(Opdatering, den 9.08.2022: Da jeg kan se, at interessen for at læse denne nu over 4 år gamle pilgrimsdagbog stadig er stor, vil jeg gøre opmærksom på følgende: Det meste af dagbogen er stadig aktuelt (dog ikke prisnevieau), selv om den har over fire år på bagen. Jeg gik nøjagtig samme tur igen i september-oktober i fjor, og her fik jeg desværre ikke lavet nogen dagbog, men jeg har over to gange opsummeret mine konklusionen fra denne meget specielle pilgrimsvandring i Coronapandemiens skygge. ) Du kan læse de to små artikler her:
Og her nedenunder uændret dagbogen fra aprtil-maj 2018:
29 dage på Camino Frances - hele vejen - nord for Pyrenæerne til Santiago var for undertegnede (efter flere års pause på denne rute) stadig en stor oplevelse i april-maj 2018. I maj 1997, hvor jeg gik turen første gang, kom der 1.408 pilgrimme ind til Santiago på en hel måned. Alene i søndags, den 13 maj, blev det til 1.223 ankomne til Santiago på een dag. Det store antal pilgrimme har - naturligvis - forandret ruten, men den er stadig en stor pilgrimsoplevelse med langt flere tilbud til pilgrimme - også af religiøs art, end nogen af de andre ruter.
10 april, tirsdag: Fly; København - Paris/Paris - Biarritz - herfra bus til Bayonne og togbus Bayonne-Saint Jean Pied de Port med ankomst ca 19,30. Banegården i Bayonne var fyldt med pilgrimme, der skulle samme vej, og een anden dansker havde taget nøjagtig samme tur som undertegnede. Pilgrimskontoret havde åbent til 21.00, og der var stopfyldt af pilgrimme, der skulle have pilgrimspas, overnatningsliste (meget detaljeret), samt information om ruten over Pyrenæerne. Jeg overnattede i et mindre hotel og spiste sen aftensmad med et utal af andre pilgrimme. Hele Saint Jean Pied de Port føltes fyldt med pilgrimme. ( nederst på siden vil jeg forsøge med et økonomisk overblik for den samlede pilgrimsfærd ).
11. april, onsdag; Saint Jean Pied de Port - Roncesvalles ( ca 24 km): Turen over Leopoeder/Napoleonsruten ( 1437 meters højde) var lukket på grund af snevarsling, hvilket blev oplyst på pilgrimskontoret aftenen før. Jeg havde allerede hjemmefra på grund af vejrudsigten besluttet at tage alternativ-ruten over Valcarlos (1057 meter). Turen over Leopoeder har en samlet opstigning på 1280 og nedstigning på 480; på Valcarlosruten er de samme højdemeter, henholdvis 1080 op og 280 ned (Det går en del op og ned på denne rute - modsat Leopoder, hvor det går mere "direkte" mod toppen). Vejrforholdene betød, at de pilgrimme der overnattede i Orisson, ca 800 højdemeter oppe i Pyrenæerne, fik tilbud om gratis transport i minibusser ned til alternativruten ved Valcarlos ( ca 14 km til Roncesvalles), så de kunne tage turen derfra. 8 valgte trods alle advarsler at gå over Leopoder. 6 af dem kom over i nogenlunde hel stand; men lidt forkomne, temmelig våde og kolde (der var mellem ½ og en meter sne flere steder, som skulle passeres), 2 gav op før toppen og alarmerede redningsmandskab (brandvæsnet i Navarra). Det forlyder, at de måtte punge ud med 5.000 Euro hver for redningsaktionen, fordi de var gået over Napoleonsruten - trods alle advarsler. Selv gik jeg i regn og slud-sne med en længere pause i Valcarlos efter ca 10 km, hvor der er cafeer. De sidste ca 14 km over bjerget var ikke rare, men jeg var i gang, og jeg kunne mærke, at det kørte, selvom jeg måtte gå stærkt for at holde varmen og mine fingre var nærmest følelsesløse af kulde. Jeg havde ingen problemer med at finde vej. Jeg var fremme "allerede" ved 12,30-tiden og kunne konstatere, at en hel del pilgrimme havde taget taxa over og sad tørskoet på de to barer i Roncesvalles. Herberget åbner først kl. 14.00, men den meget imødekommende pige i receptionen reserverede seng til mig straks ved ankomsten ( 12 Euro ), ligesom jeg købte spisebillet til klosterhotellet om aftenen samme sted ( 10 Euro). Jeg gik drivvåd af både regn/sne og sved på overfyldt bar indtil herberget åbnede og fik en plads op af et meget varmt varmeapperat. Her fik jeg tørret både sko, sokker m.m. på rekordtid, selvom andre gående pilgrimme begyndte at ankomme og - naturligvis - gerne ville have del i tørremuligheden. Det føltes for mig næsten hjemligt at komme til Roncesvalles - alt er kendt, så jeg var hurtig med at finde min seng, hænge alt tøj uvasket til tørre og derefter flere timers hvile, før aftensmad i hyggeligt selskab med andre pilgrimme og en stemningsmættet pilgrimsmesse i en næsten fyldt kirke bagefter. Jeg gik i seng med en fornemmelse af at være kommet godt i gang - trods et modbydeligt vejr og dårlige vejrudsigter for de kommende dage.
12. april, torsdag, Roncesvalles-Larrasoana ( ca 27,5 km) Vejret var lige så slemt som forudset. Regn, regn, regn. Det var næsten umuligt at gå på den mudrede sti, så hele første stykke gik af landevejen. Først efter Espinal gik jeg ind på stien, der var passabel trods vanskelige steder på grund af vand og mudder. Der var - af pilgrimme - lavet alternative stier op og ned af skrænter, hvilket gjorde det muligt for mig at beholde fødderne tørre. Et sted var stien dog nærmest en lille bæk uden alternative, man kunne gå af. Her fik jeg manøvret støvler og sokker af (uden at tage rygsækken af) og tog turen - ca 30-40 meter - på bare tæer, fandt tilbage til landevejen (stadig på bare tæer), hvor jeg under et halvtag ved et busstoppested fik tørret fødderne så godt, at jeg kunne tage støvlerne på igen. Jeg spiste morgenmad ( Kaffe med mælk og ristet brød) i den lille cafe i Bizkarreta hos det samme - nu meget ældre - pilgrimsvenlige ægtepar, der har haft Cafeen i over 30 år. I Zubiri var stien lukket med røde plastikbånd, og det var tydeligt, at der stod op mod en halv meter vand. Det regnede stadig. Jeg måtte en tur gennem Zubiri by, hvor jeg personligt altid har syntes, at barejerne var "sure" - måske af gode grunde på grund af uhøflige pilgrimme. Fra Zubriri tog jeg asfaltvejen (nationalvej) til Larrasoana med sprøjtende hurtigkørende biler tæt på. Det var ikke spor rart; og fremme i Larrasoana var alle ideer fra morgenstunden, om at gå til det religiøse herberg med kirke og messe i Trinidad de Arre, lagt på hylden. Jeg fandt frem til det forholdsvis nye private herberg ved landevejen, Albergue San Nicolás, hvor et meget venligt ægtepar tog imod. 12 Euro for en seng og fællesspisning om aftenen til 10 Euro pr person. Ingen messe, men hyggeligt pilgrimsfællesskab.
13. april, fredag, Larrasoana - Uterga ( mindst 32 km, men formentlig langt mere). En af mine mærkeligste pilgrimsdage overhovedet. Værten sendte os af landevejen. Stien var lukket med bånd og umulig at passere uden at gå i vand til livet. Flere steder var floder løbet over bredderne. Jeg gik tidligt i mørke, men kunne ikke sætte mine sædvanlige lygter på rygsækken, da alt var dækket af regntøj og regnbeskyttelse. Jeg måtte gå med lygten i hånden af en regnfuld N 135- ikke særlig rart. Jeg gik og gik og gik, og jeg følte nærmest at vejen var uendelig. Før Pamplona - formentlig i Huarte fortalte en meget venlig lokal mand mig, at jeg skulle dreje fra og gå en anden vej ind i Pamplona. Efter forholdsvis kort tid - ca 1-2 km var der pludselig gule pile af alternativruten ind til byen uden om Trenidad de Arre. Jeg fulgte glad pilene, de hurtigkørende biler var erstattet af bytrafik, indtil der pludselig var rødt bånd på tværs, da jeg skulle passerer floden - Gangbroen stod under vand. En venlig dame sendte mig en anden vej, og jeg gik og gik og gik i en kæmpe bue, og troede aldrig jeg nåede indtil Pamplona, hvilket jeg heller ikke gjorde, for pludselig stod jeg et kendt sted, nemlig i Universitetsparken syd for centrum på den anden side af byen. Det gik ikke helt op for mig, hvordan jeg var kommet der til, men jeg traf i hvert fald, nu hvor regnen var stilnet lidt af, en hurtig beslutning, hvor jeg igen var på kendt vej og vidste, hvor de gule pile var, nemlig at fortsætte ud af byen. Jeg fik min første kaffe og lidt at spise, (klokken havde passeret 11.00) i den lille by (forstad) Cizur Menor i "pilgrimscafeen" lige overfor herberget. Ingen besøg i Pamplona i denne omgang. Lettet og lidt udhvilet efter over en halv times pause besluttede jeg at fortsætte vandringen, men nu af stien med de gule pile. 12 km senere efter 2½ times vandring med overraskelser i form af gang i mudder og små "uciviliserede vandløb" kom jeg til Uterga, hvor jeg aldrig har overnattet. Nok en gang overnatning i en lille by uden messe i privatherberg, Albergue Camino del Perdón, (10 Euro) med fællesspisning om aftenen (lidt kedelig mad), men med god hygge og fællesskab. Værten temmelig fraværende, men en sød ung ansat sydamerikaner forsøgte at skabe lidt stemning. Py, ha sikken dag. De andre pilgrimme klagede over de første vabler, gennemblødte rygsække, og - endnu værre - sko. Jeg fik vasket tøj i maskine og tørret det, ligeledes i maskine ( 8 euro). Jeg er selv fuldstændig fri for skader af nogen art. Min gigt i tæerne klager lidt, men meget lidt. Så jeg føler mig priviligeret i forhold til mine medpilgrimme, hvoraf nogen er rimelig medtaget.
14. april, lørdag, Uterga - Estalla ( ca 30 km). Vejret var blevet bedre, lidt småbyger og gråvejr, men ikke uafbrudt regn. Nu bliver jeg på stien, selvom den flere steder er vanskelig passabel med mudder og vand. Dagen går godt, også op og ned af "bakkerne", og snakken mellem pilgrimmene på stien drejer sig primært om vejret. Velankommen til Estalla går jeg til Albergue parroquial San Miguel. Min første overnatning på et parroquial (menigheds/kristent herberg) med donativo - altså en bøsse, hvor man lægger penge i efter behag. Jeg bliver modtaget hjerteligt af irske Betty, der er frivillig i 3 uger på stedet. Hun har haft travlt og er lidt ked af det. Dagen før har hun haft en gruppe amerikanere, der ikke har opført sig særlig pilgrimsagtigt (pænt), men tværtimod efterladt alt i et svineri, ligesom der ikke var vasket op i køkkenet. Vi bliver kun 3 på sovesalen den nat, 2 østrigere (far og datter), samt undertegnede. Jeg laver mad til os alle på delebasis, og vi går sammen i kirke ( Vor frue af Le Puy, som du kan læse om andet sted her på www.jakobsvejen.dk), hvor der er pilgrimsvelsignelse til afslutning. En rigtig god dag.
15. april, søndag, Estella-Torres del Rio ( ca 29,5 km). Nu kører det bare. Jeg sov over mig, dejligt. Sagde farvel til Betty, der tilbød at lave morgenmad/kaffe til mig, men nej tak. 7,30 gik jeg for første dag i rigtig tørvejr afsted - stadig med regnbukser på. Nem dag gennem blandet landskab med små byer og masser af pausemuligheder, samt lidt enkelte bakker op-ned med udsigtsmuligheder undervejs. Der er rigtig mange medpilgrimme på stierne, og nu hvor det ikke styrter ned, er der basis for lidt snak undervejs. Jeg nærmest løb de sidste kilometer ned af "bakken" de ca 12 km fra Villamayor de Monjardin til Los Arcos, hvor jeg undervejs holdt en kort vand- og kaffepause på en Campingvogns-ude-servering. I den - helt fantastiske - pilgrimskirke i Los Arcos var søndagsmessen lige begyndt, da jeg ankom lidt efter 12. Jeg sneg mig indenfor og kunne på de mange rygsække se, at jeg ikke var eneste pilgrim, selvom vi tydeligt var i mindretal. Bagefter fik jeg tortilla og kaffe på torvet i solskin, inden jeg gik nok 7½ km til Torres del Rio - en yndig lille by (nogle få huse) med slot/kirke, hvor jeg indlogerede mig på privatherberg Casa Mari med seng og aftensmad til samlet pris (22 euro). Faciliterne var ikke de bedste, og jeg kunne konstatere, at de fleste af mine medpilgrimme havde valgt naboherberget, men spiste i "mit" herberg.
16. april, mandag, Torres del Rio - Logrono, kun 20 km af nemmere og nemmere stier, selvom mudderet langt fra er væk. Turen ind til Logrono går forbi industri og vinfirmaer ( Rioja), og inde i selve Logrono er det nemt at finde Albergue parroquial Santiago El Real ved kirken, Apostel Santiago. Herberget er donativo med et spansk/amerikansk ægtepar som værter. Fantastisk søde, og god stemning, i dette Albergue parroquial bliver vi en del pilgrimme, flest spaniere. Men herberget er kun ca halv fyldt. (30 senge). Vi går til messe med velsignelse og spiser fremragende lokalinspireret mad. Logrono er en spændende pilgrimsby med mange middelalderspor. En god dag, hvor jeg ikke føler mig særlig træt efter kun ca 4½ times gang.
17. april, tirsdag, Logrono - Najera (ca 31 km). Det er min 7. dag, solen er begyndt at titte mere og mere frem, og jeg kan godt mærke, at jeg har passeret den kritiske 5. dag uden nogen skader. Skaderne plejer at vise sig på 3. til 5. dagen. Og det ser ud til at jeg også på denne pilgrimstur er heldig. Ingen tegn på vabler, men lidt ondt i knæ og ind imellem, men ikke hele tiden, i mine storetæer ( gigt). Jeg har profylaktisk en beskyttelsesdut på begge mine lilletæer, da neglene her på tidligere pilgrimsture har drillet lidt. Jeg aner ikke, om det er nødvendigt, men de skader ikke. Jeg har købt nye vandresokker i Lidl. De fungerer rigtig godt, sammen med en meget tynd "udenpå-sok", der skal sikre mod friktion/vabler. Med andre ord: Alt det praktiske går godt, og jeg hygger mig med andre pilgrimme, selvom jeg formentlig løber lidt for stærkt, idet jeg ser en del nye pilgrimme meget af tiden. De to østrigere (far - datter) har nået samme herberg, som jeg ( 10 Euro for en seng.) Det samme har et sympatisk sydkoreansk ægtepar først i 50erne. Jeg kommer på 3 mandsværelse med østrigerne. Herberget bliver helt fyldt. Østrigerne og undertegnede aftaler at lave mad sammen, da vi opdager at køkkenet kun har mikrobølgeovn, selvom de reklamerer med fuldt køkken på nettet. De tager på sightseeing, mens jeg går på restaurant og spiser stor middag, inden de lukker køkkenet kl. 15,30. Jeg vil helst spise sen eftermiddag, i kirke ved 19-20-tiden og derefter direkte i seng. Middagen er langt over normalstandarden for pilgrimsmenuer. Messe om aftenen, hvor hver pilgrim går op til alteret og ringer med en særlig pilgrimsklokke, der skal hjælpe med at skaffe bl.a. skygge på vejen til Santiago. Stort set alle pilgrimsvelsignelser, pilgrimsbønner og -sange handler om skygge mod solen. Det ses tydeligt, at de stammer fra middelalderen, hvor pilgrimmene primært passerede Nordspanien i juli, og tog turen igen den anden vej fra Santiago i august, hvor varmen var ulidelig. Her i april er det ikke ligefrem skygge, vi savner, men tørvejr og meget gerne sol.
18. april, onsdag, Najera - Granon (ca 27 km) Tørvejr, mest bredde jordveje, hvor det bliver stadig nemmere at passere mudder og vand - meget er allerede tørret ind. På vejen forbi den smukke middelalder- og pilgrimsby Santa Domingo de la Calzada, hvor man ligesom i de fleste andre større byer med katedraler har fået den forfærdelige uvane med at kræve entre (penge) ved indgangen til de historiske kirker. Hvis biskopperne hellere vil have indtægtsdækkede museer end kirker, så afkrist kirkerne og lav nye kapeller i stedet, hvor pilgrimme og andre andagtssøgende har en chance for at bede, tænke over livet eller bare sidde lidt i ro og mag i Guds hus. Men salg af billetter ved indgangen til Guds hus hører ingen steder hjemme. Jeg beder til, at paven snart vil sige nogen grimt om denne omsiggribende praksis. Jeg går forbi alle katedralerne og finder de små "hverdagskirker/kapeller" i stedet. Jeg køber undervejs i byen ind i et lille supermarked - appelsinjuice, brød og pålæg (spansk skinke) - og spiser på en bænk på torvet overfor et af byens flere klostre, der giver denne by en hel særlig atmosfære. Flere af klostrene er i brug - også som herberg. Trods det fortsætter jeg til Granon med et parroquial-herberg (donativo) i klokketårnet i kirken, hvor præsten allerede for over 25 år siden lavede herberg med tilbud om pilgrimsmesse, samt aftenbøn i kirken. Et helt fantastisk sted, hvor man sover på tynde madrasser på gulvet. To meget imødekommende spanske frivillige tager imod. Man skriver bl.a. sin alder (69 år i mit tilfælde) ind i pilgrimsprotokollen, og de søde hospitaleros giver mig ikke bare to madrasser, nej de bliver også lagt på gulvet op af en væg med kant, så jeg bedre kan komme op og ned. Jeg var meget i tvivl om, hvor vidt jeg kunne sove i Granon med hårde gulve og tynde madrasser, men nu er det næsten som at komme hjem. Jeg føler mig utroligt varmt modtaget, og jeg møder nu flere pilgrimme, som jeg har set før. God stemning. Desværre ingen messe. Præsten er blevet gammel og syg, og kirken betjenes kun om søndagen andre steder fra. Men fællesbønnen om aftenen med den ældre spanske hospitaleros som indleder er blevet bibeholdt - meget stemningsfyldt. Flere pilgrimme sidder og græder. Som sædvanlig fællesspisning, oprydning og opvask.
19. april, torsdag, Granon - Villa Franca Montes de Oce (ca 29. km). Jeg sov dårligt - hvorfor ved jeg ikke, og skulle op flere gange i løbet af natten. Jeg håber ikke, at jeg vækkede mine medpilgrimme. Jeg kom også lidt forvirret ud af døren og glemte en lille stofpose med mit nattøj (tynde shorts med lommer og en tynd bluse med lange ærmer, samt endnu værre det nederste af mine sip-up-bukseben). Nå men turen fra Granon var flot - jeg hørte for første gang ordentlig fuglesang, mest solsort, men sandelig også på et lille stykke vej en nattergal. Jeg var lige ved at gå frem og tilbage på "nattergalestedet" af bar glæde, men fortsatte til Belorado og Tosantos, hvor jeg lige gik forbi franciskanerherberget, hvor en af "guruerne/ caminoens helte", lægfranciskaneren Jose Louis, i mange år ( næsten 30 år) stod for et af de mest fantastiske herberg. Jose Louis er blevet hjerteopereret og er stadig syg, og han har derfor nu helt opgivet at komme tilbage. Nu er hans medbroder Jesus ( Ja, det kan man godt hedde i Spanien) alene i Tosantos. Det forlyder på nettet, at Jesus har svært ved at klare det hele selv, og at herberget måske står foran lukning. Jeg gik forbi først på formiddagen for at hilse på og høre nyt, men døren var låst og med en seddel på, hvor der stod, at der blev åbnet kl. 13.00, så ingen nyheder. På hele denne pilgrimstur støder jeg ustandselig på historier/information om, at de - den nye pilgrimstrends fædre - mest præster, der har stået for anlæg, herberg, kirkelig betjening m.m. langs Camino Frances de seneste 30-40 år, nu er blevet gamle mænd, der enten er døde eller gamle og derfor ude af drift. Enkelte af dem mødte jeg undervejs og fik en god snak med dem. Men derom senere. Jeg fortsatte forbi Tosantos til Villa Franca Montes de Oca, hvor en sød yngre kvinde (hostal-bestyrer/ måske ejer) stod udenfor El Pajaro og tilbød mig et enkeltværelse til 20 Euro. Jeg slog straks til, og hun fortalte om en fantastisk ferietur til Island, som om Island og DK var det samme. Hun var rigtig sød og tilbød oveni tøjvask og tørring til 4 euro, hvilket jeg ligeledes tog imod. Fremragende køkken, men ingen ordenligt supermarked, så jeg spiste tidligt ude og gik tidligt i seng lige efter messen. Mit rene tøj var lagt pænt sammen og stod i en lille balje foran min dør. Jeg sov som en sten.
20. april, fredag, Villa Franca Montes de Oca - Cardanuela ( ca 25 km ). Det er så småt begyndt at blive hverdag, sådan at forstå at den ene vandredag blandes med den anden. Hvornår sov jeg nu der ? og lignende. Jeg begynder at bevæge mig op af bjerget mod San Juan de Ortega. Turen går af jordveje gennem træbevoksning til klostret på toppen og efter 12-13 kilometer er klostret, der pludselig. Der er kun nogle få huse udenom. For 20 år siden et sted, hvor pilgrimme måtte overnatte på grund af en karismatisk præst, der lavede løgsuppe til pilgrimmene hver aften, og hvor pilgrimmene hver især medbragte et eller andet spiseligt; ost, spansk skinke eller lignende, som så blev delt. Efter maden var der messe. Nu er der en meget upersonlig bar, hvor værten oven i købet var mere end fraværende - nærmest tvær, da jeg bestilte min kaffe og satte mig udenfor. Lidt senere dukkede kendte ansigter op, og vi fik en lille morgen/formiddagssnak, før jeg efter et besøg i kirken, tog rygsækken på og gik videre mod Burgos, hvor jeg gerne ville ind i så god tid, at jeg kunne købe nyt "nattøj". Det var derfor min agt at sove så tæt på byen som mulig, så efter at have passeret korset, mødt en fårehyrde med mange får, begyndt nedstigningen fra bjerget og set ind over byen gik jeg til sidste bebyggelse før Burgos, Cardanuela, der kun er en bebyggelse med få huse. Og som så mange andre steder langs den franske rute, er der nu lavet et privat herberg. Jeg flyttede ind på Via Minera, privat herberg til kun 5 euro for en seng, samt fællesspisning til 10 euro; jævnt kedeligt mad, men hyggeligt fællesskab med andre pilgrimme.
21. april, lørdag, Cardanuela - Burgos ( 16 km ). Jeg var inde i byen af kedelig vej rundt om lufthavnen og spurgte om vej til Casa Emaus, kirkeligt herberg med Donativo, som ligger lidt, ca 1,5 km, fra centrum, og som jeg aldrig har besøgt. Mødte en venlig mand, der insisterede på at følge mig hele vejen. Spanierne er utroligt søde og hjælpsomme overfor de tusinder af pilgrimme, der ustandselig "går forbi". Herberget var ikke åbent endnu, men kirken stod åben for tilbedelse hele døgnet , og en kirkegænger fortalte, hvor jeg kunne stille rygsækken der indtil herberget åbnede. Jeg gik i byen og købte nyt "nattøj", jeg så på byen, der vrimlede med pilgrimme, men gik ikke i katedralen (entre), drak i stedet en kop kaffe med en anden pilgrim og gik tilbage til herberget, hvor et utroligt sødt amerikansk ældre par (USA) var værter/frivillige. Der var masser af plads, gode forhold med opholdsstue, fælles spisesal og meget mere. Vi blev kun 4 pilgrimme (en østriger, to franske damer, samt værtsparret - en meget lille flok). Østrigeren talte kun tysk, franskmændene kun meget dårlig engelsk, så pludselig var jeg tolk i alle retninger, selvom jeg langtfra er noget sproggeni, sidst på aftenen gik det lidt i kage for mig med de uafbrudte skift mellem engelsk (værtsparret) tysk og fransk. Der var fællesspisning med efterfølgende messe - en meget hyggelig aften, men da værtsparret gerne ville have pilgrims-åndsfuld-snak efter messen til efter 22-tiden, kunne jeg næsten ikke rumme mere - ikke mindst fordi jeg skulle oversætte fra sprog til sprog. Og til sidst måtte jeg melde pas. Jeg sov rigtig godt. Casa Emaus er afgjort en god oplevelse.
22. april, søndag, Burgos-Hontanos ca 32 km. Trods de forholdsvis mange kilometer en rimelig nem dag. Vejen ud af Burgos er væsentlig kønenere end vejen ind. Man går først langs floden forbi klostre og historiske bygninger. Derefter ud over "stepperne"/Mesetaen (middagsbordet), højde plateauet, Spaniens kornkammer, i ca 800 meters højde, der skulle være næsten ulideligt at gå på om sommeren i stærk solvarme uden skygge. Der er dog små landsbyer/pilgrimsbyer med få kilometer imellem, rigtig mange barer og i de senere år, nye private herberger med meget kort afstand. På en eller anden måde virkede dagens etape mere kendt for mig end tidligere etaper på ruten. Jeg behøvede ikke at se efter gule pile, camino-vejsten eller anden afmærkning. Jeg kendte bare vejen, når jeg stod der, så dagen forekom - trods de over 30 km - rimelig nem, og da jeg kom ind på et herberg i Hontanos, Albergue El Puntido, hvor jeg havde sovet i 2011, var jeg ligesom hjemme igen. Jeg ville godt have boet på Brigida opkaldt efter den hellige Birgitta af Vadstena, der også har et lille kapel i byen, men det var lukket. Byen har en ualmindelig smuk kirke med pilgrimsmesse hver eneste aften med meget aktiv pilgrimspræst - en god by (meget få huse) at overnatte i. Jeg spiste til - min søde værtindes - forundring varm mad lige før lukketid midt på dagen (ca 15,30) fik vasket tøj til 4 euro, der tørrede med det samme i solen. Hyggede mig lidt med andre pilgrimme, gik til messe (der var rigtig mange pilgrimme) og tidligt i seng.
23.04, mandag, Hontanos - Fromista ( ca 34,5 km). Nok en forholdsvis nem dag trods kilometerantallet. Benene kører nemt, og jeg begynder at ane, at jeg kan komme til Santiago alt for tidligt. Skal jeg gå en omvej eller sætte tempoet ned. Jeg har fly hjem, den 11. maj tidligt om morgenen og vil max tilbringe to nætter i Santiago. Jeg møder nu flere på vejen, som jeg kommer til at gøre følgeskab med et stykke tid, irske Patrick, kroatiske Bruno, samt canadiske Dorothy. Stien er fortsat præget af Mesetaen, selvom en enkelt stigning undervejs fra 816 til 909 meter giver en lille forandring. Det er blevet varmere, og jeg drikker langt mere vand undervejs. Jeg følges et stykke - først med Bruno, og senere med irske Patrick, som byder på vand, da jeg er ved at løbe tør. Vel fremme i Fromista går jeg til det kirkelige herberg, Betania, der som www.gronze.com havde advaret om, var lukket - hvorfor ? Lige overfor ligger det private herberg, Estrella del Camino - meget upersonligt, men med gode faciliteter og et godt køkken. Jeg laver fællesmad for de 4 ovennævnte ( Det kan gøres i rimelig god kvalitet til ca 2-3 euro pr. næse), før vi følges til messe, hvor det viser sig (hvad der ofte er tilfælde i Spanien), at der ikke er messe mandag. Præstens fridag. Vi drikker en øl sammen i stedet for.
24.04, tirsdag, Fromista - Carrion de los Condes ( kun ca 21 km )Ualmindelig nem dag i godt vejr af næsten fuldstændig flade uendelige jordveje. Jeg kommer meget tidligt til Carrion, hvor jeg på forhånd har besluttet at bo hos Augustinersøstrene, der afgjort har et af de mest stemningsfyldte herberger undervejs, Sta. Maria.( 5 euro for en seng.) Det er muligt at deltage i vesper og komlet. Søstrene laver fællessang, herberget er indrettet perfekt med køkken og dejlig gårdhave. Jeg køber ind i Dia og laver igen fællesmad til vor lille flok. Inden alle fælles-begivenhederne, der slutter med (lidt sen) pilgrimsmesse. Herberget med plads til næsten 60 pilgrimme, er helt fyldt. Alle pilgrimme modtager pilgrimvelsignelse (hvis de vil) og de fem guitarspillende og syngende augustinersøstre med den karismatiske moder Elisabeth (tysk) i spidsen er en af de forholdsvis nye "kultherberger" på Camino Frances. ( se eventuelt på You Tube)
25.04., onsdag, Carrion-Sahagun (ca 40 km.) Jeg sov forholdsvis dårligt uden påvisselig grund. Men gik trods det rask til ud af Masetaen langs uendelige grusveje, landsbrugsjord, forbi vandingsanlæg og kanaler, og næsten ingen træer. Landskabet er meget særegent og giver plads til vidtløftige tanker og ideer. Jeg løber - trods løfter til mig selv om det modsatte - alt for stærkt og ser derfor ikke længere mine pilgrimsvenner fra de seneste dage. Vel ankommet til Sahagun dummer jeg mig lidt. Jeg går forbi det kommunale herberg, der hører til de dårligste på ruten, og bliver desværre fristet af et billigt hostal og får mit eget rum. Lidt ærgerligt, da jeg senere på dagen erfarer, at de har det rigtig godt hos hos benediktinerinderne i Albergue de peregrinos de la Santa Cruz, hvor jeg senere på dagen går til messe. Jeg spiser ude og snakker lidt med en amerikansk pilgrim, der spørger en del til forskellen mellem parroquial, kommunale og private herberger. Hvordan finder jeg parroquial ?, spørger han.
26.04., torsdag, Sahagun - Mansilla de las Mulas (37,5 km) Jeg bliver ved med at gå langt, men undskylder mig selv med, at der så i morgen kun er få kilometer til Leon, hvor jeg under alle omstændigheder bliver en nat. Landskabet er uforandret, men nogle af småbyerne ser lidt fattige ud med lerklinede huse; en enkelt by, El Burgo Ranero, ligner en udslidt by fra en spagetti-western. Der er meget få op og nedstigninger, vejret er lidt koldt om morgenen, men meget tidlig formiddag har jeg kun korte ærmer. Jeg holder en del kaffepauser undervejs, inden jeg lander på Camino Frances absolut bedste kommunale herberg hos Laura i Albergue de peregrinos de Mansilla de las Mulas. Der er allerede ankommet en del pilgrimme, men jeg får trods det anvist en seng i et afsides soverum, hvor vi ender med kun at sove tre - et ældre ægtepar og undertegnede i hver sin ende. Der er messe hver aften i byen, og Laura skaber god atmosfære på herberget, hvor køkkenet er udmærket, og hvor en mindre Dia gør det muligt at købe billigt ind. Jeg laver mad selv, men "kender" ikke rigtig nogen, da jeg de seneste dage har gået fra de pilgrimme, jeg tidligere delte fællesskab med.
27.04. fredag, Mansilla de las Mulas-Leon ( ca 18 km). Turen ind til Leon går hurtigt. En lukket gangbro over motorvejen betyder en "omvej" gennem grønt område med en bakke/bjerg, hvorfra udsigten ud over byen er formidabel. Leon og Burgos er lidt omvente. Turen ind til Burgos er ikke særlig rar - modsat turen ud. I Leon er det omvendt. Her er turen ud igen rigtig kedelig. Men det er først i morgen. Lige inden man går ind i den gamle bydel har Civilforsvaret lavet en lille bod, hvor de uddeler bykort, lidt slik og vand, samtidig med at de spørger pilgrimmene, om der er noget de kan hjælpe med. Hvilken modtagelse ! Jeg går direkte til Albergue del convento de las carbajalas hos nogle Benedektinersøstre, hvor sovesalen er rimelig kedelig, køkkenet ligeså, men hvor der er aftenmesse og vesper, hvor søstrene forinden har en lille øvestund med pilgrimmene, så de kan "lære at synge som munke/nonner", hvilket ikke lykkedes, men som er aldeles fornøjeligt. Jeg køber lidt kold mad, spiser på herberget, og møder på grund af min korte dag igen "kendte" pilgrimme, ligesom jeg støder ind i 3 danske pilgrimme - alle mænd/drenge, der går hver for sig. Vi får en lille snak. Jeg besøger min yndlingskirke undervejs, San Isodore, der heldigvis stadig er kirke og ikke museum, i modsætning til katedralen i byen, som jeg går uden om. Leon er en stor spændende by med mange bymæssige overraskelser.
28.04.lørdag, Leon - Hospital de Orbigo ( ca 36 km.) Den direkte rute, som jeg vælger, er kedelig, men hører efter min smag med til en pilgrimsvandring. Turen ud gennem Leon er ikke særlig spændende, og den fortsatte tur langs Nationalvej N-120 ikke mere spændende, men så dukker en af de mest interessante af de små pilgrimsbyer op, Hospital de Orbigo. Man kommer ind i byen af en over 700 meter lang middelalderbro, der går over floden Orbigo. Den er bygget mellem år 1000 og år 1100 af Johanitterriddere på fundamenterne af en tidligere romersk bro. Den nye bro blev bygget for at sikre pilgrimmene vej over det gang sumppede engareal samt selve floden, der var ualmindelig bred. Bagefter byggede ridderne et hospital - overnatningssted til pilgrimme, og til sidst kirken, der naturligt hedder San Juan. Altså: først bro, så overnatning og til sidst kirke. Byen opstod så omkring det hele, og i dag er herberget, der er indrettet i præstegården, Albergue parroquial Karl Leisner, og opkaldt efter en tysker, en af mine yndlingsherberger undervejs. Et af de første overnatningssteder, der blev oprettet for over 30 år siden, da pilgrimsvandringens "genfødsel" stadig var i sin vorden. Præsten bor der desværre ikke mere. Jeg fik en længere snak med ham ved dette besøg. Han er flyttet i en mere ældrevenlig nabobygning efter at have fået problemer med hjertet, men han læser stadig pilgrimsmesse hver evig eneste aften. Og han er stadig utrolig sød og imødekommende. Frivillige står for al det praktiske. Navnet på herbeget, Karl Leisner. En tysk præst, der under krigen med nød og næppe overlevede rædslerne i flere koncentrationslejre for at dø i august 1945 af de pinsler og sygdomme, han havde med. Karl Leisner er i dag saligkåret i den katolske kirke og lægger navn til nogle ungdomsfonde, der bl.a. har været med til at finansiere herberget i Hospital de Orbigo. Og så har præsten bag projektet plastret væggene i herbergets gård til med tekster fra det 2. Vaticankonsil, hvilket fortæller en del om hans støtte til en fornyelse af den spanske kirke efter Franco. En god dag i Hospital de Orbigo, hvor irske Patrick dukkede op.
29. april, søndag, Hospital de Orbigo - Astorga ( ca 17,5 km). Ja, jeg ville egentlig have gået længere, formentlig Rabanal, men så ender det med, at hele turen kun tager 26-27 dage, og jeg har planlagt med 30. Nu er mit mål at gå ind på 29 dage med sidste nat 4 km før Santiago på Monte do Gozo. Turen til Astorga er uden de store udfordringer. Jeg drikker kaffe undervejs, og kommer til byen længe før herberget åbner. Jeg stiller min rygsæk under et halvtag foran og går i støvregnen ud og drikker kaffe på en lille cafe. Herberget er utroligt stort, og jeg møder danske frivillige, som jeg får en lille snak med. Der er et stort og godt køkken, men det er søndag. En enkelt butik i byen har åbent, Carrefour, hvor jeg kan købe rimeligt ind og lave mad. Der er temmelig meget trængsel i køkkenet, og man kan mærke, at antallet af pilgrimme har fået nok en nyk opad her i Astorga, hvor mange har første dag. Patrick dukker op og spiser med. Det er hans sidste dag. Han skal hjem og passe arbejde, men har haft en kanon oplevelse og er meget opsat på at komme tilbage og gå "turen færdig". Patrick en af den slags gode "pilgrimsvenner", som pilgrimslivet giver som gave. Pilgrimsstierne er meget gavmild med gode oplevelser. Vi slutter dagen af med messe i præsteseminariet tæt på herberget i et lille intimt kirkerum med en imødekommende ældre præst, der talte varmt om pilgrimsvandring.
30. april, mandag, Astorga-Foncebadon (ca 25,5 km). Nu er mesetaen for alvor bag mig. Og opstigningen mod Jernkorset i gang. Jeg passerer den ene lille by efter den anden og kigger efter en bestemt ting. Påskedag, den 2. april 2015, blev en amerikansk kvindelig pilgrim myrdet her; formentlig under kamp om hendes penge. Morderen er sat bagt tremmer i meget lang tid. Det er det eneste mord, der har fundet sted på samtlige caminoer i Spanien i mands minde, og forhåbentlig også det sidste. Men jeg ser ingen mindesten. Hvis den er der, er jeg gået forbi, da jeg når Rabanal, hvor jeg tidligere har overnattet. Vejret er godt, men koldt, og der er mange pilgrimme på stien - også flere kendte ansigter bl.a. australske Ben, som jeg er løbet ind i flere gange, og som jeg får en sludder med. Han har ikke hørt om mordet. Jeg drikker kaffe i Rabanal og overvejer, om jeg skal ringe på i det lille Benedektinerkloster og spørge om jeg må bo hos dem to nætter og deltage i deres bønsliv. Det har jeg før gjort og haft en stor oplevelse ud af i et cistercienserkloster på Camino Sanabres. Jeg vælger at fortsætte til Foncebadon, hvor lægfranciskanerne - med økonomisk hjælp - har genopbygget en kirkeruin og delt den i to, så der er herberg i den ene ende og kirke/kapel i den anden. Stedet hedder Domus Dei med lægfranciskaneren, Javier, som vært og hospitaleros. Han går hele tiden udenfor og ryger. Det har jeg ikke set en lægfranciskaner gøre før. Det er begyndt at sne, og det er rigtig koldt - også indenfor, hvor der er tryg på diverse (lidt brandfarlige ) ovne. Der er plads til 18 pilgrimme i det lille herberg. Jeg er den første denne dag. For at få varmen går jeg på baren overfor, hvor jeg falder i snak med fire tyske pilgrimme, tre af hankøn og en kvinde, Angela, som jeg kommer til at se meget til de kommende dage. Bagefter tilbage til herberget, hvor det vrimler ind. Vi spiser sammen og holder andagt i kirken bagefter. Det hele meget sent, så jeg først lå i min seng efter kl. 22. Men en rigtig dejlig aften.
1. maj, tirsdag, Foncebadon - Ponferrada ( ca 27 km ). En helt fantastisk tur, men i starten med minusgrader. Jeg havde små vanter på, men frøs trods det om fingrene. Frosten var dog en fordel for mudderet efter gårsdagens regn og sne. Stien var så frossen, at man kunne gå nemt/tørskoet selv de mere fugtige steder. En fantastisk solopgang og store udsigter hele vejen op, hvor sneen lå tung på bjergtoppene. Jeg nåede jernkorset, mødte en anden pilgrim og fik taget et par billeder. Derefter nedad af de stejle stenede stier. Det gør altså ondt i mine knæ og jeg prøvede at sætte farten ned, og så kom der nye udsigter over diverse byer, Molinaseca og Ponferrada. Jeg flyttede straks ind på det store herberg, Albergue parroquial San Nicolás de Flüe, med plads til næsten 200 pilgrimme placeret i mindre sovesale. Jeg blev modtaget varmt af en af de mange frivillige på stedet. Stort køkken med muligheds for at lave mad, men 1. maj. Der var imidlertid masser af rester - ubrugt pasta, en halv bakke champignon, tomater, løg og reven ost i massevis. Olivenolie havde jeg selv slæbt rundt på, så pludselig havde jeg en helt måltid. Jeg var ikke den eneste. Der blev trængsel i køkkenet. Det er helt utroligt, så godt dette kæmpeherberg fungerer, hvilket ikke mindst skyldes de 5 søde ældre spanske frivillige og en langt yngre pige, der gerne ville praktisere sit engelske. Så på tur rundt i byen med middelalderkirker, men først og fremmest en af de største og mest velbevarede ridderborge overhovedet. Kæmpestor og dominerende midt i byen. Aftenmessen var - desværre ikke i herbergskirken, men i en af byens flotte middelalderkirker.
2. maj, onsdag, Ponferrada - Villafranca del Bierzo( ca 24 km) En af Camino Frances nemmeste etaper med en næsten uendelig vej ud af byen. Turen føles meget kort, og der er oven i købet mulighed for et par afkortninger undervejs. Man passerer den ene vinmark efter den anden, og jeg spørger mig selv, hvorfor vin herfra ikke er nær så kendt som vin fra Rioja. Jeg købte dagen før en udmærket lokal rødvin til 2½ euro. Jeg ankom til nok en meget smuk pilgrimsby med snævre middelaldergader, et utal af herberger i det mange hoteller har sat flere senge ind i værelserne og lejer ud på ny måde. Villafranca er noget særligt - sidste større station før Galicien. Jeg flytter ind i et tidligere kloster. Nu hotel og herberg, Albergue-Hospedería San Nicolás El Real, privat ejet. 8½ euro for en seng, idet der skulle vise sig at blive enkeltværelse med eget bad og toilet, idet den søde værtinde, Carmen, sendte alle nye pilgrimme i andre værelser, så jeg fik min 4-mandsstue for mig selv. Købte friske grønne asparges, kylling, grønt og ost og lavede mad til tyske Angela og jeg selv inden jeg gik på rundtur til byens nærmest uendelige antal kirker og klostre.
3 maj, torsdag, Villafranca - La faba (ca 24 km). Dagene begynder at ligne hinanden og min tur op til valfartsstedet o Cebreio, kommer til at gå over La Faba en lille bebyggelse og en lille omvej på vejen op, for nu stiger det for alvor igen ved indgangen til Galicien. Samme kilometer som i går, men langt hårdere. Det er første gang, at jeg ikke har taget turen helt over toppen på samme dag, men jeg vil ikke til Santiago for tidligt. Turen er meget smuk, køerne går ude på markerne og ind imellem på pilgrimsstien, så man pænt må vente, til de har passeret. I Danmark ser vi stort set aldrig mere en ko på en mark. De er allesammen spærret inde i stordriftstalde. Der er mange pausesteder undervejs. I La Faba kommer der mange pilgrimme til, men de fleste går videre over o Cebreio. Fortinden bliver der drukket både vand, øl og læskedrikke i La Fabas få barer. Jeg flytter ind på det tyske herberg, Donativo, hvor der ikke bliver fyldt denne dag. Herberget/tyskerne har genopbygget både kirke og præstebolig, der nu står meget smukt som herberg med en smagfuld indrettet åben kirke med masser af levende lys. Vi ( flere tyskere og jeg) spiser sammen i baren, hvor vi slutter af med en lille stærk sag, doneret af værten til turens første Santiagotærte.(Mandelkage).
4. maj, fredag La Faba- Samos ( ca 37 km). En af de smukkeste morgenen på turen, månen lyste klart over de snedækkede bjerge, mens solens første stråler gav østhimlen et rødligt skær. De første 4-5 kilometer til toppen var helt fantastiske inden grænsestenen bedyrede, at nu var jeg i Galicien. Så ind forbi det lille kloster i o Cebreio, hvor der nu står et utal af mindesten for Don Elias, præsten der fandt på de gule pile. I 1980 (vist nok) passerede der nogle få franske pilgrimme, der havde taget turen fra Le Puy i Frankrig til Santiago ( ca 1550 km). De bankede på kirkedørerne undervejs for overnatning, således også i o Cebreio, hvor Don Elias tog imod. Det var svært at finde vej til Santiago, sagde de. Don Elisas tog de følgende år en masse gul maling og kørte til Roncesvalles og begyndte at lave gule pile hele vejen mod Santiago på husmure, træer, asfalt - alt hvad han kunne finde. Poltiet stoppede ham og spurgte - måske meget naturligt - hvad han havde gang i. Jeg forbereder en invasion fra Frankrig, sagde han. Han døde længe før, at hans spådom gik i opfyldelse, men siden han malede den første gule pil, skal det samlede antal pilgrimme nu tælles i millioner, og det årlige antal er over 300.000. Foran kirken stod en del telte - måske hjemløse, sådan så de ud. Det var meget koldt på toppen, så jeg blev kun nogle få minutter foran den - desværre - lukkede kirke, før turen gik ned ad bjergene igen. Ned til Tricastela med pauser undervejs og videre til kæmpeklostret i Samos ( en omvej på ca 10 km ), hvor herberget var halvtomt og forblev halvtomt. Jeg spiste en større middag på en af restuaranterne overfor klostret, hvilede mig og gik til messe med munkene - stemningsfuldt.
5. maj, lørdag. Samos - Portomarin ( ca 38 km). Jeg gik tidligt morgen til Sarria, hvor endnu flere pilgrimme begynder deres tur til Santiago - ikke mindst mange spaniere, der ofte går i grupper. De første ca 15 km til Sarria er mest kedelig landevej, herefter gennem byen, hvor der er pilgrimme bogstavelig talt overalt. Jeg spiste morgenmad i en pilgrimsgade og fortsatte mod Portomarin. Nu hilser pilgrimmene knapt nok på hinanden, turen fortsætter nærmest i gåsegang med småsvindlende "døve" romaer, der stopper pilgrimmene for at få "hjælp" og penge som afveksling. De nytilkomne pilgrimme er for fleres vedkommende i så dårlig form, at de stønner allerede ved første bakke. Det er faktisk temmelig underholdende, og grupper af spanske pilgrimme, der synger og griner, er med til at øge stemningen yderligere. Dagens etape går gennem landsbyer med landbrug som hovederhverv, så der er køer og får overalt, samt landmænd, der pløjer, ser til vinmarker eller kører rundt med sprøjten. Jeg når til Portomarin og flytter på herberg, Albergue-Pensión PortoSantiago ( 10 Euro) med godt køkken, laver mad "hjemme" og går til pilgrimsmesse med et utal af nye ansigter.
6. maj, søndag, Portomarin-Palas de Rei (ca 24 km) og ikke længere den dag, selvom benene godt kan. Landskabet er uforandret galicisk. Landbrugsegn med små byer undervejs med barer og alt, mens bjergene ligger i det fjerne. Jeg når tidligt til byen og flytter direkte på Albergue San Marcos overfor kirken af samme navn, hvor der er pilgrimsmesse samme aften. Jeg vasker tøj og hænger det ud i solen, der synes at have bidt sig fast. Det er søndag, og jeg spiser glimrende søndagsmiddag ude, hygger mig en del med flere pilgrimme - også danskere, der er begyndt i Sarria. Santiago er tydelig kommet tæt på.
7. maj, mandag, Palas de Rei - Arzua (28,5 km). Jeg er kommet i topform og går gennem byer, skove (eucalyptus) med pilgrimme både foran og bagved; op af nogle stigninger er der kø i "overhalingsbanen", og - desværre - rigtig meget affald langs stien. Jeg kommer til Arzua og går gennem hele byen til et herberg tæt på kirken, Albergue Vía Lactea, hvor jeg har boet før. Der bor stort set kun spaniere, samt en enkelt fransk pilgrim og undertegnede. Der er godt køkken, god plads og gode forhold (10 Euro for en seng). Jeg får vasket tøj i maskine, tørret det i solen og købt ind i stort supermarked for at spise hjemme, sidder inden messen på en bar foran kirken, hvor jeg drikker en øl med en tysk pilgrim. Nu er kirken nærmest fyldt af pilgrimme, mange er tydelig begyndt i Sarria. De halter rundt og virker rimelig trætte (medtagne).
8. maj, tirsdag, Arzua - Monte do Gozo ( 35 km). Nu vil jeg bare ind. Jeg går og går og kommer op til Monte do Gozo ved 13- 14 tiden. Sød hospitaleros ansat af region Galicia tager imod. Der er masser af plads, lidt kedeligt i det store herberg med udsigt over Santiago kun 4-5 km fra Katedralen. Jeg stiller mig op (nærmest på tæer) på en lille forhøjning på toppen af "bjerget" og kan i soltågen lige skimte tre kirketårne i det fjerne. Jeg går ud og spiser, møder et par andre pilgrimme, går til aftenmesse, hvor præsten ikke dukker op. De andre pilgrimme går, og jeg bliver siddende lidt og pludselig kommer præsten 20 minutter efter messen skulle være begyndt. Han læser messe for mig alene. Han er sød og har ingen forklaring på, hvorfor han kom for sent.
9. maj. Jeg går ind i Santiago, drikker kaffe undervejs og er ved katedralen kl. 8.00. Går på pilgrimskontoret, får mit 10. compostela, finder mit logi (et enkeltværelse på et lille hostal) og går til pilgrimsmesse kl. 12.00. Jeg dasker rundt i byen og taler med "kendte" pilgrimme i to dage, inden jeg fredag morgen, den 11. maj, tager en flyver til Madrid og derfra videre hjem.
Gennemnsitlig pris pr. dag for 32 dage/nætter ( 29 på stien, 2 i Santiago, samt ud og hjemrejse) blev 32,40 euro pr. nat/døgn. Dertil kommer flyvebilletter til og fra.
29 dage på Camino Frances - hele vejen - nord for Pyrenæerne til Santiago var for undertegnede (efter flere års pause på denne rute) stadig en stor oplevelse i april-maj 2018. I maj 1997, hvor jeg gik turen første gang, kom der 1.408 pilgrimme ind til Santiago på en hel måned. Alene i søndags, den 13 maj, blev det til 1.223 ankomne til Santiago på een dag. Det store antal pilgrimme har - naturligvis - forandret ruten, men den er stadig en stor pilgrimsoplevelse med langt flere tilbud til pilgrimme - også af religiøs art, end nogen af de andre ruter.
10 april, tirsdag: Fly; København - Paris/Paris - Biarritz - herfra bus til Bayonne og togbus Bayonne-Saint Jean Pied de Port med ankomst ca 19,30. Banegården i Bayonne var fyldt med pilgrimme, der skulle samme vej, og een anden dansker havde taget nøjagtig samme tur som undertegnede. Pilgrimskontoret havde åbent til 21.00, og der var stopfyldt af pilgrimme, der skulle have pilgrimspas, overnatningsliste (meget detaljeret), samt information om ruten over Pyrenæerne. Jeg overnattede i et mindre hotel og spiste sen aftensmad med et utal af andre pilgrimme. Hele Saint Jean Pied de Port føltes fyldt med pilgrimme. ( nederst på siden vil jeg forsøge med et økonomisk overblik for den samlede pilgrimsfærd ).
11. april, onsdag; Saint Jean Pied de Port - Roncesvalles ( ca 24 km): Turen over Leopoeder/Napoleonsruten ( 1437 meters højde) var lukket på grund af snevarsling, hvilket blev oplyst på pilgrimskontoret aftenen før. Jeg havde allerede hjemmefra på grund af vejrudsigten besluttet at tage alternativ-ruten over Valcarlos (1057 meter). Turen over Leopoeder har en samlet opstigning på 1280 og nedstigning på 480; på Valcarlosruten er de samme højdemeter, henholdvis 1080 op og 280 ned (Det går en del op og ned på denne rute - modsat Leopoder, hvor det går mere "direkte" mod toppen). Vejrforholdene betød, at de pilgrimme der overnattede i Orisson, ca 800 højdemeter oppe i Pyrenæerne, fik tilbud om gratis transport i minibusser ned til alternativruten ved Valcarlos ( ca 14 km til Roncesvalles), så de kunne tage turen derfra. 8 valgte trods alle advarsler at gå over Leopoder. 6 af dem kom over i nogenlunde hel stand; men lidt forkomne, temmelig våde og kolde (der var mellem ½ og en meter sne flere steder, som skulle passeres), 2 gav op før toppen og alarmerede redningsmandskab (brandvæsnet i Navarra). Det forlyder, at de måtte punge ud med 5.000 Euro hver for redningsaktionen, fordi de var gået over Napoleonsruten - trods alle advarsler. Selv gik jeg i regn og slud-sne med en længere pause i Valcarlos efter ca 10 km, hvor der er cafeer. De sidste ca 14 km over bjerget var ikke rare, men jeg var i gang, og jeg kunne mærke, at det kørte, selvom jeg måtte gå stærkt for at holde varmen og mine fingre var nærmest følelsesløse af kulde. Jeg havde ingen problemer med at finde vej. Jeg var fremme "allerede" ved 12,30-tiden og kunne konstatere, at en hel del pilgrimme havde taget taxa over og sad tørskoet på de to barer i Roncesvalles. Herberget åbner først kl. 14.00, men den meget imødekommende pige i receptionen reserverede seng til mig straks ved ankomsten ( 12 Euro ), ligesom jeg købte spisebillet til klosterhotellet om aftenen samme sted ( 10 Euro). Jeg gik drivvåd af både regn/sne og sved på overfyldt bar indtil herberget åbnede og fik en plads op af et meget varmt varmeapperat. Her fik jeg tørret både sko, sokker m.m. på rekordtid, selvom andre gående pilgrimme begyndte at ankomme og - naturligvis - gerne ville have del i tørremuligheden. Det føltes for mig næsten hjemligt at komme til Roncesvalles - alt er kendt, så jeg var hurtig med at finde min seng, hænge alt tøj uvasket til tørre og derefter flere timers hvile, før aftensmad i hyggeligt selskab med andre pilgrimme og en stemningsmættet pilgrimsmesse i en næsten fyldt kirke bagefter. Jeg gik i seng med en fornemmelse af at være kommet godt i gang - trods et modbydeligt vejr og dårlige vejrudsigter for de kommende dage.
12. april, torsdag, Roncesvalles-Larrasoana ( ca 27,5 km) Vejret var lige så slemt som forudset. Regn, regn, regn. Det var næsten umuligt at gå på den mudrede sti, så hele første stykke gik af landevejen. Først efter Espinal gik jeg ind på stien, der var passabel trods vanskelige steder på grund af vand og mudder. Der var - af pilgrimme - lavet alternative stier op og ned af skrænter, hvilket gjorde det muligt for mig at beholde fødderne tørre. Et sted var stien dog nærmest en lille bæk uden alternative, man kunne gå af. Her fik jeg manøvret støvler og sokker af (uden at tage rygsækken af) og tog turen - ca 30-40 meter - på bare tæer, fandt tilbage til landevejen (stadig på bare tæer), hvor jeg under et halvtag ved et busstoppested fik tørret fødderne så godt, at jeg kunne tage støvlerne på igen. Jeg spiste morgenmad ( Kaffe med mælk og ristet brød) i den lille cafe i Bizkarreta hos det samme - nu meget ældre - pilgrimsvenlige ægtepar, der har haft Cafeen i over 30 år. I Zubiri var stien lukket med røde plastikbånd, og det var tydeligt, at der stod op mod en halv meter vand. Det regnede stadig. Jeg måtte en tur gennem Zubiri by, hvor jeg personligt altid har syntes, at barejerne var "sure" - måske af gode grunde på grund af uhøflige pilgrimme. Fra Zubriri tog jeg asfaltvejen (nationalvej) til Larrasoana med sprøjtende hurtigkørende biler tæt på. Det var ikke spor rart; og fremme i Larrasoana var alle ideer fra morgenstunden, om at gå til det religiøse herberg med kirke og messe i Trinidad de Arre, lagt på hylden. Jeg fandt frem til det forholdsvis nye private herberg ved landevejen, Albergue San Nicolás, hvor et meget venligt ægtepar tog imod. 12 Euro for en seng og fællesspisning om aftenen til 10 Euro pr person. Ingen messe, men hyggeligt pilgrimsfællesskab.
13. april, fredag, Larrasoana - Uterga ( mindst 32 km, men formentlig langt mere). En af mine mærkeligste pilgrimsdage overhovedet. Værten sendte os af landevejen. Stien var lukket med bånd og umulig at passere uden at gå i vand til livet. Flere steder var floder løbet over bredderne. Jeg gik tidligt i mørke, men kunne ikke sætte mine sædvanlige lygter på rygsækken, da alt var dækket af regntøj og regnbeskyttelse. Jeg måtte gå med lygten i hånden af en regnfuld N 135- ikke særlig rart. Jeg gik og gik og gik, og jeg følte nærmest at vejen var uendelig. Før Pamplona - formentlig i Huarte fortalte en meget venlig lokal mand mig, at jeg skulle dreje fra og gå en anden vej ind i Pamplona. Efter forholdsvis kort tid - ca 1-2 km var der pludselig gule pile af alternativruten ind til byen uden om Trenidad de Arre. Jeg fulgte glad pilene, de hurtigkørende biler var erstattet af bytrafik, indtil der pludselig var rødt bånd på tværs, da jeg skulle passerer floden - Gangbroen stod under vand. En venlig dame sendte mig en anden vej, og jeg gik og gik og gik i en kæmpe bue, og troede aldrig jeg nåede indtil Pamplona, hvilket jeg heller ikke gjorde, for pludselig stod jeg et kendt sted, nemlig i Universitetsparken syd for centrum på den anden side af byen. Det gik ikke helt op for mig, hvordan jeg var kommet der til, men jeg traf i hvert fald, nu hvor regnen var stilnet lidt af, en hurtig beslutning, hvor jeg igen var på kendt vej og vidste, hvor de gule pile var, nemlig at fortsætte ud af byen. Jeg fik min første kaffe og lidt at spise, (klokken havde passeret 11.00) i den lille by (forstad) Cizur Menor i "pilgrimscafeen" lige overfor herberget. Ingen besøg i Pamplona i denne omgang. Lettet og lidt udhvilet efter over en halv times pause besluttede jeg at fortsætte vandringen, men nu af stien med de gule pile. 12 km senere efter 2½ times vandring med overraskelser i form af gang i mudder og små "uciviliserede vandløb" kom jeg til Uterga, hvor jeg aldrig har overnattet. Nok en gang overnatning i en lille by uden messe i privatherberg, Albergue Camino del Perdón, (10 Euro) med fællesspisning om aftenen (lidt kedelig mad), men med god hygge og fællesskab. Værten temmelig fraværende, men en sød ung ansat sydamerikaner forsøgte at skabe lidt stemning. Py, ha sikken dag. De andre pilgrimme klagede over de første vabler, gennemblødte rygsække, og - endnu værre - sko. Jeg fik vasket tøj i maskine og tørret det, ligeledes i maskine ( 8 euro). Jeg er selv fuldstændig fri for skader af nogen art. Min gigt i tæerne klager lidt, men meget lidt. Så jeg føler mig priviligeret i forhold til mine medpilgrimme, hvoraf nogen er rimelig medtaget.
14. april, lørdag, Uterga - Estalla ( ca 30 km). Vejret var blevet bedre, lidt småbyger og gråvejr, men ikke uafbrudt regn. Nu bliver jeg på stien, selvom den flere steder er vanskelig passabel med mudder og vand. Dagen går godt, også op og ned af "bakkerne", og snakken mellem pilgrimmene på stien drejer sig primært om vejret. Velankommen til Estalla går jeg til Albergue parroquial San Miguel. Min første overnatning på et parroquial (menigheds/kristent herberg) med donativo - altså en bøsse, hvor man lægger penge i efter behag. Jeg bliver modtaget hjerteligt af irske Betty, der er frivillig i 3 uger på stedet. Hun har haft travlt og er lidt ked af det. Dagen før har hun haft en gruppe amerikanere, der ikke har opført sig særlig pilgrimsagtigt (pænt), men tværtimod efterladt alt i et svineri, ligesom der ikke var vasket op i køkkenet. Vi bliver kun 3 på sovesalen den nat, 2 østrigere (far og datter), samt undertegnede. Jeg laver mad til os alle på delebasis, og vi går sammen i kirke ( Vor frue af Le Puy, som du kan læse om andet sted her på www.jakobsvejen.dk), hvor der er pilgrimsvelsignelse til afslutning. En rigtig god dag.
15. april, søndag, Estella-Torres del Rio ( ca 29,5 km). Nu kører det bare. Jeg sov over mig, dejligt. Sagde farvel til Betty, der tilbød at lave morgenmad/kaffe til mig, men nej tak. 7,30 gik jeg for første dag i rigtig tørvejr afsted - stadig med regnbukser på. Nem dag gennem blandet landskab med små byer og masser af pausemuligheder, samt lidt enkelte bakker op-ned med udsigtsmuligheder undervejs. Der er rigtig mange medpilgrimme på stierne, og nu hvor det ikke styrter ned, er der basis for lidt snak undervejs. Jeg nærmest løb de sidste kilometer ned af "bakken" de ca 12 km fra Villamayor de Monjardin til Los Arcos, hvor jeg undervejs holdt en kort vand- og kaffepause på en Campingvogns-ude-servering. I den - helt fantastiske - pilgrimskirke i Los Arcos var søndagsmessen lige begyndt, da jeg ankom lidt efter 12. Jeg sneg mig indenfor og kunne på de mange rygsække se, at jeg ikke var eneste pilgrim, selvom vi tydeligt var i mindretal. Bagefter fik jeg tortilla og kaffe på torvet i solskin, inden jeg gik nok 7½ km til Torres del Rio - en yndig lille by (nogle få huse) med slot/kirke, hvor jeg indlogerede mig på privatherberg Casa Mari med seng og aftensmad til samlet pris (22 euro). Faciliterne var ikke de bedste, og jeg kunne konstatere, at de fleste af mine medpilgrimme havde valgt naboherberget, men spiste i "mit" herberg.
16. april, mandag, Torres del Rio - Logrono, kun 20 km af nemmere og nemmere stier, selvom mudderet langt fra er væk. Turen ind til Logrono går forbi industri og vinfirmaer ( Rioja), og inde i selve Logrono er det nemt at finde Albergue parroquial Santiago El Real ved kirken, Apostel Santiago. Herberget er donativo med et spansk/amerikansk ægtepar som værter. Fantastisk søde, og god stemning, i dette Albergue parroquial bliver vi en del pilgrimme, flest spaniere. Men herberget er kun ca halv fyldt. (30 senge). Vi går til messe med velsignelse og spiser fremragende lokalinspireret mad. Logrono er en spændende pilgrimsby med mange middelalderspor. En god dag, hvor jeg ikke føler mig særlig træt efter kun ca 4½ times gang.
17. april, tirsdag, Logrono - Najera (ca 31 km). Det er min 7. dag, solen er begyndt at titte mere og mere frem, og jeg kan godt mærke, at jeg har passeret den kritiske 5. dag uden nogen skader. Skaderne plejer at vise sig på 3. til 5. dagen. Og det ser ud til at jeg også på denne pilgrimstur er heldig. Ingen tegn på vabler, men lidt ondt i knæ og ind imellem, men ikke hele tiden, i mine storetæer ( gigt). Jeg har profylaktisk en beskyttelsesdut på begge mine lilletæer, da neglene her på tidligere pilgrimsture har drillet lidt. Jeg aner ikke, om det er nødvendigt, men de skader ikke. Jeg har købt nye vandresokker i Lidl. De fungerer rigtig godt, sammen med en meget tynd "udenpå-sok", der skal sikre mod friktion/vabler. Med andre ord: Alt det praktiske går godt, og jeg hygger mig med andre pilgrimme, selvom jeg formentlig løber lidt for stærkt, idet jeg ser en del nye pilgrimme meget af tiden. De to østrigere (far - datter) har nået samme herberg, som jeg ( 10 Euro for en seng.) Det samme har et sympatisk sydkoreansk ægtepar først i 50erne. Jeg kommer på 3 mandsværelse med østrigerne. Herberget bliver helt fyldt. Østrigerne og undertegnede aftaler at lave mad sammen, da vi opdager at køkkenet kun har mikrobølgeovn, selvom de reklamerer med fuldt køkken på nettet. De tager på sightseeing, mens jeg går på restaurant og spiser stor middag, inden de lukker køkkenet kl. 15,30. Jeg vil helst spise sen eftermiddag, i kirke ved 19-20-tiden og derefter direkte i seng. Middagen er langt over normalstandarden for pilgrimsmenuer. Messe om aftenen, hvor hver pilgrim går op til alteret og ringer med en særlig pilgrimsklokke, der skal hjælpe med at skaffe bl.a. skygge på vejen til Santiago. Stort set alle pilgrimsvelsignelser, pilgrimsbønner og -sange handler om skygge mod solen. Det ses tydeligt, at de stammer fra middelalderen, hvor pilgrimmene primært passerede Nordspanien i juli, og tog turen igen den anden vej fra Santiago i august, hvor varmen var ulidelig. Her i april er det ikke ligefrem skygge, vi savner, men tørvejr og meget gerne sol.
18. april, onsdag, Najera - Granon (ca 27 km) Tørvejr, mest bredde jordveje, hvor det bliver stadig nemmere at passere mudder og vand - meget er allerede tørret ind. På vejen forbi den smukke middelalder- og pilgrimsby Santa Domingo de la Calzada, hvor man ligesom i de fleste andre større byer med katedraler har fået den forfærdelige uvane med at kræve entre (penge) ved indgangen til de historiske kirker. Hvis biskopperne hellere vil have indtægtsdækkede museer end kirker, så afkrist kirkerne og lav nye kapeller i stedet, hvor pilgrimme og andre andagtssøgende har en chance for at bede, tænke over livet eller bare sidde lidt i ro og mag i Guds hus. Men salg af billetter ved indgangen til Guds hus hører ingen steder hjemme. Jeg beder til, at paven snart vil sige nogen grimt om denne omsiggribende praksis. Jeg går forbi alle katedralerne og finder de små "hverdagskirker/kapeller" i stedet. Jeg køber undervejs i byen ind i et lille supermarked - appelsinjuice, brød og pålæg (spansk skinke) - og spiser på en bænk på torvet overfor et af byens flere klostre, der giver denne by en hel særlig atmosfære. Flere af klostrene er i brug - også som herberg. Trods det fortsætter jeg til Granon med et parroquial-herberg (donativo) i klokketårnet i kirken, hvor præsten allerede for over 25 år siden lavede herberg med tilbud om pilgrimsmesse, samt aftenbøn i kirken. Et helt fantastisk sted, hvor man sover på tynde madrasser på gulvet. To meget imødekommende spanske frivillige tager imod. Man skriver bl.a. sin alder (69 år i mit tilfælde) ind i pilgrimsprotokollen, og de søde hospitaleros giver mig ikke bare to madrasser, nej de bliver også lagt på gulvet op af en væg med kant, så jeg bedre kan komme op og ned. Jeg var meget i tvivl om, hvor vidt jeg kunne sove i Granon med hårde gulve og tynde madrasser, men nu er det næsten som at komme hjem. Jeg føler mig utroligt varmt modtaget, og jeg møder nu flere pilgrimme, som jeg har set før. God stemning. Desværre ingen messe. Præsten er blevet gammel og syg, og kirken betjenes kun om søndagen andre steder fra. Men fællesbønnen om aftenen med den ældre spanske hospitaleros som indleder er blevet bibeholdt - meget stemningsfyldt. Flere pilgrimme sidder og græder. Som sædvanlig fællesspisning, oprydning og opvask.
19. april, torsdag, Granon - Villa Franca Montes de Oce (ca 29. km). Jeg sov dårligt - hvorfor ved jeg ikke, og skulle op flere gange i løbet af natten. Jeg håber ikke, at jeg vækkede mine medpilgrimme. Jeg kom også lidt forvirret ud af døren og glemte en lille stofpose med mit nattøj (tynde shorts med lommer og en tynd bluse med lange ærmer, samt endnu værre det nederste af mine sip-up-bukseben). Nå men turen fra Granon var flot - jeg hørte for første gang ordentlig fuglesang, mest solsort, men sandelig også på et lille stykke vej en nattergal. Jeg var lige ved at gå frem og tilbage på "nattergalestedet" af bar glæde, men fortsatte til Belorado og Tosantos, hvor jeg lige gik forbi franciskanerherberget, hvor en af "guruerne/ caminoens helte", lægfranciskaneren Jose Louis, i mange år ( næsten 30 år) stod for et af de mest fantastiske herberg. Jose Louis er blevet hjerteopereret og er stadig syg, og han har derfor nu helt opgivet at komme tilbage. Nu er hans medbroder Jesus ( Ja, det kan man godt hedde i Spanien) alene i Tosantos. Det forlyder på nettet, at Jesus har svært ved at klare det hele selv, og at herberget måske står foran lukning. Jeg gik forbi først på formiddagen for at hilse på og høre nyt, men døren var låst og med en seddel på, hvor der stod, at der blev åbnet kl. 13.00, så ingen nyheder. På hele denne pilgrimstur støder jeg ustandselig på historier/information om, at de - den nye pilgrimstrends fædre - mest præster, der har stået for anlæg, herberg, kirkelig betjening m.m. langs Camino Frances de seneste 30-40 år, nu er blevet gamle mænd, der enten er døde eller gamle og derfor ude af drift. Enkelte af dem mødte jeg undervejs og fik en god snak med dem. Men derom senere. Jeg fortsatte forbi Tosantos til Villa Franca Montes de Oca, hvor en sød yngre kvinde (hostal-bestyrer/ måske ejer) stod udenfor El Pajaro og tilbød mig et enkeltværelse til 20 Euro. Jeg slog straks til, og hun fortalte om en fantastisk ferietur til Island, som om Island og DK var det samme. Hun var rigtig sød og tilbød oveni tøjvask og tørring til 4 euro, hvilket jeg ligeledes tog imod. Fremragende køkken, men ingen ordenligt supermarked, så jeg spiste tidligt ude og gik tidligt i seng lige efter messen. Mit rene tøj var lagt pænt sammen og stod i en lille balje foran min dør. Jeg sov som en sten.
20. april, fredag, Villa Franca Montes de Oca - Cardanuela ( ca 25 km ). Det er så småt begyndt at blive hverdag, sådan at forstå at den ene vandredag blandes med den anden. Hvornår sov jeg nu der ? og lignende. Jeg begynder at bevæge mig op af bjerget mod San Juan de Ortega. Turen går af jordveje gennem træbevoksning til klostret på toppen og efter 12-13 kilometer er klostret, der pludselig. Der er kun nogle få huse udenom. For 20 år siden et sted, hvor pilgrimme måtte overnatte på grund af en karismatisk præst, der lavede løgsuppe til pilgrimmene hver aften, og hvor pilgrimmene hver især medbragte et eller andet spiseligt; ost, spansk skinke eller lignende, som så blev delt. Efter maden var der messe. Nu er der en meget upersonlig bar, hvor værten oven i købet var mere end fraværende - nærmest tvær, da jeg bestilte min kaffe og satte mig udenfor. Lidt senere dukkede kendte ansigter op, og vi fik en lille morgen/formiddagssnak, før jeg efter et besøg i kirken, tog rygsækken på og gik videre mod Burgos, hvor jeg gerne ville ind i så god tid, at jeg kunne købe nyt "nattøj". Det var derfor min agt at sove så tæt på byen som mulig, så efter at have passeret korset, mødt en fårehyrde med mange får, begyndt nedstigningen fra bjerget og set ind over byen gik jeg til sidste bebyggelse før Burgos, Cardanuela, der kun er en bebyggelse med få huse. Og som så mange andre steder langs den franske rute, er der nu lavet et privat herberg. Jeg flyttede ind på Via Minera, privat herberg til kun 5 euro for en seng, samt fællesspisning til 10 euro; jævnt kedeligt mad, men hyggeligt fællesskab med andre pilgrimme.
21. april, lørdag, Cardanuela - Burgos ( 16 km ). Jeg var inde i byen af kedelig vej rundt om lufthavnen og spurgte om vej til Casa Emaus, kirkeligt herberg med Donativo, som ligger lidt, ca 1,5 km, fra centrum, og som jeg aldrig har besøgt. Mødte en venlig mand, der insisterede på at følge mig hele vejen. Spanierne er utroligt søde og hjælpsomme overfor de tusinder af pilgrimme, der ustandselig "går forbi". Herberget var ikke åbent endnu, men kirken stod åben for tilbedelse hele døgnet , og en kirkegænger fortalte, hvor jeg kunne stille rygsækken der indtil herberget åbnede. Jeg gik i byen og købte nyt "nattøj", jeg så på byen, der vrimlede med pilgrimme, men gik ikke i katedralen (entre), drak i stedet en kop kaffe med en anden pilgrim og gik tilbage til herberget, hvor et utroligt sødt amerikansk ældre par (USA) var værter/frivillige. Der var masser af plads, gode forhold med opholdsstue, fælles spisesal og meget mere. Vi blev kun 4 pilgrimme (en østriger, to franske damer, samt værtsparret - en meget lille flok). Østrigeren talte kun tysk, franskmændene kun meget dårlig engelsk, så pludselig var jeg tolk i alle retninger, selvom jeg langtfra er noget sproggeni, sidst på aftenen gik det lidt i kage for mig med de uafbrudte skift mellem engelsk (værtsparret) tysk og fransk. Der var fællesspisning med efterfølgende messe - en meget hyggelig aften, men da værtsparret gerne ville have pilgrims-åndsfuld-snak efter messen til efter 22-tiden, kunne jeg næsten ikke rumme mere - ikke mindst fordi jeg skulle oversætte fra sprog til sprog. Og til sidst måtte jeg melde pas. Jeg sov rigtig godt. Casa Emaus er afgjort en god oplevelse.
22. april, søndag, Burgos-Hontanos ca 32 km. Trods de forholdsvis mange kilometer en rimelig nem dag. Vejen ud af Burgos er væsentlig kønenere end vejen ind. Man går først langs floden forbi klostre og historiske bygninger. Derefter ud over "stepperne"/Mesetaen (middagsbordet), højde plateauet, Spaniens kornkammer, i ca 800 meters højde, der skulle være næsten ulideligt at gå på om sommeren i stærk solvarme uden skygge. Der er dog små landsbyer/pilgrimsbyer med få kilometer imellem, rigtig mange barer og i de senere år, nye private herberger med meget kort afstand. På en eller anden måde virkede dagens etape mere kendt for mig end tidligere etaper på ruten. Jeg behøvede ikke at se efter gule pile, camino-vejsten eller anden afmærkning. Jeg kendte bare vejen, når jeg stod der, så dagen forekom - trods de over 30 km - rimelig nem, og da jeg kom ind på et herberg i Hontanos, Albergue El Puntido, hvor jeg havde sovet i 2011, var jeg ligesom hjemme igen. Jeg ville godt have boet på Brigida opkaldt efter den hellige Birgitta af Vadstena, der også har et lille kapel i byen, men det var lukket. Byen har en ualmindelig smuk kirke med pilgrimsmesse hver eneste aften med meget aktiv pilgrimspræst - en god by (meget få huse) at overnatte i. Jeg spiste til - min søde værtindes - forundring varm mad lige før lukketid midt på dagen (ca 15,30) fik vasket tøj til 4 euro, der tørrede med det samme i solen. Hyggede mig lidt med andre pilgrimme, gik til messe (der var rigtig mange pilgrimme) og tidligt i seng.
23.04, mandag, Hontanos - Fromista ( ca 34,5 km). Nok en forholdsvis nem dag trods kilometerantallet. Benene kører nemt, og jeg begynder at ane, at jeg kan komme til Santiago alt for tidligt. Skal jeg gå en omvej eller sætte tempoet ned. Jeg har fly hjem, den 11. maj tidligt om morgenen og vil max tilbringe to nætter i Santiago. Jeg møder nu flere på vejen, som jeg kommer til at gøre følgeskab med et stykke tid, irske Patrick, kroatiske Bruno, samt canadiske Dorothy. Stien er fortsat præget af Mesetaen, selvom en enkelt stigning undervejs fra 816 til 909 meter giver en lille forandring. Det er blevet varmere, og jeg drikker langt mere vand undervejs. Jeg følges et stykke - først med Bruno, og senere med irske Patrick, som byder på vand, da jeg er ved at løbe tør. Vel fremme i Fromista går jeg til det kirkelige herberg, Betania, der som www.gronze.com havde advaret om, var lukket - hvorfor ? Lige overfor ligger det private herberg, Estrella del Camino - meget upersonligt, men med gode faciliteter og et godt køkken. Jeg laver fællesmad for de 4 ovennævnte ( Det kan gøres i rimelig god kvalitet til ca 2-3 euro pr. næse), før vi følges til messe, hvor det viser sig (hvad der ofte er tilfælde i Spanien), at der ikke er messe mandag. Præstens fridag. Vi drikker en øl sammen i stedet for.
24.04, tirsdag, Fromista - Carrion de los Condes ( kun ca 21 km )Ualmindelig nem dag i godt vejr af næsten fuldstændig flade uendelige jordveje. Jeg kommer meget tidligt til Carrion, hvor jeg på forhånd har besluttet at bo hos Augustinersøstrene, der afgjort har et af de mest stemningsfyldte herberger undervejs, Sta. Maria.( 5 euro for en seng.) Det er muligt at deltage i vesper og komlet. Søstrene laver fællessang, herberget er indrettet perfekt med køkken og dejlig gårdhave. Jeg køber ind i Dia og laver igen fællesmad til vor lille flok. Inden alle fælles-begivenhederne, der slutter med (lidt sen) pilgrimsmesse. Herberget med plads til næsten 60 pilgrimme, er helt fyldt. Alle pilgrimme modtager pilgrimvelsignelse (hvis de vil) og de fem guitarspillende og syngende augustinersøstre med den karismatiske moder Elisabeth (tysk) i spidsen er en af de forholdsvis nye "kultherberger" på Camino Frances. ( se eventuelt på You Tube)
25.04., onsdag, Carrion-Sahagun (ca 40 km.) Jeg sov forholdsvis dårligt uden påvisselig grund. Men gik trods det rask til ud af Masetaen langs uendelige grusveje, landsbrugsjord, forbi vandingsanlæg og kanaler, og næsten ingen træer. Landskabet er meget særegent og giver plads til vidtløftige tanker og ideer. Jeg løber - trods løfter til mig selv om det modsatte - alt for stærkt og ser derfor ikke længere mine pilgrimsvenner fra de seneste dage. Vel ankommet til Sahagun dummer jeg mig lidt. Jeg går forbi det kommunale herberg, der hører til de dårligste på ruten, og bliver desværre fristet af et billigt hostal og får mit eget rum. Lidt ærgerligt, da jeg senere på dagen erfarer, at de har det rigtig godt hos hos benediktinerinderne i Albergue de peregrinos de la Santa Cruz, hvor jeg senere på dagen går til messe. Jeg spiser ude og snakker lidt med en amerikansk pilgrim, der spørger en del til forskellen mellem parroquial, kommunale og private herberger. Hvordan finder jeg parroquial ?, spørger han.
26.04., torsdag, Sahagun - Mansilla de las Mulas (37,5 km) Jeg bliver ved med at gå langt, men undskylder mig selv med, at der så i morgen kun er få kilometer til Leon, hvor jeg under alle omstændigheder bliver en nat. Landskabet er uforandret, men nogle af småbyerne ser lidt fattige ud med lerklinede huse; en enkelt by, El Burgo Ranero, ligner en udslidt by fra en spagetti-western. Der er meget få op og nedstigninger, vejret er lidt koldt om morgenen, men meget tidlig formiddag har jeg kun korte ærmer. Jeg holder en del kaffepauser undervejs, inden jeg lander på Camino Frances absolut bedste kommunale herberg hos Laura i Albergue de peregrinos de Mansilla de las Mulas. Der er allerede ankommet en del pilgrimme, men jeg får trods det anvist en seng i et afsides soverum, hvor vi ender med kun at sove tre - et ældre ægtepar og undertegnede i hver sin ende. Der er messe hver aften i byen, og Laura skaber god atmosfære på herberget, hvor køkkenet er udmærket, og hvor en mindre Dia gør det muligt at købe billigt ind. Jeg laver mad selv, men "kender" ikke rigtig nogen, da jeg de seneste dage har gået fra de pilgrimme, jeg tidligere delte fællesskab med.
27.04. fredag, Mansilla de las Mulas-Leon ( ca 18 km). Turen ind til Leon går hurtigt. En lukket gangbro over motorvejen betyder en "omvej" gennem grønt område med en bakke/bjerg, hvorfra udsigten ud over byen er formidabel. Leon og Burgos er lidt omvente. Turen ind til Burgos er ikke særlig rar - modsat turen ud. I Leon er det omvendt. Her er turen ud igen rigtig kedelig. Men det er først i morgen. Lige inden man går ind i den gamle bydel har Civilforsvaret lavet en lille bod, hvor de uddeler bykort, lidt slik og vand, samtidig med at de spørger pilgrimmene, om der er noget de kan hjælpe med. Hvilken modtagelse ! Jeg går direkte til Albergue del convento de las carbajalas hos nogle Benedektinersøstre, hvor sovesalen er rimelig kedelig, køkkenet ligeså, men hvor der er aftenmesse og vesper, hvor søstrene forinden har en lille øvestund med pilgrimmene, så de kan "lære at synge som munke/nonner", hvilket ikke lykkedes, men som er aldeles fornøjeligt. Jeg køber lidt kold mad, spiser på herberget, og møder på grund af min korte dag igen "kendte" pilgrimme, ligesom jeg støder ind i 3 danske pilgrimme - alle mænd/drenge, der går hver for sig. Vi får en lille snak. Jeg besøger min yndlingskirke undervejs, San Isodore, der heldigvis stadig er kirke og ikke museum, i modsætning til katedralen i byen, som jeg går uden om. Leon er en stor spændende by med mange bymæssige overraskelser.
28.04.lørdag, Leon - Hospital de Orbigo ( ca 36 km.) Den direkte rute, som jeg vælger, er kedelig, men hører efter min smag med til en pilgrimsvandring. Turen ud gennem Leon er ikke særlig spændende, og den fortsatte tur langs Nationalvej N-120 ikke mere spændende, men så dukker en af de mest interessante af de små pilgrimsbyer op, Hospital de Orbigo. Man kommer ind i byen af en over 700 meter lang middelalderbro, der går over floden Orbigo. Den er bygget mellem år 1000 og år 1100 af Johanitterriddere på fundamenterne af en tidligere romersk bro. Den nye bro blev bygget for at sikre pilgrimmene vej over det gang sumppede engareal samt selve floden, der var ualmindelig bred. Bagefter byggede ridderne et hospital - overnatningssted til pilgrimme, og til sidst kirken, der naturligt hedder San Juan. Altså: først bro, så overnatning og til sidst kirke. Byen opstod så omkring det hele, og i dag er herberget, der er indrettet i præstegården, Albergue parroquial Karl Leisner, og opkaldt efter en tysker, en af mine yndlingsherberger undervejs. Et af de første overnatningssteder, der blev oprettet for over 30 år siden, da pilgrimsvandringens "genfødsel" stadig var i sin vorden. Præsten bor der desværre ikke mere. Jeg fik en længere snak med ham ved dette besøg. Han er flyttet i en mere ældrevenlig nabobygning efter at have fået problemer med hjertet, men han læser stadig pilgrimsmesse hver evig eneste aften. Og han er stadig utrolig sød og imødekommende. Frivillige står for al det praktiske. Navnet på herbeget, Karl Leisner. En tysk præst, der under krigen med nød og næppe overlevede rædslerne i flere koncentrationslejre for at dø i august 1945 af de pinsler og sygdomme, han havde med. Karl Leisner er i dag saligkåret i den katolske kirke og lægger navn til nogle ungdomsfonde, der bl.a. har været med til at finansiere herberget i Hospital de Orbigo. Og så har præsten bag projektet plastret væggene i herbergets gård til med tekster fra det 2. Vaticankonsil, hvilket fortæller en del om hans støtte til en fornyelse af den spanske kirke efter Franco. En god dag i Hospital de Orbigo, hvor irske Patrick dukkede op.
29. april, søndag, Hospital de Orbigo - Astorga ( ca 17,5 km). Ja, jeg ville egentlig have gået længere, formentlig Rabanal, men så ender det med, at hele turen kun tager 26-27 dage, og jeg har planlagt med 30. Nu er mit mål at gå ind på 29 dage med sidste nat 4 km før Santiago på Monte do Gozo. Turen til Astorga er uden de store udfordringer. Jeg drikker kaffe undervejs, og kommer til byen længe før herberget åbner. Jeg stiller min rygsæk under et halvtag foran og går i støvregnen ud og drikker kaffe på en lille cafe. Herberget er utroligt stort, og jeg møder danske frivillige, som jeg får en lille snak med. Der er et stort og godt køkken, men det er søndag. En enkelt butik i byen har åbent, Carrefour, hvor jeg kan købe rimeligt ind og lave mad. Der er temmelig meget trængsel i køkkenet, og man kan mærke, at antallet af pilgrimme har fået nok en nyk opad her i Astorga, hvor mange har første dag. Patrick dukker op og spiser med. Det er hans sidste dag. Han skal hjem og passe arbejde, men har haft en kanon oplevelse og er meget opsat på at komme tilbage og gå "turen færdig". Patrick en af den slags gode "pilgrimsvenner", som pilgrimslivet giver som gave. Pilgrimsstierne er meget gavmild med gode oplevelser. Vi slutter dagen af med messe i præsteseminariet tæt på herberget i et lille intimt kirkerum med en imødekommende ældre præst, der talte varmt om pilgrimsvandring.
