Går du fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles over Leopoder/Napoelonsruten, så husk at tjekke vejret.
Da jeg gik over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles den 11. april i år valgte jeg meget bevidst Valcarlosruten - altså den alternative rute til Leopoder/Napoleonsruten, fordi vejret var forfærdeligt. Og man er væsentlig tættere på civilisationen på Valcarlosruten, der også har færre højdemeter end Leopoder. Lige nu er vejret heller ikke for godt på Napoleonsruten/Leopoder, så jeg ville kraftigt overveje samme rute, hvis jeg skulle over nu, selvom temperaturerne er væsentlig højere, og snestormen, som jeg gik i, er helt væk. Men det regner altså meget deroppe på bjerget, hvilket betyder dårlig sigtbarhed og mudder, mudder, mudder. Jeg har efterhånden fortalt så mange skrækhistorier her på siden om pilgrimme, der går over Leopoder trods alle advarsler fra pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, at jeg undlader flere historier denne gang. Kun en information: De dage hvor pilgrimmene går over trods advarsler - skiltet i Saint Jean Pied de Port ved opstigningen og/eller fra de frivillige på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port - skal de selv betale for redningsmandskabet, hvis de trykker på alarmknapperne på toppen eller ringer efter hjælp. Prisen er - så vidt jeg er orienteret - 3.500 Euro pr. pilgrim, der hentes ned. Men den kan være steget. Da jeg gik af Valcarlos ruten den 11. april, trykkede 2 forkomne pilgrimme på alarmknappen og blev hentet af redningsmandskab. Disse to pilgrimme fik hver en regning. Men de overlevede altså - og det er ikke hver gang.
Her et link til vejrudsigten for bjergene http://www.aucoeurduchemin.org/METEO-682/
Og her et rigtig godt håndtegnet kort over de mulige ruter fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles lavet af den franske pilgrimsvenneforening. Kortet udleveres gratis på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port. Begge ruter er rigtig godt afmærket, men afmærkningen er selvfølgelig sværere at se i dårligt vejr - ikke mindst tåge, sne eller tæt regn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar