"Caminoen" over Pyrenæerne kan være ret så hård ved ben og fødder, og for mange pilgrimme er det første etape af Camino Santiago.
Jeg skal gå Caminoen i efteråret fra Frankrig og hører meget om, hvor hårdt det er at gå af den såkaldte Napoleonsrute. Kan man gå en anden vej ?, lyder spørgsmålet. Svaret er ja, der er to afmærkede pilgrimsstier over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port (Frankrig) til Roncesvalles (Spanien). Ingen af dem vil jeg kalde "nemme", men der er stor forskel. (Nederst i artiklen en tegning, der sammenligner højdekurverne på de to muligheder.)
1) Der er den såkaldte Napoleonsrute, som de fleste helst vil gå, der passerer det højeste punkt ved Col Lepoeder (1.430 meters højde). Napolenonsruten er på 24,2 kms længde, men det er først og fremmest højdeforskellen, og ikke kilometerne, der gør den til en anstrengende oplevelse. Derfor anbefaler jeg altid, at pilgrimme ved ankomsten til Saint Jean Pied de Port - IKKE sover i byen første nat, men tager den første bid af etapen over, små 8 km - og ikke mindst - 800 højdemeter op til Refuge Orisson og overnatter der første nat.
Der skal bestilles plads på refugiet i forvejen (telefon +33 559 49 13 03 / +33 681 49 79 56 - e-mail: refuge.orisson@wanadoo.fr - hjemmeside: www.refuge-orisson.com ).
Hvis man bider turen over, er det absolut en flot og fantastisk tur, som for de fleste pilgrimme står som noget særligt. MEN; MEN; MEN ruten er lukket fra 1. april til 1. november hvert år, fordi alt for mange pilgrimme tog turen over i vinterhalvåret uden at tage hensyn til vejret, hvilket et vinterhalvår betød, at redningsmandskab måtte over 70 gange op på bjerget og hente pilgrimme ned. Det ikke er ufarligt. Ligesom der dør pilgrimme på ruten hvert år. Selv i sommerhalvåret kan stien være lukket på grund af dårligt vejr. Det er derfor vigtigt at konferere med de frivillige på pilgrimskontoret i Saint Jean Pied de Port, før en opstigning. De kender stien og ved, hvornår myndighederne "lukker den". Er stien formelt lukket skal pilgrimmene selv betale for en eventuel redningsaktion, hvis de alligevel går over. Men trods alle disse advarsler en flot tur over, som kan anbefales, når vejret er til det. På pilgrimskontoret får du også udleveret et lille kort med de forskellige ruter over Pyrenæerne. Kortet er meget nyttigt.
2) Den anden rute via Valcarlos er også en flot pilgrimsrute, der primært går parallelt eller på den lille landevej mellem Saint Jean Pied de Port og Roncesvalles. Det højeste punkt er knapt 1.200 meter ved Puerto de Ibaneta. Turen er på 23,4 km, og især det sidste stykke (ca 5 km) op til kapellet ved Ibaneta er meget flot. Denne tur kan klares på en dag, og dette alternativ til Napolenonsruten har den tekniske fordel, at der er gode pausesteder efter godt 11 km i grænsebyen Valcarlos.
NB på Napoleonsruten: Jeg anbefaler de ældre - som mig selv - og eventuelt ikke godt trænede yngre at gå en lille omvej efter det højeste punkt på Napoleonsruten ved Lepoeder. Den afmærkede sti direkte ned til klostret i Roncesvalles ( i ca 950 meters højde)er meget stejl, og selv i tørvejr og sol kan den være mudret og svær at gå. Få hundrede meter efter toppen går der en markvej (4hjulstrækkerkørevej) til højre mod kapellet i Ibaneta ( ca 3 km), derfra følger man så mærkerne ca 1,4 km ned til klostret. Den direkte sti ned er på 4 km - altså meget lidt kortere. (Jeg er rimelig hurtig gående og derfor hurtigt fremme. Jeg har flere gange siddet i Roncesvalles og set pilgrimme komme ned, mudret til næsten fra top til tå, fordi de har taget den direkte stejle sti og bogstaveligt kørt et længere stykke på numsen, ligesom enkelte har forvredet anklen eller kommet lettere til skade.)
Her en god tegning over højdekurverne snuppet fra et indlæg på pilgrimshjemmesiden: https://www.caminodesantiago.me/community/forums/camino-frances.12/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar