Overalt i Europa "genopdages" gamle pilgrimsstier. For dem, der kan lide at gå i Frankrig er der nu også La Voie du Piémont Pyrénéen, der forbindder Arles-ruten med Lourdes og Saint Jean Pied de Port.
Det er faktisk det spanske pilgrimsblad La Revista "El Espíritu de Santi" (nummer 47), der udgives af herberget i Tabara på Camino Sanabres, der har en større artikel om jakobsvejen/caminoen La Chemin du Piémont Pyrénéen, hvor jeg første gang fik kendskab til denne middelalderrute. Da jeg selv har en ide om en gang at gå jakobsvej/camino via det "kun" 160 årige valfarts- og pilgrimsmål i Lourdes i Sydfrankrig, har jeg set, at man kan sammensætte forskellige vandrestier fra Via Tolosana til Lourdes og videre retur til Chemin Saint Jacques. Men i La Revista "El Espíritu de Santi nr 47 har de en større artikel om denne middelalderlige camino (jakobsvej til Santiago), som på spansk hedder Camino de Santiago de Piedemonte-Pirineos. Ruten gik oprindelig ud fra Arle-ruten (Via Tolosana) ved Montpellier, og den blev i perioder benyttet af pilgrimme, der gik fra Italien til Santiago de Compostella eller den modsatte vej mod Peters og Paulus' grave i Rom.
Ruten blev dog ikke nær så populær som Via Tolosana, der i dag er fuld reetableret med, afmærkning, samt pilgrimsovernatning langs hele ruten og pilgrimspas, der udstedes af katedralen i Arles. Den nu reetablerede rute, La Chemin du Piémont Pyrénéen, har som Via Tolosana to forskellige udgaver/afmærkninger; en gr.-rute med rød-hvid afmærkning, samt en pilgrimsafmærkning med gule klistermærker. Ruterne følges stort set ad, dog således at pilgrimsafmærkningen oftest er lidt kortere, går mere af asfalt og ikke mindst passerer kirkerne undervejs, mens Gr-ruten gerne går en lang omvej for at undgå asfalt, samt gennem mere natur. Det samme er/var iøvrigt tilfældet på Arles-ruten, hvor der, da jeg gik den i 2015, oftest hørtes historier om, at pilgrimsfolket og naturfolket ødelagde hinandens afmærkning. Jeg husker mødet med en vred "naturmand", der ville have os til at gå igennem en skov af GR og ikke følge pilgrimsvejen gennem en landsby med kirke og kro. Vi valgte kirken og kroen.
Chemin du Piémont Pyrénéen begynder reelt i vores tid - ikke i Montpellier, men - i Narbonne og passerer Carcassone, Mirepoix, Pamiers, Saint-Lizier, Saint-Bertrand de Comminges, Lourdes, Oloron-Ste-Marie, hvor man kan vælge at tage den 60 kilometer længerere og meget smukke tur over Somportpasset og Pyrenæerne til la Reina og Camino Frances eller turen over Saint Jean Pied de Port og Rolandspasset. I middelalderen var Rolandspasset langt den mest benyttede overgang.
Der er lavet en del guides på fransk, som du kan finde her: http://vppyr.free.fr/vpp-index-partir.php?theme=topos . Og du kan finde artiklen i "El Espíritu de Santi" (nummer 47) her: https://tuvozdigital.com/index.php/buen-camino/revista/5935-la-revista-el-espiritu-de-santi-n-47
Ingen kommentarer:
Send en kommentar