Pilgrimsvandring og turisme

De over 300.000 pilgrimme årligt, der på det seneste er gået til Santiago de Compostella, får større og større betydning for Galiciens økonomi.
Der kom i 2017 1,6 millioner turister til Galiciens hovedstad, Santiago, og deraf er over 300.000 pilgrimme, der mindst har gået de sidste 100 km inden Santiago til fods. Et nylig opgørelse fra turistorganisationerne i Galicien viser i følge det galiciske dagblad, el Correo Gallego, at pilgrimmene lagde over 300.000 millioner Euro i kassen i 2017 svarende til 2,25 milliarder danske kroner. Og at dette beløb ventes at stige med 10 % i indeværende år. Dertil kommer de penge, som de øvrige 1,3 millioner turister, der også kommer på grund af gående pilgrimme, bruger, men uden pilgrimme ville økonomien lide alvorlig skade, konkluderer el Correo Gallego.
Og det er næppe nogen nyhed - for de fleste pilgrimme - at især mange spanske landsbyer i dag er blevet små pilgrimsbyer, hvor baren/restauranten, den lille købmandsbutik, hotellet m.m. ikke længere ville være der, hvis der ikke kom tusindvis af pilgrimme igennem om året. Det gælder ikke bare Galicien, men også en række mindre byer i Leon, Rioja, Navarra m. fl, hvor artiklen, hvor disse informationer er hentet, ikke har nogen opgørelser over.
Kommentar:
Og den stigende turisme omkring Camino'erne i Spanien deler ofte pilgrimme i diverse diskussioner på nettet om "Kommercialisering" af pilgrimslivet. Er man en rigtig pilgrim, når man har bagagetransport, bor på forudbestilte hoteller, kun går samlet ca 100 km og så endda måske sammen med et rejsebureau og rejseleder ?
Personlig har jeg ikke de anfægtelser. Der skal være plads til alle. Pilgrimslivet - især på Camino Frances og Camino Portugues - er væsentlig ændret over tid, men om det er til det dårligere eller til det bedre har jeg ikke noget entydigt svar på. Det er rigtigt, at der går et utal af mennesker på flere af ruterne, og at alle langt fra opfører sig hensynsfuldt overfor pilgrimme eller naboer til pilgrimsstierne. Der er nok at blive irriteret over, hvis man er i det hjørne. Men omvendt har der aldrig været så megen service langs ruterne som nu med cafeer, overnatningssteder, små butikker næsten fejlfri afmærkning, så det nærmest er umuligt at fare vild, ligesom der er langt flere tilbud om kirkeligt/kristent fællesskab undervejs med messe og kristne herberger (ofte med donativo).
Da jeg gik Via de la Plata senest i 2016 og kunne konstatere, at der - som for år tilbage - stadig er op til 41 km mellem herbergerne og langt mellem vandposter/cafeer savnede jeg servicen langs Camino Frances. Og man kan altså ikke få begge dele - en pilgrimssti med kun få pilgrimme og en bar på hvert gadehjørne. Så min personlige opfattelse er, at kritikken ikke altid hænger sammen. Den stigende interesse for pilgrimsvandring betyder tillige, at et næsten utal af frivillige af mange nationaliteter nu gør stor fyldest på mange herberger og er med til at give os pilgrimme en ekstra god oplevelse. Det eneste jeg rigtig kan komme i tanke om "at brokke mig over" ud over de "uopdragne - me first" pilgrimme; er den omsiggribende tendens i de nordspanske bispedømmer med at tage entre ved indgangsdørene til kirkerne. Jeg bliver lige dele vred og ked af, at bispedømmernes ledelse ikke kan finde en anden måde at skaffe penge på. Det hører ingen steder hjemme at tage entre ved en kirkedør.

Til sidst en lille god historie oven i brokket. Da jeg i efteråret gik Camino del Salvador/Camino Primitivo løb jeg først ind i Camino Frances ved Arzua, 40 km før Santiago. Og her kunne jeg se, at der var langt mindre skrald langs denne sidste del af Camino Frances, end jeg oplevede så sent som i foråret i år, hvor tissepapir, plastikflasker, vådt tøj og andet affald flød overalt. Kommunerne havde bl.a. med hjælp fra de mange frivillige spanske pilgrimsvenneforeninger opstillet store skraldespande med forholdsvis kort afstand imellem, og jeg kunne konstatere at flertallet af pilgrimme brugte dem .