onsdag den 23. januar 2019

47.000 pensionister på Caminoen !

Der er masser af gamle kvinder og mænd på "Caminoen" i Spanien. Alder synes ikke at være nogen hindring.
Nogle spørgsmål går igen og igen - både her til siden, ved diverse pilgrimstræf eller når der er foredrag i diverse fora om pilgrimsvandring/Caminoen. Alder, køn (kan kvinder gå alene) og form. Og her midt på vinteren, hvor mange er begyndt at planlægge en eventuel forårstur på en pilgrimssti/Caminoen er spørgsmålet nok en gang aktuelt: Er jeg ikke for gammel til at klare sådan en tur ? Og selvfølgelig er der forskel på "os gamle" - nogen er en bedre form end andre, men alder synes generelt ikke at være nogen hindring for at gå pilgrimsvandring, slet ikke i Spanien, hvor servicen langs diverse Camino-ruter er så stor, at der altid er et pausested lidt fremme, tæt mellem overnatningsmulighederne eller anden hjælp at få.
Og "de/vi gamle" har faktisk vores egne måneder på Caminoen. I maj og september/oktober er antallet af pensionister på pilgrimsruterne i Spanien ret høj. Af de over 327.000, der i fjor (2018) henvendte sig på pilgrimskontoret i Santiago for at få et compostela( bevis for pilgrimsfærd) havde 60.000 passeret 60 år, heraf var næsten 47.000 pensionister. Og en stor del af dem ankommer til målet i Santiago i maj og september/oktober, og i maj i fjor havde havde næsten 11.700 santiagopilgrimme passeret 60 år, og af dem opgav 8.860, at de var gået på pension. I september var de samme tal 10.632 over 60 år, deraf 7.422 pensionister, og i oktober 2018 9.400 over 60 år, heraf 6.850 pensionister. Så de/vi gamle på pilgrimsruterne er langt fra en sjældenhed. Der er kun et problem. En del af de gamle (jeg selv inklusiv) har mere end svært ved at kravle op i en overkøje på sovesalene på diverse herberger, men jeg er heldigvis nu nået en alder, hvor de venlige hospitaleros (hjælperne/medarbejderne på herbergerne) giver mig særbehandling, så jeg får en underkøje - næsten - uden at bede om det.
(På fotoet er en 66 årige kvinde ultimo september 2018 i fuld fart på vej op til toppen (ca 1.220 meters højde) efter Borres mod Puerto la Martha på Camino Primitivos hårdeste etape via del Hospital. Og det gik fint).
Men det er min erfaring, at vi ældre/gamle pilgrimme er nød til at starte træningen med daglige lange gåture i god tid inden en pilgrimsvandring, hvis den skal blive en succes. Selv prøver jeg hele året dagligt at gå mindst 5 km til og fra et eller andet mål eller ved en rundtur. Altså mindst en time dagligt. Og 4-5 uger før en pilgrimsvandring skal antallet af kilometer sættes op, så jeg den seneste uge før afrejse går mindst 15 km dagligt - ellers bliver starten på en pilgrimsvandring ualmindelig anstrengende. Til gengæld er det min erfaring, at mange ældre er langt mere seje end mange unge/yngre pilgrimme, der ofte styrter af sted de første dage på en Camino i højt tempo for så at gå delvis ned med vabler og små skader efter 4-5 dage.
Men med tilstrækkelig fysisk forberedelse behøver 70 år ikke at være noget problem for en pilgrim.

1 kommentar:

  1. Hej Jacobsvej
    Vi - min mand og jeg har netop afsluttet Camino tur fra Porto til Santiago de Compostela. Vi bar vores bagage selv hele vejen. Det var ikke noget problem. Dog tog vi os den luksus, at bo på hoteller. Så sparede soveposer og mellemste køjer. Vi er hhv 67 og 71 år, men føler os ikke gamle 😊. Turen var en kombi af kystruten og den centrale rute. Vi er hooked og klar til at tage afsted igen.
    KH
    Annett

    SvarSlet