Den anglikanske Kirke vil på forsøgsbasis holde Gudstjenester i Santiago i maj/juni og september/oktober.
Engelsktalende pilgrimme af ikke-romersk katolsk observans får nu mulighed for at gå til "protestantisk" gudstjeneste i Santiago, idet der på forsøgsbasis vil være en anglikansk præst i Santiago fra den 13. maj til 27.juni og igen 2. september til 27. oktober. (Undskyld, at den endelig beskæftigelse først kommer på hjemmesiden nu). Jakobsvejen.dk fik allerede i efteråret en mail fra engelstalende pilgrimme, om at der muligvis var en sådan forsøgsordning her i 2018, hvilket blev omtalt den gang.
Søndagseukaretien finder sted kl. 10:00 på Parador Hotel (Hostal dos Reis Catolicos) i Santiago.
Du kan læse mere om forsøgsordningen på denne hjemmeside: http://egeria.house/chaplaincy/
onsdag den 30. maj 2018
mandag den 28. maj 2018
Død på Caminoen !
Der dør pilgrimme på Caminoen hvert eneste år. De fleste af sygdom, men enkelte også i ulykker eller af tørst, dehydrering.
Er det farligt at gå Caminoen ? er et ofte tilbagevendene spørgsmål, når denne artikels hjemmelsmand holder foredrag om pilgrimsvandring eller enkelte gange også i mails her til www.jakobsvejen.dk. Jeg er netop blevet bekendt med, at en newzealandsk pilgrim er død på Camino Frances i Leon mellem Saint Jean Pied de Port og Santiago. Det drejer sig om en 66 årig kvindelig pilgrim, der ikke vågnede op en morgen, men døde om natten uden at nogen bemærkede det. Du kan læse mere i denne newzealandsk avis: https://www.nzherald.co.nz/nz/news/article.cfm?c_id=1&objectid=12059994
Jeg har hørt lignende historier før, ligesom jeg tidligere har læst på en dansk pilgrimshjemmeside om en ældre mandlig dansk pilgrim, der pludselig faldt om på stien med rygsæk og det hele - og bare var væk.
Her en mindesten for en afdød pilgrim, der sagde farvel til livet her på jorden på Via de la Plata. Der er ikke oplyst nogen dødsårsag. Jeg har selv gået Camino Frances (Caminoen) her i april-maj, og hver gang jeg passerer en af de - efterhånden - mange mindesten på stien over pilgrimme, der på en bakketop, midt på Mesetaen eller et andet sted har sat sig og sagt farvel til livet, tænker jeg ofte. Hvilken nådig død. Jeg ser selvfølgelig bort fra dem, der er død på grund af ulykker af den eller anden art eller på grund af mangel på vand.
I 2017, hvor jeg selv gik Via de la Plata, døde en tysk pilgrim på samme rute på grund af mangel på vand. Og samme år døde en spansk pilgrim i Pyrenæerne. Han gik over Leopoder (Napoleonsruten) en dag, hvor "stien var lukket" med advarsler på grund af dårlig vejr. Og der er - desværre - andre pilgrimme, der omkommer i ulykker, herunder trafikulykker. Men de 10-15 dødsfald, der registreres årligt af de spanske pilgrimsforeninger, skal ses i relation til de nu over 300.000 pilgrimme, der kommer ind til Santiago årligt efter flere dage, uger eller - i få tilfælde - måneder på nogle af de mange jakobsveje mod Santiago Compostela.
Er det farligt at gå Caminoen ? er et ofte tilbagevendene spørgsmål, når denne artikels hjemmelsmand holder foredrag om pilgrimsvandring eller enkelte gange også i mails her til www.jakobsvejen.dk. Jeg er netop blevet bekendt med, at en newzealandsk pilgrim er død på Camino Frances i Leon mellem Saint Jean Pied de Port og Santiago. Det drejer sig om en 66 årig kvindelig pilgrim, der ikke vågnede op en morgen, men døde om natten uden at nogen bemærkede det. Du kan læse mere i denne newzealandsk avis: https://www.nzherald.co.nz/nz/news/article.cfm?c_id=1&objectid=12059994
Jeg har hørt lignende historier før, ligesom jeg tidligere har læst på en dansk pilgrimshjemmeside om en ældre mandlig dansk pilgrim, der pludselig faldt om på stien med rygsæk og det hele - og bare var væk.
I 2017, hvor jeg selv gik Via de la Plata, døde en tysk pilgrim på samme rute på grund af mangel på vand. Og samme år døde en spansk pilgrim i Pyrenæerne. Han gik over Leopoder (Napoleonsruten) en dag, hvor "stien var lukket" med advarsler på grund af dårlig vejr. Og der er - desværre - andre pilgrimme, der omkommer i ulykker, herunder trafikulykker. Men de 10-15 dødsfald, der registreres årligt af de spanske pilgrimsforeninger, skal ses i relation til de nu over 300.000 pilgrimme, der kommer ind til Santiago årligt efter flere dage, uger eller - i få tilfælde - måneder på nogle af de mange jakobsveje mod Santiago Compostela.
lørdag den 26. maj 2018
Åh ! hvorfor er en kilometer IKKE en kilometer ?
Der er ikke enighed mellem "informanterne" om længden af de enkelte etaper. Og det bliver der næppe. Regn alene de opgivne kilometer som vejledende.
Spanske kilometer, siger/sagde min tyske pilgrimsven, Herbert Kissinger jævnligt, når vi er sammen på en pilgrimsvandring i Spanien. Og det virker også mærkeligt, at 5 kilometer nogen dage gås på en halv time og andre dage på halvanden time. Derfor må jeg denne gang give op overfor et spørgsmål her til www.jakobsvejen.dk.
Hvorfor er der så stor forskel på de kilometerantal, der opgives i guidebøger og diverse steder på nettet ? lyder spørgsmålet.
Jeg vil starte med en oplevelse i 2017. Min yndlingspilgrim og jeg var næsten ved målet på en af Via de la Platas allerlængste etaper uden overnatningsmuligheder, pausesteder (ikke en bænk, sten) til at sidde på, og slet ingen barer, byer eller forretninger undervejs - alene 2.000 år gamle ruiner; etapen mellem Carcaboso og Aldeanueva del Camino; der opgives til et sted mellem 39 og 43 km, alt efter, hvor man læser det. Min - pt. - favorithjemmeside, www.gronze.com, siger 38,6 ( og er dermed kortest). Da vi efter en meget lang, varm og tørstende dag nærmede os Aldeanueva del Camino får jeg netop overbevist min medpilgrim om, at vi må være meget tæt på målet, da der pludselig dukker et skilt op: Aldeanueva del Camino 7 km !. Hun var tæt på nedbrud, men gik dog tappert videre, hvorefter vi under 1.000 meter efter stod foran de første huse i den meget lille by. Spanske kilometer.
Derfor regn kilometerne, der angives for Vejledende. Jeg synes, at de alt i alt giver et nogenlunde billede af, hvor lang dages tur er. Men noget helt præcist - uanset hvor du ser dem - skal du ikke regne med, og de forskellige guides på nettet eller i trykt form viser da også, at der ikke er nogen sikre mål.
Skal du gå Camnino Frances vil du opleve et af de typiske eksempler, når du passerer den sidste kilometersten før Santiago, står der - vist nok - 12 km på den, men der er mindst 17 km tilbage. Man har bl.a. "glemt" at rette ind efter anlægget af den - ikke længere så - nye lufthavn, der har givet stien en del flere kilometer i en lang bue uden om lufthavnen. Og skal du gå Camino Frances, er der så mange herberger/overnatningsmuligheder, samt pausesteder undervejs, at du reelt ikke behøvet at planlægge så meget i forvejen. Hold pause, når du trænger; og find en seng, når du mener tiden er til det.
Her et billede fra Via de la Platas Marathon etape, Carcaboso - Aldeanueva del Camino.
Spanske kilometer, siger/sagde min tyske pilgrimsven, Herbert Kissinger jævnligt, når vi er sammen på en pilgrimsvandring i Spanien. Og det virker også mærkeligt, at 5 kilometer nogen dage gås på en halv time og andre dage på halvanden time. Derfor må jeg denne gang give op overfor et spørgsmål her til www.jakobsvejen.dk.
Hvorfor er der så stor forskel på de kilometerantal, der opgives i guidebøger og diverse steder på nettet ? lyder spørgsmålet.
Jeg vil starte med en oplevelse i 2017. Min yndlingspilgrim og jeg var næsten ved målet på en af Via de la Platas allerlængste etaper uden overnatningsmuligheder, pausesteder (ikke en bænk, sten) til at sidde på, og slet ingen barer, byer eller forretninger undervejs - alene 2.000 år gamle ruiner; etapen mellem Carcaboso og Aldeanueva del Camino; der opgives til et sted mellem 39 og 43 km, alt efter, hvor man læser det. Min - pt. - favorithjemmeside, www.gronze.com, siger 38,6 ( og er dermed kortest). Da vi efter en meget lang, varm og tørstende dag nærmede os Aldeanueva del Camino får jeg netop overbevist min medpilgrim om, at vi må være meget tæt på målet, da der pludselig dukker et skilt op: Aldeanueva del Camino 7 km !. Hun var tæt på nedbrud, men gik dog tappert videre, hvorefter vi under 1.000 meter efter stod foran de første huse i den meget lille by. Spanske kilometer.
Derfor regn kilometerne, der angives for Vejledende. Jeg synes, at de alt i alt giver et nogenlunde billede af, hvor lang dages tur er. Men noget helt præcist - uanset hvor du ser dem - skal du ikke regne med, og de forskellige guides på nettet eller i trykt form viser da også, at der ikke er nogen sikre mål.
Skal du gå Camnino Frances vil du opleve et af de typiske eksempler, når du passerer den sidste kilometersten før Santiago, står der - vist nok - 12 km på den, men der er mindst 17 km tilbage. Man har bl.a. "glemt" at rette ind efter anlægget af den - ikke længere så - nye lufthavn, der har givet stien en del flere kilometer i en lang bue uden om lufthavnen. Og skal du gå Camino Frances, er der så mange herberger/overnatningsmuligheder, samt pausesteder undervejs, at du reelt ikke behøvet at planlægge så meget i forvejen. Hold pause, når du trænger; og find en seng, når du mener tiden er til det.
torsdag den 24. maj 2018
Hvorfor går danskere pilgrimsvandring ?
Der findes ingen diciderede undersøgelser, der viser hvorfor danskere går pilgrimsvandring, men der er mange mere eller mindre kvalificerede gæt. Og hvad er en pilgrimsvandring? Det er der heller ikke helt enighed om. På jakobsvejen.dk har vi en - ikke helt ny - uvidenskabelige rundspørge til 32 tilfældigt udvalgte Santiagopilgrimme, der kan give et fingerpeg om danskeres motiver til pilgrimsvandring
Pilgrimsvandring er i dag et meget vidt begreb. Mange danskere tager rygsækken på og går af "Caminoen" - Camino Frances til Santiago, og de fleste nutidige "vandrere" opfatter sig selv som pilgrimme uanset motiv.
Men det er i følge folkekirkepræsten Elisabeth Lidell et udvandet begreb:
Jeg kan svare på den måde, at pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis har bredt sig ud til mange sogne i folkekirken. Der tilbydes kirkevandring, Bibelvandring og pilgrimsvandring over en enkelt dag. Derudover er vi flere, bl.a. pilgrimspræsterne, som tilbyder gruppevandringer over flere dage eller uger. Her er Guds ord i fokus, og jeg betragter det som en udvidet kirkegang.
Desværre er der sket det, at i takt med pilgrimsvandringens voksende popularitet er der fare for, at begrebet udvandes. Bl.a. ser man det misbrugt af visse rejsebureauer, som lokker med pilgrimsvandring for grupper, men det viser sig at være uden åndeligt indhold. Pr. definition har pilgrimsvandringen den religiøse dimension med – ellers er det jo blot en vandretur. Det ligger mig derfor på sinde at stå vagt om begrebet, således at det handler om ’de´t med Gud’!
Men det er Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, der opfatter sig selv som en ikke-religiøs forening, næppe enig i. Foreningen, der har over 1.600 medlemmer skriver i deres vedtægter, at foreningens formål er at samle alle med interesse for pilgrimsvejene til Santiago de Compostela. I vedtægterne findes Ikke et eneste ord om Kristedom/religiøsitet.
Så der er altså - i den danske debat - ikke nogen entydig tolkning af, hvad pilgrimsvandring overhovedet er.
Her til jakobsvejen.dk er der kommet en henvendelse fra en journaliststuderende fra Århus, der gerne vil lave en nærmere undersøgelse af, hvorfor så mange danskere går pilgrimsvandring. Der findes - så vidt denne artikels forfatter - ikke nogen egentlige undersøgelser af danskernes motiver for at tage rygsækken på og gå pilgrimsvandring. Men der findes mange mere eller mindre kvalifiserede gæt.
På Jakobsvejen.dk har vi samlet tilgængelig statistik over, hvor mange danskere, der har gået til Santiago indenfor de seneste 14 år, hvor pilgrimsvandringen her i landet for alvor er blevet en trend - nogen vil sige modelune. Og ved gennemgang af statistikkerne fra Katedralen i Santiago kan man se, at der i perioden 2004 til og med 2017 er uddelt i alt 2.702.547 compostela'er/bevis for udført pilgrimsvanding til pilgrimme, der er ankommet til Katedralen og meldt sig på pilgrimskontoret. Af disse 2,7 mill. er de 19.630 uddelt til pilgrimme med dansk statsborgerskab. Der er selvfølgelig danskere, der har fået flere compostelaer (bl.a. undertegnede), men tallet siger - trods det - noget om, at mange tusind danskere har gået til Santiago.
Man kan ikke af statistikken se, hvilken motiv de danske Santiagopilgrimme har. Men når det gælder det samlede antal pilgrimme - altså de 2,7 millioner de seneste 14 år, spiller religiøsitet som motiv en central rolle. I 2017 kom der over 300.000 pilgrimme ind til Santiago, og her blev de bedt om at udfylde et lille skema om bl.a. deres motiv for at gå pilgrimsvandring. Her svarene fra 2017:
Primær religiøs begrundelse: 43,5 %;
En kombination af religiøs/kulturel begrundelse: 47,3 %;
Ikke-religiøs begrundelse: 9,2 %.
Under hver tiende pilgrim har altså ingen religøs motiv overhovedet, mens over 90 % har. Procenttallene er med meget små forskydninger de samme de seneste mange år. I 1980erne og 1900erne var andelen af "religiøse" pilgrimme tættere på 100 %, men af et meget mindre antal samlede pilgrimme, så mængden af pilgrimme, der går af religiøse grunde er steget og steget år for år.
Når det gælder danske pilgrimme forholder motiverne/tallene sig - formentlig - anderledes, men vi har ikke nogen sikre spørgeskemaundersøgelser. Men alene det, at en så stor forening som Foreningen af Danske Santiagopilgrimme er en Ikke-religiøs forening, siger formentlig noget. Men omvendt har foreningen kun en mindre del som medlemmer af det samlede antal danskere, der har gået til Santiago.
Denne artikels forfatter har gået til Santiago mange gange. I 2011, hvor antallet af årets danske Santiago-pilgrimme steg eksplosivt til 1.644, gik jeg fra ultimo april og 26 dage frem fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Undervejs mødte jeg 32 danskere med rygsæk, der gik samme vej. Jeg spurgte alle danskere , som jeg mødte: Hvorfor går du til Santiago . Men der var ingen spørgeskema, svarene blev noteret ned i min lille notesbog - nogen gange flere timer - efter at de var afgivet. Og de pågældende vidste ikke, at jeg senere ville bruge svarene, da jeg først fik den ide at samle svarene sammen, da jeg efter hjemkomsten blev bedt om at holde nok et foredrag om pilgrimsvandring. Men her lidt om resultatet, der måske giver et fingerpeg om danskernes motiver. 6 af de 32 nævner specifikt religion som vigtigste motiv, en af dem var buddist, 5 kristne. Langt de fleste (16 pilgrimme ) fremhæver følgende motiv med lidt forskellige formuleringer: Finde mig selv, afprøve mig selv, finde ud af, hvad jeg vil med resten af MIT liv o.s.v.(disse svar kan naturligvis indeholde en søgen efter Gud (religiøsitet); 2 pilgrimme nævnte specifik naturen undervejs som et motiv, mens resten havde enten sportslige, "eventyrlystne" (det lyder spændende-motiv) eller et eller andet i retning af: det ved jeg ikke, men jeg havde hørt at det var en stor oplevelse, som måtte prøves. Jeg spurgte ligeledes - ikke mindst, fordi jeg aldrig havde mødt så mange danskere på en camino-rute før - om tv-programserien "Bertelsen på Caminoen", der blev sendt december 2010 (altså få måneder forinden), havde givet dem ideen. Det blev afvist af samtlige 32.
Så vidt min lille spørgerunde.
På rejsesiden Momondo.dk kan man læse følgende om motiverne for at gå pilgrimsvandring:
Caminoen er oprindeligt en pilgrimsrute, som var meget populær i middelalderen. Man går gennem dem spanske natur til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela. I middelalderen handlede en pilgrimsfærd om tilbedelse og om at bevise sin tro på Gud, men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen, som den kaldes i folkemunde. Det handler mere om at komme væk fra hverdagens ræs og jag.
Siden er lavet i samarbejde med Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, men hvad der ligger bag konstateringen af: men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen ,fremgår ikke af artiklen. Ser man på de svar over 2,7 millioner pilgrimmene selv har givet i Santiago, stemmer det overhovedet ikke overens, her nævner - som beskrevet ovenfor, over 90 % af pilgrimmene, at religiøsitet er et væsentligt eller en del af deres motiv til deres pilgrimsvandring.
Gælder konstateringen kun danske santiagopilgrimme, Ja det fremgår ikke af artiklen.
Gælder den medlemmerne af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, måske. Men det fremgår heller ikke.
Så konklusion: Langt de fleste af de pilgrimme, der går til Santiago, har Vor Herre i en kristen udgave med i rygsækken. Danske Santiagopilgrimmes motiver kender vi ikke, men i Foreningen af danske Santiago pilgrimme har de et - formentlig kvalificeret - gæt på, at et flertal går af Ikke-religiøse grunde, hvordan en eventuel fordeling er, kan kun blive gætværk.
Her til sidst et foto fra den 10.maj i år fra Det tyske Kapel inde i selve Katedralen i Santiago. Der læses hver dag i pilgrimssæsonen messe på tysk, fransk, italiensk, portugisisk, polsk, engelsk, og lejlighedsvis på japansk og koreansk, samt naturligvis fem-seks gange dagligt på spansk i en overfyldt Katedral. Jeg deltog i oktober i fjor efter at have gået Via de la Plata i den tyske morgenmesse kl. 8.00, og her den 10 maj i år gjorde jeg det samme. Det lille kapel var fyldt begge gange (ca 30-35 pilgrimme), og fotoet er taget bagefter i år, hvor fem pilgrimme bad om at få velsignet deres Santiago-kors, som de havde købt i en af gadeboderne dagen før.
Pilgrimsvandring er i dag et meget vidt begreb. Mange danskere tager rygsækken på og går af "Caminoen" - Camino Frances til Santiago, og de fleste nutidige "vandrere" opfatter sig selv som pilgrimme uanset motiv.
Men det er i følge folkekirkepræsten Elisabeth Lidell et udvandet begreb:
Jeg kan svare på den måde, at pilgrimsvandring som en meningsfuld trospraksis har bredt sig ud til mange sogne i folkekirken. Der tilbydes kirkevandring, Bibelvandring og pilgrimsvandring over en enkelt dag. Derudover er vi flere, bl.a. pilgrimspræsterne, som tilbyder gruppevandringer over flere dage eller uger. Her er Guds ord i fokus, og jeg betragter det som en udvidet kirkegang.
Desværre er der sket det, at i takt med pilgrimsvandringens voksende popularitet er der fare for, at begrebet udvandes. Bl.a. ser man det misbrugt af visse rejsebureauer, som lokker med pilgrimsvandring for grupper, men det viser sig at være uden åndeligt indhold. Pr. definition har pilgrimsvandringen den religiøse dimension med – ellers er det jo blot en vandretur. Det ligger mig derfor på sinde at stå vagt om begrebet, således at det handler om ’de´t med Gud’!
Men det er Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, der opfatter sig selv som en ikke-religiøs forening, næppe enig i. Foreningen, der har over 1.600 medlemmer skriver i deres vedtægter, at foreningens formål er at samle alle med interesse for pilgrimsvejene til Santiago de Compostela. I vedtægterne findes Ikke et eneste ord om Kristedom/religiøsitet.
Så der er altså - i den danske debat - ikke nogen entydig tolkning af, hvad pilgrimsvandring overhovedet er.
Her til jakobsvejen.dk er der kommet en henvendelse fra en journaliststuderende fra Århus, der gerne vil lave en nærmere undersøgelse af, hvorfor så mange danskere går pilgrimsvandring. Der findes - så vidt denne artikels forfatter - ikke nogen egentlige undersøgelser af danskernes motiver for at tage rygsækken på og gå pilgrimsvandring. Men der findes mange mere eller mindre kvalifiserede gæt.
På Jakobsvejen.dk har vi samlet tilgængelig statistik over, hvor mange danskere, der har gået til Santiago indenfor de seneste 14 år, hvor pilgrimsvandringen her i landet for alvor er blevet en trend - nogen vil sige modelune. Og ved gennemgang af statistikkerne fra Katedralen i Santiago kan man se, at der i perioden 2004 til og med 2017 er uddelt i alt 2.702.547 compostela'er/bevis for udført pilgrimsvanding til pilgrimme, der er ankommet til Katedralen og meldt sig på pilgrimskontoret. Af disse 2,7 mill. er de 19.630 uddelt til pilgrimme med dansk statsborgerskab. Der er selvfølgelig danskere, der har fået flere compostelaer (bl.a. undertegnede), men tallet siger - trods det - noget om, at mange tusind danskere har gået til Santiago.
Man kan ikke af statistikken se, hvilken motiv de danske Santiagopilgrimme har. Men når det gælder det samlede antal pilgrimme - altså de 2,7 millioner de seneste 14 år, spiller religiøsitet som motiv en central rolle. I 2017 kom der over 300.000 pilgrimme ind til Santiago, og her blev de bedt om at udfylde et lille skema om bl.a. deres motiv for at gå pilgrimsvandring. Her svarene fra 2017:
Primær religiøs begrundelse: 43,5 %;
En kombination af religiøs/kulturel begrundelse: 47,3 %;
Ikke-religiøs begrundelse: 9,2 %.
Under hver tiende pilgrim har altså ingen religøs motiv overhovedet, mens over 90 % har. Procenttallene er med meget små forskydninger de samme de seneste mange år. I 1980erne og 1900erne var andelen af "religiøse" pilgrimme tættere på 100 %, men af et meget mindre antal samlede pilgrimme, så mængden af pilgrimme, der går af religiøse grunde er steget og steget år for år.
Når det gælder danske pilgrimme forholder motiverne/tallene sig - formentlig - anderledes, men vi har ikke nogen sikre spørgeskemaundersøgelser. Men alene det, at en så stor forening som Foreningen af Danske Santiagopilgrimme er en Ikke-religiøs forening, siger formentlig noget. Men omvendt har foreningen kun en mindre del som medlemmer af det samlede antal danskere, der har gået til Santiago.
Denne artikels forfatter har gået til Santiago mange gange. I 2011, hvor antallet af årets danske Santiago-pilgrimme steg eksplosivt til 1.644, gik jeg fra ultimo april og 26 dage frem fra Saint Jean Pied de Port til Santiago. Undervejs mødte jeg 32 danskere med rygsæk, der gik samme vej. Jeg spurgte alle danskere , som jeg mødte: Hvorfor går du til Santiago . Men der var ingen spørgeskema, svarene blev noteret ned i min lille notesbog - nogen gange flere timer - efter at de var afgivet. Og de pågældende vidste ikke, at jeg senere ville bruge svarene, da jeg først fik den ide at samle svarene sammen, da jeg efter hjemkomsten blev bedt om at holde nok et foredrag om pilgrimsvandring. Men her lidt om resultatet, der måske giver et fingerpeg om danskernes motiver. 6 af de 32 nævner specifikt religion som vigtigste motiv, en af dem var buddist, 5 kristne. Langt de fleste (16 pilgrimme ) fremhæver følgende motiv med lidt forskellige formuleringer: Finde mig selv, afprøve mig selv, finde ud af, hvad jeg vil med resten af MIT liv o.s.v.(disse svar kan naturligvis indeholde en søgen efter Gud (religiøsitet); 2 pilgrimme nævnte specifik naturen undervejs som et motiv, mens resten havde enten sportslige, "eventyrlystne" (det lyder spændende-motiv) eller et eller andet i retning af: det ved jeg ikke, men jeg havde hørt at det var en stor oplevelse, som måtte prøves. Jeg spurgte ligeledes - ikke mindst, fordi jeg aldrig havde mødt så mange danskere på en camino-rute før - om tv-programserien "Bertelsen på Caminoen", der blev sendt december 2010 (altså få måneder forinden), havde givet dem ideen. Det blev afvist af samtlige 32.
Så vidt min lille spørgerunde.
På rejsesiden Momondo.dk kan man læse følgende om motiverne for at gå pilgrimsvandring:
Caminoen er oprindeligt en pilgrimsrute, som var meget populær i middelalderen. Man går gennem dem spanske natur til apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela. I middelalderen handlede en pilgrimsfærd om tilbedelse og om at bevise sin tro på Gud, men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen, som den kaldes i folkemunde. Det handler mere om at komme væk fra hverdagens ræs og jag.
Siden er lavet i samarbejde med Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, men hvad der ligger bag konstateringen af: men i dag er det sjældent det religøse islæt, der sender folk afsted til Caminoen ,fremgår ikke af artiklen. Ser man på de svar over 2,7 millioner pilgrimmene selv har givet i Santiago, stemmer det overhovedet ikke overens, her nævner - som beskrevet ovenfor, over 90 % af pilgrimmene, at religiøsitet er et væsentligt eller en del af deres motiv til deres pilgrimsvandring.
Gælder konstateringen kun danske santiagopilgrimme, Ja det fremgår ikke af artiklen.
Gælder den medlemmerne af Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, måske. Men det fremgår heller ikke.
Så konklusion: Langt de fleste af de pilgrimme, der går til Santiago, har Vor Herre i en kristen udgave med i rygsækken. Danske Santiagopilgrimmes motiver kender vi ikke, men i Foreningen af danske Santiago pilgrimme har de et - formentlig kvalificeret - gæt på, at et flertal går af Ikke-religiøse grunde, hvordan en eventuel fordeling er, kan kun blive gætværk.
tirsdag den 22. maj 2018
Stadig dårligt vejr på Napoleonsruten
Går du fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles over Leopoder/Napoelonsruten, så husk at tjekke vejret.
Da jeg gik over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles den 11. april i år valgte jeg meget bevidst Valcarlosruten - altså den alternative rute til Leopoder/Napoleonsruten, fordi vejret var forfærdeligt. Og man er væsentlig tættere på civilisationen på Valcarlosruten, der også har færre højdemeter end Leopoder. Lige nu er vejret heller ikke for godt på Napoleonsruten/Leopoder, så jeg ville kraftigt overveje samme rute, hvis jeg skulle over nu, selvom temperaturerne er væsentlig højere, og snestormen, som jeg gik i, er helt væk. Men det regner altså meget deroppe på bjerget, hvilket betyder dårlig sigtbarhed og mudder, mudder, mudder. Jeg har efterhånden fortalt så mange skrækhistorier her på siden om pilgrimme, der går over Leopoder trods alle advarsler fra pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, at jeg undlader flere historier denne gang. Kun en information: De dage hvor pilgrimmene går over trods advarsler - skiltet i Saint Jean Pied de Port ved opstigningen og/eller fra de frivillige på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port - skal de selv betale for redningsmandskabet, hvis de trykker på alarmknapperne på toppen eller ringer efter hjælp. Prisen er - så vidt jeg er orienteret - 3.500 Euro pr. pilgrim, der hentes ned. Men den kan være steget. Da jeg gik af Valcarlos ruten den 11. april, trykkede 2 forkomne pilgrimme på alarmknappen og blev hentet af redningsmandskab. Disse to pilgrimme fik hver en regning. Men de overlevede altså - og det er ikke hver gang.
Her et link til vejrudsigten for bjergene http://www.aucoeurduchemin.org/METEO-682/
Og her et rigtig godt håndtegnet kort over de mulige ruter fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles lavet af den franske pilgrimsvenneforening. Kortet udleveres gratis på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port. Begge ruter er rigtig godt afmærket, men afmærkningen er selvfølgelig sværere at se i dårligt vejr - ikke mindst tåge, sne eller tæt regn.
Da jeg gik over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles den 11. april i år valgte jeg meget bevidst Valcarlosruten - altså den alternative rute til Leopoder/Napoleonsruten, fordi vejret var forfærdeligt. Og man er væsentlig tættere på civilisationen på Valcarlosruten, der også har færre højdemeter end Leopoder. Lige nu er vejret heller ikke for godt på Napoleonsruten/Leopoder, så jeg ville kraftigt overveje samme rute, hvis jeg skulle over nu, selvom temperaturerne er væsentlig højere, og snestormen, som jeg gik i, er helt væk. Men det regner altså meget deroppe på bjerget, hvilket betyder dårlig sigtbarhed og mudder, mudder, mudder. Jeg har efterhånden fortalt så mange skrækhistorier her på siden om pilgrimme, der går over Leopoder trods alle advarsler fra pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, at jeg undlader flere historier denne gang. Kun en information: De dage hvor pilgrimmene går over trods advarsler - skiltet i Saint Jean Pied de Port ved opstigningen og/eller fra de frivillige på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port - skal de selv betale for redningsmandskabet, hvis de trykker på alarmknapperne på toppen eller ringer efter hjælp. Prisen er - så vidt jeg er orienteret - 3.500 Euro pr. pilgrim, der hentes ned. Men den kan være steget. Da jeg gik af Valcarlos ruten den 11. april, trykkede 2 forkomne pilgrimme på alarmknappen og blev hentet af redningsmandskab. Disse to pilgrimme fik hver en regning. Men de overlevede altså - og det er ikke hver gang.
Her et link til vejrudsigten for bjergene http://www.aucoeurduchemin.org/METEO-682/
mandag den 21. maj 2018
Svindel langs Camino Frances
Flere hjemmesider melder om "svindlere" på Camino Frances mellem Sarria og Santiago.
Da jeg for ca to uger siden gik ud af Sarria en formiddag, stod der to meget anmasende kvinder og stoppede "hele køen" af pilgrimme med underskiftslister. Jeg kunne konstatere at flere af mine medpilgrimme hoppede på. Jeg tog min mobiltelefon op og ville fotografere og vips - de to kvinder forsvandt hurtigt bag et træ. Jeg tror ikke, at mange danskere hopper på den type svindel. Vi kender godt romaerne som forsøger mange numre her i landet, og det er desværre også tilfældet på Camino Frances på det stykke, hvor der går allerflest pilgrimme. I fjor rejste de med et "nummer til fordel for døve", hvor de selv spillede døve. Hvor de først beder om underskrifter til fordel for en døveorganisation, og når pilgrimmene så har skrevet under, beder de om/kræver et eller andet eurobeløb.Der står som regel nogle mænd ikke så langt derfra, og som - efter min opfattelse - ligner alt andet end pilgrimme, selvom de har fået rygsække på. Jeg ved ikke, hvad nummer de rejser med i år, men i følge den engelsksprogede hjemmeside: www.caminodesantiago.me er der fuld gang i dem, selvom politiet er efter dem.
Her et foto fra for to uger siden, hvor de fik rigtigt travlt med at komme væk, da ikke bare jeg, men også andre pilgrimme ville forevige dem på deres mobiler. Jeg vil dog lige tilføje, at jeg passerede to kvindelige amerikanske pilgrimme lidt senere, som gik og talte indbyrdes om "svindlerne", som de var glade for at have hjulpet med en donation. Jeg nænnede ikke at fortælle dem, hvad de havde støttet.
PS: Eller for en god ordens skyld. Jeg har her i april-maj været 29 dage på Camino Frances. Jeg har følt mig tryg hele vejen. Ingen former for tyveri, trusler eller nogen former for utryghed noget som helst sted. Ved ankomsten til Santiago de sædvanlige "pilgrimstiggere". 1) Manden (pilgrimmen) i hovedgaden, der sidder på asfalten og samler ind til færdiggørelse af sin Camino med en lille notesbog i hånden, hvor han synes at skrive flittigt. Her han har siddet i mange år. 2) "Pilgrimmen" der går rundt i gaden, stopper pilgrimme og beder om en euro, som han lige mangler til transporten hjem. Han har ligeledes gået der i mange år. 3) Og det samme har den yngre mand på busstationen, der har en lignende attitude. Men jeg tror ikke på, at nogen af disse svindlere er farlige. Men det er en kendsgerning, at der langs Camino frances går - efterhånden flere -"pilgrimsbumser" af forskellig nationalitet, som enten sover udenfor om natten eller i donativo-herberger. De ser lidt sølle (ofte berusede ud). Nogen af dem medbringer både hund og telt. Dem giver jeg gerne min hjemmelavede medbragte sandwich, når de spørger.
Da jeg for ca to uger siden gik ud af Sarria en formiddag, stod der to meget anmasende kvinder og stoppede "hele køen" af pilgrimme med underskiftslister. Jeg kunne konstatere at flere af mine medpilgrimme hoppede på. Jeg tog min mobiltelefon op og ville fotografere og vips - de to kvinder forsvandt hurtigt bag et træ. Jeg tror ikke, at mange danskere hopper på den type svindel. Vi kender godt romaerne som forsøger mange numre her i landet, og det er desværre også tilfældet på Camino Frances på det stykke, hvor der går allerflest pilgrimme. I fjor rejste de med et "nummer til fordel for døve", hvor de selv spillede døve. Hvor de først beder om underskrifter til fordel for en døveorganisation, og når pilgrimmene så har skrevet under, beder de om/kræver et eller andet eurobeløb.Der står som regel nogle mænd ikke så langt derfra, og som - efter min opfattelse - ligner alt andet end pilgrimme, selvom de har fået rygsække på. Jeg ved ikke, hvad nummer de rejser med i år, men i følge den engelsksprogede hjemmeside: www.caminodesantiago.me er der fuld gang i dem, selvom politiet er efter dem.
PS: Eller for en god ordens skyld. Jeg har her i april-maj været 29 dage på Camino Frances. Jeg har følt mig tryg hele vejen. Ingen former for tyveri, trusler eller nogen former for utryghed noget som helst sted. Ved ankomsten til Santiago de sædvanlige "pilgrimstiggere". 1) Manden (pilgrimmen) i hovedgaden, der sidder på asfalten og samler ind til færdiggørelse af sin Camino med en lille notesbog i hånden, hvor han synes at skrive flittigt. Her han har siddet i mange år. 2) "Pilgrimmen" der går rundt i gaden, stopper pilgrimme og beder om en euro, som han lige mangler til transporten hjem. Han har ligeledes gået der i mange år. 3) Og det samme har den yngre mand på busstationen, der har en lignende attitude. Men jeg tror ikke på, at nogen af disse svindlere er farlige. Men det er en kendsgerning, at der langs Camino frances går - efterhånden flere -"pilgrimsbumser" af forskellig nationalitet, som enten sover udenfor om natten eller i donativo-herberger. De ser lidt sølle (ofte berusede ud). Nogen af dem medbringer både hund og telt. Dem giver jeg gerne min hjemmelavede medbragte sandwich, når de spørger.
torsdag den 17. maj 2018
Kampen for en seng !
Man kan ødelægge sin Camino-tur, hvis frygten for ikke at få en seng at sove i, fylder alt for meget. Der er altså masser af sengeplads på den franske rute, Camino Frances, og der bliver stadig flere af dem.
Er det rigtigt, at det i højsæsonen kan være svært at få en seng, hvis man går Caminoen fra Saint Jean Pied de Port til Santioago ?, lyder spørgsmålet. Mit svar er NEJ, men ikke uden en forklaring. Jeg er lige hjemkommet fra 4 uger på Camino Frances. For en uge siden var jeg i Santiago, og højsæson for hele ruten (fra Pyrenæerne) er slutapril-maj, samt ikke mindst slut august til ind i oktober.
Fra Sarria ( de sidste ca 110 km før Santiago) er der højsæson i juli-august. Resten af året rigelig med overnatningsplads - trods et utal af pilgrimme.
På mine 29 dage på "caminoen" fra den 11.april til den 9. maj i år havde jeg ikke på noget tidspunkt problemer med at finde en seng. Enkelte gange blev det herberg jeg overnattede på "complet" - altså helt optaget. Men det var hver gang muligt for hospitaleros at henvise til andre overnatningssteder i samme by/landsby. Jeg har en enkelt gang i 2011 haft problemer på Camino Frances, da jeg ankom til en landsby, Villamayor de Monjardín (mellem Estella og Los Arcos/ 5. eller 6. dagen fra Saint Jean Pied de Port). Jeg ville overnatte på det tyske herberg, der den gang var i byen, men taget var faldet ned, så herberget var lukket, uden at jeg havde hørt op det. I dag ville jeg have set det på nettet www.gronze.com, hvordan det stod til. Men den gang gik jeg til det andet herberg i byen, Albergue Hogar de Monjardín (Det hollandske). Her var alt optaget. (De var i øvrigt alt andet end søde og hjælpsomme. Og jeg fik senere at vide, at de havde reserveret senge til eventuelle hollandske pilgrimme. Noget jeg aldrig havde hørt om eller oplevet før eller efter. Men det er en helt anden historie). Jeg måtte gå videre til Los Arcos, 12 km - oveni de ca 31 km, som jeg allerede havde gået. Så det var en meget lang dag. Det hjalp så, at jeg blev modtaget meget flot af søde hospitaleros på et herberg i Los Arcos, hvor flere i øvrigt ankom fra Villamayor de Monjardín i taxa. Men det er den eneste gang, hvor jeg nogensinde har prøvet det.
Jeg har derimod mødt langt flere pilgrimme, der efter min bedste mening "ødelægger" en del af deres caminotur/oplevelse ved at løbe efter en seng. Frygten for ikke at få noget at sove i, kommer til at fylde så meget, at det nærmest overskygger hele ideen med Camino-turen. Telefonen (vækkeur) ringer på sovesalen kl. 5.00 om morgenen. Der rasles med soveposer, plastikposer, rygsække m.m., og i bælgragende mørke styrter disse pilgrimme ud på stien for at nå frem i tide for at få en seng. Jeg synes, at der synd for dem ( og os andre, der bliver vækket). Roen falder aldrig over dem.
Jeg er selv nu en ældre herre, der ikke har det godt med overkøjer. På min netop overståede tur, sørgede skiftende hospitaleros for, at jeg fik underkøje hver eneste nat - oftest uden at jeg selv spurgte. Alene på grund af min alder. Og der var pilgrimme over alt på Camino Frances. Jeg har lige været inde at læse, at så sent som i går kom der 1065 pilgrimme ind til Santiago. Der er altså behov for rigtig mange sengepladser hver eneste nat undervejs fra Pyrenæerne, men det er der også.
Hvis man har det bedre med sikkerheden (hvilket jeg personligt ikke har, da jeg hellere vil lade vejret, benene og humøret/lysten afgøre hver dag, undervejs, hvor jeg skal sove), så er det muligt at reservere i de fleste private herberger, men ikke i kirkelige (Albergue parroquial), klostre, i langt de fleste kommunale herberger, samt hos diverse pilgrimsforeningsdrevne herberger. Men der er er masser af private herberger, hvor de lever af at servicere pilgrimme. Og her kan man som regel reservere. Du kan finde alle informationer om mulighederne under hver enkelt etape/by på www.gronze.com med telefonnumre og det hele.
Endelige har jeg på en englsksproget hjemmeside (Santiagoforum.me) fundet denne anbefaling til en pilgrim, der var/er nervøs for ikke at få en seng. Den er skrevet af pilgrimmen Robert:
Here are your options. First, find out if there is a second albergue in town or on the edge of town. Second, walk across the street to the one star Hotel that has converted several rooms into albergue style rooms (i.e. removed the queen bed and replaced it with four bunk beds. Third, walk into the nearest bar and ask the bartender for a room (locals who have permanently left town often leave keys to apartments with the bartender to rent out). Fourth, ask the bartender to make some calls (locals who have not left town, and wish to rent out their spare bedroom, often notify their bartender that they wish to make some extra money). Fifth, ask the local priest if there is overflow accommodations in the church. Sixth, take a taxi east, back up the Camino, to the last town you walked through, spend the night, taxi forward in the morning, and then restart walking exactly where you left off the day before. Seventh, taxi west down the Camino for a room. Eighth, taxi north (sometimes south) to the freeway that parallels the Camino. It's usually only a few miles away from the Camino and has hotels at many interchanges. Or, ninth, take off you backpack, throw it on the ground, break your walking poles over knee, and have a complete and total meltdown because there are "no options".
Er det rigtigt, at det i højsæsonen kan være svært at få en seng, hvis man går Caminoen fra Saint Jean Pied de Port til Santioago ?, lyder spørgsmålet. Mit svar er NEJ, men ikke uden en forklaring. Jeg er lige hjemkommet fra 4 uger på Camino Frances. For en uge siden var jeg i Santiago, og højsæson for hele ruten (fra Pyrenæerne) er slutapril-maj, samt ikke mindst slut august til ind i oktober.
Fra Sarria ( de sidste ca 110 km før Santiago) er der højsæson i juli-august. Resten af året rigelig med overnatningsplads - trods et utal af pilgrimme.
På mine 29 dage på "caminoen" fra den 11.april til den 9. maj i år havde jeg ikke på noget tidspunkt problemer med at finde en seng. Enkelte gange blev det herberg jeg overnattede på "complet" - altså helt optaget. Men det var hver gang muligt for hospitaleros at henvise til andre overnatningssteder i samme by/landsby. Jeg har en enkelt gang i 2011 haft problemer på Camino Frances, da jeg ankom til en landsby, Villamayor de Monjardín (mellem Estella og Los Arcos/ 5. eller 6. dagen fra Saint Jean Pied de Port). Jeg ville overnatte på det tyske herberg, der den gang var i byen, men taget var faldet ned, så herberget var lukket, uden at jeg havde hørt op det. I dag ville jeg have set det på nettet www.gronze.com, hvordan det stod til. Men den gang gik jeg til det andet herberg i byen, Albergue Hogar de Monjardín (Det hollandske). Her var alt optaget. (De var i øvrigt alt andet end søde og hjælpsomme. Og jeg fik senere at vide, at de havde reserveret senge til eventuelle hollandske pilgrimme. Noget jeg aldrig havde hørt om eller oplevet før eller efter. Men det er en helt anden historie). Jeg måtte gå videre til Los Arcos, 12 km - oveni de ca 31 km, som jeg allerede havde gået. Så det var en meget lang dag. Det hjalp så, at jeg blev modtaget meget flot af søde hospitaleros på et herberg i Los Arcos, hvor flere i øvrigt ankom fra Villamayor de Monjardín i taxa. Men det er den eneste gang, hvor jeg nogensinde har prøvet det.
Jeg har derimod mødt langt flere pilgrimme, der efter min bedste mening "ødelægger" en del af deres caminotur/oplevelse ved at løbe efter en seng. Frygten for ikke at få noget at sove i, kommer til at fylde så meget, at det nærmest overskygger hele ideen med Camino-turen. Telefonen (vækkeur) ringer på sovesalen kl. 5.00 om morgenen. Der rasles med soveposer, plastikposer, rygsække m.m., og i bælgragende mørke styrter disse pilgrimme ud på stien for at nå frem i tide for at få en seng. Jeg synes, at der synd for dem ( og os andre, der bliver vækket). Roen falder aldrig over dem.
Jeg er selv nu en ældre herre, der ikke har det godt med overkøjer. På min netop overståede tur, sørgede skiftende hospitaleros for, at jeg fik underkøje hver eneste nat - oftest uden at jeg selv spurgte. Alene på grund af min alder. Og der var pilgrimme over alt på Camino Frances. Jeg har lige været inde at læse, at så sent som i går kom der 1065 pilgrimme ind til Santiago. Der er altså behov for rigtig mange sengepladser hver eneste nat undervejs fra Pyrenæerne, men det er der også.
Hvis man har det bedre med sikkerheden (hvilket jeg personligt ikke har, da jeg hellere vil lade vejret, benene og humøret/lysten afgøre hver dag, undervejs, hvor jeg skal sove), så er det muligt at reservere i de fleste private herberger, men ikke i kirkelige (Albergue parroquial), klostre, i langt de fleste kommunale herberger, samt hos diverse pilgrimsforeningsdrevne herberger. Men der er er masser af private herberger, hvor de lever af at servicere pilgrimme. Og her kan man som regel reservere. Du kan finde alle informationer om mulighederne under hver enkelt etape/by på www.gronze.com med telefonnumre og det hele.
Endelige har jeg på en englsksproget hjemmeside (Santiagoforum.me) fundet denne anbefaling til en pilgrim, der var/er nervøs for ikke at få en seng. Den er skrevet af pilgrimmen Robert:
Here are your options. First, find out if there is a second albergue in town or on the edge of town. Second, walk across the street to the one star Hotel that has converted several rooms into albergue style rooms (i.e. removed the queen bed and replaced it with four bunk beds. Third, walk into the nearest bar and ask the bartender for a room (locals who have permanently left town often leave keys to apartments with the bartender to rent out). Fourth, ask the bartender to make some calls (locals who have not left town, and wish to rent out their spare bedroom, often notify their bartender that they wish to make some extra money). Fifth, ask the local priest if there is overflow accommodations in the church. Sixth, take a taxi east, back up the Camino, to the last town you walked through, spend the night, taxi forward in the morning, and then restart walking exactly where you left off the day before. Seventh, taxi west down the Camino for a room. Eighth, taxi north (sometimes south) to the freeway that parallels the Camino. It's usually only a few miles away from the Camino and has hotels at many interchanges. Or, ninth, take off you backpack, throw it on the ground, break your walking poles over knee, and have a complete and total meltdown because there are "no options".
mandag den 14. maj 2018
Camino Frances; 800 km på 29 dage april-maj 2018
Hele Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago ( ca 800 km) gås nu årligt af over 35.000 pilgrimme, langt de fleste i april-maj og september-oktober. Og for hver by man passerer bliver der flere og flere pilgrimme undervejs.
(Opdatering, den 9.08.2022: Da jeg kan se, at interessen for at læse denne nu over 4 år gamle pilgrimsdagbog stadig er stor, vil jeg gøre opmærksom på følgende: Det meste af dagbogen er stadig aktuelt (dog ikke prisnevieau), selv om den har over fire år på bagen. Jeg gik nøjagtig samme tur igen i september-oktober i fjor, og her fik jeg desværre ikke lavet nogen dagbog, men jeg har over to gange opsummeret mine konklusionen fra denne meget specielle pilgrimsvandring i Coronapandemiens skygge. ) Du kan læse de to små artikler her:
Og her nedenunder uændret dagbogen fra aprtil-maj 2018:
29 dage på Camino Frances - hele vejen - nord for Pyrenæerne til Santiago var for undertegnede (efter flere års pause på denne rute) stadig en stor oplevelse i april-maj 2018. I maj 1997, hvor jeg gik turen første gang, kom der 1.408 pilgrimme ind til Santiago på en hel måned. Alene i søndags, den 13 maj, blev det til 1.223 ankomne til Santiago på een dag. Det store antal pilgrimme har - naturligvis - forandret ruten, men den er stadig en stor pilgrimsoplevelse med langt flere tilbud til pilgrimme - også af religiøs art, end nogen af de andre ruter.
10 april, tirsdag: Fly; København - Paris/Paris - Biarritz - herfra bus til Bayonne og togbus Bayonne-Saint Jean Pied de Port med ankomst ca 19,30. Banegården i Bayonne var fyldt med pilgrimme, der skulle samme vej, og een anden dansker havde taget nøjagtig samme tur som undertegnede. Pilgrimskontoret havde åbent til 21.00, og der var stopfyldt af pilgrimme, der skulle have pilgrimspas, overnatningsliste (meget detaljeret), samt information om ruten over Pyrenæerne. Jeg overnattede i et mindre hotel og spiste sen aftensmad med et utal af andre pilgrimme. Hele Saint Jean Pied de Port føltes fyldt med pilgrimme. ( nederst på siden vil jeg forsøge med et økonomisk overblik for den samlede pilgrimsfærd ).
11. april, onsdag; Saint Jean Pied de Port - Roncesvalles ( ca 24 km): Turen over Leopoeder/Napoleonsruten ( 1437 meters højde) var lukket på grund af snevarsling, hvilket blev oplyst på pilgrimskontoret aftenen før. Jeg havde allerede hjemmefra på grund af vejrudsigten besluttet at tage alternativ-ruten over Valcarlos (1057 meter). Turen over Leopoeder har en samlet opstigning på 1280 og nedstigning på 480; på Valcarlosruten er de samme højdemeter, henholdvis 1080 op og 280 ned (Det går en del op og ned på denne rute - modsat Leopoder, hvor det går mere "direkte" mod toppen). Vejrforholdene betød, at de pilgrimme der overnattede i Orisson, ca 800 højdemeter oppe i Pyrenæerne, fik tilbud om gratis transport i minibusser ned til alternativruten ved Valcarlos ( ca 14 km til Roncesvalles), så de kunne tage turen derfra. 8 valgte trods alle advarsler at gå over Leopoder. 6 af dem kom over i nogenlunde hel stand; men lidt forkomne, temmelig våde og kolde (der var mellem ½ og en meter sne flere steder, som skulle passeres), 2 gav op før toppen og alarmerede redningsmandskab (brandvæsnet i Navarra). Det forlyder, at de måtte punge ud med 5.000 Euro hver for redningsaktionen, fordi de var gået over Napoleonsruten - trods alle advarsler. Selv gik jeg i regn og slud-sne med en længere pause i Valcarlos efter ca 10 km, hvor der er cafeer. De sidste ca 14 km over bjerget var ikke rare, men jeg var i gang, og jeg kunne mærke, at det kørte, selvom jeg måtte gå stærkt for at holde varmen og mine fingre var nærmest følelsesløse af kulde. Jeg havde ingen problemer med at finde vej. Jeg var fremme "allerede" ved 12,30-tiden og kunne konstatere, at en hel del pilgrimme havde taget taxa over og sad tørskoet på de to barer i Roncesvalles. Herberget åbner først kl. 14.00, men den meget imødekommende pige i receptionen reserverede seng til mig straks ved ankomsten ( 12 Euro ), ligesom jeg købte spisebillet til klosterhotellet om aftenen samme sted ( 10 Euro). Jeg gik drivvåd af både regn/sne og sved på overfyldt bar indtil herberget åbnede og fik en plads op af et meget varmt varmeapperat. Her fik jeg tørret både sko, sokker m.m. på rekordtid, selvom andre gående pilgrimme begyndte at ankomme og - naturligvis - gerne ville have del i tørremuligheden. Det føltes for mig næsten hjemligt at komme til Roncesvalles - alt er kendt, så jeg var hurtig med at finde min seng, hænge alt tøj uvasket til tørre og derefter flere timers hvile, før aftensmad i hyggeligt selskab med andre pilgrimme og en stemningsmættet pilgrimsmesse i en næsten fyldt kirke bagefter. Jeg gik i seng med en fornemmelse af at være kommet godt i gang - trods et modbydeligt vejr og dårlige vejrudsigter for de kommende dage.
12. april, torsdag, Roncesvalles-Larrasoana ( ca 27,5 km) Vejret var lige så slemt som forudset. Regn, regn, regn. Det var næsten umuligt at gå på den mudrede sti, så hele første stykke gik af landevejen. Først efter Espinal gik jeg ind på stien, der var passabel trods vanskelige steder på grund af vand og mudder. Der var - af pilgrimme - lavet alternative stier op og ned af skrænter, hvilket gjorde det muligt for mig at beholde fødderne tørre. Et sted var stien dog nærmest en lille bæk uden alternative, man kunne gå af. Her fik jeg manøvret støvler og sokker af (uden at tage rygsækken af) og tog turen - ca 30-40 meter - på bare tæer, fandt tilbage til landevejen (stadig på bare tæer), hvor jeg under et halvtag ved et busstoppested fik tørret fødderne så godt, at jeg kunne tage støvlerne på igen. Jeg spiste morgenmad ( Kaffe med mælk og ristet brød) i den lille cafe i Bizkarreta hos det samme - nu meget ældre - pilgrimsvenlige ægtepar, der har haft Cafeen i over 30 år. I Zubiri var stien lukket med røde plastikbånd, og det var tydeligt, at der stod op mod en halv meter vand. Det regnede stadig. Jeg måtte en tur gennem Zubiri by, hvor jeg personligt altid har syntes, at barejerne var "sure" - måske af gode grunde på grund af uhøflige pilgrimme. Fra Zubriri tog jeg asfaltvejen (nationalvej) til Larrasoana med sprøjtende hurtigkørende biler tæt på. Det var ikke spor rart; og fremme i Larrasoana var alle ideer fra morgenstunden, om at gå til det religiøse herberg med kirke og messe i Trinidad de Arre, lagt på hylden. Jeg fandt frem til det forholdsvis nye private herberg ved landevejen, Albergue San Nicolás, hvor et meget venligt ægtepar tog imod. 12 Euro for en seng og fællesspisning om aftenen til 10 Euro pr person. Ingen messe, men hyggeligt pilgrimsfællesskab.
13. april, fredag, Larrasoana - Uterga ( mindst 32 km, men formentlig langt mere). En af mine mærkeligste pilgrimsdage overhovedet. Værten sendte os af landevejen. Stien var lukket med bånd og umulig at passere uden at gå i vand til livet. Flere steder var floder løbet over bredderne. Jeg gik tidligt i mørke, men kunne ikke sætte mine sædvanlige lygter på rygsækken, da alt var dækket af regntøj og regnbeskyttelse. Jeg måtte gå med lygten i hånden af en regnfuld N 135- ikke særlig rart. Jeg gik og gik og gik, og jeg følte nærmest at vejen var uendelig. Før Pamplona - formentlig i Huarte fortalte en meget venlig lokal mand mig, at jeg skulle dreje fra og gå en anden vej ind i Pamplona. Efter forholdsvis kort tid - ca 1-2 km var der pludselig gule pile af alternativruten ind til byen uden om Trenidad de Arre. Jeg fulgte glad pilene, de hurtigkørende biler var erstattet af bytrafik, indtil der pludselig var rødt bånd på tværs, da jeg skulle passerer floden - Gangbroen stod under vand. En venlig dame sendte mig en anden vej, og jeg gik og gik og gik i en kæmpe bue, og troede aldrig jeg nåede indtil Pamplona, hvilket jeg heller ikke gjorde, for pludselig stod jeg et kendt sted, nemlig i Universitetsparken syd for centrum på den anden side af byen. Det gik ikke helt op for mig, hvordan jeg var kommet der til, men jeg traf i hvert fald, nu hvor regnen var stilnet lidt af, en hurtig beslutning, hvor jeg igen var på kendt vej og vidste, hvor de gule pile var, nemlig at fortsætte ud af byen. Jeg fik min første kaffe og lidt at spise, (klokken havde passeret 11.00) i den lille by (forstad) Cizur Menor i "pilgrimscafeen" lige overfor herberget. Ingen besøg i Pamplona i denne omgang. Lettet og lidt udhvilet efter over en halv times pause besluttede jeg at fortsætte vandringen, men nu af stien med de gule pile. 12 km senere efter 2½ times vandring med overraskelser i form af gang i mudder og små "uciviliserede vandløb" kom jeg til Uterga, hvor jeg aldrig har overnattet. Nok en gang overnatning i en lille by uden messe i privatherberg, Albergue Camino del Perdón, (10 Euro) med fællesspisning om aftenen (lidt kedelig mad), men med god hygge og fællesskab. Værten temmelig fraværende, men en sød ung ansat sydamerikaner forsøgte at skabe lidt stemning. Py, ha sikken dag. De andre pilgrimme klagede over de første vabler, gennemblødte rygsække, og - endnu værre - sko. Jeg fik vasket tøj i maskine og tørret det, ligeledes i maskine ( 8 euro). Jeg er selv fuldstændig fri for skader af nogen art. Min gigt i tæerne klager lidt, men meget lidt. Så jeg føler mig priviligeret i forhold til mine medpilgrimme, hvoraf nogen er rimelig medtaget.
14. april, lørdag, Uterga - Estalla ( ca 30 km). Vejret var blevet bedre, lidt småbyger og gråvejr, men ikke uafbrudt regn. Nu bliver jeg på stien, selvom den flere steder er vanskelig passabel med mudder og vand. Dagen går godt, også op og ned af "bakkerne", og snakken mellem pilgrimmene på stien drejer sig primært om vejret. Velankommen til Estalla går jeg til Albergue parroquial San Miguel. Min første overnatning på et parroquial (menigheds/kristent herberg) med donativo - altså en bøsse, hvor man lægger penge i efter behag. Jeg bliver modtaget hjerteligt af irske Betty, der er frivillig i 3 uger på stedet. Hun har haft travlt og er lidt ked af det. Dagen før har hun haft en gruppe amerikanere, der ikke har opført sig særlig pilgrimsagtigt (pænt), men tværtimod efterladt alt i et svineri, ligesom der ikke var vasket op i køkkenet. Vi bliver kun 3 på sovesalen den nat, 2 østrigere (far og datter), samt undertegnede. Jeg laver mad til os alle på delebasis, og vi går sammen i kirke ( Vor frue af Le Puy, som du kan læse om andet sted her på www.jakobsvejen.dk), hvor der er pilgrimsvelsignelse til afslutning. En rigtig god dag.
15. april, søndag, Estella-Torres del Rio ( ca 29,5 km). Nu kører det bare. Jeg sov over mig, dejligt. Sagde farvel til Betty, der tilbød at lave morgenmad/kaffe til mig, men nej tak. 7,30 gik jeg for første dag i rigtig tørvejr afsted - stadig med regnbukser på. Nem dag gennem blandet landskab med små byer og masser af pausemuligheder, samt lidt enkelte bakker op-ned med udsigtsmuligheder undervejs. Der er rigtig mange medpilgrimme på stierne, og nu hvor det ikke styrter ned, er der basis for lidt snak undervejs. Jeg nærmest løb de sidste kilometer ned af "bakken" de ca 12 km fra Villamayor de Monjardin til Los Arcos, hvor jeg undervejs holdt en kort vand- og kaffepause på en Campingvogns-ude-servering. I den - helt fantastiske - pilgrimskirke i Los Arcos var søndagsmessen lige begyndt, da jeg ankom lidt efter 12. Jeg sneg mig indenfor og kunne på de mange rygsække se, at jeg ikke var eneste pilgrim, selvom vi tydeligt var i mindretal. Bagefter fik jeg tortilla og kaffe på torvet i solskin, inden jeg gik nok 7½ km til Torres del Rio - en yndig lille by (nogle få huse) med slot/kirke, hvor jeg indlogerede mig på privatherberg Casa Mari med seng og aftensmad til samlet pris (22 euro). Faciliterne var ikke de bedste, og jeg kunne konstatere, at de fleste af mine medpilgrimme havde valgt naboherberget, men spiste i "mit" herberg.
16. april, mandag, Torres del Rio - Logrono, kun 20 km af nemmere og nemmere stier, selvom mudderet langt fra er væk. Turen ind til Logrono går forbi industri og vinfirmaer ( Rioja), og inde i selve Logrono er det nemt at finde Albergue parroquial Santiago El Real ved kirken, Apostel Santiago. Herberget er donativo med et spansk/amerikansk ægtepar som værter. Fantastisk søde, og god stemning, i dette Albergue parroquial bliver vi en del pilgrimme, flest spaniere. Men herberget er kun ca halv fyldt. (30 senge). Vi går til messe med velsignelse og spiser fremragende lokalinspireret mad. Logrono er en spændende pilgrimsby med mange middelalderspor. En god dag, hvor jeg ikke føler mig særlig træt efter kun ca 4½ times gang.
17. april, tirsdag, Logrono - Najera (ca 31 km). Det er min 7. dag, solen er begyndt at titte mere og mere frem, og jeg kan godt mærke, at jeg har passeret den kritiske 5. dag uden nogen skader. Skaderne plejer at vise sig på 3. til 5. dagen. Og det ser ud til at jeg også på denne pilgrimstur er heldig. Ingen tegn på vabler, men lidt ondt i knæ og ind imellem, men ikke hele tiden, i mine storetæer ( gigt). Jeg har profylaktisk en beskyttelsesdut på begge mine lilletæer, da neglene her på tidligere pilgrimsture har drillet lidt. Jeg aner ikke, om det er nødvendigt, men de skader ikke. Jeg har købt nye vandresokker i Lidl. De fungerer rigtig godt, sammen med en meget tynd "udenpå-sok", der skal sikre mod friktion/vabler. Med andre ord: Alt det praktiske går godt, og jeg hygger mig med andre pilgrimme, selvom jeg formentlig løber lidt for stærkt, idet jeg ser en del nye pilgrimme meget af tiden. De to østrigere (far - datter) har nået samme herberg, som jeg ( 10 Euro for en seng.) Det samme har et sympatisk sydkoreansk ægtepar først i 50erne. Jeg kommer på 3 mandsværelse med østrigerne. Herberget bliver helt fyldt. Østrigerne og undertegnede aftaler at lave mad sammen, da vi opdager at køkkenet kun har mikrobølgeovn, selvom de reklamerer med fuldt køkken på nettet. De tager på sightseeing, mens jeg går på restaurant og spiser stor middag, inden de lukker køkkenet kl. 15,30. Jeg vil helst spise sen eftermiddag, i kirke ved 19-20-tiden og derefter direkte i seng. Middagen er langt over normalstandarden for pilgrimsmenuer. Messe om aftenen, hvor hver pilgrim går op til alteret og ringer med en særlig pilgrimsklokke, der skal hjælpe med at skaffe bl.a. skygge på vejen til Santiago. Stort set alle pilgrimsvelsignelser, pilgrimsbønner og -sange handler om skygge mod solen. Det ses tydeligt, at de stammer fra middelalderen, hvor pilgrimmene primært passerede Nordspanien i juli, og tog turen igen den anden vej fra Santiago i august, hvor varmen var ulidelig. Her i april er det ikke ligefrem skygge, vi savner, men tørvejr og meget gerne sol.
18. april, onsdag, Najera - Granon (ca 27 km) Tørvejr, mest bredde jordveje, hvor det bliver stadig nemmere at passere mudder og vand - meget er allerede tørret ind. På vejen forbi den smukke middelalder- og pilgrimsby Santa Domingo de la Calzada, hvor man ligesom i de fleste andre større byer med katedraler har fået den forfærdelige uvane med at kræve entre (penge) ved indgangen til de historiske kirker. Hvis biskopperne hellere vil have indtægtsdækkede museer end kirker, så afkrist kirkerne og lav nye kapeller i stedet, hvor pilgrimme og andre andagtssøgende har en chance for at bede, tænke over livet eller bare sidde lidt i ro og mag i Guds hus. Men salg af billetter ved indgangen til Guds hus hører ingen steder hjemme. Jeg beder til, at paven snart vil sige nogen grimt om denne omsiggribende praksis. Jeg går forbi alle katedralerne og finder de små "hverdagskirker/kapeller" i stedet. Jeg køber undervejs i byen ind i et lille supermarked - appelsinjuice, brød og pålæg (spansk skinke) - og spiser på en bænk på torvet overfor et af byens flere klostre, der giver denne by en hel særlig atmosfære. Flere af klostrene er i brug - også som herberg. Trods det fortsætter jeg til Granon med et parroquial-herberg (donativo) i klokketårnet i kirken, hvor præsten allerede for over 25 år siden lavede herberg med tilbud om pilgrimsmesse, samt aftenbøn i kirken. Et helt fantastisk sted, hvor man sover på tynde madrasser på gulvet. To meget imødekommende spanske frivillige tager imod. Man skriver bl.a. sin alder (69 år i mit tilfælde) ind i pilgrimsprotokollen, og de søde hospitaleros giver mig ikke bare to madrasser, nej de bliver også lagt på gulvet op af en væg med kant, så jeg bedre kan komme op og ned. Jeg var meget i tvivl om, hvor vidt jeg kunne sove i Granon med hårde gulve og tynde madrasser, men nu er det næsten som at komme hjem. Jeg føler mig utroligt varmt modtaget, og jeg møder nu flere pilgrimme, som jeg har set før. God stemning. Desværre ingen messe. Præsten er blevet gammel og syg, og kirken betjenes kun om søndagen andre steder fra. Men fællesbønnen om aftenen med den ældre spanske hospitaleros som indleder er blevet bibeholdt - meget stemningsfyldt. Flere pilgrimme sidder og græder. Som sædvanlig fællesspisning, oprydning og opvask.
19. april, torsdag, Granon - Villa Franca Montes de Oce (ca 29. km). Jeg sov dårligt - hvorfor ved jeg ikke, og skulle op flere gange i løbet af natten. Jeg håber ikke, at jeg vækkede mine medpilgrimme. Jeg kom også lidt forvirret ud af døren og glemte en lille stofpose med mit nattøj (tynde shorts med lommer og en tynd bluse med lange ærmer, samt endnu værre det nederste af mine sip-up-bukseben). Nå men turen fra Granon var flot - jeg hørte for første gang ordentlig fuglesang, mest solsort, men sandelig også på et lille stykke vej en nattergal. Jeg var lige ved at gå frem og tilbage på "nattergalestedet" af bar glæde, men fortsatte til Belorado og Tosantos, hvor jeg lige gik forbi franciskanerherberget, hvor en af "guruerne/ caminoens helte", lægfranciskaneren Jose Louis, i mange år ( næsten 30 år) stod for et af de mest fantastiske herberg. Jose Louis er blevet hjerteopereret og er stadig syg, og han har derfor nu helt opgivet at komme tilbage. Nu er hans medbroder Jesus ( Ja, det kan man godt hedde i Spanien) alene i Tosantos. Det forlyder på nettet, at Jesus har svært ved at klare det hele selv, og at herberget måske står foran lukning. Jeg gik forbi først på formiddagen for at hilse på og høre nyt, men døren var låst og med en seddel på, hvor der stod, at der blev åbnet kl. 13.00, så ingen nyheder. På hele denne pilgrimstur støder jeg ustandselig på historier/information om, at de - den nye pilgrimstrends fædre - mest præster, der har stået for anlæg, herberg, kirkelig betjening m.m. langs Camino Frances de seneste 30-40 år, nu er blevet gamle mænd, der enten er døde eller gamle og derfor ude af drift. Enkelte af dem mødte jeg undervejs og fik en god snak med dem. Men derom senere. Jeg fortsatte forbi Tosantos til Villa Franca Montes de Oca, hvor en sød yngre kvinde (hostal-bestyrer/ måske ejer) stod udenfor El Pajaro og tilbød mig et enkeltværelse til 20 Euro. Jeg slog straks til, og hun fortalte om en fantastisk ferietur til Island, som om Island og DK var det samme. Hun var rigtig sød og tilbød oveni tøjvask og tørring til 4 euro, hvilket jeg ligeledes tog imod. Fremragende køkken, men ingen ordenligt supermarked, så jeg spiste tidligt ude og gik tidligt i seng lige efter messen. Mit rene tøj var lagt pænt sammen og stod i en lille balje foran min dør. Jeg sov som en sten.
20. april, fredag, Villa Franca Montes de Oca - Cardanuela ( ca 25 km ). Det er så småt begyndt at blive hverdag, sådan at forstå at den ene vandredag blandes med den anden. Hvornår sov jeg nu der ? og lignende. Jeg begynder at bevæge mig op af bjerget mod San Juan de Ortega. Turen går af jordveje gennem træbevoksning til klostret på toppen og efter 12-13 kilometer er klostret, der pludselig. Der er kun nogle få huse udenom. For 20 år siden et sted, hvor pilgrimme måtte overnatte på grund af en karismatisk præst, der lavede løgsuppe til pilgrimmene hver aften, og hvor pilgrimmene hver især medbragte et eller andet spiseligt; ost, spansk skinke eller lignende, som så blev delt. Efter maden var der messe. Nu er der en meget upersonlig bar, hvor værten oven i købet var mere end fraværende - nærmest tvær, da jeg bestilte min kaffe og satte mig udenfor. Lidt senere dukkede kendte ansigter op, og vi fik en lille morgen/formiddagssnak, før jeg efter et besøg i kirken, tog rygsækken på og gik videre mod Burgos, hvor jeg gerne ville ind i så god tid, at jeg kunne købe nyt "nattøj". Det var derfor min agt at sove så tæt på byen som mulig, så efter at have passeret korset, mødt en fårehyrde med mange får, begyndt nedstigningen fra bjerget og set ind over byen gik jeg til sidste bebyggelse før Burgos, Cardanuela, der kun er en bebyggelse med få huse. Og som så mange andre steder langs den franske rute, er der nu lavet et privat herberg. Jeg flyttede ind på Via Minera, privat herberg til kun 5 euro for en seng, samt fællesspisning til 10 euro; jævnt kedeligt mad, men hyggeligt fællesskab med andre pilgrimme.
21. april, lørdag, Cardanuela - Burgos ( 16 km ). Jeg var inde i byen af kedelig vej rundt om lufthavnen og spurgte om vej til Casa Emaus, kirkeligt herberg med Donativo, som ligger lidt, ca 1,5 km, fra centrum, og som jeg aldrig har besøgt. Mødte en venlig mand, der insisterede på at følge mig hele vejen. Spanierne er utroligt søde og hjælpsomme overfor de tusinder af pilgrimme, der ustandselig "går forbi". Herberget var ikke åbent endnu, men kirken stod åben for tilbedelse hele døgnet , og en kirkegænger fortalte, hvor jeg kunne stille rygsækken der indtil herberget åbnede. Jeg gik i byen og købte nyt "nattøj", jeg så på byen, der vrimlede med pilgrimme, men gik ikke i katedralen (entre), drak i stedet en kop kaffe med en anden pilgrim og gik tilbage til herberget, hvor et utroligt sødt amerikansk ældre par (USA) var værter/frivillige. Der var masser af plads, gode forhold med opholdsstue, fælles spisesal og meget mere. Vi blev kun 4 pilgrimme (en østriger, to franske damer, samt værtsparret - en meget lille flok). Østrigeren talte kun tysk, franskmændene kun meget dårlig engelsk, så pludselig var jeg tolk i alle retninger, selvom jeg langtfra er noget sproggeni, sidst på aftenen gik det lidt i kage for mig med de uafbrudte skift mellem engelsk (værtsparret) tysk og fransk. Der var fællesspisning med efterfølgende messe - en meget hyggelig aften, men da værtsparret gerne ville have pilgrims-åndsfuld-snak efter messen til efter 22-tiden, kunne jeg næsten ikke rumme mere - ikke mindst fordi jeg skulle oversætte fra sprog til sprog. Og til sidst måtte jeg melde pas. Jeg sov rigtig godt. Casa Emaus er afgjort en god oplevelse.
22. april, søndag, Burgos-Hontanos ca 32 km. Trods de forholdsvis mange kilometer en rimelig nem dag. Vejen ud af Burgos er væsentlig kønenere end vejen ind. Man går først langs floden forbi klostre og historiske bygninger. Derefter ud over "stepperne"/Mesetaen (middagsbordet), højde plateauet, Spaniens kornkammer, i ca 800 meters højde, der skulle være næsten ulideligt at gå på om sommeren i stærk solvarme uden skygge. Der er dog små landsbyer/pilgrimsbyer med få kilometer imellem, rigtig mange barer og i de senere år, nye private herberger med meget kort afstand. På en eller anden måde virkede dagens etape mere kendt for mig end tidligere etaper på ruten. Jeg behøvede ikke at se efter gule pile, camino-vejsten eller anden afmærkning. Jeg kendte bare vejen, når jeg stod der, så dagen forekom - trods de over 30 km - rimelig nem, og da jeg kom ind på et herberg i Hontanos, Albergue El Puntido, hvor jeg havde sovet i 2011, var jeg ligesom hjemme igen. Jeg ville godt have boet på Brigida opkaldt efter den hellige Birgitta af Vadstena, der også har et lille kapel i byen, men det var lukket. Byen har en ualmindelig smuk kirke med pilgrimsmesse hver eneste aften med meget aktiv pilgrimspræst - en god by (meget få huse) at overnatte i. Jeg spiste til - min søde værtindes - forundring varm mad lige før lukketid midt på dagen (ca 15,30) fik vasket tøj til 4 euro, der tørrede med det samme i solen. Hyggede mig lidt med andre pilgrimme, gik til messe (der var rigtig mange pilgrimme) og tidligt i seng.
23.04, mandag, Hontanos - Fromista ( ca 34,5 km). Nok en forholdsvis nem dag trods kilometerantallet. Benene kører nemt, og jeg begynder at ane, at jeg kan komme til Santiago alt for tidligt. Skal jeg gå en omvej eller sætte tempoet ned. Jeg har fly hjem, den 11. maj tidligt om morgenen og vil max tilbringe to nætter i Santiago. Jeg møder nu flere på vejen, som jeg kommer til at gøre følgeskab med et stykke tid, irske Patrick, kroatiske Bruno, samt canadiske Dorothy. Stien er fortsat præget af Mesetaen, selvom en enkelt stigning undervejs fra 816 til 909 meter giver en lille forandring. Det er blevet varmere, og jeg drikker langt mere vand undervejs. Jeg følges et stykke - først med Bruno, og senere med irske Patrick, som byder på vand, da jeg er ved at løbe tør. Vel fremme i Fromista går jeg til det kirkelige herberg, Betania, der som www.gronze.com havde advaret om, var lukket - hvorfor ? Lige overfor ligger det private herberg, Estrella del Camino - meget upersonligt, men med gode faciliteter og et godt køkken. Jeg laver fællesmad for de 4 ovennævnte ( Det kan gøres i rimelig god kvalitet til ca 2-3 euro pr. næse), før vi følges til messe, hvor det viser sig (hvad der ofte er tilfælde i Spanien), at der ikke er messe mandag. Præstens fridag. Vi drikker en øl sammen i stedet for.
24.04, tirsdag, Fromista - Carrion de los Condes ( kun ca 21 km )Ualmindelig nem dag i godt vejr af næsten fuldstændig flade uendelige jordveje. Jeg kommer meget tidligt til Carrion, hvor jeg på forhånd har besluttet at bo hos Augustinersøstrene, der afgjort har et af de mest stemningsfyldte herberger undervejs, Sta. Maria.( 5 euro for en seng.) Det er muligt at deltage i vesper og komlet. Søstrene laver fællessang, herberget er indrettet perfekt med køkken og dejlig gårdhave. Jeg køber ind i Dia og laver igen fællesmad til vor lille flok. Inden alle fælles-begivenhederne, der slutter med (lidt sen) pilgrimsmesse. Herberget med plads til næsten 60 pilgrimme, er helt fyldt. Alle pilgrimme modtager pilgrimvelsignelse (hvis de vil) og de fem guitarspillende og syngende augustinersøstre med den karismatiske moder Elisabeth (tysk) i spidsen er en af de forholdsvis nye "kultherberger" på Camino Frances. ( se eventuelt på You Tube)
25.04., onsdag, Carrion-Sahagun (ca 40 km.) Jeg sov forholdsvis dårligt uden påvisselig grund. Men gik trods det rask til ud af Masetaen langs uendelige grusveje, landsbrugsjord, forbi vandingsanlæg og kanaler, og næsten ingen træer. Landskabet er meget særegent og giver plads til vidtløftige tanker og ideer. Jeg løber - trods løfter til mig selv om det modsatte - alt for stærkt og ser derfor ikke længere mine pilgrimsvenner fra de seneste dage. Vel ankommet til Sahagun dummer jeg mig lidt. Jeg går forbi det kommunale herberg, der hører til de dårligste på ruten, og bliver desværre fristet af et billigt hostal og får mit eget rum. Lidt ærgerligt, da jeg senere på dagen erfarer, at de har det rigtig godt hos hos benediktinerinderne i Albergue de peregrinos de la Santa Cruz, hvor jeg senere på dagen går til messe. Jeg spiser ude og snakker lidt med en amerikansk pilgrim, der spørger en del til forskellen mellem parroquial, kommunale og private herberger. Hvordan finder jeg parroquial ?, spørger han.
26.04., torsdag, Sahagun - Mansilla de las Mulas (37,5 km) Jeg bliver ved med at gå langt, men undskylder mig selv med, at der så i morgen kun er få kilometer til Leon, hvor jeg under alle omstændigheder bliver en nat. Landskabet er uforandret, men nogle af småbyerne ser lidt fattige ud med lerklinede huse; en enkelt by, El Burgo Ranero, ligner en udslidt by fra en spagetti-western. Der er meget få op og nedstigninger, vejret er lidt koldt om morgenen, men meget tidlig formiddag har jeg kun korte ærmer. Jeg holder en del kaffepauser undervejs, inden jeg lander på Camino Frances absolut bedste kommunale herberg hos Laura i Albergue de peregrinos de Mansilla de las Mulas. Der er allerede ankommet en del pilgrimme, men jeg får trods det anvist en seng i et afsides soverum, hvor vi ender med kun at sove tre - et ældre ægtepar og undertegnede i hver sin ende. Der er messe hver aften i byen, og Laura skaber god atmosfære på herberget, hvor køkkenet er udmærket, og hvor en mindre Dia gør det muligt at købe billigt ind. Jeg laver mad selv, men "kender" ikke rigtig nogen, da jeg de seneste dage har gået fra de pilgrimme, jeg tidligere delte fællesskab med.
27.04. fredag, Mansilla de las Mulas-Leon ( ca 18 km). Turen ind til Leon går hurtigt. En lukket gangbro over motorvejen betyder en "omvej" gennem grønt område med en bakke/bjerg, hvorfra udsigten ud over byen er formidabel. Leon og Burgos er lidt omvente. Turen ind til Burgos er ikke særlig rar - modsat turen ud. I Leon er det omvendt. Her er turen ud igen rigtig kedelig. Men det er først i morgen. Lige inden man går ind i den gamle bydel har Civilforsvaret lavet en lille bod, hvor de uddeler bykort, lidt slik og vand, samtidig med at de spørger pilgrimmene, om der er noget de kan hjælpe med. Hvilken modtagelse ! Jeg går direkte til Albergue del convento de las carbajalas hos nogle Benedektinersøstre, hvor sovesalen er rimelig kedelig, køkkenet ligeså, men hvor der er aftenmesse og vesper, hvor søstrene forinden har en lille øvestund med pilgrimmene, så de kan "lære at synge som munke/nonner", hvilket ikke lykkedes, men som er aldeles fornøjeligt. Jeg køber lidt kold mad, spiser på herberget, og møder på grund af min korte dag igen "kendte" pilgrimme, ligesom jeg støder ind i 3 danske pilgrimme - alle mænd/drenge, der går hver for sig. Vi får en lille snak. Jeg besøger min yndlingskirke undervejs, San Isodore, der heldigvis stadig er kirke og ikke museum, i modsætning til katedralen i byen, som jeg går uden om. Leon er en stor spændende by med mange bymæssige overraskelser.
28.04.lørdag, Leon - Hospital de Orbigo ( ca 36 km.) Den direkte rute, som jeg vælger, er kedelig, men hører efter min smag med til en pilgrimsvandring. Turen ud gennem Leon er ikke særlig spændende, og den fortsatte tur langs Nationalvej N-120 ikke mere spændende, men så dukker en af de mest interessante af de små pilgrimsbyer op, Hospital de Orbigo. Man kommer ind i byen af en over 700 meter lang middelalderbro, der går over floden Orbigo. Den er bygget mellem år 1000 og år 1100 af Johanitterriddere på fundamenterne af en tidligere romersk bro. Den nye bro blev bygget for at sikre pilgrimmene vej over det gang sumppede engareal samt selve floden, der var ualmindelig bred. Bagefter byggede ridderne et hospital - overnatningssted til pilgrimme, og til sidst kirken, der naturligt hedder San Juan. Altså: først bro, så overnatning og til sidst kirke. Byen opstod så omkring det hele, og i dag er herberget, der er indrettet i præstegården, Albergue parroquial Karl Leisner, og opkaldt efter en tysker, en af mine yndlingsherberger undervejs. Et af de første overnatningssteder, der blev oprettet for over 30 år siden, da pilgrimsvandringens "genfødsel" stadig var i sin vorden. Præsten bor der desværre ikke mere. Jeg fik en længere snak med ham ved dette besøg. Han er flyttet i en mere ældrevenlig nabobygning efter at have fået problemer med hjertet, men han læser stadig pilgrimsmesse hver evig eneste aften. Og han er stadig utrolig sød og imødekommende. Frivillige står for al det praktiske. Navnet på herbeget, Karl Leisner. En tysk præst, der under krigen med nød og næppe overlevede rædslerne i flere koncentrationslejre for at dø i august 1945 af de pinsler og sygdomme, han havde med. Karl Leisner er i dag saligkåret i den katolske kirke og lægger navn til nogle ungdomsfonde, der bl.a. har været med til at finansiere herberget i Hospital de Orbigo. Og så har præsten bag projektet plastret væggene i herbergets gård til med tekster fra det 2. Vaticankonsil, hvilket fortæller en del om hans støtte til en fornyelse af den spanske kirke efter Franco. En god dag i Hospital de Orbigo, hvor irske Patrick dukkede op.
29. april, søndag, Hospital de Orbigo - Astorga ( ca 17,5 km). Ja, jeg ville egentlig have gået længere, formentlig Rabanal, men så ender det med, at hele turen kun tager 26-27 dage, og jeg har planlagt med 30. Nu er mit mål at gå ind på 29 dage med sidste nat 4 km før Santiago på Monte do Gozo. Turen til Astorga er uden de store udfordringer. Jeg drikker kaffe undervejs, og kommer til byen længe før herberget åbner. Jeg stiller min rygsæk under et halvtag foran og går i støvregnen ud og drikker kaffe på en lille cafe. Herberget er utroligt stort, og jeg møder danske frivillige, som jeg får en lille snak med. Der er et stort og godt køkken, men det er søndag. En enkelt butik i byen har åbent, Carrefour, hvor jeg kan købe rimeligt ind og lave mad. Der er temmelig meget trængsel i køkkenet, og man kan mærke, at antallet af pilgrimme har fået nok en nyk opad her i Astorga, hvor mange har første dag. Patrick dukker op og spiser med. Det er hans sidste dag. Han skal hjem og passe arbejde, men har haft en kanon oplevelse og er meget opsat på at komme tilbage og gå "turen færdig". Patrick en af den slags gode "pilgrimsvenner", som pilgrimslivet giver som gave. Pilgrimsstierne er meget gavmild med gode oplevelser. Vi slutter dagen af med messe i præsteseminariet tæt på herberget i et lille intimt kirkerum med en imødekommende ældre præst, der talte varmt om pilgrimsvandring.
30. april, mandag, Astorga-Foncebadon (ca 25,5 km). Nu er mesetaen for alvor bag mig. Og opstigningen mod Jernkorset i gang. Jeg passerer den ene lille by efter den anden og kigger efter en bestemt ting. Påskedag, den 2. april 2015, blev en amerikansk kvindelig pilgrim myrdet her; formentlig under kamp om hendes penge. Morderen er sat bagt tremmer i meget lang tid. Det er det eneste mord, der har fundet sted på samtlige caminoer i Spanien i mands minde, og forhåbentlig også det sidste. Men jeg ser ingen mindesten. Hvis den er der, er jeg gået forbi, da jeg når Rabanal, hvor jeg tidligere har overnattet. Vejret er godt, men koldt, og der er mange pilgrimme på stien - også flere kendte ansigter bl.a. australske Ben, som jeg er løbet ind i flere gange, og som jeg får en sludder med. Han har ikke hørt om mordet. Jeg drikker kaffe i Rabanal og overvejer, om jeg skal ringe på i det lille Benedektinerkloster og spørge om jeg må bo hos dem to nætter og deltage i deres bønsliv. Det har jeg før gjort og haft en stor oplevelse ud af i et cistercienserkloster på Camino Sanabres. Jeg vælger at fortsætte til Foncebadon, hvor lægfranciskanerne - med økonomisk hjælp - har genopbygget en kirkeruin og delt den i to, så der er herberg i den ene ende og kirke/kapel i den anden. Stedet hedder Domus Dei med lægfranciskaneren, Javier, som vært og hospitaleros. Han går hele tiden udenfor og ryger. Det har jeg ikke set en lægfranciskaner gøre før. Det er begyndt at sne, og det er rigtig koldt - også indenfor, hvor der er tryg på diverse (lidt brandfarlige ) ovne. Der er plads til 18 pilgrimme i det lille herberg. Jeg er den første denne dag. For at få varmen går jeg på baren overfor, hvor jeg falder i snak med fire tyske pilgrimme, tre af hankøn og en kvinde, Angela, som jeg kommer til at se meget til de kommende dage. Bagefter tilbage til herberget, hvor det vrimler ind. Vi spiser sammen og holder andagt i kirken bagefter. Det hele meget sent, så jeg først lå i min seng efter kl. 22. Men en rigtig dejlig aften.
1. maj, tirsdag, Foncebadon - Ponferrada ( ca 27 km ). En helt fantastisk tur, men i starten med minusgrader. Jeg havde små vanter på, men frøs trods det om fingrene. Frosten var dog en fordel for mudderet efter gårsdagens regn og sne. Stien var så frossen, at man kunne gå nemt/tørskoet selv de mere fugtige steder. En fantastisk solopgang og store udsigter hele vejen op, hvor sneen lå tung på bjergtoppene. Jeg nåede jernkorset, mødte en anden pilgrim og fik taget et par billeder. Derefter nedad af de stejle stenede stier. Det gør altså ondt i mine knæ og jeg prøvede at sætte farten ned, og så kom der nye udsigter over diverse byer, Molinaseca og Ponferrada. Jeg flyttede straks ind på det store herberg, Albergue parroquial San Nicolás de Flüe, med plads til næsten 200 pilgrimme placeret i mindre sovesale. Jeg blev modtaget varmt af en af de mange frivillige på stedet. Stort køkken med muligheds for at lave mad, men 1. maj. Der var imidlertid masser af rester - ubrugt pasta, en halv bakke champignon, tomater, løg og reven ost i massevis. Olivenolie havde jeg selv slæbt rundt på, så pludselig havde jeg en helt måltid. Jeg var ikke den eneste. Der blev trængsel i køkkenet. Det er helt utroligt, så godt dette kæmpeherberg fungerer, hvilket ikke mindst skyldes de 5 søde ældre spanske frivillige og en langt yngre pige, der gerne ville praktisere sit engelske. Så på tur rundt i byen med middelalderkirker, men først og fremmest en af de største og mest velbevarede ridderborge overhovedet. Kæmpestor og dominerende midt i byen. Aftenmessen var - desværre ikke i herbergskirken, men i en af byens flotte middelalderkirker.
2. maj, onsdag, Ponferrada - Villafranca del Bierzo( ca 24 km) En af Camino Frances nemmeste etaper med en næsten uendelig vej ud af byen. Turen føles meget kort, og der er oven i købet mulighed for et par afkortninger undervejs. Man passerer den ene vinmark efter den anden, og jeg spørger mig selv, hvorfor vin herfra ikke er nær så kendt som vin fra Rioja. Jeg købte dagen før en udmærket lokal rødvin til 2½ euro. Jeg ankom til nok en meget smuk pilgrimsby med snævre middelaldergader, et utal af herberger i det mange hoteller har sat flere senge ind i værelserne og lejer ud på ny måde. Villafranca er noget særligt - sidste større station før Galicien. Jeg flytter ind i et tidligere kloster. Nu hotel og herberg, Albergue-Hospedería San Nicolás El Real, privat ejet. 8½ euro for en seng, idet der skulle vise sig at blive enkeltværelse med eget bad og toilet, idet den søde værtinde, Carmen, sendte alle nye pilgrimme i andre værelser, så jeg fik min 4-mandsstue for mig selv. Købte friske grønne asparges, kylling, grønt og ost og lavede mad til tyske Angela og jeg selv inden jeg gik på rundtur til byens nærmest uendelige antal kirker og klostre.
3 maj, torsdag, Villafranca - La faba (ca 24 km). Dagene begynder at ligne hinanden og min tur op til valfartsstedet o Cebreio, kommer til at gå over La Faba en lille bebyggelse og en lille omvej på vejen op, for nu stiger det for alvor igen ved indgangen til Galicien. Samme kilometer som i går, men langt hårdere. Det er første gang, at jeg ikke har taget turen helt over toppen på samme dag, men jeg vil ikke til Santiago for tidligt. Turen er meget smuk, køerne går ude på markerne og ind imellem på pilgrimsstien, så man pænt må vente, til de har passeret. I Danmark ser vi stort set aldrig mere en ko på en mark. De er allesammen spærret inde i stordriftstalde. Der er mange pausesteder undervejs. I La Faba kommer der mange pilgrimme til, men de fleste går videre over o Cebreio. Fortinden bliver der drukket både vand, øl og læskedrikke i La Fabas få barer. Jeg flytter ind på det tyske herberg, Donativo, hvor der ikke bliver fyldt denne dag. Herberget/tyskerne har genopbygget både kirke og præstebolig, der nu står meget smukt som herberg med en smagfuld indrettet åben kirke med masser af levende lys. Vi ( flere tyskere og jeg) spiser sammen i baren, hvor vi slutter af med en lille stærk sag, doneret af værten til turens første Santiagotærte.(Mandelkage).
4. maj, fredag La Faba- Samos ( ca 37 km). En af de smukkeste morgenen på turen, månen lyste klart over de snedækkede bjerge, mens solens første stråler gav østhimlen et rødligt skær. De første 4-5 kilometer til toppen var helt fantastiske inden grænsestenen bedyrede, at nu var jeg i Galicien. Så ind forbi det lille kloster i o Cebreio, hvor der nu står et utal af mindesten for Don Elias, præsten der fandt på de gule pile. I 1980 (vist nok) passerede der nogle få franske pilgrimme, der havde taget turen fra Le Puy i Frankrig til Santiago ( ca 1550 km). De bankede på kirkedørerne undervejs for overnatning, således også i o Cebreio, hvor Don Elias tog imod. Det var svært at finde vej til Santiago, sagde de. Don Elisas tog de følgende år en masse gul maling og kørte til Roncesvalles og begyndte at lave gule pile hele vejen mod Santiago på husmure, træer, asfalt - alt hvad han kunne finde. Poltiet stoppede ham og spurgte - måske meget naturligt - hvad han havde gang i. Jeg forbereder en invasion fra Frankrig, sagde han. Han døde længe før, at hans spådom gik i opfyldelse, men siden han malede den første gule pil, skal det samlede antal pilgrimme nu tælles i millioner, og det årlige antal er over 300.000. Foran kirken stod en del telte - måske hjemløse, sådan så de ud. Det var meget koldt på toppen, så jeg blev kun nogle få minutter foran den - desværre - lukkede kirke, før turen gik ned ad bjergene igen. Ned til Tricastela med pauser undervejs og videre til kæmpeklostret i Samos ( en omvej på ca 10 km ), hvor herberget var halvtomt og forblev halvtomt. Jeg spiste en større middag på en af restuaranterne overfor klostret, hvilede mig og gik til messe med munkene - stemningsfuldt.
5. maj, lørdag. Samos - Portomarin ( ca 38 km). Jeg gik tidligt morgen til Sarria, hvor endnu flere pilgrimme begynder deres tur til Santiago - ikke mindst mange spaniere, der ofte går i grupper. De første ca 15 km til Sarria er mest kedelig landevej, herefter gennem byen, hvor der er pilgrimme bogstavelig talt overalt. Jeg spiste morgenmad i en pilgrimsgade og fortsatte mod Portomarin. Nu hilser pilgrimmene knapt nok på hinanden, turen fortsætter nærmest i gåsegang med småsvindlende "døve" romaer, der stopper pilgrimmene for at få "hjælp" og penge som afveksling. De nytilkomne pilgrimme er for fleres vedkommende i så dårlig form, at de stønner allerede ved første bakke. Det er faktisk temmelig underholdende, og grupper af spanske pilgrimme, der synger og griner, er med til at øge stemningen yderligere. Dagens etape går gennem landsbyer med landbrug som hovederhverv, så der er køer og får overalt, samt landmænd, der pløjer, ser til vinmarker eller kører rundt med sprøjten. Jeg når til Portomarin og flytter på herberg, Albergue-Pensión PortoSantiago ( 10 Euro) med godt køkken, laver mad "hjemme" og går til pilgrimsmesse med et utal af nye ansigter.
6. maj, søndag, Portomarin-Palas de Rei (ca 24 km) og ikke længere den dag, selvom benene godt kan. Landskabet er uforandret galicisk. Landbrugsegn med små byer undervejs med barer og alt, mens bjergene ligger i det fjerne. Jeg når tidligt til byen og flytter direkte på Albergue San Marcos overfor kirken af samme navn, hvor der er pilgrimsmesse samme aften. Jeg vasker tøj og hænger det ud i solen, der synes at have bidt sig fast. Det er søndag, og jeg spiser glimrende søndagsmiddag ude, hygger mig en del med flere pilgrimme - også danskere, der er begyndt i Sarria. Santiago er tydelig kommet tæt på.
7. maj, mandag, Palas de Rei - Arzua (28,5 km). Jeg er kommet i topform og går gennem byer, skove (eucalyptus) med pilgrimme både foran og bagved; op af nogle stigninger er der kø i "overhalingsbanen", og - desværre - rigtig meget affald langs stien. Jeg kommer til Arzua og går gennem hele byen til et herberg tæt på kirken, Albergue Vía Lactea, hvor jeg har boet før. Der bor stort set kun spaniere, samt en enkelt fransk pilgrim og undertegnede. Der er godt køkken, god plads og gode forhold (10 Euro for en seng). Jeg får vasket tøj i maskine, tørret det i solen og købt ind i stort supermarked for at spise hjemme, sidder inden messen på en bar foran kirken, hvor jeg drikker en øl med en tysk pilgrim. Nu er kirken nærmest fyldt af pilgrimme, mange er tydelig begyndt i Sarria. De halter rundt og virker rimelig trætte (medtagne).
8. maj, tirsdag, Arzua - Monte do Gozo ( 35 km). Nu vil jeg bare ind. Jeg går og går og kommer op til Monte do Gozo ved 13- 14 tiden. Sød hospitaleros ansat af region Galicia tager imod. Der er masser af plads, lidt kedeligt i det store herberg med udsigt over Santiago kun 4-5 km fra Katedralen. Jeg stiller mig op (nærmest på tæer) på en lille forhøjning på toppen af "bjerget" og kan i soltågen lige skimte tre kirketårne i det fjerne. Jeg går ud og spiser, møder et par andre pilgrimme, går til aftenmesse, hvor præsten ikke dukker op. De andre pilgrimme går, og jeg bliver siddende lidt og pludselig kommer præsten 20 minutter efter messen skulle være begyndt. Han læser messe for mig alene. Han er sød og har ingen forklaring på, hvorfor han kom for sent.
9. maj. Jeg går ind i Santiago, drikker kaffe undervejs og er ved katedralen kl. 8.00. Går på pilgrimskontoret, får mit 10. compostela, finder mit logi (et enkeltværelse på et lille hostal) og går til pilgrimsmesse kl. 12.00. Jeg dasker rundt i byen og taler med "kendte" pilgrimme i to dage, inden jeg fredag morgen, den 11. maj, tager en flyver til Madrid og derfra videre hjem.
Gennemnsitlig pris pr. dag for 32 dage/nætter ( 29 på stien, 2 i Santiago, samt ud og hjemrejse) blev 32,40 euro pr. nat/døgn. Dertil kommer flyvebilletter til og fra.
29 dage på Camino Frances - hele vejen - nord for Pyrenæerne til Santiago var for undertegnede (efter flere års pause på denne rute) stadig en stor oplevelse i april-maj 2018. I maj 1997, hvor jeg gik turen første gang, kom der 1.408 pilgrimme ind til Santiago på en hel måned. Alene i søndags, den 13 maj, blev det til 1.223 ankomne til Santiago på een dag. Det store antal pilgrimme har - naturligvis - forandret ruten, men den er stadig en stor pilgrimsoplevelse med langt flere tilbud til pilgrimme - også af religiøs art, end nogen af de andre ruter.
10 april, tirsdag: Fly; København - Paris/Paris - Biarritz - herfra bus til Bayonne og togbus Bayonne-Saint Jean Pied de Port med ankomst ca 19,30. Banegården i Bayonne var fyldt med pilgrimme, der skulle samme vej, og een anden dansker havde taget nøjagtig samme tur som undertegnede. Pilgrimskontoret havde åbent til 21.00, og der var stopfyldt af pilgrimme, der skulle have pilgrimspas, overnatningsliste (meget detaljeret), samt information om ruten over Pyrenæerne. Jeg overnattede i et mindre hotel og spiste sen aftensmad med et utal af andre pilgrimme. Hele Saint Jean Pied de Port føltes fyldt med pilgrimme. ( nederst på siden vil jeg forsøge med et økonomisk overblik for den samlede pilgrimsfærd ).
11. april, onsdag; Saint Jean Pied de Port - Roncesvalles ( ca 24 km): Turen over Leopoeder/Napoleonsruten ( 1437 meters højde) var lukket på grund af snevarsling, hvilket blev oplyst på pilgrimskontoret aftenen før. Jeg havde allerede hjemmefra på grund af vejrudsigten besluttet at tage alternativ-ruten over Valcarlos (1057 meter). Turen over Leopoeder har en samlet opstigning på 1280 og nedstigning på 480; på Valcarlosruten er de samme højdemeter, henholdvis 1080 op og 280 ned (Det går en del op og ned på denne rute - modsat Leopoder, hvor det går mere "direkte" mod toppen). Vejrforholdene betød, at de pilgrimme der overnattede i Orisson, ca 800 højdemeter oppe i Pyrenæerne, fik tilbud om gratis transport i minibusser ned til alternativruten ved Valcarlos ( ca 14 km til Roncesvalles), så de kunne tage turen derfra. 8 valgte trods alle advarsler at gå over Leopoder. 6 af dem kom over i nogenlunde hel stand; men lidt forkomne, temmelig våde og kolde (der var mellem ½ og en meter sne flere steder, som skulle passeres), 2 gav op før toppen og alarmerede redningsmandskab (brandvæsnet i Navarra). Det forlyder, at de måtte punge ud med 5.000 Euro hver for redningsaktionen, fordi de var gået over Napoleonsruten - trods alle advarsler. Selv gik jeg i regn og slud-sne med en længere pause i Valcarlos efter ca 10 km, hvor der er cafeer. De sidste ca 14 km over bjerget var ikke rare, men jeg var i gang, og jeg kunne mærke, at det kørte, selvom jeg måtte gå stærkt for at holde varmen og mine fingre var nærmest følelsesløse af kulde. Jeg havde ingen problemer med at finde vej. Jeg var fremme "allerede" ved 12,30-tiden og kunne konstatere, at en hel del pilgrimme havde taget taxa over og sad tørskoet på de to barer i Roncesvalles. Herberget åbner først kl. 14.00, men den meget imødekommende pige i receptionen reserverede seng til mig straks ved ankomsten ( 12 Euro ), ligesom jeg købte spisebillet til klosterhotellet om aftenen samme sted ( 10 Euro). Jeg gik drivvåd af både regn/sne og sved på overfyldt bar indtil herberget åbnede og fik en plads op af et meget varmt varmeapperat. Her fik jeg tørret både sko, sokker m.m. på rekordtid, selvom andre gående pilgrimme begyndte at ankomme og - naturligvis - gerne ville have del i tørremuligheden. Det føltes for mig næsten hjemligt at komme til Roncesvalles - alt er kendt, så jeg var hurtig med at finde min seng, hænge alt tøj uvasket til tørre og derefter flere timers hvile, før aftensmad i hyggeligt selskab med andre pilgrimme og en stemningsmættet pilgrimsmesse i en næsten fyldt kirke bagefter. Jeg gik i seng med en fornemmelse af at være kommet godt i gang - trods et modbydeligt vejr og dårlige vejrudsigter for de kommende dage.
12. april, torsdag, Roncesvalles-Larrasoana ( ca 27,5 km) Vejret var lige så slemt som forudset. Regn, regn, regn. Det var næsten umuligt at gå på den mudrede sti, så hele første stykke gik af landevejen. Først efter Espinal gik jeg ind på stien, der var passabel trods vanskelige steder på grund af vand og mudder. Der var - af pilgrimme - lavet alternative stier op og ned af skrænter, hvilket gjorde det muligt for mig at beholde fødderne tørre. Et sted var stien dog nærmest en lille bæk uden alternative, man kunne gå af. Her fik jeg manøvret støvler og sokker af (uden at tage rygsækken af) og tog turen - ca 30-40 meter - på bare tæer, fandt tilbage til landevejen (stadig på bare tæer), hvor jeg under et halvtag ved et busstoppested fik tørret fødderne så godt, at jeg kunne tage støvlerne på igen. Jeg spiste morgenmad ( Kaffe med mælk og ristet brød) i den lille cafe i Bizkarreta hos det samme - nu meget ældre - pilgrimsvenlige ægtepar, der har haft Cafeen i over 30 år. I Zubiri var stien lukket med røde plastikbånd, og det var tydeligt, at der stod op mod en halv meter vand. Det regnede stadig. Jeg måtte en tur gennem Zubiri by, hvor jeg personligt altid har syntes, at barejerne var "sure" - måske af gode grunde på grund af uhøflige pilgrimme. Fra Zubriri tog jeg asfaltvejen (nationalvej) til Larrasoana med sprøjtende hurtigkørende biler tæt på. Det var ikke spor rart; og fremme i Larrasoana var alle ideer fra morgenstunden, om at gå til det religiøse herberg med kirke og messe i Trinidad de Arre, lagt på hylden. Jeg fandt frem til det forholdsvis nye private herberg ved landevejen, Albergue San Nicolás, hvor et meget venligt ægtepar tog imod. 12 Euro for en seng og fællesspisning om aftenen til 10 Euro pr person. Ingen messe, men hyggeligt pilgrimsfællesskab.
13. april, fredag, Larrasoana - Uterga ( mindst 32 km, men formentlig langt mere). En af mine mærkeligste pilgrimsdage overhovedet. Værten sendte os af landevejen. Stien var lukket med bånd og umulig at passere uden at gå i vand til livet. Flere steder var floder løbet over bredderne. Jeg gik tidligt i mørke, men kunne ikke sætte mine sædvanlige lygter på rygsækken, da alt var dækket af regntøj og regnbeskyttelse. Jeg måtte gå med lygten i hånden af en regnfuld N 135- ikke særlig rart. Jeg gik og gik og gik, og jeg følte nærmest at vejen var uendelig. Før Pamplona - formentlig i Huarte fortalte en meget venlig lokal mand mig, at jeg skulle dreje fra og gå en anden vej ind i Pamplona. Efter forholdsvis kort tid - ca 1-2 km var der pludselig gule pile af alternativruten ind til byen uden om Trenidad de Arre. Jeg fulgte glad pilene, de hurtigkørende biler var erstattet af bytrafik, indtil der pludselig var rødt bånd på tværs, da jeg skulle passerer floden - Gangbroen stod under vand. En venlig dame sendte mig en anden vej, og jeg gik og gik og gik i en kæmpe bue, og troede aldrig jeg nåede indtil Pamplona, hvilket jeg heller ikke gjorde, for pludselig stod jeg et kendt sted, nemlig i Universitetsparken syd for centrum på den anden side af byen. Det gik ikke helt op for mig, hvordan jeg var kommet der til, men jeg traf i hvert fald, nu hvor regnen var stilnet lidt af, en hurtig beslutning, hvor jeg igen var på kendt vej og vidste, hvor de gule pile var, nemlig at fortsætte ud af byen. Jeg fik min første kaffe og lidt at spise, (klokken havde passeret 11.00) i den lille by (forstad) Cizur Menor i "pilgrimscafeen" lige overfor herberget. Ingen besøg i Pamplona i denne omgang. Lettet og lidt udhvilet efter over en halv times pause besluttede jeg at fortsætte vandringen, men nu af stien med de gule pile. 12 km senere efter 2½ times vandring med overraskelser i form af gang i mudder og små "uciviliserede vandløb" kom jeg til Uterga, hvor jeg aldrig har overnattet. Nok en gang overnatning i en lille by uden messe i privatherberg, Albergue Camino del Perdón, (10 Euro) med fællesspisning om aftenen (lidt kedelig mad), men med god hygge og fællesskab. Værten temmelig fraværende, men en sød ung ansat sydamerikaner forsøgte at skabe lidt stemning. Py, ha sikken dag. De andre pilgrimme klagede over de første vabler, gennemblødte rygsække, og - endnu værre - sko. Jeg fik vasket tøj i maskine og tørret det, ligeledes i maskine ( 8 euro). Jeg er selv fuldstændig fri for skader af nogen art. Min gigt i tæerne klager lidt, men meget lidt. Så jeg føler mig priviligeret i forhold til mine medpilgrimme, hvoraf nogen er rimelig medtaget.
14. april, lørdag, Uterga - Estalla ( ca 30 km). Vejret var blevet bedre, lidt småbyger og gråvejr, men ikke uafbrudt regn. Nu bliver jeg på stien, selvom den flere steder er vanskelig passabel med mudder og vand. Dagen går godt, også op og ned af "bakkerne", og snakken mellem pilgrimmene på stien drejer sig primært om vejret. Velankommen til Estalla går jeg til Albergue parroquial San Miguel. Min første overnatning på et parroquial (menigheds/kristent herberg) med donativo - altså en bøsse, hvor man lægger penge i efter behag. Jeg bliver modtaget hjerteligt af irske Betty, der er frivillig i 3 uger på stedet. Hun har haft travlt og er lidt ked af det. Dagen før har hun haft en gruppe amerikanere, der ikke har opført sig særlig pilgrimsagtigt (pænt), men tværtimod efterladt alt i et svineri, ligesom der ikke var vasket op i køkkenet. Vi bliver kun 3 på sovesalen den nat, 2 østrigere (far og datter), samt undertegnede. Jeg laver mad til os alle på delebasis, og vi går sammen i kirke ( Vor frue af Le Puy, som du kan læse om andet sted her på www.jakobsvejen.dk), hvor der er pilgrimsvelsignelse til afslutning. En rigtig god dag.
15. april, søndag, Estella-Torres del Rio ( ca 29,5 km). Nu kører det bare. Jeg sov over mig, dejligt. Sagde farvel til Betty, der tilbød at lave morgenmad/kaffe til mig, men nej tak. 7,30 gik jeg for første dag i rigtig tørvejr afsted - stadig med regnbukser på. Nem dag gennem blandet landskab med små byer og masser af pausemuligheder, samt lidt enkelte bakker op-ned med udsigtsmuligheder undervejs. Der er rigtig mange medpilgrimme på stierne, og nu hvor det ikke styrter ned, er der basis for lidt snak undervejs. Jeg nærmest løb de sidste kilometer ned af "bakken" de ca 12 km fra Villamayor de Monjardin til Los Arcos, hvor jeg undervejs holdt en kort vand- og kaffepause på en Campingvogns-ude-servering. I den - helt fantastiske - pilgrimskirke i Los Arcos var søndagsmessen lige begyndt, da jeg ankom lidt efter 12. Jeg sneg mig indenfor og kunne på de mange rygsække se, at jeg ikke var eneste pilgrim, selvom vi tydeligt var i mindretal. Bagefter fik jeg tortilla og kaffe på torvet i solskin, inden jeg gik nok 7½ km til Torres del Rio - en yndig lille by (nogle få huse) med slot/kirke, hvor jeg indlogerede mig på privatherberg Casa Mari med seng og aftensmad til samlet pris (22 euro). Faciliterne var ikke de bedste, og jeg kunne konstatere, at de fleste af mine medpilgrimme havde valgt naboherberget, men spiste i "mit" herberg.
16. april, mandag, Torres del Rio - Logrono, kun 20 km af nemmere og nemmere stier, selvom mudderet langt fra er væk. Turen ind til Logrono går forbi industri og vinfirmaer ( Rioja), og inde i selve Logrono er det nemt at finde Albergue parroquial Santiago El Real ved kirken, Apostel Santiago. Herberget er donativo med et spansk/amerikansk ægtepar som værter. Fantastisk søde, og god stemning, i dette Albergue parroquial bliver vi en del pilgrimme, flest spaniere. Men herberget er kun ca halv fyldt. (30 senge). Vi går til messe med velsignelse og spiser fremragende lokalinspireret mad. Logrono er en spændende pilgrimsby med mange middelalderspor. En god dag, hvor jeg ikke føler mig særlig træt efter kun ca 4½ times gang.
17. april, tirsdag, Logrono - Najera (ca 31 km). Det er min 7. dag, solen er begyndt at titte mere og mere frem, og jeg kan godt mærke, at jeg har passeret den kritiske 5. dag uden nogen skader. Skaderne plejer at vise sig på 3. til 5. dagen. Og det ser ud til at jeg også på denne pilgrimstur er heldig. Ingen tegn på vabler, men lidt ondt i knæ og ind imellem, men ikke hele tiden, i mine storetæer ( gigt). Jeg har profylaktisk en beskyttelsesdut på begge mine lilletæer, da neglene her på tidligere pilgrimsture har drillet lidt. Jeg aner ikke, om det er nødvendigt, men de skader ikke. Jeg har købt nye vandresokker i Lidl. De fungerer rigtig godt, sammen med en meget tynd "udenpå-sok", der skal sikre mod friktion/vabler. Med andre ord: Alt det praktiske går godt, og jeg hygger mig med andre pilgrimme, selvom jeg formentlig løber lidt for stærkt, idet jeg ser en del nye pilgrimme meget af tiden. De to østrigere (far - datter) har nået samme herberg, som jeg ( 10 Euro for en seng.) Det samme har et sympatisk sydkoreansk ægtepar først i 50erne. Jeg kommer på 3 mandsværelse med østrigerne. Herberget bliver helt fyldt. Østrigerne og undertegnede aftaler at lave mad sammen, da vi opdager at køkkenet kun har mikrobølgeovn, selvom de reklamerer med fuldt køkken på nettet. De tager på sightseeing, mens jeg går på restaurant og spiser stor middag, inden de lukker køkkenet kl. 15,30. Jeg vil helst spise sen eftermiddag, i kirke ved 19-20-tiden og derefter direkte i seng. Middagen er langt over normalstandarden for pilgrimsmenuer. Messe om aftenen, hvor hver pilgrim går op til alteret og ringer med en særlig pilgrimsklokke, der skal hjælpe med at skaffe bl.a. skygge på vejen til Santiago. Stort set alle pilgrimsvelsignelser, pilgrimsbønner og -sange handler om skygge mod solen. Det ses tydeligt, at de stammer fra middelalderen, hvor pilgrimmene primært passerede Nordspanien i juli, og tog turen igen den anden vej fra Santiago i august, hvor varmen var ulidelig. Her i april er det ikke ligefrem skygge, vi savner, men tørvejr og meget gerne sol.
18. april, onsdag, Najera - Granon (ca 27 km) Tørvejr, mest bredde jordveje, hvor det bliver stadig nemmere at passere mudder og vand - meget er allerede tørret ind. På vejen forbi den smukke middelalder- og pilgrimsby Santa Domingo de la Calzada, hvor man ligesom i de fleste andre større byer med katedraler har fået den forfærdelige uvane med at kræve entre (penge) ved indgangen til de historiske kirker. Hvis biskopperne hellere vil have indtægtsdækkede museer end kirker, så afkrist kirkerne og lav nye kapeller i stedet, hvor pilgrimme og andre andagtssøgende har en chance for at bede, tænke over livet eller bare sidde lidt i ro og mag i Guds hus. Men salg af billetter ved indgangen til Guds hus hører ingen steder hjemme. Jeg beder til, at paven snart vil sige nogen grimt om denne omsiggribende praksis. Jeg går forbi alle katedralerne og finder de små "hverdagskirker/kapeller" i stedet. Jeg køber undervejs i byen ind i et lille supermarked - appelsinjuice, brød og pålæg (spansk skinke) - og spiser på en bænk på torvet overfor et af byens flere klostre, der giver denne by en hel særlig atmosfære. Flere af klostrene er i brug - også som herberg. Trods det fortsætter jeg til Granon med et parroquial-herberg (donativo) i klokketårnet i kirken, hvor præsten allerede for over 25 år siden lavede herberg med tilbud om pilgrimsmesse, samt aftenbøn i kirken. Et helt fantastisk sted, hvor man sover på tynde madrasser på gulvet. To meget imødekommende spanske frivillige tager imod. Man skriver bl.a. sin alder (69 år i mit tilfælde) ind i pilgrimsprotokollen, og de søde hospitaleros giver mig ikke bare to madrasser, nej de bliver også lagt på gulvet op af en væg med kant, så jeg bedre kan komme op og ned. Jeg var meget i tvivl om, hvor vidt jeg kunne sove i Granon med hårde gulve og tynde madrasser, men nu er det næsten som at komme hjem. Jeg føler mig utroligt varmt modtaget, og jeg møder nu flere pilgrimme, som jeg har set før. God stemning. Desværre ingen messe. Præsten er blevet gammel og syg, og kirken betjenes kun om søndagen andre steder fra. Men fællesbønnen om aftenen med den ældre spanske hospitaleros som indleder er blevet bibeholdt - meget stemningsfyldt. Flere pilgrimme sidder og græder. Som sædvanlig fællesspisning, oprydning og opvask.
19. april, torsdag, Granon - Villa Franca Montes de Oce (ca 29. km). Jeg sov dårligt - hvorfor ved jeg ikke, og skulle op flere gange i løbet af natten. Jeg håber ikke, at jeg vækkede mine medpilgrimme. Jeg kom også lidt forvirret ud af døren og glemte en lille stofpose med mit nattøj (tynde shorts med lommer og en tynd bluse med lange ærmer, samt endnu værre det nederste af mine sip-up-bukseben). Nå men turen fra Granon var flot - jeg hørte for første gang ordentlig fuglesang, mest solsort, men sandelig også på et lille stykke vej en nattergal. Jeg var lige ved at gå frem og tilbage på "nattergalestedet" af bar glæde, men fortsatte til Belorado og Tosantos, hvor jeg lige gik forbi franciskanerherberget, hvor en af "guruerne/ caminoens helte", lægfranciskaneren Jose Louis, i mange år ( næsten 30 år) stod for et af de mest fantastiske herberg. Jose Louis er blevet hjerteopereret og er stadig syg, og han har derfor nu helt opgivet at komme tilbage. Nu er hans medbroder Jesus ( Ja, det kan man godt hedde i Spanien) alene i Tosantos. Det forlyder på nettet, at Jesus har svært ved at klare det hele selv, og at herberget måske står foran lukning. Jeg gik forbi først på formiddagen for at hilse på og høre nyt, men døren var låst og med en seddel på, hvor der stod, at der blev åbnet kl. 13.00, så ingen nyheder. På hele denne pilgrimstur støder jeg ustandselig på historier/information om, at de - den nye pilgrimstrends fædre - mest præster, der har stået for anlæg, herberg, kirkelig betjening m.m. langs Camino Frances de seneste 30-40 år, nu er blevet gamle mænd, der enten er døde eller gamle og derfor ude af drift. Enkelte af dem mødte jeg undervejs og fik en god snak med dem. Men derom senere. Jeg fortsatte forbi Tosantos til Villa Franca Montes de Oca, hvor en sød yngre kvinde (hostal-bestyrer/ måske ejer) stod udenfor El Pajaro og tilbød mig et enkeltværelse til 20 Euro. Jeg slog straks til, og hun fortalte om en fantastisk ferietur til Island, som om Island og DK var det samme. Hun var rigtig sød og tilbød oveni tøjvask og tørring til 4 euro, hvilket jeg ligeledes tog imod. Fremragende køkken, men ingen ordenligt supermarked, så jeg spiste tidligt ude og gik tidligt i seng lige efter messen. Mit rene tøj var lagt pænt sammen og stod i en lille balje foran min dør. Jeg sov som en sten.
20. april, fredag, Villa Franca Montes de Oca - Cardanuela ( ca 25 km ). Det er så småt begyndt at blive hverdag, sådan at forstå at den ene vandredag blandes med den anden. Hvornår sov jeg nu der ? og lignende. Jeg begynder at bevæge mig op af bjerget mod San Juan de Ortega. Turen går af jordveje gennem træbevoksning til klostret på toppen og efter 12-13 kilometer er klostret, der pludselig. Der er kun nogle få huse udenom. For 20 år siden et sted, hvor pilgrimme måtte overnatte på grund af en karismatisk præst, der lavede løgsuppe til pilgrimmene hver aften, og hvor pilgrimmene hver især medbragte et eller andet spiseligt; ost, spansk skinke eller lignende, som så blev delt. Efter maden var der messe. Nu er der en meget upersonlig bar, hvor værten oven i købet var mere end fraværende - nærmest tvær, da jeg bestilte min kaffe og satte mig udenfor. Lidt senere dukkede kendte ansigter op, og vi fik en lille morgen/formiddagssnak, før jeg efter et besøg i kirken, tog rygsækken på og gik videre mod Burgos, hvor jeg gerne ville ind i så god tid, at jeg kunne købe nyt "nattøj". Det var derfor min agt at sove så tæt på byen som mulig, så efter at have passeret korset, mødt en fårehyrde med mange får, begyndt nedstigningen fra bjerget og set ind over byen gik jeg til sidste bebyggelse før Burgos, Cardanuela, der kun er en bebyggelse med få huse. Og som så mange andre steder langs den franske rute, er der nu lavet et privat herberg. Jeg flyttede ind på Via Minera, privat herberg til kun 5 euro for en seng, samt fællesspisning til 10 euro; jævnt kedeligt mad, men hyggeligt fællesskab med andre pilgrimme.
21. april, lørdag, Cardanuela - Burgos ( 16 km ). Jeg var inde i byen af kedelig vej rundt om lufthavnen og spurgte om vej til Casa Emaus, kirkeligt herberg med Donativo, som ligger lidt, ca 1,5 km, fra centrum, og som jeg aldrig har besøgt. Mødte en venlig mand, der insisterede på at følge mig hele vejen. Spanierne er utroligt søde og hjælpsomme overfor de tusinder af pilgrimme, der ustandselig "går forbi". Herberget var ikke åbent endnu, men kirken stod åben for tilbedelse hele døgnet , og en kirkegænger fortalte, hvor jeg kunne stille rygsækken der indtil herberget åbnede. Jeg gik i byen og købte nyt "nattøj", jeg så på byen, der vrimlede med pilgrimme, men gik ikke i katedralen (entre), drak i stedet en kop kaffe med en anden pilgrim og gik tilbage til herberget, hvor et utroligt sødt amerikansk ældre par (USA) var værter/frivillige. Der var masser af plads, gode forhold med opholdsstue, fælles spisesal og meget mere. Vi blev kun 4 pilgrimme (en østriger, to franske damer, samt værtsparret - en meget lille flok). Østrigeren talte kun tysk, franskmændene kun meget dårlig engelsk, så pludselig var jeg tolk i alle retninger, selvom jeg langtfra er noget sproggeni, sidst på aftenen gik det lidt i kage for mig med de uafbrudte skift mellem engelsk (værtsparret) tysk og fransk. Der var fællesspisning med efterfølgende messe - en meget hyggelig aften, men da værtsparret gerne ville have pilgrims-åndsfuld-snak efter messen til efter 22-tiden, kunne jeg næsten ikke rumme mere - ikke mindst fordi jeg skulle oversætte fra sprog til sprog. Og til sidst måtte jeg melde pas. Jeg sov rigtig godt. Casa Emaus er afgjort en god oplevelse.
22. april, søndag, Burgos-Hontanos ca 32 km. Trods de forholdsvis mange kilometer en rimelig nem dag. Vejen ud af Burgos er væsentlig kønenere end vejen ind. Man går først langs floden forbi klostre og historiske bygninger. Derefter ud over "stepperne"/Mesetaen (middagsbordet), højde plateauet, Spaniens kornkammer, i ca 800 meters højde, der skulle være næsten ulideligt at gå på om sommeren i stærk solvarme uden skygge. Der er dog små landsbyer/pilgrimsbyer med få kilometer imellem, rigtig mange barer og i de senere år, nye private herberger med meget kort afstand. På en eller anden måde virkede dagens etape mere kendt for mig end tidligere etaper på ruten. Jeg behøvede ikke at se efter gule pile, camino-vejsten eller anden afmærkning. Jeg kendte bare vejen, når jeg stod der, så dagen forekom - trods de over 30 km - rimelig nem, og da jeg kom ind på et herberg i Hontanos, Albergue El Puntido, hvor jeg havde sovet i 2011, var jeg ligesom hjemme igen. Jeg ville godt have boet på Brigida opkaldt efter den hellige Birgitta af Vadstena, der også har et lille kapel i byen, men det var lukket. Byen har en ualmindelig smuk kirke med pilgrimsmesse hver eneste aften med meget aktiv pilgrimspræst - en god by (meget få huse) at overnatte i. Jeg spiste til - min søde værtindes - forundring varm mad lige før lukketid midt på dagen (ca 15,30) fik vasket tøj til 4 euro, der tørrede med det samme i solen. Hyggede mig lidt med andre pilgrimme, gik til messe (der var rigtig mange pilgrimme) og tidligt i seng.
23.04, mandag, Hontanos - Fromista ( ca 34,5 km). Nok en forholdsvis nem dag trods kilometerantallet. Benene kører nemt, og jeg begynder at ane, at jeg kan komme til Santiago alt for tidligt. Skal jeg gå en omvej eller sætte tempoet ned. Jeg har fly hjem, den 11. maj tidligt om morgenen og vil max tilbringe to nætter i Santiago. Jeg møder nu flere på vejen, som jeg kommer til at gøre følgeskab med et stykke tid, irske Patrick, kroatiske Bruno, samt canadiske Dorothy. Stien er fortsat præget af Mesetaen, selvom en enkelt stigning undervejs fra 816 til 909 meter giver en lille forandring. Det er blevet varmere, og jeg drikker langt mere vand undervejs. Jeg følges et stykke - først med Bruno, og senere med irske Patrick, som byder på vand, da jeg er ved at løbe tør. Vel fremme i Fromista går jeg til det kirkelige herberg, Betania, der som www.gronze.com havde advaret om, var lukket - hvorfor ? Lige overfor ligger det private herberg, Estrella del Camino - meget upersonligt, men med gode faciliteter og et godt køkken. Jeg laver fællesmad for de 4 ovennævnte ( Det kan gøres i rimelig god kvalitet til ca 2-3 euro pr. næse), før vi følges til messe, hvor det viser sig (hvad der ofte er tilfælde i Spanien), at der ikke er messe mandag. Præstens fridag. Vi drikker en øl sammen i stedet for.
24.04, tirsdag, Fromista - Carrion de los Condes ( kun ca 21 km )Ualmindelig nem dag i godt vejr af næsten fuldstændig flade uendelige jordveje. Jeg kommer meget tidligt til Carrion, hvor jeg på forhånd har besluttet at bo hos Augustinersøstrene, der afgjort har et af de mest stemningsfyldte herberger undervejs, Sta. Maria.( 5 euro for en seng.) Det er muligt at deltage i vesper og komlet. Søstrene laver fællessang, herberget er indrettet perfekt med køkken og dejlig gårdhave. Jeg køber ind i Dia og laver igen fællesmad til vor lille flok. Inden alle fælles-begivenhederne, der slutter med (lidt sen) pilgrimsmesse. Herberget med plads til næsten 60 pilgrimme, er helt fyldt. Alle pilgrimme modtager pilgrimvelsignelse (hvis de vil) og de fem guitarspillende og syngende augustinersøstre med den karismatiske moder Elisabeth (tysk) i spidsen er en af de forholdsvis nye "kultherberger" på Camino Frances. ( se eventuelt på You Tube)
25.04., onsdag, Carrion-Sahagun (ca 40 km.) Jeg sov forholdsvis dårligt uden påvisselig grund. Men gik trods det rask til ud af Masetaen langs uendelige grusveje, landsbrugsjord, forbi vandingsanlæg og kanaler, og næsten ingen træer. Landskabet er meget særegent og giver plads til vidtløftige tanker og ideer. Jeg løber - trods løfter til mig selv om det modsatte - alt for stærkt og ser derfor ikke længere mine pilgrimsvenner fra de seneste dage. Vel ankommet til Sahagun dummer jeg mig lidt. Jeg går forbi det kommunale herberg, der hører til de dårligste på ruten, og bliver desværre fristet af et billigt hostal og får mit eget rum. Lidt ærgerligt, da jeg senere på dagen erfarer, at de har det rigtig godt hos hos benediktinerinderne i Albergue de peregrinos de la Santa Cruz, hvor jeg senere på dagen går til messe. Jeg spiser ude og snakker lidt med en amerikansk pilgrim, der spørger en del til forskellen mellem parroquial, kommunale og private herberger. Hvordan finder jeg parroquial ?, spørger han.
26.04., torsdag, Sahagun - Mansilla de las Mulas (37,5 km) Jeg bliver ved med at gå langt, men undskylder mig selv med, at der så i morgen kun er få kilometer til Leon, hvor jeg under alle omstændigheder bliver en nat. Landskabet er uforandret, men nogle af småbyerne ser lidt fattige ud med lerklinede huse; en enkelt by, El Burgo Ranero, ligner en udslidt by fra en spagetti-western. Der er meget få op og nedstigninger, vejret er lidt koldt om morgenen, men meget tidlig formiddag har jeg kun korte ærmer. Jeg holder en del kaffepauser undervejs, inden jeg lander på Camino Frances absolut bedste kommunale herberg hos Laura i Albergue de peregrinos de Mansilla de las Mulas. Der er allerede ankommet en del pilgrimme, men jeg får trods det anvist en seng i et afsides soverum, hvor vi ender med kun at sove tre - et ældre ægtepar og undertegnede i hver sin ende. Der er messe hver aften i byen, og Laura skaber god atmosfære på herberget, hvor køkkenet er udmærket, og hvor en mindre Dia gør det muligt at købe billigt ind. Jeg laver mad selv, men "kender" ikke rigtig nogen, da jeg de seneste dage har gået fra de pilgrimme, jeg tidligere delte fællesskab med.
27.04. fredag, Mansilla de las Mulas-Leon ( ca 18 km). Turen ind til Leon går hurtigt. En lukket gangbro over motorvejen betyder en "omvej" gennem grønt område med en bakke/bjerg, hvorfra udsigten ud over byen er formidabel. Leon og Burgos er lidt omvente. Turen ind til Burgos er ikke særlig rar - modsat turen ud. I Leon er det omvendt. Her er turen ud igen rigtig kedelig. Men det er først i morgen. Lige inden man går ind i den gamle bydel har Civilforsvaret lavet en lille bod, hvor de uddeler bykort, lidt slik og vand, samtidig med at de spørger pilgrimmene, om der er noget de kan hjælpe med. Hvilken modtagelse ! Jeg går direkte til Albergue del convento de las carbajalas hos nogle Benedektinersøstre, hvor sovesalen er rimelig kedelig, køkkenet ligeså, men hvor der er aftenmesse og vesper, hvor søstrene forinden har en lille øvestund med pilgrimmene, så de kan "lære at synge som munke/nonner", hvilket ikke lykkedes, men som er aldeles fornøjeligt. Jeg køber lidt kold mad, spiser på herberget, og møder på grund af min korte dag igen "kendte" pilgrimme, ligesom jeg støder ind i 3 danske pilgrimme - alle mænd/drenge, der går hver for sig. Vi får en lille snak. Jeg besøger min yndlingskirke undervejs, San Isodore, der heldigvis stadig er kirke og ikke museum, i modsætning til katedralen i byen, som jeg går uden om. Leon er en stor spændende by med mange bymæssige overraskelser.
28.04.lørdag, Leon - Hospital de Orbigo ( ca 36 km.) Den direkte rute, som jeg vælger, er kedelig, men hører efter min smag med til en pilgrimsvandring. Turen ud gennem Leon er ikke særlig spændende, og den fortsatte tur langs Nationalvej N-120 ikke mere spændende, men så dukker en af de mest interessante af de små pilgrimsbyer op, Hospital de Orbigo. Man kommer ind i byen af en over 700 meter lang middelalderbro, der går over floden Orbigo. Den er bygget mellem år 1000 og år 1100 af Johanitterriddere på fundamenterne af en tidligere romersk bro. Den nye bro blev bygget for at sikre pilgrimmene vej over det gang sumppede engareal samt selve floden, der var ualmindelig bred. Bagefter byggede ridderne et hospital - overnatningssted til pilgrimme, og til sidst kirken, der naturligt hedder San Juan. Altså: først bro, så overnatning og til sidst kirke. Byen opstod så omkring det hele, og i dag er herberget, der er indrettet i præstegården, Albergue parroquial Karl Leisner, og opkaldt efter en tysker, en af mine yndlingsherberger undervejs. Et af de første overnatningssteder, der blev oprettet for over 30 år siden, da pilgrimsvandringens "genfødsel" stadig var i sin vorden. Præsten bor der desværre ikke mere. Jeg fik en længere snak med ham ved dette besøg. Han er flyttet i en mere ældrevenlig nabobygning efter at have fået problemer med hjertet, men han læser stadig pilgrimsmesse hver evig eneste aften. Og han er stadig utrolig sød og imødekommende. Frivillige står for al det praktiske. Navnet på herbeget, Karl Leisner. En tysk præst, der under krigen med nød og næppe overlevede rædslerne i flere koncentrationslejre for at dø i august 1945 af de pinsler og sygdomme, han havde med. Karl Leisner er i dag saligkåret i den katolske kirke og lægger navn til nogle ungdomsfonde, der bl.a. har været med til at finansiere herberget i Hospital de Orbigo. Og så har præsten bag projektet plastret væggene i herbergets gård til med tekster fra det 2. Vaticankonsil, hvilket fortæller en del om hans støtte til en fornyelse af den spanske kirke efter Franco. En god dag i Hospital de Orbigo, hvor irske Patrick dukkede op.
29. april, søndag, Hospital de Orbigo - Astorga ( ca 17,5 km). Ja, jeg ville egentlig have gået længere, formentlig Rabanal, men så ender det med, at hele turen kun tager 26-27 dage, og jeg har planlagt med 30. Nu er mit mål at gå ind på 29 dage med sidste nat 4 km før Santiago på Monte do Gozo. Turen til Astorga er uden de store udfordringer. Jeg drikker kaffe undervejs, og kommer til byen længe før herberget åbner. Jeg stiller min rygsæk under et halvtag foran og går i støvregnen ud og drikker kaffe på en lille cafe. Herberget er utroligt stort, og jeg møder danske frivillige, som jeg får en lille snak med. Der er et stort og godt køkken, men det er søndag. En enkelt butik i byen har åbent, Carrefour, hvor jeg kan købe rimeligt ind og lave mad. Der er temmelig meget trængsel i køkkenet, og man kan mærke, at antallet af pilgrimme har fået nok en nyk opad her i Astorga, hvor mange har første dag. Patrick dukker op og spiser med. Det er hans sidste dag. Han skal hjem og passe arbejde, men har haft en kanon oplevelse og er meget opsat på at komme tilbage og gå "turen færdig". Patrick en af den slags gode "pilgrimsvenner", som pilgrimslivet giver som gave. Pilgrimsstierne er meget gavmild med gode oplevelser. Vi slutter dagen af med messe i præsteseminariet tæt på herberget i et lille intimt kirkerum med en imødekommende ældre præst, der talte varmt om pilgrimsvandring.
30. april, mandag, Astorga-Foncebadon (ca 25,5 km). Nu er mesetaen for alvor bag mig. Og opstigningen mod Jernkorset i gang. Jeg passerer den ene lille by efter den anden og kigger efter en bestemt ting. Påskedag, den 2. april 2015, blev en amerikansk kvindelig pilgrim myrdet her; formentlig under kamp om hendes penge. Morderen er sat bagt tremmer i meget lang tid. Det er det eneste mord, der har fundet sted på samtlige caminoer i Spanien i mands minde, og forhåbentlig også det sidste. Men jeg ser ingen mindesten. Hvis den er der, er jeg gået forbi, da jeg når Rabanal, hvor jeg tidligere har overnattet. Vejret er godt, men koldt, og der er mange pilgrimme på stien - også flere kendte ansigter bl.a. australske Ben, som jeg er løbet ind i flere gange, og som jeg får en sludder med. Han har ikke hørt om mordet. Jeg drikker kaffe i Rabanal og overvejer, om jeg skal ringe på i det lille Benedektinerkloster og spørge om jeg må bo hos dem to nætter og deltage i deres bønsliv. Det har jeg før gjort og haft en stor oplevelse ud af i et cistercienserkloster på Camino Sanabres. Jeg vælger at fortsætte til Foncebadon, hvor lægfranciskanerne - med økonomisk hjælp - har genopbygget en kirkeruin og delt den i to, så der er herberg i den ene ende og kirke/kapel i den anden. Stedet hedder Domus Dei med lægfranciskaneren, Javier, som vært og hospitaleros. Han går hele tiden udenfor og ryger. Det har jeg ikke set en lægfranciskaner gøre før. Det er begyndt at sne, og det er rigtig koldt - også indenfor, hvor der er tryg på diverse (lidt brandfarlige ) ovne. Der er plads til 18 pilgrimme i det lille herberg. Jeg er den første denne dag. For at få varmen går jeg på baren overfor, hvor jeg falder i snak med fire tyske pilgrimme, tre af hankøn og en kvinde, Angela, som jeg kommer til at se meget til de kommende dage. Bagefter tilbage til herberget, hvor det vrimler ind. Vi spiser sammen og holder andagt i kirken bagefter. Det hele meget sent, så jeg først lå i min seng efter kl. 22. Men en rigtig dejlig aften.
1. maj, tirsdag, Foncebadon - Ponferrada ( ca 27 km ). En helt fantastisk tur, men i starten med minusgrader. Jeg havde små vanter på, men frøs trods det om fingrene. Frosten var dog en fordel for mudderet efter gårsdagens regn og sne. Stien var så frossen, at man kunne gå nemt/tørskoet selv de mere fugtige steder. En fantastisk solopgang og store udsigter hele vejen op, hvor sneen lå tung på bjergtoppene. Jeg nåede jernkorset, mødte en anden pilgrim og fik taget et par billeder. Derefter nedad af de stejle stenede stier. Det gør altså ondt i mine knæ og jeg prøvede at sætte farten ned, og så kom der nye udsigter over diverse byer, Molinaseca og Ponferrada. Jeg flyttede straks ind på det store herberg, Albergue parroquial San Nicolás de Flüe, med plads til næsten 200 pilgrimme placeret i mindre sovesale. Jeg blev modtaget varmt af en af de mange frivillige på stedet. Stort køkken med muligheds for at lave mad, men 1. maj. Der var imidlertid masser af rester - ubrugt pasta, en halv bakke champignon, tomater, løg og reven ost i massevis. Olivenolie havde jeg selv slæbt rundt på, så pludselig havde jeg en helt måltid. Jeg var ikke den eneste. Der blev trængsel i køkkenet. Det er helt utroligt, så godt dette kæmpeherberg fungerer, hvilket ikke mindst skyldes de 5 søde ældre spanske frivillige og en langt yngre pige, der gerne ville praktisere sit engelske. Så på tur rundt i byen med middelalderkirker, men først og fremmest en af de største og mest velbevarede ridderborge overhovedet. Kæmpestor og dominerende midt i byen. Aftenmessen var - desværre ikke i herbergskirken, men i en af byens flotte middelalderkirker.
2. maj, onsdag, Ponferrada - Villafranca del Bierzo( ca 24 km) En af Camino Frances nemmeste etaper med en næsten uendelig vej ud af byen. Turen føles meget kort, og der er oven i købet mulighed for et par afkortninger undervejs. Man passerer den ene vinmark efter den anden, og jeg spørger mig selv, hvorfor vin herfra ikke er nær så kendt som vin fra Rioja. Jeg købte dagen før en udmærket lokal rødvin til 2½ euro. Jeg ankom til nok en meget smuk pilgrimsby med snævre middelaldergader, et utal af herberger i det mange hoteller har sat flere senge ind i værelserne og lejer ud på ny måde. Villafranca er noget særligt - sidste større station før Galicien. Jeg flytter ind i et tidligere kloster. Nu hotel og herberg, Albergue-Hospedería San Nicolás El Real, privat ejet. 8½ euro for en seng, idet der skulle vise sig at blive enkeltværelse med eget bad og toilet, idet den søde værtinde, Carmen, sendte alle nye pilgrimme i andre værelser, så jeg fik min 4-mandsstue for mig selv. Købte friske grønne asparges, kylling, grønt og ost og lavede mad til tyske Angela og jeg selv inden jeg gik på rundtur til byens nærmest uendelige antal kirker og klostre.
3 maj, torsdag, Villafranca - La faba (ca 24 km). Dagene begynder at ligne hinanden og min tur op til valfartsstedet o Cebreio, kommer til at gå over La Faba en lille bebyggelse og en lille omvej på vejen op, for nu stiger det for alvor igen ved indgangen til Galicien. Samme kilometer som i går, men langt hårdere. Det er første gang, at jeg ikke har taget turen helt over toppen på samme dag, men jeg vil ikke til Santiago for tidligt. Turen er meget smuk, køerne går ude på markerne og ind imellem på pilgrimsstien, så man pænt må vente, til de har passeret. I Danmark ser vi stort set aldrig mere en ko på en mark. De er allesammen spærret inde i stordriftstalde. Der er mange pausesteder undervejs. I La Faba kommer der mange pilgrimme til, men de fleste går videre over o Cebreio. Fortinden bliver der drukket både vand, øl og læskedrikke i La Fabas få barer. Jeg flytter ind på det tyske herberg, Donativo, hvor der ikke bliver fyldt denne dag. Herberget/tyskerne har genopbygget både kirke og præstebolig, der nu står meget smukt som herberg med en smagfuld indrettet åben kirke med masser af levende lys. Vi ( flere tyskere og jeg) spiser sammen i baren, hvor vi slutter af med en lille stærk sag, doneret af værten til turens første Santiagotærte.(Mandelkage).
4. maj, fredag La Faba- Samos ( ca 37 km). En af de smukkeste morgenen på turen, månen lyste klart over de snedækkede bjerge, mens solens første stråler gav østhimlen et rødligt skær. De første 4-5 kilometer til toppen var helt fantastiske inden grænsestenen bedyrede, at nu var jeg i Galicien. Så ind forbi det lille kloster i o Cebreio, hvor der nu står et utal af mindesten for Don Elias, præsten der fandt på de gule pile. I 1980 (vist nok) passerede der nogle få franske pilgrimme, der havde taget turen fra Le Puy i Frankrig til Santiago ( ca 1550 km). De bankede på kirkedørerne undervejs for overnatning, således også i o Cebreio, hvor Don Elias tog imod. Det var svært at finde vej til Santiago, sagde de. Don Elisas tog de følgende år en masse gul maling og kørte til Roncesvalles og begyndte at lave gule pile hele vejen mod Santiago på husmure, træer, asfalt - alt hvad han kunne finde. Poltiet stoppede ham og spurgte - måske meget naturligt - hvad han havde gang i. Jeg forbereder en invasion fra Frankrig, sagde han. Han døde længe før, at hans spådom gik i opfyldelse, men siden han malede den første gule pil, skal det samlede antal pilgrimme nu tælles i millioner, og det årlige antal er over 300.000. Foran kirken stod en del telte - måske hjemløse, sådan så de ud. Det var meget koldt på toppen, så jeg blev kun nogle få minutter foran den - desværre - lukkede kirke, før turen gik ned ad bjergene igen. Ned til Tricastela med pauser undervejs og videre til kæmpeklostret i Samos ( en omvej på ca 10 km ), hvor herberget var halvtomt og forblev halvtomt. Jeg spiste en større middag på en af restuaranterne overfor klostret, hvilede mig og gik til messe med munkene - stemningsfuldt.
5. maj, lørdag. Samos - Portomarin ( ca 38 km). Jeg gik tidligt morgen til Sarria, hvor endnu flere pilgrimme begynder deres tur til Santiago - ikke mindst mange spaniere, der ofte går i grupper. De første ca 15 km til Sarria er mest kedelig landevej, herefter gennem byen, hvor der er pilgrimme bogstavelig talt overalt. Jeg spiste morgenmad i en pilgrimsgade og fortsatte mod Portomarin. Nu hilser pilgrimmene knapt nok på hinanden, turen fortsætter nærmest i gåsegang med småsvindlende "døve" romaer, der stopper pilgrimmene for at få "hjælp" og penge som afveksling. De nytilkomne pilgrimme er for fleres vedkommende i så dårlig form, at de stønner allerede ved første bakke. Det er faktisk temmelig underholdende, og grupper af spanske pilgrimme, der synger og griner, er med til at øge stemningen yderligere. Dagens etape går gennem landsbyer med landbrug som hovederhverv, så der er køer og får overalt, samt landmænd, der pløjer, ser til vinmarker eller kører rundt med sprøjten. Jeg når til Portomarin og flytter på herberg, Albergue-Pensión PortoSantiago ( 10 Euro) med godt køkken, laver mad "hjemme" og går til pilgrimsmesse med et utal af nye ansigter.
6. maj, søndag, Portomarin-Palas de Rei (ca 24 km) og ikke længere den dag, selvom benene godt kan. Landskabet er uforandret galicisk. Landbrugsegn med små byer undervejs med barer og alt, mens bjergene ligger i det fjerne. Jeg når tidligt til byen og flytter direkte på Albergue San Marcos overfor kirken af samme navn, hvor der er pilgrimsmesse samme aften. Jeg vasker tøj og hænger det ud i solen, der synes at have bidt sig fast. Det er søndag, og jeg spiser glimrende søndagsmiddag ude, hygger mig en del med flere pilgrimme - også danskere, der er begyndt i Sarria. Santiago er tydelig kommet tæt på.
7. maj, mandag, Palas de Rei - Arzua (28,5 km). Jeg er kommet i topform og går gennem byer, skove (eucalyptus) med pilgrimme både foran og bagved; op af nogle stigninger er der kø i "overhalingsbanen", og - desværre - rigtig meget affald langs stien. Jeg kommer til Arzua og går gennem hele byen til et herberg tæt på kirken, Albergue Vía Lactea, hvor jeg har boet før. Der bor stort set kun spaniere, samt en enkelt fransk pilgrim og undertegnede. Der er godt køkken, god plads og gode forhold (10 Euro for en seng). Jeg får vasket tøj i maskine, tørret det i solen og købt ind i stort supermarked for at spise hjemme, sidder inden messen på en bar foran kirken, hvor jeg drikker en øl med en tysk pilgrim. Nu er kirken nærmest fyldt af pilgrimme, mange er tydelig begyndt i Sarria. De halter rundt og virker rimelig trætte (medtagne).
8. maj, tirsdag, Arzua - Monte do Gozo ( 35 km). Nu vil jeg bare ind. Jeg går og går og kommer op til Monte do Gozo ved 13- 14 tiden. Sød hospitaleros ansat af region Galicia tager imod. Der er masser af plads, lidt kedeligt i det store herberg med udsigt over Santiago kun 4-5 km fra Katedralen. Jeg stiller mig op (nærmest på tæer) på en lille forhøjning på toppen af "bjerget" og kan i soltågen lige skimte tre kirketårne i det fjerne. Jeg går ud og spiser, møder et par andre pilgrimme, går til aftenmesse, hvor præsten ikke dukker op. De andre pilgrimme går, og jeg bliver siddende lidt og pludselig kommer præsten 20 minutter efter messen skulle være begyndt. Han læser messe for mig alene. Han er sød og har ingen forklaring på, hvorfor han kom for sent.
9. maj. Jeg går ind i Santiago, drikker kaffe undervejs og er ved katedralen kl. 8.00. Går på pilgrimskontoret, får mit 10. compostela, finder mit logi (et enkeltværelse på et lille hostal) og går til pilgrimsmesse kl. 12.00. Jeg dasker rundt i byen og taler med "kendte" pilgrimme i to dage, inden jeg fredag morgen, den 11. maj, tager en flyver til Madrid og derfra videre hjem.
Gennemnsitlig pris pr. dag for 32 dage/nætter ( 29 på stien, 2 i Santiago, samt ud og hjemrejse) blev 32,40 euro pr. nat/døgn. Dertil kommer flyvebilletter til og fra.
lørdag den 12. maj 2018
Camino Frances igen, igen
Kommentar: Så er jeg tilbage efter nok en tur på Camino Frances efter flere års pause fra denne rute. Og jeg er stadig begejstret for Camino Frances, selvom den hele tiden forandres.
Redaktøren af denne hjemmeside har efterhånden gået Camino Frances en del gange i en over 20 årig periode. Jeg gik ud af Saint Jean Pied de Port, den 11. april om morgenen i en blanding af sne og regn, der op af formiddagen blev til mere sne end regn, og 29 dage efter, den 9. maj gik jeg ind i Santiago tidligt om morgenen i flot vejr efter at have sovet sidste nat på ruten på Monte de Gozo få kilometer uden for Santiago. Ruten forandres hele tiden, hvilket ikke mindst skyldes antallet af pilgrimme, der hele tiden stiger og stiger. Og det er rigtigt, at man indimellem har fornemmelsen af et S-tog i myldretiden, når der er pilgrimme overalt, og det ville være nærmest en uoverkommelig opgave at tale med bare en lille del af dem. Men omvendt har denne tur for undertegnede givet store positive oplevelser, ligesom de religiøse "tilbud" undervejs i form af messer, klosterovernatninger, samt herberger med et kristent idegrundlag også er stigende. Der er barer, rastesteder og herberger for næsten hver 5 kilometer, så alle kan være med. Jeg mødte pilgrimme med såvel rollator som blinde-fører hund. Næsten alle har mulighed for at gennemføre Camino Frances - der er ruten for alle; ikke bare de sportige. Jeg vil en af de nærmeste dage lægge en pilgrimsdagbog ud med primært praktiske informationer, som forhåbentlig kan være en hjælp til dem, der overvejer at gå Camino Frances.
Kl. 14,45 var der indtil nu idag kommet 823 pilgrimme ind til Santiago og meldt sig på pilgrimskontoret. Inden dagen er omme kan over 1.000 have meldt sig - det fortæller lidt om, hvor mange der er på pilgrimsstierne i Spanien her i maj.
Redaktøren af denne hjemmeside har efterhånden gået Camino Frances en del gange i en over 20 årig periode. Jeg gik ud af Saint Jean Pied de Port, den 11. april om morgenen i en blanding af sne og regn, der op af formiddagen blev til mere sne end regn, og 29 dage efter, den 9. maj gik jeg ind i Santiago tidligt om morgenen i flot vejr efter at have sovet sidste nat på ruten på Monte de Gozo få kilometer uden for Santiago. Ruten forandres hele tiden, hvilket ikke mindst skyldes antallet af pilgrimme, der hele tiden stiger og stiger. Og det er rigtigt, at man indimellem har fornemmelsen af et S-tog i myldretiden, når der er pilgrimme overalt, og det ville være nærmest en uoverkommelig opgave at tale med bare en lille del af dem. Men omvendt har denne tur for undertegnede givet store positive oplevelser, ligesom de religiøse "tilbud" undervejs i form af messer, klosterovernatninger, samt herberger med et kristent idegrundlag også er stigende. Der er barer, rastesteder og herberger for næsten hver 5 kilometer, så alle kan være med. Jeg mødte pilgrimme med såvel rollator som blinde-fører hund. Næsten alle har mulighed for at gennemføre Camino Frances - der er ruten for alle; ikke bare de sportige. Jeg vil en af de nærmeste dage lægge en pilgrimsdagbog ud med primært praktiske informationer, som forhåbentlig kan være en hjælp til dem, der overvejer at gå Camino Frances.
Kl. 14,45 var der indtil nu idag kommet 823 pilgrimme ind til Santiago og meldt sig på pilgrimskontoret. Inden dagen er omme kan over 1.000 have meldt sig - det fortæller lidt om, hvor mange der er på pilgrimsstierne i Spanien her i maj.
torsdag den 10. maj 2018
Hund på Caminoen ?
De fleste pilgrimshjemmesider er næsten enslydende: Det er en rigtig dårlig ide at tage hunden med på pilgrimsvandring i Frankrig, Portugal og Spanien.
Jeg kan ikke undvære mig hund, er det svært at tage den med på Caminoen ? Svaret er undtagelsesvis meget klart: JA, det er meget svært.
1) De fleste - stort set alle - overnatningssteder vil ikke have hunde indenfor. Hvilket betyder, at du selv skal have telt med, eller at hunden skal ligge udenfor alene om natten. Det har jeg de få gange, hvor jeg har mødt pilgrimme med hunde, givet anledning til konflikt hundejer og andre pilgrimme imellem, fordi hundene peb/gøede natten igennem. Hundene skal også stå bundne eller ligge udenfor barer og butikker.
2) Der er mange vagthunde langs de fleste Camino-ruter. Vagthundene er efterhånden blevet vant til pilgrimme daglig, men "pilgrimshunde" giver hurtigt anledning til små- eller store hundehundeslagsmål.
3) Mange af de andre pilgrimme bryder sig ikke om hunde, der springer op af dem, tigger mad, slikker dem i hovedet eller andet, selvom "Din hund selvfølgelig aldrig gør den slags".
4) OG her rent referat fra hundejere, der også anbefaler et nej: "Hundenes poter bliver ofte "slidt ned" af de lange daglige etaper."
Spørgsmålet er ofte til debat på andre pilgrimshjemmeside - ofte meget følelsesladet - mellem "onde dyrehadere" og "egoistiske hundejere". Du kan bl.a. læse en af debatterne her på dette engelsksprogede pilgrimsforum: https://www.caminodesantiago.me/community/threads/my-dogs-are-up-for-it-but-i-think-the-people-dont-want-them-there.53571/
Jeg kan ikke undvære mig hund, er det svært at tage den med på Caminoen ? Svaret er undtagelsesvis meget klart: JA, det er meget svært.
1) De fleste - stort set alle - overnatningssteder vil ikke have hunde indenfor. Hvilket betyder, at du selv skal have telt med, eller at hunden skal ligge udenfor alene om natten. Det har jeg de få gange, hvor jeg har mødt pilgrimme med hunde, givet anledning til konflikt hundejer og andre pilgrimme imellem, fordi hundene peb/gøede natten igennem. Hundene skal også stå bundne eller ligge udenfor barer og butikker.
2) Der er mange vagthunde langs de fleste Camino-ruter. Vagthundene er efterhånden blevet vant til pilgrimme daglig, men "pilgrimshunde" giver hurtigt anledning til små- eller store hundehundeslagsmål.
3) Mange af de andre pilgrimme bryder sig ikke om hunde, der springer op af dem, tigger mad, slikker dem i hovedet eller andet, selvom "Din hund selvfølgelig aldrig gør den slags".
4) OG her rent referat fra hundejere, der også anbefaler et nej: "Hundenes poter bliver ofte "slidt ned" af de lange daglige etaper."
Spørgsmålet er ofte til debat på andre pilgrimshjemmeside - ofte meget følelsesladet - mellem "onde dyrehadere" og "egoistiske hundejere". Du kan bl.a. læse en af debatterne her på dette engelsksprogede pilgrimsforum: https://www.caminodesantiago.me/community/threads/my-dogs-are-up-for-it-but-i-think-the-people-dont-want-them-there.53571/
tirsdag den 8. maj 2018
Hvilken Camino er nemmest og sværrest ?
På denne liste er Camino Portugues og Camino Frances de to letteste ruter at gå.
Findes der en liste, der viser sværhedsgraden for de enkelte Caminoer ?, lyder spørgsmålet. Og svaret er desværre lidt diffust, men jeg skal forsøge, så godt jeg kan.
Sværhedsgraden af den enkelte pilgrimsrute afhænger meget af den enkelte pilgrim, men jeg (redaktøren af www.jakobsvejen.dk) vil gerne forsøge mig med min sværhedsgradsliste for de store ruter i Spanien/Portugal, samt en argumentation. Nederst lidt omtale af andre ruter. Samt et par andre bud på hvilke ruter , der er nemmest.
1) Camino Portugues fra Porto. Ruten er kun 235 km lang. Ruten er godt markeret, så det er svært at fare vild. Der er rigelig med overnatningsmuligheder og anden service undervejs, masser af pilgrimsliv (hjælp og fællesskab), da mange går ruten. Nogen vil finde den overrendt. Da ruten "kun" er på 10 - 14 etaper - alt efter den enkelte pilgrims formåen og lyst, kan man som pilgrim få fornemmelsen af, at pilgrimsvandringen er slut , før den er begyndt. Til gengæld er den nemmere at gennemføre med skader.
2) Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port. Knapt 800 km med en lidt barsk start over Pyrenæerne. Her er der endnu mere service af enhver art langs ruten. Når den er sat som nummer 2 er det alene længden, der giver forskellen.
Får man i starten af ruten (ofte 3-5 dagen) skader (ondt i muskler, knæ eller vabler) er det sværere bare at fortsætte, fordi målet ikke er indenfor overskuelig tid. Ruten er fantastisk godt markeret. Det er helt umuligt at fare vild. Vandposter (inkl. barer) med meget korte afstande, som regel max 10 km imellem med enkelte undtagelser.
3) Camino del Norte. Fra Irun til Santiago over 850 km. Mange starter lidt senere men går derved glip af den smukke naturrute fra Irun til Bilbao. Gode overnatningsmuligheder og anden service, men også en del asfalt, som gør ruten lidt sværere - især for ældre med gamle knæ, som undertegede. Masser af pilgrimsliv. Godt markeret med enkelte undtagelser.
4) Camino Primitivo (Oviedo - Santiago ca 315 km) Altså en forholdsvis kort rute, men over bjerge med nogle op og nedstigninger som kræver lidt lungekapacitet og en rimelig god kondition. Derfor først nummer 4 på listen. En del pilgrimme (som undertegnede) begynder Camino Primitivo et sted på Camino del Norte og drejer fra før Gijon for at komme i form før bjergene. Selve Camino Primitivo kan gås på 12 dage eller mindre. Godt markeret med enkelte undtagelser.
5) Via de la Plata (+ Camino Sanabres) fra Sevilla til Santiago, ialt 1.000 km. De første 700 km gennem forholdsvis fladt langskab, men med lange øde strækninger uden pausemuligheder (og endnu værre i regnvejr), der gør ruten mere anstrengende at gå. Der er flere meget lange etaper - et par dage omkring 40 km. Der er ofte langt mellem herberger, barer, samt ikke mindst vandposter, der betyder, at du skal bære forholdsvis mere vand fra morgenstunden. De sidste 300 km af Camino Sanabres virker forholdsvis lettere på grund af pausemulighederne, selvom det går op og ned i bjerge. Har du taget hele turen er du iøvrigt i så god form, at de føles som en leg.
NB: Finistere/Muxia og Camino Ingles er på grund af deres kort hed 3- 5 etaper ikke med på listen, ligesom jeg ikke har taget turen fra Somportpasset (Camino Aragones) til Camino Frances ved Puente la Reina med i bedømmelsen.
Ruter uden for Spanien/Portugal. I Frankrig er det rimelig nemt at gå ( først og fremmest fra Le Puy med Arles-ruten på 2. pladsen) med god afmærkning og rigelig med overnatningsmuligheder. Her er det dog en stor fordel at kunne lidt fransk, da langt de fleste medpilgrimme er franske og fransk derfor ikke alene er hovedsproget langs ruten, men stort set også fællessproget for pilgrimme, ligesom spansk var det, da jeg gik Camino Frances for første gang for rigtig mange år siden. (De mange nationaliteter på ruterne i Spanien betyder, at engelsk, tysk og/eller fransk kan være nok til at få et fællesskab med andre pilgrimme, hvor nogen måske/overikøbet taler spansk og kan tolke, hvis der er brug for det.)Le Puy-ruten er ellers lige så nem at gå som Camino Frances.
De resterende ruter i Frankrig, samt Østrig og Tyskland. Mange ruter er rigtig godt afmærket (dog ikke som i Frankrig og Spanien), men der går meget få eller stort set ingen. Jeg har gået gennem hele Østrig på langs og kun mødt to andre pilgrimme undervejs og overnattede de fleste gange på pension/hotel og under halvdelen i sognegårde/klostre eller en slags pilgrimsherberg. På Bonifatius-ruten i Tyskland mødte vi kun 2 andre pilgrimme, der gik den modsatte vej af os. Og overnattede stort set kun på hoteller (og måtte ofte lede efter overnatning) med et enkelt klosters gæstefløj og et enkelt herberg/nedlagt sognegård undervejs, samt i et kloster ved målet i Fulda.
Ruterne i Tyskland er rimelig godt afmærket med lidt problemer. I Østrig for vi (vi gik to sammen) stort set vild daglig med op til flere kilometer.
Konklusion: Spanien (Portugal) og Frankrig er langt de nemmeste lande at gå pilgrimsvandring.
Men blandt pilgrimme er der IKKE enighed om "nemhedslisten" ovenover. Derfor her to andre bud, hentet på en engelsksproget hjemmeside, hvor ruterne i Frankrig er med på listen:
A)
Turonensis (Chartres to Poitier)
Arles (from which we detoured to walk along the Canal du Midi)
Camino de Madrid
Camino Francés
Le Puy
Norte
og et andet bud
B)
My easiest-Camino Frances,cause I've done it 5 times
Aragones from Somport lovely
Porto to SDC easy but Lisbon to Porto difficult
Via de la Plata x2 mostly easy but long and imo definitely not monotonous
Sanabres wonderful
Salvador challenging but wonderful
Primitivo challenging but wonderful
Norte my least favourite, first week extremely challenging.However will walk it again .God willing.
Findes der en liste, der viser sværhedsgraden for de enkelte Caminoer ?, lyder spørgsmålet. Og svaret er desværre lidt diffust, men jeg skal forsøge, så godt jeg kan.
Sværhedsgraden af den enkelte pilgrimsrute afhænger meget af den enkelte pilgrim, men jeg (redaktøren af www.jakobsvejen.dk) vil gerne forsøge mig med min sværhedsgradsliste for de store ruter i Spanien/Portugal, samt en argumentation. Nederst lidt omtale af andre ruter. Samt et par andre bud på hvilke ruter , der er nemmest.
1) Camino Portugues fra Porto. Ruten er kun 235 km lang. Ruten er godt markeret, så det er svært at fare vild. Der er rigelig med overnatningsmuligheder og anden service undervejs, masser af pilgrimsliv (hjælp og fællesskab), da mange går ruten. Nogen vil finde den overrendt. Da ruten "kun" er på 10 - 14 etaper - alt efter den enkelte pilgrims formåen og lyst, kan man som pilgrim få fornemmelsen af, at pilgrimsvandringen er slut , før den er begyndt. Til gengæld er den nemmere at gennemføre med skader.
2) Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port. Knapt 800 km med en lidt barsk start over Pyrenæerne. Her er der endnu mere service af enhver art langs ruten. Når den er sat som nummer 2 er det alene længden, der giver forskellen.
Får man i starten af ruten (ofte 3-5 dagen) skader (ondt i muskler, knæ eller vabler) er det sværere bare at fortsætte, fordi målet ikke er indenfor overskuelig tid. Ruten er fantastisk godt markeret. Det er helt umuligt at fare vild. Vandposter (inkl. barer) med meget korte afstande, som regel max 10 km imellem med enkelte undtagelser.
3) Camino del Norte. Fra Irun til Santiago over 850 km. Mange starter lidt senere men går derved glip af den smukke naturrute fra Irun til Bilbao. Gode overnatningsmuligheder og anden service, men også en del asfalt, som gør ruten lidt sværere - især for ældre med gamle knæ, som undertegede. Masser af pilgrimsliv. Godt markeret med enkelte undtagelser.
4) Camino Primitivo (Oviedo - Santiago ca 315 km) Altså en forholdsvis kort rute, men over bjerge med nogle op og nedstigninger som kræver lidt lungekapacitet og en rimelig god kondition. Derfor først nummer 4 på listen. En del pilgrimme (som undertegnede) begynder Camino Primitivo et sted på Camino del Norte og drejer fra før Gijon for at komme i form før bjergene. Selve Camino Primitivo kan gås på 12 dage eller mindre. Godt markeret med enkelte undtagelser.
5) Via de la Plata (+ Camino Sanabres) fra Sevilla til Santiago, ialt 1.000 km. De første 700 km gennem forholdsvis fladt langskab, men med lange øde strækninger uden pausemuligheder (og endnu værre i regnvejr), der gør ruten mere anstrengende at gå. Der er flere meget lange etaper - et par dage omkring 40 km. Der er ofte langt mellem herberger, barer, samt ikke mindst vandposter, der betyder, at du skal bære forholdsvis mere vand fra morgenstunden. De sidste 300 km af Camino Sanabres virker forholdsvis lettere på grund af pausemulighederne, selvom det går op og ned i bjerge. Har du taget hele turen er du iøvrigt i så god form, at de føles som en leg.
NB: Finistere/Muxia og Camino Ingles er på grund af deres kort hed 3- 5 etaper ikke med på listen, ligesom jeg ikke har taget turen fra Somportpasset (Camino Aragones) til Camino Frances ved Puente la Reina med i bedømmelsen.
Ruter uden for Spanien/Portugal. I Frankrig er det rimelig nemt at gå ( først og fremmest fra Le Puy med Arles-ruten på 2. pladsen) med god afmærkning og rigelig med overnatningsmuligheder. Her er det dog en stor fordel at kunne lidt fransk, da langt de fleste medpilgrimme er franske og fransk derfor ikke alene er hovedsproget langs ruten, men stort set også fællessproget for pilgrimme, ligesom spansk var det, da jeg gik Camino Frances for første gang for rigtig mange år siden. (De mange nationaliteter på ruterne i Spanien betyder, at engelsk, tysk og/eller fransk kan være nok til at få et fællesskab med andre pilgrimme, hvor nogen måske/overikøbet taler spansk og kan tolke, hvis der er brug for det.)Le Puy-ruten er ellers lige så nem at gå som Camino Frances.
De resterende ruter i Frankrig, samt Østrig og Tyskland. Mange ruter er rigtig godt afmærket (dog ikke som i Frankrig og Spanien), men der går meget få eller stort set ingen. Jeg har gået gennem hele Østrig på langs og kun mødt to andre pilgrimme undervejs og overnattede de fleste gange på pension/hotel og under halvdelen i sognegårde/klostre eller en slags pilgrimsherberg. På Bonifatius-ruten i Tyskland mødte vi kun 2 andre pilgrimme, der gik den modsatte vej af os. Og overnattede stort set kun på hoteller (og måtte ofte lede efter overnatning) med et enkelt klosters gæstefløj og et enkelt herberg/nedlagt sognegård undervejs, samt i et kloster ved målet i Fulda.
Ruterne i Tyskland er rimelig godt afmærket med lidt problemer. I Østrig for vi (vi gik to sammen) stort set vild daglig med op til flere kilometer.
Konklusion: Spanien (Portugal) og Frankrig er langt de nemmeste lande at gå pilgrimsvandring.
Men blandt pilgrimme er der IKKE enighed om "nemhedslisten" ovenover. Derfor her to andre bud, hentet på en engelsksproget hjemmeside, hvor ruterne i Frankrig er med på listen:
A)
Turonensis (Chartres to Poitier)
Arles (from which we detoured to walk along the Canal du Midi)
Camino de Madrid
Camino Francés
Le Puy
Norte
og et andet bud
B)
My easiest-Camino Frances,cause I've done it 5 times
Aragones from Somport lovely
Porto to SDC easy but Lisbon to Porto difficult
Via de la Plata x2 mostly easy but long and imo definitely not monotonous
Sanabres wonderful
Salvador challenging but wonderful
Primitivo challenging but wonderful
Norte my least favourite, first week extremely challenging.However will walk it again .God willing.
søndag den 6. maj 2018
Portugal: Fra kyst- til centralruten.
Ruten mellem Vila do Conde og Pedro de Rates er ikke så godt afmærket, men trods det ikke så svær endda.
Jeg har senere på måneden planlagt at gå fra Porto af kystruten til Vila do Conde og blive der 1. nat, og så dagen efter gå til centralruten og overnatte i Barcelos, men kan det lade sig gøre, lyder spørgsmålet. Og svaret er Ja. Jeg har selv gået to gange fra Camino Portugues kyst til centralruten. Den ene gang fra Lavra og den anden gang fra Vila do Conde, som der spørges om her. Og man skal være opmærksom på, at der er flere muligheder, og at ruten på dette mellemstykke ikke er særlig godt afmærket. Men trods det er det ikke så svært at finde vej. Men der er et mindre stykke med meget asfalt og mange biler.
Der er flere ruter at vælge imellem.
1) www.gronze.com foreslår en vej over Vilarinho - altså syd på (lidt baglæns), som er den nuværende officielle rute. Den er formentlig bedst afmærket, men - formentlig også - mindst benyttet. Idet pilgrimme "ikke kan lide omveje".
2) John Brierleys trykte guide, Camino Portugues (engelskproget), foreslår at gå over Arcos ( altså direkte mod centralruten) af ikke alt for god vej. Til gengæld er det hurtigt overstået, og der findes gule pile de vigtigste steder, men kun de aller vigtigste. Jeg har selv gået den tur, og det gik nemt - med undtagelse af ubehagelige biler tæt på.
3) det tyske pilgrimsikon Raimund Joos har i sin trykte guide fra Outdoor (tysksproget) en vej, der ligger lidt nordligt parallelt med Brierley over Rio Mau og et pænt stykke af N-206. Det er formentlig den korteste, men formentlig også den vej med flest biler.
Jeg har følgende ide, hvis du er i tvivl om vejen. På det - iøvrigt meget udmærkede - herberg i Vila do Conde er der givet andre pilgrimme, der skal til centralruten. Slå følgeskab med andre pilgrimme de første kilometer. Hvis du selv er engelsktalende, vil du givet møde pilgrimme, der følger Brierleys rute, hvor der er 7,3 km fra Vila do Conde til Arcos, hvor du er tilbage på godt afmærket sti. Og så har Arcos en udmærket morgenmads/formiddagscafe, der er meget pilgrimsvenlig. Fra Arcos er stien nem over Pedro de Rates til Barcelos.
Jeg har senere på måneden planlagt at gå fra Porto af kystruten til Vila do Conde og blive der 1. nat, og så dagen efter gå til centralruten og overnatte i Barcelos, men kan det lade sig gøre, lyder spørgsmålet. Og svaret er Ja. Jeg har selv gået to gange fra Camino Portugues kyst til centralruten. Den ene gang fra Lavra og den anden gang fra Vila do Conde, som der spørges om her. Og man skal være opmærksom på, at der er flere muligheder, og at ruten på dette mellemstykke ikke er særlig godt afmærket. Men trods det er det ikke så svært at finde vej. Men der er et mindre stykke med meget asfalt og mange biler.
Der er flere ruter at vælge imellem.
1) www.gronze.com foreslår en vej over Vilarinho - altså syd på (lidt baglæns), som er den nuværende officielle rute. Den er formentlig bedst afmærket, men - formentlig også - mindst benyttet. Idet pilgrimme "ikke kan lide omveje".
2) John Brierleys trykte guide, Camino Portugues (engelskproget), foreslår at gå over Arcos ( altså direkte mod centralruten) af ikke alt for god vej. Til gengæld er det hurtigt overstået, og der findes gule pile de vigtigste steder, men kun de aller vigtigste. Jeg har selv gået den tur, og det gik nemt - med undtagelse af ubehagelige biler tæt på.
3) det tyske pilgrimsikon Raimund Joos har i sin trykte guide fra Outdoor (tysksproget) en vej, der ligger lidt nordligt parallelt med Brierley over Rio Mau og et pænt stykke af N-206. Det er formentlig den korteste, men formentlig også den vej med flest biler.
Jeg har følgende ide, hvis du er i tvivl om vejen. På det - iøvrigt meget udmærkede - herberg i Vila do Conde er der givet andre pilgrimme, der skal til centralruten. Slå følgeskab med andre pilgrimme de første kilometer. Hvis du selv er engelsktalende, vil du givet møde pilgrimme, der følger Brierleys rute, hvor der er 7,3 km fra Vila do Conde til Arcos, hvor du er tilbage på godt afmærket sti. Og så har Arcos en udmærket morgenmads/formiddagscafe, der er meget pilgrimsvenlig. Fra Arcos er stien nem over Pedro de Rates til Barcelos.
fredag den 4. maj 2018
Geneve - le Puy
Le Puy - ruten starter - for en del pilgrimme - allerede i Geneve, som det er nemt at nå med fly.
Da jeg for år tilbage gik Camino del Norte, mødte jeg en schweizer, der var begyndt i Geneve og gik 1150 km til Saint Jean Pied de Port, før han krydsede over til Camino del Norte og tog resten af turen til Santiago derfra.
Da jeg for anden gang gik ud af Le Puy i 2014 var der en del pilgrimme, der var begyndt i Geneve, hvor jeg selv var landet med fly dagen før for at tage toget til Le Puy, og jeg mmærkede lysten til at være startet i Schweiz på grænsen til Frankrig. Nu lyder spørgsmålet: Er det svært at begynde turen i Geneve ? Og svaret er lidt flydende: Formentlig ikke, da jeg ikke har gået ruten selv, men alene to gange brugt Le Puy som startby - ikke Geneve. Men alt hvad jeg hører og læser, fortæller mig, at det skulle være overkommeligt både hvad angår etapelængder og overnatningsmuligheder, og at ruten dernæst berømmes af dem, der har gået den.
Jeg er faldet over en pilgrimsdagbog fra i fjor (2017), hvor amerikanske Kitsambler fortæller om en stor oplevelse. Kitsambler gik "kun 10-15 km om dagen og havde meget få tekniske udfordringer undervejs. Jeg har flere gange her på jakobsvejen.dk skrevet mere generelt om at gå i Frankrig. Kitsamblers beskrivelser fra Geneve - Le Puy, finder I her: https://kitsambler.wordpress.com/
Da jeg for år tilbage gik Camino del Norte, mødte jeg en schweizer, der var begyndt i Geneve og gik 1150 km til Saint Jean Pied de Port, før han krydsede over til Camino del Norte og tog resten af turen til Santiago derfra.
Da jeg for anden gang gik ud af Le Puy i 2014 var der en del pilgrimme, der var begyndt i Geneve, hvor jeg selv var landet med fly dagen før for at tage toget til Le Puy, og jeg mmærkede lysten til at være startet i Schweiz på grænsen til Frankrig. Nu lyder spørgsmålet: Er det svært at begynde turen i Geneve ? Og svaret er lidt flydende: Formentlig ikke, da jeg ikke har gået ruten selv, men alene to gange brugt Le Puy som startby - ikke Geneve. Men alt hvad jeg hører og læser, fortæller mig, at det skulle være overkommeligt både hvad angår etapelængder og overnatningsmuligheder, og at ruten dernæst berømmes af dem, der har gået den.
Jeg er faldet over en pilgrimsdagbog fra i fjor (2017), hvor amerikanske Kitsambler fortæller om en stor oplevelse. Kitsambler gik "kun 10-15 km om dagen og havde meget få tekniske udfordringer undervejs. Jeg har flere gange her på jakobsvejen.dk skrevet mere generelt om at gå i Frankrig. Kitsamblers beskrivelser fra Geneve - Le Puy, finder I her: https://kitsambler.wordpress.com/
onsdag den 2. maj 2018
Alternativ til første del af Camino Frances
Ruta de la Lana, der går fra Alicante til Burgos, er en af de yngste jakobsveje i Spanien. Den blev anlagt som en kombineret fåre- og pilgrimsrute.
Her i maj, hvor herbergerne på den første del af Camino Frances fra Saint Jeran Pied de Port er fyldt til bristepunktet, er der en del pilgrimme, der spørger efter alternative ruter. Flere af dem er omtalt her på siden under Europæiske Pilgrimsveje, ligesom flere andre er nævnt på nyhedssiden det seneste års tid. Nu kan jeg konstatere, at en af de yngste ruter, Ruta de Lana, fra Spaniens sydvestlige hjørne, Alicante, nu er fuldt reetableret, ligesom du fra nettet kan trykke en meget velinformerende guide ud både hvad angår sti og service langs ruten. Ruta de Lana blev først oprettet flere generationer efter, at den sidste maurer havde forladt Spanien, nemlig i 1500- og 1600 tallet. Oprindeligt som en sti/vej, der blev brugt til fåretransport mellem La Mancha og Burgos, men fra 1624 findes der skriftlige beretninger om pilgrimsvandringer af Ruta la Lana mod Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela.
Der er ikke nær så god infrastruktur, som på Camino Frances og Camino Portugues, men det er jo netop en følge af, at der er meget færre pilgrimme, der går ruten. Til gengæld beskriver pilgrimme, der har gået den, herbergerne - ikke mindst på den sidste halvdel Ruta la Lana 2, som værende af langt bedre standard end på Camino Frances, ligesom der skulle være herberger på stort set alle etaper. Der findes to gode hjemmesider med beskrivelser af ruten. Den ene er en guide, som du selv kan trykke ud. http://www.caminosantiago.org/cpperegrino/caminos/caminover.asp?CaminoId=9 , og guiden: http://www.encaminodesdealicante.org/contents/otros-caminos/ruta-de-la-lana/guia-camino-de-la-lana-1.pdf
Den tyske pilgrim, Gertraud Altendorfer, har gået sidste halvdel af Ruta la Lana i 2017, og hun har lavet en ualmindelig flot informativ hjemmeside, der kan hjælpe andre pilgrimme på vej. Hjemmesiden kan findes her: https://gertrudisaltendorferrutadelalana.wordpress.com/ Gertraud Altendorfer brugte 15 vandredage på at gå sidste halvdel. Da overnatningsmulighederne langt fra er lige så gode som på Camino Frances, er det svært for mig, der IKKE selv har gået ruten, at vide om det kan gøres på kortere eller længere tid. Jeg kan se, at Ruta la Lana 2 fra Monteagudo de las Salinas til Burgos (sidste halvdel af ruten) på de få hjemmesider, der omtaler den, er sat til ca 15 vandredage.
Der er også nogle informationer at få via http://www.mundicamino.com/los-caminos/45/ruta-de-la-lana-ii/ ; mens www.gronze.com stort set ingen informationer har.
Her i maj, hvor herbergerne på den første del af Camino Frances fra Saint Jeran Pied de Port er fyldt til bristepunktet, er der en del pilgrimme, der spørger efter alternative ruter. Flere af dem er omtalt her på siden under Europæiske Pilgrimsveje, ligesom flere andre er nævnt på nyhedssiden det seneste års tid. Nu kan jeg konstatere, at en af de yngste ruter, Ruta de Lana, fra Spaniens sydvestlige hjørne, Alicante, nu er fuldt reetableret, ligesom du fra nettet kan trykke en meget velinformerende guide ud både hvad angår sti og service langs ruten. Ruta de Lana blev først oprettet flere generationer efter, at den sidste maurer havde forladt Spanien, nemlig i 1500- og 1600 tallet. Oprindeligt som en sti/vej, der blev brugt til fåretransport mellem La Mancha og Burgos, men fra 1624 findes der skriftlige beretninger om pilgrimsvandringer af Ruta la Lana mod Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela.
Der er ikke nær så god infrastruktur, som på Camino Frances og Camino Portugues, men det er jo netop en følge af, at der er meget færre pilgrimme, der går ruten. Til gengæld beskriver pilgrimme, der har gået den, herbergerne - ikke mindst på den sidste halvdel Ruta la Lana 2, som værende af langt bedre standard end på Camino Frances, ligesom der skulle være herberger på stort set alle etaper. Der findes to gode hjemmesider med beskrivelser af ruten. Den ene er en guide, som du selv kan trykke ud. http://www.caminosantiago.org/cpperegrino/caminos/caminover.asp?CaminoId=9 , og guiden: http://www.encaminodesdealicante.org/contents/otros-caminos/ruta-de-la-lana/guia-camino-de-la-lana-1.pdf
Den tyske pilgrim, Gertraud Altendorfer, har gået sidste halvdel af Ruta la Lana i 2017, og hun har lavet en ualmindelig flot informativ hjemmeside, der kan hjælpe andre pilgrimme på vej. Hjemmesiden kan findes her: https://gertrudisaltendorferrutadelalana.wordpress.com/ Gertraud Altendorfer brugte 15 vandredage på at gå sidste halvdel. Da overnatningsmulighederne langt fra er lige så gode som på Camino Frances, er det svært for mig, der IKKE selv har gået ruten, at vide om det kan gøres på kortere eller længere tid. Jeg kan se, at Ruta la Lana 2 fra Monteagudo de las Salinas til Burgos (sidste halvdel af ruten) på de få hjemmesider, der omtaler den, er sat til ca 15 vandredage.
Der er også nogle informationer at få via http://www.mundicamino.com/los-caminos/45/ruta-de-la-lana-ii/ ; mens www.gronze.com stort set ingen informationer har.
Abonner på:
Opslag (Atom)