torsdag den 14. marts 2019

God nyhed for Via de la Plata

Herberget Albergue del Embalse de Alcántara, der er et af de få overnatningssteder på en meget lang strækning, er igen åbent.
Der er op til flere små artikler her på Jakobsvejen.dk om den ikke så nemme Via de la Plata. En af mine - og i øvrigt en hel del andre pilgrimmes - erfaringer, er de "uendelige" lange etaper. Da jeg senest gik Via de la Plata for to år siden var herbeget Albergue del Embalse de Alcántara, der ligger på ca 12 etape fra Sevilla, lukket, og næste beboelse og herberg og bebyggelse (i Cañaveral) er yderligere 11 kilometers gang væk. Så det er ikke sjov at komme til en lukket dør. I fjor (2018) døde en tysk pilgrim af tørst på denne 11 kilometers strækning.
Men nu meldes herberget igen åbent. Det ligger 22 km fra sidste bebyggelse (Casar de Cáceres), hvor der også er herberg og hostal, og ca 33 km fra den smukke by Cáceres, der stadig har mange romerske mindesmærker, og derfor en yndet overnatninsby for pilgrimme. Men jeg ville - lært af erfaring - ikke overnatte i Caceres, men i Casar de Cáceres, hvis jeg ikke var sikker på en seng i Embalse de Alcántara. Der er så lange øde strækninger på dette stykke af Via de la Plata, ligesom et - nu mangeårigt - projekt med anlæg af en højhastighedsjernbane flere steder fører til ret lange omveje af dårlige stier. Telefonnummeret til Embalse de Alcántara er 650 146 470.
Og hvis du kommer og døren er låst. Ring til samme nummer: Der skulle netop nu være sat denne seddel op på døren til herberget ved floden:
Og PS lad ikke ovenstående skræmme dig. Jeg mener afgjort, at Via de la Plata er en meget stor oplevelse. Så gå den endelig, hvis du har lyst og er i form. Men den kræver lidt mere "planlægning" frem på ruten end de andre caminoer/jakobsveje i Spanien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar