mandag den 21. oktober 2019

Donativo-herberg forsvinder

Tidligere var det mere almindeligt med herberg uden fast pris for overnatning. Men mange af dem forsvinder lige så stille. Og priserne på en seng i Spanien stiger
Herberget Casa da Fernanda, der ligger mellem Barcelos og Ponte de Lima på Camino Portugues efter Porto, var tidligere et donativo herberg - altså et herberg, hvor pilgrimmen lagde et beløb i en kasse ved udgangen alt efter egen formåen. Men en mail fortæller, at det nu er slut. Fernanda tager nu 20 euro for en seng og halvpension - uhørt billigt, men ideen, om at de, der havde mere, gav lidt ekstra, så pilgrimme med få penge kunne slippe billigere, gælder ikke. For år tilbage var stort set alle kirkelige herberger donativo, men langsom er flere af dem blevet ændret til faste priser, og forklaringen er såre enkel. Der kom alt for få penge i kassen.
Da jeg senest gik Camino Frances i 2018 var der stadig en hel del donativoherberger tilbage, men min fornemmelse var, at det især var herberger, der lå lidt fra hovedruten - altså en omvej, der havde bevaret det gamle system, om at hver pilgrim ydede efter evne, mens der efterhånden var kommet fastpris på mange herberger, hvor der tidligere var donativo.
Det betyder i praksis, at mange herbergslister - også her på www.jakobsvejen.dk - på dette område ikke er helt opdateret. Så se efter på www.gronze.com, hvis du har brug for at vide, hvad prisen er for en seng og eventuel morgenmad eller halvpension på det enkelte herberg. Og en information mere; prisen på de kommunale herberger i Galicien er her i oktober ændret fra 6 euro (indklusive engangslagen/pudevår) til 8 euro. Denne prisstigning vil givet komme til at smitte af på alle pilgrimsvejene i Spanien, så en hel del prisinformationer her på www.jakobsvejen.dk er ikke længere opdateret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar