Samtidig med at en prisstigning på 2 euro i dag træder i kræft på de kommunale herberger i Galicien, annoncerer lokalregeringen en storstilet renovering og udvidelse af eksisterende herberger.
De 70 herberger med tilsammen 3.200 sengepladser, som lokaleregringen og kommunerne i Galicien står for, skal i de kommende to år renoveres, ligesom flere herberger skal udvides og nye åbne, bebuder den galiciske lokalregering i følge Galiciens officielle turisthjemmeside, se eventuelt her: http://clusterturismogalicia.com/en/la-xunta-de-galicia-anuncia-una-inversion-de-7-millones-de-euros-para-la-ampliacion-y-mejora-de-la-red-publica-de-albergues-de-cara-al-xacobeo-21/ .
Pengene er afsat for at gøre Galicien klar til det helt store rykind af gående pilgrimme (omkring en million lyder prognosen), der ventes i forbindelse med det hellige år 2021. Netop i dag træder en prisstigning på de kommunale herberger i Galicien i kraft. En seng koster nu 8 euro i stedet for 6 euro, og det forlyder, at prisen vil stige yderligere til 10 euro i 2021.
Ak, ja hvor forandret, tænker en gammel veteranpilgrim som undertegnede, der husker tilbage til 1990erne, hvor antallet af pilgrimme kun var en lille brøkdel af nutidens 100.000vis af santiagopilgrimme. Hvor herbergsdøren stod åben - uden betjening - døgnet rundt. Hvor der måske kom en kommunal ansat tilstede ved aftenstide for at hilse på, og hvor rengøringsstandarden - hvis man overhovedet kan tale om rengøring - var mere end lav. Jeg husker ældre pilgrimme af hunkøn gå i gang med kost og spand, mens jeg selv gik ud for at købe mad ind til den fælles aftensmad, der ofte blev tillavet under meget spartanske forhold. Flere steder var overnatning gratis, andre steder blev du bedt om at lægge et par euro i en bøsse, og atter nogen steder husede herbergerne ikke bare pilgrimme, men også hjemløse i almindelighed.
Jeg kan flere steder på nettet se en debat om det rimelige eller urimelige i de nye prisstigninger. Der er næppe tvivl om, at prisstigninger i Galicien vil betyde et prishop langs alle caminoer i Spanien. Men da jeg samtidig kan se, at mange nutidige pilgrimme kræver langt bedre faciliteter, end de der var en realitet for 25-30 år siden, kan jeg finde lige mange argumenter for- og imod prisstigningerne. For ønsker man en ren seng uden væggeslus, gode badeforhold, et sted at vaske tøj og tørre det, samt et brugbart køkken, er kravene til de kommunale herberger også langt dyrere end tidligere. Så alt i alt. Det bliver dyrere at gå pilgrimsvandring i Spanien. Og her et kommunalt herberg anno 2011, hvor sengene står meget tæt, og hvor der var køer til bad og toilet. En seng kostede også den gang 5 euro uden engangslagen/pudebetræk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar