Fra den 16. maj til og med den 12. juni var undertegnede på pilgrimsvandring i Frankrig fra Le Puy en Velay af Via Podiensis til Navarrenx ( ca 62 km/2-3 etaper før St Jean Pied de Port). Her forlod jeg ruten for at gå til Oloron Ste Marie på Arles-ruten/Lourdes-ruten og fortsatte mod "strømmen" til Lourdes. Det blev til 28 dage på stien - en dag for lidt. Men her om senere.
Generelt lidt om ruten fra Le Puy: Det er afgjort den mest benyttede af samtlige franske pilgrimsruter med sin begyndelse midt i centralmasivet (Massiv Central) tæt på Loire-floden (Haute-Loire). Le Puy er er byen, hvorfra biskop Gottschalk (eller Godescalc) i 950-951 gjorde pilgrimsvandring til Santiago de Compostela "verdensberømt", da han selv gik afsted til Apostlen Jakobs grav og fik pilgrimme fra hele det kristne Europa til at følge trop. Og det var også herfra at pilgrimstrenden omkring 1980 fik sit nye gnemmebrud, da franske pilgrimme gik fra Le Puy til Saint Jean Pied de Port over Pyrenæerne til Santiago, men havde svært ved at finde vej gennem Spanien, hvor afmærkningen - i modsætning til i Frankrig - var meget dårlig, hvorefter præsten Don Elias, begyndte at lave gule pile. Så jo, Le Puy en Velay en en hel fantastisk pilgrimby. Her i stikord min 3. pilgrimsvandring med start i Le Puy og sydpå.
Transport til og fra:
Fly med SAS København-Paris og retur inkl.afleveret bagage ( 1.097 kr.), dernæst tog (TGV) til Lyon, og herfra lokaltog til Le Puy (64 Euro) 30 dage senere TGV Lourdes-Paris, TGV-tog (44 Euro).
Dertil kommer bus til og fra CDG-lufthavnen i Paris 36 Euro. Transport i alt ca 2.177 kr.
Lokaltoget fra Lyon til Le Puy en Velay var en oplevelse i sig selv. 60-70 pilgrimme med rygsække var med toget. Og en togmand var ansat til at tage sig specielt af pilgrimme. Han uddelte bykort over le Puy en Velay og fortalte, hvordan vi fandt vej til Katedralen og de mest benyttede pilgrimsovernatningssteder i byen. To tyske pilgrimme på sæderne lige bag mig vidste ikke, at togbilletter i Frankrig skal stemples i en automat på stationen før afrejse. Den gode togmand prøvede at forklare dem, at de faktisk stod til en stor bøde/togregning for at køre uden gyldig billet. Tyskerne forstod ikke så meget af det, heller ikke "storheden", da togmanden IKKE ville opkræve noget, men alene klippe i billetten, så den ikke kunne refunderes. Underholdningsværdien var rimelig høj. En meget livlig togtur med forventningsfulde pilgrimme. Jeg har aldrig set så mange pilgrimme i Frankrig før.
Onsdag, den 15 maj. Ankomst til Le Puy.
Vi (min medpilgrim og jeg) indlogerede os på Gîte d'étape Le Relais du Pelerin Saint Jacques, der drives af en af Frankrigs mange pilgrimsforeninger. Stedet er Donativo, men ingen - som annonceret på deres hjemmeside - fællespisning, ligesom køkkenet ikke måtte bruges. Vi gik på rundtur i byen, besøgte katedralen, fik vores Credential(pilgrimspas), besøgte de kendte steder, og købte "kold mad", som vi spiste på herberget. Det er i et tidligere nonnekloster, hvor den over 100 årige sovesal stadig er intakt, idet hver (nonne)/pilgrim får sit eget meget lille lukaf med en seng og et miniskab.
Torsdag, den 16.maj. Le Puy En Velay til Monistrol-d'Allier, ca 30,5 km:
Tidligt op, lidt morgenmad, som de frivillige stod for, og afgang op ad stejle veje til katedralen kl. 6,50 til den store pilgrimsmesse kl. 7.00 med pilgrimsvelsignelse. Katedralen ligger på toppen af byen med udsigt over det hele. Det væltede ind med pilgrimme, og jeg opgav at tælle, men formentlig ca 300 i alt. En fantastisk stemning med en karismatisk præst og en nonne, der sang fór på både messe og diverse pilgrimssange. Pilgrimsstien går gennem kirken, og midt på kirkegulvet åbnes der efter messen to store jerngitre, hvorunder der går en trappe ned, ned og atter ned. Præsten spurgte pilgrimmene ud om nationalitet og mål for pilgrimsvandringen. Franskmændene var i stort flertal, men der var pilgrimme fra rigtig mange europæiske lande, samt USA, Australien, Japan og Sydkorea. Efter pilgrimsmesse, velsignelse og snak; sivede pilgrimmene ned af trappen og fortsatte ned gennem byen for at gå op ad igen i bjergene bag byen. Vejret var strålende pilgrimsvejr, Ingen regn, lidt sol og ikke for varmt. En god begyndelse, men vejrudsigten lød på regn de efterfølgende fem dage. Det gik af små asfaltveje og markveje gennem små landsbyer til St. privat. Der var pausesteder med vandposter, barer og små butikker undervejs, og den (uendelige) række af pilgrimme mindede meget om Camino Frances i Spanien. Der blev snakket livligt, når grupper af pilgrimme passerede hinanden. Langt de fleste pilgrimme gik til Saint Privat ( ca 23-24 km), hvor jeg også har overnattet de to andre gange, at jeg gik den samme vej. De 23 km går opad (fra 628 meter til 1205 ved Chapelle Saint-Roch ), hvorefter stien falder meget stejlt mod den lille by Saint Privat i ca 850 meters højde. Men vejrudsigten med stærk regn de kommende dage gav lyst til at tage endnu nogle kilometer, og her snød jeg lidt. Stien fortsætter efter Saint Privat op mod Rochegude (ca 967 meter) - meget overkommeligt, men derefter meget stejlt ned. For 9 år siden kørte jeg - meget mod min vilje - et stykke ned af bjergsiden på numsen. Det gjorde rigtig ondt, og en vandrestok blev ødelagt ved samme lejlighed. Så denne gang i en bue udenom af små asfalterede veje, hvor jeg ramte stien i ca 800 meters højde, herefter stejlt, men knapt så stejlt ned til Monistrol, der ligger smukt ved en biflod til Loire. Vi (min medpilgrim og jeg) havde en ide om at bo på det kommunale herberg, men så, at det lå en kilometer uden for byen i modsat retning af pilgrimsstien, så vi fik de sidste to senge hos Salem, en meget imødekommende og venlig vært, der tilbød halvpension. God pilgrimsstemning og snak. Jeg sad ved siden af to franske kvindelige pilgrimme, der også havde gået uden om toppen ved Rochegude, fordi en hollandsk pilgrim skulle have brækket anklen på vejen ned få dage før. Men for min medpilgrim og jeg blev dagen en rigtig god begyndelse. Humøret var i top.
Fredag, den 17. maj. Monistrol-d'Allier - Le Villeret-d’Apchier ca 24 km.
Vi stod op til skyer, men ingen regn, og gik ud som de første - uden regntøj på. De første få kilometer stiger stien over 400 meter, så sveden haglede af os. Vi nåede toppen ved La Vernet, og de første regndråber kom. Vi fik regnbukser og regnfrakke på i en fart, før det begyndte at sile ned - ikke styrtregn, men konstant, så brillerne måtte af, og det var svært at se ud. Vi nåede Saugues efter godt 3 timers vandring, hvor vi søgte ly på en bar, Py ha. Vi ringede til Gîte d'étape Auberge des 2 Pèlerins og spurgte om de havde plads. Vi ville ikke bevæge os yderligere 11-12 km ud i regnen uden sikkerhed for en seng. De havde et dobbeltværelse tilbage, og vi slog straks til. Der er virkelig mange pilgrimme på ruten. En pæn del har rygsæktransport og de har bestilt pladser mange dage i forvejen. Andre har også bestilt, men dukker - i følge flere af Gite/herbergsværterne - aldrig op. Vi fortsatte - efter næsten en times pause - af mudrede stier, uden at se så forfærdelig meget, til Le Villeret-d’Apchier. En bebyggelse på nogle få huse, hvor vi skulle overnatte. Vi ankom allerede før 14, og kunne på en seddel på døren konstatere, at herberget først åbnede kl. 15.00. Værtsparret, Lucette og Jean Louis, der åbnede herberget for 7 år siden efter selv at have taget hele turen til Santiago, lukkede os dog hurtigt ind i tørvejr. Godt møre fik vi hængt alt det våde til tørre og lagt os. Heldigvis var skoene/støvlerne ikke så medtaget af regnen, men en gang krøllet avispapir kom der i til at tage fugtigheden. Regnbukserne tager godt af. Hyggelig aften med pilgrimssange og fællesspisning, mens regnen fortsatte udenfor. Vi delte bl.a. bord med to tyske pilgrimme, der kom lidt sent, og som der formelt ikke var plads til. De sov i et skur udenfor, men dog under tag. Tidlig i seng.
Lørdag, den 18. maj. Le Villeret-d’Apchier - Aumont-Aubrac, 36,5 km.
Jeg vågnede med et problem. Min vandrestok var gået i stykker og ville IKKE repareres. Men der var hjælp at hente hos værten, Jean Louis. Mens vi drak morgenkaffe, gik han på lageret med glemte sager og fandt en stok. Tusind tak. lidt tung i det. Men den holdt hele vejen, og blev 26 dage efter afleveret på pilgrimskontoret i Lourdes, hvor jeg håber, at en anden pilgrim får glæde af den. Vi havde fra morgenstunden, hvor det regnede, kun tænkt os at gå til Saint-Alban-sur-Limagnole, ialt ca 21 km. Det regnede jo. De første kilometer fløj afsted, stierne var noget våde, og vi måtte "danse" lidt i mudderet, men det gik opad mod et af de smukke kapeller, som der er rigtig mage af, også med navnet Sankt Roche. Og da vi nærmede os Saint-Alban-sur-Limagnole , hvor jeg tidligere har overnattet, holdt regnen op, og efter få sekunders overvejelser og en pause på en bar, besluttede vi at fortsætte. Det gik jo lige så godt. Og i farten gik vi galt ud af byen. Min skyld, åh, hvor jeg ærgrerede mig. Men en sød bonde/landmand tegnede hurtigt en slags kort, så vi af bløde stier kom tilbage til ruten, og formentlig en kortere vej. Så alt i alt formentlig en utilsilsigtet smutvej. Efter nok en time begyndte trætheden at melde sig, 36-37 km med op og nedstigninger på flere hundrede meter er nok lige i overkanten så tidligt på turen. De sidste 6 km fra den lidt mærkelige bebyggelse, Bigose, var lidt hårde. Men tørvejret holdt. Vi kom til Aumont-Aubrac ved 16-tiden, byen på kanten af det flotte naturområde over bjergene med vilde påskeliljer i tusindvis, sten og klipper, køer og heste udenfor. Det viste sig, at alle overnatningssteder i den ikke alt for dyre ende var optaget. Vi gik fra sted til sted i den lille by og endte på hotel til 65 Euro for et dobbeltværelse. Øv ! Vi hang igen tøj til tørre og gik til "søndagsmesse" i den lokale kirke lørdag aften. Derefter ud at se, hvor pilgrimmene spiste aftensmad. Vi fandt frem til meget folkelige Gîte-hôtel La Ferme de l'Aubrac (hvor en seng iøvrigt kostede 12½ Euro) og spiste med andre pilgrimme. Underholdende aften med udmærket mad.
Søndag, den 19. maj: Aumont-Aubrac-Nasbinals; 26 km. Det regnede, mens vi spiste morgenmad, så hele udstyret kom på. Og vi tog fat på den etape, der går for at være den aller smukkeste på ruten. Vi gik forbi små åbne kapeller. (Stort set alle kirker og kapeller er åbne. Sakramentet er udstillet. Og lokale stiller blomster op. Kirkerne er både til at bede i, samt søge tørvejr i, når det regner. Og oftest er der vandposter lige i nærheden. Vidunderligt.) Efter få kilometer forlader stien "civilisationen" og det går gennem barsk landbrugsnatur (fritgående køer, får, heste) over et træløst bjerglandskab med udsigter på diverse toppe, når regnen ikke er for tæt. De mange vilde påskelijler har ikke afblomstret, så markerne er gule. Det er lidt koldt på hænderne, her i 1200-1300 meters højde. Dagens forventede pausested ved Finieyrols har desværre lukket. Vi når Nasbinal forholdsvis tidligt og får plads på et af de store herberg, drevet af en organisation af frivillige under navnet, l'association NADA. Der er et godt køkken, men det er søndag og butikkerne har lukket. Så vi går på restaurant og får søndagsmiddag. En af de bedre på en fyldt restaurant. Derefter på hovedet i seng allerede ved 16-tiden.
Mandag, den 20. maj; Nasbinals-Saint-Chely-d’Aubrac; 16 km + selvvvalgt omvej: Det regner og regner. Stierne er mudrede, men landskabet trods det fascinerende. Det blev hele denne pilgrimsrutes korteste etape og dog. Vi når Aubrac på toppen ca 1370 meter oppe, besøger den helt fantastisk smukke kirke og går på cafe, hvor vi møder andre pilgrimme. Turen går gennem det mest fantastiske landskab, men trods det vælger vi at tage en omvej af en lille landevej ned i stedet for den meget stejle nedtur til Saint-Chely-d’Aubrac. Jeg har svært ved at holde balancen på de glatte sten på stejle nedture og mine knæ gør ondt, når det går så stejlt ned. Det viser sig senere at være en rigtig klog beslutning, selvom vi går glip af noget. Der er ikke mange biler, og vi går næsten mutters alene på asfalt de ca 10 km + ned til Saint-Chely-d’Aubrac i ca 770 meters højde. Det går ned, ned og atter ned, men langt fra så stejlt som af pilgrimsstien. Vi kom til Saint-Chely-d’Aubrac allerede ved 13-tiden. Byen på kanten af det flotte naturområde over bjergene med vilde påskeliljer i tusindvis, sten og klipper, køer og heste udenfor. Regnen var holdt op, og vi nåede at købe nybagt brød, ost og juice lige inden middagslukningen i byens eneste mini-butik hos en sød dame. Vi satte os på bænken og spiste frokost, og fulgte de pilgrimme, der som os, kom tidligt ind til byen. Flere af dem mudret godt til på den stejle nedtur. Det viste sig, at alle overnatningssteder i den ikke alt for dyre ende var optaget. Vi besøgte en sød dame, hvor vi havde sovet en nat for år tilbage: Jeg ved - desværre kun næsten - med sikkerhed, at der formentlig er nogen der ikke dukker op, men jeg tør ikke give jer en seng allerede nu. For hvad nu hvis de kommer ?, lød svaret.
Vi gik på hotel og checkkede ind til den for os dyreste nat på hele denne pilgrimstur. Vi må nok overgi os og bestille plads i forvejen indtil vi når Conques. Som en sød, men afvisende vært sagde: Maj og september er altid helt optaget. Ved aftensmaden sad vi ved siden af en sydafrikansk pilgrim, der var gul og blå på den ene ankel og ikke vidste om pilgrimsturen var slut næsten før den var begyndt. Hun var faldet på vej ned fra Aubrac. Og hun var ikke den eneste, der var kommet galt afsted, bedyrede hun. Lige nu kunne hun kun holde smerterne ud ved hjælp fra piller.
Tirsdag, den 21 maj; Saint-Chely-d’Aubrac-Espalion; 24 km: Vi gik mere end tidligt af sted, fordi vi gerne ville nå messen kl. 12.00 i nonneklostret lige før Saint-Côme-d’Olt. Vi har for mange år siden overnattet hos Ursulainderne i klostret, og for 5 år siden var vi til en meget smuk middagsmesse hos de gæstfrie, men efterhånden gamle nonner. Vi kom til klostret i god tid og fik i regnen ly i herberget, der nu drives af ansat personale. Ingen tilgang af nye nonner, gør det svært at drive disse store klostre. Vi fik en kop te og talte med en fransk kvindelig pilgrim, der som den eneste ikke havde forladt herberget om morgenen. Hun sad med foden pakket ind og ventede på en taxi, der skulle køre hende på skadestuen. Hun var faldet dagen før på den stejle nedstigning, som vi "snød" os uden om. Ja bjerge med stejle nedstigninger, glatte sten og mudder er ikke så nemme - og slet ikke i regnvejr. Da vi gik i nonnernes eget kapel kunne vi på vejen se, at alderdommen har indhentet Ursulainerne. En sød ældre nonne oplyste, at messen var aflyst netop den dag. Så på med rygsækkene og videre gennem det bakkede (bjergrige) landskab op og ned, men nu i 400 til 500 meters højde inden turen gik ned igen til Espalion. Espalion ligger smukt ved floden med en gammel romersk bro, der i dag kun bruges af gående mellem de to bydele.Vi indlogerede os på et lille hotel, hvor vi senere indtog vores pilgrimsmenu sammen med andre pilgrimme.
Onsdag, den 22. maj; Espalion-Golinhac; ca 27 km. Vi fulgte Lotfloden ud af byen, og blev efter et stykke tid sendt stjelt op i baglandet med udsigt over floddalen. Vejen ned var dog så mudret, at vi måtte danse afsted. Jeg blev mindet om det samme ret svære sted for for 5 år siden, hvor en fransk pilgrim kravlede op på marken og gik tørskoet uden om alt mudret i en slags "grøfte-sti". Den manøvre prøver jeg denne gang. MEN ejeren af marken var åbenbart blevet træt af den slags pilgrimme, for der var sat flere rækker pigtråd op fra bunden og to meter op. Så ingen vej uden om mudder-ballet. Vi slap nogendelunde helskinnet igennem takket være vores regnbukser. Vi nåede pausebyen Estaing efter ca 12 km. Byen ligger på den anden side af Lot med en meget flot bro over. Men trods denne "omvej" mødte vi flere pilgrimme, der som os, købte lidt ind i minisupermarkedet, så vi kunne nyde at regnen var væk og solen så småt tittede frem og lyste behageligt på bænkene ved floden. En god pause, hvor mudderet blev tørret godt og grundigt inden vi fortsatte mod Golinhac, der ligger i 700 meters højde eller ca 400 meter højere oppe end Estaing, så resten af etapen bød på konstant stigning uden de store problemer med flot udsigt over Lot. Vi indlogerede os på Campingpladsen, hvor der både er pilgrimsherberg og små hytter. Solen skinnede, vi købte mad ind i minisupermarkedet (Ø-priser); spiste i tørvejr uden for hytten, inden vi gik tidligt i seng.
Torsdag, den 23. maj; Golinhac-Conques ca 21 km: Vores søde værtinde bankede på ruden allerede kl. 6,30, da hun udefra kunne se, at vi var klar til afgang og kun ventede på morgenkaffen. Så vi fik servering med cafe o lait, juice, croissanter, friskbagt baguette med smør og syltetøj, før åbningstid. Fransk baguette smager altså bare bedre end det lidt kedelige, som vi kan købe i DK - synes jeg. Jeg kan ikke få bedre morgenmad. Så godt fyldte var vi allerede på stien ved 7-tiden på vej mod første store delmål; klosteret i middelalderbyen Conques, der for en stor del af de pilgrime, som vi havde mødt og haft fællesskab med de seneste dage, var endemålet. Mange af disse Conques-pilgrimme har rygtransport og allerede hjemmefra bestilt al overnatning i forvejen, ligesom der dagligt kører små "pilgrimsminibusser" mellem Le Puy og Conques, som samler "nødstedte" pilgrimme op. Denne første del af ruten mod Pyrenæerne er afgjort den mest benyttede vandre/pilgrimssti i hele Frankrig. Vi startede med at gå ned og ned mod Espeyrac, hvor kristne pilgrimme har lavet et lille herberg (Donativo) og indrettet et lille kapel. En amerikansk pilgrimsveninde, som jeg har kendt siden pilgrimsvandring i Spanien for over 22 år siden, havde skrevet til mig, at hun igen i år ville være frivillig netop her, men ikke hvornår. Så jeg gik ind i herberget, besøgte kapellet og talte lidt med de to frivillige. Min veninde var der ikke, men det virkede som et rigtig godt sted. Desværre for mig - alt for tæt på Conques. Nu gik stien igen opad over den sidste del af Centralmassivet med den lidt barske natur for at ramme en meget stejl sti nedad lige før Conques, så man kom ind i byen den smukkeste vej med klostret i front. Der havde været både vind og sol i to dage nu, så vi følte os vældig modige, da vi tog den stejle sti ned med løse sten, men kun lidt mudder og stort set tørt det meste af vejen. Det gik godt. Vi ankom til klostret, før åbningstid, stillede vores rygsækken ind i gården og fik en snak med to af de yngre munke, hvoraf vi kunne genkende den ene (broder Pierre-Adrien), der var helt ny, da vi boede samme sted for 5 år siden. Conques er et fantastisk sted. Det er som at gå ind i middelalderen med vedligeholdte gamle huse med det meget store kloster i midten. Vi fik anvist to underkøjer (tak for det) på en mindre sovesal for pilgrimme over 50 år. Ja, der er plads til 90 pilgrimme på klostret, og hver seng var optaget, og nogle pilgrimme blev placeret på madrasser på gulvet. Maj er højsæson. Men trods det en stor oplevelse. Der var vesper med flot sang, fællespisning, hvor den meget karismatiske broder Pierre-Adrien bød velkommen og lynhurtigt fik engageret pilgrimme fra forskellige lande til under aftengudstjenesten at læse dagens evangelium på hver sit sprog - min medpilgrim skulle læse på dansk. Underholdende middag med næsten 90 andre pilgrimme i den kæmpe store spisesal, derefter Gudstjeneste i kirken med pilgrimsvelsignelse.
Fredag, den 24. maj; Conques-Livinhac-le-Haut; ca 26 km: Turen fra klostret ud af Conques går først ned af de stejle brostenslagte smalle gader, og for kort efter at stige stejlt mod Chapelle Sainte-Foy, hvor pilgrimmene - som traditionen byder - ringer lidt med kirkeklokken for at fortælle Gud og hver mand, at nu har jeg nået kapellet tæt på toppen. Herfra fortsatte turen gennem skov og videre til nok et flot Chapelle Saint-Roch (Ja, der er rigtig mange Saint-Roch'e kapeller langs jakobsvejene i Europa).
Lørdag, den 25. maj Livinhac-le-Haut -La Cassagnolle; ca 30 km ?: Vejen ud af Livinhac-le-Haut går gennem et helt andet landskab end det, vi har mødt de første 8/9 dage af denne pilgrimsfærd. Nu går det gennem skov, marker med afgrøder af markveje og små asfaltveje. Nogle gange går stien direkte gennem bondemandens mark. Vi beslutter os at gå helt uden om den store by Figeac, som vi har passeret på tidligere pilgrimsfærd. I følge Rother Wanderführer (2019-udgaven) går der en afmærket sti, GR 6. Men - som jeg desværre har oplevet flere gange på denne tur - det passer ikke. Stien er nedlagt for 3 år siden. Man siger, at gammel kærlighed ikke ruster. Men når det gælder Rother Wanderführer, som jeg har omtalt mere end positivt i årevis, gælder det ikke. Jeg er allerede dødtræt af forkert tegnede kort og et utal af faktuelle fejl i denne udgave. Al tidligere positiv omtale af Rother Wanderführer er hermed trukket tilbage. Vi går efter næsen og finder med en del besvær igen pilgrimsstien uden for Figeac i den rigtige retning mod den lille bebyggelse, La Cassagnolle. Her har spanske Jesus Gomez slået sig ned for over 20 år siden og været med at genskabe Chemin Saint Jaques. Med nedlæggelsen af Gr 6 overnatter de fleste pilgrimme nu i Figeac, og hvor der for 5 år siden var fuldt hus hos Jesus Gomez, sover vi denne aften kun 3 pilgrimme hos ham. Nu forsøger han sig med udlejning af værelser med adgang til køkken til bilister, der går eller cykler ture i området. Jesus Gomez har passeret de 70 år, og en niece tager måske over. Men alligevel.
Søndag, den 26. maj, La Cassagnolle-Gaillac ca 28 km: Små op og nedstigninger gennem busket landskab ind imellem med udsigt over lotfloden. Forholdsvis nemt, men nu begynder varmen at bide lidt. Det er næsten fra den ene yderlighed til den anden. Først kold regn og mudder i dagevis, og nu pludselig varme, der kræver store mængder af vand. Vi ankommer til den forholdsvis store by Cajarc, hvor vi både har en ide om at spise søndagsmiddag ude og overnatte på herberg. Vi ankommer til byen lidt før kl. 14,00, men afvises trods det på samtlige spisesteder. Vi har ikke plads til flere i dag, lyder det. Efter at have løbet rundt næsten en time, ender vi på et pizzaria uden for byen i en helt anden retning end pilgrimsstien. En venlig pizzaejer laver pizza og salat til os. Ved 16-tiden beslutter vi os for at tage yderligere 2-3 km og gå langs floden ud af byen og bo i den lille forstad Gaillac, hvor en sød dame lejer - meget rene - værelser ud, billigt. Turen ud gik langs små "kolonihaver" ved floden, hvor familierne holdt søndagsfri. Det så meget hyggeligt ud. Om aftenen snakkede vi med sympatiske Bernhard (fransk pilgrim), der forsigtig spurgte om han måtte følge EU-valget i TV. Selvfølgelig måtte han det. Han var ked af resultatet. Anti EU-kræfterne i Frankrig havde fået et godt valg. I Danmark var det helt omvendt. EU-partierne sejrede stort. Hvilket omsving i den danske vælgerbefolkning !
Mandag, den 27. maj, Gaillac-Vaylats; ca 30 km. Nu regner det igen, så på med regntøjet fra morgenstunden. Vejret er meget omskiftelig. Og vi er glad for at have taget nogle få kilometer af dagens etape i går, for vi har allerede for dage siden besluttet, at vi i nat skal bo hos nonnerne i Vaylats. Vi forlader nu Lot-floden og går i blandet landbrugs og småsskovslandskab; efter en lille stigning (ca 300 meter) i starten går det stort set lige ud. Regnen holder op, og vi passerer et af de utallige private pausesteder, som private stiller til rådighed for pilgrimmene. Her med et helt tæppe af muslingeskaller hængende mellem træerne. Vi holder en længere pause i Limogne-en-Quercy, så igen lidt regn efter Varaire, men vi ankommer trods det allerede til klostret ved 15.30-tiden. Det er frivillige, der tager imod. De gamle søstre har rigeligt at gøre med at passe hinanden. De yngre (yngste) ser ud til at have passeret de 70 år, og de ældste at være tæt på 100 eller mere. Jeg tæller ved aftenmessen over 20 søstre. Præsten er selv et førkrigsbarn, og dette kloster er nok et eksempel på, at tilgangen til diverse katolske ordener er for nedadgående. Klostret er under restaurering, så der er begrænset plads til pilgrimme. Vi får vores eget værelse i en bygning uden for selve klostret, Couvent des Filles de Jésus. 29 Euro pr. næse inkl. aftensmad med vin, samt morgenmad. Stemningsfyldt, men også lidt vemodigt, idet det er tydeligt, at klostre som dette formentlig snart står foran lukning. To af de andre pilgrimme er italienske Alexandro og spanske Anton, som vi kommer til at se meget til de kommende dage. Spanske Anton er journalist på den - efter min mening - pt. bedste spanske pilgrimshjemmeside: www.gronze.com. Han går hele Le Puy ruten for at opdatere hjemmesiden. Han fotograferer uafbrudt, og er i det hele taget på arbejde, men er trods det et godt pilgrimsbekendtskab. Der er fællesspisning om aftenen efter messen.
Tirsdag, den 28. maj, Vaylats - Cahors; ca 26 km. Klostret Couvent des Filles de Jésus ligger faktisk ca 1½ km fra selve pilgrimsruten - altså en lille omvej. Vi går af en anden vej tilbage til ruten og møder andre pilgrimme. En lille smule regn, men ikke meget, og nu er der endda enkelte steder på ruten lavet pilgrimspausesteder under tag med toiletter. Ren luksus. Vi passerer en række små landsbyer, og 3-4 km før Cahors går det over en højderyg (naturområde); inden det går nedad mod byen og over den ene af byens to karakteristiske broer over Lot (den yngste af dem), hvor pilgrimskontoret har til huse i et lille brohus. Vi var om morgenen blevet "advaret" af en af de frivivlige på klostret om, at vi måske slet ikke kunne få noget at sove i Cahors, fordi en eller anden festivival lagde beslag på alle sengepladser i byen. På pilgrimskontoret tog de det langt mere roligt, og ringede for os til byens "ungdomsherberg", hvor vi fik vores eget værelse (meget moderne) med eget bad og toilet, samt stort morgenmadsbord til 21 Euro pr. næse. Herberget lå lidt uden for den gamle bydel men inden for Lots ring og lige op af den gamle middelalderbro, som vi skulle passerer næste morgen. Det regnede igen, da vi gik til pilgrimsmesse, og vi orkede ikke at handle, så vi spiste ude på restaurant med andre pilgrimme og mavesur tjener, som det var svært ikke at grine af. Han var så uforskammet, at det var morsomt.
Onsdag, den 29 maj; Cahors- Escayrac; 29 km: Regnvejret fra i går var heldigvis slut. Holder tørvejret. Det er lidt - eller rettere meget - hårdt at gå i regnvejr. Det er ikke til at sætte sig uden for, trods godt regntøj bliver man våd af kondensvand, og alt er i det hele taget mere besværligt. Punge, pas og telefoner gemmes væk i små lufthavsplastikposer og holdes helt tørre, men det er besværligt at hive dem frem. Nå brok til side. Jeg går helt frivilligt, fordi jeg kan li' det. Turen over broen og op højderne på den anden side af Cahors er flot. Nu regner det igen, og vi holder en længere pause på en cafe i Labastide-Marnhac, hvor vi igen støder ind i spanske Anton og italienske Alexandro. Hyggeligt. Derefter videre til Lascabanes, hvor regnen er helt væk og solen skinner. Her er en fantastisk smuk kirke og et meget hyggeligt udendørs pausested hos to sjove damer. Der er pilgrimsmesse i kirken om aftenen, men vi vælger trods det at fortsætte til klostret Monastère des Dominicaines d'Escayrac (dominikanerinder) i Escayrac. Den ene af de to værtinder i Petit Pause viser os en langt kortere ved til klostret, hvilket modtages med glæde. Men da vi ankommer, må vi nok en gang konstatere, at vores Rother-guide er forældet. Klostrets nonner er for 3 år siden flyttet til Moissac. Stedet drives i dag af frivillige på foranledning af en helt anden nonneorden, som indtil videre ikke bor på stedet. Nå, nu er vi her. Og vi bliver tilbudt kørsel til og fra messen i byen, som vi lige har forladt, Lascabanes, om aftenen.
Torsdag, den 30. maj; Escayrac-Lauzerte; 20 km: Det er klart fra morgenstunden og dagen ser ud til at blive rigtig varm - et vejrskifte er på vej. Ruten er nem - kun små op og nedstigninger. Turen går stadig gennem landbrugslandskab, og nu begynder vinmarkerne at præge udsigten. Vi passerer mange små bebyggelser og taler med en del pilgrimme undervejs. Flest franskmænd, men også et par tyskere. Vi passerer den forholdsvis store by Montcuq efter at have fået frisk drikkevand ved en kirkegård. Vi sveder nu og barometret nærmer sig 30 grader. Hvilken ændring. Vi sveder godt, da vi kravler af de små gader op mod Lauzerte (middelalderby på toppen af et bjerg), hvor vi nok en gang må konstatere, at de ikke er meget for at servere mad, når klokken har passeret 13,30. Vi løber ned i nedre bydel, hvor vi også bliver afvist to steder inden vi "får lov at spise" på et creperie, meget fransk velsmagende, men måske ikke det vi havde været mest ude efter. Vi flytter på herberg med en østriger, en tysker og en franskmand på samme sovesal. Vi får en lille godnatdrink i creperiet inden vi går i seng. Vore 3 pilgrimsnaboer spiser ude sammen (dyrt og dårligt, siger de efterfølgende).
Fredag, den 31.maj; Lauzerte - Moissac, 27 km: Ud og ned af de stejle gader fra byen tidlig morgen. Metrologerne lover hedebølge i dag, og det holder stik, 32 grader. Det er varmt, varmt og atter varmt. Jeg når i løbet af vandredagen at drikke over 4 liter vand og juice. Og netop i dag er det begrænset med små byer undervejs. Alle kirker står stort set åbent, og der er som regel en vandpost lige ved, og vi går ikke forbi en eneste uden at drikke og fylde vand på flasken igen. Vi leder efter skyggesteder ved hver pause; ak hvor forandret. Sveden hagler af os, da vi går ind i Moissac, hvor vi går direkte til den gamle bydel og ind i katedralen. En venlig dame spørger os, om vi ikke vil stille rygsækkene i pilgrimskontoret bag kirken. Men vi er så varme-trætte, at vi lader som om, vi ikke helt har forstået budskabet. Efter en lille pause går det stejlt op forbi Carmel-klostret mod byens vartegn "la estatua de la Virgen", der siden senest, vi var her, har fået sin højre hånd tilbage. Jomfru Maria statuen, hvorfra der er udsigt over hele Moissac, havde for år tilbage tabt den ene hånd, men foranlediget af pilgrimme i byen blev der blandt Santiago-pilgrimme overnattende i byen iværksat en indsamling, så der kunne sættes en ny hånd på. Den nye hånd er ikke særlig vellykket, synes undertegnede. Nå, men her foran statuen har Anne sit herberg. Et lille et, hvor der hver aften er fællesspisning. Vi fik det ekstra værelse bag køkkenet, der også bruges af hende til private gøremål. Alt andet var optaget, og vi var vældig tilfredse med eget bad og toilet. Alt tøj røg i vaskemaskinen. Efter dage med regn var det mere end tiltrængt, og med 32 grader i skyggen skulle det nok tørre hurtigt. Derefter afgang igen nedad mod katedralen til vesper og aftenmesse. Vi mødte andre pilgrimme, bl.a. en østriger, som vi havde været sammen med flere gange, og som nu stoppede i byen, for at fortsætte samme sted til efteråret. Der er i det hele taget en del pilgrimme, som tager turen til Santiago over nogle år. Hvert år 2-3 uger. Tilbage hos Anna var vi seks franskmænd, en tysker, en japaner og to danske. Tyskeren - et pensioneret postbud - talte kun tysk, så han var glad for selskab med to tysktalende danskere. Han sendte e-mail til diverse herberger med reservationsønsker i en googleoversættelse, og det fungerede, oplyste han. Han skulle hele vejen til Santiago.
Lørdag, den 1. juni; Moissac-Saint-Antoine ca 29 km: Turen ud af Moissac går først langs en kanal næsten direkte mod vest; Canal de Garonne ( ca 15 km). Den ligger parallelt med selve Garonne-floden. Det er nemt, flot med bådene i kanalen og sluserne, der stadig er i brug; men alligevel lidt trætende og ensformigt - ikke mindst fordi der mangler bænke eller andre rastesteder undervejs. Vi har meget vand med, og det viste sig at være en klog beslutning. Efter byen Pommevic skifter Chemin de Jaques pludselig retning og går næsten direkte syd. Vi holder en længere frokostpause i Auvillar, hvor vi køber brød og ost, som vi indtager uden for sammen med masser af vand og juice. Derefter fortsætter turen mod syd gennem landbrugsområder med korn-, majs- og rapsmarker. I St. Antoine er alt lukket permanent. Den lille købmand, hotellet, herberget. Ja, kort sagt en fuldstændig død by, hvor vi ikke ser et menneske udenfor. Hvad nu ? I følge Rother Wanderführer var der masser af overnatning, butik og restaurant i byen. Vi lejer et værelse hos et engelsk ægtepar, der stort set ikke taler fransk, og som ikke laver mad, men kører deres gæster til en restaurant 10 km. væk. Vi går i seng uden aftensmad. Det overlever vi nok, og vi kan glæde os over, at vi fik en solid frokost. Vores værtinde vil i stedet for morgenmad smøre nogle sandwich til os om aftenen og stille dem i gangen. Vi takker ja. Men Rother Wanderführer !!!!!!!!
Søndag, den 2. juni; Saint-Antoine-Lectoure ca 25 km. Næste morgen gik vi lidt sultne mod Miradoux (ca 9 km), hvor der skulle være butikker åbne søndag morgen. Vores værtinde havde givet os 3 meget små sandwich tilsammen i en pose - Ja, de var så små, at vi grinede. Stien har mange små op- og nedture, men ikke noget der rigtig kan give problemer her, hvor vi er i gang med 3. uge på stien. Det er stadig varmt, og vi holder første lille pause ved en vandpost allerede efter 4-5 km, hvor vi hurtigt får spist de små sandwich. I Miradoux er der mange mennesker på gaden og kø ved både brødudsalg og minimarked, hvor vi får handlet pænt ind. Der er sat borde og stole op uden for, og i det gode vejr er alt perfekt. Trods varmen kommer vi til Lectoure i rimelig god form og i god tid. En af vores franske pilgrimsvenner, Hubert, har som sædvanlig overhalet os på stien, og i dag endnu mere bemærkelsesværdigt, fordi han har sovet næsten 9 km længere tilbage. Vi er i Lectoure ved 14-tiden. Det kirkelige herberg, der ligger i menighedshuset (præstegården) åbner kl. 15.00, så vi går i skygge i den store katedral, hvor Hubert - formentlig - har siddet længe. Vi bliver kun 6 pilgrimme i Herberget, hvor der er fællesspisning. Der er Vesper i et Carmelitterkloster, hvor man ikke kan se nonnerne, men høre dem. Det er næsten som i en koncertsal. De synger fantastisk. De to frivillige i herberget kræser om os og fortæller, at vi næste dag - med lidt held - kan se Pyrenæerne, også selvom der er ca 10 dages vandring tilbage til Saint Jean Pied de Port, som er målet for de fleste af de pilgrimme, som vi på denne del af ruten følges med.
Mandag, den 3. juni; Lectoure-Condom, ca 32 km: Den ene af de to frivillige, Georges, insisterer på at følge os lidt på vej næste morgen. Også selv om Hubert og vi to danske havde besluttet at gå meget tidligt for at undgå den værste eftermiddagsvarme. Vi går igen gennem landbrugslandskab, og en tågedis i det fjerne er formentlig årsag til, at vi ikke kan se Pyrenæerne ved det lille højdepunkt ved Marsolan, som annonceret dagen før.
Tirsdag, den 4. juni, Condom-Eauze, ca 34 km: Vi mangler stadig at indhente en hel etape for at planen skal gå op, men min medpilgrim er meget medtaget af varme om eftermiddagen, hvor temperaturerne for 3 dag i træk er langt over 30 grader. Stien går op og ned, fortsat gennem landbrugslandskab, men her i La Gasogne, hvor vi ser statuer af de tre(fire) musketerer fra Dumas verdensberømte romaner, er kornmarkerne nu afløst af vinmarker. En del læhegn betyder skygge først på dagen, men efter kl. 13 er det stort set slut med skygge, og solen bager ned. Vi ringer tidligt på dagen til det lille kristne herberg, Bethanie, i Eauze for at sikre os, at det har åbent. Sympatiske Marcel fortæller, at vi sagtens kan bo og spise der, men at han skal med sin datter til en fritidsaktivitet og derfor kun selv lige kigger forbi. Vi fortsætter i varmen gennem vinmarkerne, holder drikkepause alle de steder, som vi kan, og ankommer mere eller mindre dehydrerede til Euze, hvor vi igen støder sammen med Hubert. Han skal slutte for denne gang i Euze og med en natbus tilbage mod Bretagne, hvor han bor. Han går med os ud til Bethanie, hvor han får et bad, mens vi indlogerer os. Marcel når lige at tage imod os. Han giver os vores eget værelse og oplyser, at han om aftenen kommer med varmt mad til os, men at han desværre ikke har tid til at være sammen med os. Vi går med Hubert til aftenbøn i den lokale kirke. Der er ikke messe (ingen præst), så det er en - lidt forvirret - ældre kvinde, der står for aftenbønnen. Bagefter drikker vi afskedsøl med Hubert inden vi tilbage i Bethanie støder ind i vores nu snart "gamle" venner, italienske Alexandro og spanske Anton, samt et nyt bekendskab, unge Baptiste. Han har fået nogle vabler, og vi "gamle" pilgrimme forsøger at hjælpe, men som andre unge mennesker, kan han selv. Vi spiser sammen og får en rigtig hyggelig aften inden vi igen lidt tidlig kryber til køjs.
Onsdag, den 5. juni; Eauze - Nogaro, kun ca 20 km: I løbet af natten kom vejrskiftet. Regnen bare væltede ned, og det var ikke slut, da vi gik ud af døren om morgenen. Det var dagen, hvor vi helst skulle have gået over 30 km for at nå Lourdes i tide til tog og fly, som vi allerede har købt og betalt. Men den plan er ændret nu. Kniber det med tid til sidst, må vi tage tog eller bus. Det er vi ikke ligefrem forvænt med, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har sat tid nok af, fordi jeg på de seneste pilgrimsvandringer er kommet i mål mindst en dag før tid. Vi går gennem regnen og kan stort set ikke se, hvor vi går. Dagens lille tape er mest gennem fladt landbrugslandskab, som vi kender det. Der er flere steder store vandpytter, men indtil videre er det muligt at gå uden om dem. Det regner og regner, og vi fryser faktisk lidt på fingrene. Det bliver kun til en mindre pause ved en kirke, hvor to "kirkekoner" sætter friske blomster foran alteret. Vidunderligt med alle de åbne kirker. Så vi er i Nogaro allerede kl. 12.00, hvor vi på nettet har set, at Gîte du Pied Levé "reklamerer" med, at de åbner kl. 13.00. Vi går på kombineret bagerforretning og cafe lige overfor herberget. Her er mange håndværkere og andre i gang med froskostpause. Vi får dejlig varm kaffe og friskbagt brød. Allerede kl. 13.00 står vi foran herberget, som ikke åbner. Vi er våde og fryser. Det regner stadig kraftigt. Der dukker hurtigt andre pilgrimme op, og vi beslutter at ringe til det telefonnummer, der står på døren. Jeg er på vej, lyder det i telefonen og lidt efter er en meget imødekommende (og storrygende) værtinde, Sylvie Durrey, hos os. Hun henter aviser til sko og anviser os to gamle vores eget værelse - dog med bad og toilet på gange. Men stort og fyldt med bøjler til alt det våde tøj. Der er ovenikøbet lidt varme på radiatorerne og en hårtørrer, der hjælper med at få støvlerne gjort kampklar. Py,ha. Der er messe i et lille kapel ved hospitalet forholdsvis tidligt. Vi går der hen, og vi er nogle få stykker. En venlig præst, der må nærme sig de 100 år, læser messen. Der er tydelig præstemangel i Frankrig.
Torsdag, den 6. juni; Nogaro - Aire-sur-l'Adour ; ca 27 km: Vi er stadig i Gascognes frodige landbrugslandskab med vin- og kornmarker, hvor de meget bløde bakker kan minde lidt om Sydfyn. Vi nærmer os baskerlandet og floden Adour. Mange af bynavnene er nu nærmest umulige at udtale. Vi har endnu ikke set Pyrenæerne, men i dag regner det ikke, selvom stierne bærer tydeligt præg af gårsdagens heldagsregn. Og så pludselig sker det. Nøjagtig samme sted, som for fem år siden, midt i en vinmark på en lille bakketop med det prangende navn Saint Mont. Pyrenæerne står tydeligt foran os, langt borte med sne på toppene, der lyser i solskinnet. Der er stadig over 150 kilometers vandring til foden af Pyrenæerne. Det virker lige nu som om, at vi har gået i længere tid end de 21½ dag vi reelt har været undervejs. Synet af Pyrenæerne sætter ekstra gang i fødderne, og jeg lover min medpilgrim at "støvsuge" hele Aire-sur-l'Adour samme dag for at lede efter vin fra Saint Mont. Vi når byen efter en længere drikkepause ved et af de vidunderlige pausesteder, som private har lavet med gamle plastikstole, bænke og borde langs Chemin Saint Jaques. De sidste 6-7 km før byen går på hver sin side af jernbanesporet, helt lige ud. Vel inde går vi til Gîte d'étape La Maison des Pèlerins, der går for at være det bedste herberg i byen, og hvor vi har sovet før. Men alt er udsolgt. Og det private herberg, der er indrettet i La Chapelle des Ursulines på "toppen" af byen, virker ikke særlig tiltalende, så vi går på hotel. Et forholdsvis billigt værelse med egen altan med bord og stole ud mod solen. Det ældre værtspar er helt udmattet, da vi ankommer ved 15,30 tiden netop som sidste middagsgæst er gået ud af restauranten. De virker utroligt søde. En time senere finder jeg en rødvin med en kæmpe etiket bærende navnet Saint Mont. Den står under lokale vine i Petit Casino, og er oven i købet på tilbud. Vi synes at den smager fantastisk (sikkert noget vrøvl) og går lettere påvirket af Pyrenæerne og rødvinen til messe hos utrolig sød præst i Katedralen, hvor vi får følgeskab af mange kendte ansigter. Stemningen er i top, da vi spiser middag hos vore værter samme aften, og vi også her snakker med andre pilgrimme. En god dag uden regn.
Fredag, den 7. juni; Aire-sur-l'Adour - Arzacq-Arraziguet ca 34 km: Ja, det er nogle lange etaper nu, hvor vi - selvom vi stadig er i la Gascogne - støder på bastiske navne, som for undertegnede er helt umulige at udtale. Vi begynder med en flot rundtur langs Lac du Broussau, der er et stort rekreativt område for foden af Aire-sur-l'Adour, derefter skiftende landskab til pausebyen Miramont-Sensacq, hvor vejret tillader, at vi køber frokost hos bageren og spiser udenfor, hvilket ti - tolv andre pilgrimme gør samtidig. Ud over Anton og Alexandro er det en større gruppe meget underholdende pilgrimme fra Reunion, et fransk departement, beliggende i øgruppen Mascarenerne øst for Madagascar mange tusind kilometer fra Paris. Vi går nærmest i gåsegang til det smukke kapel, Église de Sensacq, hvor vi to halvgamle danske pilgrimme beslutter os for at tage en lille smutvej og spare et par kilometer. Senere på stien passerer vi unge Baptiste, der går meget langsomt med stort besvær. Vablerne gør mere end ondt. Det er ikke første gang, at jeg har set unge pilgrimme gå ned med vabler. Vi når Arzacq-Arraziguet, hvor stort set alle pilgrimme indlogerer sig samme sted i udkanten af byen. Det meget store kommunale herberg, Centre d'accueil communal d'Arzacq, hvor der er både sovesale og værelser. Vi får et værelse for os selv og bestiller aftensmad og morgenmad, selvom der faktisk er et udmærket pilgrimskøkken. Vi har boet der før og ved, at maden er langt under normal standard, hvilket også er tilfældet denne gang. Udkogt pasta med tørstegte kyllingelår. Det kan ikke være mere kedeligt. Men vi pilgrimme hygger os trods det gevaldigt, og den enlige dame, der er til at betjene os alle sammen, bærer rødvin ind i næsten en uendelighed, og de ellers normalt meget tilbageholdende franskmænd, når det gælder vin, drikker pænt for at skylle maden ned. Underholdningen fejler ingenting. Inden jeg går i seng, fortæller Baptiske, at hans vabler måske betyder, at han enten må stoppe eller skrue ned for dagsetaperne. Vi ser ham ikke mere og ved ikke, hvordan det er gået ham.
Lørdag, den 8. juni. Arzacq-Arraziguet - Maslacq over 40 km med snyd, Næste morgen videre mod Arthez-de-Bearn, hvor vi fra andre pilgrimme har hørt, at det kan være svært at få en seng. Vi sætter os undervejs og ringer lidt rundt. Men får ikke svar, da de kommunale herberg ikke tager telefonen om lørdagen. Vi går i dag primært efter kort for at spare så mange kilometer som muligt, og vi ankommer til Arthez ved Bern-floden af landevejen allerede ved 13.00 tiden, mens de øvrige pilgrimme formentlig tager den væsenlige længere tur uden om Chapelle de Caubin. De mange kilometer på asfalt kan mærkes i knæene, og det er også mere af nød end af lyst, vi tager den direkte vej. Vi sætter os på torvet, spiser bagermad udenfor med andre pilgrimme, og beslutter os for at prøve at nå Maslacq ca 9 km af vejen mod Navarrenx, som er næste dags etape. Igen snyder vi lidt og tager en cykelsti (smutvej) gennem et skovterræn, der bærer meget præg af den lange periode med regn. En meget smuk tur, hvor vi følger en mountainbike-bane for at spare kilometer. Vi har ikke rigtig overblik over, hvor mange kilometer vi fik gået denne lørdag, men det var væsentligt under de 40 km af officiel pilgrimssti, Chemin Saint Jacques. Vi kommer til Maslacq ved 15,30 tiden og må have hjælp i den lille kombinerede bar, bager og mini-mini supermarked for at finde frem til Miriam, der har et lille hus i baghaven, hvor vi skal sove. Hun er meget imødekommende og bor ude på landet sammen med tre katte og tre hunde. Der er flere af samme slags små overnatningssteder i den lille by. Jeg når en tur i swimmingpoolen, inden hun kommer med en utrolig tre-stjernet middag, langt over normal standard, og vi to pilgrimme sidder udenfor og spiser i den lune aften.
Søndag, den 9. juni; Maslacq - Navarrenx ca 22 km: I dag følger vi stien, hvor de første meget beskedne højder inden Pyrenæerne betyder, at det går lidt mere op og ned. Første pausested er Sauvelade, hvor et kæmpekloster en gang skabte liv. Nu er der kun en tom klosterbygning, der trænger kraftigt til istandsættelse. Den store smukke kirke, der kun har messe hver anden søndag og hver anden lørdag, står åben, og lige bag klostret, puster 3 hospitalaleros ud efter at have gjort rent efter de pilgrimme, der har sovet på stedet i nat. Vi drikker vores medbragte vand udenfor, fylder flasker op og går videre. Vi er i Navarrenx, hvor vi går ind i byen og strans støder ind i restaurant Saint Jacques, der har et ualmindelig godt middagstilbud til pilgrimmene. Vi spiser - måske lidt for meget - og ender bagefter på campingpladsen, hvor de lejer små hytter med eget toilet ud til pilgrimmene til 40 Euro for to inklusive lagner og køkken. Vi får igen vasket tøj i vaskemaskine, og da vi har spist mere end rigeligt ved middagstid, går vi i seng uden aftensmad.
Mandag, den 10. juni; Navarrenx - Oloron Ste Marie, ca 23 km. I dag forlader vi GR 65, Via Podiensis, mens vore medpilgrimme fortsætter mod Saint Jean Pied de Port og Spanien. Vi bor ret alene på campingpladsen, hvor to pilgrimme stadig sover i deres telte, da vi går ud tidlig morgen. Vi går i en helt anden retning end de andre, og de første mange kilometer går vi efter Rother Wanderführers dårlige kort, idet stien ikke er afmærket. Vi går af små asfaltveje og følger på højre hånd floden Le Gave, som vi ved, vi skal kunne se til højre for os, indtil vi passerer floden over broen ved Prechacq-Josbalg, hvor vi straks efter gerne skulle ramme den afmærkede sti, Chemin Saint Jacques, mellem Oloron Ste Marie og Saint Jean Pied de Port, Gr 78, der i øvrigt fortsætter (eller kommer fra) Lourdes, der er vores endemål. I Oloron Ste Marie er der et "pilgrimskryds", hvor Pyrenæer-ruten GR78 krydser Arles-Ruten/ Via Tolosana, der går over Pyrenæerne ved Somportpasset, som jeg selv passerede i 2015 og tidligere har skrevet om her på siden. Vi kan dog allerede nu se, at vi kommer i bekneb for tid. Der er næsten 70 km pilgrimssti langs Pyrenæerne mellem Oloron Saint Marie og Lourdes, som normalt deles i 3 etaper, og vi har kun to hele dage efter Oloron St. Marie, hvor den sidste dag også skal bruges til at opleve Lourdes. Teoretisk set er vi i god form nok til at dele i to, men det bliver to "skæve etaper" på grund af overnatning, ligesom vi vil komme meget sent til Lourdes, hvor vi gerne vil deltage i messer, tilbedelse og lysoptog onsdag inden vi tidlig torsdag morgen skal med TGV-tog til Paris for at nå vores SAS-fly hjem til København. Vi udsætter beslutningen, og en sød landmand fortæller os, hvilken asfaltvej, vi skal gå for at ramme den afmærkede pilgrimsti, som vi når ca 3 km før den lille by Aren, hvor vi holder en lille pause. Vi fortsætter til Oloron Saint Maria langs en lille kanal, hvor vi kommer ind i byen fra nord ved Katedralen allerede ved 12,30-13-tiden. Byen er rimelig stor, og vi er ved Centrum og vort herberg denne 2. pinsedag allerede før 14.00. Men 2. pinsedag er ikke bare helligdag i Frankrig, men stor familiedag, hvor alt har lukket - også langt de fleste spisesteder og cafeer. Byen er nærmest mennesketom. Efter at have løbet rundt et stykke tid får vi plads på en meget lille, enmandsbetjent restaurant lige overfor herberget, hvor vi bliver dages sidste gæster. Herberget drives af frivillige, og der er denne mandag god plads. Vi får vores eget værelse, og de to frivillige er meget hjælpsomme med at forklare turen til Lourdes. Vi låner oven i købet en guide, som vi skal sende retur fra posthuset i Lourdes, så snart vi er ankommet. Alt har - som sagt - lukket i byen, og vi kan godt glemme alt om at købe en guide selv. De øvrige pilgrimme, som skal i forskellige retninger ud af byen, kan kun få lov at spise et sted om aftenen efter at vore to frivillige har ringet i forvejen og bedt så mindeligt om det. Mærkeligt med så stor og tom en by.
Tirsdag, den 11. juni; Oloron Ste Marie - Lestelle-Bétharram, tog plus ca 22 km til fods: Vi gik ud af herberget allerede ved 6,45 tiden og havde under pakningen besluttet at gå til banegården for at se, om vi kunne klippe en hel del af de knapt 70 km formel pilgrimssti, der er mellem Oloron Ste Marie og Lourdes. Vi satte som mål, at vi skulle sove max 20 km fra Lourdes om aftenen, så vi kunne være inde i Lourdes aller senest ved middagstid onsdag. Det var/er meget nyt for undertegnede at tage tog/bus på en pilgrimssti, så min medpilgrim beskyldte mig for at snige mig gennem gaderne mod stationen. Her fik vi stor hjælp i billetsalget. (Ja, den slags service eksisterer stadig i Frankrig. Tak for det). Vi fortalte om vores problem, og fik straks et forslag om tage et lokaltog (mod nord) til Pau kl. 7,55, herfra gik der et andet lokaltog (mod syd) Lourdes en lille time efter ankomst, så vi ville ende ca 40 km før Lourdes. Perfekt. Klokken var kun 7,00, så vi fik vore billetter og gik på "jernbanehotellet", Hotel France, lige overfor stationen og spurgte om vi måtte købe morgenmad, selvom vi ikke havde boet på hotellet. Ingen problem; og vi fik juice, cafe au lait, baguette og croissant inden vi satte os i toget, hvor gymnasieelever og folk på vej til arbejdet også tog plads. Mærkelig fornemmelse. Da klokken var 10,30 stod vi igen med rygsækkene på og fulgte Gavefloden mod Lourdes til vi efter 3-4 timers vandring kom til det tidligere kæmpekloster i Bétharram, hvor to kirker ( en oppe af bjerget og en nede) i dag sammen med de delvist tomme klosterbygninger står som enorme monumenter om en svunden tid. Vi gik modsat Lourdes de få kilometer til byen Lestelle-Bétharram. På byens eneste åbne restaurant serverede de hellere end gerne dagens menu til de lidt sent ankomne pilgrimme, og det var tydeligt at pilgrimme med rygsække ikke var en hverdagsbegivenhed. Vi fik rigtig god betjening og gik derefter ned til floden, hvor vi flyttede ind i en hytte på en spøgelsesagtig stor campingplads med meget få gæster. Vejret var desværre ikke godt. Allerede under middagen begyndte det at regne og det fortsatte resten af eftermiddagen og aftenen, som vi brugte på at skrive pilgrimsdagbog for de seneste dage, så ikke alt, hvad vi har oplevet, er glemt, når vi på torsdag sidder i flyveren på vej hjem. På samme restaurant fik vi senere to sandwich, som vi tog med og delte til aftens- og morgenmad.
Onsdag, den 12. juni; Lestelle-Bétharram - Lourdes ca 18 km: Vi stod op allerede ved 6-tiden og var på vej mod Lourdes under en halv time efter. Vi gik langs floden det meste af vejen. Nu skinnede solen fra en skyfri himmel. Pyrenæerne lå med sne på toppen på højre side, så vi "næsten kunne nå dem". Vi har helt høje, og alt var fantastisk. Vi gik uden pauser og var i Lourdes inden kl. 10, hvor vi kom ind i "byen/valfartsområdet" bag fra ved den store kirke oven på åbenbaringsgrotten. Et par sikkerhedsvagter så os, da vi allerede var kommet ind og løb efter os. De bad os åbne rygsækkene, men næppe havde vi åbnet, før de gik igen.
Torsdag, den 13. juni. Nok en pilgrimsvandring er slut. Tidligt op og hjem via Paris.
Økonomi: Det er dyrere at gå i Frankrig end i Spanien. Men vi hentede en del hjem på gennemsnittet efter at have passeret Conques. På de første etaper måtte vi et par gange op mellem 65 og 70 euro for et dobbeltværelse. dertil kom udgifter til forplejning. Alt i alt et gennemsnit på knapt 105 euro for to, altså ca 52 euro pr. næse pr. døgn. I Spanien kan det gøres for omkring 30 euro - og endda billigere, hvis man er i sparehjørnet. Det betyder, at denne tur for undertegnede kostede ca 12.000 danske kroner for 31 dage med overnatning, forplejning m.m., samt knapt 2.200 i transport; ialt ca 14.200 kr. Jeg var sammen med min yndlingspilgrim, og vi valgte ofte selv at betale lidt ekstra for eget værelse, ligesom vi som ældre ægtepar meget ofte fik positiv særbehandling undervejs og på herbergerne blev anvist eget værelse til sovesalspris.
Lidt om at gå i Frankrig: Standarden (ren hygiejne) er højere end i Spanien, og de er helt hys i bekæmpelsen af væggelus. Flere steder skal rygsækken i "rygsækgarage", hvor tøj og soveposer fragtes videre til sovesale/værelser i særlige kasser. Stierne er godt afmærket, og det er ikke et problem at finde vej. Der er på denne rute mange overnatningssteder, men i højsæsonmånederne maj og september anbefaler stor set samtlige pilgrimsforeninger, at man reserverer plads i forvejen. Det gjorde vi kun enkelte gange samme dag eller få dage før, og det gav os lidt tekniske problemer, som vi valgte at leve med for ikke at få for fastlåst en tur. Franskmænd er i stort flertal blandt pilgrimmene. Og i Frankrig taler man fransk. Kendskab til fransk er ikke bare en stor fordel, men også delvis en nødvendighed, hvis man vil være en reel del af pilgrimsfællesskabet. Franskmænd er generelt meget høflige, og de prøver at inddrage alle i fællesskabet. Det fælles måltid om aftenen er en almindelighed og næsten en ritus for franske pilgrimme. Der er masser af kirker. De er åbne, men det betyder ikke messer hver dag, da flere kirker ofte betjenes af samme præst. På pilgrimsherbergerne ved de alt om pilgrimsmesser, ligesom der i flere byer er pilgrimskontorerne, hvor der ofte er social aktivitet af forskellig slags med råd om den fortsatte rute m.m.
tak for at dele dine ture!
SvarSlet