Portugues før grænsebroen til Spanien. Valença do Minho har i øvrigt et kæmpe herberg Albergue de peregrinos São Teotónio ( over 80 pladser). Det er donativo (betaling efter hvad man synes). Herberget ligger ca ½ times gang (tilbage af Caminoen til Portugal) fra centrum af Tui.

tirsdag den 17. april 2018

12 dages vandring rundt om Santiago

For de pilgrimme der kommer for "tidligt" til Santiago og ikke kan holde op med at gå, eller de pilgrimme, der bare ønsker en fredelig pilgrimsrute er "cirkelruten" omkring Santiago en mulighed.
Antallet af pilgrimruter/jakobsveje i Spanien vokser hele tiden. Der findes efterhånden ikke den flække i Spanien, hvor der ikke går en pilgrimsrute/jakobsvej igennem. Men kommer du for tidlig til Santiago eller ønsker du en rute, der begynder og ender i Santiago, og som er mindre hektisk end Caminbo Frances er der nu en ny mulighed: Rundtur til Fisterre/Muxia med videre. Den "nye" rundtur er på ca 280 km ( med mulighed for en yderligere variant), og kan gås på 9 - 12 dage - alt efter lyst og form. Det er en tysk hjemmeside, der bringer mere informationer: http://www.ikanmas.de/index1.html
Her kan du se et kort over ruten:

søndag den 15. april 2018

Herbergslister i Frankrig

Det er svært at finde et alternativ til Miam Miam dodo, når det gælder overnatning på de meget velorganiserede franske pilgrimsruter, Chemin Saint Jacques.
Der er flere - også store - forskelligheder på en pilgrimsvandring i Spanien og Frankrig; MEN de franske ruter er lige så velorganiserede med afmærkede stier og flere overnatningsmuligheder dagligt langs alle hovedruterne.
Overnatning er det oftest stillede spørgsmål jeg får, når det gælder pilgrimsvandring i Frankrig. I Spanien findes der flere "konkurrerende" hjemmesider, trykte guides og herbergslister, hvor nogen foretrækker den ene og andre den anden. I Frankrig har verdens ældste pilgrimsguide, der stadig udkommer, Miam Miam Dodo (babysprog for spise, spise, sove, sove) nærmest monopol. Men der findes også hjemmesider med lister f.eks. http://www.chemins-compostelle.com/hebergeur , der desuden har gode beskrivelser af pilgrimsliv, de forskellige ruter m.m. Men der er ingen prislister, så du skal selv ringe og høre, hvad en nat koster. I Miam Miam Dodo, som f.eks på denne side for Le Puy-ruten:http://www.levieuxcrayon.com/guide-randonnee-miam-miam-dodo/guide-randonnee-compostelle-gr-65-voie-puy-et-variantes får du en langt bedre information om overnatning, priser m.m. Men Miam Miam Dodo er ikke gratis. Den kan købes på nettet eller i alle startbyer, og i de senere år har de ovenikøbet delt ruterne op i flere bog-etaper, så man skal slæbe "flere kilo" (Sådan føles det i hvert fald) for at dække en rute ind.
Overnatning kan - med enkelte undtagelse på religiøse herberger/klostre - stort set altid bestilles i forvejen. Og mange overnatningssteder har en samlet pris på en seng, fælles varm aftensmad(inkl. drikkevarer), samt morgenmad til normalt 30-40 Euro - altså lidt dyrere end i Spanien. Til gengæld er rengøringsstandarden generelt højere, ligesom aftensmenuerne oftest er mere spændende. De gange jeg har gået i Frankrig (Arles/Le Puy-ruterne) og fortsat over Pyrenæerne af nu spanske pilgrimsruter, er det på den ene side meget "hjemligt" at komme til Spanien, men også en forandring.
En ting mere: Franskmænd er generelt meget høflige, og man kan få en "kold skulder", hvis man på dansk vis møver sig ind uden først at sige pænt goddag og i det hele taget holde høvisk sprog og manerer. I Spanien er det undtagelsen at møde lokale, der taler andet end spansk. I Frankrig er det ligeledes undtagelse at møde lokale, der taler andet end fransk, og i modsætning til i Spanien, er få pilgrimme udlændinge (ikke-franske). For 20-25 år siden mødte man primært spaniere på de spanske camninoer tilsat lidt franskmænd, italienere og nogle få tyskere; i dag kan tæt på halvdelen af de pilgrimme man møder tale mere eller mindre engelsk, idet langt over halvdelen af pilgrimme er ikke-spaniere. Konklusion: Det er en stor fordel at kunne bare lidt turistfransk, hvis man skal have det fulde udbytte af at gå i Frankrig.

fredag den 13. april 2018

Mest sete indlæg på jakobsvejen.dk

Hvor lang er Caminoen ? og hvor lang tid tager det ? er de to mest læste "nyheder" her på siden.
Jeg kan af andre pilgrimshjemmesider se, at det har en vis interesse for læserne/brugerne at se, hvilke historier der læses mest, derfor har jeg lavet en lille top-ti for www.jakobsvejen.dk for de seneste 3 år.
Her kan du se resultatet:
1) Hvor lang er Caminoen - helt præcist ? http://www.jakobsvejen.dk/2016/09/hvor-lang-er-caminoen-helt-prcist.html
2) Hvor lang tid tager det at gå Caminoen ? http://www.jakobsvejen.dk/2016/01/hvad-lang-tid-tager-det-at-ga-caminoen.html
3) Den katolske messe og pilgrimmene http://www.jakobsvejen.dk/2015/06/den-katolske-messe-og-pilgrimmene.html
4) Mordet på pilgrim opklaret http://www.jakobsvejen.dk/2015/09/mordet-pa-pilgrim-opklaret.html
5) Nok en runde om pilgrimsherberger ! http://www.jakobsvejen.dk/2017/03/nok-en-runde-om-pilgrimsherberger.html
6) Kan kvinder gå Caminoen alene 3 (I øvrigt i stærk konkkurence med Kan Kvinder gå Caminoen alene 1 og 2, som jeg derfor ikke har sat på top-ti-listen) http://www.jakobsvejen.dk/2017/01/kan-kvinder-ga-caminoen-alene-3.html
7) Vejret på Caminoen ! http://www.jakobsvejen.dk/2016/09/vejret-pa-caminoen.html
8) "Gode råd" til pilgrimme over 60 år http://www.jakobsvejen.dk/2016/09/gode-rad-til-pilgrimme-over-60-ar.html
9) Pensionistrabat på tog i Spanien fra 60 årige og op ! http://www.jakobsvejen.dk/2017/03/pensionistrabat-pa-tog-i-spanien-fra-60.html
10) Camino Portugues langs kysten http://www.jakobsvejen.dk/2017/02/camino-portugues-langs-kysten.html

Nummer 8 og 9 bekræfter meget godt det indtryk jeg selv har, som følge af bl.a. de mail jeg får, at en stor del af brugerne/læserne af denne side har fået grå hår i toppen ligesom undertegnede selv. Men jeg får faktisk også en del mails fra yngre pilgrimme/vandrere med spørgsmål og kommentarer.
De fem faste sider har - selvfølgelig - langt flere besøgende end "nyhederne".

onsdag den 11. april 2018

Hvornår er det bedst at gå Via de la Plata ?

Starten af Via de la Plata/Sølvruten fra Sevilla kan være ulidelig varm i sommerperioden. Så forår og efterår er formentlig den bedste tid.
Hvornår er det bedst at gå Sølvruten, lyder spørgsmålet og her er er svaret undtagelsesvis temmelig klart: Om foråret april/maj. Altså nu.
Med under 10.000 pilgrimme årligt er Via de La Plata eller Sølvruten den af de store pilgrimsruter i Spanien med færrest årlige pilgrimme. Trods det - føles det ikke sådan, hvis man starter f.eks. ultimo april, idet langt de fleste pilgrimme går - først og fremmest i foråret og dernæst i efteråret - selvom "kun" 2.195 årligt (2017) begynder pilgrimsfærden ved rutens start i Sevilla. Næsten halvdelen (1.029) af pilgrimmene fra Sevilla når til Santiago i maj og juni. Der starter færre ultimo august/september, men dog over 300. Jeg har to gange gået ud af Sevilla i sidste halvdel af april, og begge gange var der - især i begyndelsen af ruten - temmelig fyldt på herbergerne. Hvor mange af dem, jeg mødte undervejs, der fuldførte ? har jeg ingen anelse om, men det forlyder, at rigtig mange pilgrimme giver op eller tager bussen til en af de andre ruter.
Det kan regne en del i april-maj, mens september - hvor det stadig kan være meget varmt - normalt er langt mindre våd. Men det med varmen skal man altså ikke bare ignorere. I fjor (juli 2017) døde en 65 årig tysk pilgrim af varme/hedeslag på 3. etape/dag fra Sevilla. Hele turen af Via de la Plata og videre af Camino Sanabre ved Granja de Moreruela er på ca 1.000 km.
(Foto fra rutedelingen efter ca 630 km i byen Granja de Moreruela) De første 500 km byder flere dage på meget lange etaper uden overnatningsmuligheder mellem etaperne, så selv om du går ruten i april-maj, skal du være opmærksom på behovet for meget vand. Hvis pilgrimserfaringen er fra Camino Frances, hvor der stort set er vandposter eller barer for hver 5-10 km er Via de la Plata helt anderledes. (Det er iøvrigt muligt at fortsætte ved delingen i i byen Granja de Moreruela direkte mod nord mod Astorga og derfra videre af Camino Frances - en rute, som jeg ikke har gået).
Jeg synes, at ruten er meget anbefalelelsesværdig, men den kræver fysisk mere end de andre ruter. En ældre herre som undertegnede, der har svært ved at holde pause siddende på jorden, måtte begge gange sande, at der er rigtig langt mellem pausestederne, især på ruten første halvdel - altså før Salamanca. Efter Salamanca føles ruten væsentlig lettere, selvom de sidste 300 km foregår i bjerge med mange op og nedstigninger - alene på grund af pausemuligheder. Så hvor absurd det end lyder, har jeg begge to gange (2012/2017), jeg har gået Via de la Plata (Sølvruten) gennemført de sidste 500 km på færre dage uden at føle mig mere træt. Gode pauser, hvor det er muligt at få skoene/støvlerne af og sidde ordentligt eller endda ligge helt eller halvt ned er for undertegnede meget værd.
Efter Salamanca slutter flere og flere pilgrimme sig til ruten ( 465 begynder årligt i Salamanca, og hele 3.573 - altså langt over 1/3, begynder først i Ourense). Til gengæld er der efter Salamanca langt flere herberger og anden service undervejs. Herbergerne langs Via de la Plata passer ikke altid overens med de trykte guides, og da der er færre af dem, er det en god ide dagligt at "konsultere" www.gronze.com for at se, hvilke herberger der har åben. Hvis du har en etape på 35-40 km og kun et herberg på dagens etapemål, så ring og sikre dig, at herberget har åbent. Jeg oplevede - desværre - i 2017, at herberger, der i følge alle informationer, skulle være åbne - ikke var det.
Trods alle minusser ved Via de la Plata, er det stadig - efter undertegnedes mening - en fantastisk pilgrimsrute, hvor man passerer over 2.000 års spansk/europæisk historie med romerbyer, mauer/muslimsk aftryk til flot middelalder og nutidige landbrug med bl.a. de berømte sorte grise, samt livlige byer, som f.eks. universitetsbyen Salamanca. Dernæst har Via de la Plata mange herberger (en del kirkelige/klostre, men også andre) med god pilgrimsstemning, fællesspisning og religiøse tilbud - flere herberger har stadig donativo.
Transport: Skal du afsted i år, er det stadig muligt til rimelig pris at købe flybillet fra Danmark til Malaga, og herfra tage tog eller bus til Sevilla, hvor du kan få første stempel i pilgrimspasset i katedralen. Du skal være opmærksom på, at pensionistrabat på tog i Spanien kræver et årskort, som kan købes på togstationer med betjening f.eks. i Sevilla, men det tager lidt tid, ligesom lufthavnen i Malaga ligger lidt ude. Du skal, hvad enten du tager tog eller bus videre til Sevilla, først ind til Malaga. Busbilletter med Alsa https://www.alsa.com/en/web/bus/home , kan ofte købes via nettet til billigere pris end på busstationen. Fra busstationen i Sevilla er der et lille stykke vej ind til centrum, katedralen og pilgrimsstien ud af byen, men det er udmærket træning. Læs i øvrigt mere om Via de la Plata under Europæiske Pilgrimsveje her på www.jakobsvejen.dk.


søndag den 8. april 2018

Napoleonsruten er åben, men ?

Nu er de første pilgrimme i indeværende år begyndt at gå fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles, men vejret er meget lunefuldt.
Pilgrimsruten fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles via Leopoder-bjerget er nu åbent igen efter at have været lukket siden 1. november. De første pilgrimme er gået over, og en del pilgrimme overnatter forholdsvis få timers vandring op af bjerget ( ca 3 timer) i herberget ved Orisson, www.refuge-orisson.com , der har åbent igen efter vinterpausen. MEN, men, men vejret er meget ustadigt ved Saint Jean Pied de Port, prøv selv en gang at se vejrudsigten for de kommende dage via pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Ports hjemmeside: http://www.aucoeurduchemin.org/METEO-682/ .
Mit råd er derfor - som sædvanlig - gå på pilgrimskontoret i 39 Rue de la citadelle 64220 St Jean Pied de port og spørg, hvordan situationen er, før du går op. Men her en frisk rapport fra Jan Jones, der gik af Napoleonsruten fredag/lørdag: Walked from SJdPP to Orisson yesterday in lovely weather although some wind. Today walked to Roncesvalles in cold wind , small hail and rain and at one point it was getting misty. I think it can change very quickly so you just need to watch the weather forecast and check with the pilgrim office. Lots of people walked all the way from SJdPP to Roncesvalles today via Orisson and although pretty tired they seemed OK , younger than my 65years though.
Rapporten er taget fra https://www.caminodesantiago.me

torsdag den 5. april 2018

Vinter-caminoen har stadig kun få pilgrimme

I vinterhalovåret 2017/18 har over 56.000 pilgrimme nået Santiago.
Vintercaminoen, der skulle spare vinterpilgrimme på vej til Santiago, for turen over bjergene - ofte i høj sne - via o Cebreio, ser stadig ikke ud til at være blevet særlig populær blandt pilgrimmene. Her først de nøgne tal fra pilgrimskontoret ved Katedralen i Santiago, derefter et forsøg på en udlægning af tallene. Vintercaminoen går fra Ponferrada i en bue uden om bjergene ved oCebreio, og har tilslutning til Camino Sanabres ved Laxe. Ruten er længere end den traditionelle Camino Frances.
I vinterhalvåret 2017/18 er der kommet 56.345 pilgrimme ind til Santiago, heraf alene 31.341 i oktober, som er blevet en populær måned at gå pilgrimsvandring i. Af de 56.345 der er kommet ind til Santiago i hele vinterhalvåret har langt under en procent, nemlig 101 pilgrim oplyst, at de har gået Camino Inverno - altså vintercaminoen.
Og her lidt forklaring på nogle af tallene. 56.345 er ny rekord, men i specielt marts, der er årets påskemåned, gik over 3/4 af månedens 11.056 santiagopilgrimme alene de sidste godt 100 km før Santiago, som mange spanske grupper har tradition for at gå i ugen op til påske. I oktober har et langt større procentdel af 31.341 gået meget langt, og en stor del af oktobers pilgrimme har begyndt deres pilgrimsfærd i september.
Men uanset hvordan er, 101 pilgrim ikke noget stort tal for Vinter-caminioen. Jeg har tidligere læst en del forklaringer/udtalelser fra Vinter Caminoens/Camino Invernos venner/pilgrimsforening, og her mener de, at pilgrimskontoret i Santiago ikke laver statistikken korrekt idet pilgrimme, der går Camino Inverno fejlagtigt skulle være "bogført" som kommende af Via de la Plata eller Camino Sanabres. Vintercaminoen møder Camino Sanabres ca to etaper før Santiago.
I følge pilgrimshjemmesiden www.gronze.com er der stadig herberger åbent primært for pilgrimme på flere etaper af vintercaminoen, men pilgrimmene på denne rute skal dog regne med, at en del af overnatningen foregår på pensioner, hoteller eller lignende. Kombinationen af en lidt længere rute, kombineret med færre herberger kan være en af årsagerne til Camino Invernos manglende succes, men man skal altså heller ikke glemme at de mange historieske pilgrimshøjdepunkter er på den traditionelle pilgrimsruten over bjergene ved o Cebreio.

tirsdag den 3. april 2018

Endnu flere Santiago-pilgrimme !

Det bliver bare ved. Antallet af Santiagopilgrimme i marts er mere end fordoblet fra 2017 til 2018.
I 2017 kom 5.176 pilgrimme ind til Santiago, i marts i år er det blevet til 11.056 - eller over dobbelt så mange. Men nu faldt påskelørdag jo også på den 31. marts. og påskelørdag er traditionelt set en dag med rigtig mange pilgrimme. Men trods det - mange flere pilgrimme end normalt.
Fordeling: 5.321 (48,13%) kvinder y 5.735 (51,87%) mænd. Motiv for at gå pilgrimvandring: Primært religiøst 4.510 (40,79%); kombination af religiøsitet og kultur: 5.508 (49,82%); andre motiver 1.038 (9,39%). Spanierne var - undtagelsesvis - i flertal, 6.215 (56,21%), hvilket givet skyldes påsken. De øvrige: 4.841 (43,79%) fordelte sig med flest portugisere efterfulgt af tyskere, amerikanere, irlændere og italienere.
Og pilgrimmene har ikke gået så langt for at komme ind i marts. Over halvdelen har "kun" gået fra Sarria 4.477 (40,49%) eller Tui 981 (8,87%) eller af Camino Ingles 442 (4,00%). Og kun godt lige 3 % af marts santiagopilgrimme, 362, har taget turen fra Saint Jean Pied de Port. Der har altså været god plads på langt den største strækning af Camino Frances, og for den sags skyld også på de øvrige store ruter.

søndag den 1. april 2018

To pilgrimme reddet i snestorm i Pyrenæerne

I dag åbner Napoleonsruten fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles, men det er ikke ensbetydende med at det er ufarligt at gå over.
To pilgrimme måtte for få dage siden ( den 27. marts) hjælpes fra Leopoderbjerget til Roncesvalles, fordi der var sne hele vejen rundt, så de ikke kunne se stien, og at de derfor ikke turde gå længere. Formelt er ruten lukket om vinteren, og de seneste år har pilgrimme selv skulle betale for assistance, hvis de er gået over Napoleonsruten mellem Saint Jean Pied de Port og Roncesvalles mellem 1. november og 1. april. Det har sneet meget omkring Pic Leopoder i slutningen af marts, og i følge avisen Noticias de Navarra måtte spansk redningsmandskab for få dage siden tage skiene på og redde to pilgrimme ned på den spanske side af grænsen efter at de var faret vild i sneen ved Pic Leopoder (ca 1450 meters højde) på pilgrimsstien mellem Saint Jean Pied de Port og Roncesvalles. Det var pilgrimmene selv der slog alarm fra en af de nød-stenhytter, der er placeret tæt på toppen. De spanske brandmænd (redningsmandskabet) prøvede at nå op i bæltekøretøjer, men måtte stoppe før toppen og fortsætte på ski, hvorefter de kunne hjælpe de to uheldige pilgrimme med til kørertøjerne, hvorfra turen gik videre til Roncesvalles.
Hvis det går som det er blevet kutyme de seneste tre-fire år, skal pilgrimmene selv betale regningen for redningsaktionen (og den er dyr), fordi de er gået over bjerget mellem 1. november og 1. april, hvor Napoleonsruten formelt er lukket, og hvor pilgrimmene skal gå af Valcarlosruten. Billedet ved siden af er taget af brandmændene fra redningsaktionen forleden, hvor man kan se en brandmand på ski sammen med de to pilgrimme. Der er ingen informationer om pilgrimmenes nationalitet.
I dag åbner Napoleonsruten formelt, sådan at det nu er tilladt at gå over - dog anbefales det på det kraftigste, at pilgrimmene søger informationer om vejret før opstigningen. Og her så mit råd. Gå altid på Pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, før du passerer Pyrenæerne. De kender forhold og vejr, og de udleverer små kort, der viser den bedste vej over.