Der er ikke enighed mellem "informanterne" om længden af de enkelte etaper. Og det bliver der næppe. Regn alene de opgivne kilometer som vejledende.
Spanske kilometer, siger/sagde min tyske pilgrimsven, Herbert Kissinger jævnligt, når vi er sammen på en pilgrimsvandring i Spanien. Og det virker også mærkeligt, at 5 kilometer nogen dage gås på en halv time og andre dage på halvanden time. Derfor må jeg denne gang give op overfor et spørgsmål her til www.jakobsvejen.dk.
Hvorfor er der så stor forskel på de kilometerantal, der opgives i guidebøger og diverse steder på nettet ? lyder spørgsmålet.
Jeg vil starte med en oplevelse i 2017. Min yndlingspilgrim og jeg var næsten ved målet på en af Via de la Platas allerlængste etaper uden overnatningsmuligheder, pausesteder (ikke en bænk, sten) til at sidde på, og slet ingen barer, byer eller forretninger undervejs - alene 2.000 år gamle ruiner; etapen mellem Carcaboso og Aldeanueva del Camino; der opgives til et sted mellem 39 og 43 km, alt efter, hvor man læser det. Min - pt. - favorithjemmeside, www.gronze.com, siger 38,6 ( og er dermed kortest). Da vi efter en meget lang, varm og tørstende dag nærmede os Aldeanueva del Camino får jeg netop overbevist min medpilgrim om, at vi må være meget tæt på målet, da der pludselig dukker et skilt op: Aldeanueva del Camino 7 km !. Hun var tæt på nedbrud, men gik dog tappert videre, hvorefter vi under 1.000 meter efter stod foran de første huse i den meget lille by. Spanske kilometer.
Derfor regn kilometerne, der angives for Vejledende. Jeg synes, at de alt i alt giver et nogenlunde billede af, hvor lang dages tur er. Men noget helt præcist - uanset hvor du ser dem - skal du ikke regne med, og de forskellige guides på nettet eller i trykt form viser da også, at der ikke er nogen sikre mål.
Skal du gå Camnino Frances vil du opleve et af de typiske eksempler, når du passerer den sidste kilometersten før Santiago, står der - vist nok - 12 km på den, men der er mindst 17 km tilbage. Man har bl.a. "glemt" at rette ind efter anlægget af den - ikke længere så - nye lufthavn, der har givet stien en del flere kilometer i en lang bue uden om lufthavnen. Og skal du gå Camino Frances, er der så mange herberger/overnatningsmuligheder, samt pausesteder undervejs, at du reelt ikke behøvet at planlægge så meget i forvejen. Hold pause, når du trænger; og find en seng, når du mener tiden er til det.
Her et billede fra Via de la Platas Marathon etape, Carcaboso - Aldeanueva del Camino.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar