fredag den 16. august 2019

Svagtseende på Caminoen

Ved hjælp af GPS og 3 D-lyde skal svagtseende og blinde nu kunne gå dele af Camino Frances.
Der er nu lavet en særlig GPS, der sammen med 3D-lyde, skal gøre det muligt for dårligt seende at gå dele af Camino Frances, oplyser Info Bierzo, https://www.infobierzo.com/temas/obras-camino-santiago/. Undertegnede forstår ikke helt teknikken bag denne nye mulighed, så eventuelt interesserede må selv søge yderligere information.
Det er Fundación ONCE og Microsoft, den spanske regering, foreningen af kommuner langs Camino Frances, den spanske pilgrimsforening, Asociación de Amigos del Camino, der står bag projektet.
Og så en lille selvoplevelse. Da jeg i oktober 2018 gik bjergruten San Salvador og Camino Primitivo mødte jeg en ung tysk pilgrim, Blanka, som var døvstum. Hun talte med andre ved at skrive på et stykke papir. Jeg - og andre pilgrimme - var fuld af beundring over, at denne meget smukke, hele tiden smilende, unge kvinde kunne gå en skrap bjergcamino uden at kunne høre og tale. Men det kunne hun. Vi boede flere nætter på samme herberg, og hun virkede til at være i ualmindelig fin form, men ensomt syntes man, at det måtte være. Jeg har en enkelt gang på det sidste stykke før Santiago mødt en blind pilgrim, men han havde en "hjælpepilgrim" med. Pilgrimme i rullestol har jeg set flere gange.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar