fredag den 19. juli 2019

Ældre på Caminoen ?

Kommentar: Det er min fornemmelse, at ældre pilgrimme får positiv særbehandling, men der er ingen garantier !
Jeg er 68 år og min ledsager over 70 år, er vi for gamle til at gå Camino i Spanien ?, lyder et spørgsmål; og det falder helt i tråd med, hvad jeg jævnligt hører i en eller anden form, enten når jeg er til møder om pilgrimsvandring eller i mails sendt til jakobsvejen@gmail.com . Og da jeg selv har passeret de 70 år og stadig går pilgrimsvandring, giver svaret ligesom sig selv: Nej, det synes jeg selvfølgelig ikke. Men jeg kan da rent fysisk godt mærke i knæ og ben, at jeg hverken er i 50erne eller 60erne. Jeg er blevet mere og mere glad for min stok (teleskop), ligesom jeg prøver at undgå de stejleste nedstigninger på bjergstierne - ikke mindst i regnvejr. Så hellere en omvej udenom.
Min hovedindtryk er dog følgende:
a) Alder er generelt ikke nogen hindring for pilgrimsvandring ! Jeg møder mange ældre pilgrimme, og det er ikke så sjældent at møde en pilgrim omkring de 80 år.
b) Jeg har de allerseneste år fået en fornemmelse af, at jeg ( eller vi, når vi går to sammen) får positiv særbehandling på overnatningsstederne.
Det med positiv særbehandling oplevede jeg for første gang - så jeg for alvor tænkte på det - i foråret 2018, da jeg gik Camino Frances alene. Jeg har lidt svært ved at komme op og ned af overkøjer, så de første par dage spurgte jeg forsigtigt, om jeg ikke kunne få underkøje. Og jeg fandt hurtig ud af, at det nærmest var en selvfølge, ligesom flere hospitaleros (mest kvinder) tilbød at tage "den gamle mands" tøj med i vaskemaskinen. Jeg kan dog ikke gi' nogen garantier for positiv særbehandling. Jeg har oplevet (mest på nogle kommunale herberger), at der ikke er styr på så meget, og at de unge - der tit kommer først - tager alle underkøjerne, ligesom der - især på Camino Frances, da jeg gik ruten i 2018 - er en nyere type pilgrimme, som man måske kan betegne lidt som "Me First", og som jeg personligt forsøger at undgå på en caminovandring, hvad enten det er på stien, restauranten eller på overnatningsstedet. De er heldigvis i mindretal. De positive oplevelser med andre pilgrimme er stadig i stort overtal.
Og da jeg her i foråret gik Via Podiensis (Le Puy-ruten) sammen med min yndlingspilgrim fik vi gang på gang "eget værelse" uden at spørge om det, ligesom vi generelt fik en fornemmelse af, at der blev taget hensyn til alder.
Men der er nogle pilgrimsruter, der er nemmere for ældre pilgrimme end andre. Er du/I førstegangspilgrimme, så er det min anbefaling, at du/I prøver med en af de ruter, der har mest service undervejs f.eks. Camino Frances og Camino Portugues fra Porto eller den mest benyttede del af Le Puy-ruten i Frankrig fra Le Puy en Velay til Conques. Der er ingen grund til at tage første pilgrimstur af Camino Primitivo eller Via de la Plata.
Her her et foto fra pilgrimsmessen i Le Puy taget i maj i år, og som det ses af de mange gråhårede, var det ikke ligefrem "ungomdsklubben", der skulle på pilgrimsvandring - tværtimod, gennemsnitsalderen var ret høj.
Der har i øvrigt været en menings- og erfaringsudveksling om "ældre/gamle" på Caminoen på den engelsksprogede hjemmeside:
www.caminodesantiago.me som du kan læse ved at bruge dette link: https://www.caminodesantiago.me/community/threads/are-you-70-and-still-walking-caminos.59442/page-2#post-711488

Ingen kommentarer:

Send en kommentar