lørdag den 13. april 2019

Så er klostret i Herbon (Camino Portugues) åbent

Det vel nok mest populære overnatningssted på Camino Portugues, Hospital de Peregrinos San Antonio de Herbón, åbnede for sæsonen i tirsdags.
Det er stadig Camino Frances "der fører stort", hvis man tæller antallet af klosterherberger, Albergue parroquial , pilgrimvenner-herberger eller lignende. Men på Camino Portugues ca 27 km før Santiago lidt udenfor ruten, ligger et af de mest fantastiske klostre i Spanien, San Antonio de Herbón, der er et franciskanerkloster. Klostret har herberg hvert år i "pilgrimssæsonen", og nu har jeg fået vished for, at det åbnede i tirsdags, den 9. april og først lukker igen for i år, den 31. oktober. Stedet drives af frivillige, der er fælles spisning, samt mulighed for at deltage i tidebønner, messer m.m. i klostret. prisen er donativo. Klostret ligger efter at Caminho Portugues da Costa og Variante Espiritual er "løbet sammen" med den portugisiske centralrute, så uanset hvilken rute, samt varianter en pilgrim vælger at gå fra Portugal mod Santiago de Compostela, er klostret en mulighed for sidste nats overnatning inden målet.
Og jeg kan kun videregive, hvad jeg har hørt fra andre pilgrimme, da klostret - desværre - har været lukket de 3 gange, jeg er gået forbi. For år tilbage åbnede det først sent maj, en gang var der lukket på grund af et stort franciskanerseminar, og endelig her, da jeg passerede torsdag, den 4. april fra Variante Espiritual, troede jeg, at nu var den der, da jeg havde fået melding om, at klostret i år åbnede for pilgrimme, den 1. april. Men da jeg tjekkede en ekstra gang, onsdag den 3. april, fandt jeg ud af, at denne information ikke holdt. Men nu er der altså åbent for i år, og www.gronze.com bekræfter det. Turistinformationen i Galicien har lavet en lille "reklamefilm" fra klostret, der kan ses her:
http://www.turismo.gal/fotos/IMAGEN...YDTV1vz-szBwPI28zL61GAMnJja2-XeNiYBBo09lh2mYk
PS: Jeg lavede i oktober i fjor en (ufuldstændig) liste over klosterherberger og lignende på Camino Frances, den kan læses her: http://www.jakobsvejen.dk/2018/10/klostre-langs-camino-frances.html

Ingen kommentarer:

Send en kommentar