Camino Portugues - fra kyst til centralrute

Der findes efterhånden mange Camino Portugues-ruter mod Santiago, og forbindelserne mellem de forskellige ruter forbedres løbende.
Der er nu lavet en ny rute mellem udgangen fra Porto af Camino Portugues langs kysten og centralruten ved São Pedro de Rates. Du får et par link lige om lidt. Men først en lille forklaring.
1) Der findes mindst 3 ruter plus diverse alternativveje, hvis du går af Camino Portugues fra Porto mod nord.
2) Langt de fleste pilgrimme begynder deres pilgrimsfærd i Porto, hvor der kun er ca 10-11 etaper til Santiago plus de "omveje"/alternative ruter, som man nu hver især har/får lyst til.
3) De fleste går ud af Porto langs kysten af en uafmærket sti, idet de bare følger floden og havet til Matosinhos, eller tager Metroen fra Porto til Matosinhos, hvorfra ruten langs kysten er afmærket med de kendte gule pile.
4) Fra Matosinhos går turen så langs kysten mod Vila do Conde, hvorefter der er to muligheder:
a) Kystruten
b) Centralruten
5) Når de fleste vælger turen fra Porto over Matosinhos-Vila do Conde skyldes det, at den ordinære afmærkede centralrute ud af Porto går gennem et ikke særligt charmerende industrikvarter.
6) En del pilgrimme synes dog, at det er lidt besværligt at komme fra kystruten ved Vila do Conde og til centralruten ved São Pedro de Rates. (Undertegnede har gået fra Kystruten til Centralruten 2 gange. En gang fra Lavra til São Pedro de Rates, og en gang fra Vila do Conde til São Pedro de Rates. Jeg syntes ikke, at det var svært at finde vej, men jeg kan af mails og læsning på diverse websider forstå, at der er andre, der har en anden oplevelse. Derfor denne lille artikel, idet jeg ind imellem får spørgsmål om netop denne forbindelsesvej) Der er nu er lavet en "mere sikker vej" - hedder det sig - mellem Vila do Conde og São Pedro de Rates. Du kan finde kort og beskrivelser på dette link: http://www.caminador.es/wp-content/uploads/2009/06/9-VILADOCONDE-RATES-guia-2x1B.pdf
samt et Googlekort her: https://www.google.com/maps/d/viewe...ll=41.388601382527995,-8.704722999999944&z=12

7 "nemme" etaper Lourdes-Saint Jean Pied de Port

Der er stadig flere pilgrimme, der begynder deres tur mod Santiago i Frankrigs mest kendte valfartsby, Lourdes.
Der er to veje over Pyrenæerne, hvis du vælger at begynde din pilgrimsfærd mod Santiago de Compostela i Lourdes, der er et af verdens mest besøgte Maria valfartssteder. Der er dagligt flere tusinde andagssøgende i grotten i Lourdes, hvor Jomfru Maria viste sig i 1858 for den 14-årige Bernadette Soubirous. Nu findes der også et pilgrimskontor for Santiagopilgrimme i byen, hvor det er muligt at få pilgrimspas og gode råd med på vejen på den ca 950 km lange tur via Saint Jean Pied de Port til Santiago de Compostela. Det er i øvrigt også muligt at tage turen over Somportpasset i stedet for via Saint Jean Pied de Port, men turen over Somportpasset er en del længere. Så i denne omgang følgende om turen mod Saint Jean Pied de Port, der er på ca 155 km:
Turen kan deles i 7 etaper med mulighed for overnatning til nogenlunde rimelige priser undervejs:
1) Lourdes - Asson ( ca 24 km)
2) Asson - Arudy (ca 20 km )
3) Arudy - Oloron-Sainte-Marie ( ca 24 km)
4) Oloron-Sainte-Marie - L'Hôpital-Saint-Blaise (23 km)
5) L'Hôpital-Saint-Blaise - Mauléon-Licharre (17 km)
6) Mauléon-Licharre - Saint-Just-Ibarre ( ca 22 km)
7) Saint-Just-Ibarre - Saint-Jean-Pied-de-Port ( ca 24 km)
(Her et foto af afmærkningen på vej ud af det store valfartsområde i Lourdes)

Disse 7 etaper er både hvad angår kilometer og højdekurver til at overkomme og på mange måder en god træning, før den lidt hårde tur fra Saint Jean Pied de Port over Pyrenæerne til Roncevalles (Rolandsdalen). I Lourdes er det ligeledes muligt at købe guide, ligesom flere hjemmesider ( bl.a. den spanske www.gronze.com) har lister med herberger og service langs ruten.

Entre til kirker - en uskik eller helt ok ?

Engelsk katolsk præst fortæller om sine oplevelser på Via Francigena, hvor entre til de større kirker åbenbart er reglen og ikke undtagelsen.
Undertegnede har i flere indlæg her på siden vendt mig kraftigt imod den omsiggribende praksis med at kræve entre til større katolske kirker (katedraler) i Spanien. Hvis de lokale biskopper ønsker museer og ikke kirker, så afkrist kirkerne og lav dem til museer og læs messer i andre kirker i stedet. Kirker er bederum, som altid bør være gratis at besøge. er mit grundsynspunkt.
Der har i den senere tid været en større debat om entre til de spanske katedraler på den engelssprogede hjemmeside www.caminodesantiago.me, som formentlig ikke er afsluttet. I debatten har den katolske præst father Tim vendt sig kraftigt imod en hver for for entre til katolske kirker. Father Tim, der er fra East Molesey, Surrey, sydvest for London, har gået Via Francigena i Italien mod Rom og blev flere gange mødt af "kirkepolitiet", der krævede betaling, når han ville til messe eller i en kirke for at bede. Han har skrevet dette indlæg på www.caminodesantiago.me:
I am a Catholic priest, and I am never happy about paying to enter a church. Many Anglican cathedrals in UK charge, though I am not aware of any Catholic cathedral or church in UK or in Ireland which does.
I avoid all churches which charge, however 'magnificent' they are. I am not the least bit averse to making a voluntary contribution. I am always happy to note that the Anglican Cathedral in Liverpool (my original home) does NOT have a compulsory charge.
Walking the Via Francigena last year there were many great cathedrals which I did not visit along the way. There is no shortage of smaller and more welcoming churches. I am prepared to discuss the situation and seek entry at Mass time. I was searched by two armed army personnel and made to drink water from my bottle before I was permitted to enter for weekday Mass at the Duomo in Milan last year.
My unhappiest experience was at Siena, were I was interrogated, no other word is possible, for my reasons for seeking entry to the church for 0800 Mass on Sunday, even as the bells were ringing to summon the faithful. They were desperate to keep out people who were not coming for Mass (which was 'free'). A totally unironic sign outside the cathedral announced that it was 'closed' on Sunday morning - because of liturgy. It would be open after Masses had finished. And the default assumption seemed to be that I was likely to be 'cheating' my way in.
The website for Siena Cathedral lists the following who are allowed free entry.
Children up to the age of 6
Visitors either born or resident in the Municipality of Siena
Accredited journalists
Handicapped visitors with one caregiver
Clerics of both genders
Students enrolled at the Università di Siena or at the Università per Stranieri
Parish groups from the Archdiocese of Siena with an accompanying letter from their parish priest
I would NEVER seek free entry on the basis that I am a cleric, (although I have to say I am a cleric of only one gender, not both!)
It saddens me that the list does not include the advice that free entry is available to "poor people". While they are excluded, I will not go.
It saddens Pope Francis also who has said In Evangelii Gaudium:
46. A Church which “goes forth” is a Church whose doors are open. Going out to others in order to reach the fringes of humanity does not mean rushing out aimlessly into the world. Often it is better simply to slow down, to put aside our eagerness in order to see and listen to others, to stop rushing from one thing to another and to remain with someone who has faltered along the way. At times we have to be like the father of the prodigal son, who always keeps his door open so that when the son returns, he can readily pass through it.
47. The Church is called to be the house of the Father, with doors always wide open. One concrete sign of such openness is that our church doors should always be open, so that if someone, moved by the Spirit, comes there looking for God, he or she will not find a closed door. There are other doors that should not be closed either. Everyone can share in some way in the life of the Church; everyone can be part of the community, nor should the doors of the sacraments be closed for simply any reason. This is especially true of the sacrament which is itself “the door”: baptism. The Eucharist, although it is the fullness of sacramental life, is not a prize for the perfect but a powerful medicine and nourishment for the weak. These convictions have pastoral consequences that we are called to consider with prudence and boldness. Frequently, we act as arbiters of grace rather than its facilitators. But the Church is not a tollhouse; it is the house of the Father, where there is a place for everyone, with all their problems.
I am aware of the cost of upkeep of churches.
My happiest experience was at the wonderful Abbey of San Magno in Fondi on the Francigena del Sud. A monastery and refugio open all hours (literally 24/7), with no resident community and a note at the gate, "Entra Ti Aspettavamo". (Come in, we have been expecting you.) The sign was in Italian and Arabic.

Señora Elena i Carcaboso er død

En af de kendteste ansigter på Via de la Plata, Señora Elena, er død. Herberget drives indtil videre af hende søn.
Da pilgrimsvandringen i begyndelsen af 1990erne stadig var synonymt med Camino Frances, begyndte de andre historiske pilgrimsruter i Spanien også at få nyt liv. Det skyldes først og fremmest, at engarede mennesker begyndte at afmærke ruterne og etablere overnatningssteder. En af de meget aktive var en cafeejer i Carcaboso, der var den eneste lidt større bebyggelse mellem Carcaboso - Aldeanueva del Camino, der blev (og stadig er) en af Via de la Platas længste og dermed hårdeste etaper ( ca 39 km uden pausesteder og vandposter). Herberget blev etableret i 1991 og har siden været et kultherberg, og de gange jeg selv har overnattet der, har jeg tænkt: Hvordan kan man blive ved med at tage imod nye mennesker hver eneste dag, så de med det samme føler sig velkommen ? Men sådan var det at ankomme til herberget Albergue Señora Elena, der aldrig blev kaldt andet, og derfor endte med at hedde det.

Her et foto af Elena Carrascal Repilado, som var Señora Elenas fulde navn, omgivet af pilgrimme. Fotoet er taget i 2012, hvor hun stadig var i sit es, når hun fortalte om, hvordan pilgrimmene næste dag nemmest passerede et kæmpe landbrug, der ikke ville have pilgrimme indenfor sine jorde. Hun arrangerede middagsselskaber hos en af byens restauranter for 6 euro pr. pilgrim for en fantastisk 3 retters menu inklusive vin og af en kvalitet, så man måtte undres. Jeg husker en middag, hvor italienske Luciano simpelthen havde så svært ved at vælge mellem de mange lækre efteretter, at han fik lov til at spise fire forskellige. Jo, Señora Elena, sørgede for sine pilgrimme. Da jeg senest gik forbi hendes hus i 2017 sad hun uden for sammen med datteren og lignede en skygge af sig selv. Man fornemmede, at hun aldrig mere ville løbe op af trapperne og anvise pilgrimmene en seng. Hendes søn passede både herberg og cafe, og man kunne ikke lade være med at spørge sig selv, hvor længe han kan det. Nu fortæller den spanske pilgrimsside www.gronze.com så, at Señora Elena er død her i juni, og at herberget fortsætter indtil videre.

28 dage på Via Podiensis m.m. - ca 760 km

Pilgrimsdagbog fra 28 dage på Chemin Saint Jaques fra Le Puy en Velay og sydpå med endemål i Lourdes, ialt ca 760 km.
Fra den 16. maj til og med den 12. juni var undertegnede på pilgrimsvandring i Frankrig fra Le Puy en Velay af Via Podiensis til Navarrenx ( ca 62 km/2-3 etaper før St Jean Pied de Port). Her forlod jeg ruten for at gå til Oloron Ste Marie på Arles-ruten/Lourdes-ruten og fortsatte mod "strømmen" til Lourdes. Det blev til 28 dage på stien - en dag for lidt. Men her om senere.
Generelt lidt om ruten fra Le Puy: Det er afgjort den mest benyttede af samtlige franske pilgrimsruter med sin begyndelse midt i centralmasivet (Massiv Central) tæt på Loire-floden (Haute-Loire). Le Puy er er byen, hvorfra biskop Gottschalk (eller Godescalc) i 950-951 gjorde pilgrimsvandring til Santiago de Compostela "verdensberømt", da han selv gik afsted til Apostlen Jakobs grav og fik pilgrimme fra hele det kristne Europa til at følge trop. Og det var også herfra at pilgrimstrenden omkring 1980 fik sit nye gnemmebrud, da franske pilgrimme gik fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port over Pyrenæerne til Santiago, men havde svært ved at finde vej gennem Spanien, hvor afmærkningen - i modsætning til i Frankrig - var meget dårlig, hvorefter præsten Don Elias, begyndte at lave gule pile. Så jo, Le Puy en Velay en en hel fantastisk pilgrimby. Her i stikord min 3. pilgrimsvandring med start i Le Puy og sydpå.
Transport til og fra:
Fly med SAS København-Paris og retur inkl.afleveret bagage ( 1.097 kr.), dernæst tog (TGV) til Lyon, og herfra lokaltog til Le Puy (64 Euro) 30 dage senere TGV Lourdes-Paris, TGV-tog (44 Euro).
Dertil kommer bus til og fra CDG-lufthavnen i Paris 36 Euro. Transport i alt ca 2.177 kr.
Lokaltoget fra Lyon til Le Puy en Velay var en oplevelse i sig selv. 60-70 pilgrimme med rygsække var med toget. Og en togmand var ansat til at tage sig specielt af pilgrimme. Han uddelte bykort over le Puy en Velay og fortalte, hvordan vi fandt vej til Katedralen og de mest benyttede pilgrimsovernatningssteder i byen. To tyske pilgrimme på sæderne lige bag mig vidste ikke, at togbilletter i Frankrig skal stemples i en automat på stationen før afrejse. Den gode togmand prøvede at forklare dem, at de faktisk stod til en stor bøde/togregning for at køre uden gyldig billet. Tyskerne forstod ikke så meget af det, heller ikke "storheden", da togmanden IKKE ville opkræve noget, men alene klippe i billetten, så den ikke kunne refunderes. Underholdningsværdien var rimelig høj. En meget livlig togtur med forventningsfulde pilgrimme. Jeg har aldrig set så mange pilgrimme i Frankrig før.
Onsdag, den 15 maj. Ankomst til Le Puy.
Vi (min medpilgrim og jeg) indlogerede os på Gîte d'étape Le Relais du Pelerin Saint Jacques, der drives af en af Frankrigs mange pilgrimsforeninger. Stedet er Donativo, men ingen - som annonceret på deres hjemmeside - fællespisning, ligesom køkkenet ikke måtte bruges. Vi gik på rundtur i byen, besøgte katedralen, fik vores Credential(pilgrimspas), besøgte de kendte steder, og købte "kold mad", som vi spiste på herberget. Det er i et tidligere nonnekloster, hvor den over 100 årige sovesal stadig er intakt, idet hver (nonne)/pilgrim får sit eget meget lille lukaf med en seng og et miniskab.
Torsdag, den 16.maj. Le Puy En Velay til Monistrol-d'Allier, ca 30,5 km:
Tidligt op, lidt morgenmad, som de frivillige stod for, og afgang op ad stejle veje til katedralen kl. 6,50 til den store pilgrimsmesse kl. 7.00 med pilgrimsvelsignelse. Katedralen ligger på toppen af byen med udsigt over det hele. Det væltede ind med pilgrimme, og jeg opgav at tælle, men formentlig ca 300 i alt. En fantastisk stemning med en karismatisk præst og en nonne, der sang fór på både messe og diverse pilgrimssange. Pilgrimsstien går gennem kirken, og midt på kirkegulvet åbnes der efter messen to store jerngitre, hvorunder der går en trappe ned, ned og atter ned. Præsten spurgte pilgrimmene ud om nationalitet og mål for pilgrimsvandringen. Franskmændene var i stort flertal, men der var pilgrimme fra rigtig mange europæiske lande, samt USA, Australien, Japan og Sydkorea. Efter pilgrimsmesse, velsignelse og snak; sivede pilgrimmene ned af trappen og fortsatte ned gennem byen for at gå op ad igen i bjergene bag byen. Vejret var strålende pilgrimsvejr, Ingen regn, lidt sol og ikke for varmt. En god begyndelse, men vejrudsigten lød på regn de efterfølgende fem dage. Det gik af små asfaltveje og markveje gennem små landsbyer til St. privat. Der var pausesteder med vandposter, barer og små butikker undervejs, og den (uendelige) række af pilgrimme mindede meget om Camino Frances i Spanien. Der blev snakket livligt, når grupper af pilgrimme passerede hinanden. Langt de fleste pilgrimme gik til Saint Privat ( ca 23-24 km), hvor jeg også har overnattet de to andre gange, at jeg gik den samme vej. De 23 km går opad (fra 628 meter til 1205 ved Chapelle Saint-Roch ), hvorefter stien falder meget stejlt mod den lille by Saint Privat i ca 850 meters højde. Men vejrudsigten med stærk regn de kommende dage gav lyst til at tage endnu nogle kilometer, og her snød jeg lidt. Stien fortsætter efter Saint Privat op mod Rochegude (ca 967 meter) - meget overkommeligt, men derefter meget stejlt ned. For 9 år siden kørte jeg - meget mod min vilje - et stykke ned af bjergsiden på numsen. Det gjorde rigtig ondt, og en vandrestok blev ødelagt ved samme lejlighed. Så denne gang i en bue udenom af små asfalterede veje, hvor jeg ramte stien i ca 800 meters højde, herefter stejlt, men knapt så stejlt ned til Monistrol, der ligger smukt ved en biflod til Loire. Vi (min medpilgrim og jeg) havde en ide om at bo på det kommunale herberg, men så, at det lå en kilometer uden for byen i modsat retning af pilgrimsstien, så vi fik de sidste to senge hos Salem, en meget imødekommende og venlig vært, der tilbød halvpension. God pilgrimsstemning og snak. Jeg sad ved siden af to franske kvindelige pilgrimme, der også havde gået uden om toppen ved Rochegude, fordi en hollandsk pilgrim skulle have brækket anklen på vejen ned få dage før. Men for min medpilgrim og jeg blev dagen en rigtig god begyndelse. Humøret var i top.
Fredag, den 17. maj. Monistrol-d'Allier - Le Villeret-d’Apchier ca 24 km.
Vi stod op til skyer, men ingen regn, og gik ud som de første - uden regntøj på. De første få kilometer stiger stien over 400 meter, så sveden haglede af os. Vi nåede toppen ved La Vernet, og de første regndråber kom. Vi fik regnbukser og regnfrakke på i en fart, før det begyndte at sile ned - ikke styrtregn, men konstant, så brillerne måtte af, og det var svært at se ud. Vi nåede Saugues efter godt 3 timers vandring, hvor vi søgte ly på en bar, Py ha. Vi ringede til Gîte d'étape Auberge des 2 Pèlerins og spurgte om de havde plads. Vi ville ikke bevæge os yderligere 11-12 km ud i regnen uden sikkerhed for en seng. De havde et dobbeltværelse tilbage, og vi slog straks til. Der er virkelig mange pilgrimme på ruten. En pæn del har rygsæktransport og de har bestilt pladser mange dage i forvejen. Andre har også bestilt, men dukker - i følge flere af Gite/herbergsværterne - aldrig op. Vi fortsatte - efter næsten en times pause - af mudrede stier, uden at se så forfærdelig meget, til Le Villeret-d’Apchier. En bebyggelse på nogle få huse, hvor vi skulle overnatte. Vi ankom allerede før 14, og kunne på en seddel på døren konstatere, at herberget først åbnede kl. 15.00. Værtsparret, Lucette og Jean Louis, der åbnede herberget for 7 år siden efter selv at have taget hele turen til Santiago, lukkede os dog hurtigt ind i tørvejr. Godt møre fik vi hængt alt det våde til tørre og lagt os. Heldigvis var skoene/støvlerne ikke så medtaget af regnen, men en gang krøllet avispapir kom der i til at tage fugtigheden. Regnbukserne tager godt af. Hyggelig aften med pilgrimssange og fællesspisning, mens regnen fortsatte udenfor. Vi delte bl.a. bord med to tyske pilgrimme, der kom lidt sent, og som der formelt ikke var plads til. De sov i et skur udenfor, men dog under tag. Tidlig i seng.
Lørdag, den 18. maj. Le Villeret-d’Apchier - Aumont-Aubrac, 36,5 km.
Jeg vågnede med et problem. Min vandrestok var gået i stykker og ville IKKE repareres. Men der var hjælp at hente hos værten, Jean Louis. Mens vi drak morgenkaffe, gik han på lageret med glemte sager og fandt en stok. Tusind tak. lidt tung i det. Men den holdt hele vejen, og blev 26 dage efter afleveret på pilgrimskontoret i Lourdes, hvor jeg håber, at en anden pilgrim får glæde af den. Vi havde fra morgenstunden, hvor det regnede, kun tænkt os at gå til Saint-Alban-sur-Limagnole, ialt ca 21 km. Det regnede jo. De første kilometer fløj afsted, stierne var noget våde, og vi måtte "danse" lidt i mudderet, men det gik opad mod et af de smukke kapeller, som der er rigtig mage af, også med navnet Sankt Roche. Og da vi nærmede os Saint-Alban-sur-Limagnole , hvor jeg tidligere har overnattet, holdt regnen op, og efter få sekunders overvejelser og en pause på en bar, besluttede vi at fortsætte. Det gik jo lige så godt. Og i farten gik vi galt ud af byen. Min skyld, åh, hvor jeg ærgrerede mig. Men en sød bonde/landmand tegnede hurtigt en slags kort, så vi af bløde stier kom tilbage til ruten, og formentlig en kortere vej. Så alt i alt formentlig en utilsilsigtet smutvej. Efter nok en time begyndte trætheden at melde sig, 36-37 km med op og nedstigninger på flere hundrede meter er nok lige i overkanten så tidligt på turen. De sidste 6 km fra den lidt mærkelige bebyggelse, Bigose, var lidt hårde. Men tørvejret holdt. Vi kom til Aumont-Aubrac ved 16-tiden, byen på kanten af det flotte naturområde over bjergene med vilde påskeliljer i tusindvis, sten og klipper, køer og heste udenfor. Det viste sig, at alle overnatningssteder i den ikke alt for dyre ende var optaget. Vi gik fra sted til sted i den lille by og endte på hotel til 65 Euro for et dobbeltværelse. Øv ! Vi hang igen tøj til tørre og gik til "søndagsmesse" i den lokale kirke lørdag aften. Derefter ud at se, hvor pilgrimmene spiste aftensmad. Vi fandt frem til meget folkelige Gîte-hôtel La Ferme de l'Aubrac (hvor en seng iøvrigt kostede 12½ Euro) og spiste med andre pilgrimme. Underholdende aften med udmærket mad.
Søndag, den 19. maj: Aumont-Aubrac-Nasbinals; 26 km. Det regnede, mens vi spiste morgenmad, så hele udstyret kom på. Og vi tog fat på den etape, der går for at være den aller smukkeste på ruten. Vi gik forbi små åbne kapeller. (Stort set alle kirker og kapeller er åbne. Sakramentet er udstillet. Og lokale stiller blomster op. Kirkerne er både til at bede i, samt søge tørvejr i, når det regner. Og oftest er der vandposter lige i nærheden. Vidunderligt.) Efter få kilometer forlader stien "civilisationen" og det går gennem barsk landbrugsnatur (fritgående køer, får, heste) over et træløst bjerglandskab med udsigter på diverse toppe, når regnen ikke er for tæt. De mange vilde påskelijler har ikke afblomstret, så markerne er gule. Det er lidt koldt på hænderne, her i 1200-1300 meters højde. Dagens forventede pausested ved Finieyrols har desværre lukket. Vi når Nasbinal forholdsvis tidligt og får plads på et af de store herberg, drevet af en organisation af frivillige under navnet, l'association NADA. Der er et godt køkken, men det er søndag og butikkerne har lukket. Så vi går på restaurant og får søndagsmiddag. En af de bedre på en fyldt restaurant. Derefter på hovedet i seng allerede ved 16-tiden.
Mandag, den 20. maj; Nasbinals-Saint-Chely-d’Aubrac; 16 km + selvvvalgt omvej: Det regner og regner. Stierne er mudrede, men landskabet trods det fascinerende. Det blev hele denne pilgrimsrutes korteste etape og dog. Vi når Aubrac på toppen ca 1370 meter oppe, besøger den helt fantastisk smukke kirke og går på cafe, hvor vi møder andre pilgrimme. Turen går gennem det mest fantastiske landskab, men trods det vælger vi at tage en omvej af en lille landevej ned i stedet for den meget stejle nedtur til Saint-Chely-d’Aubrac. Jeg har svært ved at holde balancen på de glatte sten på stejle nedture og mine knæ gør ondt, når det går så stejlt ned. Det viser sig senere at være en rigtig klog beslutning, selvom vi går glip af noget. Der er ikke mange biler, og vi går næsten mutters alene på asfalt de ca 10 km + ned til Saint-Chely-d’Aubrac i ca 770 meters højde. Det går ned, ned og atter ned, men langt fra så stejlt som af pilgrimsstien. Vi kom til Saint-Chely-d’Aubrac allerede ved 13-tiden. Byen på kanten af det flotte naturområde over bjergene med vilde påskeliljer i tusindvis, sten og klipper, køer og heste udenfor. Regnen var holdt op, og vi nåede at købe nybagt brød, ost og juice lige inden middagslukningen i byens eneste mini-butik hos en sød dame. Vi satte os på bænken og spiste frokost, og fulgte de pilgrimme, der som os, kom tidligt ind til byen. Flere af dem mudret godt til på den stejle nedtur. Det viste sig, at alle overnatningssteder i den ikke alt for dyre ende var optaget. Vi besøgte en sød dame, hvor vi havde sovet en nat for år tilbage: Jeg ved - desværre kun næsten - med sikkerhed, at der formentlig er nogen der ikke dukker op, men jeg tør ikke give jer en seng allerede nu. For hvad nu hvis de kommer ?, lød svaret.
Vi gik på hotel og checkkede ind til den for os dyreste nat på hele denne pilgrimstur. Vi må nok overgi os og bestille plads i forvejen indtil vi når Conques. Som en sød, men afvisende vært sagde: Maj og september er altid helt optaget. Ved aftensmaden sad vi ved siden af en sydafrikansk pilgrim, der var gul og blå på den ene ankel og ikke vidste om pilgrimsturen var slut næsten før den var begyndt. Hun var faldet på vej ned fra Aubrac. Og hun var ikke den eneste, der var kommet galt afsted, bedyrede hun. Lige nu kunne hun kun holde smerterne ud ved hjælp fra piller.
Tirsdag, den 21 maj; Saint-Chely-d’Aubrac-Espalion; 24 km: Vi gik mere end tidligt af sted, fordi vi gerne ville nå messen kl. 12.00 i nonneklostret lige før Saint-Côme-d’Olt. Vi har for mange år siden overnattet hos Ursulainderne i klostret, og for 5 år siden var vi til en meget smuk middagsmesse hos de gæstfrie, men efterhånden gamle nonner. Vi kom til klostret i god tid og fik i regnen ly i herberget, der nu drives af ansat personale. Ingen tilgang af nye nonner, gør det svært at drive disse store klostre. Vi fik en kop te og talte med en fransk kvindelig pilgrim, der som den eneste ikke havde forladt herberget om morgenen. Hun sad med foden pakket ind og ventede på en taxi, der skulle køre hende på skadestuen. Hun var faldet dagen før på den stejle nedstigning, som vi "snød" os uden om. Ja bjerge med stejle nedstigninger, glatte sten og mudder er ikke så nemme - og slet ikke i regnvejr. Da vi gik i nonnernes eget kapel kunne vi på vejen se, at alderdommen har indhentet Ursulainerne. En sød ældre nonne oplyste, at messen var aflyst netop den dag. Så på med rygsækkene og videre gennem det bakkede (bjergrige) landskab op og ned, men nu i 400 til 500 meters højde inden turen gik ned igen til Espalion. Espalion ligger smukt ved floden med en gammel romersk bro, der i dag kun bruges af gående mellem de to bydele.Vi indlogerede os på et lille hotel, hvor vi senere indtog vores pilgrimsmenu sammen med andre pilgrimme.
Onsdag, den 22. maj; Espalion-Golinhac; ca 27 km. Vi fulgte Lotfloden ud af byen, og blev efter et stykke tid sendt stjelt op i baglandet med udsigt over floddalen. Vejen ned var dog så mudret, at vi måtte danse afsted. Jeg blev mindet om det samme ret svære sted for for 5 år siden, hvor en fransk pilgrim kravlede op på marken og gik tørskoet uden om alt mudret i en slags "grøfte-sti". Den manøvre prøver jeg denne gang. MEN ejeren af marken var åbenbart blevet træt af den slags pilgrimme, for der var sat flere rækker pigtråd op fra bunden og to meter op. Så ingen vej uden om mudder-ballet. Vi slap nogendelunde helskinnet igennem takket være vores regnbukser. Vi nåede pausebyen Estaing efter ca 12 km. Byen ligger på den anden side af Lot med en meget flot bro over. Men trods denne "omvej" mødte vi flere pilgrimme, der som os, købte lidt ind i minisupermarkedet, så vi kunne nyde at regnen var væk og solen så småt tittede frem og lyste behageligt på bænkene ved floden. En god pause, hvor mudderet blev tørret godt og grundigt inden vi fortsatte mod Golinhac, der ligger i 700 meters højde eller ca 400 meter højere oppe end Estaing, så resten af etapen bød på konstant stigning uden de store problemer med flot udsigt over Lot. Vi indlogerede os på Campingpladsen, hvor der både er pilgrimsherberg og små hytter. Solen skinnede, vi købte mad ind i minisupermarkedet (Ø-priser); spiste i tørvejr uden for hytten, inden vi gik tidligt i seng.
Torsdag, den 23. maj; Golinhac-Conques ca 21 km: Vores søde værtinde bankede på ruden allerede kl. 6,30, da hun udefra kunne se, at vi var klar til afgang og kun ventede på morgenkaffen. Så vi fik servering med cafe o lait, juice, croissanter, friskbagt baguette med smør og syltetøj, før åbningstid. Fransk baguette smager altså bare bedre end det lidt kedelige, som vi kan købe i DK - synes jeg. Jeg kan ikke få bedre morgenmad. Så godt fyldte var vi allerede på stien ved 7-tiden på vej mod første store delmål; klosteret i middelalderbyen Conques, der for en stor del af de pilgrime, som vi havde mødt og haft fællesskab med de seneste dage, var endemålet. Mange af disse Conques-pilgrimme har rygtransport og allerede hjemmefra bestilt al overnatning i forvejen, ligesom der dagligt kører små "pilgrimsminibusser" mellem Le Puy og Conques, som samler "nødstedte" pilgrimme op. Denne første del af ruten mod Pyrenæerne er afgjort den mest benyttede vandre/pilgrimssti i hele Frankrig. Vi startede med at gå ned og ned mod Espeyrac, hvor kristne pilgrimme har lavet et lille herberg (Donativo) og indrettet et lille kapel. En amerikansk pilgrimsveninde, som jeg har kendt siden pilgrimsvandring i Spanien for over 22 år siden, havde skrevet til mig, at hun igen i år ville være frivillig netop her, men ikke hvornår. Så jeg gik ind i herberget, besøgte kapellet og talte lidt med de to frivillige. Min veninde var der ikke, men det virkede som et rigtig godt sted. Desværre for mig - alt for tæt på Conques. Nu gik stien igen opad over den sidste del af Centralmassivet med den lidt barske natur for at ramme en meget stejl sti nedad lige før Conques, så man kom ind i byen den smukkeste vej med klostret i front. Der havde været både vind og sol i to dage nu, så vi følte os vældig modige, da vi tog den stejle sti ned med løse sten, men kun lidt mudder og stort set tørt det meste af vejen. Det gik godt. Vi ankom til klostret, før åbningstid, stillede vores rygsækken ind i gården og fik en snak med to af de yngre munke, hvoraf vi kunne genkende den ene (broder Pierre-Adrien), der var helt ny, da vi boede samme sted for 5 år siden. Conques er et fantastisk sted. Det er som at gå ind i middelalderen med vedligeholdte gamle huse med det meget store kloster i midten. Vi fik anvist to underkøjer (tak for det) på en mindre sovesal for pilgrimme over 50 år. Ja, der er plads til 90 pilgrimme på klostret, og hver seng var optaget, og nogle pilgrimme blev placeret på madrasser på gulvet. Maj er højsæson. Men trods det en stor oplevelse. Der var vesper med flot sang, fællespisning, hvor den meget karismatiske broder Pierre-Adrien bød velkommen og lynhurtigt fik engageret pilgrimme fra forskellige lande til under aftengudstjenesten at læse dagens evangelium på hver sit sprog - min medpilgrim skulle læse på dansk. Underholdende middag med næsten 90 andre pilgrimme i den kæmpe store spisesal, derefter Gudstjeneste i kirken med pilgrimsvelsignelse.
Fredag, den 24. maj; Conques-Livinhac-le-Haut; ca 26 km: Turen fra klostret ud af Conques går først ned af de stejle brostenslagte smalle gader, og for kort efter at stige stejlt mod Chapelle Sainte-Foy, hvor pilgrimmene - som traditionen byder - ringer lidt med kirkeklokken for at fortælle Gud og hver mand, at nu har jeg nået kapellet tæt på toppen. Herfra fortsatte turen gennem skov og videre til nok et flot Chapelle Saint-Roch (Ja, der er rigtig mange Saint-Roch'e kapeller langs jakobsvejene i Europa).

Her får I lige et foto fra dette kapel. Herefter ændrer ruten sig væsentligt. Vi går af små asfaltveje og skovstier ned og atter ned. Vi nærmer os en - ikke særlig køn - industriby, Decazeville, med befærdede N-veje, masser af fabrikker. Vi er for alvor ude af Aubrac - Conques-området og tilbage i den mere pulveriserende verden. Vi fortætter ud af Decazeville via nok et Roch'e-kapel og kommer til den noget mindre by Livinhac-le-Haut, hvor vi flytter på et herberg, der er åbnet få dage før. Vi får vores eget værelse. Der er fællespisning med de få andre pilgrimme, der bor på herberget.
Lørdag, den 25. maj Livinhac-le-Haut -La Cassagnolle; ca 30 km ?: Vejen ud af Livinhac-le-Haut går gennem et helt andet landskab end det, vi har mødt de første 8/9 dage af denne pilgrimsfærd. Nu går det gennem skov, marker med afgrøder af markveje og små asfaltveje. Nogle gange går stien direkte gennem bondemandens mark. Vi beslutter os at gå helt uden om den store by Figeac, som vi har passeret på tidligere pilgrimsfærd. I følge Rother Wanderführer (2019-udgaven) går der en afmærket sti, GR 6. Men - som jeg desværre har oplevet flere gange på denne tur - det passer ikke. Stien er nedlagt for 3 år siden. Man siger, at gammel kærlighed ikke ruster. Men når det gælder Rother Wanderführer, som jeg har omtalt mere end positivt i årevis, gælder det ikke. Jeg er allerede dødtræt af forkert tegnede kort og et utal af faktuelle fejl i denne udgave. Al tidligere positiv omtale af Rother Wanderführer er hermed trukket tilbage. Vi går efter næsen og finder med en del besvær igen pilgrimsstien uden for Figeac i den rigtige retning mod den lille bebyggelse, La Cassagnolle. Her har spanske Jesus Gomez slået sig ned for over 20 år siden og været med at genskabe Chemin Saint Jaques. Med nedlæggelsen af Gr 6 overnatter de fleste pilgrimme nu i Figeac, og hvor der for 5 år siden var fuldt hus hos Jesus Gomez, sover vi denne aften kun 3 pilgrimme hos ham. Nu forsøger han sig med udlejning af værelser med adgang til køkken til bilister, der går eller cykler ture i området. Jesus Gomez har passeret de 70 år, og en niece tager måske over. Men alligevel.
Søndag, den 26. maj, La Cassagnolle-Gaillac ca 28 km: Små op og nedstigninger gennem busket landskab ind imellem med udsigt over lotfloden. Forholdsvis nemt, men nu begynder varmen at bide lidt. Det er næsten fra den ene yderlighed til den anden. Først kold regn og mudder i dagevis, og nu pludselig varme, der kræver store mængder af vand. Vi ankommer til den forholdsvis store by Cajarc, hvor vi både har en ide om at spise søndagsmiddag ude og overnatte på herberg. Vi ankommer til byen lidt før kl. 14,00, men afvises trods det på samtlige spisesteder. Vi har ikke plads til flere i dag, lyder det. Efter at have løbet rundt næsten en time, ender vi på et pizzaria uden for byen i en helt anden retning end pilgrimsstien. En venlig pizzaejer laver pizza og salat til os. Ved 16-tiden beslutter vi os for at tage yderligere 2-3 km og gå langs floden ud af byen og bo i den lille forstad Gaillac, hvor en sød dame lejer - meget rene - værelser ud, billigt. Turen ud gik langs små "kolonihaver" ved floden, hvor familierne holdt søndagsfri. Det så meget hyggeligt ud. Om aftenen snakkede vi med sympatiske Bernhard (fransk pilgrim), der forsigtig spurgte om han måtte følge EU-valget i TV. Selvfølgelig måtte han det. Han var ked af resultatet. Anti EU-kræfterne i Frankrig havde fået et godt valg. I Danmark var det helt omvendt. EU-partierne sejrede stort. Hvilket omsving i den danske vælgerbefolkning !
Mandag, den 27. maj, Gaillac-Vaylats; ca 30 km. Nu regner det igen, så på med regntøjet fra morgenstunden. Vejret er meget omskiftelig. Og vi er glad for at have taget nogle få kilometer af dagens etape i går, for vi har allerede for dage siden besluttet, at vi i nat skal bo hos nonnerne i Vaylats. Vi forlader nu Lot-floden og går i blandet landbrugs og småsskovslandskab; efter en lille stigning (ca 300 meter) i starten går det stort set lige ud. Regnen holder op, og vi passerer et af de utallige private pausesteder, som private stiller til rådighed for pilgrimmene. Her med et helt tæppe af muslingeskaller hængende mellem træerne. Vi holder en længere pause i Limogne-en-Quercy, så igen lidt regn efter Varaire, men vi ankommer trods det allerede til klostret ved 15.30-tiden. Det er frivillige, der tager imod. De gamle søstre har rigeligt at gøre med at passe hinanden. De yngre (yngste) ser ud til at have passeret de 70 år, og de ældste at være tæt på 100 eller mere. Jeg tæller ved aftenmessen over 20 søstre. Præsten er selv et førkrigsbarn, og dette kloster er nok et eksempel på, at tilgangen til diverse katolske ordener er for nedadgående. Klostret er under restaurering, så der er begrænset plads til pilgrimme. Vi får vores eget værelse i en bygning uden for selve klostret, Couvent des Filles de Jésus. 29 Euro pr. næse inkl. aftensmad med vin, samt morgenmad. Stemningsfyldt, men også lidt vemodigt, idet det er tydeligt, at klostre som dette formentlig snart står foran lukning. To af de andre pilgrimme er italienske Alexandro og spanske Anton, som vi kommer til at se meget til de kommende dage. Spanske Anton er journalist på den - efter min mening - pt. bedste spanske pilgrimshjemmeside: www.gronze.com. Han går hele Le Puy ruten for at opdatere hjemmesiden. Han fotograferer uafbrudt, og er i det hele taget på arbejde, men er trods det et godt pilgrimsbekendtskab. Der er fællesspisning om aftenen efter messen.
Tirsdag, den 28. maj, Vaylats - Cahors; ca 26 km. Klostret Couvent des Filles de Jésus ligger faktisk ca 1½ km fra selve pilgrimsruten - altså en lille omvej. Vi går af en anden vej tilbage til ruten og møder andre pilgrimme. En lille smule regn, men ikke meget, og nu er der endda enkelte steder på ruten lavet pilgrimspausesteder under tag med toiletter. Ren luksus. Vi passerer en række små landsbyer, og 3-4 km før Cahors går det over en højderyg (naturområde); inden det går nedad mod byen og over den ene af byens to karakteristiske broer over Lot (den yngste af dem), hvor pilgrimskontoret har til huse i et lille brohus. Vi var om morgenen blevet "advaret" af en af de frivivlige på klostret om, at vi måske slet ikke kunne få noget at sove i Cahors, fordi en eller anden festivival lagde beslag på alle sengepladser i byen. På pilgrimskontoret tog de det langt mere roligt, og ringede for os til byens "ungdomsherberg", hvor vi fik vores eget værelse (meget moderne) med eget bad og toilet, samt stort morgenmadsbord til 21 Euro pr. næse. Herberget lå lidt uden for den gamle bydel men inden for Lots ring og lige op af den gamle middelalderbro, som vi skulle passerer næste morgen. Det regnede igen, da vi gik til pilgrimsmesse, og vi orkede ikke at handle, så vi spiste ude på restaurant med andre pilgrimme og mavesur tjener, som det var svært ikke at grine af. Han var så uforskammet, at det var morsomt.
Onsdag, den 29 maj; Cahors- Escayrac; 29 km: Regnvejret fra i går var heldigvis slut. Holder tørvejret. Det er lidt - eller rettere meget - hårdt at gå i regnvejr. Det er ikke til at sætte sig uden for, trods godt regntøj bliver man våd af kondensvand, og alt er i det hele taget mere besværligt. Punge, pas og telefoner gemmes væk i små lufthavsplastikposer og holdes helt tørre, men det er besværligt at hive dem frem. Nå brok til side. Jeg går helt frivilligt, fordi jeg kan li' det. Turen over broen og op højderne på den anden side af Cahors er flot. Nu regner det igen, og vi holder en længere pause på en cafe i Labastide-Marnhac, hvor vi igen støder ind i spanske Anton og italienske Alexandro. Hyggeligt. Derefter videre til Lascabanes, hvor regnen er helt væk og solen skinner. Her er en fantastisk smuk kirke og et meget hyggeligt udendørs pausested hos to sjove damer. Der er pilgrimsmesse i kirken om aftenen, men vi vælger trods det at fortsætte til klostret Monastère des Dominicaines d'Escayrac (dominikanerinder) i Escayrac. Den ene af de to værtinder i Petit Pause viser os en langt kortere ved til klostret, hvilket modtages med glæde. Men da vi ankommer, må vi nok en gang konstatere, at vores Rother-guide er forældet. Klostrets nonner er for 3 år siden flyttet til Moissac. Stedet drives i dag af frivillige på foranledning af en helt anden nonneorden, som indtil videre ikke bor på stedet. Nå, nu er vi her. Og vi bliver tilbudt kørsel til og fra messen i byen, som vi lige har forladt, Lascabanes, om aftenen.

En meget karismatisk ældre præst fortæller om fodtvætningen skærtorsdag, og hvilket symbolsk betydning, den stadig har. Hvorefter den gamle mand bukker sig ned og vasker fødder på pilgrim efter pilgrim. I det hele taget en meget smuk messe. Underligt at køre derfra i bil, mens de andre pilgrimme, herunder Anton og Alexandro går ind i herberget for at spise sammen. Tilbage i det nedlagte kloster er vi 4 pilgrimme, hvor et venligt ægtepar, laver mad og tager sig af os. Vi får igen vores eget værelse. Det kæmpe store kloster står tomt, men det meget enkle og smukke kapel er tilgængeligt.
Torsdag, den 30. maj; Escayrac-Lauzerte; 20 km: Det er klart fra morgenstunden og dagen ser ud til at blive rigtig varm - et vejrskifte er på vej. Ruten er nem - kun små op og nedstigninger. Turen går stadig gennem landbrugslandskab, og nu begynder vinmarkerne at præge udsigten. Vi passerer mange små bebyggelser og taler med en del pilgrimme undervejs. Flest franskmænd, men også et par tyskere. Vi passerer den forholdsvis store by Montcuq efter at have fået frisk drikkevand ved en kirkegård. Vi sveder nu og barometret nærmer sig 30 grader. Hvilken ændring. Vi sveder godt, da vi kravler af de små gader op mod Lauzerte (middelalderby på toppen af et bjerg), hvor vi nok en gang må konstatere, at de ikke er meget for at servere mad, når klokken har passeret 13,30. Vi løber ned i nedre bydel, hvor vi også bliver afvist to steder inden vi "får lov at spise" på et creperie, meget fransk velsmagende, men måske ikke det vi havde været mest ude efter. Vi flytter på herberg med en østriger, en tysker og en franskmand på samme sovesal. Vi får en lille godnatdrink i creperiet inden vi går i seng. Vore 3 pilgrimsnaboer spiser ude sammen (dyrt og dårligt, siger de efterfølgende).
Fredag, den 31.maj; Lauzerte - Moissac, 27 km: Ud og ned af de stejle gader fra byen tidlig morgen. Metrologerne lover hedebølge i dag, og det holder stik, 32 grader. Det er varmt, varmt og atter varmt. Jeg når i løbet af vandredagen at drikke over 4 liter vand og juice. Og netop i dag er det begrænset med små byer undervejs. Alle kirker står stort set åbent, og der er som regel en vandpost lige ved, og vi går ikke forbi en eneste uden at drikke og fylde vand på flasken igen. Vi leder efter skyggesteder ved hver pause; ak hvor forandret. Sveden hagler af os, da vi går ind i Moissac, hvor vi går direkte til den gamle bydel og ind i katedralen. En venlig dame spørger os, om vi ikke vil stille rygsækkene i pilgrimskontoret bag kirken. Men vi er så varme-trætte, at vi lader som om, vi ikke helt har forstået budskabet. Efter en lille pause går det stejlt op forbi Carmel-klostret mod byens vartegn "la estatua de la Virgen", der siden senest, vi var her, har fået sin højre hånd tilbage. Jomfru Maria statuen, hvorfra der er udsigt over hele Moissac, havde for år tilbage tabt den ene hånd, men foranlediget af pilgrimme i byen blev der blandt Santiago-pilgrimme overnattende i byen iværksat en indsamling, så der kunne sættes en ny hånd på. Den nye hånd er ikke særlig vellykket, synes undertegnede. Nå, men her foran statuen har Anne sit herberg. Et lille et, hvor der hver aften er fællesspisning. Vi fik det ekstra værelse bag køkkenet, der også bruges af hende til private gøremål. Alt andet var optaget, og vi var vældig tilfredse med eget bad og toilet. Alt tøj røg i vaskemaskinen. Efter dage med regn var det mere end tiltrængt, og med 32 grader i skyggen skulle det nok tørre hurtigt. Derefter afgang igen nedad mod katedralen til vesper og aftenmesse. Vi mødte andre pilgrimme, bl.a. en østriger, som vi havde været sammen med flere gange, og som nu stoppede i byen, for at fortsætte samme sted til efteråret. Der er i det hele taget en del pilgrimme, som tager turen til Santiago over nogle år. Hvert år 2-3 uger. Tilbage hos Anna var vi seks franskmænd, en tysker, en japaner og to danske. Tyskeren - et pensioneret postbud - talte kun tysk, så han var glad for selskab med to tysktalende danskere. Han sendte e-mail til diverse herberger med reservationsønsker i en googleoversættelse, og det fungerede, oplyste han. Han skulle hele vejen til Santiago.
Lørdag, den 1. juni; Moissac-Saint-Antoine ca 29 km: Turen ud af Moissac går først langs en kanal næsten direkte mod vest; Canal de Garonne ( ca 15 km). Den ligger parallelt med selve Garonne-floden. Det er nemt, flot med bådene i kanalen og sluserne, der stadig er i brug; men alligevel lidt trætende og ensformigt - ikke mindst fordi der mangler bænke eller andre rastesteder undervejs. Vi har meget vand med, og det viste sig at være en klog beslutning. Efter byen Pommevic skifter Chemin de Jaques pludselig retning og går næsten direkte syd. Vi holder en længere frokostpause i Auvillar, hvor vi køber brød og ost, som vi indtager uden for sammen med masser af vand og juice. Derefter fortsætter turen mod syd gennem landbrugsområder med korn-, majs- og rapsmarker. I St. Antoine er alt lukket permanent. Den lille købmand, hotellet, herberget. Ja, kort sagt en fuldstændig død by, hvor vi ikke ser et menneske udenfor. Hvad nu ? I følge Rother Wanderführer var der masser af overnatning, butik og restaurant i byen. Vi lejer et værelse hos et engelsk ægtepar, der stort set ikke taler fransk, og som ikke laver mad, men kører deres gæster til en restaurant 10 km. væk. Vi går i seng uden aftensmad. Det overlever vi nok, og vi kan glæde os over, at vi fik en solid frokost. Vores værtinde vil i stedet for morgenmad smøre nogle sandwich til os om aftenen og stille dem i gangen. Vi takker ja. Men Rother Wanderführer !!!!!!!!
Søndag, den 2. juni; Saint-Antoine-Lectoure ca 25 km. Næste morgen gik vi lidt sultne mod Miradoux (ca 9 km), hvor der skulle være butikker åbne søndag morgen. Vores værtinde havde givet os 3 meget små sandwich tilsammen i en pose - Ja, de var så små, at vi grinede. Stien har mange små op- og nedture, men ikke noget der rigtig kan give problemer her, hvor vi er i gang med 3. uge på stien. Det er stadig varmt, og vi holder første lille pause ved en vandpost allerede efter 4-5 km, hvor vi hurtigt får spist de små sandwich. I Miradoux er der mange mennesker på gaden og kø ved både brødudsalg og minimarked, hvor vi får handlet pænt ind. Der er sat borde og stole op uden for, og i det gode vejr er alt perfekt. Trods varmen kommer vi til Lectoure i rimelig god form og i god tid. En af vores franske pilgrimsvenner, Hubert, har som sædvanlig overhalet os på stien, og i dag endnu mere bemærkelsesværdigt, fordi han har sovet næsten 9 km længere tilbage. Vi er i Lectoure ved 14-tiden. Det kirkelige herberg, der ligger i menighedshuset (præstegården) åbner kl. 15.00, så vi går i skygge i den store katedral, hvor Hubert - formentlig - har siddet længe. Vi bliver kun 6 pilgrimme i Herberget, hvor der er fællesspisning. Der er Vesper i et Carmelitterkloster, hvor man ikke kan se nonnerne, men høre dem. Det er næsten som i en koncertsal. De synger fantastisk. De to frivillige i herberget kræser om os og fortæller, at vi næste dag - med lidt held - kan se Pyrenæerne, også selvom der er ca 10 dages vandring tilbage til Saint Jean Pied de Port, som er målet for de fleste af de pilgrimme, som vi på denne del af ruten følges med.
Mandag, den 3. juni; Lectoure-Condom, ca 32 km: Den ene af de to frivillige, Georges, insisterer på at følge os lidt på vej næste morgen. Også selv om Hubert og vi to danske havde besluttet at gå meget tidligt for at undgå den værste eftermiddagsvarme. Vi går igen gennem landbrugslandskab, og en tågedis i det fjerne er formentlig årsag til, at vi ikke kan se Pyrenæerne ved det lille højdepunkt ved Marsolan, som annonceret dagen før.

Nu begynder vinmarkerne at blande sig lidt med kornmarkerne, mens andre marker ikke engang er begyndt at spire endnu. Køerne er ikke ude i fri natur som i bjergene, men i store løsdriftstalde. Vi savner dem lidt. Over middag passerer vi Lac de Bousquètara, en forholdsvis stor sø, hvor en del pilgrimme holder hvil i varmen. Men ikke en eneste bænk. Jeg er efterhånden blevet en stivbenet ældre herre, der har mere end svært ved at holde pause, siddende på græsset. Jeg bygger en lille bænk op af nogle sten, og jeg kan se, at jeg ikke er den første. Det meste af formiddagen har vi gået en lille gruppe, 4 franskmænd og os to, mere eller mindre sammen og fået snakket en del, men efter pausen er gruppen opløst, og vi er inde i Condom allerede ved 14-tiden. Vi har - næsten som sædvanlig - ikke reserveret overnatning og går til et herberg, som netop var nyåbnet, da vi for 5 år siden overnattede i Condom. Stedet, Gîte d'étape Le Relais de Saint-Jacques, køres af to venner på skift, Laurent og Arnaud. Døren var låst, så vi ringede pr. telefon, fik fat i Arnaud, der straks åbnede. Stedet var udvidet væsentligt på de fem år, og sovesalen med en seng til 20 euro indkl. morgenmad var allerede optaget. Men vi kunne få vores egen lille "ferielejlighed" til samme pris, hvis vi ville. Vi følte os meget velkommen. Jeg gik på indkøb i supermarkedet i den sidste rene T-shirt, mens min medpilgrim smed næsten alt tøj i vaskemaskinen. Vi spiste "civiliseret" fransk middag med det hele "hjemme", men besluttede at vente med osten til efter messen i den lokale kirke. Her var stemingen også helt fantastisk. En ualmindelig sød, ikke helt ung præst gik rundt og bød hver enkelt pilgrim velkommen. Christoph hed præsten, og det viste sig, at han var svensker, som syntes, at det var mere end sjovt at praktisere sit modersmål. Han havde haft svensk mor og fransk far. Han oplyste, at han ikke kunne huske, at der havde været skandinaver før til pilgrimsmessen, hvor vi denne aften var en 20-25 pilgrimme. Hele messen var helt efter Pave Franz' og det II Vatikankoncils kogebog med dialogmesse og kommunion under begge skikkelser (både vin og brød). Meget moderne præst, som skabte begejstring hos pilgrimmene. Han beklagede meget, at han havde en anden "præsteopgave" lige efter messen. Jeg ville meget gerne have drukket en drink med jer, sagde han til os to danskere efter messen. Men også her i Frankrig er der præstemangel i de mindre byer, så vi fik ikke styret vores nysgerrighed. Hvordan er en svensker endt som katolsk præst i en forholdsvis lille by, som Condom ? "Hjemme" igen lidt ost, rødvin og tidlig i seng.
Tirsdag, den 4. juni, Condom-Eauze, ca 34 km: Vi mangler stadig at indhente en hel etape for at planen skal gå op, men min medpilgrim er meget medtaget af varme om eftermiddagen, hvor temperaturerne for 3 dag i træk er langt over 30 grader. Stien går op og ned, fortsat gennem landbrugslandskab, men her i La Gasogne, hvor vi ser statuer af de tre(fire) musketerer fra Dumas verdensberømte romaner, er kornmarkerne nu afløst af vinmarker. En del læhegn betyder skygge først på dagen, men efter kl. 13 er det stort set slut med skygge, og solen bager ned. Vi ringer tidligt på dagen til det lille kristne herberg, Bethanie, i Eauze for at sikre os, at det har åbent. Sympatiske Marcel fortæller, at vi sagtens kan bo og spise der, men at han skal med sin datter til en fritidsaktivitet og derfor kun selv lige kigger forbi. Vi fortsætter i varmen gennem vinmarkerne, holder drikkepause alle de steder, som vi kan, og ankommer mere eller mindre dehydrerede til Euze, hvor vi igen støder sammen med Hubert. Han skal slutte for denne gang i Euze og med en natbus tilbage mod Bretagne, hvor han bor. Han går med os ud til Bethanie, hvor han får et bad, mens vi indlogerer os. Marcel når lige at tage imod os. Han giver os vores eget værelse og oplyser, at han om aftenen kommer med varmt mad til os, men at han desværre ikke har tid til at være sammen med os. Vi går med Hubert til aftenbøn i den lokale kirke. Der er ikke messe (ingen præst), så det er en - lidt forvirret - ældre kvinde, der står for aftenbønnen. Bagefter drikker vi afskedsøl med Hubert inden vi tilbage i Bethanie støder ind i vores nu snart "gamle" venner, italienske Alexandro og spanske Anton, samt et nyt bekendskab, unge Baptiste. Han har fået nogle vabler, og vi "gamle" pilgrimme forsøger at hjælpe, men som andre unge mennesker, kan han selv. Vi spiser sammen og får en rigtig hyggelig aften inden vi igen lidt tidlig kryber til køjs.
Onsdag, den 5. juni; Eauze - Nogaro, kun ca 20 km: I løbet af natten kom vejrskiftet. Regnen bare væltede ned, og det var ikke slut, da vi gik ud af døren om morgenen. Det var dagen, hvor vi helst skulle have gået over 30 km for at nå Lourdes i tide til tog og fly, som vi allerede har købt og betalt. Men den plan er ændret nu. Kniber det med tid til sidst, må vi tage tog eller bus. Det er vi ikke ligefrem forvænt med, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har sat tid nok af, fordi jeg på de seneste pilgrimsvandringer er kommet i mål mindst en dag før tid. Vi går gennem regnen og kan stort set ikke se, hvor vi går. Dagens lille tape er mest gennem fladt landbrugslandskab, som vi kender det. Der er flere steder store vandpytter, men indtil videre er det muligt at gå uden om dem. Det regner og regner, og vi fryser faktisk lidt på fingrene. Det bliver kun til en mindre pause ved en kirke, hvor to "kirkekoner" sætter friske blomster foran alteret. Vidunderligt med alle de åbne kirker. Så vi er i Nogaro allerede kl. 12.00, hvor vi på nettet har set, at Gîte du Pied Levé "reklamerer" med, at de åbner kl. 13.00. Vi går på kombineret bagerforretning og cafe lige overfor herberget. Her er mange håndværkere og andre i gang med froskostpause. Vi får dejlig varm kaffe og friskbagt brød. Allerede kl. 13.00 står vi foran herberget, som ikke åbner. Vi er våde og fryser. Det regner stadig kraftigt. Der dukker hurtigt andre pilgrimme op, og vi beslutter at ringe til det telefonnummer, der står på døren. Jeg er på vej, lyder det i telefonen og lidt efter er en meget imødekommende (og storrygende) værtinde, Sylvie Durrey, hos os. Hun henter aviser til sko og anviser os to gamle vores eget værelse - dog med bad og toilet på gange. Men stort og fyldt med bøjler til alt det våde tøj. Der er ovenikøbet lidt varme på radiatorerne og en hårtørrer, der hjælper med at få støvlerne gjort kampklar. Py,ha. Der er messe i et lille kapel ved hospitalet forholdsvis tidligt. Vi går der hen, og vi er nogle få stykker. En venlig præst, der må nærme sig de 100 år, læser messen. Der er tydelig præstemangel i Frankrig.

Tilbage på herberget dukker vores italienske/spanske venner op, og vi går ud i regnen og køber mad ind til et helt kompagni soldater. Jeg laver "pilgrimsgryde", Anton spansk æggekage (Tortilla Gallega), Alexandro en stor italiensk salat, mens Baptiste står for en chokoladeefterret med is. Vi deler ud til en enlig japaner og et fransk ægtepar. Der er også rigelig med vin. Udenfor regner det stadig. Vi byder vores søde værtinde til at deltage, men hun siger pænt nej tak, og forlader os tidligt, men oplyser, at cafeen på den anden side af gaden serverer morgenmad fra kl. 6.00 og hun selv fra kl. 7.00.
Torsdag, den 6. juni; Nogaro - Aire-sur-l'Adour ; ca 27 km: Vi er stadig i Gascognes frodige landbrugslandskab med vin- og kornmarker, hvor de meget bløde bakker kan minde lidt om Sydfyn. Vi nærmer os baskerlandet og floden Adour. Mange af bynavnene er nu nærmest umulige at udtale. Vi har endnu ikke set Pyrenæerne, men i dag regner det ikke, selvom stierne bærer tydeligt præg af gårsdagens heldagsregn. Og så pludselig sker det. Nøjagtig samme sted, som for fem år siden, midt i en vinmark på en lille bakketop med det prangende navn Saint Mont. Pyrenæerne står tydeligt foran os, langt borte med sne på toppene, der lyser i solskinnet. Der er stadig over 150 kilometers vandring til foden af Pyrenæerne. Det virker lige nu som om, at vi har gået i længere tid end de 21½ dag vi reelt har været undervejs. Synet af Pyrenæerne sætter ekstra gang i fødderne, og jeg lover min medpilgrim at "støvsuge" hele Aire-sur-l'Adour samme dag for at lede efter vin fra Saint Mont. Vi når byen efter en længere drikkepause ved et af de vidunderlige pausesteder, som private har lavet med gamle plastikstole, bænke og borde langs Chemin Saint Jaques. De sidste 6-7 km før byen går på hver sin side af jernbanesporet, helt lige ud. Vel inde går vi til Gîte d'étape La Maison des Pèlerins, der går for at være det bedste herberg i byen, og hvor vi har sovet før. Men alt er udsolgt. Og det private herberg, der er indrettet i La Chapelle des Ursulines på "toppen" af byen, virker ikke særlig tiltalende, så vi går på hotel. Et forholdsvis billigt værelse med egen altan med bord og stole ud mod solen. Det ældre værtspar er helt udmattet, da vi ankommer ved 15,30 tiden netop som sidste middagsgæst er gået ud af restauranten. De virker utroligt søde. En time senere finder jeg en rødvin med en kæmpe etiket bærende navnet Saint Mont. Den står under lokale vine i Petit Casino, og er oven i købet på tilbud. Vi synes at den smager fantastisk (sikkert noget vrøvl) og går lettere påvirket af Pyrenæerne og rødvinen til messe hos utrolig sød præst i Katedralen, hvor vi får følgeskab af mange kendte ansigter. Stemningen er i top, da vi spiser middag hos vore værter samme aften, og vi også her snakker med andre pilgrimme. En god dag uden regn.
Fredag, den 7. juni; Aire-sur-l'Adour - Arzacq-Arraziguet ca 34 km: Ja, det er nogle lange etaper nu, hvor vi - selvom vi stadig er i la Gascogne - støder på bastiske navne, som for undertegnede er helt umulige at udtale. Vi begynder med en flot rundtur langs Lac du Broussau, der er et stort rekreativt område for foden af Aire-sur-l'Adour, derefter skiftende landskab til pausebyen Miramont-Sensacq, hvor vejret tillader, at vi køber frokost hos bageren og spiser udenfor, hvilket ti - tolv andre pilgrimme gør samtidig. Ud over Anton og Alexandro er det en større gruppe meget underholdende pilgrimme fra Reunion, et fransk departement, beliggende i øgruppen Mascarenerne øst for Madagascar mange tusind kilometer fra Paris. Vi går nærmest i gåsegang til det smukke kapel, Église de Sensacq, hvor vi to halvgamle danske pilgrimme beslutter os for at tage en lille smutvej og spare et par kilometer. Senere på stien passerer vi unge Baptiste, der går meget langsomt med stort besvær. Vablerne gør mere end ondt. Det er ikke første gang, at jeg har set unge pilgrimme gå ned med vabler. Vi når Arzacq-Arraziguet, hvor stort set alle pilgrimme indlogerer sig samme sted i udkanten af byen. Det meget store kommunale herberg, Centre d'accueil communal d'Arzacq, hvor der er både sovesale og værelser. Vi får et værelse for os selv og bestiller aftensmad og morgenmad, selvom der faktisk er et udmærket pilgrimskøkken. Vi har boet der før og ved, at maden er langt under normal standard, hvilket også er tilfældet denne gang. Udkogt pasta med tørstegte kyllingelår. Det kan ikke være mere kedeligt. Men vi pilgrimme hygger os trods det gevaldigt, og den enlige dame, der er til at betjene os alle sammen, bærer rødvin ind i næsten en uendelighed, og de ellers normalt meget tilbageholdende franskmænd, når det gælder vin, drikker pænt for at skylle maden ned. Underholdningen fejler ingenting. Inden jeg går i seng, fortæller Baptiske, at hans vabler måske betyder, at han enten må stoppe eller skrue ned for dagsetaperne. Vi ser ham ikke mere og ved ikke, hvordan det er gået ham.
Lørdag, den 8. juni. Arzacq-Arraziguet - Maslacq over 40 km med snyd, Næste morgen videre mod Arthez-de-Bearn, hvor vi fra andre pilgrimme har hørt, at det kan være svært at få en seng. Vi sætter os undervejs og ringer lidt rundt. Men får ikke svar, da de kommunale herberg ikke tager telefonen om lørdagen. Vi går i dag primært efter kort for at spare så mange kilometer som muligt, og vi ankommer til Arthez ved Bern-floden af landevejen allerede ved 13.00 tiden, mens de øvrige pilgrimme formentlig tager den væsenlige længere tur uden om Chapelle de Caubin. De mange kilometer på asfalt kan mærkes i knæene, og det er også mere af nød end af lyst, vi tager den direkte vej. Vi sætter os på torvet, spiser bagermad udenfor med andre pilgrimme, og beslutter os for at prøve at nå Maslacq ca 9 km af vejen mod Navarrenx, som er næste dags etape. Igen snyder vi lidt og tager en cykelsti (smutvej) gennem et skovterræn, der bærer meget præg af den lange periode med regn. En meget smuk tur, hvor vi følger en mountainbike-bane for at spare kilometer. Vi har ikke rigtig overblik over, hvor mange kilometer vi fik gået denne lørdag, men det var væsentligt under de 40 km af officiel pilgrimssti, Chemin Saint Jacques. Vi kommer til Maslacq ved 15,30 tiden og må have hjælp i den lille kombinerede bar, bager og mini-mini supermarked for at finde frem til Miriam, der har et lille hus i baghaven, hvor vi skal sove. Hun er meget imødekommende og bor ude på landet sammen med tre katte og tre hunde. Der er flere af samme slags små overnatningssteder i den lille by. Jeg når en tur i swimmingpoolen, inden hun kommer med en utrolig tre-stjernet middag, langt over normal standard, og vi to pilgrimme sidder udenfor og spiser i den lune aften.
Søndag, den 9. juni; Maslacq - Navarrenx ca 22 km: I dag følger vi stien, hvor de første meget beskedne højder inden Pyrenæerne betyder, at det går lidt mere op og ned. Første pausested er Sauvelade, hvor et kæmpekloster en gang skabte liv. Nu er der kun en tom klosterbygning, der trænger kraftigt til istandsættelse. Den store smukke kirke, der kun har messe hver anden søndag og hver anden lørdag, står åben, og lige bag klostret, puster 3 hospitalaleros ud efter at have gjort rent efter de pilgrimme, der har sovet på stedet i nat. Vi drikker vores medbragte vand udenfor, fylder flasker op og går videre. Vi er i Navarrenx, hvor vi går ind i byen og strans støder ind i restaurant Saint Jacques, der har et ualmindelig godt middagstilbud til pilgrimmene. Vi spiser - måske lidt for meget - og ender bagefter på campingpladsen, hvor de lejer små hytter med eget toilet ud til pilgrimmene til 40 Euro for to inklusive lagner og køkken. Vi får igen vasket tøj i vaskemaskine, og da vi har spist mere end rigeligt ved middagstid, går vi i seng uden aftensmad.
Mandag, den 10. juni; Navarrenx - Oloron Ste Marie, ca 23 km. I dag forlader vi GR 65, Via Podiensis, mens vore medpilgrimme fortsætter mod Saint Jean Pied de Port og Spanien. Vi bor ret alene på campingpladsen, hvor to pilgrimme stadig sover i deres telte, da vi går ud tidlig morgen. Vi går i en helt anden retning end de andre, og de første mange kilometer går vi efter Rother Wanderführers dårlige kort, idet stien ikke er afmærket. Vi går af små asfaltveje og følger på højre hånd floden Le Gave, som vi ved, vi skal kunne se til højre for os, indtil vi passerer floden over broen ved Prechacq-Josbalg, hvor vi straks efter gerne skulle ramme den afmærkede sti, Chemin Saint Jacques, mellem Oloron Ste Marie og Saint Jean Pied de Port, Gr 78, der i øvrigt fortsætter (eller kommer fra) Lourdes, der er vores endemål. I Oloron Ste Marie er der et "pilgrimskryds", hvor Pyrenæer-ruten GR78 krydser Arles-Ruten/ Via Tolosana, der går over Pyrenæerne ved Somportpasset, som jeg selv passerede i 2015 og tidligere har skrevet om her på siden. Vi kan dog allerede nu se, at vi kommer i bekneb for tid. Der er næsten 70 km pilgrimssti langs Pyrenæerne mellem Oloron Saint Marie og Lourdes, som normalt deles i 3 etaper, og vi har kun to hele dage efter Oloron St. Marie, hvor den sidste dag også skal bruges til at opleve Lourdes. Teoretisk set er vi i god form nok til at dele i to, men det bliver to "skæve etaper" på grund af overnatning, ligesom vi vil komme meget sent til Lourdes, hvor vi gerne vil deltage i messer, tilbedelse og lysoptog onsdag inden vi tidlig torsdag morgen skal med TGV-tog til Paris for at nå vores SAS-fly hjem til København. Vi udsætter beslutningen, og en sød landmand fortæller os, hvilken asfaltvej, vi skal gå for at ramme den afmærkede pilgrimsti, som vi når ca 3 km før den lille by Aren, hvor vi holder en lille pause. Vi fortsætter til Oloron Saint Maria langs en lille kanal, hvor vi kommer ind i byen fra nord ved Katedralen allerede ved 12,30-13-tiden. Byen er rimelig stor, og vi er ved Centrum og vort herberg denne 2. pinsedag allerede før 14.00. Men 2. pinsedag er ikke bare helligdag i Frankrig, men stor familiedag, hvor alt har lukket - også langt de fleste spisesteder og cafeer. Byen er nærmest mennesketom. Efter at have løbet rundt et stykke tid får vi plads på en meget lille, enmandsbetjent restaurant lige overfor herberget, hvor vi bliver dages sidste gæster. Herberget drives af frivillige, og der er denne mandag god plads. Vi får vores eget værelse, og de to frivillige er meget hjælpsomme med at forklare turen til Lourdes. Vi låner oven i købet en guide, som vi skal sende retur fra posthuset i Lourdes, så snart vi er ankommet. Alt har - som sagt - lukket i byen, og vi kan godt glemme alt om at købe en guide selv. De øvrige pilgrimme, som skal i forskellige retninger ud af byen, kan kun få lov at spise et sted om aftenen efter at vore to frivillige har ringet i forvejen og bedt så mindeligt om det. Mærkeligt med så stor og tom en by.
Tirsdag, den 11. juni; Oloron Ste Marie - Lestelle-Bétharram, tog plus ca 22 km til fods: Vi gik ud af herberget allerede ved 6,45 tiden og havde under pakningen besluttet at gå til banegården for at se, om vi kunne klippe en hel del af de knapt 70 km formel pilgrimssti, der er mellem Oloron Ste Marie og Lourdes. Vi satte som mål, at vi skulle sove max 20 km fra Lourdes om aftenen, så vi kunne være inde i Lourdes aller senest ved middagstid onsdag. Det var/er meget nyt for undertegnede at tage tog/bus på en pilgrimssti, så min medpilgrim beskyldte mig for at snige mig gennem gaderne mod stationen. Her fik vi stor hjælp i billetsalget. (Ja, den slags service eksisterer stadig i Frankrig. Tak for det). Vi fortalte om vores problem, og fik straks et forslag om tage et lokaltog (mod nord) til Pau kl. 7,55, herfra gik der et andet lokaltog (mod syd) Lourdes en lille time efter ankomst, så vi ville ende ca 40 km før Lourdes. Perfekt. Klokken var kun 7,00, så vi fik vore billetter og gik på "jernbanehotellet", Hotel France, lige overfor stationen og spurgte om vi måtte købe morgenmad, selvom vi ikke havde boet på hotellet. Ingen problem; og vi fik juice, cafe au lait, baguette og croissant inden vi satte os i toget, hvor gymnasieelever og folk på vej til arbejdet også tog plads. Mærkelig fornemmelse. Da klokken var 10,30 stod vi igen med rygsækkene på og fulgte Gavefloden mod Lourdes til vi efter 3-4 timers vandring kom til det tidligere kæmpekloster i Bétharram, hvor to kirker ( en oppe af bjerget og en nede) i dag sammen med de delvist tomme klosterbygninger står som enorme monumenter om en svunden tid. Vi gik modsat Lourdes de få kilometer til byen Lestelle-Bétharram. På byens eneste åbne restaurant serverede de hellere end gerne dagens menu til de lidt sent ankomne pilgrimme, og det var tydeligt at pilgrimme med rygsække ikke var en hverdagsbegivenhed. Vi fik rigtig god betjening og gik derefter ned til floden, hvor vi flyttede ind i en hytte på en spøgelsesagtig stor campingplads med meget få gæster. Vejret var desværre ikke godt. Allerede under middagen begyndte det at regne og det fortsatte resten af eftermiddagen og aftenen, som vi brugte på at skrive pilgrimsdagbog for de seneste dage, så ikke alt, hvad vi har oplevet, er glemt, når vi på torsdag sidder i flyveren på vej hjem. På samme restaurant fik vi senere to sandwich, som vi tog med og delte til aftens- og morgenmad.
Onsdag, den 12. juni; Lestelle-Bétharram - Lourdes ca 18 km: Vi stod op allerede ved 6-tiden og var på vej mod Lourdes under en halv time efter. Vi gik langs floden det meste af vejen. Nu skinnede solen fra en skyfri himmel. Pyrenæerne lå med sne på toppen på højre side, så vi "næsten kunne nå dem". Vi har helt høje, og alt var fantastisk. Vi gik uden pauser og var i Lourdes inden kl. 10, hvor vi kom ind i "byen/valfartsområdet" bag fra ved den store kirke oven på åbenbaringsgrotten. Et par sikkerhedsvagter så os, da vi allerede var kommet ind og løb efter os. De bad os åbne rygsækkene, men næppe havde vi åbnet, før de gik igen.

Vi så nok ikke så farlige ud. En tysk hjælper i hvid uniform begyndte at fortælle om stedet, da hun så os, og vi gik til pilgrimscentret, fik et stempel i vores pilgrimspas og orienterede os om dagens begivenheder med flere messer, tilbedelse og lysoptoget, der dog først fandt sted kl. 21.00, hvor det så småt begynder at blive lidt mørkere. Vi gik en tur rundt i byen og fandt et lille hotel tæt på banegården, hvorfra TGV-toget afgik næste morgen kl. 7.08. Derefter tilbage ind i byen, hvor der var fyldt med besøgende overalt - også på den restaurant, hvor vi spiste midt på dagen. Derefter rundt i valfartsområdet til forskellige "gudstjenester", tilbage og hvile lidt; inden vi om aftenen gik med lys i hånden og sang Mariasange med mange tusind andre. Vi kom først i seng efter 22.00.
Torsdag, den 13. juni. Nok en pilgrimsvandring er slut. Tidligt op og hjem via Paris.
Økonomi: Det er dyrere at gå i Frankrig end i Spanien. Men vi hentede en del hjem på gennemsnittet efter at have passeret Conques. På de første etaper måtte vi et par gange op mellem 65 og 70 euro for et dobbeltværelse. dertil kom udgifter til forplejning. Alt i alt et gennemsnit på knapt 105 euro for to, altså ca 52 euro pr. næse pr. døgn. I Spanien kan det gøres for omkring 30 euro - og endda billigere, hvis man er i sparehjørnet. Det betyder, at denne tur for undertegnede kostede ca 12.000 danske kroner for 31 dage med overnatning, forplejning m.m., samt knapt 2.200 i transport; ialt ca 14.200 kr. Jeg var sammen med min yndlingspilgrim, og vi valgte ofte selv at betale lidt ekstra for eget værelse, ligesom vi som ældre ægtepar meget ofte fik positiv særbehandling undervejs og på herbergerne blev anvist eget værelse til sovesalspris.
Lidt om at gå i Frankrig: Standarden (ren hygiejne) er højere end i Spanien, og de er helt hys i bekæmpelsen af væggelus. Flere steder skal rygsækken i "rygsækgarage", hvor tøj og soveposer fragtes videre til sovesale/værelser i særlige kasser. Stierne er godt afmærket, og det er ikke et problem at finde vej. Der er på denne rute mange overnatningssteder, men i højsæsonmånederne maj og september anbefaler stor set samtlige pilgrimsforeninger, at man reserverer plads i forvejen. Det gjorde vi kun enkelte gange samme dag eller få dage før, og det gav os lidt tekniske problemer, som vi valgte at leve med for ikke at få for fastlåst en tur. Franskmænd er i stort flertal blandt pilgrimmene. Og i Frankrig taler man fransk. Kendskab til fransk er ikke bare en stor fordel, men også delvis en nødvendighed, hvis man vil være en reel del af pilgrimsfællesskabet. Franskmænd er generelt meget høflige, og de prøver at inddrage alle i fællesskabet. Det fælles måltid om aftenen er en almindelighed og næsten en ritus for franske pilgrimme. Der er masser af kirker. De er åbne, men det betyder ikke messer hver dag, da flere kirker ofte betjenes af samme præst. På pilgrimsherbergerne ved de alt om pilgrimsmesser, ligesom der i flere byer er pilgrimskontorerne, hvor der ofte er social aktivitet af forskellig slags med råd om den fortsatte rute m.m.

Camino Portugues - udgangen fra Porto

De fleste pilgrimme på Camino Portugues forlader Porto via Matosinhos. Men her er broen stadig lukket.
Uanset hvilken rute pilgrimmene følger på vejen fra Porto til Santiago, går langt de fleste pilgrimme ud af Porto via Matosinhos og videre af enten centralruten eller kystruten. I Matosinhos skal man passerer en klap-bro for at komme over fjorden (flodudløbet) og fortsætte langs stranden. Klapbroen er pt lukket for reparation. Men fortvivl ikke, hvis du er på vej til Porto for at gå til Santiago. Der kører nemlig en gratis Shuttlebus til Caminmoen på den anden side. Bussen holder lidt til højre for broen og i følge andre pilgrimme skulle den være nem at finde.

Hård kritik af Rother Wanderführer - Desværre

Rother Wanderführers seneste udgave af Via Podiensis er mere end langt under sædvanlig standard - desværre.
Kommentar/Anmeldelse: Dette er en kommentar som jeg er ked af at skulle skrive. Men når jeg her på siden gang på gang har "reklameret"/skrevet positivt om Rother Wanderführer forpligter det til også at skrive, når Rother har leveret vel nok en af de dårligste pilgrims/vandrerguides, jeg har haft i hånden. For 5 år siden gik jeg fra Le Puy en Velay af Via Podiensis med en tysk udgave af Rother Wanderführer i hånden, og efter en vellykket pilgrimstur sydpå og over Pyrenæerne kunne jeg kun rose Rother. Nu har jeg nok en gang gået ud af Le Puy. Denne gang den 16. maj i år - nok en gang med Rother i lommen; en fransk udgave fra 2019 - altså den nyeste, som burde være opdateret mindst til og med 2018. Men ak nej!
1) Kortmaterialet var slet ikke som tidligere. Det var tegnet upræcist, og flere steder direkte forkert.
2) Angivede stier var nedlagte. Mest Fatalt GR 6 A. Der slet ikke eksisterede mere. Den var nedlagt for 3 år siden. Al afmærkning var fjernet, og ruten ud af Figeac lagt helt om. Flere steder var ruten langt om uden at det fremgik af kort m.m..
3) Herbergslisten var mere end forældet. Foreksempel var eneste herberg i St.Antoine lukket i 2016 - altså 3 år, før den udgave af Rother, som jeg havde købt og betalt, var gået i trykken. Og sådan kunne jeg blive ved.
Jeg vil i nærmeste fremtid opdatere mine tidligere anbefalinger af Rother under Europæiske Pilgrimsveje. Da jeg slet ikke længere kan stå inde for Rother Wanderführers kvalitet. Generelt er Miam,Miam DoDo, når det gælder pilgrimsvandring i Frankrig, blevet bedre og bedre, mens Rother Wanderführer har kurs mod bunden, hvis den overhovedet kan blive dårligere. Jeg havde så mange ærgrelser denne gang undervejs, at jeg havde mest lyst til at smide den i skraldespanden og købe en anden guide, men jeg beholdt den af en eneste grund - nemlig for at kunne skrive denne kommentar.

Via de la Plata - etaper med herbergsliste

Her en ny liste med forslag til etaper med overnatningssteder på Via de la Plata. Meget nyttig opdateret arbejde lavet af pilgrimmen Daniel Beaumont, der har gået "Sølvruten" her i maj i år.
https://docs.google.com/spreadsheets/d/1sEBFJDnM7VnhDh7qp-gSQkLvKJvK3laNHYaGxNJnl2s/edit#gid=692231694
Ja, og for jer, der har lyst til at gå ruten. Den er flot, historisk og absolut værd at gå. MEN alene på grund af de lange etaper, samt manglen på vandposter (så du skal bære meget vand), Og manglen på rastepladser bænke, barer m.m. er Via de la Plata langt mere krævende end de øvrige pilgrimsruter i Spanien.

Sange fra Caminoen

Mange pilgrimme benytter også den mulighed pilgrimsvandringen giver dem til at synge deres yndlingssange eller særlige pilgrimssange, når de går alene på stien.
Undertegnede er pt. på pilgrimsvandring i Frankrig af Via Podiensis fra Le Puy, med et skift et par etaper før Pyrenæerne af en tværrute til Oloron Saint Marie for at slutte af i Lourdes. Der kommer senere lidt mere om denne - lidt hjemmelavede - rute her på siden. Men som så mange gange før, går jeg (når ikke alt for mange hører det) og synger på stien. Mest danske "pilgrimssange" som f.eks. "Dejlig er jorden", men jeg har også forsøgt mig med den franske pilgrimssang over alle, Ultreia - iøvrigt uden større held.
Og så har jeg fornylig hørt en helt ny tysk pilgrimssang, hvor tre præster følger en pilgrim på hans vej mod Santiago de Compostella, og hvor han undervejs efterlader et billede af sin - formentlig afdøde - elskede ved Jernkorset. Præsterne synger meget tydeligt, så teksten er faktisk ikke så svær at forstå. Sangen kan høres her:
https://www.youtube.com/watch?v=jitSoszyAh4
Og så skal I også lige havde mulighed for at høre et kor synge: Ultreia ; der vel bedst kan oversættes med: fremad
https://www.youtube.com/watch?v=XlRym0ChXQg

Cammino di Benedetto - nok en italiensk pilgrimsvej

Gå i St. Benedikts forspor fra fødebyen Norcia til bjergklostret i Subiaco, hvor han levede i 30 år til hans sidste station i Monte Cassino.
Cammino di Benedetto er nok en italiensk pilgrimsvej i en katolsk helgens fodspor, som på mange måder minder om Cammino di San Francesco di Assisi - ideen er den samme, men foreløbig er Cammino di San Francesco nok den af disse forholdsvis nye pilgrimsstier, der har mest service langs ruten i form af overnatning og andre pilgrimstilbud. Men jeg har i den seneste tid skrevet en del om Cammino di San Francesco, så her lidt om Cammino di Benedetto, men først noget om middelaldermunken og klostergrundlæggeren Sankt Bendikt: Benedikt var født Nurcia i Norcia i Umbrien og levede fra ca. 480 til 547, og blev efter datidens forhold en forholdsvis gammel mand, ca 67 år før han døde. Benediktus (det latinske navn) grundlagde benediktinerordenen. Han blev af familien sendt til Rom for at studere, men afsluttede ikke sine studier og tog til Affile, hvor han for alvor følte han skulle tjene Kristus, og gik til en hule i Aniodalen ved Subiacobjerget ca 70 km fra Rom, hvor han var eneboer i tre år, kun afbrudt, når hans senere medbroder, Romanus kom med mad.
Han blev valgt til abbed i et nærliggende kloster, men fortrak igen til sin hule i Subiaco. Herude samlede han andre munke omkring sig, og de boede i 12 små klostre. I ca. 529 drog han med sine medbrødre til Monte Cassino ( ca 135 km fra Rom), hvor de grundlagde et nyt kloster og nedskrev en ny ordensregel for klostre - senere kendt, som Benedikts Regel. Her stiftede munkene deres egen klosterorden siden kendt som Benediktinerordenen. Da han døde i ca. 547, blev han begravet på Monte Cassino. I Danmark blev der senere i middelalderen oprettet flere klostre, også cistersienserklostre, der byggede på Benedikts tanker og ideer. Det, tidligere meget brugte drengenavn Bent, kommer af Benediktus, ligesom det første murstensbyggeri (brændte munkesten lavet af italienske håndværkere) i Danmark, Sankt Bendts Kirke i Ringsted, er opkaldt efter den hellige Benedikt, som i øvrigt er en af Europas værnehelgener.
Tilbage til pilgrimsvejen Cammino di Benedetto: Ruten er ca 300 km lang og går fra Norcia i Umbrien via byerne Cascia; Monteleone di Spoleto; Lioness; Poggio Bustone; Rieti (hvor den mødes med Cammino di San Francesco og skilles igen); Rocca Sinibalda og Castel di Tora; Pozzaglia, Orvinio, Mandela og Vicovaro til Bendikts kloster i Subiaco ca midtvejs på ruten, og som i følge hjemmesiden https://www.camminodibenedetto.it/# er beregnet til 10 etaper.

Klostret i Subiaco er et helt fantastisk byggeri. Det er stadig et Benedektiner kloster, og det er muligt at besøge klostrets ældste dele med freskoer, som gør de fleste besøgende nærmest mundlamme af forundring. Der er ligeledes små kapeller, hvor Sankt Benedikt og hans medbrødre har boet i huler. Men der er ikke noget pilgrimsherberg i selve klostret, som ligger på en bjergtop, og det tager ca en time at gå op til klostret fra byen Sabiaco.

Fra klostret i Subiaco fortsætter pilgrimsstien ca 6 etaper via Trevi nel Lazio; Guarcino and Vico nel Lazio; Collepardo og the Certosa di Trisulti; Casamari; Arpino og Monte San Giovanni; Gorges of Melfa; Roccasecca og med slutmål i Monte Cassino, der i dag er ligeså kendt for tyskernes bombardement i februar 1944, hvor det nærmest blev jævnet med jorden, men nu er genopført på helt fantastisk vis af Den italienske Stat. Der bor munke i klostret, men kun nogle få ældre. De fleste er flyttet til klostret i Subiaco. Klostret er bygnings- og beliggenhedsmæssigt noget helt for sig. Og selvom mange kunstværker, samt rester fra det oprindelige kloster, som munkene begyndte at opføre i 529-530 er væk, er klostret stadig et besøg værd. Og det fortæller også Europas kristne historie på sin egen måde. Klosteret blev allerede ødelagt af langobarderne i 589, da Romerriget gik helt i opløsning, men Benedektinermunke begyndte at bygge på stedet igen i 718, hvorefter det blev ødelagt nok en gang i 884 af saracenerne og genopført igen i 949. I 1349 blev det stærkt beskadiget i et jordskælv, og så nok engang jævnet med jorden under 2. verdenskrig. Men nu står det der igen.
Jeg har ikke gået ruten selv, men har "smagt på ruten" med et par dagture omkring Montecassino og Subiaco, hvorfra ovenstående fotos stammer. Ruten var godt afmærket de forholdsvis få kilometer, hvor jeg har gået. Der findes en guide, se https://www.camminodibenedetto.it/guida/
der kan købes via nettet, og som skulle have overnatningslister m.m.

La Verna - Assisi har fået flere pilgrimme

Der er blevet væsentlig flere pilgrimme, der går af Via de Francesco, men der er stadig langt færre end på de spanske pilgrimsveje.
Italiens pilgrimsveje er i de allerseneste år blevet langt mere populære - formentlig som en følge af hele pilgrimsbølgen, hvor erfarne pilgrimme fra Spanien, Portugal og Frankrig får mod på at prøve noget nyt. Man skal dog vide, at Italien er et væsentligt dyrere pilgrimsland - ikke mindst når det gælder overnatning. Der er masser af information på nettet.

(Pilgrimsrygsække er ikke længere så usædvanligt at se i Assisi, idet der er langt flere gående pilgrimme i Italien end bare for få år siden. Her rygsække foran en morgenmadscafe) Undertegnede har en foreløbig ide om at tage en 9 dages tur fra La Verna til Assisi i eftersommeren/det tidlige efterår, og jeg er derfor begyndt at indsamle information. Jeg har tidligere - for år tilbage - forsøgt mig med etaper på ruten i en oktober måned, men måtte opgive undervejs - det strandede på et problem: Mangel på overnatningssteder. Nu er der i mellemtiden kommet flere forskellige trykte guides med overnatningssteder, men også både apps og hjemmesider med lister.
Jeg har allerede købt den trykte italienske guide, Di qui passò Francesco af Angela Maria Seracchioli i både italiensk og engelsk udgave, On the road with Saint Francis. Den seneste engelske guide er fra 2019 og skulle derfor være rimelig opdateret. Der findes også en hjemmeside med overnatningssteder: http://www.diquipassofrancesco.it/IT/ElencoAccoglienzeStampaNew-01.asp , der skulle være gældende/opdateret for resten af 2019, men det er i Italien altid en god ide at sikre sig en ekstra gang. Det kan være klogt at lytte til følgende råd fra en italiensk pilgrim: Husk at ringe i forvejen til et overnatningssted, hvis du tager på pilgrimsvandring i Italien.

Der kræves pilgrimspas/Credential på enkelte af overnatningsstederne, mens der andre steder annonceres med rabat på overnatning til pilgrimme med pilgrimspas. Jeg har fået et fra Assisi, hvor de udleveres på pilgrimskontoret i den store Basilica di San Francesco, og hvor de i øvrigt oplyser, at der nu er væsentlig flere pilgrimme, der går. Men pilgrimspasset kan også fås i f.eks. La Verna.
Hele stien mellem La Verna og Rieti, hvorfra det er muligt at fortsætte mod Rom, er på ca 350 km. Men går man alene fra La Verna til Assisi er det under 200 km. Angela Maria Seracchioli's guide foreslår ni etaper fra La Verna til Assisi. Der ikke er så mange overnatningssteder, som erfarne caminopilgrimme i Spanien er vænnet til. Jeg husker selv, da jeg for over 22 år siden gik Camino Frances første gang og mødte de samme sympatiske pilgrimme næsten hver nat, fordi antallet af overnatningssteder kun var en lille brøkdel af i dag. Jeg vender tilbage med mere info om La Verna - Assisi , hvis mine planer, om at gå af denne pilgrimssti senere på året, bliver til virkelighed.

Dette forårs pilgrimsstrøm over Pyrenæerne har toppet

I fjor passerede 725 danske pilgrimme af ialt næsten 58.000 pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port.
"Langdistancepilgrimme" går/begynder primært deres pilgrimsvandring i foråret fra ultimo april (som regel efter påske) til udgangen af maj og igen i efteråret fra ultimo august/start september til begyndelsen af oktober. Så her i begyndelsen af juni begynder der igen at blive mere plads på stierne og ikke mindst herbergerne, hvis man har valgt en forholdsvis lang pilgrimsrute f.eks den mest trafikkerede, Camino Frances (men det gælder også Camino del Norte og Via de la Plata). Til gengæld vil pilgrimmene på Camino Frances så opleve pilgrimme i gåsegang og fyldte herberger, når de nærmer sig Santiago, idet antallet af pilgrimme i juli og august, der alene går de sidste ca 120 km til Santiago fra byen Sarria stiger eksplosivt. Idet primært mange spaniere bruger en uge af deres sommerferie på at gå pilgrimsvandring.
På pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port laver de hvert år statistik over antallet af besøgende pilgrimme, og denne statistik giver et rigtig godt fingerpeg om, hvornår der er flest pilgrimme på vej over Pyrenæerne, hvilket for mange er en hjælp til planlægning af egen pilgrimsvandring.
Her statistikken fra i fjor (2018 med ialt 57.881 pilgrimsbesøg) fordelt på måneder, taget direkte fra pilgrimskontorets hjemmeside ( her foto fra 10. april i fjor):

Janvier : 292;
Février : 320;
Mars : 2 077;
Avril : 7 499;
Mai : 10 837;
Juin : 7 148;
Juillet : 6 173;
Août : 8 320;
Septembre : 10 189;
Octobre : 4 135;
Novembre : 602;
Décembre : 289.
Maj og september skiller sig ud ved tilsammen at stå for over 36 procent af det samlede antal pilgrimme.
Og ser vi på nationaliteten af pilgrimme er den også interessant i den forstand, at "hitlisten" ser lidt anderledes ud end "hitlisten" i Santiago ved uddeling af Compostela (bevis for pilgrimsfærd). Man skal lige, når man læser statistikken (der kommer herunder) vide, at en del franskmænd slutter deres pilgrimsfærd i Saint Jean Pied de Port efter at have gået fra primært Le Puy ca 750 km ( men også Vezelay), selvom over 4.000 årligt fortsætter til Santiago. Bemærk desuden at 773 svenskere og 725 danskere har passeret eller begyndt deres pilgrimsfærd i Saint Jean Pied de Port i 2018. Ret så imponerede tal set i forhold til indbyggerantal.
1. France : 9 049 (15,63%)
2. Espagne : 6 420 (11,09%)
3. U.S.A. : 6 271 (10,83%)
4. Italie : 5 584 (9,65%)
5. Corée du Sud : 4 341 (7,5%)
6. Allemagne : 4 048 (6,99%)
7. Grande-Bretagne : 2845 (4,92%)
8. Australie : 2299 (3,97%)
9. Canada : 1941 (3,35%)
10. Irlande : 1931 (3,34%)
11. Brésil : 1620 (2,8%)
12. Pays-Bas : 1620 (2,8%)
13. Suède : 773 (1,34%)
14. Danemark : 725 (1,25%)
15. Japon : 719 (1,24%)
16. Belgique : 682 (1,18%)
17. Hongrie : 555 (0,96%)
18. Suisse : 530 (0,92%)
19. Argentine : 413 (0,71%)
20. Pologne : 405 (0,7%

Pilgrimskontoret i Santiago har åbent 12 timer daglig

Du kan sagtens vente til dagen efter din ankomst med at melde dig på pilgrimskontoret og få dit Compostela.
Her i hele maj har antallet af pilgrimme, der ankommer til Santiago og får et Compostela (bevis for pilgrimsfærd) været på over 1.000 pilgrimme dagligt, og det betyder i praksis, at der ofte er meget lange køer i gangene op til modtagelseskontoret (skranken), selvom de mange frivillige gør, hvad de kan for at afvikle køen så hurtig så muligt, samtidig med at de gerne vil tage sig pænt af de indkomne pilgrimme. Og antallet af daglige pilgrimme vil stige her i juni og toppe i juli-august.

(Foto: pilgrimme på vej ind og ud af pilgrimskontoret i Santiago) Pilgrimskontoret har de senere år haft åbent 12 timer dagligt fra påske til november ( kl 8.00 til 20.00). Og der er intet i vejen for først at melde dig på kontoret i Rúa Carretas dagen efter, at du er ankommet til Santiago. Du kan stadig få dit compostela. For nogle år siden blev der dog indført en ny bestemmelse efter pres fra mange af pilgrimsforeningerne rundt i Europa, der mente, at for mange pilgrimme "snød sig" til et compostela uden at have gået til Santiago. Derfor skal du som pilgrim nu sikre dig to stempler pr. dag i dit credidental/pilgrimspas de sidste 100 km før byen. Det vil i praksis sige fra Sarria på Camino Frances, Tui på Camino Portugues, Lugo på Camino Primitivo og Vilalba/Pedrouzos på Camino del Norte. Pilgrimsforeningerne prøvede at presse Katedralen (Den katolske kirke i Santiago) til at kræve, at pilgrimme skulle gå mindst 300 km for at få et compostela, men det blev afvist af kirken, der mener, at pilgrimsvandring er en religiøs handling og ikke en sportspræstation. Så det blev et kompromit, 100 kms gang med to stempler pr. dag.

La Faba eller o Cebreio (Camino Frances) - hvad skal jeg vælge ?

Det tyske herberg i la Faba lige før o Cebreio er ret enestående, men det er pilgrimsmessen i klosterkirken i o Cebreio også. En taxi kan klare problemet, men...
Et spørgsmålstegn i overskriften. Det er vist første gang, det er sket i de ca 5 år hjemmesiden www.jakobsvejen.dk har eksisteret. Men det skyldes, at undertegnede ikke kan svare begavet på spørgsmålet: Hvordan kan jeg (på Camino Frances) overnatte i La Faba og samtidig være med til pilgrimsmessen i o Cebreio ? Og svaret er ikke særlig pilgrimsagtig: Med mindre du vil gå knapt 5 km frem til o Cebreio (sen eftermiddag) og tilbage til La Faba (om aftenen), må du tage en Taxa eller foretage et valg mellem pilgrimsmesse og La Faba.
Det tyske herberg, Albergue de La Faba; er drevet af frivillige og det meget smukke kapel (kirke) ved herberget er fuldt restaureret og åbent. Hvilket mange pilgrimme benytter sig af, ligesom stemningen på selve herberget er i top. Jeg har kun boet der en gang, nemlig i begyndelsen af maj i fjor, og det var en rigtig god oplevelse. Men jeg gik så glip af pilgrimsmessen i o Cebreio, og da jeg den efterfølgende morgen efter godt en times gang op ad bjerget passerede klosterkirken i o Cebreio (i øvrigt i let frostvejr) var kirken lukket. Ja, jeg havde foretaget et valg og kunne altså ikke få det hele.

(Her et foto af klosterkirken i o Cebreio taget en tidlig morgen i maj 2018) Der er pilgrimsmesse i o Cebreio hver aften kl. 18.00 hele ugen, og det har der været siden nu afdøde præst Don Elias residerede. (Han var i øvrigt manden bag de gule pile). Og aftenmessen i klosterkirken i o Cebreio er - for mange pilgrimme - noget helt særligt. Så vælger du at overnatte i la Faba kan du - uden rygsæk - tage turen de knapt 5 km op af bjerget på godt en time og lidt hurtigere ned igen, altså fra ca kl. 16,30 til ca 20,15. Eller - som jeg har læst, at nogle pilgrimme gør, ringe efter en lokal taxa, der bringer dig til og fra kirken. Men pilgrimme i en Taxa!