30. april, mandag, Astorga-Foncebadon (ca 25,5 km). Nu er mesetaen for alvor bag mig. Og opstigningen mod Jernkorset i gang. Jeg passerer den ene lille by efter den anden og kigger efter en bestemt ting. Påskedag, den 2. april 2015, blev en amerikansk kvindelig pilgrim myrdet her; formentlig under kamp om hendes penge. Morderen er sat bagt tremmer i meget lang tid. Det er det eneste mord, der har fundet sted på samtlige caminoer i Spanien i mands minde, og forhåbentlig også det sidste. Men jeg ser ingen mindesten. Hvis den er der, er jeg gået forbi, da jeg når Rabanal, hvor jeg tidligere har overnattet. Vejret er godt, men koldt, og der er mange pilgrimme på stien - også flere kendte ansigter bl.a. australske Ben, som jeg er løbet ind i flere gange, og som jeg får en sludder med. Han har ikke hørt om mordet. Jeg drikker kaffe i Rabanal og overvejer, om jeg skal ringe på i det lille Benedektinerkloster og spørge om jeg må bo hos dem to nætter og deltage i deres bønsliv. Det har jeg før gjort og haft en stor oplevelse ud af i et cistercienserkloster på Camino Sanabres. Jeg vælger at fortsætte til Foncebadon, hvor lægfranciskanerne - med økonomisk hjælp - har genopbygget en kirkeruin og delt den i to, så der er herberg i den ene ende og kirke/kapel i den anden. Stedet hedder Domus Dei med lægfranciskaneren, Javier, som vært og hospitaleros. Han går hele tiden udenfor og ryger. Det har jeg ikke set en lægfranciskaner gøre før. Det er begyndt at sne, og det er rigtig koldt - også indenfor, hvor der er tryg på diverse (lidt brandfarlige ) ovne. Der er plads til 18 pilgrimme i det lille herberg. Jeg er den første denne dag. For at få varmen går jeg på baren overfor, hvor jeg falder i snak med fire tyske pilgrimme, tre af hankøn og en kvinde, Angela, som jeg kommer til at se meget til de kommende dage. Bagefter tilbage til herberget, hvor det vrimler ind. Vi spiser sammen og holder andagt i kirken bagefter. Det hele meget sent, så jeg først lå i min seng efter kl. 22. Men en rigtig dejlig aften.
1. maj, tirsdag, Foncebadon - Ponferrada ( ca 27 km ). En helt fantastisk tur, men i starten med minusgrader. Jeg havde små vanter på, men frøs trods det om fingrene. Frosten var dog en fordel for mudderet efter gårsdagens regn og sne. Stien var så frossen, at man kunne gå nemt/tørskoet selv de mere fugtige steder. En fantastisk solopgang og store udsigter hele vejen op, hvor sneen lå tung på bjergtoppene. Jeg nåede jernkorset, mødte en anden pilgrim og fik taget et par billeder. Derefter nedad af de stejle stenede stier. Det gør altså ondt i mine knæ og jeg prøvede at sætte farten ned, og så kom der nye udsigter over diverse byer, Molinaseca og Ponferrada. Jeg flyttede straks ind på det store herberg, Albergue parroquial San Nicolás de Flüe, med plads til næsten 200 pilgrimme placeret i mindre sovesale. Jeg blev modtaget varmt af en af de mange frivillige på stedet. Stort køkken med muligheds for at lave mad, men 1. maj. Der var imidlertid masser af rester - ubrugt pasta, en halv bakke champignon, tomater, løg og reven ost i massevis. Olivenolie havde jeg selv slæbt rundt på, så pludselig havde jeg en helt måltid. Jeg var ikke den eneste. Der blev trængsel i køkkenet. Det er helt utroligt, så godt dette kæmpeherberg fungerer, hvilket ikke mindst skyldes de 5 søde ældre spanske frivillige og en langt yngre pige, der gerne ville praktisere sit engelske. Så på tur rundt i byen med middelalderkirker, men først og fremmest en af de største og mest velbevarede ridderborge overhovedet. Kæmpestor og dominerende midt i byen. Aftenmessen var - desværre ikke i herbergskirken, men i en af byens flotte middelalderkirker.
2. maj, onsdag, Ponferrada - Villafranca del Bierzo( ca 24 km) En af Camino Frances nemmeste etaper med en næsten uendelig vej ud af byen. Turen føles meget kort, og der er oven i købet mulighed for et par afkortninger undervejs. Man passerer den ene vinmark efter den anden, og jeg spørger mig selv, hvorfor vin herfra ikke er nær så kendt som vin fra Rioja. Jeg købte dagen før en udmærket lokal rødvin til 2½ euro. Jeg ankom til nok en meget smuk pilgrimsby med snævre middelaldergader, et utal af herberger i det mange hoteller har sat flere senge ind i værelserne og lejer ud på ny måde. Villafranca er noget særligt - sidste større station før Galicien. Jeg flytter ind i et tidligere kloster. Nu hotel og herberg, Albergue-Hospedería San Nicolás El Real, privat ejet. 8½ euro for en seng, idet der skulle vise sig at blive enkeltværelse med eget bad og toilet, idet den søde værtinde, Carmen, sendte alle nye pilgrimme i andre værelser, så jeg fik min 4-mandsstue for mig selv. Købte friske grønne asparges, kylling, grønt og ost og lavede mad til tyske Angela og jeg selv inden jeg gik på rundtur til byens nærmest uendelige antal kirker og klostre.
3 maj, torsdag, Villafranca - La faba (ca 24 km). Dagene begynder at ligne hinanden og min tur op til valfartsstedet o Cebreio, kommer til at gå over La Faba en lille bebyggelse og en lille omvej på vejen op, for nu stiger det for alvor igen ved indgangen til Galicien. Samme kilometer som i går, men langt hårdere. Det er første gang, at jeg ikke har taget turen helt over toppen på samme dag, men jeg vil ikke til Santiago for tidligt. Turen er meget smuk, køerne går ude på markerne og ind imellem på pilgrimsstien, så man pænt må vente, til de har passeret. I Danmark ser vi stort set aldrig mere en ko på en mark. De er allesammen spærret inde i stordriftstalde. Der er mange pausesteder undervejs. I La Faba kommer der mange pilgrimme til, men de fleste går videre over o Cebreio. Fortinden bliver der drukket både vand, øl og læskedrikke i La Fabas få barer. Jeg flytter ind på det tyske herberg, Donativo, hvor der ikke bliver fyldt denne dag. Herberget/tyskerne har genopbygget både kirke og præstebolig, der nu står meget smukt som herberg med en smagfuld indrettet åben kirke med masser af levende lys. Vi ( flere tyskere og jeg) spiser sammen i baren, hvor vi slutter af med en lille stærk sag, doneret af værten til turens første Santiagotærte.(Mandelkage).
4. maj, fredag La Faba- Samos ( ca 37 km). En af de smukkeste morgenen på turen, månen lyste klart over de snedækkede bjerge, mens solens første stråler gav østhimlen et rødligt skær. De første 4-5 kilometer til toppen var helt fantastiske inden grænsestenen bedyrede, at nu var jeg i Galicien. Så ind forbi det lille kloster i o Cebreio, hvor der nu står et utal af mindesten for Don Elias, præsten der fandt på de gule pile. I 1980 (vist nok) passerede der nogle få franske pilgrimme, der havde taget turen fra Le Puy i Frankrig til Santiago ( ca 1550 km). De bankede på kirkedørerne undervejs for overnatning, således også i o Cebreio, hvor Don Elias tog imod. Det var svært at finde vej til Santiago, sagde de. Don Elisas tog de følgende år en masse gul maling og kørte til Roncesvalles og begyndte at lave gule pile hele vejen mod Santiago på husmure, træer, asfalt - alt hvad han kunne finde. Poltiet stoppede ham og spurgte - måske meget naturligt - hvad han havde gang i. Jeg forbereder en invasion fra Frankrig, sagde han. Han døde længe før, at hans spådom gik i opfyldelse, men siden han malede den første gule pil, skal det samlede antal pilgrimme nu tælles i millioner, og det årlige antal er over 300.000. Foran kirken stod en del telte - måske hjemløse, sådan så de ud. Det var meget koldt på toppen, så jeg blev kun nogle få minutter foran den - desværre - lukkede kirke, før turen gik ned ad bjergene igen. Ned til Tricastela med pauser undervejs og videre til kæmpeklostret i Samos ( en omvej på ca 10 km ), hvor herberget var halvtomt og forblev halvtomt. Jeg spiste en større middag på en af restuaranterne overfor klostret, hvilede mig og gik til messe med munkene - stemningsfuldt.
5. maj, lørdag. Samos - Portomarin ( ca 38 km). Jeg gik tidligt morgen til Sarria, hvor endnu flere pilgrimme begynder deres tur til Santiago - ikke mindst mange spaniere, der ofte går i grupper. De første ca 15 km til Sarria er mest kedelig landevej, herefter gennem byen, hvor der er pilgrimme bogstavelig talt overalt. Jeg spiste morgenmad i en pilgrimsgade og fortsatte mod Portomarin. Nu hilser pilgrimmene knapt nok på hinanden, turen fortsætter nærmest i gåsegang med småsvindlende "døve" romaer, der stopper pilgrimmene for at få "hjælp" og penge som afveksling. De nytilkomne pilgrimme er for fleres vedkommende i så dårlig form, at de stønner allerede ved første bakke. Det er faktisk temmelig underholdende, og grupper af spanske pilgrimme, der synger og griner, er med til at øge stemningen yderligere. Dagens etape går gennem landsbyer med landbrug som hovederhverv, så der er køer og får overalt, samt landmænd, der pløjer, ser til vinmarker eller kører rundt med sprøjten. Jeg når til Portomarin og flytter på herberg, Albergue-Pensión PortoSantiago ( 10 Euro) med godt køkken, laver mad "hjemme" og går til pilgrimsmesse med et utal af nye ansigter.
6. maj, søndag, Portomarin-Palas de Rei (ca 24 km) og ikke længere den dag, selvom benene godt kan. Landskabet er uforandret galicisk. Landbrugsegn med små byer undervejs med barer og alt, mens bjergene ligger i det fjerne. Jeg når tidligt til byen og flytter direkte på Albergue San Marcos overfor kirken af samme navn, hvor der er pilgrimsmesse samme aften. Jeg vasker tøj og hænger det ud i solen, der synes at have bidt sig fast. Det er søndag, og jeg spiser glimrende søndagsmiddag ude, hygger mig en del med flere pilgrimme - også danskere, der er begyndt i Sarria. Santiago er tydelig kommet tæt på.
7. maj, mandag, Palas de Rei - Arzua (28,5 km). Jeg er kommet i topform og går gennem byer, skove (eucalyptus) med pilgrimme både foran og bagved; op af nogle stigninger er der kø i "overhalingsbanen", og - desværre - rigtig meget affald langs stien. Jeg kommer til Arzua og går gennem hele byen til et herberg tæt på kirken, Albergue Vía Lactea, hvor jeg har boet før. Der bor stort set kun spaniere, samt en enkelt fransk pilgrim og undertegnede. Der er godt køkken, god plads og gode forhold (10 Euro for en seng). Jeg får vasket tøj i maskine, tørret det i solen og købt ind i stort supermarked for at spise hjemme, sidder inden messen på en bar foran kirken, hvor jeg drikker en øl med en tysk pilgrim. Nu er kirken nærmest fyldt af pilgrimme, mange er tydelig begyndt i Sarria. De halter rundt og virker rimelig trætte (medtagne).
8. maj, tirsdag, Arzua - Monte do Gozo ( 35 km). Nu vil jeg bare ind. Jeg går og går og kommer op til Monte do Gozo ved 13- 14 tiden. Sød hospitaleros ansat af region Galicia tager imod. Der er masser af plads, lidt kedeligt i det store herberg med udsigt over Santiago kun 4-5 km fra Katedralen. Jeg stiller mig op (nærmest på tæer) på en lille forhøjning på toppen af "bjerget" og kan i soltågen lige skimte tre kirketårne i det fjerne. Jeg går ud og spiser, møder et par andre pilgrimme, går til aftenmesse, hvor præsten ikke dukker op. De andre pilgrimme går, og jeg bliver siddende lidt og pludselig kommer præsten 20 minutter efter messen skulle være begyndt. Han læser messe for mig alene. Han er sød og har ingen forklaring på, hvorfor han kom for sent.
9. maj. Jeg går ind i Santiago, drikker kaffe undervejs og er ved katedralen kl. 8.00. Går på pilgrimskontoret, får mit 10. compostela, finder mit logi (et enkeltværelse på et lille hostal) og går til pilgrimsmesse kl. 12.00. Jeg dasker rundt i byen og taler med "kendte" pilgrimme i to dage, inden jeg fredag morgen, den 11. maj, tager en flyver til Madrid og derfra videre hjem.
Gennemnsitlig pris pr. dag for 32 dage/nætter ( 29 på stien, 2 i Santiago, samt ud og hjemrejse) blev 32,40 euro pr. nat/døgn. Dertil kommer flyvebilletter til og fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar