( opdatering, den 9.08.2022: Da jeg kan se, at en del pilgrimme er interesseret i Caminho Portugues da Costa og læser denne nu over 3 år gamle pilgrimsdagbog, som på mange måder stadig er aktuel, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg gik ruten igen her i foråret 2022. Jeg var dog knapt så flittig til at tage notater, så derfor er det "kun" blevet til en mini-dagbog, men er du interesseret, kan du læse den her: http://www.jakobsvejen.dk/2022/03/tidlig-forarstur-af-camino-da-costa.html )
Herunder kan du stadig se pilgrimsdagbogen fra 2019:
En af de jakobsveje i Spanien (og Portugal), der det seneste år har haft langt den største vækst i antallet af pilgrimme målt procentvis er Caminho Portugues da Costa , så da undertegnde her i slutningen af marts pludselig fik mulighed for at forlade de "hjemlige pligter" i 12 dage stod der straks Caminho Portugues da Costa på planlægningen, da jeg tidligere kun sporadisk har gået lidt langs kysten ud af Porto. Og da samtidig postkassen her på www.jakobsvejen.dk i det seneste år har fået flere henvendelser om den - formentlig - seneste variant på jakobsvejene i Spanien, Variante Espiritual, var der ikke langt fra ide til handling. Caminho Portugues da Costa og Variante Espiritual skulle prøves her, hvor muligheden var der. Og her min minidagbog:
Da det var en sidste øjeblikstur blev fly- og busbillet købt forholdsvis sent, men var trods det langt under gennemsnitsprisen. Transport med Lufthansa tur - retur til Santiago, kr. 745, Alsa-bus, Santiago - Porto 20 Euro. Al transport til og fra Camino, ialt 900 kr.
Mandag den 25. marts afgang med Lufthansa fra København til Franfurt kl. 6,40 og videre med Lufthansa til Santiago de Compostela med ankomst kl.12,20. Bussen til Porto - Lufthavn gik først kl. 17,30, så jeg havde god tid til at anskaffe vandrestok og gå en tur i Santiago, hvor vejret var total sol og ca 18 grader, inden turen gik videre med bus. Jeg havde hjemmefra besluttet at gå enten direkte fra Lufthavnen i Porto til havet (kystruten) eller med metro til Vila de Conde, som jeg for år tilbage havde gået til langs kysten fra Porto, hvorefter turen den gang gik til Rates og centralruten fra Portugal til Santiago. Denne gang kunne det max blive til 11½ vandredag, og for at være sikker på at få tid nok til også at få Variante Espiritual med senere på kystruten, besluttede jeg mig for at starte turen på kystruten, hvor jeg havde forladt den for nogle år siden, nemlig ved Vila do Conde. Men sent mandag aften 20,15 lokal tid (21,15 dansk tid) kom bussen til Lufthavnen, og alle ideer om at nå til kysten samme dag var passé. Jeg sov i Air Hostal, 800 meter fra lufthavnen, hvor jeg mødte pilgrimme, der var på vej hjem efter pilgrimsfærd til Santiago og hørte lidt om kystruten.
Tirsdag, den 26. marts, Vila de Conde - Castelo do Neiva ca 37 km: Afgang med metro til Vila do Conde allerede ved 7-tiden i tusmørke, og efter en kop kaffe var der afgang langs kysten af træbroer/stier, som jeg kendte fra tidligere. Jeg mødte et utal af lokale motionister, men så kun en enkelt pilgrim et godt stykke bag mig. Dagens etape var i første omgang sat til ca 28 km, hvilket, sådan set, er mere end rigeligt til en første dag. Turen gik langs vandet 12-13 km - primært af anlagte træbroer oven på klitterne. Landskabet kan mod havet minde en del om en tur langs Vesterhavet, men ser man mod højre er horisonten mere kuperet. Vejret var strålende og allerede om formiddagen mødte jeg folk i badetøj, der kom for at slikke solskin på stranden - enkelte gik i vandet. Allerede midt på formiddagen gik turen lidt ind mod land gennem lidt grønne område med mindre op og nedstigninger, stierne var flere steder brostensbelagt med natursten - ikke særlig rart for mine knæ og fødder. Så tilbage langs vandet, men nu af delvis langt mere befærdede veje. Jeg ankom til Marinhas allerede kl. 12,45 og herbeget åbnede først kl. 14 - eller rettere jeg kunne først få nøglen udleveret kl. 14.00 til Albergue de peregrinos de São Miguel, hvor der ikke var en hospitaleros. Nøglen skulle hentes i Lægehuset (Cruz Vermelha y la Asociación de Amigos del Camino “Via Veteris”) I følge www.gronze.com var herberget fuldt udstyret med køkken og i fin stand. Jeg hvilede mig på en bænk til kl.14.00, og godt svedig fik jeg nøglen hos søde ambulancefolk og gik til lidt af et spøgelsesherberg, der havde kendt bedre dage. Køkkenet var fuldstændig lukket - ikke en gang en mikrobølgeovn, og alt så mere end nedslidt ud. Jeg fandt dog en køje, redte seng og gjorde klar til at gå i bad. Men bruseren var pillet ned i baderummet, så efter et kvarters betænkningstid og konsultering af www.gronze.com besluttede jeg for at gå videre. 15.05 var jeg efter at have afleveret nøglen igen på vej af stien. Det var lidt hårdt og nok også lidt dumt. Nu gik turen lidt ind i baglandet i mest kuperet terræn med stenstier i "skovområde". Belægningen kunne knæ og fødder ikke li, og jeg var temmelig træt. Endelig passerede jeg floden Neiva af en smal med flot stenbro og mødte tre yngre tyske pilgrimme (sygeplejersker viste de sig at være). Nu var målet, Castelo do Neiva, tæt på. Jeg meldte ind på privatherberget, Albergue de peregrinos D. Nausti, der var i anderledes god stand. Men ca 37 km er for meget for mig på en førstedag, så .... jeg var ikke i så fin form længere. Der var fremragende køkken og alle gode faciliteter, så jeg spiste sammen med mine tre nye pilgrimsbekendte, samt nok en tysker på herberget. Men det forholdsvis velassorterede minisupermarked lå 800 meter væk, så det blev til nok en ekstra tur. Ingen kirke i nærheden; men hyggeligt fællesskab med andre pilgrimme, før jeg sov tidligt ind.
Onsdag, den 27. marts, Castelo do Neiva - Carreço, ca 21 km: Jeg ville have taget turen helt nede langs kysten for at undgå de "toppede brosten" i bakkerne/bjergene bag ved, da stenene kunne mærkes tydeligt i knæ og fødder. Men den søde vært i herberget fortalte mig, at der flere steder langs kysten var dårlig forbindelse, så jeg enten skulle gå i strandsand, passerer små vandløb uden broer eller gå langs befærdet landevej. Så jeg endte på den officielt afmærkede sti over bakkerne/bjergene i baglandet gennem mere grønt område med flot udsigt over havet. Jeg løb ind i tyske Robert (høj ung, hurtigløber), som jeg fulgtes med til Viana do Castelo, hvor jeg ankom lige tidsnok til en lokal morgenmesse. Mit første kirkebesøg, idet kirkerne på kystruten i modsætning til centralruten er langt mere aflåste. Robert løb videre, mens jeg blev lidt i byen, drak kaffe og fortsatte i nøjagtig samme bakkelandskab med udsigt over havet til Correco, hvor jeg flyttede ind i Albergue Casa do Sardão (12 Euro for en seng). En sød værtinde, Mina, tilbød at vaske mit tøj i maskine sammen med noget hun selv havde (visse fordele har man af at være gammel og "lidt ubehjælpelig"). Tøjet blev vasket og hængt op af søde Mina, mens jeg gik på "folkerestaurant" i nærheden, hvor der var "bondekost" bestående af grøntsuppe - bacalao - flan, samt drikkevarer til 6 euro. Man tror, at det er løgn. Bacalao er en rigtig fasteret i Portugal; tørret saltet torsk, der vandes ud og serveres på mange forskellige måder, her med udkogte karofler og en slags kål. Jeg var ret vild med maden og fik så meget, at jeg gik lige hjem og sov. Jeg kunne godt mærke, at gårsdagens lange tur sad i knæ og fødder. Den venstre fod var hævet lidt - ikke gode tegn, men jeg beder til, at det går. Jeg overnattede igen ude på landet, hvor der kun var en lukket kirke og inden betjening om hverdagen.
Torsdag, den 28. marts; Carreço (i Portugal) - Monasterio de Oia (i Spanien), ca 34,8 km (til fods). Planen var "kun" at gå 22 km plus den lille sejltur mellem Portugal og Spanien. Men sådan gik det ikke. Nok en gang gennem det bakkede landskab ( op og ned af stenede stier) i baglandet med træer og små bebyggelser med flotte udsigter over havet. Jeg har sovet godt, så fødderne har det bedre men føles ikke helt ok.
Efter knapt 8 km er jeg tilbage tæt på kysten og får morgenkaffe i Vila Praia de Âncora, hvorfra stien går langs havet primært af asfaltveje. Jeg når havnebyen Caminha, hvorfra den lille færge skal bringe mig over fjorden til Spanien. Færgen er ude af drift, men en taxi-båd (telefon 00351 913 254 110) vil bringe mig over, når der er mindst to pilgrimme. Vi bliver 4 styk inden for en halv time, og for 5 euro pr. næse får vi en sejltur på fuld speed over havet og kravler lettere fortumlet op på kajen. Fiskeren (taxi-manden) er meget underholdende og svinger lidt rundt i fjorden. Jeg går straks videre mod den forholdsvis store by A Guarda, hvor jeg havde tænkt mig at sove. Jeg ankommer til herberget ved 14,15 tiden for at konstatere, at det først åbner kl. 16.00 og et kik gennem vinduerne efterlader ikke det bedste indtryk. Vejret er fortsat strålende, 18 grader, høj sol. Jeg går videre og taler med mor og datter fra Prag, der træffer samme beslutning. Men der er først overnatning ved et kloster yderligere knapt 13 km længere fremme. For undertegnede var det nok ikke den klogeste beslutning. Turen går hele vejen langs havet med mange strandgæster, strandcafeer og kun få pilgrimme. Nogle af stierne er på de "velsignede/behagelige" træbroer, som fødder og ben har det rigtig godt med, mens - desværre - resten er asfalt. Jeg er temmelig smadret, da jeg efter 13 km når Klosteret i Oia, der viser sig at være et museum. Næsten 4 km til næste herberg, men nej et mindre hotel med det sødeste ældre værtspar bliver redningen. (30 euro for et enkeltværelse med bad/toilet samt morgenmad og madpakke inkluderet). Senere dukker tjekkiske mor og datter op. De orker heller ikke at gå længere. Værtparret laver mad og er i det hele taget om os. Der er ikke andre gæster. Vi får lov at spise tidligt og jeg går i seng med en fod, der ikke har det godt. Det gør ondt som bare ......
Fredag, den 29. marts: Oia - A Ramallosa ca 22,5 km. Min søde værtinde står klar med et morgenbord, som jeg slet ikke kan spise noget af. Hun insisterer dog på at jeg drikker et stort glas appelsinjuice, og kommer med en masse pålæg ost og skinke, samt brød som hun giver mig med. De første kilometer går af mindre jordveje, små asfaltveje og undervejs ser jeg andre pilgrimme, der har overnattet i herberget længere fremme. Og som de andre dage har man hele tiden havet mod vest på venstrehånd. Jeg drikker kaffe i Mougas sammen med andre pilgrimme, og nu følger den afmærkede sti landevejen PO 552 de næste ca 5 km. Jeg kan godt mærke, at min venstre fod ikke har det så godt, selvom en hævelse er dalet en smule. Jeg holder en længere pause i en cafe i Baredo inden ruten ændrer totalt karakter og går ind i landet gennem grønne områder med en lille stejl stigning på ca 130 meter og en ligeså hurtig nedstigning - igen af brolagte skovveje. Stigningen fortsætter med udsigter over vandet til Baiona, hvor det er muligt at overnatte, men jeg fortsætter til den lidt større by A Ramallosa (Nigran), hvor de sidste 4-5 km går igennem bebygget område. Jeg flytter på kloster, Albergue-Hospedería Pazo Pías, hvor en ualmindelig venlig hosptaleros giver mig mit eget værelse med sengetøj, håndklæder m.m. til 15 euro. Klostret har en smuk have, og jeg får en længere snak med en yngre sød hollandsk pilgrim, der ankom få minutter efter mig. Jeg var ved klostret allerede ved 13,30 tiden, så jeg hviler spiser resten af min madpakke. Der er messe i byen om aftenen, så senere går jeg ud og handler og spiser aftensmad udenfor i klosterhaven i solen med min nye hollandske pilgrimsbekendte. Men foden har det ikke godt. Jeg kan mærke, at jeg halter, da jeg går i kirke lidt fra klostret - iøvrigt som eneste pilgrim.
Lørdag, den 30. marts: A Ramallosa - Chapela ca 28 km. Jeg havde en helt fast plan denne lørdag; jeg ville gå langs kysten hele dagen til den største by på ruten, Vigo, af en lidt alternativ rute, hvor det ville være nemmere for mig at finde ind i centrum og ud igen næste morgen. Jeg gik langs strande med solbadene lørdagsgæster, masser af cafeer og mest asfalt. Stort set ingen pilgrimme, der - hvis de var der - druknede i de mange strandgæster, ligesom den asfalterede sti langs vejene blev brugt flittigt af motionscykelryttere i stort antal. Weekend i Spanien. Jeg gik gennem Vigos alt andet end charmerende havneområde og nåede endelig centrum, der var proppet med mennesker i Napoleonsuniformer og andet tøj fra først i 1800-tallet. Festen er til minde om Vigos kamp mod Napoleons tropper den 28. marts 1809, hvor det lykkedes byens befolkning at stable en hær på benene, der sendte Napoleon på flugt. Byen sydede, og det var selvfølgelig fuldstændig umuligt at finde en seng at sove i - alt var optaget. Efter at have løbet rundt i to timer uden resultat, og iøvrigt temmelig træt og kvæstet, gik jeg ud af byen ved 15-tiden og fortsatte yderligere 7-8 kilometer til den lille by Chapela, hvor en sød værtinde og halvsur vært tog imod i et lille hotel/pension. Køkkenet var lukket kl 15,30 sagde Fatter. Nej sagde mutter, jeg laver selvfølgelig mad til en pilgrim, og så fik jeg mad i store mængder, igen fisk, nemlig Merluca. Efterfølgende i bad i kirke og i seng. Jeg var helt død, og min venstre fod var gået i strejke.
Søndag, den 31. marts: Chapela - Redondela ca 7-8 km og IKKE mere. Det var en nem tur over en lille højderyg (ca 180 meter over havet) med flotte udsigter og vegetion det meste af vejen. Men jeg havde svært ved at gå og haltede lidt. Jeg var i byen allerede kl. 10.00, gik til søndsagsmesse og følte mig rigtig hjemme, idet Redondela ligger på Centralruten, hvor de to ruter mødes. Jeg havde været i byen 2 gange tidligere (Camino Portues, centralruten) og kunne genkende det hele. Jeg fik lov at flytte ind på privatherberget Albergue A Casa da Herba før åbningstid, smed tøjet i vaskemaskine, gik i bad, hængte tøj op og på hovedet i seng. Jeg ville have boet på menighedsherberget, Albergue parroquial Santiago Apóstol, men det åbnede først for sæsonen efter påske. Jeg stod igen op kl. 15.00 for at gå ud at spise søndagsmiddag, som er noget helt særligt i Spanien. Jeg snakkede med en sød spansk familie ved nabobordet, og fandt efter middagen hurtigt hjem og i seng.
Mandag, den 1. april: Redondela - Pontevedra ca 20 km. Den lange hvileperiode havde gjort mig godt, og jeg kom lidt sent afsted af den nu langt mere befærdede Camino Portugues Central, hvor der var mange pilgrimme både foran og bagved. Turen gik gennem skove og meget små bjerge/bakker Alto da Lomba (153 meter) og Alto da Canicouva ( 145 meter) uden de store problemer. Kirkerne undervejs var åbne i modsætning til på kystruten. Min fod havde det langt bedre, og jeg besluttede mig for den følgende dag at dreje fra og gå af Variante Espiritual. Alberget ligger 3 km før den gamle by, så jeg fortsatte ind i Pontevedra, forbi den meget smukke mini katedral, hvor en kvindelig pilgrim står på toppen af kirken lige under kuplen, og har givet byen tilnavnet Peregrina-byen. De er meget stolte af hende, og både turister og pilgrimme står i kø for at fotografere hende dagen lang, ligesom både butikker, restauranter og overnatningssteder har hende med i navnet. Jeg besøgte hende inde i kirken og gik få hundrede meter videre til en lille pension, hvor jeg har sovet før. Igen megen hvile, derefter spisning og messe hos Peregrina . Nu var jeg sammen med andre pilgrimme.
Tirsdag, den 2. april: Pontevedra - Armenteira 21½ km. Turen ud af Pontevedra går nemt, og de første 3 kilometer i selskab med ret så mange pilgrimme både foran og bagved. Der morgensnakkes lidt på stien, og efter godt 3 kilometer er alle sanser åbne, men jeg finder let afstikkeren af Variante Espiritual, hvorefter jeg ikke ser en eneste anden pilgrim før senere på eftermiddagen ved klostret i Armenteira. Jeg havde dagen før ringet til en mig ukendt person, der står omtalt som Info/Reservas for Variante Espiritual og spurgt om pilgrimsbåden fra Vilanova de Arousa til Pontecesures gik torsdag, den 4. april og fået et bekræftende svar (telefon 0034 607 911 523). Den direkte vej til Armenteira kan (mit gæt) højst være ca 14 km - formentlig mindre. Denne nye "omvej" fra Camino Portugues er tydelig lavet som en naturrute, der svinger sig gennem hver bevoksning og over hvert højdedrag som en slange i umulige S-formationer. Turen går over den lille "ferieby" Campano, der ligger på et højdedrag, derfra går stien tilbage til kysten med udsigt over fjordene ved Poio, hvor klostret i Poio passeres (kirken var åben) og tilbage på en sti og landevej langs vandet (fjorden) til Combarro, hvor jeg holdt morgenmadspause inden turen gik over et mindre bjerg på knapt 500 meter. Og her gik jeg lidt forkert. Jeg fandt umiddelbart ikke afmærkningen op af de små asfaltveje mod bjergene og fortsatte for langt langs vandet 1-2 kilometer indtil jeg var helt sikker på, at det var forkert. En kondiløber forklarede mig, hvad vej jeg skulle gå, hvorefter en anden kondiløber - en yngre kvinde - insisterede på at følges med mig, til jeg var på rette vej. (Det er utroligt så hjælpsomme, søde og imødekommende næsten alle spaniere er overfor pilgrimme). Jeg nåede at høre lidt af Carmens historie inden jeg efter et knus blev sendt op i bjergene. Og nu gik det af brede jordveje mod toppen gennem skovområder forbi en udsigtsplatform, hvor en stor del af kysten lå for ens fødder. Der var et utal af stier og skoveje, så uden afmærkning havde det været svært.
Efter at have passeret Alto (460 meter) gik det meget stejlt ned til ca 300 merters højde, hvor den lille landsby Armenteira med et kæmpe Cistercienserkloster ligger. Som ved andre klostre i Spanien var der 2 restauranter umiddelbart i klostrets nærhed til at tage sig af de mange - mest indenlandske - turister, der dagligt tager på klosterbesøg. Jeg havde hørt, at det var et nonnekloster, så jeg var lidt overrasket, da en mandlig cistercienser tog imod. Det viste sig dog at være præsten, der stod ved porten. Han hidkaldte straks "gæstenonnen", som var fransktalende og meget imødekommende. Jeg havde ikke meldt min ankomst på forhånd, så der var ikke bestilt middagsmad til mig, hvilket betød at jeg skulle spise på en restauranterne, forklarede hun. Men morgenmad og madpakke hørte med i prisen for en nonnecelle med bad og toilet for en nat, 45 Euro.
For en dansker er det overkommeligt for den oplevelse, som det er at følge et klosters rytme med tidebønner og messe, samt med nøgle til nonnernes eget lille kapel og fri adgang til klostret uden for klausuren ( der hvor nonnerne/beboerne kun selv kommer). Men et eller andet sted har jeg det lidt dårligt med, at prisen for en nat i et kloster er langt over gennemsnittet. Det var langt den højeste overnatningspris for mig på denne tur. Der ligger et herberg (Albergue) ca 700 meter fra klostret til lav normalpris (6 Euro), men det er lige langt nok væk til at følge tidebønner m.m. i klostret, ligesom det kun giver adgang til klostret, når der er andagt eller messe i kapellet. Så med dette lille minus var det for mig langt den største oplevelse på hele denne pilgrimsfærd - ikke mindst morgenmessen med Virgilia dagen efter kl. 7,30 i lysningen med slukket lys, hvor morgensolen undervejs begyndte at kigge ind af vinduer, og hvor vi 3 pilgrimme, to spanske og undertegnede blev budt ind i kredsen af nonner under eukaristien (nadveren). Nå jeg gik om eftermiddagen til - en iøvrigt fantastisk - menu del dia i den ene restaurant, på en lille rundtur i området, og ikke mindst rundt i klostret, hvor de ældste dele er fra 1150, og hvor det - nærmest undtagelsesvis - har været muligt for beboerne (her cistercienserne) at vedligeholde det kæmpe kompleks, så det fremstod langt over det man ellers ser. Jeg tænkte på, at den ( for spaniere og portugisere) lidt høje overnatningspris var med til at holde klostret i så fin stand. Jeg gik til Vesper i kapellet, men valgte med vilje at pjække fra komplet kl 21.00, hvor jeg for længst var sovet ind.
Onsdag, den 3. april: Armenteira - Vilanova de Arousa, ca 25 km: Jeg drak en kop kaffe (ikke særlig god) i klostrets gæstespisesal, smurte en stor madpakke og gik med rygsæk til morgenmesse, før jeg forlod klostret ved 8,30-9,00-tiden. To spanske damer, som jeg snakkede lidt med havde også boet i klostret, mens 3 tyske og en brasiliansk pilgrim (og måske lidt flere) havde boet i herberget ca 700 meter væk. Jeg gik nu forbi herberget og fulgte først en lille å ned af bjerget i sving efter sving, forbi diverse ruiner af vandmøller og møllerhuse.
Små vandfald afløste hinanden og solen skinnede, men med langt flere skyer indimellem end de foregående dage, ligesom temperaturen havde taget et kraftigt dyk. Jeg frøs i starten lidt om fingrene, men orkede ikke at finde mine små vanter frem. Efter ca 7½ km kom jeg til et par større veje og den mindre by, Barrantes, hvor jeg gik på cafe og satte mig med kaffen ( et stort glas med kaffe og mælk) og min madpakke udenfor. Den søde bardame kom med appelsinjuice, 90 cent for det hele. Man undrer sig. Derefter 6-8 km nedad af snoet sti langs floderne Umia og Arnelas inden et bakket landskab mod endemålet Vilanova de Arousa. Over en gangbro helt ude ved fjorden (havet) og ind i byen, hvor herberget lå på en førstesal i en stor sportshal. Jeg havde ikke mødt en eneste anden pilgrim hele dagen. Emilio tog imod (6 euro for en seng), og jeg købte samtidig en billet (19 Euro) til pilgrimsbåden, der næste dag skulle sejle ind ad Ulla Floden mod Padron akkurat, som apostlen Jakob - i følge galicisk historie - var ankommet til Galicien for at missionere ca år 40, før han tog tilbage til Jerusalem, blev henrettet og kom tilbage som relikvie i en kiste. Jeg nåede i bad, da en ubeskrivelig/for mig uudholdelig musiklarm fra en gymnastiksal på 2 sal lige over herberget gik i gang. Intet problem. Det stopper ved 18-19-tiden, sagde Emilio og gik en tur i byen. Det gjorde jeg også, men missede et privat herberg tæt på havnen, og fandt i stedet en pension med et enkeltværelse til 30 euro med morgenmad. Puha, denne tur bliver lidt dyrere end forventet. (www.gronze.com har ikke denne nye rute, Variante Espiritual, med på sin omfangsrige hjemmeside, så jeg har ikke overblik over service/overnatningsmuligheder m.m. undervejs.). Jeg fandt et sted at spise på havnen, gik til messe i den lokale kirke og i seng.
Torsdag, den 4. april: Vilanova de Arousa - Teo ( ca 48 km, 32 km i båd og 16 km til fods): Klokken 8 var der afgang i pilgrimsbåden, en lille åben båd med gummisider fra kajen i havnen. Vi var 10 pilgrimme og jeg snakkede lidt med mine to spanske klosterveninder fra dagen før, samt med de 3 tyske kvindelige pilgrimme, som jeg havde mødt i Armenteira. Bådens fører/kaptajn, Santiago (ja, det hed han), var meget underholdende og fortalte om muslingefiskeri, floden Ulla, Apsotlen Jakobs historie, landskabet omkring floden, ligesom han holdt pauser undervejs og uddelte varm te til en frysende lille flok. Det småregnede og vejret, der havde strålet i de første dage på min tur, havde taget et ordentligt dyk til 5-6 grader denne formiddag. Jeg fandt vanterne frem, men var - desværre - så gentleman-agtig, at jeg overlod dem til en frysende tysk pilgrim, der højlydt klagede over vejret, som om nogen kunne ændre det. Turen ind var fantastisk flot. Vi gjorde holdt ved en kunstig muslingeø lavet af træ og metal, hvor der blev dyrket blåmuslinger og igen ved et utal af muslingefiskerbåde, hvor bunden i den lavvandede fjord/brede flod ( ca 1-2 meter) blev skrabet med særlige fiskeredskaber til mindre muslinger (bla. hjertemusklinger). Jeg øjnede mindst 30 meget små både med en eller to personer (også kvinder) om bord. Det må være et koldt arbejde. Vi passerede ruiner af forsvarsværker og kirker fra en svunden tid inden vi efter ca 1½ times sejlads gik i land ved Pontecesures ca 3-4 km før Padron. Jeg frøs lidt og imodsætning til mine medpilgrimme(rejsende) gik jeg straks videre - for at få varmen - mod Padron, og nu mødte jeg rigtig mange andre pilgrimme på stien. Jeg var på kendt vej, Camino Portugues af centralruten, på sidste etape før Santiago. Efter en kaffepause i Padron fortsatte sig i hurtig tempo mod Teo, hvor jeg havde besluttet mig for at overnatte på det kommunale herberg. Jeg ankom som den første. Vi blev 12 pilgrimme. Herberget har et godt køkken, men ingen supermarkeder i nærheden. Jeg gik ud og spiste med 3 andre - lidt yngre - pilgrimme en portugiser, en italiener og en spanier. Om aftenen havde jeg lidt gammelt brød, som jeg olivenristede, samt ost, som vi delte. Et par tyske og finske pilgrimme spiste ude om aftenen. Herberget er helt ok og i rimelig ren stand.
Fredag, den 5. april: Teo - Santiago de Compostela ca 14-15 km: Vejret er forfærdeligt; regn og kulde. Trods det - gik det stærkt af stierne mod Santiago, der svinger (meget kraftigt) gennem delvis grønne områder langs N 550, som det nærmest er umuligt at gå langs, selvom vejen ind til Santiago kunne næsten halveres. Jeg passerede flere åbne kirker undervejs (tak for det), mange åbne barer og er i det hele taget tilbage i "pilgrimscivilisationen". Da jeg nærmede mig byen gik jeg smutvejen langs det store hospital og direkte mod centrum uden om Santa Marta. Jeg var ved pilgrimskontoret allerede kl. 10.00 - ingen kø. To frivillige i pilgrimskontoret gav mig mit compostela og ville gerne høre lidt om Variante Espiritual, som de kun havde hørt sporadisk om. Jeg gik på morgencafe på mit "stamværtshus" hos den søde cubaner, Lily. Hun lovede at lave merluca galego til mig senere på dagen. Derefter på min lille pension, i hurtigt bad og videre til pilgrimsmesse kl. 12.00 i San Franciscokirken (Katedralen er delvis lukket for restaurering). Den meget stemningsfulde klosterkirke var fyldt men ikke stopproppet. Det er tydeligt, at vi er før påske, selvom byen har pænt mange pilgrimme. Det regner og jeg har ikke meget lyst til at løbe rundt uden for. Jeg møder mine 3 søde tyske sygeplejersker fra tidligere på ruten, som jeg hænger lidt ud med. Går tidligt i seng.
Lørdag, den 6. april. Vejret er mere end dårligt. Regn,regn,regn. Jeg går ud i Santiagos gader til morgenmesse på engelsk i kapellet i Pilgrimshuset. Morgenkaffe hos min cubanerveninde. Pilrgimsmesse igen kl. 12.00, hvor jeg møder kendte ansigter. Det regner stadig. Jeg spiser nok en gang små blæksprutter og merluca ved 13,30 tiden, derefter afgang kl. 15.00 med lufthavnsbussen i regn. Lufthansafly til Franfurt og videre mod København. Hjemme hos mig selv ved 23-tiden.
Jeg brugte John Brierleys 2019 Guide, Camino Portugues, der har både Centralruten, Kystruten, Variante Espiritual, samt diverse Senda Litoral (smutveje, omveje og forbindelsesstier) i en og samme guide. Den kan bestilles via dansk boghandel eller købes på nettet. Dertil som sædvanlig www.gronze.com til service undervejs. MEN NB, Variante Espiritual er ikke på www.gronze.com.
Prisen for hele turen har jeg endnu ikke gjort op, men på grund af dyrere overnatning end normal er jeg over 30 euro i døgnet i gennemsnit.
Da det var en sidste øjeblikstur blev fly- og busbillet købt forholdsvis sent, men var trods det langt under gennemsnitsprisen. Transport med Lufthansa tur - retur til Santiago, kr. 745, Alsa-bus, Santiago - Porto 20 Euro. Al transport til og fra Camino, ialt 900 kr.
Mandag den 25. marts afgang med Lufthansa fra København til Franfurt kl. 6,40 og videre med Lufthansa til Santiago de Compostela med ankomst kl.12,20. Bussen til Porto - Lufthavn gik først kl. 17,30, så jeg havde god tid til at anskaffe vandrestok og gå en tur i Santiago, hvor vejret var total sol og ca 18 grader, inden turen gik videre med bus. Jeg havde hjemmefra besluttet at gå enten direkte fra Lufthavnen i Porto til havet (kystruten) eller med metro til Vila de Conde, som jeg for år tilbage havde gået til langs kysten fra Porto, hvorefter turen den gang gik til Rates og centralruten fra Portugal til Santiago. Denne gang kunne det max blive til 11½ vandredag, og for at være sikker på at få tid nok til også at få Variante Espiritual med senere på kystruten, besluttede jeg mig for at starte turen på kystruten, hvor jeg havde forladt den for nogle år siden, nemlig ved Vila do Conde. Men sent mandag aften 20,15 lokal tid (21,15 dansk tid) kom bussen til Lufthavnen, og alle ideer om at nå til kysten samme dag var passé. Jeg sov i Air Hostal, 800 meter fra lufthavnen, hvor jeg mødte pilgrimme, der var på vej hjem efter pilgrimsfærd til Santiago og hørte lidt om kystruten.
Tirsdag, den 26. marts, Vila de Conde - Castelo do Neiva ca 37 km: Afgang med metro til Vila do Conde allerede ved 7-tiden i tusmørke, og efter en kop kaffe var der afgang langs kysten af træbroer/stier, som jeg kendte fra tidligere. Jeg mødte et utal af lokale motionister, men så kun en enkelt pilgrim et godt stykke bag mig. Dagens etape var i første omgang sat til ca 28 km, hvilket, sådan set, er mere end rigeligt til en første dag. Turen gik langs vandet 12-13 km - primært af anlagte træbroer oven på klitterne. Landskabet kan mod havet minde en del om en tur langs Vesterhavet, men ser man mod højre er horisonten mere kuperet. Vejret var strålende og allerede om formiddagen mødte jeg folk i badetøj, der kom for at slikke solskin på stranden - enkelte gik i vandet. Allerede midt på formiddagen gik turen lidt ind mod land gennem lidt grønne område med mindre op og nedstigninger, stierne var flere steder brostensbelagt med natursten - ikke særlig rart for mine knæ og fødder. Så tilbage langs vandet, men nu af delvis langt mere befærdede veje. Jeg ankom til Marinhas allerede kl. 12,45 og herbeget åbnede først kl. 14 - eller rettere jeg kunne først få nøglen udleveret kl. 14.00 til Albergue de peregrinos de São Miguel, hvor der ikke var en hospitaleros. Nøglen skulle hentes i Lægehuset (Cruz Vermelha y la Asociación de Amigos del Camino “Via Veteris”) I følge www.gronze.com var herberget fuldt udstyret med køkken og i fin stand. Jeg hvilede mig på en bænk til kl.14.00, og godt svedig fik jeg nøglen hos søde ambulancefolk og gik til lidt af et spøgelsesherberg, der havde kendt bedre dage. Køkkenet var fuldstændig lukket - ikke en gang en mikrobølgeovn, og alt så mere end nedslidt ud. Jeg fandt dog en køje, redte seng og gjorde klar til at gå i bad. Men bruseren var pillet ned i baderummet, så efter et kvarters betænkningstid og konsultering af www.gronze.com besluttede jeg for at gå videre. 15.05 var jeg efter at have afleveret nøglen igen på vej af stien. Det var lidt hårdt og nok også lidt dumt. Nu gik turen lidt ind i baglandet i mest kuperet terræn med stenstier i "skovområde". Belægningen kunne knæ og fødder ikke li, og jeg var temmelig træt. Endelig passerede jeg floden Neiva af en smal med flot stenbro og mødte tre yngre tyske pilgrimme (sygeplejersker viste de sig at være). Nu var målet, Castelo do Neiva, tæt på. Jeg meldte ind på privatherberget, Albergue de peregrinos D. Nausti, der var i anderledes god stand. Men ca 37 km er for meget for mig på en førstedag, så .... jeg var ikke i så fin form længere. Der var fremragende køkken og alle gode faciliteter, så jeg spiste sammen med mine tre nye pilgrimsbekendte, samt nok en tysker på herberget. Men det forholdsvis velassorterede minisupermarked lå 800 meter væk, så det blev til nok en ekstra tur. Ingen kirke i nærheden; men hyggeligt fællesskab med andre pilgrimme, før jeg sov tidligt ind.
Onsdag, den 27. marts, Castelo do Neiva - Carreço, ca 21 km: Jeg ville have taget turen helt nede langs kysten for at undgå de "toppede brosten" i bakkerne/bjergene bag ved, da stenene kunne mærkes tydeligt i knæ og fødder. Men den søde vært i herberget fortalte mig, at der flere steder langs kysten var dårlig forbindelse, så jeg enten skulle gå i strandsand, passerer små vandløb uden broer eller gå langs befærdet landevej. Så jeg endte på den officielt afmærkede sti over bakkerne/bjergene i baglandet gennem mere grønt område med flot udsigt over havet. Jeg løb ind i tyske Robert (høj ung, hurtigløber), som jeg fulgtes med til Viana do Castelo, hvor jeg ankom lige tidsnok til en lokal morgenmesse. Mit første kirkebesøg, idet kirkerne på kystruten i modsætning til centralruten er langt mere aflåste. Robert løb videre, mens jeg blev lidt i byen, drak kaffe og fortsatte i nøjagtig samme bakkelandskab med udsigt over havet til Correco, hvor jeg flyttede ind i Albergue Casa do Sardão (12 Euro for en seng). En sød værtinde, Mina, tilbød at vaske mit tøj i maskine sammen med noget hun selv havde (visse fordele har man af at være gammel og "lidt ubehjælpelig"). Tøjet blev vasket og hængt op af søde Mina, mens jeg gik på "folkerestaurant" i nærheden, hvor der var "bondekost" bestående af grøntsuppe - bacalao - flan, samt drikkevarer til 6 euro. Man tror, at det er løgn. Bacalao er en rigtig fasteret i Portugal; tørret saltet torsk, der vandes ud og serveres på mange forskellige måder, her med udkogte karofler og en slags kål. Jeg var ret vild med maden og fik så meget, at jeg gik lige hjem og sov. Jeg kunne godt mærke, at gårsdagens lange tur sad i knæ og fødder. Den venstre fod var hævet lidt - ikke gode tegn, men jeg beder til, at det går. Jeg overnattede igen ude på landet, hvor der kun var en lukket kirke og inden betjening om hverdagen.
Torsdag, den 28. marts; Carreço (i Portugal) - Monasterio de Oia (i Spanien), ca 34,8 km (til fods). Planen var "kun" at gå 22 km plus den lille sejltur mellem Portugal og Spanien. Men sådan gik det ikke. Nok en gang gennem det bakkede landskab ( op og ned af stenede stier) i baglandet med træer og små bebyggelser med flotte udsigter over havet. Jeg har sovet godt, så fødderne har det bedre men føles ikke helt ok.
Fredag, den 29. marts: Oia - A Ramallosa ca 22,5 km. Min søde værtinde står klar med et morgenbord, som jeg slet ikke kan spise noget af. Hun insisterer dog på at jeg drikker et stort glas appelsinjuice, og kommer med en masse pålæg ost og skinke, samt brød som hun giver mig med. De første kilometer går af mindre jordveje, små asfaltveje og undervejs ser jeg andre pilgrimme, der har overnattet i herberget længere fremme. Og som de andre dage har man hele tiden havet mod vest på venstrehånd. Jeg drikker kaffe i Mougas sammen med andre pilgrimme, og nu følger den afmærkede sti landevejen PO 552 de næste ca 5 km. Jeg kan godt mærke, at min venstre fod ikke har det så godt, selvom en hævelse er dalet en smule. Jeg holder en længere pause i en cafe i Baredo inden ruten ændrer totalt karakter og går ind i landet gennem grønne områder med en lille stejl stigning på ca 130 meter og en ligeså hurtig nedstigning - igen af brolagte skovveje. Stigningen fortsætter med udsigter over vandet til Baiona, hvor det er muligt at overnatte, men jeg fortsætter til den lidt større by A Ramallosa (Nigran), hvor de sidste 4-5 km går igennem bebygget område. Jeg flytter på kloster, Albergue-Hospedería Pazo Pías, hvor en ualmindelig venlig hosptaleros giver mig mit eget værelse med sengetøj, håndklæder m.m. til 15 euro. Klostret har en smuk have, og jeg får en længere snak med en yngre sød hollandsk pilgrim, der ankom få minutter efter mig. Jeg var ved klostret allerede ved 13,30 tiden, så jeg hviler spiser resten af min madpakke. Der er messe i byen om aftenen, så senere går jeg ud og handler og spiser aftensmad udenfor i klosterhaven i solen med min nye hollandske pilgrimsbekendte. Men foden har det ikke godt. Jeg kan mærke, at jeg halter, da jeg går i kirke lidt fra klostret - iøvrigt som eneste pilgrim.
Lørdag, den 30. marts: A Ramallosa - Chapela ca 28 km. Jeg havde en helt fast plan denne lørdag; jeg ville gå langs kysten hele dagen til den største by på ruten, Vigo, af en lidt alternativ rute, hvor det ville være nemmere for mig at finde ind i centrum og ud igen næste morgen. Jeg gik langs strande med solbadene lørdagsgæster, masser af cafeer og mest asfalt. Stort set ingen pilgrimme, der - hvis de var der - druknede i de mange strandgæster, ligesom den asfalterede sti langs vejene blev brugt flittigt af motionscykelryttere i stort antal. Weekend i Spanien. Jeg gik gennem Vigos alt andet end charmerende havneområde og nåede endelig centrum, der var proppet med mennesker i Napoleonsuniformer og andet tøj fra først i 1800-tallet. Festen er til minde om Vigos kamp mod Napoleons tropper den 28. marts 1809, hvor det lykkedes byens befolkning at stable en hær på benene, der sendte Napoleon på flugt. Byen sydede, og det var selvfølgelig fuldstændig umuligt at finde en seng at sove i - alt var optaget. Efter at have løbet rundt i to timer uden resultat, og iøvrigt temmelig træt og kvæstet, gik jeg ud af byen ved 15-tiden og fortsatte yderligere 7-8 kilometer til den lille by Chapela, hvor en sød værtinde og halvsur vært tog imod i et lille hotel/pension. Køkkenet var lukket kl 15,30 sagde Fatter. Nej sagde mutter, jeg laver selvfølgelig mad til en pilgrim, og så fik jeg mad i store mængder, igen fisk, nemlig Merluca. Efterfølgende i bad i kirke og i seng. Jeg var helt død, og min venstre fod var gået i strejke.
Søndag, den 31. marts: Chapela - Redondela ca 7-8 km og IKKE mere. Det var en nem tur over en lille højderyg (ca 180 meter over havet) med flotte udsigter og vegetion det meste af vejen. Men jeg havde svært ved at gå og haltede lidt. Jeg var i byen allerede kl. 10.00, gik til søndsagsmesse og følte mig rigtig hjemme, idet Redondela ligger på Centralruten, hvor de to ruter mødes. Jeg havde været i byen 2 gange tidligere (Camino Portues, centralruten) og kunne genkende det hele. Jeg fik lov at flytte ind på privatherberget Albergue A Casa da Herba før åbningstid, smed tøjet i vaskemaskine, gik i bad, hængte tøj op og på hovedet i seng. Jeg ville have boet på menighedsherberget, Albergue parroquial Santiago Apóstol, men det åbnede først for sæsonen efter påske. Jeg stod igen op kl. 15.00 for at gå ud at spise søndagsmiddag, som er noget helt særligt i Spanien. Jeg snakkede med en sød spansk familie ved nabobordet, og fandt efter middagen hurtigt hjem og i seng.
Mandag, den 1. april: Redondela - Pontevedra ca 20 km. Den lange hvileperiode havde gjort mig godt, og jeg kom lidt sent afsted af den nu langt mere befærdede Camino Portugues Central, hvor der var mange pilgrimme både foran og bagved. Turen gik gennem skove og meget små bjerge/bakker Alto da Lomba (153 meter) og Alto da Canicouva ( 145 meter) uden de store problemer. Kirkerne undervejs var åbne i modsætning til på kystruten. Min fod havde det langt bedre, og jeg besluttede mig for den følgende dag at dreje fra og gå af Variante Espiritual. Alberget ligger 3 km før den gamle by, så jeg fortsatte ind i Pontevedra, forbi den meget smukke mini katedral, hvor en kvindelig pilgrim står på toppen af kirken lige under kuplen, og har givet byen tilnavnet Peregrina-byen. De er meget stolte af hende, og både turister og pilgrimme står i kø for at fotografere hende dagen lang, ligesom både butikker, restauranter og overnatningssteder har hende med i navnet. Jeg besøgte hende inde i kirken og gik få hundrede meter videre til en lille pension, hvor jeg har sovet før. Igen megen hvile, derefter spisning og messe hos Peregrina . Nu var jeg sammen med andre pilgrimme.
Tirsdag, den 2. april: Pontevedra - Armenteira 21½ km. Turen ud af Pontevedra går nemt, og de første 3 kilometer i selskab med ret så mange pilgrimme både foran og bagved. Der morgensnakkes lidt på stien, og efter godt 3 kilometer er alle sanser åbne, men jeg finder let afstikkeren af Variante Espiritual, hvorefter jeg ikke ser en eneste anden pilgrim før senere på eftermiddagen ved klostret i Armenteira. Jeg havde dagen før ringet til en mig ukendt person, der står omtalt som Info/Reservas for Variante Espiritual og spurgt om pilgrimsbåden fra Vilanova de Arousa til Pontecesures gik torsdag, den 4. april og fået et bekræftende svar (telefon 0034 607 911 523). Den direkte vej til Armenteira kan (mit gæt) højst være ca 14 km - formentlig mindre. Denne nye "omvej" fra Camino Portugues er tydelig lavet som en naturrute, der svinger sig gennem hver bevoksning og over hvert højdedrag som en slange i umulige S-formationer. Turen går over den lille "ferieby" Campano, der ligger på et højdedrag, derfra går stien tilbage til kysten med udsigt over fjordene ved Poio, hvor klostret i Poio passeres (kirken var åben) og tilbage på en sti og landevej langs vandet (fjorden) til Combarro, hvor jeg holdt morgenmadspause inden turen gik over et mindre bjerg på knapt 500 meter. Og her gik jeg lidt forkert. Jeg fandt umiddelbart ikke afmærkningen op af de små asfaltveje mod bjergene og fortsatte for langt langs vandet 1-2 kilometer indtil jeg var helt sikker på, at det var forkert. En kondiløber forklarede mig, hvad vej jeg skulle gå, hvorefter en anden kondiløber - en yngre kvinde - insisterede på at følges med mig, til jeg var på rette vej. (Det er utroligt så hjælpsomme, søde og imødekommende næsten alle spaniere er overfor pilgrimme). Jeg nåede at høre lidt af Carmens historie inden jeg efter et knus blev sendt op i bjergene. Og nu gik det af brede jordveje mod toppen gennem skovområder forbi en udsigtsplatform, hvor en stor del af kysten lå for ens fødder. Der var et utal af stier og skoveje, så uden afmærkning havde det været svært.
Efter at have passeret Alto (460 meter) gik det meget stejlt ned til ca 300 merters højde, hvor den lille landsby Armenteira med et kæmpe Cistercienserkloster ligger. Som ved andre klostre i Spanien var der 2 restauranter umiddelbart i klostrets nærhed til at tage sig af de mange - mest indenlandske - turister, der dagligt tager på klosterbesøg. Jeg havde hørt, at det var et nonnekloster, så jeg var lidt overrasket, da en mandlig cistercienser tog imod. Det viste sig dog at være præsten, der stod ved porten. Han hidkaldte straks "gæstenonnen", som var fransktalende og meget imødekommende. Jeg havde ikke meldt min ankomst på forhånd, så der var ikke bestilt middagsmad til mig, hvilket betød at jeg skulle spise på en restauranterne, forklarede hun. Men morgenmad og madpakke hørte med i prisen for en nonnecelle med bad og toilet for en nat, 45 Euro.
Onsdag, den 3. april: Armenteira - Vilanova de Arousa, ca 25 km: Jeg drak en kop kaffe (ikke særlig god) i klostrets gæstespisesal, smurte en stor madpakke og gik med rygsæk til morgenmesse, før jeg forlod klostret ved 8,30-9,00-tiden. To spanske damer, som jeg snakkede lidt med havde også boet i klostret, mens 3 tyske og en brasiliansk pilgrim (og måske lidt flere) havde boet i herberget ca 700 meter væk. Jeg gik nu forbi herberget og fulgte først en lille å ned af bjerget i sving efter sving, forbi diverse ruiner af vandmøller og møllerhuse.
Torsdag, den 4. april: Vilanova de Arousa - Teo ( ca 48 km, 32 km i båd og 16 km til fods): Klokken 8 var der afgang i pilgrimsbåden, en lille åben båd med gummisider fra kajen i havnen. Vi var 10 pilgrimme og jeg snakkede lidt med mine to spanske klosterveninder fra dagen før, samt med de 3 tyske kvindelige pilgrimme, som jeg havde mødt i Armenteira. Bådens fører/kaptajn, Santiago (ja, det hed han), var meget underholdende og fortalte om muslingefiskeri, floden Ulla, Apsotlen Jakobs historie, landskabet omkring floden, ligesom han holdt pauser undervejs og uddelte varm te til en frysende lille flok. Det småregnede og vejret, der havde strålet i de første dage på min tur, havde taget et ordentligt dyk til 5-6 grader denne formiddag. Jeg fandt vanterne frem, men var - desværre - så gentleman-agtig, at jeg overlod dem til en frysende tysk pilgrim, der højlydt klagede over vejret, som om nogen kunne ændre det. Turen ind var fantastisk flot. Vi gjorde holdt ved en kunstig muslingeø lavet af træ og metal, hvor der blev dyrket blåmuslinger og igen ved et utal af muslingefiskerbåde, hvor bunden i den lavvandede fjord/brede flod ( ca 1-2 meter) blev skrabet med særlige fiskeredskaber til mindre muslinger (bla. hjertemusklinger). Jeg øjnede mindst 30 meget små både med en eller to personer (også kvinder) om bord. Det må være et koldt arbejde. Vi passerede ruiner af forsvarsværker og kirker fra en svunden tid inden vi efter ca 1½ times sejlads gik i land ved Pontecesures ca 3-4 km før Padron. Jeg frøs lidt og imodsætning til mine medpilgrimme(rejsende) gik jeg straks videre - for at få varmen - mod Padron, og nu mødte jeg rigtig mange andre pilgrimme på stien. Jeg var på kendt vej, Camino Portugues af centralruten, på sidste etape før Santiago. Efter en kaffepause i Padron fortsatte sig i hurtig tempo mod Teo, hvor jeg havde besluttet mig for at overnatte på det kommunale herberg. Jeg ankom som den første. Vi blev 12 pilgrimme. Herberget har et godt køkken, men ingen supermarkeder i nærheden. Jeg gik ud og spiste med 3 andre - lidt yngre - pilgrimme en portugiser, en italiener og en spanier. Om aftenen havde jeg lidt gammelt brød, som jeg olivenristede, samt ost, som vi delte. Et par tyske og finske pilgrimme spiste ude om aftenen. Herberget er helt ok og i rimelig ren stand.
Fredag, den 5. april: Teo - Santiago de Compostela ca 14-15 km: Vejret er forfærdeligt; regn og kulde. Trods det - gik det stærkt af stierne mod Santiago, der svinger (meget kraftigt) gennem delvis grønne områder langs N 550, som det nærmest er umuligt at gå langs, selvom vejen ind til Santiago kunne næsten halveres. Jeg passerede flere åbne kirker undervejs (tak for det), mange åbne barer og er i det hele taget tilbage i "pilgrimscivilisationen". Da jeg nærmede mig byen gik jeg smutvejen langs det store hospital og direkte mod centrum uden om Santa Marta. Jeg var ved pilgrimskontoret allerede kl. 10.00 - ingen kø. To frivillige i pilgrimskontoret gav mig mit compostela og ville gerne høre lidt om Variante Espiritual, som de kun havde hørt sporadisk om. Jeg gik på morgencafe på mit "stamværtshus" hos den søde cubaner, Lily. Hun lovede at lave merluca galego til mig senere på dagen. Derefter på min lille pension, i hurtigt bad og videre til pilgrimsmesse kl. 12.00 i San Franciscokirken (Katedralen er delvis lukket for restaurering). Den meget stemningsfulde klosterkirke var fyldt men ikke stopproppet. Det er tydeligt, at vi er før påske, selvom byen har pænt mange pilgrimme. Det regner og jeg har ikke meget lyst til at løbe rundt uden for. Jeg møder mine 3 søde tyske sygeplejersker fra tidligere på ruten, som jeg hænger lidt ud med. Går tidligt i seng.
Lørdag, den 6. april. Vejret er mere end dårligt. Regn,regn,regn. Jeg går ud i Santiagos gader til morgenmesse på engelsk i kapellet i Pilgrimshuset. Morgenkaffe hos min cubanerveninde. Pilrgimsmesse igen kl. 12.00, hvor jeg møder kendte ansigter. Det regner stadig. Jeg spiser nok en gang små blæksprutter og merluca ved 13,30 tiden, derefter afgang kl. 15.00 med lufthavnsbussen i regn. Lufthansafly til Franfurt og videre mod København. Hjemme hos mig selv ved 23-tiden.
Jeg brugte John Brierleys 2019 Guide, Camino Portugues, der har både Centralruten, Kystruten, Variante Espiritual, samt diverse Senda Litoral (smutveje, omveje og forbindelsesstier) i en og samme guide. Den kan bestilles via dansk boghandel eller købes på nettet. Dertil som sædvanlig www.gronze.com til service undervejs. MEN NB, Variante Espiritual er ikke på www.gronze.com.
Prisen for hele turen har jeg endnu ikke gjort op, men på grund af dyrere overnatning end normal er jeg over 30 euro i døgnet i gennemsnit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar