onsdag den 31. oktober 2018

Camino Mozárabe

Svenske Beatrice Karjalainen har gået Camino Mozarabe, der går fra Almería i Sydspanien til Merida, hvor den forenes med Via de la Plata. Det er der kommet en fin billedbog ud af, som kan ses på
https://photos.google.com/share/AF1QipNFu7p54AkSJlokHjafz3oG5jibPFBFVSZQ3FaFdlYN1YosbP1puqGxWTAC7er84A?key=MEVsWU9HeURPWXd1aGxBSzMzbWVkRWRPRmdGLXp3
Og så kan man sige, at Beatrice Karjalainen lever op til sit finske efternavn, selvom hun bor i Sverige, for de lange etaper hun går er ren finsk sisu. Det behøver andre pilgrimme ikke sådan at efterligne. Beatrice Karjalainen tog turen fra Almería til Merida på 18 dage. Mundicamino foreslår 23 dage, som giver nogle lidt mere "normale" etaper. Men skal man tage hele turen fra Almería til Santiago skal man nok bruge mindst 50 dage, og så endda regne med et par lange etaper undervejs.
Du kan læse mere om Beatrice Karjalainen på hendes svenske blog: http://beastankar.blogspot.com/2018/09/dag-0-resan-till-spanien.html
Hele turen til Santiago, der er på knapt 1.450 km, er vel nok den længste samlede Camino, det er muligt at gå i Spanien uden at skulle krydse en grænse.

mandag den 29. oktober 2018

Advarsel ved indgangen til Leon !

Fodgængerbroen ved indfaldsvejene til Leon på Camino Frances er fortsat lukket. Pilgrimstien fører derfor i en bue opad et mindre højdedrag med smuk udsigt over byen. Stien er midlertidig, mens gangbroen er ved at blive sat i stand. Det har fået en pilgrim, der kalder sig MickMac til at advare mod at gå denne vej i regnvejr, han skriver på www.caminodesantiago.me : It is a very dangerous route with the pedestrian bridge still closed. It adds a couple of kilometres and turns into a wet hazardous decent not for the faint hearted. May I suggest you bus or taxi in to the city if you can. You have been warned !!!
Jeg gik turen i april i år - men ikke i regnvejr, og jeg husker den ikke som speciel farlig, men nød tværtimod den flotte udsigt over Leon. Men MickMac er blevet støttet af andre på hjemmesiden, så skal du ud at gå pilgrimsvandring her i vinter, er det måske en god ide at forhøre dig om forholdene på etapen umiddelbart før Leon.
Her et foto fra toppen af bakken med udsigt over Leon, hvor man kan se ned af stien, som det skulle være svært at gå på i vådt føre. Fotoet er taget 27. april i år.

lørdag den 27. oktober 2018

Den portugiske kystrute vokser mest

Antallet af pilgrimme, der går fra Porto langs kysten til Santiago, er fordoblet på et år. Ruten er blevet meget populær.
Samlet vokser interesseren for at gå pilgrimsvandring i Spanien fortsat med flere tusind om året, så pilgrimskontoret i Santiago ved årets udgang når at tælle over 320.000 pilgrimme i år mod 300.000 i fjor. Men det er langt fra alle ruter, der har vokseværk. Den mest populære af de nyere reetablerede pilgrimsstier mod Santiago er helt klart Den portugiske Kystrute fra Porto over A Guarda, Baiona, Nigrán og Vigo, inden den støder sammen med den "traditionelle" rute i Redondela.
I fjor (2017) blev der ialt talt 6.770 pilgrimme, og nu oplyser den spanske hjemmeside, Mundicamino.com, at man forleden allerede var oppe på 12.820 indtil nu i år, og at man forventer over 13.000 inden årets udgang Det har - i følge samme hjemmeside - fået borgmesteren i Vigo til at love, at der inden næste sæson, i 2019, vil være et nyt kommunalt herberg klar i Vigo med plads til 90 pilgrimme. Så det går virkelig stærkt på den rute.
Det er i øvrigt muligt at "flakse" lidt mellem Den portugiske Centralrute og Kystruten, hvilket undertegnede uforvarende kom til i 2016, hvor jeg begyndte på Kystruten, gik til Centralruten, hvor jeg havde været tidligere, og - uden at jeg ved hvordan - endte på kystruten igen. Dernæst går der "Den spirituelle Rute", som direkte forbinder de to ruter. Kystruten og Centralruten løber parrallet - flere steder med kun få kilometer imellem.

fredag den 26. oktober 2018

Flere herberg i Spanien holder vinter-åbent

Antallet af vinterpilgrimme stiger fortsat, og denne vinter vil der formentlig være over 2.000 santiagopilgrimme om måneden.
Er det muligt at gå Caminoen om vinteren, lyder spørgsmålet. Og svaret er Ja, det er det. Men det kræver lidt mere planlægning end i "højsæsonen", der nu går fra april til og med oktober. Især to ruter har mange åbne overnatningssteder i vintermånederne, Camino Frances (fra Saint Jean Pied de Port til Santiago), hvor der i de 3 vintermåneder i fjor gik 3.773 pilgrimme til Santiago, og Camino Portugues (fra Porto til Santiago), hvor der gik 1.044.
Mange herberger lukker her omkring 1. november, hvor pilgrimsstrømmen mod Santiago begynder at sløje noget af, men på diverse europæiske pilgrimshjemmesider kan man forstå, at en hel del pilgrimme planlægger at gå denne vinter - nogen skriver endda, at de vil fejre jul undervejs, så der bliver en del trafik på pilgrimsstierne.
Man skal dog regne med følgende:
1)Der er åbne herberger, men mange har lukket. Det er derfor en god ide at ringe hver dag til næste "station/forventet sovested" for at sikre, at der også er et sted at sove.
2) Der vil være længere mellem de åbne herberger end i højsæsonen, hvilket betyder længere etaper end i højsæsonen. Og disse etaper skal gås mens dagene er kortere, og vejret formentlig væsentlig køligere og mere regnfuldt, ligesom der vil være sne i bjergene. Det er altså hårdere rent fysisk at være vinterpilgrim.
3) En rute bør man holde sig fra om vinteren, idet den af de spanske myndigheder opfattes som direkte farlig at gå, nemlig Camino Primitivo. Jeg har dog hørt om nogen, der har forsøgt sig, men det er ikke anbefalelsesværdigt.
På pilgrimshjemmesiden www.gronze.com kan man orienterer sig om, hvilke herberger, der er åbne undervejs, men jeg har før oplevet fejl på siden, så mit råd er klart: Ring i forvejen.
P.S I går kom der 963 pilgrimme ind til Santiago. Det er altså mange i slutningen af oktober, og det er min fornemmelse, at der i november vil være langt flere pilgrimme end de tidligere år.

torsdag den 25. oktober 2018

Napoleonsruten lukker næste torsdag

Vinterpilgrimme, der går fra Saint Jean Pied de Port, skal gå via Valcarlos fra 1. november. Pilgrimsvejen via Lepoeder (Napoleonsruten) lukker næste torsdag og resten af vinteren. Læs mere her på siden under 22. september i år.

mandag den 22. oktober 2018

Efterårstur på Via de la Plata

Den østrigske pilgrim Ralhp (Wien) er her i oktober-november på Via de la Plata. Han skriver dagligt om sin tur. Du kan følge ham - med masser af billeder - på denne hjemmeside: https://my-blog.mysticlands.eu/?p=7725 ( Dag 1) og klikke lige nedenunder dages beretning for at gå videre til næste dag. Hans beretning er både personlig og informativ. Og for undertegnede, der selv har gået Via de la Plata nøjagtig samme vej som Ralph i henholdsvis 2012 og 2016 er der naturligvis meget "genkendelsens glæde" over det. Men jeg mener også, at de, der endnu ikke har prøvet kræfter med "Romer-ruten" kan hente mange gode tips, hvis de selv skulle få lyst til at tage turen, som jeg opfatter som langt den vanskeligste af de spanske ruter (se under Europæiske pilgrimsveje her på www.jakobsvejen.dk), som jeg selv har gået.
Jeg har også her på forsiden under den 8. maj i år, forsøgt at svare på et spørgsmål om sværhedsgrader på de spanske camino'er. Den kan læses under overskriften: Hvilken Camino er nemmest og sværrest ?

søndag den 21. oktober 2018

Væggelus eller myg ?

Der meldes flere steder om væggelus på pilgrimnherbergerne i dette efterår. Men da der også har været mange myg på grund af det gode vejr er det svært at vide, hvor slemt det står til.
Væggelus er afgjort en af de helt store gener ved at bo på herberg på en pilgrimsvandring i Spanien. I Frankrig var det også - i hvert fald tidligere - et problem, men her er der ikke længere så mange meldinger. Jeg har selv gået Camino Frances i foråret i år, samt San Salvador og Caminio Primitivo her i efteråret. Jeg købte allerede på første etape mellem Leon og La Robla en spray på det nærmeste apotek med Permethrin, så madrassen i La Robla, der ikke havde set rengøring i meget lang tid, fik en ordentlig omgang. Spray'en var ikke helt billig, og jeg kunne ikke lade være med at grine af mig selv, da jeg i supermarkedskæden Dia, så en spray med Permethrin til under det halve af apotekets pris. Med andre ord: Det er muligt at købe gift mod væggelus næsten overalt langs diverse camino-ruter i Spanien.
Væggelus hedder Bed Bugs på engelsk og især den engelsksprogede hjemmeside https://www.caminodesantiago.me har mange meldinger om herberger, der er ramt af væggelus. Siden er værd at gæste, men informationer fra væggelus-ramte pilgrimme bør - efter undertegnedes opfattelse - tages med et vist gran salt. I dette efterår har vejret været fantastisk godt det meste af september og oktober indtil stormen for nylig, og da jeg selv var på mine to bjergruter, så jeg rigtig mange myg, samt pilgrimme, der var stukket af myg - og altså ikke væggelus. (her en tegning fra https://www.caminodesantiago.me).
Det er min fornemmelse - og det er kun en fornemmelse, at væggelus er et større problem om efteråret end om foråret. De spredes i løbet af pilghrimshøjsæsonen med rygsække og soveposer fra herberg til herberg, og problemet formindskes så igen, når de fleste herberg laver effektiv vinterrengøring inklusive "giftsprøjtning" mod væggelus. Men som skrevet ovenfor har jeg også mødt pilgrimme, der forveksler insektbid fra myg o. lign. med væggelus.
På spansk hedder væggelus "chinches" skriv det op og vis det frem på apoteket, og de vil alle steder langs Camino Santiago vide, hvad der skal bruges. På ikke-rengjorte sovesale tror jeg, at det kan svare sig at bruge det præventivt. Altså en god gang sprøjt under madrassen og rundt langs kanten, før silkelagener/sovepose el. lignende kommer på. Jeg har set effektive spanske pilgrimme gøre det, og dem har jeg tiltro til.
Iøvrigt har jeg et større anti-væggelus-program hver evig eneste gang, jeg kommer hjem fra en caminovandring - uanset om jeg tror, at jeg er angrebet eller ej. Al tøj - også det jeg har på - ryger i plastikposer Inden jeg går ind ad hoveddøren. - også rygsæk og sovepose. Alt ryger i fryseren i mindst to døgn, hvorefter det vaskes. De kloge siger, at det burde være nok til at slå alle, eventuelle væggelus-æg eller - for den sags skyld - levende væggelus, ihjel. Og indtil videre har jeg været heldig - ingen bid undervejs og ingen uønskede dyr med hjem.

torsdag den 18. oktober 2018

Camino Salvador på fra 4 til 8 dage

Der er overnatning nok langs Camino Salvador til at hver enkelt pilgrim kan tilpasse sin egen etape/antal kilometer.
Skal man gå Camino San Salvador på 5 dage ?, lyder spørgsmålet fra en pilgrim, der har læst beretningen her på www.jakobsvejen.dk under Dagbog fra bjerg-caminoen fra den 12. oktober. Og nej, der er overnatning nok undervejs til at hver enkelt pilgrim kan planlægge anderledes end mig, ligesom man et par gange kan vælge mellem forskellige ruter. Der er faktisk lavet en guide på nettet af den spanske pilgrim, Jose Antonio Cuñarro Exposito, som du kan finde her: https://drive.google.com/file/d/0B61VvtkuNOwEMXpaM280YWtTTXM/view?pref=2&pli=1
Men herunder et par forslag til etapedeling. Pilgrimme, der vil gå ruten, skal dog være opmærksom på: A) Man skal bestille aftensmad i forvejen (dagen før) i Poladura, og hvis man vil sove i Bendueños er det mere end en god ide at have ringet i forvejen. Alt det kan du læse mere om her på siden under den 12. oktober. Men her et par etapemuligheder med et foto fra for nylig af etapen fra La Robla til Poladura:
4 dage
1 – León - Buiza 40 km
2 – Buiza – Pajares 24 km
3 – Pajares - Pola de Lena 25 km
4 – Pola de Lena – Oviedo 34 km
5 dage
1 – León – La Robla 27 km
2 – La Robla - Poladura 24 km
3 – Poladura – Bendueños 30 km
4 – Bendueños – Mieres 23 km
5 – Mieres - Oviedo 19 km
eller
1 – León – La Robla 27 km
2 – La Robla - Poladura 24 km
3 – Poladura - Pajares 15 km
4 – Pajares - Pola de Lena 25 km
5 – Pola de Lena - Oviedo 34 km
6 dage
1 – León – La Robla 27 km
2 – La Robla - Poladura 24 km
3 – Poladura - Pajares 15 km
4 – Pajares – Pola de Lena 25 km
5 – Pola de Lena - Mieres 15 km
6 – Mieres - Oviedo 19 km
7 dage
1 – León – Cabanillas 17 km
2 – Cabanillas - La Robla 10 km
3 – La Robla - Poladura 24 km
4 – Poladura - Pajares 15 km
5 – Pajares – Pola de Lena 25 km
6 – Pola de Lena - Mieres 15 km
7 – Mieres – Oviedo 19 km
8 dage
1 – León – Cabanillas 17 km
2 – Cabanillas - La Robla 10 km
3 – La Robla - Buiza 15 km
4 – Buiza – Poladura 9 km
5 – Poladura - Pajares 15 km
6 – Pajares – Bendueños 15 km
7 – Bendueños - Mieres 25 km
8 – Mieres – Oviedo 19 km

tirsdag den 16. oktober 2018

320.000 Santiago-pilgrimme i år

I går, mandag eftermiddag, blev det så pilgrim nr. 300.000, der fik et compostella i Santiago. Det blev 52-årige Manuel Pozo Guerra fra Madrid. Ved den lille jubilumsreception blev det oplyst, at antallet af Santiagopilgrimme i år formentlig vil passere 320.000. Du kan læse hele artiklen fra Europa Press/20 min her:
https://www.20minutos.es/noticia/3465227/0/galicia-recibe-al-peregrino-300-000-este-ano-batira-nuevo-record-al-cerrar-2018-con-mas-320-000/

mandag den 15. oktober 2018

Over 300.000 santiago-pilgrimme allerede nu

I denne uge vil årets Santiago Pilgrim nr. 300.000 møde op på pilgrimskontoreet for at få et compostella. Oktober kommer også til at slå rekord.
Pilgrimstrenden bare fortsætter og fortsætter. Og på pilgrimskontoret i Santiago de Compostela, hvor de fører statistik over antallet af pilgrimme, der beder om et compostella, er de i disse dage i oktober i fuld sving. Og allerede nu er det en kendsgerning, at pilgrimsrekorden på 301.000 pilgrimme på et år fra i fjor (2017) vil blive slået i år. I den forgangne weekend, fredag, lørdag, søndsag kom der 3.922 pilgrimme ind og bad om et compostela, og det er faktisk mange flere end der kom på et helt år for 30 år siden,. idet der i hele 1988 kom 3.501 pilgrim til Katedralen. Den galiciske avis La Voz de Galicia melder nu, at pilgrim nr. 300.000 i år vil komme på pilgrimskontoret en af de allernærmeste dage, måske allerede in dag. Læs eventuelt her: https://www.lavozdegalicia.es/noticia/santiago/2018/10/14/santiago-alcanza-semana-300000-peregrinos-dos-meses-ano-pasado/0003_201810S14C4993.htm
Undertegnede har i år gået henholdsvis Camino Frances (april-maj) og Camino San Salvador/Camino Primitivo (september-oktober). På begge ture var der rigtig mange pilgrimme, selvom jeg IKKE på noget tidspunkt manglede en seng, ligesom jeg ikke mødte pilgrimme, der ikke fandt et sted at sove. Men trængsel er der ind i mellem; men ikke større trængsel, end jeg stadig får alle mine forventninger om en positiv oplevelse opfyldt.
Her et foto fra en uge siden over køen til "Compostela-kontoret" i Santiago, hvor frivillige stadig dagligt tager imod over 1.000 pilgrimme. Og i september i år var kvinderne i overtal med 24.653 eller 52½ %, mens 22.353 eller 47½% var mænd, og da min erfaring er ret udtalt, nemlig et overtal af mænd på alle andre ruter end Camino Frances fortæller statistikken, at der nu er et forholdsvis stort overtal af kvinder på den franske rute.

fredag den 12. oktober 2018

Dagbog fra bjerg-caminoen

Camino Primitivo og Camino San Salvador udgør tilsammen en 17-18 dages tur over bjerge og gennem anderledes natur, samt Asturiens to historiske byer Oviedo og Lugo. Her pilgrimsdagbog fra den 21.september til 9. oktober 2018
Her i efteråret 2018 blev det så undertegnedes anden spanske pilgrimsvandring i år. Turen gik fra Leon (på Camino Frances) til Oviedo (Camino San Salvador), Oviedo til Lugo (Camino Primitivo), Lugo til Sobrado dos Monxes (Camino del Norte), derfra til Arzúa (Camino Frances) og med endemål i Santiago, ialt 18 dage på stien.
Al Transport frem og tilbage foregik med Iberia-fly fra København og Iberia-indenrigsfly i Spanien og retur til København. Samlet flypris retur inkl. sædereservation og bagagetransport (jeg har stok med), ialt 2.367 kr. for en person.
Torsdag, den 20. september: Fly København - Barcelona- Leon. Tjekkede ind på lille hostal på selve Caminoen midt i byen tæt på floden og San Marcos-kirken. Gik til Albergue del Convento de las Carbajalas i Benediktenerindeklostret og fik et Credential (pilgrimspas) til pilgrimsruten San Salvador. Her oplyste de venlige hospitaleros, at der netop i dag havde været forholdsvis mange for at få et Credential til San Salvador. I klostret laver de meget "reklame" for netop den rute. Leon vrimlede med pilgrimme og Herberget var temmelig fyldt. Jeg fornemmede en både hektisk, men tillige en rar og imødekommende atmosfære. Landede desværre så sent, at jeg ikke kunne nå hverken messe eller Vesper hos benediktinerinderne, men fik diverse info om ruten, samt Credential inden lukketid kl. 22.00.
Fredag, den 21. september, Leon - La Robla (27,3 km): Vågnede tidligt med behagelige sommerefugle i maven og gik i mørket de få hundredemeter til San Marcos i en nærmest uendelig strøm af morgenfriske pilgrimme, her lige efter San Marcos deler ruten sig, og jeg og min medpilgrim var pludselig helt alene på vej langs floden mod nord. Turen gik langs floden uden op og nedstigninger, mest på asfalt de første 8½ km til byen Carbajalde la Legua, hvor vi gik på bar for at få morgenkaffe. Her mødte vi 4 andre pilgrimme, så vi er ikke alene på stien. Efter Carbajalde la Legua var der lidt mindre stigninger de første kilometer, men alt i alt gik den første dag meget nemt. Herberget i La Robla ligger uden for byen efter centrum, og døren stod åben, vi fandt en seng og fik af andre spanske pilgrimme at vide, hospitaleros først ville dukke op ved 18-19 tiden. Vi købte ind i Dia, lavede selv mad og måtte konstatere, at der ikke var nogen messe i byen.
Vi var 13 overnattende i herberget med 8 køjer (altså 16 pladser). En spanier i bil, der allerede havde reserveret 3 underkøjer vakte en del forargelse blandt - især - ikke-spanske pilgrimme.
Første dag var ikke meget forskellig fra de "nemme" etaper på Camino Frances.
Lørdag, den 22. september, La Robla - Poladura de la Tercia 23,5 km: De første pilgrimme stod op allerede klokken 5.00, stille, men nok til at vække andre. Så da jeg ikke kunne sove igen, valgte jeg at følge trop. De første 15 km var nemme med en samlet stigning over mange kilometer fra ca 970 meter til 1130 meter. Vi går højt oppe, men bjergene er ikke rigtig begyndt på det første stykke. Der er ingen butikker i Poladura de Tercia, så vi har i forvejen bestilt aftensmad på Casa Rural Posada El Embrujo (telefon +34 659 030 282/aftensmaden skal bestilles dagen før). Vi havde også lidt brød og ost med i rygsækken, men købte ikke yderligere ind, da vi på www.gronze.com havde set, at der var en bar i Buiza efter 15 km. Men vi blev lidt snydt. Baren har kun åbent om aftenen. Buiza har tillige et herberg. Vi nåede Buiza, holdt pause på en bænk og fandt et sted med drikkevand, herefter ændrede ruten fuldstændig karakter. Nu kom der stigninger og bjerglandskab op og ned fra de ca 1130 meter til næsten 1500. Smukt landskab i godt vejr, men anstrengende. Vi havde heldigvis fyldte vandflasker med. Poladura de Tercia er en lille bebyggelse beliggende ensomt i en dal. Den gamle skole er lavet til herberg på 1. sal med fællesrum for børn og unge, samt pilgrimme i stuen. Der er et lille interimistisk køkken på 1. sal, men vejret var godt og vores brød og ost, kombineret med lidt efterladt pasta med en automatøl fungerede glimrende som kombineret frokost og morgenmad. Manden i bilen dukkede op og lagde sig på "tre" senge. Hospitaleros Fernando kom bagefter og havde en længere snak med ham, hvorefter han kørte igen. Efterhånden dukkede der andre pilgrimme op - nogle måtte nøjes med diverse medbragte madvarer. Der var udsolgt på forhånd i aftensmad i Casa Rural'en - trods det en god stemning med næsten samme pilgrimme som dagen før. Herberget med plads til 10 pilgrimme blev helt fyldt. Der var madrasser til eventuelt flere pilgrimme, men det blev ikke nødvendigt. Vi spiste lidt rundt omkring uden for i det gode vejr. Natten var kølig.
søndag, den 23. september, Poladura de la Tercia - Bendueños ,ca 31 km. San Salvadors længste, smukkeste, men også hårdeste etape. Vi lagde ud i tusmørke af stigende "markveje", og snart gik vi 3-4 km opad af stejle små klippefyldte stier til Collado del Cantode la Tusa i 1.568 meters højde med San Salvador-kors på toppen,
skyerne, de fugtige tågebanker lå under os og morgensolen skinnede, mens vilde heste sås i det fjerne. En fantastisk start på dagen. Derefter nedad igen (ca 4-5 km, før vi igen mødte landevej og biler lige før passet Puerto de Pajares i 1.378 meters højde. I passet var der både hotel og bar, og vi (min medpilgrim og jeg), samt andre pilgrimme der stødte til, holdt pause med kaffe, ristet brød m.m. En fantastisk tur. På vejen ned fra passet går stien af en meget stejl nedstigning, som vi (ældre folk med stive knæ) var blevet advaret lidt imod. Derfor tog vi (den "farlige vej) af N 630 helt ude i siden en 300-400 meter med bilerne susende forbi, hvorefter den stejle sti passerede samme N-vej og blev mere gammelbens-venlig. Vi gik igen ind på stien og fortsatte ned af bjerget gennem små landsbyer og en blanding af markveje og små asfaltveje. Stien deler sig straks efter i to, så pilgrimmene kan overnatte i byen Pajares. Vi valgte vejen ( den lidt kortere ) uden om Pajares og igennem landsbyen San Migueldel Río uden barer og butikker. Efter en meget anstrengende dag ankom vi til Herías efter ca 29,5 km på stien kl. ca 17,00. Her blev vi hentet i bil af den søde hospitaleros Sandra, der har et lille herberg 2 km fra Camino del Salvador, Albergue de peregrinos Santuario de Bendueños, der ligger i en gammel præstegård klods op af en lille smuk landsbykirke, Santuario de Bendueños, der blev åbnet for os, men som reelt kun har messe og præstebetjening lejlighedsvis. Vejen tilbage til stien gik vi selv næste morgen. Vi blev i alt 5 pilgrimme i det lille herberg, hvor alt er donativo, men hvor man skal ringe i forvejen (+34 674 671 706) til Sandra, der IKKE bor ved herberget men i den nærliggende landsby. Hun laver mad til pilgrimmene hver aften, mens morgenmaden er selvbetjening.
Mandag, den 24. september, Bendueños - Mieres, ca 26 km: Dagen startede i silende regn og det var ret svært at gå de kun ca 4 km af de glatte stenfyldte stier nedad og nedad mod byen Campomanes. Herefter nem vej langs floden til den noget større - tidligere mineby - Mieres del Camino, der i dag er kendt for sin æblecider. Slut for bjergene for denne gang. Herberget i Mieres del Camino ligger ca 2 km efter byen i forstaden La Peña, så vi valgte i stedet at bo i selve byen på Hostal, da der var messe i den lokale kirke om aftenen. San Salvador går gennem bjerge og meget små landsbyer, der ikke længere er særlig godt betjent med præster, der kun kommer lejlighedsvis forbi; så Mieres del Camino var første kirkelige tilbud på ruten.
Tirsdag, den 25. september, Mieres del Camino - Oviedo ( ca 17 km). San Salvadors sidste og meget nemme etape med et par enkelte svedige op og nedture, men som var meget overskuelige i sammenligning med de seneste dages vandring. Vi var i Oviedo før middag, besøgte katedralen, fik nye credential til Camino Primitivo og vinkede farvel til de pilgrimme, der ikke skulle med mod syd. En valgte den direkte vej til Aviles og Camino del Norte, andre samme vej som os, mens nogle stoppede i Oviedo. Vi boede på billig pension midt i byen, der stadig har lidt romersk, men mest middelalder at byde på. Oviedo er en af de få større byer i Spanien, der aldrig har været muslimsk. Der var pilgrimsmesse med en særlig pilgrimsvelsignelse i Sta. Maria de la Corte om aftenen. Kirken er fra 1500-tallet og yngre end Katedralen, men - efter min subjektive vurdering - mere stemningsfuld og intim. Forholdsvis få pilgrimme deltog i messen.
Onsdag, den 26. september; Oviedo - San Juan de Villapañada, Knapt 30 km: Første dag på Camino Primitivo. Vi var tidligt ude af byen og gik de første 4 km i mørke gennem by og forstæder, men under gadelygter. Dagen brød frem, da vi kom ud af byen, og vi blev forholdsvis hurtigt overhalet af to ældre spaniere med fuld fart på. Vi fik en morgenhyggesludder om ruten. Vi fik først morgenkaffe efter knapt 12 kilometer, men ruten var nem med små veje, enkelte stier, men mest asfalt. Små stigninger op og ned med en enkelt på ca 150 meter lige før morgenmadsbyen, Escamplero, der gav lidt sved på panden. Grado, der er målet for de fleste pilgrimme på førstedagen (efter 25½ km) er rimelig stor med mange butikker, og denne onsdag var der marked med mange mennesker. Vi holdt en lidt længere pause, drak det meste af vores vand, så vi to pilgrimme tilsammen kun bar ½ liter, fordi vi skulle have plads til mad, idet næste herberg i San Juan de Villapañada ligger i en lille landsby uden service af nogen art. Vi købte - lidt rigeligt ind - men var i god form fra San Salvador og kom til herberget i god tid. Senere dukkede andre pilgrimme op hos Domingo, som er den meget gæstfrie hospitaleros på stedet. Han sælger drikkevare og pasta til rimelige priser, mens grøntsager og andre fornødenheder er donativo. Jeg fandt nedfaldsæbler, en masse brombær rundt om herberget, og endte med at lave mad (bl.a. dansk æbleflæsk) til de 6 pilgrimme , vi blev den nat, en australier, en schweizer og en sydkoreaner, som vi alle tre kom til at se meget til de næste 8 dage, samt en sydafrikaner, vi kun så den ene gang. En hyggelig lun aften med mad uden for og udsigt over dalen og de kommende dages bjerge, mens Domingo gik til hånde og forklarede os om Camino Primitivo.
Kirken, der ligger sammenbygget med herberget, er - desværre - meget forfalden, og det var ikke muligt at komme ind i kirken. Men herberget ligger smukt.
Torsdag, den 27. september, San Juan de Villapañada - La Espina, ca 27 km. Nok en - efter omstændighederne - nem dag. Bjergene begynder først for alvor at bide fra sig på 4. dagen. Med en undtagelse - en morgenstigning til Alto del Fresno på over 300 meter. Ellers lidt op og ned, og vi mærkede at San Salvador havde givet os en bedre form. Der var mange pausesteder undervejs - selv i de forholdsvis øde områder. Vi holdt en længere pause i den forholdsvis store by Salas, passerede kultherberget i Bodenaya, hvor David havde lukket ned, netop den dag vi passerede. Vi (min medpilgrim og jeg) havde dog talt om at fortsætte yderligere et par kilometer for at spise lidt af næste dags etape, hvor vi gerne ville så tæt på de helt store stigninger som muligt. Det er anden gang, at jeg er på Camino Primitivo, og jeg ved, at 4. dagen er en fatastisk oplevelse, men også meget vanselig. Så vi nåede La Espina og flyttede ind hos to polske piger, der havde åbnet herberg for forholdsvis nylig. Stedet havde et godt køkken, så vi lavede mad "hjemme" selvom indkøbsmulighederne var begrænsede. Vi fik selskab af kendte pilgrimme. Hospitaleros'erne oplyste, at antallet af pilgrimme på Caminio Primitivo var faldet væsentligt de seneste få dage. Vejret er ellers strålende.
Fredag, den 28. september, La Espina-Samblismo, 29. km: Nok en dag i flot vejr med morgentåge og en sol, der brændte tågen af i løbet af formiddagen. De første 12-13 kilometer til
Tineo gik forholdsvis nemt, meget lidt op og ned. Vejret var flot, og der var pausesteder undervejs. Længere pause i Tineo og videre af dagens største stigning til Alto de Piedrateche, der gav noget sved på panden. Herefter lang tur ned til Campiello og videre til Borres, der har sidste herberg før bjergene. Et - undskyld - alt andet en rengjort herberg. Jeg boede der i 2016, hvor jeg var heldig, da en mindre gruppe spanske pilgrimme mødte op og syntes, at min madras også skulle have en gang gift mod væggelus. Jeg havde netop få dage før afrejsen fra København hørt fra tyske pilgrimsvenner, at en nyt - meget lille herberg - var åbnet sidst i august to kilometer efter Borres og derfor tættere på næste dags store bjergtur. Og sandelig i den lille bebyggelse Samblismo, 2-2½ kilometer efter Borres tog spanske Xavia og tyske Sarah imod. Indtil videre 3 mikroskopiske værelser med en køjeseng i hver - altså 6 sengepladser ialt. Værtsparret lavede mad og fortalte, at vinteren skulle bruges til at udvide stedet. Alt var småt, men rent. Det bliver svært for kroejeren i Borres, der også bestyrer herberget at konkurrere - med mindre, der kommer gang i rengøringen; bare en gang imellem. En god dag med en flot tur, og en ren seng. Jeg var min medpilgrim meget taknemmelig, da jeg fik tilbudt at sove i underkøjen. Mine knæ har det ikke godt med at kravle ovenpå.(Husk at ringe i forvejen, hvis du vil bo i Samblismo; telefon +34 623 190006 ).
Lørdag, den 29. september; Samblismo - Berducedo via Ruta de los Hospitales, ca 22 km (højdemeter 1.000 og 720 ned). Camino Primitivos absolute højdepunkt både bogstaveligt og oplevelsesmæssigt. ( Det er muligt at vælge en - lidt nemmere - alternativrute). Dagen startede i tåge men med en vis (dog begrænset) sigtbarhed, men allerede efter få kilometer var vi over skyerne og solen skinnede, som sad vi et fly og så ned på skyen. Bjergene ligger i bløde buer med mange køer, vilde heste og meget begrænset skov/træer. Man passerer to ruiner af middelalderlige hospitaler (pilgrimsherberg), telefoner har ikke mobildækning, så der er en vis tryghed i at vi ser andre pilgrimme i det fjerne både foran og bag os. Vi "snød" jo ved at gå de første 5-6 kimometer fra Campiello dagen før. Vi overhalede et australsk par, der havde taget taxa op - så langt det var muligt - altså ca 8 km fra Campiello for at klare turen over. I min guidebog (Rother Wanderführer)står der, at man bør have mindst 3 liter vand med pr.person. Vi nøjedes med 1½ liter pr. person og drak en masse på forskud inden afgang. 3 kilo vand pr. pilgrim var i overkanten af hvad vi kunne klare at slæbe på ud over rygsækken( Min medpilgrim og jeg har IKKE rygsæktransport). Vandet rakte rigeligt, selvom solen skinnede, og vi svedte pænt. Vi nød de bløde bjerge og fik rigelig lejlighed til at fundere over middelalderens pilgrimme, der kunne pausere to steder undervejs i de to Hospitaler (klostre/herberg). Men vi ville have været glad for et par bænke/borde-sæt i stedet for de sten, som tidligere pilgrimme har sat oven på hinanden. Det er lidt pauvert med pausesteder.
Et sted passerede en mindre flok vilde heste stien, og vi måtte pænt vente til sidste hest var væk. Det er os der bor her, synes de at sige.Efter ca 4-4½ time nåede vi Puerto del Palo, hvor landevejen igen stødte til, og nedturen begyndte. Det første lille stykke er næsten lodret stejlt ned, og efter at have læst om forstuvede ankler, tog vi de første 50-100 højdemeters nedtur af landevejen, selvom den i sagen natur er væsentlig længere. Men det var rimelig ufarligt, idet der kun kom et par biler de 20-25 minutter, det tog, før vi igen var på stien. I Berducedo var det store private herberg lukket, og pilgrimmene fandt sammen på pensionen og på pensionens herberg, hvilket fik de lidt yngre pilgrimme til at snuppe en time mere ( 4 km)på stien til Mesa, hvor et luksusherberg ventede. Vi fik et dobbeltværelse på pensionen. Spiste samme sted og glædede os over en flot dag og gik tidligt i seng.
Søndag, den 30. september; Berducedo - Grandas de Salime; 20½ km: En forholdsvis nem dag og kort dag ovenpå den anstrengende, men vidunderlige dag i går, selv om bjergene langt fra er passeret. Lidt op, og meget ned (Samlet 630 højdemeter op og 960 ned). Vi gik først ned og ned forbi den store kunstige sø, Embalse de Salime. Skoven rundt om søen var blevet mere end sveden ved en brand i 2017, og den virkede helt spøgelsesagtig, og af sikkerhedsgrunde blev vi sendt en lidt anden vej ned mod søen. Vel rundt om søen stejlt op af mindre asfaltvej, hvor 10-12 engelske sportsvogne markeret med GB lavede racerløb ned af smalle små bjergveje, og hvor chaufførerne så stort på alle skilte med hastighedsbegrænsning. (Hvad bilder de sig ind ?). Første pausested Hotel Las Grandas med udsigt over søen havde et pænt rygind af pilgrimme. Vi var i Grandas de Salime allerede ved 13-tiden, hvor messen i den lokale kirke netop var begyndt. vi gik i kirke og fulgtes med de øvrige kirkegængere til "kirkekaffe" i nabobaren, her var der ledige værelser til rimelige priser. Vi flyttede ind og fortrød bitterligt, idet baren havde åbent til 3 om natten, hvilket kunne høres meget kraftigt og påvirkede vores nattesøvn. Vi fandt frem til byens søndagsmiddags-restaurant, hvor vi genså en del af menigheden. Fremragende middag til 10 Euro med vin og det hele. Ja, hvordan kan det lade sig gøre.
Mandag, den 1. oktober; Grandas de Salime - A Fonsagrada, 25 km. Vejret er stadig strålende. Indtil nu kun en formiddag med regn. Vi er ikke ude af bjergene endnu, og på dagens etape er der 860 meter samlet op, og 470 meter ned. Vi starter med at gå op og op til Alto del Acebo i 1.110 meters højde, hvor vi kort efter passerer grænsen til Galicien. Vi går gennem skov af jordveje og meget lidt på asfalt. Alt går let nu, med flotte udsigter over bjerge og marker med køer, samt små typiske nordspanske landsbyer. Vi drikker først morgenkaffe efter 15-16 kilometer, da stien for alvor går nedad igen. I A Fonsagrada indlogerer vi os på en af rutens absolut bedste private herberger, Albergue-Pensión Cantábrico, lige overfor kirken, hvor der er pilgrimsmesse hver aften (eller næsten hver aften). Mandag er desværre undtagelsen. Vi handler ind i Dia og spiser "hjemme" med kendte pilgrimme, samt et par nye bekendtskaber. Al tøjet er gået i vaskemaskine og tørretrumler i det meget rene og rummelige herberg.
Tirsdag, den 2. oktober; A Fonsagrada-Castroverde, 32 km : Sidste dag i bjergene med samlet 800 meter op og 1160 meter ned. Op og ned hele tiden, men mest ned. Stigninger og fald er forholdsvis moderate, og det er tydeligt at vi nærmer os den store middelalderby Lugo. Vi følger lokalvejen LU 530 stort set hele dagen af stier på kryds og tværs af selve vejen. Der er en del barer (pausesteder undervejs). Stadig bjerglandskab med køer på markerne, og nyhøstede - primært majsmarker. Vindmøllerne på toppen af bjergene har på hele ruten været lige så talrige, som i havet rundt om Danmark. Castroverde er en - forholdsvis - større by end mange andre på ruten, men har trods det kun et Alberge og en pension. Herberget ligger i starten af byen, mens pensionen ligger i centrum en kilometer længere fremme. Vi flytter på herberg, men skal helt op til centrum for at købe ind i Dia. Herberget har køkken, MEN INGEN køkkengrej, hvilket desværre ofte er tilfældet på kommunale herberger. Det virker som om, at de forholdsvis pæne køkkener på kommunale herberger er tømt for gryder, pander, tallerkener og bestik efter aftale med byernes barer og spisesteder. Men det er en påstand, der ikke kan bevises. Vi køber halvfabrikata, der kan varmes i mikrobølgeovnen og spiser i solen uden for herberget. Ingen messe i byen.
Onsdag, den 3. oktober; Castroverde - Lugo; 23 km: Så er vi ude af bjergene med meget moderate op og nedstigninger, som vi stor set ikke mærker i benene. Det bare kører derudaf. Vi er hurtig i bymæssig bebyggelse og er indenfor murerne i Lugo før 13.00, hvor herberget åbner (Det ligger rigtig godt lige indenfor murerne, men så er også alt positivt sagt). Igen et nedslidt køkken uden køkkengrej o.s.v. Lugo er en fantastisk flot by med høj middelalderlig bymur hele vejen rundt, et utal af smukke kirker, små pladser og torve, samt indbydende restauranter. Der annonceres pilgrimsmesse i Katedralen kl 20.00, så vi spiser tidligt middagsmad (15,30 tiden). Herberget bliver helt fyldt. Der er festival i byen, og det virker som om nogle af de overnattende besøger festival. En meget smuk by, hvor pilgrimmene går ind gennem Sankt Petersporten; for næste morgen at forlade byen gennem pilgrimsporten. Gennem hele pilgrimsvejen i den gamle by hænger der kæmpe lysende Sankt Jakobsmuslingeskaler og fortæller, hvad vej vi skal gå.
Torsdag, den 4. oktober; Lugo - Friol, ca 30 km ? : Så er det tid for min medpilgrim og mig at forlade Camino Primitivo. Tidligere delte ruten sig officielt i to lige udenfor Lugo, men nu har "pilgrimsautoriteterne" sløjfet den ene, så pilgrimsvejen nu går direkte fra Lugo til Melide via Ferreira; en samlet to-dagestur på ca 46 km. Jeg og min medpilgrim har dog valgt den noget længere "gamle rute" over klostret i Sobrado dos Monxes. Ruten er formelt ikke afmærket, men aktive pilgrimme har lavet deres egen afmærkning med grønne pile i stedet for de kendte gule. Et problem er der med pilgrimsvejen mod Friol, der skiller sig ud umiddelbart efter Lugo. Ikke et pausested (bar, købmand eller andet) før næste by Friol efter 29 km. Derfor laver min medpilgrim og mig vores egen rute. Først ca 11 km af den officielle "gulpile-vej" mod Melide, hvor der er pausested med bar og morgenmad (ca 75 meter fra ruten) i O Burgo efter knapt 10 km. Pilgrimsvejen er på asfalt eller langs asfalt hele vejen, og denne morgen møder vi en del pilgrimme på vej ud af Lugo. Efter O Burgo ( ca 1,5 km) drejer vi skarpt mod nord mod Boveda de Mera, der er kendt for sine romerske ruiner og museet med beskrivelser fra romertiden. Næppe har vi gået af "vor egen vej" få hundrede meter, før en venlig landmand stopper sin bil og fortæller os, at vi er på forkert vej. Og vejen til Friol er en helt anden vej (nemlig en kørervej). Han ryster på hovedet af os, da vi går videre de ca 3-4 km til Boveda de Mera, hvor en venlig museumsmand stopper os for at give en rundvisning i ruinerne. Vi takker nej, og han forklarer os, at vi skal en helt anden vej, men vi fortsætter få hundrede meter og rammer de grønne pile, der er knapt så tit markerede som de gule. Vi går nu af små - delvis overgroede stier, markveje og lidt asfalt mod Friol. Vi er helt alene og er enkelte gange i tvivl om stien, men rammer rigtig hver gang - måske med hjælp fra Rother Wanderführer, der har en glimrende beskrivelse, samt kort af ruten. Vi går "dybt ind i Galicien" gennem små bebyggelser, tætte alleer i et område, der virker uberørt af pilgrimme og det nye årtusind. Da vi kommer ind i den forholdsvis store by, Friol, springer en aggressiv hund over hegnet og går til angreb, men den trækker sig hurtig tilbage, da jeg slår efter den med stokken (tak for den). Det er tydeligt, at ikke mange pilgrimme passerer her. På pensionen i Friol fortæller den venlig værtinde, at der kommer pilgrimme, men ikke mange forbi. I dag (vi har ringet i forvejen for at sikre, at pensionen havde åben) bliver vi formentlig de eneste, hvilket viser sig at holde stik. En spændende lidt anderledes dag. Vi spiser middag med lokale og får et detaljeret kort med vejbeskrivelse af morgendagens etape af vores værtinde.
Fredag, den 5.oktober; Friol- Sobrado dos Monxes, ca 25 km: Vi går tidligt ud i tusmørket ved 7.30-tiden, og begyndelsen af dages etape er slet ikke så spændende som gårsdagens. Allerede efter 2½ - 3 timer ( ca 11-12 km), ser vi pludselig en pilgrim i det fjerne.
Vi har ramt Camino del Norte og nærmer os kraftigt første pausested. En enkelt officiel "pilgrimssten" har fået malet den sidste grønne pil på siden, og nu kommer der andre pilgrimme. Vi ankommer til Sobrado dos Monxes allerede ved 13-tiden og ser det kæmpe store kloster, der fylder godt i by og landskab. Imponerende. Vi indlogerer os på klostret, hvor broder Laurantius tager imod, og frivillige Andres viser os vore pladser. Vi går i byen og spiser midt på dagen, køber lidt drikkevare og lidt ost til aftensmad, og får undervejs en snak med mange nye pilgrimme, der kommer ind fra nord-ruten. Vi har før gået Camino del Norte og er igen på kendt sti. Vi går rundt i det kæmpe store kloster med plads til flere hundrede munke, hvor de i dag kun bor 13. Kirken er nedlagt og trænger til istandsættelse, og det samme gør stort set hele stueetagen. Munkene holder til i en mindre afdeling på 1.sal, hvor vi deltager i vesperen i kapellet om aftenen. Klostret er mere imponerende udefra end indefra. Ja, mange religiøse kulturskatte - i hele Europa - er det svært at skaffe penge til at holde vedlige.
Lørdag, den 6. oktober; Sobrado dos Monxes-Arzua; 21½ km: Vi har først fly til Danmark, den 10. oktober om morgenen, og vi beslutter derfor at skrue ned på dagsetaperne og bruge 3 dage fra Sobrado dos Monxes til Santiago, så vi "kun" får 2 nætter i Santiago. Vi går til messe i klostret kl. 7,30 og kommer først ud af klosterbyen efter 9.00. Det regner, og vi har taget hele udstyret på, og er de sidste, der går ud af klostret. Vi ser kun enkelte yngre pilgrimme på barerne uden for. De er ved at gøre sig "regnklare" og overhaler os hurtigt. Al bjergvandring er slut og stien går stort set - meget moderat - ned af bakke hele tiden. Vi går meget stærkt i regnen, og selvom vi pauserer med kaffe, ristet brød og æggekage undervejs, er vi i Arzua, før vi synes, at vandredagen rigtig er begyndt. Det lysner ved middagstid. Og på hele turen har vi kun haft to formiddage med regn - ellers rigtig godt vandrevejr. Byen er fyldt af pilgrimme; her hvor pilgrimme fra både Camino Frances, Camino Primitivo og Camino del Norte er på samme vej mod målet. Vi går til sidste herberg i byen, Albergue Vía Lactea. Det er kæmpestort med godt køkken, vaskemaskine og alt. Pinligt rent og tæt på kirken, der har en meget velbesøgt pilgrimsmesse hver eneste aften. Denne aften med omkring 100 pilgrimme. Vi flytter hjemmevandt ind, går i supermarked og køber ind, spiser med - for os - to nye pilgrimme. Alle "vores pilgrimsvenner" fra denne tur er mindst en etape foran os.
Søndag, den 7. oktober: Arzúa - O Pedrouzo ; 19 km: Vi forsøger at gå gennem bevoksningerne (skove) med eukalyptustræer uden at gå for stærkt, men det er svært. Vi er i O Pedrouzo meget hurtigt - trods hele to kaffepauser undervejs. I O Pedrouzo er der søndagsaftenmesse for pilgrimme, som vi beslutter os for at deltage i. Det kommunale herberg i byen er - stadig - af så tvivlsom standard, at vi går på en af byens utallige pensioner. O Pedrouzo har ni herberger og ni pensioner, og den største højsæson er forbi, så der er god plads til alle. Vi spiser søndagsmiddag ude sammen med 30 årige sydspanske Isak, som vi mødte på klostret for to dage siden. Han er uddannet skovingeniør, og overvejede under krisen i årene efter 2008, hvor det ikke var til at få arbejde, at emigrere til Sydamerika. Nu har han arbejde, og hans kone, der også arbejder, venter første barn, så det var sidste mulighed for at gå en Camino. Sympatisk ung mand. Kirken er som ventet fyldt med pilgrimme. Rigtig god stemning. Flere pilgrimme græder under velsignelsen. Rørende.
Mandag, den 8. oktober, O Pedrouzo - Santiago de Compostela; 19 km:
Vejen ind til Santiago går nemt. Vejret er strålende, høj sol , og vi taler om, hvor mange gange, vi er gået ind i Santiago i regnvejr. Vi kunne sagtens nå pilgrimsmessen klokken 12, men beslutter os for 19,30-messen, der er knapt så hektisk. Vi står en lille time i kø ved pilgrimskontoret. Og vi når at blive overfuset - uvist af hvilken grund - af en sikkerhedsvagt. Vi får vores compostela'er, indlogerer os og går til "pilgrimsreception" i byens gader. Alt er som det plejer - med undtagelse af det vidunderlige vejr. Og ved aftenmessen svinger røgelseskaret, Botafumeiro, til pilgrimmes og turisters store glæde. Næste morgen til tysk messe med en sød præst kl. 8.00, derefter en lang, men også hyggelig dag i byen, før næste dags rejse fra Santiago via Madrid til København med ankomst 14,35. Nok en vellykket pilgrimsvandring i Spanien uden skader, sygdom, vabler eller væggelus.


torsdag den 11. oktober 2018

Den lille spanske bjergrute, San Salvador

Det er muligt at planlægge sin egen pilgrimsrute til Santiago af flere forskellige pilgrimsruter.
San Salvador er en middelalderlig pilgrimsrute, der følger - sådan nogenlunde - den sidste del af den gamle romerske vej Via de la Plata, der går fra fra Leon til Oviedo. Da muslimerne indvaderede den kristne Iberiske Halvø fra år 711 og frem, blev mange kristne relikvier i hast flyttet til det eneste ikke muslimske område Asturien (Asturias), hvor de blev opbevaret i Katedralen i hovedstaden og kongebyen Oviedo. Det er den lille pilgrimrute, San Salvador, fra Leon til Oviedo, der nu er retableret med herberger og afmærkning. Den tager ca 5 dage at gå, og i Oviedo kan man så skifte til Camino Primitivo og fortsætte til Santiago. Ruten er en bjergrute med mange op og nedstigninger, og den minder på mange måder ren naturmæssigt om Camino Primitivo.
Undertegnede er netop vendt hjem efter en tur fra Leon til Oviedo, herfra af Camino Primitivo til Lugo, herfra over Friol til Sabrado på Camino del Norte, og igen herfra til Camino France til Santiago, ialt 18 dage på pilgrimsstier. Jeg vender en af de nærmeste dage tilbage her på www.jakobsvejen.dk med en dagbog med mine erfaringer fra denne rundtur. Transporten - til og fra Caminoen - var rimelig nem, en rundtursbillet med Iberia fra København-Barcelone-Leon, og hjem igen Santiago-Madrid-København.
Her et foto fra Leon tidlig morgen, den 21. september i år, hvor pilgrimsvejene skilles, og hvor strømmen primært gik direkte af Camino Frances mod Santiago, men dog et lille antal pilgrimme valgte at gå langs floden, Rio Bernesga, mod Oviedo.

onsdag den 10. oktober 2018

MiamMiamDoDo på nettet

Det er nu muligt på Pilrgimsvandring i Frankrig at finde overnatning og andre services på nettet.
Skal du gå på pilgrimsvandring i Frankrig er det en rigtig god ide at stifte bekendskab med MiamMiamDoDo; verdens formentlig ældste stadig eksisterende pilgrimsguide. Den udgives stadig trykt og kan købes via nettet, men nu er der lagt en særlig - lidt mangelfuld - udgave ud på nettet, som kan spare pilgrimmene for en del vægt - for den trykte udgave vejer altså. Prøv at lege lidt med dette link, og du vil opdage, hvor nemt det er at finde logi, ligesom turistkontorer er sat på kortene. Jeg kan dog se, at en del af de traditionelle herberger, drevet af frivillige, pilgrimsvenner, samt kirkelige/kristne herberger ikke er med. Her linket til hjemmesiden: http://www.chemindecompostelle.com . Denne hjemmeside kan med fordel suppleres med en lille pixibog, Guide des haltes, hvor alle de mere "ydmyge" og ofte meget stemningsfulde, personlige, kristne herberger, klostre og lignende er opført. Denne lille guide (pixi-bogstørrelse) kan bestilles via dette link: http://www.webcompostella.com/

mandag den 8. oktober 2018

Næste pilgrimstræf - tilmelding

Næste pilgrimstræf finder sted fredag, den 9. november kl. 17.00 i Sankt Andreas Domnkirke i Bredgade i København.
Så er der kun en måned til næste pilgrimstræf i København, som annonceres her på www.jakobsvejen.dk. Det er det 8. træf indenfor de seneste 4 år - forår og efterår. Det er en lille gruppe veteranpilgrimme, der står bag pilgrimstræffene, hvor skiftende katolske menigheder i det storkøbenhavnske område har lagt lokaler til. Pilgrimstræffene er for alle interesserede - uanset kirkeligt tilhørsforhold. Programmet for næste træf er skåret over samme læst, som de 7 første.
Man mødes til messe kl. 17.00, derefter er der samvær i menighedslokalerne, hvor man begynder med et lille oplæg. Den 9. november vil Kenni Alsen fra Gilleleje, der i foråret gik sin første Camino (Camino Frances fra Saint Jean Pied de Port til Santiago) fortælle om sin tur, der blev en helt anderledes oplevelse.
Dernæst er der fællesspisning og fri snak, hvor der er muligt at stille alle typer spørgsmål om pilgrimsvandring, ruter m.m. til de mere garvede pilgrimme, der tilsammen har mange tusind kilometers erfaring på pilgrimsstierne.
Af hensyn til indkøb til fællesspisning vil arrangørerne gerne have tilmelding. Det kan ske med en mail her til jakobsvejen@gmail.com

lørdag den 6. oktober 2018

2021 er næste hellige år i Santiago

Tidligere gik der langt fleste pilgrimme til Santiago i såkaldt hellige år, men de seneste års pilgrimsrekorder kommer stort set hvert år.
Hvornår falder det næste hellige år i Santiago de Compostella, lyder spørgsmålet. Og det er nemt at svare på, I 2021, altså om 2½ år.
Det er helligt år i Santiago, de år, hvor Sankt Jakobs dag (Santiago), den 25 juli, falder på en søndag. Så åbnes den særlige port i Katedralen i Santiago, og pilgrimmene, der ankommer i disse særlige år, går traditionelt gennem den hellige port, ligesom der på selve dagen, den 25. juli, er stopfyldt af pilgrimme i Santiago, samtidig med at byen holder en kæmpe byfest.
Tidligere valgte mange - især spanske pilgrimme - at gå til Santiago på hellige år, ligesom - det siden middelalderen - har været en tradition, at pilgrimmene ventede samlet udenfor Santiago på Monte Gozo-bjerget i dagene op til den 25. juli, hvorefter de gik samlet ind til Katedralen om morgenen, den 25. juli. Denne tradition eksisterer stadig, men er antalsmæssigt ikke så forfærdeligt meget større end det antal pilgrimme - især mange ikke-spaniere - der nu årligt går til Santiago fordelt over alle årets måneder.
De næste hellige år falder på følgende årstal: 2021, 2027, 2032, 2038, 2049, 2055, 2060, 2066, 2077, 2083, 2088, 2094, 2105 - som det ses er der 5 til 11 år imellem - normalt 6, når skudårene ikke "driller".
Og af denne graf over ankomne pilgrimme de senere år, kan man også se, at der er flere pilgrimme i hellige år end i årene op til. Årene med de længste "søjler" er såkaldt hellige år. Men seneste årsrekord var i fjor (2017), hvor over 300.000 pilgrimme gik til Santiago i et "ikke-helligt år". Og det er væsentligt flere end nogensinde tidligere - også inkluderet såkaldt hellige år. Det store spørgsmål nu - som ingen kan besvare - er, hvor lang tid fortsætter det samlede antal santiagopilgrimme (og pilgrimsvandringen i resten af Europa) med at stige eksplosivt ?

torsdag den 4. oktober 2018

Overnatningslister til flere camino'er

Den hollandske pilgrimsforening har rimelig opdaterede lister med overnatninger på flere camino-ruter i Europa. Det gælder ikke alene Spanien, Portugal og Frankrig, men også Holland, Belgien, Tyskland, Danmark med flere. Ruterne kan downloads i flere formatter, se selv her: https://www.santiago.nl/downloads#spanje

tirsdag den 2. oktober 2018

Klostre langs Camino Frances

Her et forsøg på en liste med klostre og religiøse herberger på Camino Frances.
Findes der en særlig hjemmeside med klostre, hvor man kan overnatte på Caminoen, lyder spørgsmålet. Ja, der findes en trykt guide på fransk, se her http://www.webcompostella.com/preparation/guide-des-haltes/ På Web Compostella laver de guides med kristne tilbud langs pilgrimsstierne i Frankrig og en for Spanien, der dækker Camino Frances. Den kan købes via nettet.
Derudover kan man ved nærlæsning af hjemmesiden www.gronze.com orientere sig om, hvad hver enkelt herberg/overnatningssted står for.
Men da det ikke er første gang, at pilgrimme har spurgt om en liste med religiøse herberger, vil jeg forsøge mig herunder. Listen er IKKE fyldestgørende. Den omfatter de klosterherberger, Albergue parroquial (menighedsherberger), ordenssøstre/brødre herberger, som jeg kender eller har hørt om. Da vi her i oktober allerede er lidt sent på "pilgrimssæsonen", anbefaler jeg, at I tjekker nedenstående liste med www.gronze.com .
Men her listen med ca antal kilometer til Santiago først:
775 km Real Colegiata de Roncesvalles. Herberg åbent hele året, pilgrimsmesse
740 km Albergue parroquial de Zabaldika. Herberg kun åbent 15.04. til 15.10, fællesspisning (Donativo)
733 km Santisma Trinidad de Arre. Herberg åben hele året. Kapel/kirke inde i herberget, men kun messe lejlighedsvis
725 km Albergue de la Orden de Malta. Kun åbent maj til september
705 km Albergue de los Padres Reparadores, Puente la Reina. Herberg åben hele året. Drives af munkene, men messen læses i sognekirken.
682 km Albergue parroquial San Miguel, Estella. Herberg åben april til oktober (Donativo) fællesspisning, pilgrimsmesse i nabokirken
633 km Albergue parroquial Santiago El Real; Logrono. Herberget åbent i "sommerhalvåret?" Donativo, fællesspisning, messe.
602 km Albergue de peregrinos de Nájera. Herberget (åbnet af nu afdød præst/ i dag kommunalt) Donativo.
582 km Santo Domingo de la Calzada, Nuestra Senora de la Anunciacion (Assumptionssøstre). Herberg i klostret Åbent hele året
582 km Albergue de la Abadía Cisterciense (også i Santa Domingo) maj til september. Herberg. Muligt at deltage i tidebønner m.m.
575 km Albergue parroquial San Juan Bautista; Granon, Åbent hele året, Donativo, Fællesspisning, fælles aftenbøn. Åbnet af den tidligere lokale sognepræst og lidt af et "kultherberg".
558 km Albergue parroquial de Belorado, åbent april til oktober, Donativo med morgenmad.
553 km Albergue parroquial San Francisco de Asís, i Tosantos. Åbent medio marts til medio november. Drevet af lægfranciskanere. Donativvo, fællespisning og fælles aftenbøn.
533 km Albergue parroquial de San Juan de Ortega, åbent marts til november ( tidligere kultherberg med karismatisk præst, idag megen kritik på nettet)
506 km Albergue Casa de Peregrinos de Emaús (der ligger ca 1,5 km fra bymidten og de gulepile) Åbent fra påske til oktober. Fællesspisning, fællesmesse.
455 km Albergue de San Nicolás de Puente Fitero, åbent 15 maj til ?, Donativo med fællesspisning og bøn/andagt.
440 km Acogida de invierno Betania, Fromista (lukket januar/februar) Danativo. Lukket uden information i april 2018, da undertegnede passerede).
419 km Albergue parroquial Santa María (Augustinersøstre) Marts til oktober. Forholdsvis nyt "kultherberg" med yngre augustinersøstre, fælles andagt og meget mere.
419 km Albergue-hospedería del Convento de Santa Clara, kloster, åbent marts til november.
419 km Albergue eclesial Espíritu Santo, Åbent hele året.
380 km Albergue de peregrinos de la Santa Cruz. Kloster, Åbent februar til november. Benediktinerinder, Fællesmesse.
369 km Albergue parroquial Casa Rectoral, Bercianos del Real Camino; åbent april til oktober, fællesspisning, donativo.
342 km Albergue de peregrinos de Mansilla de las Mulas ( måske lidt forkert anbragt.) Kommunalt herberg styret af pilgrimsforening med meget karismatiske Laura i front. (messe i nabokirke).
323 km Albergue del convento de las carbajalas; Leon. Klosterherberg med fællesspisning og fælles messe.
287 km Albergue parroquial Karl Leisner, Hospital de Orbigo. I tidligere præstegård, messe i sognekirken.
270 km Albergue de peregrinos Siervas de María i Astorga (både ja og nej) stort herberg, hvor der ind i mellem tilbydes fælles messe.
249 km Refugio Gaucelmo, Rabanal del Camino, åbent påske til oktober. Donativo. Confraternity of Saint James er frivillige og arbejder sammen med nabobenedektinerklostret, med vesper, messe etc.
244 km Albergue parroquial Domus Dei, Foncebadon; forholdsvis nyt herberg i restaureret kirke. April til oktober. Franviskanerlægbrødre. Fællesspisning og fælles aftenandagt
229 km Albergue parroquial Santiago Apóstol, El Acebo, påske til oktober. Donativo. Fællesbøn efter aftensmaden.
217 km Albergue parroquial San Nicolás de Flüe, Ponferrada. Kæmpeherberg med donativo. Lejlighedsvis fællesmesse i herbergskirken.
129 km (på alternativ ruten) Albergue del Monasterio de Samos; Kloster (Benedektinere), donativo, messe og rundvisning i klosteret.
118 km Albergue Monasterio de la Magdalena, Sarria. Kloster. (åbent marts til oktober).
Herudover tilbyder mange kirker/menigheder i selv mindre byer på aftenmesse med pilgrimsvelsignelse. De ved som regel besked på herbergerne, kommunale såvel som private.